Bøger af Mogens Müller

Indeholder en gennemgang af alle skrifter i Bibelen.

En bog om Bibelen. Den historiske Bibel – Bibelens historie er en ny, gennemrevideret og udvidet udgave af Bogen om Bibelen, som udkom i 2004 på Politikens Forlag. Genudgivelsen viser, at der er brug for bogen, som da også er den eneste af sin art på dansk. Der er revideret og suppleret mange steder i bogen, bl.a. er Judasevangeliet nu omtalt, og citater fra Koranen er anført efter Ellen Wulffs fornemme oversættelse fra 2006.

I Kirkens første Bibel kortlægges samlingen af de gammeltestamentlige skrifter samt tilblivelsen af den græske bibeloversættelse og dens skæbne i oldjødedom og oldkirke.Den hebraiske tekst er – konkluderer Mogens Müller – ikke en grundtekst i den forstand, at den i alle tilfælde er den oprindelige. Det er tværtimod nok så nærliggende at oversætte Det Gamle Testamente i dets græske udgave (Septuaginta) – som en del af en bibel, hvis anden halvdel er Det Nye Testamente.Bogen er således en kritisk replik til traditionen fra reformationen, hvor man – også i den seneste danske bibeloversættelse (1992) – har oversat Det Gamle Testamente efter den hebraiske bibeltekst.Kirkens første Bibel er en revideret udgave af den oprindelige udgivelse fra 1994.

Jesus efterlod sig intet skriftligt, og har derfor udelukkende fået historisk betydning i kraft af de mennesker, der skriftligt udfoldede hans liv og lære, og ingen af forfatterne til skrifterne i Det Nye Testamente er øjenvidner. Den ældste repræsentant for Kristus-troen, vi kender, er Paulus og hans breve fra begyndelsen af 50’erne. Det er hans særlige udlægning af Kristus-troen, der sejrer i kirken. Det er derfor også Paulus’ teologi, der kommer til orde i Det Nye Testamentes fire evangelier, som hver især er forsøg på at indskrive den betydning, som opstandelsestroens Jesus fik, i en fortælling om den jordiske Jesus. Alle fire evangelier er stærkt inspireret af Paulus’ udlægning af Kristustroen, nogle med accept og andre i delvis modsigelse. I Ingen Jesus uden Paulus gør forfatteren opmærksom på hvor vigtigt det er at huske på, at alt hvad vi ved om Jesus er overlevering på anden hånd, en receptionshistorie, hvor hver forfatter tilrettelægger sin fortælling med et bestemt sigte, og at Paulus her spiller en helt central rolle, som den første kristne tænker, vi kender til. Bogen giver dermed et billede af både Paulus’ og de fire evangelister forsøg på at indskrive den betydning, som opstandelsestroens Jesus fik, i hver sin fortælling om den jordiske Jesus.

Tilløb til Bibelen 2036 stiller nogle af de spørgsmål, som det kanvære oplagt også i menighederne at tage op til drøftelse i forbindelse med enny autoriseret oversættelse af Det Gamle og Det Nye Testamente. For en nyoversættelse behøver ikke kun at være en sproglig ajourføring.Den danske Bibel har indtil i dag i store trækfulgt traditionen fra reformationstidens bibler. Det gælder både den tekst, derer blevet lagt til grund for oversættelsen, og den rækkefølge, hvori man haranbragt de forskellige skrifter. I begge tilfælde er der tale om valg, hvor derogså kunne have været valgt noget andet. Hvorfor er det f.eks. den hebraisketekst, der skal ligge til grund for en oversættelse af Det Gamle Testamente?Forfatterne til skrifterne i Det Nye Testamente brugte således i al overvejendegrad den gamle græske oversættelse, den såkaldte Septuaginta, der var blevettil i århundrederne før vor tidsregnings begyndelse.Og kunne en ny oversættelse af Det NyeTestamente ikke være anledning til at anbringe skrifterne nogenlunde i denrækkefølge, hvori de er blevet til? Det betyder faktisk meget for forståelsen,hvis man kan følge udviklingen i formuleringen af Kristus-troen fra denstidligste skriftlige udtryk i Paulus’ breve og frem gennem dens højstforskellige fremstillinger i evangelierne. En ny oversættelse af Bibelenudfolder sig her som en hårfin balancegang mellem fortid og nutid. Dennedebatbog indbyder til overvejelse af disse og en lang række andre problemer.Den afsluttes med spørgsmål til drøftelse i forlængelse af de enkelte kapitler.Bogen har et forord afKøbenhavns biskop Peter Skov-Jakobsen.

Dansk kommentar til RomerbrevetRomerbrevet er apostlen Paulus’ hovedværk. Denprotestantiske tradition har siden Martin Luther anset brevet for Det NyeTestamentes vigtigste skrift og kristendommens klareste udtryk. Udgivelsen afen dansksproget videnskabelig kommentar til Romerbrevet er derfor en storteologisk fagbegivenhed. Det er faktisk noget mere end hundrede år siden, detsidst er sket.

De fire evangelier er fire forskellige forsøg på at tilrettelægge fortællingen om den jordiske Jesus ud fra troen på ham som den opstandne Kristus.Der er en stærk tradition for at læse Det Nye Testamentes fire evangelier harmoniserende som kilder til, hvad Jesus sagde og gjorde dengang. De senere tilføjede navne – alle fire skrifter er oprindelig anonyme – vil også have os til at tro, at de er blevet til stort set samtidigt og supplerer hinanden. I virkeligheden er de meget forskellige forsøg på at tilrettelægge fortællingen om den jordiske Jesus ud fra troen på ham som den opstandne Kristus. Således er Markusevangeliet fra omkring år 70 det ældste og hovedkilden for forfatteren til Matthæusevangeliet, og siden bygger såvel Johannesevangeliet som Lukasevangeliet videre på disse forgængere ud fra hver deres teologi. De fremstår som bibelske genskrivninger, der alle vil opfattes som fortsættelsen af og afslutningen på bibelhistorien i Det Gamle Testamente. De er stationer i en receptionsproces, hvorunder evangeliefortællingen har udviklet sig for at opfylde nye behov i gudstjeneste og undervisning.

Foruden en indledning, hvor de mere overordnede spørgsmål er drøftet, består bogen af en fortolkning med dels en oversættelse, dels en fortløbende kommentar. Oversættelsen søger at gengive den græske ordlyd så tekstnært, som det er muligt, når det også skal være dansk.Bogen er en ny udgave af den oprindelige udgivelse fra 2000. I denne nye udgave er der korrigeret et antal tryk- og andre fejl samt foretaget en række tilføjelser. Grundholdningen i kommentaren er fortsat den, at vi i Matthæusevangeliet har at gøre med en tolkende genskrivning af Markusevangeliet.Bogen er nummer 3 i udgivelsesserien Dansk kommentar til Det Nye Testamente (DKNT)

I form af en personlig rejse i receptionshistorien fører Mogens Müller læseren igennem noget af den historie, som Det Gamle Testamente har haft i kirken. Med den nye alterbog fra 1992 blev der indført en fast læsning fra Det Gamle Testamente ved folkekirkens højmesse. Det var en radikal nyskabelse, der dengang fremkaldte både begejstring og modsigelse. For kunne man med den forståelse, vi i dag har af Det Gamle Testamente som jødedommens Bibel, umiddelbart lade den optræde i en kristen gudstjeneste, som om dens tekster er udtryk for kristendom. Fra Paulus og frem til oplysningstiden havde kirke og teologi løst dette problem gennem påstanden om, at jøderne faktisk ikke forstod deres egne hellige skrifter, når de ikke ville omvende sig og indrømme, at skrifterne handlede om Jesus Kristus. I dag må en sådan bibelimperialisme være udelukket, og vi må i stedet tale om to fortolkningsfællesskaber (det jødiske og det kristne), der bygger på hver sine præmisser, og hvor det ikke giver nogen mening at spørge, hvem der har ret. I form af en personlig rejse i receptionshistorien fører Mogens Müller læseren igennem nogle af de kapitler af den historie, som Det Gamle Testamente har haft i kirke og teologi, og som må inddrages i en drøftelse af, om det ikke, når alt kommer til alt, var en misforståelse at give læsninger fra Det Gamle Testamente. Pressen skriver: ★★★★ Et meget kvalificeret bidrag til debatten om Det Gamle Testamentes placering i den kristne kirke og … også et bidrag til den liturgiske debat. - Kristeligt Dagblad

This study considers the New Testament as a "reception" of various antecedents, such as the Old Testament, Second Temple Judaism and Graeco-Roman culture. It explores the reception of Jesus, Paul's reception in Acts, feminist reception, reception history within the New Testament and translation.

Der kan opregnes en række kendte eksempler på genskrivning af tekster, som i den jødiske og kristne receptionshistorie regnes for bibelske: Krønikebøgerne, de to senere af de synoptiske evangelier, Jubilæerbogen, Genesisapokryfen, Pseudo-Filons Liber Antiquitatum Biblicarum og Josefus’ Antiquitates. Under alle omstændigheder er det oplagt, at fænomenet genskrivning må studeres og forstås i en bredere sammenhæng. Det her foreliggende bind afspejler således også, hvor forskellige aspekter af forarbejdet tradition, der kan rummes under overskriften 'Bibelske genskrivninger'. Genskrivning er et fænomen, der kan forbindes med begrebet kulturel erindring: Tekster, der tilskrives autoritet og normativitet i en given kulturel sammenhæng, søges bevaret og opretholdt som normative gennem en proces, der både indebærer afskrift og omskrivninger, men derudover tillige kulturel annektering af steder og landskaber og f.eks. bibelsk forankring af kroningsritualer. Denne måde at betragte teksternes tilblivelse og overlevering samt deres brug på kan være med til at åbne øjnene for væsentlige aspekter. Med sine tyve forskellige og forskelligartede bidrag belyser dette bind frugtbarheden i at inddrage begrebet 'bibelsk genskrivning' i forståelsen af dels kanoniske tekster både i og uden for Bibelen. Bidragydere: Pernille Carstens, Kasper Dalgaard, Finn Damsgaard, Martin Friis, Anne Katrine de Hemmer Gudme, Tilde Bak Halvgaard, Trine Bjørnung Hasselbalch, Bo Dahl Hermansen, Ingrid Hjelm, Søren Holst, Jesper Høgenhaven, Niels Peter Lemche, Christina Solmunde Michelsen, Mogens Müller, Jesper Tang Nielsen, Stefan Nordgaard, Christina Petterson, Frederik Poulsen og Anne Vig Skoven.

To af de udfordringer, kristendommen stod overfor i de første århundreder, var konfrontationen med de forskellige filosofiske skoler og forholdet til jødedommen.En vigtig kilde til belysning af disse problemstillinger er Justins Dialog med jøden Tryfon Oversat og med indledning af Jørgen Ledet Christiansen, Niels Hyldahl og Mogens Müller.

I denne bog fortæller Mogens Müller historien om hvordan de fire evangelier (Markus-, Matthæus-, Lukas- og Johannesevangeliet), i deres udgangspunkt var fortællende bibelhistorie, og ikke almindelig historieskrivning, sådan som det blev opfattet senere og helt op i nyere tid. Pointen er at vise, at præcis som vi i dag finder det naturligt med mange fortolkende genfortællinger af de bibelske historier (fx bibelhistorier for ikke alene børn i alle aldersklasser, men også for voksne), sådan er de bibelske evangelieskrifter selv fortolkende genfortællinger. Det var for forfatterne til evangelierne ikke et spørgsmål om, hvad der i virkeligheden skete dengang, men om at give et fortolkende svar på de problemer, der var aktuelle i deres menigheder.