Gør som tusindvis af andre bogelskere
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.Du kan altid afmelde dig igen.
Folkestyret er under pres – både i Danmark og Europa. Men truslen kommer ikke fra populisme eller antiliberalisme, som mange siger. Truslen kommer fra dem, der hævder at være de sande demokrater, vogterne af den gode tone, konventionerne og ”den europæiske livsform” – nemlig fra de ”liberaldemokratiske” ideologer, som hverken er særlig demokratiske eller særlig liberale. Liberaldemokraterne frygter folkestyret. De vil binde den politiske magt gennem konventioner og jura. De vil lægge bånd på vælgerne og overlade magten til dommere, embedsmænd og eksperter. De siger på papiret ja til folkestyret - men helst uden folk. Derfor bygger liberaldemokratiet på glødende EU-begejstring og had til den nationalstat, som er rammen om al ægte demokrati. Farvel til folkestyret er Morten Messerschmidts analyse af folkestyrets udfordringer og et bud på en løsning, der tager magten tilbage til folket
Det hele begyndte i Islebjerg Kirke, hvor den 17-årige Morten fik en kirkesangerstilling, selvom han ærligt og skødesløstbekendtgjorde ved samtalen, at han selvfølgelig ikke troede på Gud. Her begyndte han at etablere kendskab og kærlighed til salmeskatten og til Grundtvig, som fik stor betydning for hans teologiske dannelse. Senere også Kierkegaard.Da han begyndte sin karriere på Christiansborg og kom under Mogens Camres vinger, var lovprisningen af rationalisme og naturvidenskab og hånen mod overtro stadig intakt. Men tvivlen begyndte at nage, og han måtte efterhånden lægge afstand til sin politiske læremester i henseende til tro. Med kollegerne Søren Krarup og Jesper Langballe som inspiratorer og med den kirkegang, som nu blev hyppigere, måtte Morten Messerschmidt efter 10 års modning kalde sig kristen.Dannelse, mod, pligt og politik er kodeordene, når vi føres gennem de temaer, hvor det kristne arvegods spiller en rolle i Morten Messerschmidts liv.
Tør du være kristen? spørger Messerschmidt. Og han går foran ved at fortælle sin historie. En historie, hvor kristendommen ikke er frit svævende, men en forpligtende arv.Det hele begyndte i Islebjerg Kirke, hvor den 17-årige Morten fik en kirkesangerstilling, selvom han ærligt og skødesløst bekendtgjorde ved samtalen, at han selvfølgelig ikke troede på Gud. Her begyndte han at etablere kendskab og kærlighed til salmeskatten og til Grundtvig, som fik stor betydning for hans teologiske dannelse. Senere også Kierkegaard.Da han begyndte sin karriere på Christiansborg og kom under Mogens Camres vinger, var lovprisningen af rationalisme og naturvidenskab og hånen mod overtro stadig intakt. Men tvivlen begyndte at nage, og han måtte efterhånden lægge afstand til sin politiske læremester i henseende til tro. Med kollegerne Søren Krarup og Jesper Langballe som inspiratorer og med den kirkegang, som nu blev hyppigere, måtte Morten Messerschmidt efter 10 års modning kalde sig kristen.Dannelse, mod, pligt og politik er kodeordene, når vi føres gennem de temaer, hvor det kristne arvegods spiller en rolle i Morten Messerschmidts liv.
Den sunde fornuft har det svært med EU.Der er en dyb folkelig mistillid overfor unionen, der samtidig præges af institutionel ustabilitet. Euro’en har været en katastrofe, og mistroen præger nu forholdet mellem de nord- og sydeuropæiske lande. Alligevel fremturer EU med mere af det samme: centralisme og ensretning af økonomien. Man forlanger råderet over stadig større pengemængder og tror, at det vil øge begejstringen for EU, hvis man opkræver billioner og dernæst skænker dem til de taknemlige EU-borgere, der med hatten i hånden søger om at få nogle af deres egne penge igen til klatrestativer, rensningsanlæg, el-cykler, motorveje, yogakurser, cykelskure, hip-hop-festivaler, golfbaner, lufthavne og tusindvis af projekter – hvoraf mange på den mest vulgære måde skal opdrage borgerne til EU-politisk korrekthed. Denne bog er blevet til i den politiske kamp imod Bruxelles’ magtfuldkommenhed.Bogens læsere kender alle Morten Messerschmidt, færre kender hans medarbejder Jannich Kofoed, men uanset hvordan læserne forholder sig til Morten Messerschmidt – politisk – så er det svært at komme udenom konklusionen, at Messerschmidt og Kofoed synes at repræsentere den sunde fornuft i forhold til EU i disse år. Bogen er muntert illustreret af Claus Riis samt af en EU-tegner der har illustreret, hvorledes hr. og fru MEPs travl hverdag hænger sammen. Tilsyneladende fra afdelingen for EU's børnepropaganda!
I Det er (ikke) sort/hvidt udfordrer Morten Messerschmidt og Morten Helveg hinandens argumenter og bekymringer over udviklingen i et kriseramt EU. Politisk kæmper de for to helt modsatte positioner: Messerschmidt vil have punkteret EU's stigende magt, mens Helveg vil have den udbygget. Begge er dog enige om, at status quo langtfra er gangbar, og i glimt opstår ligefrem enighed. Bogen henvender sig til EU-interesserede, men nysgerrige og andre novicer kan sagtens hoppe på her. Bogen er forsynet med masser af forklarende faktabokse og er med både glimt i øjet, stor seriøsitet og internationalt udsyn en glimrende introduktion til Danmarks fremtid i EU's komplekse og omdiskuterede politiske arena.
Tør du være kristen? spørger Messerschmidt. Og han går foran ved at fortælle sin historie. En historie, hvor kristendommen ikke er frit svævende, men den grund, man står på, den arv, man modtog, den lov, der er lagt i vore hjerter, og som derfor må gennemsyre det liv, vi lever, og vise sig i vores handlinger og moral.Det hele begyndte, da den 17-årige Morten fik en kirkesangerstilling, selvom han bekendtgjorde ved samtalen, at han ikke troede på Gud. Introduktionen til salmeskatten og til Grundtvig fik stor betydning for hans teologiske dannelse. Senere også Kierkegaard.Da han som 23-årig indtog Christiansborg var lovprisningen af rationalisme og naturvidenskab og hånen mod overtro stadig intakt. Men tvivlen begyndte at nage. Med Søren Krarup og Jesper Langballe som inspiratorer og med den kirkegang, som nu blev hyppigere, måtte Morten Messerschmidt efter 10 års modning kalde sig kristen.Dannelse, mod, pligt og politik er kodeordene, når vi føres gennem de temaer, hvor det kristne arvegods spiller en rolle i Morten Messerschmidts liv.
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.