Bøger af Nicolaj Stochholm

I sin tiende digtsamling siden debuten i 1991 tager Stochholm et opgør med sin egen praksis som digter og som menneske. Han henvender sig i 45 skiftevis ømme og hårde digte til sin fader, der ligger for døden, og til sit tidligere jeg. Udenfor pesthospitalet er en blød hånd og en lille knytnæve, der tager store emner op.

Kærlighed, køn og død er centrale temaer i Nicolaj Stochholms forfatterskab – og i »Det regelmæssige«. Men stemmen er blevet ældre, dybere. Og mere direkte. Nicolaj Stochholms nye digte er helt klare og nådesløst ligetil. Konkrete, sansede og jublende desperate digte om det allermest elementære. Solen, sveden, stjernerne, havet, træerne, svalerne, kroppen, hænderne. Det dyrebare øjeblik imellem os. Klimakrisen. Og linjen i landskabet, billedet, ordet, skriften. “Hvert hjerte er hver eneste krops sol” står der et sted. Og tilsammen manifesterer »Det regelmæssige« en ny begyndelse, en ny mulighed, et frø, et kraftfelt af lige her. Lige nu. Nicolaj Stochholm er bl.a. blevet tildelt Michael Strunge Prisen 1994, Det Danske Akademis Beatricepris 2002 og Emil Aarestrup Medaillen 2004, Jan Sonnergaards Mindelegat 2019 og Statens Kunstfonds livsvarige ydelse 2021. »Det regelmæssige« er hans 12. digtsamlingen efter debuten med »Biografi« i 1991.

“Velkommen til en ny læsning” med disse ord åbner Nicolaj Stochholm sin nye digtsamling De III Aldre,opfølgeren til Udenfor pesthospitaletder udkom på Gyldendal i 2018. Digtsamlingen er komponeret i tre dele, men ikke som en lineær fremskrivning af aldringen eller som en klassisk dannelsesfortælling om digterens bliven digter. Der er ikke en klart forladt fortid. Som det lyder i samlingens anden del, så er det snarere et spørgsmål om: ”At være på vej med sig selv hele tiden at være optaget af det foranderlige samme” En meditation over jeg’et og skriftens udvikling og dens foranderlige væren samme. Samlingen starter således som en ’Stochholm Classic’, som vi husker ham helt tilbage fra debutsamlingen: en romantisk eller måske snarere symbolistisk landskabsdigtning med ”Jegets Ø” (jf. Sarvis Jeghus) og linjer som ”Landskabet spejler drømmen og/drømmen er kun landskabet”. En landskabsdigtning koblet med metapoetiske overvejelser der vækker klare mindelser om Pesthospitalet. Men med samlingens tredje del indvarsler Stochholm for alvor den nye læsning og en ny vej i forfatterskabet, som bebudet i samlingens første linje. Samlingen slutter nemlig, ganske overraskende, som en nationalromantisk pastiche i spekulative gevandter, inklusiv en intertekstuel reference til og dekonstruktion af Ewalds kongesang. Det er denne afsluttende tredje del af digtsamlingen der for alvor adskiller den fra forfatterens foregående samlinger, og hvor han demonterer eller dekonstruerer sit digteriske oevre. Her lader digteren barndommens landskaber gå under i en klimakatastrofisk dystopi: ”Jeg tænker på min barndoms/ strande (…) som nu er/ væk.”klassisk landskabsdigtning under indtryk af klimakrisen må ende i en eskatologi. Stochholms nye samling er i den forstand digte til tiden, både nutiden og den fremtid, der lurer lige om hjørnet. Nicolaj Stochholm er født i 1966 og debuterede i 1991 med Biografi på Borgens Forlag. Senest udkom Udenfor pesthospitalet på Gyldendal i 2018. De III aldre er Nicolaj Stocholms 11. bog og første på Escho.

En digtsuite i tre afdelinger, med Odysseus-myten som gennemgående motiv i det i øvrigt nutidige stof. Alt sammen skrevet i det tætte, kompakte, betydningsmættede sprog, der også kendetegner Stochholms tidligere digtsamlinger.

Ødelagt rim er Nicolaj Stochholms syvende digtsamling. Den har tre hovedtemaer, en jeg-deling, det sete på ny og det erindrede. Den står i tæt forhold til hans anden samling, Sammenfald (1992), og er mestendels skrevet på den spanske ø, som hans debutdigtsamling, Biografi (1991), også blev skrevet på. Nicolaj Stochholm fortæller om sin nye bog: »Ødelagt rim er en rejse fra det frostbidte og tilrimede København til sydens Spanien. Det er en rejse ind i digterens eget teater, hvor hovedaktørerne, kroppen, jeg’et, digtet og samlingens jeg, diskuterer og slås om rummet og retten til at dominere, have ret og dermed være grundlaget for personligheden, udsigelsen og musikken«. Nicolaj Stochholm har senest været aktuel med digtsamlingen Odefabrikanten (2011). Han har modtaget bl.a. Michael Strunge Prisen, Kunstfondens 3-årige arbejdslegat, Beatrice Prisen og Emil Aarestrup Medaillen.

I denne digtsamling bryder Nicolaj Stochholm med den strenge systemiske digtning, der prægede hans første samlinger. Udtrykket er blevet mere åbent, og fokuseringen på ét overordnet koncept er trådt i baggrunden til fordel for det enkelte digt. Samlingen spænder således vidt, både formmæssigt og tematisk. Melankolsk Jeg bor i et hus med en indgangder er væk, står på trappen der ersunket i grus, naboer som hosterog ikke vil se min nøgne kropmed en tegning efter en andender opløser kønnet med varmeting vendt om inden i sig selvsom den der bliver en udgangdine læber der skilles om minskål, jernstangen i hænderneminder mig om havet der kanglemme alt og blive ved somalt det er og alt det ikke er

Odefabrikanterne er et rytterfolk, som lever i grænseegnene mellem Elegien, hvor sorgen er smuk og ordnet, og så vores verden. De lever for vores glæde og bærer vores klager med tilbage til de hvide byer, hvor elekierne raffinerer dem. I denne samling rejser jeget gennem det renskurede land, hvor sorgen er beskidt og glæden dubiøs, som om tvivlen og luften er under angreb. Jeget rejser imod sin egen grænse, indtil det træder ind i en rituel rensning.

OEHL #1 – Den poet har pels er en antologi for ny dansk litteratur med splinternye tekster af 19 danske forfattere, både kendte og upcoming, med solide navne som fx Morten Søndergaard, Ursula Andkjær Olsen, Nicolaj Stochholm og Birgitte Krogsbøll samt en lang række endnu ukendte navne, bl.a. Mirian Due og Niels Henning Falk Jensby fra Forfatterskolen. Fra yngste til ældste forfatter er 39 år, og de er i antologien bogstaveligt sat side om side. Teksterne spænder over så forskellige genrer som haikuet, novellen, listen, prosadigtet, systemet og fragmentet, ligesom de tematisk kaster sig over alt fra kødelig lyst til de sociale medier, Trivial Pursuit og mordgalskab. Antologien udsendes i anledning af 1-året for litteraturarrangementet M/S Oehlenschläger, hvor alle bidragsyderne har læst op.

Rekonstruktion, som udkom første gang i 1998, blev til på rejse i Spanien, Marokko, Irland og København. Hovedtemaet er, ligesom i Stokholms tidligere udgivelser, det splittede jeg, der skrives ud over sine faste rammer.

Sammenfald er Nicolaj Stochholms anden udgivelse efter langdigtet Biografi, som blev hans debut i 1991. I Sammenfald etableres et poetisk rum, hvor den svimlende associationsstrøm forener og forvandler billeder af natur, krop og eksistens.Med en tydelig romantisk arv og med det særegne, associative og på én gang både åbne og lukkede billedsprog repræsenterer Stochholm noget særligt i dansk lyrik.

Nicolaj Stochholm, født 1966, er prisbelønnet dansk digter.Nicolaj Stochholm debuterede som forfatter i 1991 med langdigtet ”Biografi”.

titlen i paradis af Nicolaj Stochholm er en digtsamling, der falder i tre dele. I første del, ”gennem spejlet”, har digtene titler som ”Christina Onassis”, ”Che Guevara” og ”Charles Bronson”. I anden del, ”tilbage foran spejlet”, kan de hedde ”Charles  Lindbergh",  ”Kate Moss” og ”Nicolaj Stochholm”. Samlingens afsluttende tredje del, "spejlet på et herretoilet i grækenland" er et langdigt med titlen ”vanessa paradis”.