Bøger af Nikolai Troest

HISTORIEN OM WILLUM, Første bog: "Hjernen har ikke noget at gøre af det der står i denne bog - der er ikke en skuffe der har været åbnet før, altså hele det univers er simpelthen så langt ude og det er det der gør det så fantastisk at læse... jeg har aldrig læst noget der er så tosset og samtidigt så poetisk..." : Johan Olsen (Biolog og forsanger i Magtens Korridorer) "Willum havde ingen arme. I en tavs verden af blinkende lamper lå han som et blegt hylster og omsatte uhyre mængder medikamenter af forskellig observans til en række interessante resultater i dr. Råger S.B. Heinrichs forsøgsrapporter. Willum havde gennem sin opvækst lagt krop til eksperimenter, der stadig den dag i dag slår verden med forundring ved deres gennemførte mangel på skyggen af betydning eller formål. Råger havde ingen ben. Det var udelukkende ham, der på dette tidspunkt havde adgang til de journaler, der opsummerede historien om Willums mentale og legemlige udvikling. Udelukkende Råger der kendte til denne patients virkelige oprindelse - og han kunne ikke være mere ligeglad. Det ragede ham for det meste en papand, om hans forsøgsobjekter trivedes, og Willum var, selvom han var hans biologiske søn, dog f

Da Willum kom ned i stuen igen, var det med en følelse af at have sovet som en gammel fabrik, hvis produktion havde været lukket ned i årevis. Hans øjne var hævede og blikket tåget som et fedtet forsatsvindue. En kongeørn kunne uden problemer have brugt hans hår til at bygge rede i og ville helt sikkert også have udklækket en hel del unger dér, uden på noget tidspunkt at lægge mærke til, at den faktisk lå oven på noget, som bevægede sig med omkring fem kilometer i timen. Willum havde det som om, han lige havde været igennem sin egen fødsel, og at en bulldozer havde strøget hans skjorte, mens han havde den på. På den ene side så han ganske forfærdelig ud. Forfærdelig, som når et menneske har været igennem en proces, der vidner om adskillige år i laboratorier med daglige undersøgelser, medicinske forsøg og sondemad, og som svier under den manglende taktilstimulering, et menneske båret oppe på psykofarmaka synes at afspejle - men på den anden side, så han slet ikke så forfærdelig ud som en person, der lige havde været igennem alt det, som han lige havde været igennem... han virkede faktisk glad.

“Jeg... jeg har haft lidt svært ved at koncentrere mig,” forsøgte han. “Med alt det der sker i verden, krigen og...” Han nåede ikke længere, før hun afbrød.“Det har vi alle sammen, Erik. Det giver dig ikke en undskyldning for ikke at møde op. Du ved, at din kontanthjælp kan blive sat på pause, hvis du ikke lever op til dine forpligtelser.”Erik knugede mobiltelefonen i hånden. Hun havde ingen forståelse. Intet blik for den virkelighed, som langsomt trængte sig på. Beredskabet. Anbefalingerne om at preppe til tre dages overlevelse. Hvordan kunne hun forvente, at han skulle bekymre sig om jobansøgninger, når der var en reel trussel om, at alt kunne bryde sammen fra den ene dag til den anden?

Lægen nikkede forstående og bad Beate om at tage trøjen af og lægge sig på briksen, så han kunne undersøge knoppen på hendes arm nærmere. Lægen tog et forstørrelsesglas frem, hostede let, skrev et par noter ned på sin blok og studerede derefter knoppen nøje. ”Hmm,” sagde han og rynkede panden let. ”Det dér, det er ingenting. Det er intet at bekymre sig om. Jeg har urinvejsinfektion, se der kan du tale om bekymring, skulle jeg lige hilse at sige.” Lægen smålo lidt for sig selv og begyndte pludseligt at hoste voldsomt. Beate stirrede forskrækket på den ældre læge, mens han blev ramt af sin egen frimodighed. Lægen skar en voldsom og markant grimasse, pressede øjenlågene hårdt sammen og tog sit ærme op for munden og skreg hæst ind i det. Beate lå som stivnet på briksen og lod som om hun ikke eksisterede, mens lægens smertescenarie udspillede sig foran hende. Det gik der lidt tid med...

JEG ER JAKOB PRIIS er en dannelsesrejse, som giver læseren en helt unik oplevelse. En grotesk og til tider fuldstændig meningsløs rejse, som på nærmest psykedelisk vis provokerer og prikker hul i den gængse opfattelse af hvad litteratur bør være.Intet er som det giver sig ud for og læseren vil gang på gang hamre panden i kakkelbordet af begejstring og frustration. Når det sidste ord er læst, vil det eneste der er tilbage være:Men hvad nu?

"Det er ovre fra jagten," siger han opmuntrende. "Jagten ovre hos Povl." Den sidste sætning har en tøvende, nærmest lidt pinlig undskyldning gemt inde i sig. Noget forlegent. Sådan en sætning, man slår blikket ned til. Povl, med sindet, som de kalder ham, bor et par huse længere væk. Henne ved skellet. Et lille skovareal der adskiller parcelhusområdet fra virkeligheden. Povl har ikke gået på jagt i årevis. Ingen af dem går på jagt. Hun ved, de bare drikker derovre. Drikker igennem. I campingvognen ude på marken. I jagttøj. De er aldrig på jagt efter andet end promiller, og Henning er aldrig kommet hjem med meget andet end fugt i sjælen, lort på støvlerne og dårlig ånde. Sådan har det ikke altid været. Livet var godt. Men livet blev noget andet. Noget meget andet. 4652 sætter sig i sindet, i knoglerne, i sjælen, i glæden.

Jeg slog øjnene op og var nu pludselig tilbage på hotelværelset. Rummet var tørt, vandet var væk? Jeg var våd af sved, men tør. Jeg hev panisk efter vejret, hvilket igen kun udtørrede min mund yderligere. En snusket plastikflaske med noget vandlignende stod på sengebordet. Da mit åndedræt igen var nogenlunde regelmæssigt, rakte jeg ud efter den og begyndte at skrue låget af…Til min store overraskelse sad min venstre hånd stadig, hvor den plejede at sidde."Puh…!"Det havde været en af den slags drømme.Det skete langt oftere end før. Nedfrysningerne begyndte at have en negativ effekt. Jeg skruede forsigtigt låget af flasken og tømte den, mens jeg med stirrende, flakkende øjne forsøgte at orientere mig i rummet.Der lå en pamflet på sengebordet: City Hotellet, Nebo."Nebo…?"

Den røde lampe på kontrolpulten blinkede insisterende og S.T.E.W.A.R.T.s alarmsystems supermarkedsmuzak bragede lystigt og behageligt derudaf. Det var temmelig overvældende, men stemningen var rent faktisk ret god, og alt, hvad der blot mindede om panik, udeblev da også fuldstændigt efter planen…Willum, stadig med begge hænder plantet solidt på pulten, henvendte sig til Olivia, Lisa Nilson, Lone Hjort og Jul Niebergaq.# Det her sted har for længst udtjent sin værnepligt og deltager nu blot til mere forvirring og splittelse i det enkelte menneske, end det gør til et højere formål for hele menneskeheden ## S.T.E.W.A.R.T. vil det samme, som alle andre organismer vil - forevige sin egen eksistens, overleve og dominere … for en hver pris! #

Da Willum igen kom ned i stuen, var det med en følelse af at have sovet som en gammel fabrik, hvis produktion havde været lukket ned i årevis. Hans øjne var hævede og blikket tåget som et fedtet forsatsvindue. En kongeørn kunne uden problemer have brugt hans hår som rede og sikkert også have udklækket en hel del unger dér uden på noget tidspunkt at lægge mærke til, at den faktisk lå oven på noget, som bevægede sig med omkring fem kilometer i timen, (og Willum for den sag skyld ville sandsynligvis heller ikke selv have bemærket ørnen eller dens rede i sin nuværende tilstand). Han havde det som om, han lige havde været igennem sin egen fødsel, og at en 27 tons bulldozer havde strøget hans skjorte, mens han havde den på...

I naturen er der ingen død, kun en ommøblering af atomer, men det var alligevel, som om KitogPatKots pludselige fravær aktiverede et hul i selve tiden, et fysisk rum, hvor der ikke rigtigt længere var noget, der kunne passe ind i stedet for hende. KitogPatKots beslutning og selvforvandling til bronzeskulpturen på tingstedet i Valby, efterlod et så stort vakuum i virkeligheden, at det kunne fornemmes af alle. Nu er det ikke første gang, at folk er stået af Historiens eksprestog. Andre af Historiens mange særegne karakterer, er igennem fortællingen, ligeledes gledet ud eller har fundet et andet lejde, deres egen sidehistorie, eller måske ligefrem deres eneste ene, eller sågar mening med livet. Hvem husker ikke hr. Hval I. Nums dramatiske endeligt? Eller Den lille Ands, Marquis Glamours, Kim fra regnskabsafdelingens sidste suk, Steen Stensens spontane dødsjodlen, Bentes og I.P. Liljekvists, Astas S.B. Heinrichs? Mange har haft deres specielle plads i livets og i Historiens store møllehjul. Ingen kan reelt set undværes i det store hele, men nogen udfører blot deres rolle eller opgave, lidt hurtigere end andre gør. Det gør dem dog ikke mindre vigtige, ja måske ligefrem det modsatte...

Der venter ingen belønning, hverken før eller efter livets afslutning. Den præmie, der er tilværelsens mål, har du allerede indkasseret og er ved at fortære i dette øjeblik. Paradis er en tilstand, der sanses i levende live, ikke i dødens opløste intethed. Du vil aldrig opleve anden skuffelse end den, du i levende live konfronteres med, når dine behov er uopfyldte og dine ambitioner uopnåelige. Netop derfor bør du efterstræbe at nå paradis, mens du lever, søge forløsning for dit nag og dine skrupler hér og nu, i denne din eneste inkarnation. Du higer og søger, og du når ingen vegne, fordi livet er så kort, og lykken så fortvivlende lunefuld. Men du må indse, at ”ingen vegne” kan være det skønneste og mest eventyrlige mål, man kan tænke sig. Ingen vegne rummer alle vegne. Forsøg at anskue livets potentiale fra tilskuerrækkerne til filmen om personen dig. Se alt, hvad hovedkarakteren foretager sig, som led i en odyssé gennem tilværelsen. Hvis lykken vægtes proportionalt med ulykken, glæden med sorgen, kommer den fremadjagende bevægelse til at fremstå blottet og meningsløs i sin hulhed, den er intet i sig selv...

Omstændigheder kan til enhver tid forandre sig. Når fuglen er i live, fortærer den myrer. Når fuglen dør, fortærer myrerne den. Af et enkelt træ kan man lave en million tændstikker, men der skal kun én tændstik til at brænde en million træer af. Gør dig det til en ære i livet at handle efter dine bedste overbevisninger. Du er måske stærk i dag, men tiden vil altid være stærkere end dig. Dine handlinger i livets cyklus, gode som dårlige, kredser i forskellige hastigheder og cirkelstørrelser. Nogle vender tilbage på et splitsekund og heler dig kærligt og omsorgsfuldt i det mest uventede sekund, mens andre er så længe undervejs, at du for længst har glemt, hvorfor de nu pludselig rammer dig; fiskebenet i halsen på den pæne restaurant, glimtet i øjet, samtalen i vaskekælderen, æblet på den yderste gren og smøgerne, som du lige ville hente… Det hjælper dig ikke at skifte navn eller sove med alt tøjet på og lyset tændt hele natten. Det hjælper dig heller ikke at grine varmt og forløsende liggende nøgen i en solstråle. En dag giver alt dét mening, som ikke gav nogen mening, og alt dét, som gav mening, giver ingen mening overhovedet...