Bøger af Ove Christiansen

Efter Første Verdenskrig og Østrig-Ungarns sammenbrud tog mange danske familier et såkaldt wienerbarn i pleje. En af dem var familien Christiansen på Møn, der havde en dreng på besøg, indtil han vendte hjem i 1924.En aften i 1944 bankede det på døren hos familien Christiansen. Udenfor stod en soldat i den tyske værnemagt; det var deres tidligere plejesøn. Det blev til en kort samtale i døråbningen. ”I ser mig ikke mere,” sagde soldaten, da han gik.Efter to års blodig krig på Østfronten var han vendt tilbage til Danmark og fast udstationeret i den midtjyske by, Hammel. Kort før krigsafslutningen deserterede han og blev i landet.I ser mig ikke mere er historien om wienerdrengen Karl Kordovsky, som i 1958 blev dansk statsborger. Men selvom han kom til at leve resten af sit liv i sine plejeforældres land, så de ikke hinanden igen.Uddrag af bogenRussernes kampvilje var imponerende. En sovjetisk kampvogn havde fået larvefødderne skudt af og kunne ikke længere køre. Kampvognens besætning havde så gravet den ned og fortsatte kampen med kampvognen som stationær kanon, der først blev bragt til tavshed, da tyske soldater kom så tæt på, at de kunne kaste håndgranater ind i dens indre.Ingen viste nåde. Sovjetiske soldater kunne ligge skjult i skyttehuller og løbegrave ude på terrænet, hvorfra de pludseligt angreb. Fik besætningen på en tysk kampvogn øje på et sådant skyttehul, kørte de kampvognen hen over skyttehullet, bremsede så lidt i den ene side, så lidt i den anden side for at få skyttehullet til at skride sammen over de fjendtlige soldater.Om forfatterenOve Christiansen (f. 1942) voksede op på Møn, hvor både hans far og hans bedstefar havde en maskinforretning. Blev uddannet som bibliotekar og arbejdede som sådan indtil 1984, hvor han skiftede erhverv og blev programmør. Arbejde i it-branchen, indtil han blev pensioneret i 2008. Han har tidligere udgivet En historie om Landsled og lidt om familien Christiansen (2008).

Efter Første Verdenskrig og Østrig-Ungarns sammenbrud tog mange danske familier et såkaldt wienerbarn i pleje. En af dem var familien Christiansen på Møn, der havde en dreng på besøg, indtil han vendte hjem i 1924.En aften i 1944 bankede det på døren hos familien Christiansen. Udenfor stod en soldat i den tyske værnemagt; det var deres tidligere plejesøn. Det blev til en kort samtale i døråbningen. ”I ser mig ikke mere,” sagde soldaten, da han gik.Efter to års blodig krig på Østfronten var han vendt tilbage til Danmark og fast udstationeret i den midtjyske by, Hammel. Kort før krigsafslutningen deserterede han og blev i landet.I ser mig ikke mere er historien om wienerdrengen Karl Kordovsky, som i 1958 blev dansk statsborger. Men selvom han kom til at leve resten af sit liv i sine plejeforældres land, så de ikke hinanden igen.

Fra indledningen: "Egentlig havde jeg bare tænkt mig at nedskrive erindringen om min barndom i landsbyen Keldby på Møn. Men jeg opdagede, hvor dårligt den erindring passede ind i de politisk kor-rekte forestillinger, jeg havde mødt i løbet af mit arbejdsliv. Og at noget lignende gjaldt min erindring om den type landsbymiljø, jeg voksede op i. Desuden har jeg været ude for, at folk med rod i bysamfundet mener, at de ved meget bedre besked med livet på landet i gamle dage end jeg selv. Det gav mig en fornemmelse af, at hvis jeg ønskede den historiske ramme, min barndom og opvækst skal ses i, fortalt, så jeg kunne genkende mig selv i den og fortalt med loyalitet overfor de værdibegreber, i småt og i stort, som jeg blev opdraget til, så var det bedst at gøre det selv. Hver gang, jeg tog fat på en erindring, endte jeg et helt andet sted ved tanken på kontrasten med nutidige begreber. Jeg fik specielt behov for at give en anden vinkel på landbosamfundets historie end den etablerede. Og det hele førte til en række betragtninger om samfundsudviklingen op til vore dage, derunder den udvikling indenfor kulturpolitik og uddannelse, der kan føres tilbage til 1960'erne. Derfor blev bogen en ... blanding af forsøg på erindring og samtidshistorie, hvor det sidste ... tog overhånd. Således kan bogen måske ... give idéer til at imødegå de politisk korrekte attituder, vi af og til møder. Bogen er henvendt til dem, der har vanskeligt ved at genkende sig selv i den etablerede historieopfattelse. De bør også skrive historien selv." En pensioneret landmand i Østjylland skrev om første udgaven: "Det er fantastisk som du kommer omkring en masse emner, og lige akkurat kommer med de tanker og meninger, som jeg, og jeg ved mange andre, har gået med i mange år, uden at have haft evnen til at udtrykke dem."

Fra indledningen:"Egentlig havde jeg bare tænkt mig at nedskrive erindringen om min barndom i landsbyen Keldby på Møn. Men jeg opdagede, hvor dårligt den erindring passede ind i de politisk kor-rekte forestillinger, jeg havde mødt i løbet af mit arbejdsliv. Og at noget lignende gjaldt min erindring om den type landsbymiljø, jeg voksede op i. Desuden har jeg været ude for, at folk med rod i bysamfundet mener, at de ved meget bedre besked med livet på landet i gamle dage end jeg selv. Det gav mig en fornemmelse af, at hvis jeg ønskede den historiske ramme, min barndom og opvækst skal ses i, fortalt, så jeg kunne genkende mig selv i den og fortalt med loyalitet overfor de værdibegreber, i småt og i stort, som jeg blev opdraget til, så var det bedst at gøre det selv.Hver gang, jeg tog fat på en erindring, endte jeg et helt andet sted ved tanken på kontrasten med nutidige begreber. Jeg fik specielt behov for at give en anden vinkel på landbosamfundets historie end den etablerede. Og det hele førte til en række betragtninger om samfundsudviklingen op til vore dage, derunder den udvikling indenfor kulturpolitik og uddannelse, der kan føres tilbage til 1960'erne. Derfor blev bogen en ... blanding af forsøg på erindring og samtidshistorie, hvor det sidste ... tog overhånd. Således kan bogen måske ... give idéer til at imødegå de politisk korrekte attituder, vi af og til møder.Bogen er henvendt til dem, der har vanskeligt ved at genkende sig selv i den etablerede historieopfattelse. De bør også skrive historien selv."En pensioneret landmand i Østjylland skrev om første udgaven:"Det er fantastisk som du kommer omkring en masse emner, og lige akkurat kommer med de tanker og meninger, som jeg, og jeg ved mange andre, har gået med i mange år, uden at have haft evnen til at udtrykke dem."