Bøger af Per Vestergaard

Ny gennemrevideret og opdateret udgave af bogen Psykofarmaka. De fleste danskere vil på et eller andet tidspunkt i deres liv indtage nerve- eller sovemedicin. Psykofarmaka er en lettilgængelig bog om disse former for medicin. Bogen beskriver hovedgrupperne, hvordan de virker, og hvilke forholdsregler både læger og patienter skal tage, når psykofarmaka er en del af behandlingen. På den ene side er det en letlæst bog uden mange fremmedord og lægelatin, og på den anden side formidler bogen helt opdateret viden på feltet og de seneste forskningsresultater om de nyeste psykofarmaka. Psykofarmakologien er i rivende udvikling. Man ved mere og mere om de mekanismer, der er det biologiske grundlag for vores tanker og følelser. Signalstoffer, receptorer og nye måder at påvirke dem på. Eksempelvis har man i dag betydelig indsigt i, hvad der fremkalder de positive virkninger af antidepressiv medicin, og hvad der fremkalder bivirkningerne. Bogen er skrevet for behandlere på ethvert niveau: læger, sygeplejersker, psykologer, plejepersonale og andre medarbejdere i psykiatrien. Men også for særligt interesserede - brugere, pårørende, undervisere, politikere og presse, der har behov for reel viden om psykofarmaka.

Hvilken rolle kan og bør skønlitteratur spille for lægers dannelse? Kan læsning af skønlitteratur gøre læger til bedre udøvere af deres hverv? Og i givet fald hvordan? Dette er nogle af de spørgsmål, der belyses i Lægers dannelse. Antologien indeholder en række refleksioner over lægegerning, lægerolle, lægeidentitet og lægekunst – præsenteret gennem læsning af skønlitteratur.I bogens første kapitel fortæller en nyuddannet, kvindelig læge om chokket over at opdage, hvor dårligt forberedt hun var på sit nye arbejde som vagt på en skadestue, hvor ilde tilredte patienter strømmer ind, og hvor der ingen hjælp er at hente fra de ældre kolleger, som alle har deres at slås med. Hun beskriver hospitalet som en moralforladt mandeverden, der på mange måder ligner den krigszone, som hjemvendte soldater kan berette om. Hun fortæller imidlertid også om, hvor befriende det var samtidig at møde en righoldig skønlitteratur, der kunne hjælpe hende med at skabe mening og struktur i det kaos, hun fandt sig selv kastet ud i.Resten af bogen tager udgangspunkt i anvendelsen af skønlitteratur som middel til bedre dannelse hos læger. Flauberts Madame Bovary, Camus’ Pesten og McEwans Lørdag er eksempler på romaner, der på én gang skildrer læger i deres professionsroller, men samtidig er eksempler på stor litteratur, som rummer både eksistentiel indsigt og æstetisk kvalitet. Bogen omhandler således også litteraturteori, der fremmer læsefærdigheder og filosofiske bud på tolkning af indholdet.Endelig undersøges det i bogen, hvilken plads humanistiske fag bør have i lægeskolernes curricula, og hvordan universitetspædagogikken kan udvikles og tilpasses nutidens forventninger til læring. Bogen rummer i den forbindelse henvisninger til et nyudviklet kursus for lægestuderende ved Aarhus Universitet. Kurset, ‘Den gode læge’, omhandler lægers professionsrolle med afsæt i romanlitteraturen om lægeskikkelser.

Nutidens psykiatri er fyldt med skandalehistorier om tvang, vold og forsømmelse, som regelmæssigt når mediernes forsider. Da psykiatrien blev født i 1800-tallet, var problemerne få og skjulte. Lægerne tog vare på samfundets få tusinde sindssyge inden for de nyopførte anstalters beskyttende mure. Men efterhånden som velfærdsstaten opbyggedes og udbyggedes i løbet af 1900-tallet, blev hundredetusindvis af danskere diagnosticeret med en psykisk lidelse som depression, angst eller stress, og en ny psykiatri var skabt. I Den moderne psykiatris historie. Et essay om sindslidende i velfærdsstaten søger tidligere overlæge og professor Per Vestergaard tilbage i psykiatrihistorien for at finde årsagerne til nutidens kaos. De mange nye patienters sociale og psykologiske problemer kan hverken rummes eller håndteres af læger uddannet alene med et naturvidenskabeligt perspektiv på deres symptomer. Vejen frem er et nyt syn på psykiatrien, der skaber plads til nye faggrupper, nye behandlingsformer og en ny administrativ struktur. Kun på den måde kan Danmarks psykiatriske patienter få den hjælp, de fortjener.

Lægen Harald Selmer er med rette blevet kaldt den danske psykiatris fader. Hans pionerindsats fandt sted i midten af 1800-tallet, hvor han oprettede den første moderne anstalt til behandling af sindssyge i Risskov ved Aarhus. Han var forarget over datidens usle behandling af de sindssyge og ønskede med det nye hospital at forbedre deres vilkår.Takket være Selmer fik Danmark et nationalt, tidssvarende sindssygevæsen med anstalter i hele landet, der samtidig dannede grobund for det lægelige speciale psykiatri. Med flid og nidkærhed kontrollerede Selmer ikke bare den mindste detalje i patienternes behandling på anstalten i Risskov, han styrede også den nationale psykiatris store linjer.I Den klassiske psykiatris historie fortæller tidligere overlæge og professor Per Vestergaard, hvordan Selmer gennem sit 25-årige virke lagde grunden til den behandlingskultur, der på godt og ondt kom til at præge de næste mange års danske psykiatri. Selmer argumenterede i skrift og gerning så overbevisende for den lægefaglige psykiatris overlegenhed, at nye videnskaber som psykologi, pædagogik og sociologi først ved indgangen til det 21. århundrede for alvor vandt fodfæste i dansk psykiatri.

I gamle dage gemte man gale mennesker væk i dårekister. I dag er de gale ikke længere gale. Nu er de psykiatriske patienter med hjernesygdomme. Men der er langt flere syge. Og langt flere diagnoser. Faktisk lider flere end en halv million danskere af en psykisk sygdom og har brug for behandling eller sociale ydelser. Samtidig skranter det psykiatriske system, og medierne flyder over med historier om bæltefikseringer, tvangsindlæggelser, høje selvmordsrater og lange ventelister.Psykiatrien savner et fastere fundament for sit virke, mener Per Vestergaard, tidligere overlæge og professor i psykiatri ved Health, Aarhus Universitet. Det er det rene vanvid, når de syge ender som taberne i et fagligt og politisk spil. Han giver derfor psykiatrien et grundigt helbredstjek i en idehistorisk undersøgelse, hvor han lytter til både læger og lærde, tro og overtro, sjæl og legeme for - forhåbentlig - at kunne lægge grunden til en sundere fremtidig psykiatri.

Gennem hele psykiatrihistorien har behandlingen af psykiatriske patienter mødt modstand og protester. Både i Danmark og i udlandet. Et af de mest kendte danske eksempler er forfatteren Amalie Skrams nøgleromaner om 6. afdeling på Københavns Kommunehospital, hvor lægerne og ikke mindst overlæge Knud Pontoppidan bliver genstand for alvorlig kritik. Senere kom modstanden fra græsrodsbevægelser og patientforeninger, der var stærkt inspirerede af den engelske og italienske antipsykiatribevægelse.I "Modstand mod psykiatri" analyserer tidligere overlæge og professor Per Vestergaard de områder af psykiatrien, som især har været genstand for kritik. Det gælder de nedslidte anstalter, patienternes manglende retssikkerhed, tvivlsomme eller ligefrem farlige behandlingsmetoder og ikke mindst de magtfulde psykiateres dominans. Samtidig ser han på, hvad den moderne psykiatri har lært af denne modstand, og hvilke positive forandringer den har medført for patienterne. Endelig peger han på, at modstanden har ført til en mere åben debat, der i dag inkluderer såvel patienter og pårørende som fagpersoner og politikere. Den debat er et helt nødvendigt grundlag for fremtidige reformer af psykiatrien.

Lægen Harald Selmer er med rette blevet kaldt den danske psykiatris fader. Hans pionerindsats fandt sted i midten af 1800-tallet, hvor han oprettede den første moderne anstalt til behandling af sindssyge i Risskov ved Aarhus. Han var forarget over datidens usle behandling af de sindssyge og ønskede med det nye hospital at forbedre deres vilkår.Takket være Selmer fik Danmark et nationalt, tidssvarende sindssygevæsen med anstalter i hele landet, der samtidig dannede grobund for det lægelige speciale psykiatri. Med flid og nidkærhed kontrollerede Selmer ikke bare den mindste detalje i patienternes behandling på anstalten i Risskov, han styrede også den nationale psykiatris store linjer.I Den klassiske psykiatris historie fortæller tidligere overlæge og professor Per Vestergaard, hvordan Selmer gennem sit 25-årige virke lagde grunden til den behandlingskultur, der på godt og ondt kom til at præge de næste mange års danske psykiatri. Selmer argumenterede i skrift og gerning så overbevisende for den lægefaglige psykiatris overlegenhed, at nye videnskaber som psykologi, pædagogik og sociologi først ved indgangen til det 21. århundrede for alvor vandt fodfæste i dansk psykiatri.

I gamle dage gemte man gale mennesker væk i dårekister. I dag er de gale ikke længere gale. Nu er de psykiatriske patienter med hjernesygdomme. Men der er langt flere syge. Og langt flere diagnoser. Faktisk lider flere end en halv million danskere af en psykisk sygdom og har brug for behandling eller sociale ydelser. Samtidig skranter det psykiatriske system, og medierne flyder over med historier om bæltefikseringer, tvangsindlæggelser, høje selvmordsrater og lange ventelister.Psykiatrien savner et fastere fundament for sit virke, mener Per Vestergaard, tidligere overlæge og professor i psykiatri ved Health, Aarhus Universitet. Det er det rene vanvid, når de syge ender som taberne i et fagligt og politisk spil. Han giver derfor psykiatrien et grundigt helbredstjek i en idehistorisk undersøgelse, hvor han lytter til både læger og lærde, tro og overtro, sjæl og legeme for - forhåbentlig - at kunne lægge grunden til en sundere fremtidig psykiatri.