Bøger af Poul Erik Lindelof

I september 2008 startede jeg som stud. mag. i forhistorisk arkæologi ved Københavns Universitet på Amager og afsluttede som cand.mag. 2013. I 2011 var jeg deltager i at etablere en udstilling (Historiestalden) om Agersøs historie initieret af Marianne Carlsen. Min opgave var at lave en udstilling om Agersøs stenalder på basis af fund gjort af stedetsbeboere. Den skriftlige beskrivelse af denne del af udstillingen blev ved Københavns Universitet godkendt som en stor opgave på II. del af studiet. Da afhandlingen indeholder den mest komplette beskrivelse af de stenalderfund, der er gjort på Agersø, har jeg fundet det betimeligt at trykke denne afhandling som en bog her 12 år efter.

I sommeren 1958 blev den første højenergetiske uran kernereaktor, DR2, gjort kritisk på halvøen Risø i Roskilde Fjord. Det var her jeg, Poul Erik Lindelof (dengang stud-polyt. P.E. Gregers Hansen), fik min første stilling som medhjælp i fysik. Karl Ove Nielsen var leder af DR2 og startede min interesse for naturvidenskab.I de følgende somre var jeg ansat som student på Reaktorafdelingen, Kemiafdelingen og Elektronikafdelingen på Risø. Som student var blev jeg senere ansat ved firmaet Brüel og Kjær og ved Niels Bohr Instituttet på Blegdamsvej 17. Inspireret af disse ansættelser valgte jeg retningen elektrofysik på DTU og skrev licentiatafhandling i faststoffysik med H. Højgaard Jensen (KU) som vejleder. Med alt dette i baggagen valgte jeg en videnskabelig løbebane, der startede i Finland og førte til 40 års anættelse på Københavns Universitet (H.C. Ørsted Instituttet og Niels Bohr Institutet). Denne bog handler om mine videnskabelige projekter, ansøgninger, nederlag og resultater i disse 50 år.

I erindringsbogen "Peder Gregers Hansen (1900-1977) - Fra bondedreng fra Frejlev på Lolland til Ridder af Dannebrog" har sønnen, Poul Erik Lindelof, samlet optegnelser skrevet af hans far i de sidste år (1975-77) af hans liv. De handler om hans barndom og ungdom på fødegården, Postgaarden, i Nørre Frejlev på Østlolland og hans brud med sin far for at få sin ønskede fremtid og uddannelse på Landbohøjskolen i København og om de følgende vanskellige år med krise og arbejdsløshed i Danmark. Hans livsværk i Hedeselskabet er beskrevet i hans artikel "Afvanding" i det Kongelige Danske Landhusholdningsselskabs bogværk Landbrugets Plantedyrkning fra 1968. Om sine barndomsår på Postgaarden (de første 100 sider) skriver han selv: "Formålet har i første række været at give mine børnebørn, som er vokset op i bymiljø, lidt indtryk af livet på en bondegård før første verdenskrig." Erindringerne giver et tidsbillede, der med sine samtidig barske og idylliske sider giver et tidsbillede af livet blandt de dengang mere end ¾ af Danmarks befolkning, der var beskæftiget i landbruget. For at give et indtryk af stilen og detaljeringsgraden i dette erindringsværk er i det følgende gengivet et kort afsnit fra bogen (om Høsten): "Som nævnt blev der brugt mejemaskine, men der var dog bibeholdt en gammel skik fra høstleens tid, det var, "at man strøg for kålen". Det vil sige, at mandfolkene, når de var helt færdige med høstleen, gik hjem til køkkendøren og stod og strøg leen. Dette var en trussel mod madmoder, at nu ville de gå ud i køkkenhaven og hugge kålen om, så måtte madmoder se at formilde dem, og hun kom derfor ud med øl og snaps. Jeg har aldrig hørt noget om baggrunden for skikken, men det kunne jo tyde på, at man ikke har elsket kålsuppe særlig højt. Jeg husker skikken, fordi man i min barndom lod en lille bid stå i den sidste kornmark, og det blev så høstet med leen. Derefter gik mandfolkene hjem til køkkendøren og stillede sig op og strøg leen. Så kom farmor ud med den traditionelle øl og snaps, og det formildede dem, så de lod kålen stå."