Bøger af Robert Jespersen

Jesu disciple kom en dag til ham og sagde: "Lær os at bede, som Johannes også lærte sine disciple at bede". Jesus lærte dem da bønnen, som vi kalder "Fadervor". Vores bøn må være en bøn, ikke en tom remse, man siger, blot fordi der står, at når man beder, så får man. Årsagen til vor bøn må heller ikke være, at man beder, fordi sådan gør man. Det skal heller ikke være et krav. Det skal være bøn. Jesus lærte dem at bede, og han ønsker også, at du lærer at bede på ret måde i Ånd og sandhed.

Denne bog er en fortsættelse af "En beretning om kinamissionær, Ketty Nielsen". Ketty Nielsen døde tre måneder efter at have født en lille pige. En dame, der havde læst om dette, spurgte: "Hvordan mon det er gået denne lille pige?" Min hustru, Merci, som denne bog handler om, kunne da svare: "Denne lille pige er mig." De, der har læst bogen om Ketty Nielsen, står vel tilbage med samme spørgsmål. Her kommer svaret: "Den lille pige, det er mig." Bogen er mere end en biografi om Merci Sund Jespersen. Den viser dels, hvordan Merci fik lejlighed til at brug de evner, hun havde fået, til at tjene Jesus igen og igen, og dels, hvordan Gud har været med hende i livets store og små genvordigheder og glæder. Han svigter aldrig.

En efterårsdag 1929 stod der en skare mennesker på Københavns banegård for at tage afsked med missionær Fullerton og hans hustru Martha og deres fire børn, der skulle tilbage til Kina for at fortsætte deres gerning der. Sammen med dem var der en ung student, Ib Sund Nielsen, der i de kommende fire år skulle være lærer for Fullertons børn. Desuden var der to unge kvinder, der skulle med ud til Kina som missionærer, Kristine Olsen og Ketty Nielsen. Det er sidstnævnte, der skal berettes om her. Jeg vil lade hende selv præsentere sig.- Sådan begynder Robert Jespersen sin biografi om sin svigermor, som han aldrig har mødt; men bogen er mere end en skildring af et liv. Den viser, hvordan et liv kan bære frugt, en frugt som har betydning længe efter at livet er ophørt, når dette liv er lagt i Guds hænder.

Denne bog er en fortsættelse af "En beretning om kinamissionær, Ketty Nielsen". Ketty Nielsen døde tre måneder efter at have født en lille pige. En dame, der havde læst om dette, spurgte: "Hvordan mon det er gået denne lille pige?" Min hustru, Merci, som denne bog handler om, kunne da svare: "Denne lille pige er mig." De, der har læst bogen om Ketty Nielsen, står vel tilbage med samme spørgsmål. Her kommer svaret: "Den lille pige, det er mig." Bogen er mere end en biografi om Merci Sund Jespersen. Den viser dels, hvordan Merci fik lejlighed til at brug de evner, hun havde fået, til at tjene Jesus igen og igen, og dels, hvordan Gud har været med hende i livets store og små genvordigheder og glæder. Han svigter aldrig.

En efterårsdag 1929 stod der en skare mennesker på Københavns banegård for at tage afsked med missionær Fullerton og hans hustru Martha og deres fire børn, der skulle tilbage til Kina for at fortsætte deres gerning der. Sammen med dem var der en ung student, Ib Sund Nielsen, der i de kommende fire år skulle være lærer for Fullertons børn. Desuden var der to unge kvinder, der skulle med ud til Kina som missionærer, Kristine Olsen og Ketty Nielsen. Det er sidstnævnte, der skal berettes om her. Jeg vil lade hende selv præsentere sig.- Sådan begynder Robert Jespersen sin biografi om sin svigermor, som han aldrig har mødt; men bogen er mere end en skildring af et liv. Den viser, hvordan et liv kan bære frugt, en frugt som har betydning længe efter at livet er ophørt, når dette liv er lagt i Guds hænder.