Bøger af Søren Krarup

I en tid hvor grænseløsheden dominerer og sætter sit aftryk – nærmest totalitært – over alt, i hjerter og sind, og i en tid hvor globaliseringen er blevet epokens ydre udtryk, der har Søren Krarup i sit forfatterskab bestandigt fremhævet grænserne som en central kategori. Siden (1960) 1969 har Søren Krarup markeret sig som en uforsonlig kritiker af radikalismen, kulturradikalismen og af traditionsløsheden inden for undervisning og politik, opdragelse og familie, og han har med stor myndighed skrevet om det moderne sammenbrud og advaret mod en humanistisk totalitarisme. I det økonomiske hovedværk, Velstand uden vækst, der udkommer samtidig med Krarup, anfører Tim Jackson at oldtidens visdom ikke betragtede begrænsninger som forhindringer, men som et vilkår for velstand. Hvad enten vi anskuer tingene nationalt eller ikke, så bliver resultatet. tankevækkende, at Søren Krarups kamp for danskheden så langt fra kun kan betragtes som et bakspejlsfænomen. Søren Krarup fik sit gennembrud med Demokratisme, og i Dansk genmæle rummer et af bogens essays en bemærkelsesværdig kritik af en af demokratismens og samarbejdspolitikkens talsmænd, Hal Koch. Som enhver ved, har Søren Krarup været toneangivende i kampen for bevarelsen af dansk kultur og kristendom – og samtidig gennem DF været en energisk inspirator i kampen for det forkætrede og helt umoderne begreb: GRÆNSER. Det har gjort ham til et yndet hadeobjekt ikke mindst i det kreative københavnske borgerskab.

Genoptryk af Krarups vigtigste bog fra 1984, et opgør med Brandes-traditionen i dansk åndsliv. Krarup har tilføjet et nyt efterskrift, der bl.a. indeholder en skarp kritik af Joakim Garffs syn på Søren Kierkegaard, som det kommer til udtryk i SAK.

Prædikener og foredrag der handler om betingelserne for at være sig selv: Som dansker, som menneske og som kristen. Teksterne er et aktuelt vidnesbyrd om, hvorledes kulturkampen i dagens Danmark føres og er blevet ført af Sørn Krarup. Hans nationalkonservative projekt har i en menneskealder stået temmelig isoleret. Det er der vendt op og ned på siden masseindvandringen til Danmark tog fart. Der er stof til samtale, til konfrontation og til møder i forsamlingshusene.

I en tid hvor grænseløsheden dominerer og sætter sit aftryk – nærmest totalitært – over alt, i hjerter og sind, og i en tid hvor globaliseringen er blevet epokens ydre udtryk, der har Søren Krarup i sit forfatterskab bestandigt fremhævet grænserne som en central kategori.Siden (1960) 1969 har Søren Krarup markeret sig som en uforsonlig kritiker af radikalismen, kulturradikalismen og af traditionsløsheden inden for undervisning og politik, opdragelse og familie, og han har med stor myndighed skrevet om det moderne sammenbrud og advaret mod en humanistisk totalitarisme.I det økonomiske hovedværk, Velstand uden vækst, der udkommer samtidig med Krarup, anfører Tim Jackson at oldtidens visdom ikke betragtede begrænsninger som forhindringer, men som et vilkår for velstand. Hvad enten vi anskuer tingene nationalt eller ikke, så bliver resultatet. tankevækkende, at Søren Krarups kamp for danskheden så langt fra kun kan betragtes som et bakspejlsfænomen.Søren Krarup fik sit gennembrud med Demokratisme, og i Dansk genmæle rummer et af bogens essays en bemærkelsesværdig kritik af en af demokratismens og samarbejdspolitikkens talsmænd, Hal Koch.Som enhver ved, har Søren Krarup været toneangivende i kampen for bevarelsen af dansk kultur og kristendom – og samtidig gennem DF været en energisk inspirator i kampen for det forkætrede og helt umoderne begreb: GRÆNSER. Det har gjort ham til et yndet hadeobjekt ikke mindst i det kreative københavnske borgerskab.

Søren Krarup er indædt modstander af enhver form for idealistisk tænkning og siden slutningen af 1960’erne har han markeret sig som uforsonlig kritiker af kulturradikalismen inden for kunst, kultur, undervisning og politik.I "Dansk genmæle", der rummer en række skarpe essays, trækker han endnu engang fronterne i kulturkampen op og kaster sig blandt andet over menneskerettighederne, Politiken, Hal Koch og den danske kulturkamp.Søren Krarup (f. 1937) er præst, forfatter og politiker. Han var gennem mange år sognepræst og kapellan ved Ribe Domkirke, og fra 2001 til 2011 sad han i Folketinget for Dansk Folkeparti. Søren Krarup har været redaktør for bladet Tidehverv og har et omfattende forfatterskab bag sig.

"Kære Christian"Jeg har fået lyst til at fortælle dig om systemskiftet i 2001 og det, der fulgte efter. Jeg syntes, at begivenheden og perioden er så betydningsfuld, at jeg vil søge at belyse dens betydning og præcisere, hvad det er, der er sket. Efter min mening. I det perspektiv, der er mit.Og her tillader jeg mig at udvælge dig, en sagesløs gymnasiast, som den, jeg vil fortælle historien. Lad mig sige fra begyndelsen, at du har ingen pligt til at læse mine breve. Du er ingen sparringspartner i den forstand, at du er skyldig at reagere. Men jeg føler trang til at fortælle historien og trække linierne op, og her er det min erfaring, at det er en fordel at bruge brevformen. At fortælle i al stilfærdighed. At tale som et jeg til et du for at give et historisk og også principielt forløb kød og blod og dagligdag. I brevet beretter man om det passerede. Et brev er en fortrolig meddelelse samtidig med, at man i fortrolighedens form kan skildre det, der er historisk og generelt. Dette er hensigten. Jeg håber, du tilgiver, at jeg har valgt dig som adressaten for disse breve om Systemskiftet.- fra bogen

Krarup ude med endnu en essaysamling/debatbog. Den byder næppe på de store overraskelser for nogen, men den er en fortræffelig indføring i det krarupske univers med dets hoveddeterminanter: kristendom og nationalitetsfølelse. National værnepligt er Krarups betegnelse for hans politiske virke som folketingsmedlem siden valget i 2001, Systemskiftet, som han insisterer på at kalde det. Han skriver her om Danmark før og efter Systemskiftet; han skriver om Dansk Folkeparti, om dets mission og om den dårlige behandling dets politikere, ikke mindst Pia Kjærsgaard, og medlemmer er udsat for i offentligheden, han skriver om politikere som Jens Otto Krag og Anders Fogh Rasmussen, ud fra hhv. Bo Lidegaards store biografi og statsministerens læsning af Jens Smærup Sørensens roman  "Mærkedage", en læsning, hvorudfra Krarup mener at kunne udlede, at statsministeren er en mand uden rodfæste; han skriver om Danmark til Ejderen. Og meget, meget mere. Det falder ikke Krarup let at lægge fingre imellem nogen steder. Han går ikke stille med sine synspunkter, sine sympatier og antipatier. Der er nok at diskutere i denne bog, og uanset om man er enig med Krarup eller ej, må man indrømme, at hans bog er både veloplagt og velskrevet, og at han argumenterer godt for sine synspunkter.