Bøger af Stine Pilgaard

En roman om et ungt kærestepar der sammen med med deres lille barn flytter til højskolen i Vestjylland. Hendes kæreste har for nyligt fået job som underviser på skolen, og hun er derfor villig til at kaste sig ud i fællesskabet med de mange økolærere og velvillige naboer, hvis engagement hovedsageligt er målrettet fællessang og lokalsamfundet. Men som en ung kvinde fra storbyen går det langsomt op for hende, at det ikke er lige nemt at integreres i det vestjyske lokalsamfund og ender i stedet med at skrive tekster til anti-højskolesange med en af de andre skolelæreres påhæng.  Stine Pilgaards roman ‘Meter i sekundet’ er en vidunderlig og morsom fortælling, der tager tråden op fra hendes andre anmelderroste bøger ‘Min mor siger’ og ‘Lejlighedssange’. En forrygende roman om en ung kvinde der på den ene side er mor for første gang. Men på den anden side skal tilpasse sig fællesskabet og jobbet som redaktør i lokalavisens brevkasse. Bogen er inspireret af den danske højskoletradition og indeholder derfor også en række sange inspireret af den danske Højskolesangbog. Fire af sangene er faktisk blevet optaget i Højskolesangbogens 19. Udgave. Det gælder sangene ‘Forårssang uden håb’, ‘Vintersang uden sne’, ‘Fortabt er jeg Stadig’ og ‘Sommersang uden sol’. De to sidstnævnte er komponeret af Katrine Muff Enevoldsen, som du måske kender fra programmet ‘Syng med - Fra skrål til skønsang’ på DR. 

En ung kvinde bliver forladt af sin kæreste og flytter ind i sin fars præstegård.Her forsøger hun at få hold på kærlighedens væsen, mens omverdenen blander sig med velmente råd: veninden og spindoktoren Mulle, en tålmodig læge, ejendomsmæglermoren, der taler i slogans og deler ud af sin livserfaring på en måde, der gør jeg-personen virkelig træt, og præstefaren, der citerer Pink Floyd, spiller 500 og regner med det hele løser sig af sig selv. Med en vis desillusioneret kynisme giver hun sig selv lov til at sørge og være på tværs, højtråbende, højstemt, plakatfuld, småfilosofisk og pseudointellektuel, skingrende FOR MEGET, indtil der igen tændes lys for enden af tunnelen.Min mor siger er korte uddrag af samtaler, der handler om at tale forbi hinanden, føle sig misforstået og ensom. Samtalerne brydes af monologer af erindringer, bekendelser, kærlighedserklæringer og raserianfald dedikeret til alle hendes tidligere kærester og forelskelser, som hun har svært ved at give slip på.

Lejlighedssange er et netværk af fortællinger om en gruppe mennesker, der er bundet sammen af andelskronen, arbejdsweekender, gårdfester og internetproblemer. Mød kirurgen Elizabeth, der ikke lægger fingrene imellem, heller ikke når hun gengiver den utroværdigt taktfaste lydkulisse fra overboernes sexliv, mormor og hendes ’veninde’ Ruth, der grundlagde en livslang kærlighed i et landskab af køer, kirker og forbud, Lotte fra det progressive kollektiv i stuen, der belastes af en meget stærk retfærdighedssans og romanens fortæller, en yngre kvinde, der for nylig er flyttet ind med sin kæreste. Hun skriver horoskoper og sange til enhver lejlighed, og snart fyldes hendes stue af de andre beboere, når mærkedagene nærmer sig: »Lejlighedssangen er per definition en succes, sætningerne kalder på hinanden, folk sidder bare og venter på det næste rim, siger jeg, lejlighedssangen er en gestus i sig selv, det er genrens største force.« Pressen skriver:»Selv om den er besnærende letlæst … og stiller sig uprætentiøst an, så er der masser af kunstnerisk formgivning, kompositoriske koncepter og litterære referencer på spil i Lejlighedssange. De virker bare uden at knirke, fordi form og indhold i denne roman går op i den smukkeste enhed. Sammen med hendes uforlignelige øre for det talte, danske sprog og sansen for den sarkastiske drejning af enhver situation, kan Pilgaards kunstneriske subtilitet godt illudere ukunstlet 'lige ud ad landevejen-prosa', men her skal man ikke lade sig narre. Det, Stine Pilgaard præsterer er langt sværere end at skrive en god lejlighedssang.«– Solveig Daugaard, Information  »Det er, som det forhåbentlig fremgår, langt hen ad vejen virkelig meget oplivende morsomt at læse Stine Pilgaards skønlitterære rapport fra et stykke hverdagsdanmark, smukt pointeret, sprogligt suverænt, som det er, men »Lejlighedssange« bliver ikke ringere af, at den også rummer en kærlighedsalvor/ lidenskab/ besættelse/ tvivl, der blandt andet handler om jegfortælleren selv og den, hun lever sammen med...«– Søren Kassebeer, Berlingske  »Lejlighedsangeren er uafbrudt morsom og velformuleret, ligesom bogens forskelligartede gentagelses-figurer, hvor bestemte teksttyper, overskrifter og formuleringer kommer igen, giver dette fine bud på en moderne kollektivroman en musikalsk vellykket komposition.«**** – Jon Helt Haarder, Jyllands-Posten »Stine Pilgaard har et udpræget parodisk talent, så man klukler, når hun spidder sine personer og punkterer familieharmonien. … Stine Pilgaard er en ny og forfriskende stemme i litteraturen, og hun kan skrive som et vandfald. Hun er ikke den første, der har hudflettet familien, men sjældent er det gjort så morsomt som her.«***** – May Schack, Politiken  »Pilgaard afdækker i et verbalt festfyrværkeri relationerne mellem mennesker, der tilfældigt er ført sammen, deres særheder, svagheder, drømme og fantasier. På en både morsom og finurlig måde gestalter hun sine karakterer med stor empati og viser deres behov for at pynte på den vanskelige virkelighed; festsangene opsummerer et liv og foregøgler den harmoni, det savnede.«***** – Preben Rasmussen, Flensborg Avis»"Lejlighedssange" er en forrygende forårsbebuder, og i modsætning til erantis og vintergækker er den driftssikker hele året.«– Holger Ruppert, Lokalavisen Frederiksberg

En ung kvinde bliver forladt af sin kæreste og flytter ind i sin fars præstegård. Her forsøger hun at få hold på kærlighedens væsen, mens omverdenen blander sig med velmente råd: veninden og spindoktoren Mulle, en tålmodig læge, ejendomsmæglermoren, der taler i slogans og deler ud af sin livserfaring på en måde, der gør jeg-personen virkelig træt, og præstefaren, der citerer Pink Floyd, spiller 500 og regner med det hele løser sig af sig selv. Med en vis desillusioneret kynisme giver hun sig selv lov til at sørge og være på tværs, højtråbende, højstemt, plakatfuld, småfilosofisk og pseudointellektuel, skingrende FOR MEGET, indtil der igen tændes lys for enden af tunnelen. Min mor siger er korte uddrag af samtaler, der handler om at tale forbi hinanden, føle sig misforstået og ensom. Samtalerne brydes af monologer af erindringer, bekendelser, kærlighedserklæringer og raserianfald dedikeret til alle hendes tidligere kærester og forelskelser, som hun har svært ved at give slip på.

Lejlighedssange er et netværk af fortællinger om en gruppe mennesker der er bundet sammen af andelskronen, arbejdsweekender, gårdfester og internetproblemer. Mød kirurgen Elizabeth, der ikke lægger fingrene imellem, heller ikke når hun gengiver den utroværdigt taktfaste lydkulisse fra overboernes sexliv, mormor og hendes ’veninde’ Ruth, der grundlagde en livslang kærlighed i et landskab af køer, kirker og forbud, Lotte fra det progressive kollektiv i stuen, der belastes af en meget stærk retfærdighedssans og romanens fortæller, en yngre kvinde, der for nylig er flyttet ind med sin kæreste. Hun skriver horoskoper og sange til enhver lejlighed, og snart fyldes hendes stue af de andre beboere, når mærkedagene nærmer sig. ”Lejlighedssangen er per definition en succes, sætningerne kalder på hinanden, folk sidder bare og venter på det næste rim, siger jeg, lejlighedssangen er en gestus i sig selv, det er genrens største force.”

A young woman relocates to an outlying community in West Jutland, Denmark, and is forced to find her way, not only in the bewildering environment of the local High School where her partner has been hired to teach, but also in the inscrutable conversational forms of the local population. And on top of it all there''s the small matter of juggling her roles as mother to a newborn baby and advice columnist in the local newspaper. In this hilarious novel, Stine Pilgaard conjures a tale of venturing into uncharted land, of relationships, dilemmas, and the ways and byways of social intercourse.

The narrator''s long-term girlfriend has just broken things off, forcing her to move back in with her father, a Pink Floyd-loving priest. While she desperately tries to convince her girlfriend to reconsider, the rest of the world bombards her with advice: from her childhood friend Mulle to her kindly therapist to her overbearing mother and card-playing father. Bumbling through the fog of disillusionment, the narrator gives herself permission to grieve, philosophize, and be generally outrageous until at last she sees a light at the end of the tunnel. Hilariously funny, My Mother Says is a compendium of conversations between people who talk past one another in a universe of misplaced good intentions. In this whirlwind of memories, confessions, temper tantrums, and declarations of love, Pilgaard''s sheer affection for her characters turns the pain of a broken heart into a heart-warming comedy of errors.

"The narrator's long-term girlfriend has just broken things off, forcing her to move back in with her father, a Pink Floyd-loving priest. While she desperately tries to convince her girlfriend to reconsider, the rest of the world bombards her with advice: from her childhood friend Mulle to her kindly therapist to her overbearing mother and card-playing father. Bumbling through the fog of disillusionment, the narrator gives herself permission to grieve, philosophize, and be generally outrageous until at last she sees a light at the end of the tunnel. My Mother Says is a compendium of conversations between people who talk past one another in a universe of misplaced good intentions. In this whirlwind of memories, confessions, temper tantrums, and declarations of love, Pilgaard's sheer affection for her characters turns the pain of a broken heart into a heartwarming comedy of errors"--Provided by publisher.

A young mother follows her partner to a rural community in West Jutland, Denmark, where he teaches at the local school for adult education. Isolated, she is forced to find her way in a bewildering community and in the inscrutable conversational forms of the local population.A young woman relocates to an outlying community in West Jutland, Denmark, and is forced to find her way, not only in the bewildering environment of the residential Folk High School, where her partner has been hired to teach, but also in the inscrutable conversational forms of the local population. And on top of it all, there's the small matter of juggling her roles as mother to a newborn baby and advice columnist in the local newspaper. In this understated and hilarious novel, Stine Pilgaard conjures a tale of venturing into new and uncharted land, of human relationships, dilemmas, and the ways and byways of social intercourse.

I Din stemme tæller har årbogsudvalget samlet nogle tekster om mundtlighed, politikernes mundtlige kommunikation og dens betydning.IndholdNiels Birger Wamberg: “Flerstemmig monolog” (s. 13-23)Stine Pilgaard: “Min mor siger” (s. 25-34)Irina Bjørnø: “Hvordan jeg tabte min stemme” (s. 35-43)Julie Fabricius: “Kan du høre hvad du selv siger” (s. 45-51)Ole Meisner: “Musik i sproget” (s. 53-69)Erik Norman Svendsen: “Din stemme tæller” (s. 71-77)Hanne Bistrup: “En stemme i koret” (s. 79-88)Thorstein Thomsen: “Man har et publikum” (s. 89-96)Orla Hav: “Former vi sproget eller former sproget os?” (s. 97-105)Peter Skaarup: “Husk optimismen” (s. 107-112)Christine Antorini: “Du hører politikeren, du ser og tror på” (s. 113-118)Christian Kock: “Lad din stemme høre – og hør de andres” (s. 119-135)