Bøger af Theodor W. Adorno

Den moderne kulturs historie fra 1700-tallet og frem til i dag opdelt i temaer. Hvert tema belyses gennem en række uddrag af centrale tekster fra hele den omhandlende periode. Blandt forfatterne er Durkheim, Loos, Corbusier, Benjamin, Adorno,Habermas, Woolf, Sontag og Hitler

Den tyske frankfurterskole-filosofs sene hovedværk. ‘Negativ dialektik’ er et opgør med idealismen i europæisk filosofisk tænkning. Filosofien har undertrykt fænomenes særpræg og individualitet. Virkeligheden er altid rigere end de begrebslige udlægninger af den. Idealismen prøver at oprette en identitet mellem begreb og sag, mellem subjekt og objekt. Ved at ignorere den del af sagen, der ikke går op i begrebet, afskærer filosofien sig ikke blot fra at erkende verden som den er, men også fra at tænke “det, som kunne være anderledes” – utopien, det gode liv – og binder sig til den slette realitet. Hans væsentligste eksempel er kunsten, som ikke har noget praktisk formål og derfor ikke kan sættes på begreb. Der er to vigtige navne i Adornos tænkning, på den ene side Auschwitz, der for ham var den ultimative katastrofe og den lille by Amorbach i nærheden af Frankfurt am Main. I Amorbach, hvor musik spillede en stor rolle, tilbragte Adorno ferierne i sin barndom, og han forbandt den med en lykke, der kun kunne genskabes som et forsvindende ekko af stednavne, da han vendte tilbage fra USA efter krigen. Kernen i den negative dialektik er for Adorno, at katastrofen aldrig må ses som det hele i historien, heller ikke efter Auschwitz, men som en grænse, der er åben mod lykkens ingenmandsland. De biografiske kortprosatekster ‘Amorbach’ er ligesom det filosofiske hovedværk ‘Negativ dialektik’ fra 1966.

Th.W. Adorno, en af grundlæggerne af Frankfurterskolens kritiske teori, er en af vor tids største filosoffer. Han var meget optaget af musik og ville oprindeligt være komponist. Han skrev en lang række bøger om musik. Wagner – forsøg på en tolkning (1937) forsøger at demaskere komponisten i lyset af nazismens fremmarch. ‘Mahler – en musikalsk fysiognomik’ (1960) er en del af Adornos projekt om det modernes gennembrud.Helt tilbage i 1938 besluttede Adorno at skrive en bog om Beethoven – for ham måske den største af de klassisk-romantiske komponister, men han blev aldrig færdig. Livet igennem skrev han artikler om Beethoven foruden en lang række noter, fragmenter og udkast til dele af bogen. Adorno døde i 1969, og forskeren og lederen af Adorno­arkivet, Rolf Tiedemann, påtog sig opgaven at samle alle stumperne til en bog. Det medfører, at bogen ikke har værkkarakter i betydnin­gen afrundethed, indre sammenhæng, fuldendthed. Den er et værkfragment. Og til gengæld fyldt med modsætningsfyldte vurderinger, analyser, klarheder om Beethoven, som måske ikke ville have kunnet få plads i en færdig bog.Et af Adornos fragmenter lyder:“På lignende måde, som der kun findes Hegels filosofi, findes der kun Beethoven i vestens musikhistorie.”

Den 6. april 1967 holdt den store tyske filosof Theodor W. Adorno et foredrag ved universitetet i Wien efter at være blevet inviteret af en studenterforening. I dette foredrag beskriver Adorno sin dybe og smertende bekymring ved at se, hvordan højreradikalismen i 1960’erne igen er ved at vinde fodfæste i Tyskland og Europa – og så kort efter Holocaust og dermed et af verdenshistoriens mørkeste kapitler har udspillet sig.En 50 år gammel filosofisk flaskepost fra en tænker, der kendte til konsekvenserne af radikal populisme og accelererende højredrejning. Og en privilegeret indgang til en af de vigtigste filosoffer i det 20. århundrede.

Theodor W. Adorno (1903-1969) var en af de vigtigste tænkere i efterkrigstidens Europa, og sammen med blandt andre Max Horkheimer, Herbert Marcuse og Walter Benjamin udfoldede han sin kritiske tænkning i ly af Frankfurterskolen.Mere end halvdelen af Adornos samlede værker er studier af kunst, musik og litteratur, og kulminationen på hans æstetiske refleksioner findes i nærværende posthumt udgivne hovedværk, Æstetisk teori, der udkom i 1970, året efter hans død.Det monstrøse værk samler og videreudvikler hans tænkning om den moderne kunst i en dobbelt dialektisk rekonstruktion. På den ene side undersøger og rekonstruerer Adorno den moderne kunst ud fra den filosofiske æstetik, på den anden side rekonstruerer han den filosofiske æstetik (Kant, Hegel) ud fra den moderne kunst. Og fra begge sider forsøger Adorno da at afdække, om kunsten overhovedet kan overleve i det senkapitalistiske samfund – og hvilken betydning og dyb evne til social og eksistentiel forandring den eventuelt bærer i sig.

Essays by Adorno on art and cinema, available in English for the first time.   In Without Model, Theodor W. Adorno strikingly demonstrates the intellectual range for which he is known. Taking the premise of the title as his guiding principle, that artistic and philosophical thought must eschew preconceptions and instead adapt itself to its time, circumstances, and object, Adorno presents a series of essays reflecting on culture at different levels, from the details of individual products to the social conditions of their production. He shows his more nostalgic side in the childhood reminiscences of 'Amorbach', but also his acute sociocultural analysis on the central topic of the culture industry. He criticizes attempts to maintain tradition in music and visual art, arguing against a restorative approach by stressing the modernity and individuality of historical works in the context of their time. In all of these essays, available for the first time in English, Adorno displays the remarkable thinking of one both steeped in tradition and dedicated to seeing beyond it.

Egentlighedens jargon (1964) betegner den eksistentielle snakkesalighed, der går tilbage til Martin Heideggers Væren og tid (1927) og derfra spredte sig til psykologi, pædagogik, æstetik, teologi m.v. Både som en art selvlegitimerende og ”dyb” metafysik og som en ideologisk kværn, der gør tanken blind for realiteternes verden. Den, der pynter sig med ord, bliver snarere enfoldig end opbyggelig, snarere part i tidens kritikløshed og medløberi end engageret og handlende, og det er det fatale ved al den tale om ”egentlighed”. Sorteper er det ”man”, der lever ”uegentligt” ved ikke at have forstået sin ”tilstedeværen” som ”kastethed” og ”væren hen imod døden”. I dag hjemsøger egentlighedens jargon – i fortyndet, trivialiseret form – meget af den eksistenspsykologi og managementteori, der til det ulidelige puster sig op med positiviteter, udfordringer og hurraord.Theodor W. Adorno (1903-69) gik til kilden (Heidegger) og nogle af dens forgreninger (Jaspers, Bollnow) for at vise, hvor forurenet og forplumret dette tankens vand ud af ørerne var og er. Det er kritisk teori, når den er bedst og polemisk-intellektuelt bider fra sig.Egentlighedens jargon udkom første gang på dansk i 2008 og genudgives nu i Hans Reitzels Forlags serie Klassikere.

In 1947, Theodor Adorno, one of the seminal European philosophers of the postwar years, announced his return after exile in the United States to a devastated Europe by writing "Philosophy of New Music". Presented with an introduction by distinguished translator, Robert Hullot-Kentor, this book looks at Adorno's illustrious and influential oeuvre.

Adorno's study of Alban Berg is a unique document. Itself now a part of music history, it is a personal account, by a pre-eminent philosopher and aesthetician, of the life and musical works of his mentor, friend and composition teacher. Shortly after Berg's death in 1935, Adorno contributed several analyses to the first Berg biography. Thirty years later he incorporated these chapters and several subsequent essays into one volume. Beyond analyses of individual pieces, the book explores the historical and cultural significance of Berg's music, its relationship to that of other twentieth-century composers, and to the larger issues of contemporary life. This is a classic study, made available here for the first time in English, and it provides a key to understanding Adorno himself as well as offering an individual perspective on one of the major composers of the twentieth century.

The major work and Adorno''s culminating achievement. Negative Dialectics is a critique of the philosophies of Kant, Hegel, and Heidegger, and a visionary elaboration of the author''s own vision of dialectics.

Lecture course by Adorno focusing on Kantian categories of moral philosophy.

This study was written in English in the 1930s when Adorno, one of the 20th century's most influential thinkers, was living in the United States. It is a pioneering analysis of a member of what we now call the Radical Right-the now-forgotten Martin Luther Thomas, an American fascist-style demagogue who used the radio to appeal to and to manipulate his adherents.

* This is a re-issue of a classic book by one of the leading philosophers of the twentieth century. * While written as a critique of Husserl's phenomenology, this book is at the same time a much broader critique of philosophy and epistemology.

Adorno is one of this century's most influential thinkers in the areas of social theory, philosophy, aesthetics, and music. Throughout the essays in this book, all of which concern musical matters, he displays an astonishing range of cultural reference, demonstrating that music is invariably social, political, even ethical.

The reader witnesses the process by which two individuals come together.

A psychoanalytically informed analysis of the rhetorical and conceptual mechanisms with which postwar Germans most often denied responsibility for the Nazi past. It provides important perspectives on postwar German political culture, on the dynamics of collective memory, and on Adorno's intellectual legacies.

This text on aesthetics includes major sections on: Art, Society, Aesthetics; the Categories of the Ugly, the Beautiful, the Technics; Natural Beauty; Coherence and Subject-Object; and Towards a Theory of the Artwork.

Presents a study of key musical works of the twentieth century. Here, the author brings a range of social and cultural questions to bear on the analysis of two composers he saw as polar opposites, Arnold Schoenberg and Igor Stravinsky.

Critical Models combines into a single volume two of Adorno's most important postwar works - Interventions: Nine Critical Models (1963) and Catchwords: Critical Models II (1969). Written after his return to Germany in 1949, the articles, essays, and radio talks included in this volume speak to the pressing political, cultural, and philosophical concerns of the postwar era. The pieces in Critical Models reflect the intellectually provocative as well as the practical Adorno as he addresses such issues as the dangers of ideological conformity, the fragility of democracy, educational reform, the influence of television and radio, and the aftermath of fascism. This new edition includes an introduction by Lydia Goehr, a renowned scholar in philosophy, aesthetic theory, and musicology. Goehr illuminates Adorno's ideas as well as the intellectual, historical, and critical contexts that shaped his postwar thinking.

The author, a noted literary critic, presents a selection of his thought on Balzac, Valery, Dickens, Goethe, Heine, Hoelderlin, lyric poetry, realism, the essay and the contemporary novel.

Th. W. Adorno udgav sin bog om Gustav Mahler i 1960, og den er med sine banebrydende indfaldsvinkler et centralt værk i Mahler-forskningen. Den indskriver sig som et led i Adornos formulering af det modernes projekt og udgør sammen med Wagner og ´Den ny musiks filosofi´ tyngdepunktet i hans musikteoretiske forfatterskab.

Th. W. Adorno skrev sin Wagner-analyse i 1937-38, mens han befandt sig i eksil, og nazismens fremmarch danner historisk baggrund for tekstens tilblivelse. Forsøget på en politisk demaskering af den store komponist må ses som et led i Frankfurterskolens bestræbelse på at bestemme det nazistiske voldsherredømme som del af en større historisk proces: Hvad der var gløder og flammer hos Wagner, er i bogens nu en brand over Europa