Bøger af Torben Weirup

”Der er bebyggelser, der aldrig forlader kroppen. Sådan har jeg det også med Atelierhusene i Utterslev. Enklaven af kunstnerboliger på Grønnemose Allé er en perle, og bebyggelsen omkring det lille vandhul fik enorm betydning for det, der kom efter,” skriver arkitekten Jens Thomas Arnfred om den helt særlige bebyggelse, der både er almene boliger ejet af bogligforeningen FSB og kunstnerboliger med et stort atelier i hvert hus. Atelierhusene er udgivet i anledningen af kunstnerboligernes 75 års jubilæum i år. Husene blev tegnet af arkitekten Viggo Møller-Jensen, og de blev opført 1942-43. Forfatter, kunst- og arkitekturanmelder Torben Weirup har skrevet husenes historie. Arkitekt og partner i tegnestuen Vandkunsten Jens Thomas Arnfred har skrevet et essay om sin oplevelse af husenes arkitektur.Arkitekturfotografen Jens Markus Lindhe har gået på opdagelse med sit kamera og arkitekturformidler Birgitte Kleis har været i arkiverne og fundet de oprindelige tegninger frem og historiske fotos fra opførelsen og de første år.

Kasper Holten fra bogens intro:Jeg er forelsket i London. Det må jeg ganske enkelt være, for hvad kan forklaringen ellers være på, at jeg finder det let pirrende og spændende at opleve severe delays på Piccadilly Line-tuben en torsdag morgen, hvor jeg skal skifte på Kings' Cross-stationen, der er så befærdet, at der hver dag passerer flere mennesker gennem den end gennem Heathrow Airport. At jeg finder det en oplevelse, når der er snavset på gaderne og mere rodet end i smukke København. Når jeg tænder på at opleve notorisk berygtede Victoria Station en mandag morgen i den heftigste myldretid. Det må være kærlighed.

Elsa Nielsen fødtes d. 21. september 1923. Som barnebarn af den berømte maler Lauritz Tuxen tilbragte hun sin barndoms bedste somre i familiens hus ´Villa Dagminne´ på Skagen i det sagnomspundne kunstnermiljø.Lige efter skolen begyndte hun at tegne på Glyptoteket med Viggo Brandt som lærer. Herefter kom hun ind på Erik Clemmesens tegneskole, og senere på Kunstakademiet i København på Vilhelm Lundstrøms malerskole. Elsa Nielsen har gennem tiden udstillet sine værker talrige steder i Danmark og i udlandet. Hun har modtaget adskillige legater og æresbevisninger, herunder den fineste, Eckersbergmedaillen, som hun modtog i 1985. Bogen afsluttes med en biografi over Elsa Nielsens liv, som hun delte med den kendte grafiker Palle Nielsen.Uddrag fra kunstneren Bodil Kaalunds forord: Denne bog er blevet til for at opsummere et efterhånden langt kunstnerlivs resultater, frembragt med stædig fordybelse og med daglig forundring over tingenes skønhed som igangsættende faktor. Men det var også en fornøjelse at trække en kunstner frem, som ikke har anstrengt sig for at følge ”moden” eller ”trenden”, men kun koncentreret sig om dette ene: at se. Iagttage, næsten indtil en ekstase, og give det sete udtryk i en kunstnerisk disciplin.Et forsøg på at vise en kunstner der nok udadtil har virket høfligt stille og tilbagetrukket, men indadtil foldet sig ud med en vedholdende temperamentsfuld alvor. Temperamentet bliver dagligt brugt på ”det, der trænger sig på”. Lyset i nogle glas, eller frugternes overdådighed kunne fængsle. I årevis. ”Det kunne ikke være anderledes” sagt med kunstnerens egne ord. Gipshovedet blev en besættelse, og nu, senere, blomsterne og deres stængler, pigerne og deres lange halse. Håret, der vikler sig ud af kunsthistoriens mesterværker hos Leonardo eller Botticelli, forener sig med træernes bladhang og springbalsaminens frøstand og bliver en del af Elsa Nielsens univers.Indhold: Forord af Bodil Kaalund - Bent Irve: Nænsomhed og dybde – Peter Michael Hornung: Når det at tegne ikke kan være anderledes – Torben Weirup: Det uudslukkelige – Biografi – Billedfortegnelse.Se også bogen om hendes mand: "Palle Nielsen - Temaer i hans værk" (EAN 9788772459615)

Peter Bonde (f. 1958) er en af de mest radikale figurer på den danske kunstscene. Siden starten af sin karriere har han udforsket maleriets muligheder og begrænsninger, og bevaret en konstant nysgerrighed for at afprøve ting som racerbiler og affald som kunstnerisk materiale. Gennem utallige stilskift har han formået at genopfinde sig selv som kunstner og at udfordre de kunstneriske genrers grænser.Dette er ikke en maler følger Peter Bonde fra akademitiden i start 1980’erne, hvor han begynder at udstille med andre af sin generations kunstnere under navnet De unge vilde, over det internationale gennembrud, da han repræsenterer Danmark på Venedig Biennalen i 1999, og frem til de seneste års produktion. Denne bog er således den første, der beskriver Peter Bondes samlede virke.

Torben Weirup har skrevet og Jens Lindhe har fotofgraferet en monografi om billedkunstneren Ingvar Cronhammars værker.Ingvar Cronhammars kunst rummer en side, der af mange er upåagtet – arbejdet med det arkitektoniske. Dette arbejde repræsenterer et utrolig væsentligt bidrag til den til enhver tid aktuelle debat om arkitekturens hele grundlag og betydning.Bogen indkredser dette særlige felt i tekst og billeder, der ikke er de velkendte billeder, men nyoptagelser der viser Cronhammars slagkraft, klarhed og renhed. I kunsten og i de arkitektoniske rum – og i samarbejde med en lang række arkitekter.Weirup forklarer de kendte og de mange – hvoraf flere aldrig tidligere har været publiceret – arbejder i forhold til hele Cronhammars værk.Bogens forord:Richard Serra blev i et interview, af en – måske lidt vel frisk – interviewer spurgt om, hvorfor han aldrig var blevet arkitekt i stedet for billedkunstner. Svaret kom med et ondt blik på kameraets øje: »Plumbing!« For der er så meget arkitekter er tvunget til at tænke på – ting, der ikke befordrer værket, men tit og ofte forplumrer det. Måske endog så radikalt, at der aldrig kan blive tale om et værk, men blot byggeri – tag over hovedet, tørre sokker, et sted at sove. Alt det som kunstnere ikke forstår, at arkitekter finder sig i – dét at sætte værket over styr til fordel for føringer af vandrør.Ingvar Cronhammar hører til det fåtal af kunstnere, der forstår arkitektens virkelighed og forstår at navigere i forhold til begrænsningerne og omstændighederne og alligevel være i stand til at fastholde den værkkarakter, der er billedkunstens kvalitet. Måske er netop dét årsagen til, at Cronhammars livsværk indtil nu rummer så mange værker med arkitektonisk størrelse og kvalitet. Det falder ham tilsyneladende let, selvom processen fra idé til færdigt byggeri eller installation ikke fritager ham for at skulle svare på billedkunstens vegne, og derfor den samme angstfyldte proces, som er billedkunstens mørke skyggeside.Cronhammars arbejde med det arkitektoniske handler om kontrol. Kontrol over stedet, der scannes og indleves og tolkes. Dernæst kontrol med teknikken, efterfulgt af materialerne og i sidste instans kontrol over de håndværkere, der udfører værket. Det mentale i værket og evnen til at udtrykke sig skarpt og konsekvent forlader ikke Cronhammar, mens han etablerer kontrol. Snarere tværtimod.Det virker som om det rent kunstneriske i udviklingen af et værk næres af netop de begrænsninger, som stedet, teknikken, materialerne og hånd-værkerne giver. Som hos de bedste arkitekter, men resultatet er stadig billedkunst. Som udøvende arkitekt er det derfor inspirerende at følge eller afdække årsager og virkninger i udviklingen af et værk, når det – som hos Cronhammar – har det arkitektoniske som afsæt. Det er på arkitektfagets vegne både inspirerende, men også lidt beskæmmende, at se, hvordan et kunstnerisk og kreativt beredskab som Cronhammars kan drive det arkitektoniske helt til randen af den mentale afgrund, den bedste billedkunst mestrer.Beskæmmende netop fordi så meget bygningskunst forbliver byggeri langt fra den kunstneriske afgrund, langt fra de radikale rumligheder, der burde være arkitekturens kernekompetance.Inspirerende er derfor de mange samarbejdsprojekter, Cronhammar har indgået i med både bygnings- og landskabsarkitekter. For alle de arkitektfaglige begrænsningerer omgået, og projekterne er endt et sted, de ikke var endt, hvis ikke Cronhammar havde skubbet arbejdet og beslutningerne tæt på afgrunden.Cronhammars radikale arbejde med det arkitektoniske har været årsagen til denne bog. Fotografen har derfor haft det arkitektoniske klart på nethinden som en væsentlig pointe, mens fotografierne fandt deres fortællelogik. Men Cronhammars værk kan trods alt kun forklares fuldstændigt gennem billedkunstens optik, så det er netop, hvad bogens forfatter indkredser.- Jens Bertelsen, arkitekt maa og forlægger, september 2008 Forfatteren Torben Weirup har været kunst- og arkitekturanmelder på Berlingske Tidende siden 1989, og forfatter til bøger om forskellige billedkunstnere, bl.a. Tróndur Patursson, Bjørn Nørgaard og Thomas Kluge.Arkitekturfotografen og arkitekt maa Jens Lindhe har fotograferet til en lang række bøger, og har for sit arbejde modtaget Fogtdals Fotografpris, diplom fra Foreningen for Boghaandværk, blevet udvalgt til Årstidens Bog, modtaget Dreyers Arkitekturpris, Dansk Svensk Kulturfonds Årspris og Papyrusprisen. Akademiet har tildelt Jens Lindhe Thorvald Bindesbøll medallien. Bogen er udgivet med støtte fra:KunststyrelsenFonden RealdaniaMargot og Thorvald Dreyers FondLillian og Dan Finks FondHelle Mau Jensen og døtres almennyttige fondMidtjysk Skole- og KulturfondHerning KunstmuseumNordjyllands KunstmuseumBornholms KunstmuseumSydbank Sønderjyllands Fond

»Der er mange måder at se på. Hvis man forsøger at få øjnene til at stille skarpt på et punkt mellem stålet og de rosa rododendroner, der spejler sig i stålet – så har du faktisk den oplevelse af den virkning, jeg tilstræber, nemlig at opleve spejlingens magi.«Sådan fortæller billedkunstneren Polano, der arbejder i en række medier og materialer fra skulptur over grafik til maleri.Siden hun var helt ung har Bente Polano eksperimenteret med forskellige materialer, og gennem alle hendes værker skimtes en legende tilgang til skildringen af mennesket – og især menneskets forhold til naturen. Polano eksperimenterer i sine værker med spejlinger, lys og skygge, mens hun formidler menneskelige grundfølelser som melankoli, isolation og ensomhed, men også et rum for eftertanke.Polano debuterede på Charlottenborg sammen med kunstnerkollektivet Valsedronningerne, som hun gennem flere år arbejdede sammen med om bl.a. en udsmykning af Hvidovre Hospital.Bogen er forfattet af kunstkritiker Torben Weirup, og mellem hans portræt af Bente Polanos kunst og atelierliv møder vi også små citater fra Polanos egne notesbøger, der giver et unikt indblik i de kunstneriske tilblivelsesprocesser.Torben Weirup går i bogen ikke kun i dybden med Polanos kunst. Gennem værker fra 1970’erne til i dag tegner Weirup et spændende billede af udviklingen i Polanos kunst såvel som dansk kunsthistorie.

Torben Weirup har skrevet og Jens Lindhe har fotofgraferet en monografi om billedkunstneren Ingvar Cronhammars værker.Ingvar Cronhammars kunst rummer en side, der af mange er upåagtet – arbejdet med det arkitektoniske. Dette arbejde repræsenterer et utrolig væsentligt bidrag til den til enhver tid aktuelle debat om arkitekturens hele grundlag og betydning.Bogen indkredser dette særlige felt i tekst og billeder, der ikke er de velkendte billeder, men nyoptagelser der viser Cronhammars slagkraft, klarhed og renhed. I kunsten og i de arkitektoniske rum – og i samarbejde med en lang række arkitekter.Weirup forklarer de kendte og de mange – hvoraf flere aldrig tidligere har været publiceret – arbejder i forhold til hele Cronhammars værk.Bogens forord:Richard Serra blev i et interview, af en – måske lidt vel frisk – interviewer spurgt om, hvorfor han aldrig var blevet arkitekt i stedet for billedkunstner. Svaret kom med et ondt blik på kameraets øje: »Plumbing!« For der er så meget arkitekter er tvunget til at tænke på – ting, der ikke befordrer værket, men tit og ofte forplumrer det. Måske endog så radikalt, at der aldrig kan blive tale om et værk, men blot byggeri – tag over hovedet, tørre sokker, et sted at sove. Alt det som kunstnere ikke forstår, at arkitekter finder sig i – dét at sætte værket over styr til fordel for føringer af vandrør.Ingvar Cronhammar hører til det fåtal af kunstnere, der forstår arkitektens virkelighed og forstår at navigere i forhold til begrænsningerne og omstændighederne og alligevel være i stand til at fastholde den værkkarakter, der er billedkunstens kvalitet. Måske er netop dét årsagen til, at Cronhammars livsværk indtil nu rummer så mange værker med arkitektonisk størrelse og kvalitet. Det falder ham tilsyneladende let, selvom processen fra idé til færdigt byggeri eller installation ikke fritager ham for at skulle svare på billedkunstens vegne, og derfor den samme angstfyldte proces, som er billedkunstens mørke skyggeside.Cronhammars arbejde med det arkitektoniske handler om kontrol. Kontrol over stedet, der scannes og indleves og tolkes. Dernæst kontrol med teknikken, efterfulgt af materialerne og i sidste instans kontrol over de håndværkere, der udfører værket. Det mentale i værket og evnen til at udtrykke sig skarpt og konsekvent forlader ikke Cronhammar, mens han etablerer kontrol. Snarere tværtimod.Det virker som om det rent kunstneriske i udviklingen af et værk næres af netop de begrænsninger, som stedet, teknikken, materialerne og hånd-værkerne giver. Som hos de bedste arkitekter, men resultatet er stadig billedkunst. Som udøvende arkitekt er det derfor inspirerende at følge eller afdække årsager og virkninger i udviklingen af et værk, når det – som hos Cronhammar – har det arkitektoniske som afsæt. Det er på arkitektfagets vegne både inspirerende, men også lidt beskæmmende, at se, hvordan et kunstnerisk og kreativt beredskab som Cronhammars kan drive det arkitektoniske helt til randen af den mentale afgrund, den bedste billedkunst mestrer.Beskæmmende netop fordi så meget bygningskunst forbliver byggeri langt fra den kunstneriske afgrund, langt fra de radikale rumligheder, der burde være arkitekturens kernekompetance.Inspirerende er derfor de mange samarbejdsprojekter, Cronhammar har indgået i med både bygnings- og landskabsarkitekter. For alle de arkitektfaglige begrænsningerer omgået, og projekterne er endt et sted, de ikke var endt, hvis ikke Cronhammar havde skubbet arbejdet og beslutningerne tæt på afgrunden.Cronhammars radikale arbejde med det arkitektoniske har været årsagen til denne bog. Fotografen har derfor haft det arkitektoniske klart på nethinden som en væsentlig pointe, mens fotografierne fandt deres fortællelogik. Men Cronhammars værk kan trods alt kun forklares fuldstændigt gennem billedkunstens optik, så det er netop, hvad bogens forfatter indkredser.- Jens Bertelsen, arkitekt maa og forlægger, september 2008 Forfatteren Torben Weirup har været kunst- og arkitekturanmelder på Berlingske Tidende siden 1989, og forfatter til bøger om forskellige billedkunstnere, bl.a. Tróndur Patursson, Bjørn Nørgaard og Thomas Kluge.Arkitekturfotografen og arkitekt maa Jens Lindhe har fotograferet til en lang række bøger, og har for sit arbejde modtaget Fogtdals Fotografpris, diplom fra Foreningen for Boghaandværk, blevet udvalgt til Årstidens Bog, modtaget Dreyers Arkitekturpris, Dansk Svensk Kulturfonds Årspris og Papyrusprisen. Akademiet har tildelt Jens Lindhe Thorvald Bindesbøll medallien. Bogen er udgivet med støtte fra:KunststyrelsenFonden RealdaniaMargot og Thorvald Dreyers FondLillian og Dan Finks FondHelle Mau Jensen og døtres almennyttige fondMidtjysk Skole- og KulturfondHerning KunstmuseumNordjyllands KunstmuseumBornholms KunstmuseumSydbank Sønderjyllands Fond

Bogen fortæller om dengang, Herning blev en kunsthistorisk pionerby i Danmark. Det var dengang i 1960erne, da fabrikanten Aage Damgaard inviterede kunstnere til den midtjyske prærieby for at arbejde på sine fabrikker - som kunstnere. Pionergerningen betød, at Herning i dag er en af landets mest vitale kunstbyer med store private samlinger og et kunstmuseum (HEART), der også indirekte skylder Aage Damgaard sin tilblivelse. Bogens centrale person er Bitten Damgaard, enke efter Aage Damgaard. Hun har gennem mere end et halvt århundrede fulgt begivenhederne i Herning fra første række. Hun fortæller om, hvordan det gik for sig, da kunstnerne kom til Herning, og hun giver varme erindringsglimt om så betydelige danske billedkunstnere som Svend Wiig Hansen, Paul Gadegaard og Carl-Henning Pedersen – samt den italienske konceptkunstner Piero Manzoni, der også fandt vej til Herning og satte byen – og verden – på den anden ende. Bogen har forord af Ingvar Cronhammar og er udgivet af Aage Damgaard ApS, som driver A Hereford Beefstouw restauranterne som Aage og Bitten Damgaard lagde grunden til. Bogen er fyldt med fotos fra pionertiden og de værker, som de mange tilknyttede kunstnere lavede som ansatte på skjortefabrikken Angli.

Torben Weirup skriver med beundring, begejstring og undren om London; om gallerierne og museerne, vinbarene og pubberne, om storbyens karrierebevidste mænd og kvinder, og med kulturhistoriske afsnit om Themsen, undergrundssystemet, haverne og pladserne.