Bøger af Viggo Stuckenberg

Da Viggo Stuckenbergs ungdomsven Johannes Jørgensen konverterede til katolicismen, opfordrede han Stuckenberg til at angre sine ungdomssynder - sin gudløshed og sine revolutionære tanker. Men det ville Stuckenberg ikke. I stedet skrev han denne trodsige bekendelse, hvor han skriver, at han kun kan anerkende en Gud, der ikke ønsker, man kryber for ham, og at selv hans vildfarelser er en del af ham, som han ikke kan rive ud af sit hjerte:Thi tog jeg fejl i meget,der randt dog fra mit Hjærteen Draabe Blod i fejlest Id,. . . Ak, Hjærteblod! ak, Ungdomstid!da lykkelig vi leged!Fik vi saa grumme Hænder,at frejdigt vi kan skæredet halve af vort Hjærte ud,fordi det bar en anden Gudend den, vi nu bekender?

Den spaltede maskulinitet, hvor jeget svinger mellem despotisk foragt for kvinden og betingelsesløs underkastelse af hendes væsen, karakteriserer Viggo Stuckenbergs forfatterskab som helhed. I det dramatiske digt Den vilde Jæger (1894) flettes temaet ind imiddelalderlegendernes folkevisetone

Bondedrengen Asmadæus drives af sin indre trang til det eventyrlige og uberegnelige ud på landevejene, hvor han ender son vagabond, småtyv og vinterpensionær på fattiggårdene

Satirisk roman, der rummer tidstypiske opgør med Estrups politik, kristendommen og seksualmoralen med et ungt studenterliv i centrum: diskussioner, forfatningskamp og deklamationer i Studentersamfundet og beruset revolutionsromantik på Damhuskroen

Stuckenbergs fortællinger kredser i reglen om den problematiske kærlighed, om jalousi og tab og længsel. Efter en ægteskabelig krise udgav han i 1895 "Romerske Scener" med to skuespil, henlagt til antikkens Rom. Men selv om historien er iklædt romerske gevandter, handler det også denne gang om hvor svært det kan være at elske hinanden.

"Kan Viggo Stuckenberg læses i dag? … Kan Stuckenberg læses af andet end mænd med hang til melankoli? Af kvinder? Ja, hvis de vil forstå mænd, og hvad der rører sig i dem. Der har intet ændret sig i 100 år."- Henrik Wivel, fra bogens forordTo fortællinger om ulykkelig kærlighed og to mænd, der går til grunde i jagten på den kvinde, der skal indfri lykkedrømmen. Viggo Stuckenberg skriver foruroligende og manisk om kærlighed, begær og jalousi - om den dybe afhængighed mellem mand og kvinde. Vi er alle Viggo Stuckenbergs arvinger, som Henrik Wivel formulerer det i bogens forord.Af samme forfatter er også udkommet Hjemfalden.Skrevet om Valravn og Hjemfalden:"Stuckenbergs tre hjertevridende fortællinger om forvredne mænd, som forliser i forsøget på kærlighed til kvinder er i al sin undergangsstemning tre stykker smuk prosalyrik, som tager læseren dybt ind i den mandlige følelsesverden."- Grethe Lorentzen, lektør"Viggo Stuckenberg er måske ikke blandt de første og største navne i den danske litteraturkanon, men VALRAVN – HJEMFALDEN er fremragende og velkomponerede fortællinger om mande- og kvindebilleder. Det er kærlighedshistorier og skæbnefortællinger. Og med sit meget vidende forord giver Henrik Wivel en glimrende indføring i forfatterskabet."- Litteratursiden

De 18 ultrakorte "eventyr" er (til dels) efter kendte forlæg, men Stuckenberg giver eventyret en bittersød drejning, og man aner, at Klods Hans egentlig hellere vil til krobal med Stine end være konge, og at kæmpen er fint fornøjet med, at skrædderen bortfører hans noget plagsomme bytte.

De fire fortællinger i denne lille samling blev i sin tid trykt i dagbladet Politiken og i tidsskrifterne Taarnet og Tilskueren. De har aldrig fundet vej til nogle af forfatterens novellesamlinger eller samlede værker.Fortællingen Guds gaver er skrevet til dagbladet Politikens julenummer år 1900. Her møder vi den gamle, nærige Mikkel Kold, hvis eneste grund til at glæde sig til sin datters besøg er, at han håber på et afdrag på de penge, hun og hendes mand skylder hende. I løbet af historien får man antydningsvis at vide, at hans høje moralske krav til datteren ikke bunder i nogen pletfri vandel hos ham selv.Ud over titelnovellen, der også er den længste af fortællingerne her, har vi medtaget to små "poetiske still-billeder", Den hvide dør og Balsampopler og den muntre lille satire over litteratur-kritikere og -kendere Kandidaten og Vorherre.

Viggo Stuckenbergs eget livsdrama blev en varig inspirationskilde for hans digtning, hvor de væsentligste temaer er ægteskabets lykke og forlis. Men hans kærlighed til naturen, især blomsterne fornægter sig ikke og flettes elegant ind i de lyriske og følelsesfulde digte.