Bøger af William Heinesen

Den gamle Amaldus sidder i sit tårn ved verdens ende og ser tilbage på sit liv. Romanen er en skildring af et menneskes første møde med tilværelsens grundelementer: lys og mørke, himmelrummet, stjernerne, græslandet, havet, forelskelsen og poesien. Forelskelsen og poesien kommer til Amaldus i skikkelse af pigen Merrit, som deler fortællinger med den lidt yngre dreng, fantastiske myter og sagn fulde af død og overtro. "Man glæder sig til at læse denne bog langsomt og igen og dreje hver mosaik i hånden og se dem lyse, ømt og stærkt, som de fuldendte slebne juveler, de er." - Bent Mohn, Politiken.

Novellesamling fra 1970."I nord bag den mørke kimming er himlen fuld af den rødeste lystighed og ubetaleligste humor. Den angår måske ikke os dødelige, men alligevel – uden os var dette skue kun det rene pjank for ingens øjne." – Fra prologen Sommerdagen.

Christoffer Gabel, Frederik IIIs rådgiver og protegé, hersker med hård hånd som lensherre over Færøerne. Præsten Peder Børresen kommer til landet for at overtage det ringe kald som sjælesørger for Thorshavns fattige befolkning. Han oprøres af de forfærdelige tilstande og går med dødsforagt ind i kampen mod at overvinde uretfærdighederne og styrte Gabel.

William Heinesen (1900-1991) var færing, men skrev på dansk. Forfatterskabet er omfattende med syv digtsamlinger, syv novellesamlinger og syv romaner. Flere af hans værker regnes som del af den danske klassikerkanon. Han hører til efterkrigstidens mest fremtrædende og læste forfattere, og i 1965 modtog han Nordisk Råds Litteraturpris.I Tårnet ved verdens ende med undertitlen: En poetisk mosaik-roman om den yngste ungdom tænker den gamle Amaldus Erindreren tilbage på sin spæde barndom og ungdom. Få kan som Heinesen såvel i denne roman som i Moder Syvstjerne skildre de første år set med barnets øjne. Efterhånden tager verden mere konkret form og drengen Amaldus betages af pigen Merrits fantastiske fortællinger og oplever den første forelskelses sødme og smerte. Amaldus erindrer sig alle de mange originaler i det gamle Torshavn og oplevelsen af en konstant kamp mellem de rationelt tænkende ”pærer” repræsenteret ved faren og de livsglade unyttige ”dosmere” repræsenteret ved morbroren. Og således tænker Amaldus tilbage og erindringerne er blevet til: ”Myte og sagn, længsel og smerte, og – inderst inde – dyb, forborgen, uforgængelig lykke.””Så roligt og klart det er fortalt, kogler det uafladelig af underfundighed og humor, fordi William Heinesen nok er en mand der tror på fornuften, men fra sit udsigtspunkt i tårnet har set at menneskers liv ikke automatisk bestemmes af den.” – Henning Ipsen, Jyllandsposten”Det er en kunst, der har sin rod i det lokale. Men poesien løfter den højt, gør den kosmisk og universel.” – Bent Mohn, Politiken”Nordens dejligste digter … En mageløs poet, gudbenådet stilist og ung af sind.” – Asger Sørensen, Kristeligt Dagblad

The Black Cauldron is not a war novel as such, but a work of magic realism which traces a series of boisterous, tragi-comic events in one of the more unusual western European societies. Spanning the tragedy of war, the clash of sectarian interests, the interplay of religion and sex, The Black Cauldron develops into a presentation in mythical form of the conflict between life and death, good and evil.

Heinesen's novels always contain the portrait of what might be termed a "good" woman: Simona in Windswept Dawn, Eliana in The Lost Musicians, Liva in The Black Cauldron. Here, however, the "good" woman, Antonia, is raised to mythological status as the representative of motherhood, the bearer of life as has existed from the dawn of time. This portrayal is placed against the description of a limited circle of ordinary and unprepossessing figures in a small town, much of it as experienced through the eyes of Antonia's infant illegitimate son from his very earliest days until he is some five years of age. In contrast to Antonia, there is Trine, an essentially tragic figure, whose tragedy to a large extent is the direct result of her narrow religious beliefs and her resultant refusal to follow her natural instincts and to take the chance of happiness and the natural fulfilment of life when it is offered to her. Religion is in this novel portrayed exclusively in negative terms in stark contrast to the world of nature, the bearer of life, the supreme representative of which is Antonia.

First published in 1964 The Good Hope won The Nordic Prize for Literature. It is the first English translation of one of the greatest novels in the Danish language. . The Good Hope is an epistolary novel based on the life of the Reverend Lucas Debes, a larger than life character called Peder Ba, rresen in the novel. It tells a story of brutal oppression, poverty and terrible diseases, but also of resistance and of having the courage of one's convictions. It is a dramatic fantasy in which Heinesen's customary themes -- the struggle against evil, sectarianism, superstition and oppression --emerge on a higher plane, set against the backcloth of the Faroe Islands in the 1690s. The Good Hope is a masterpiece which took 40 years to write.

Farveillustreret billedbog for voksne. Edward Fuglø har skabt billeder til fortællingen Det vingede mørke fra novellesamlingen Det fortryllede lys (1957).

Digtsamlingen Den dunkle sol fra 1936 indeholder indeholder bl.a. samfundskritiske tekster mod nazismen."Her er virkelig fornemmelse af jord og rum, en vældig plastisk følelse, tingene bliver faste og spændte, står med deres evige tyngde, luver med deres farver, strammer sig i deres form" - Paul la Cour.

Panorama med regnbue, William Heinesens sidste digtsamling, udkom første gang i 1972.

William Heinesens novellesamling fra 1967 er bygget virkningsfuldt og afvekslende op og indrammes af to lange historier. Bogen åbner med miniatureromanen Leonard og Leonora, en bizar kærlighedsfortælling, som udspilles på baggrund af den hektiske periode i slutningen af attenhundredtallet, da spekulanter og fantaster startede store forretningsforetagender, holdt drønende fester og sendte pust af den store verden ind over Færøverne.I de følgende fortællinger fabulerer Heinesen videre på oplevelser fra sin egen bardom og ungdom og portrætterer godtfolk og galning i det gamleThorshavn.Bogens sidste, lange historie er en furiøs, fantastisk fortælling i dagbogsform om en forfatter, der lejer sig ind i et hus i Sydfrankrig for at arbejde, men plages af myriader af insekter.

Novellesamlingen fra 1985 – som blev Heinesens sidste – er en blanding af erindringsfortællinger og fabulerende og mytiske fortællinger.

Denne antologi fra 1978 indeholder et udvalg af Heinesens noveller, inddelt i tre kategorier; essays (som er forholdvis let tilgængelige) samt fabulerende noveller og myter (som er væsentligt vanskeligere at tilgå).

Novellesamling fra 1960. Fortæller om det spil, elskoven driver med menneskene, snart med tragisk udfald, snart så det mere kommer til at ligne en narredans.

Dette udvalg af Heinesens digte omfatter digte fra de fire samlinger "Høbjergning ved havet" (1924), "Sange mod vaardybet" (1927), "Stjernerne vaagner (1930)" og "Den dunkle sol" (1936). Udvalget er foretaget af Regin Dahl og Ole Wivel i samråd med forfatteren.

Samfundskritisk digtsamling i tre dele; "Gudindernes dans", "Den hvide mand" og "Arken søsat". Første gang udgivet i 1961.

Det fortryllede lys fra 1957 er Heinesen første novellesamling. Det gennemgående fokus er spændingsforholdet mellem dogmatisk religion og gammeldags folkelig overtro, men også sanseligheden, den blotte fortælleglæde og masser af lokalkolorit og mange sære eksistenser er der blevet plads til.

-

Heinesens skildring af en flok fattige færingers forsøg på at skabe sig en ny og selvstændig tilværelse ved at slå sig ned på en stump klippekyst, der er lige så arm som dem selv. Om menneskets kamp mod naturen, elementerne, ensomheden og tilværelsen.

William Heinesen (1900-1991), der i 1965 modtog Nordisk Råds Litteraturpris, er vel mest kendt for sine prosaværker, f.eks. De fortabte spillemænd og Her skal danses. Men han havde også et omfattende lyrisk forfatterskab bag sig, og dette store bind indeholder hans samlede digtproduktion fra debutsamlingen Arktiske Elegier (1921) til Panorama med regnbue (1972) et halvt århundrede senere.

Femten fortællinger om færøske fattigfolks trængsler og længsler.

"Nu har denne talentfulde mand udsendt en ny stor roman, hvormed han simpelthen rykker op i den europæiske mesterklasse." - Hans Kirk

Her mødes alle sider af livet, som indgår de særeste alliancer for at lade os forstå mangfoldigheden. Tit går det rigtig skidt, døden kræver sit, grumt går det til, men der er stadigvæk grund til at glædes. Tragedien bliver mødt med et glimt i øjet og generøs humor. Det basale består: Livet er stor umage værd, livslysten sejrer, og der bliver danset.

William Heinesens debutroman fra 1934 skildrer med frodigt lune den moderne tids indtog i et lille isoleret øsamfund, hvor middelalderlige tilstande stadig råder.

Noatun er en socialrealistisk kollektivroman, der skildrer en flok fattige bønder og fiskeres forsøg på at skabe sig en ny og selvstændig tilværelse ved at slå sig ned i den øde Dødemandsdal. Dalen er et lille stykke goldt, stenet klippekyst ved det barske Atlanterhav, og nybyggerne må kæmpe mod stærke naturkræfter i form af havets vælde og vinterens strenghed. Gruppen møder dog ikke blot modstand fra den voldsomme færøske natur, men også fra bl.a. kongsbonden Sigvard, religiøse sekter og den spanske syge. Gennem deres ukuelige slid og slæb lykkes det dem dog at forvandle Dødemandsdalen til en levedygtig bygd, der får navnet Noatun, og et nyt fyrtårn bliver symbolet på deres kamp og sejr."Denne færing gør den danske litteratur ære … Det er en af den slags bøger, som man år efter læsningen vil mindes med uformindsket styrke, en bog, der har ætset sig så godt ind, som havde man oplevet det alt sammen selv." – Christian Rimestad, Politiken"En meget intelligent iagttager har tegnet disse personer, men de er først og fremmest oplevet med en digters indfølingsevne. Ja, der er endogså mere i denne menneskeskildring end en psykologs skarpblik og en digters fantasi i opfattelsen, der er først og sidst et medmenneskes varme!" – Otto Gelsted, Arbejderbladet"Hans menneskesjæle er ægte og ligeså nøgne, som den natur, der omgiver dem. Og hans sprog er blankt for alle forlorne guirlander." – Sv. E., Socialdemokraten

Den sorte gryde er en kollektivroman kendetegnet ved Heinesens særegne stil, hvor han kombinerer socialrealisme med en mytisk fortællestil. Handlingen udspiller sig under den engelske besættelse i 2. Verdenskrig i en lille færøsk by, der danner kulisse for et myldrende liv og en række tragikomiske begivenheder. Byen vrimler med sære originaler, livgivende kvinder, livsfjendtlige sekteriske bevægelser, modige sømænd og griske pengespekulanter, og gennem disse forskellige karakterer udstilles den menneskelige naturs mange facetter og livets grundlæggende modsætninger. På trods af det særprægede udgangspunkt i det lille færøske samfund er skildringerne almengyldige."William Heinesens roman er central, fordi hans boblende gryde er et spejlbillede på det moderne europæiske samfund … Den sorte gryde betyder det afgørende gennembrud for William Heinesen. Romanen er så værdifuld, at den vil blive stående i litteraturen." – Niels Kaas Johansen, Information"Heinesen har skrevet en stor, glimrende roman … Jeg bliver mere end forbløffet, hvis ikke dette efterårs litterære pokal går til denne fænomenale roman fra Færøerne." – Hakon Stangerup, Jydske Tidende"Nu har denne talentfulde mand udsendt en ny stor roman, hvormed han simpelthen rykker ind i den europæiske mesterrække." – Hans Kirk, Land og folk"Stærke sømænd, fantastiske drukkenbolte, frække værtshuspiger røres rundt i forfatterens sorte gryde, så den ryger af blod og syder af liv." – Harald Engberg

Skrifter udgivet af Selskabet Bellman i Danmark, bd. 4, redigeret afJens Kr. Andersen, Eva Holbek, Hans Lundsteen og Søren Sørensen.