Bøger udgivet af Antipyrine

Billedkunstneren Christian Vinds nye bog UDTOG er først og fremmest en rejsedagbog, fra en tur med tog ned gennem Tyskland, Benelux-landende, m.fl., for at besøge kunsthistoriens kanoniserede såvel som mere diminutive pladser. Dernæst er det en kunstkriminologisk besættelse af at finde kunsthistoriens oversete spor, afdække svindelnumre og ”store danskeres” fordærv. Kulturhistorie med politiske, psykisk- og socialspekulative undertoner a la Sjöwall & Wahlöö. Endelig kan bogen muligvis bruges som en hæsblæsende variant af de mere adstadig kunstvejviser som Broby-Johansens berømte serie Med Broby i … , hvormed nærværende titel nok skulle gå under navnet Over stok og sten med Vind i Benelux. Christian Vind tilbagelægger over to små uger et betragteligt antal kilometer på sin rejse, hvor han bl.a. besøger Van Gogh Museet i Amsterdam, utallige kunstskatte i byen Brugge, og til sidst en udstilling med Alberto Burri i Düsseldorf. De tilbagelagte kilometer er imidlertid småting i forhold til den mentale rejse, der sideløbende udfolder sig i rejsedagbogen. Her spiller to messingskilte fra magasinet på Bornholms Kunstmuseum, den fædrelandskærlige reders Gauguin, spørgsmål vedrørende flygningestrømme og fordeling af ressourcer, Kim Wildes “Lost inside Cambo- diaaaae!”, en afgørende rolle i den særegne kriminologisk kunsthistorie og oplivning af vedtagende historiske vidnesbyrd. Sådan her skriver Vind selv om sagen:"Et sted skriver Foucault, at det i genealogisk historieskrivning gælder om at ”dvæle ved begyndelsens omstændigheder og tilfældigheder” og om at ”få tusindvis af nu tabte begivenheder til at vrimle frem”. Men man kunne også ville gøre det levende, som ellers ville forblive dødt, bore sig ned i de områder, hvor tiden er gået i stå, og forsøge at genoplive den igennem de frosne, stationære vidnesbyrd, som er opstået af tidens strøm, som Panofsky skriver."

“Mit forhold til mine katte har reddet mig fra en dræbende, gennemtrængende uvidenhed.”, skriver Burroughs i bogen The Cat Inside fra 1986. I første omgang udkom denne bog blot i 133 eksklusive eksemplarer (med illustrationer af Brion Gysin). Først i 1992 kom den så i en decideret masseudgave. Uanset hvad er kattebogen mærkværdigt nok forblevet et overset værk i USA såvel som i Danmark. The Cat Inside består af en række selvbiografiske tekster, korte og simple. Burroughs køber kattemad i et supermarked, han nusser med sine yndlingskatte, Calico Jane, Ruski, Fletch, Smoky. Han bor i sit hus på landet, i Kansas, han flytter, kattene flytter naturligvis med. En kat løber væk, en anden skal afhentes på internat, en tredje klatrer op i træ, en fjerde dør. Tonen er på samme tid sårbar, rørende og humoristisk, og de enkelte og enkle tekster har karakter af erindringer, dagbogsoptegnelser, minder, strøtanker, observationer, refleksioner. Og til tider af udsyrede visioner, hallucinatoriske syner og drømmescenarier, hvor man møder hybrider af katte og andre dyr, flyvende katte, sumpkatte og natkatte med kæmpestore selvlysende øjne. Det er Burroughs, som man kender ham, men samtidig er det en anden side af Burroughs, man støder på i bogen. Det er også en ældre Burroughs. På trods af kattebogens tilsyneladende tilforladelige emne, rummer den trøsteløse og ætsende visioner af verden: en fortvivlelse over menneskets forbløffende evne til at destruere.Vi slår hinanden ihjel, vi udøver vold, vi fælder regnskovene. Men til fordel for hvad? spørger Burroughs, som på en måde har skrevet (endnu) en science fiction: Det er, som om verden er gået under og de eneste overlevende og tilbageblevne væsener er Burroughs og kattene, der lever i en form for posthumanistisk fællesskab. De sidste vidner. De sidste vidner til en sorg, en sorg der viser sig at være uden vidner.

Krisen er dyb. Uanset hvad der sker, vil den næste periode blive barsk. Økonomierne i USA og Europa er i krise, og eksportøkonomierne i Sydøstasien er også begyndt at mærke situationens alvor. Overalt er det arbejderne, der betaler prisen for krisen. Den bliver socialiseret, og der bliver skåret i velfærdsydelserne. Samtidig bliver krisen brugt som løftestang til at fjerne hårdt tilkæmpede rettigheder. Kapitalen har med andre ord skruet op for klassekampen, den kører nu i højeste gear. Men proletariatet er begyndt at røre på sig. Revolterne i Mellemøsten og Nordafrika har udfordret den nuværende verdensorden og dens opdeling af verden, og de indignerede i Sydeuropa og besættelsesbevægelsen i USA forsøger at udvide protesterne. Selvom diktatorerne er blevet væltet i Tunesien, Ægypten og Libyen, tager utilfredsheden blot til i styrke. Det samme er tilfældet i Grækenland, Spanien og Portugal, hvor befolkningerne med stor energi afviser spareplanerne. Det samme gør studenter i Chile og Canada. I Syrien raser borgerkrigen. Og i Kina vokser antallet af strejker. I Tyrkiet afviser de unge Erdogans neoliberale ‘succes’, og i Brasilien har ‘de farlige klasser’ indtaget gaderne. Der er stor forskel på protesterne, de er i udgangspunktet defensive i Vesten og offensivt reformistiske i andre dele af verden som Kina, men der er blevet brudt hul i det neoliberale verdensbillede. Klassekampen er ikke længere en ensidig affære. Den gamle muldvarp er igen i bevægelse.

I Glenn Christians udgivelse: Kiddicraft lanceres der intet opgør fra et yderområde, et lokalt sted i landet (se mig, I andre er så bøvet!), ingen heroisk lidelse over tabt ungdom, hvor alt skraldet efterfølgende falder som digter-tårer ned i en bog. Jeget tager stadig på arbejde, i Dybvads ånd, og holder stramt om sig selv, mens et frit fald ned i ugedagens årelange tilstand kværner løs. Kiddicraft vil være en legoby, poesi som fortsætter, flyende, op i luften, en kommune omsat i smukke farver, en fælled for alle. Men vandet kommer og “kollega-folket” møder ind hver dag, dagen efter, ugen ud. År ud og år ind. Kiddicraft er en hyldest til den glade amatør, en dans med krea i blodet. Bygge bygge

I sommeren 2008 besøgte jeg Palæstina. Jeg var invi­teret af Art School Palestine til at sam­arbejde og mødes med lokale kunstnere og andre folk i de besatte områder. Besøgets tema var temmelig åbent og min palæstinensiske vært havde forklaret mig, at opholdet godt kunne betragtes som en form for kunstnerisk forskning. Det passede mig fint, da jeg havde arbejdet med aktivistiske undersøgelser og kunstnerisk forskning ved Det Fri Universitet i København.Som et minimum havde jeg besluttet at føre en blog under mit ophold, hvor jeg løbende ville fortælle om mine oplevelser og overvejelser i de besatte områder. På den måde kunne jeg påtage mig rollen som vidnet, der formulerer sit vidnesbyrd til dem derhjemme for at give et kritisk og detaljeret billede af forholdene.Selv om jeg egentlig troede, at jeg var godt orienteret om livet på Vestbredden, var det faktisk forbløffende, hvor anderledes forholdene blev oplevet, da jeg stod på gaden i Ramallah. Alene den erfaring gør det klart, hvor langt der er fra mediebilledet af Palæstina til det konkrete liv i de besatte områder. Sam­tidig var det en gave at opleve, hvor rig og sammensat kulturen var blandt den gruppe palæstinensere, som jeg brugte det meste af mine seks uger sammen med.

Det spørgsmål, som den destituerende opstand stiller, går givetvis på, hvordan man skal afmontere og forlade lovenes system, men endnu mere på, hvordan det kan være muligt at gøre det, uden at man umiddelbart efter indgår i det igen.— Marcello TarìDenne bog indeholder bidrag af forfattere tilhørende kredsen om den usynlige komité, der ikke findes længere, men som igangsatte drøftelsen af begrebet destitution for ti år siden. Destitutionens begreb og historie kan forklare spændingen mellem teori og praksis og analysere overgangen fra opstand til revolution: Radikaliserede anarkismen den borgerlige revolutions satsning på frihed, lighed og broderskab, og begrundede den videnskabelige socialisme arbejderbevægelsens bestræbelse på at ophæve formerne løn, pris og profit i kapitalismen, så samler destitutionen erfaringer og vidnesbyrd fra de seneste 14 års statsundergravende kampe.

Filmen er det mest substantielt tvetydige, man kan forestille sig. Af denne grund: Film er en uendelig sekvens, der udtrykker virkeligheden med virkeligheden. Der er altid foran enhver af os et muligt og virtuelt filmkamera, med uudtømmeligt chassis, som “filmer” vores liv, fra vi fødes, til vi dør. For hele vores FØRSTE OG RENE sprog er vores væren, virkelighed i virkeligheden.

Genudgivelse af Eskil Halbergs Madpakker til revolution, hvori det vises, at kapitalismen har taget kontrol over maden til skade for klimaet og alt levende, og at vi derfor står i en livsnødvendig kamp for at skabe en anden økologi.I vores del af verden, men i stigende grad overalt i verden, er mad i dag formidlet gennem verdensmarkedet. Vi er, paradoksalt nok, livsvigtigt afhængige af det system, som samtidig smadrer vores egne livsbetingelser.— Eskil HalbergHalberg tager os med ud på landet. Vi har vist ikke lyst til at blive derude, som det ser ud lige nu. Men det kan vi ændre på. “Det er næsten umuligt at gøre oprør fra en rapsmark.” Men det kan gøres fra et vildnis, fra et landbrugskollektiv, fra en byhave. Jeg fristes til at slutte af med et kampråb: Ingen klassekamp uden madkamp!— Mikkel ThorupMadpakker til Revolutionen er lige præcis det øko-kommunistiske manifest vi har brug for til at orientere os i kampen mod kapitalismens destruktive organisering af vores fælles naturgrundlag. En enestående analyse fra en af vor tids mest interessante kommunistiske tænkere! — Søren Mau

Kenneth Jensen skriver i romanen Psykosens hale på en gang inde fra psykosen og fra den anden side, uden at forenkle og konkludere. Bogen er et vidnesbyrd og en litterær bearbejdning af psykosen, dens sammenvikling med det sociale liv, og dets aftryk i eksistensen. Bogens hovedperson er en fortvivlet ufaglært dambrugsarbejder fra Himmerland, der efter nogle vilde ungdomsår ender i en psykose. En psykose der de følgende år kun delvist behandles, mest med selvmedicinering.Siden debuten med psykisk sygdom er han nu femten år efter debuteret som forfatter, har fået det treårige arbejdslegat og er blevet erklæret rask. Han arbejder ikke længere på et dambrug i provinsen, men som forfatter i hovedstaden, hvor grænsen mellem arbejde og identitet, storhed og fald kan være svært begribelig. Grænser er ikke hovedpersonens stærke side, hverken i kærlighedslivet eller blandt venner og kollegaer, og da slet ikke i det kollektiv han har forvildet sig ind i på Store Kongensgade. Kenneth Jensen, født 1972, debuterede i 2003 med digtsamlingen In Effigie. Han har siden udgivet en række digtsamlinger og romaner, heriblandt Tragedie plus tid, der blev hans gennembrud og efterfulgtes af det treårige arbejdslegat. Psykosens hale er afslutningen på en trillogi bestående afTragedie plus tid gange ni (2017) og Håbet (2022).

I forbindelse med kunstner Jørgen Michaelsens aktuelle udstillingCyber versusBuddha på Holstebro Kunstmuseum udgiver forlaget Antipyrine et katalog isamme navn. Bogen Cyberversus Buddha er et værk i egen ret og indeholder litterære bidrag i formaf en korrespondance mellem forfatteren René Jean Jensen og Jørgen Michaelsen,der også sammen har kommenteret en serier værker, collager, som indgår iudstillingen. Herudover indeholder bogen kunsthistoriske essays af Teresa ØstergaardPedersen og MagnusThorø Clausen, samt naturligvis installationsfotos mm. fra selve udstillingen.Udoverkataloget udgiver Antipyrineyderligere to bøger af Jørgen Michaelsen, sangbogen Cockroach og poesibogen Tusind borgerhaikuer, der alle ernært sammenvævede med udstillingen, dens tematikker og perspektiver.Europæiskidentitet mellem verdenskriser Cyber versus Buddha udfoldersig helt generelt som en kritisk-eksperimentel perspektivering af despændinger, der netop nu kendetegner den dominerende bevidsthedsform i denvestlige kultur. Et væsentligt historisk tema er den europæiske idé om USA somrealiseringen af den moderne utopi og i særdeleshed den udvikling, som denneforestilling har gennemgået siden 1945. Efter den kolde krigs afslutning medSovjetunionens sammenbrud i 1991 er den europæiske idealisering af USA ogamerikansk kultur efterhånden kommet under pres. Ruslands invasion af Ukrainehar måske nok styrket NATO-alliancen, men har især eksponeret Europas problemmed at optræde som samlet autonom aktør på den globale geopolitiske scene, derisær præges af tiltagende rivalisering mellem nøglespillerne USA og Kina, menhvor udviklingen generelt går i retning af en multipolær verdensorden, hvorVestens førende rolle ikke længere er givet.En samtidsdiagnose Under denne identitetskrise ligger et komplekst trusselsbillede afforestillinger om enorme migrationsstrømme udløst af politisk ustabilitet ogøkonomisk ulighed, tilspidset kamp om kontrol over ressourcer, den kritiskeinfrastrukturs voksende sårbarhed som følge af cyberteknologiernes stigendekompleksitet, staters og private firmaers stadig mere gennemgribendeovervågning af borgerne, demokratiets tilbagegang på verdensplan samt denglobale biosfæres sandsynligvis kommende kollaps forårsaget af de nuværendepolitisk-økonomiske strukturers tilsyneladende uforanderlighed. Alt detteoptræder i kølvandet på en international finanskrise, en globalCOVID-19-pandemi samt USA og de øvrige vestlige landes tilbagetrækning fraAfghanistan efter 20 års fejlslagen nationsbygning, hvilket i sidste endeindikerer Vestens erkendelse, eller i al fald følelse, af det universelleoplysningsprojekts principielle sammenbrud. <font face="Arial, Helvetica, sans-serif">@font-face {font-family:"Cambria Math"; panose-1:2 4 5 3 5 4 6 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:roman; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536870145 1107305727 0 0 415 0;}@font-face {font-family:Calibri; panose-1:2 15 5 2 2 2 4 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:swiss; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536859905 -1073732485 9 0 511 0;}@font-face {font-family:"Minion Pro"; panose-1:2 4 5 3 5 3 6 2 2 3; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:roman; mso-font-format:other; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:1610613383 1 0 0 415 0;}p.MsoNormal, li.MsoNormal, div.MsoNormal {mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-parent:""; margin:0cm; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-font-kerning:1.0pt; mso-ligatures:standardcontextual; mso-fareast-language:EN-US;}p {mso-style-noshow:yes; mso-style-priority:99; mso-margin-top-alt:auto; margin-right:0cm; mso-margin-bottom-alt:auto; margin-left:0cm; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Times New Roman",serif; mso-fareast-font-family:"Times New Roman";}.MsoChpDefault {mso-style-type:export-only; mso-default-props:yes; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}div.WordSection1 {page:WordSection1;}</font>

Anders Remmers tekster er en samling korte og præcise sproglige manøvrer hen imod glemsel og poetisk afholdenhed.Søren Andreasens tegninger virker som øjebliksbilleder, der endnu-ikke eller ikke-længere har antaget form. Anders Remmer (1964) er musiker og har udgivet i omegnen af tyve albums med projekterne Dub Tractor, Future 3, System, Jet, Sølvpil og People Press Play. Bogen her er den første samlede udgivelse af hans tekstpraksis.Søren Andreasen (1964) er billedkunstner med udstillinger i ind- og udland, bogudgivelser og kuratering på cv’et. Han har designet covers for flere af Remmers udgivelser.

Tusind borgerhaikuer indeholder ganske bogstaveligt tusind haikutekster, dvs. at hver tekst består af tre dele efter stavelsesskemaet 5-7-5. Haiku er en japansk digtform, der opstod i 1600-tallet, og som i moderne tid er blevet almindeligt udbredt og nærmest ‘demokratiseret ihjel’ som en slags altædende skabelon. I Tusind borgerhaikuer fremskrives komplekse forbindelser mellem forskellige figurer, der i større eller mindre grad afspejler nutidens politisk-kulturelle virkelighedsbillede, på en sådan måde, at hver tekst i sig selv virker som en ultrakoncentreret tankebevægelse, der ud fra sine begrænsede præmisser synes at drage en åben, men alligevel specifik konklusion. Hver haiku indledes med et nummer samt et borgernavn anført med versaler, hvilket skaber følelsen af, at den efterfølgende haiku er ‘funktionelt personaliseret’, som om en algoritme havde ‘oprettet’ haikuen i en given borgers navn og dermed skabt en form for indholdsmatch. Et eksempel: “0263. Borger MØLMAND / Kromosomtrompet // Sæt sfinksen i / stinkskabet // Spænd kyskhedsbæltet”. Men hvis læseren lader blikket glide hen over bogens sider, viser det sig, at borgernavnene alle er frembragt via en ‘borgergenerator’, der arbitrært kombinerer hhv. et forled og et bagled af ‘typisk dansk’ herkomst: ABILDGREN, DAMSBALLE, ABILDBALLE osv. Der findes ingen sen-navne eller navne, der afslører ‘anden etnisk herkomst’. Åbenbart er der gennem et filter skabt et navnenes ekkokammer, en slags incestuøs boble, der synes at indramme haikuernes udsagn.

Jørgen Michaelsens Cockroach er en sangbog på engelsk. En sang det ville tage mere end fire timer at afsynge. Melodien som er komponeret af kunstneren, er meget enkel og bringes indledningsvis som notation med becifring, sådan at der lægges op til musikalsk inklusion: fællessang. Cockroach er genereret ud fra stramme principper: Hver strofe består af fire linjer, hvis enderim udgør strukturen ABAB, sådan at linjerne har hhv. 6 og 5 stavelser. Endvidere påbegyndes hver linje med ordet “Cockroach”, der på den måde bliver en ‘overtydelig’, obskøn omdrejningsfigur. Et eksempel: “Cockroach needs reactor / Cockroach needs repair / Cockroach flaky factor / Cockroach nudist stare”. Cockroach udgør en syntetisk-strukturel ‘boreprøve’, hvor samtidens forestillingsunivers og vokabular udsættes for syntetisk sondering. Udgivet i forbindelse med udstillingen Cyber versus Buddha, Holstebro Kunstmuseum, 2023-24.

I Hvad stiller vi op med middelklasserne?, som er bådeessay, poetik, selvbiografi og programskrift i ét, er det de selvfornægtendemiddelklasser hun forsøger at få hold på. Det er særligt middelklassernesparadokser, f.eks. arbejderen der gik ind på kontoret, blev sit job, ogbegyndte at sige ”os” når han egentlig talte om sig selv. Essayet baserer siglige dele på research og dokumentation, bakket op af citater fra en rækkeforfattere (Nietzsche, Debord, Ballard, såvel som Lojkine, Huelin og Brustier).Resultatet er en finurlig definition af middelklasserne, selvkritisk,engageret, syrligt lysende og poserende (i øvrigt et klassisk karakteristika;middelklasserne poserer). Nathalie Quintane er i bogen en etnolog over det absurde og gør sociologi tilen kampsport, og selvom ”dramaets” udgangspunkt; data, citater og interiør, erfranske, så resonerer teksten særlig godt med den skandinaviske velfærdsmodel,hvor ”samfundskontrakten” i dag er ved at smuldre, i den paradoksalekvantificering af omkostninger og udbytte af alt, selv det allerhelligste ”detgode liv”. Middelklasserne sidder, ifølge Quintane, ubehjælpeligt fast iflaskehalsen, mens den rigeste 1% fortsætter sin absurde akkumulation, mensmiddelklassernes identitet og samfundsorganisationen som helhed udhules ogfamler. ”Den Europæiske drøm” er gået fra tro til overtro, hvor vi fortsatprædiker for vores børn, at hvis de gør det godt i skolen, vil de få "etgodt liv" eller bare ”et job”, til trods for at virkeligheden viser detmodsatte. Det er særligt middelklassernes afstand mellem hvad de siger og hvadde gør, Quintane undersøger, middelklassernes benægtelser og vrede, der endermed at ”straffe virkeligheden”, blandt andet ved at inkriminere demokratiet,som gøres ansvarlig for vores strukturelle mangel på opstigning og nydelse.@font-face {font-family:"Cambria Math"; panose-1:2 4 5 3 5 4 6 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:roman; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536870145 1107305727 0 0 415 0;}@font-face {font-family:Calibri; panose-1:2 15 5 2 2 2 4 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:swiss; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536859905 -1073732485 9 0 511 0;}p.MsoNormal, li.MsoNormal, div.MsoNormal {mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-parent:""; margin:0cm; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}.MsoChpDefault {mso-style-type:export-only; mso-default-props:yes; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}div.WordSection1 {page:WordSection1;}

Den tidslige åndenød er disse års obskure onde. … Ethvert øjeblik er blevet ubeboeligt.— Donatella Di Cesare: Suveræn virus? Den kapitalistiske åndenød

Gennem 2022 besøgte jeg Jessie Kleemann i hendes lejlighed på Amager og lavede i alt fire lange interviews. Denne bog bygger på disse interviews og er et forsøg på at fange Jessie Kleemanns egne ord og tanker om sin praksis, som baserer sig på maleri, grafik, performance og litteratur. Bogen forsøger også at fange en stem­me fra det grønlandske kulturliv i perioden fra Hjemme­styrets indførsel i 1979 op til selvstændig­heds­debatten i dag. Det er ikke en detaljeret historisk redegørelse eller kronologisk fortælling, men forskellige indblik i perioden italesat af og igennem Jessie Kleemanns praksis.

Derudover glædede jeg mig over i menneskemyldret at få øjenkontakt med en hund. Med en anerkendende gestus bekræftede vi hinanden i, at den anden så altså også befandt sig dér, midt i alt dette, inden den igen modvilligt blev trukket af sted. Ejeren indførte en rytme, som han pålagde sin hund, når han trak af sted med den. Det er det første, magten pålægger: en rytme. En livsrytme, en rytme for tiden, en rytme for måltider, en rytme for tanken, en rytme for talen, en rytme for alt. Hunden kunne ikke få lov at gå i sit eget tempo, den blev trukket af sted i en påtvungen hastighed og rytme. Nu går vi, her stopper vi og så videre. Et krav om egen rytme er altid i opposition til magten.

Det private jeg ... smelter umærkeligt ind i den store ytring, poesiens storhed, som, fordi den forbliver forankret i hverdagslige detaljer, aldrig lyder ‘storslået’, men er lige så stille overbevisende som daglig tale.— John Ashbery For første gang foreligger et samlet værk på dansk af den amerikanske digter Elizabeth Bishop (1911-1979). Digtsamlingen Geography III (1976) er et af forfatterskabets centrale værker, hvor Bishop viser sin særlige evne til at udvide verden indad, til at skalere, zoome fra store landskaber og ind i de mindste detaljer.Gang på gang, fra sætning til sætning, overrasker digteren og udvider tekstens rum ved ubesværet at lede læseren igennem billeder og tableauer, som sjældent er lineære, men forførende idiosynkratiske. Man ender steder, man aldrig havde forestillet sig. Gennem atlasser, vinduer, postkort, malerier, indre og ydre geografi og små erindringsstykker arbejder hun ihærdigt på at inddæmme verden i en orden, en orden hun samtidig fremstiller som utopisk. Bogens indledende tekst “First Lessons in Geography” er et eksempel på denne kamp, en lektion i ordenens utilstrækkelighed, illustreret ved en tekst fra en gammel skolebog.Et centralt emne hos Elizabeth Bishop er vores hovmod, vores evige forsøg på kategorisering af naturen og virkeligheden. Hendes digte er stille, desperate advarsler mod trangen til at forstå alt. Autoritet skaber geografi, poesi kan måske gøre det anderledes.

Det politiske er et af samtidskunstens privilegerede “materialer”. Kunstnere producerer ikke blot repræsentationer af politiske konflikter, de bruger kunstrummets relative autonomi til at facilitere diskussioner, der ofte ikke finder sted i en bredere offentlighed. Det er historien om samtidskunstens funktion som en art substitutoffentlighed i fraværet af en kritisk, international modoffentlighed. Denne funktion fungerer imidlertid også som legitimation for institutionen, der bryster sig af og forstår sig som systemkritisk: Kritik er i dag på den måde sine qua non for samtidskunstinstitutionen. Men, må vi tilføje, kritik i en nedskaleret forstand, som institutionelle reformer og reformistiske interventioner. Det er institutionskritikkens hegemoni. Det kan synes ulogisk at bruge tid på kunst­ner­iske udsagn i en situation, hvor kapitalens vold tager til, flere og flere går på gaden, og hvor den mest sofistikerede politiske samtidskunst har travlt med at organisere modeshows for Dior. Men den moderne kunst har fra starten været et af de steder, hvor det har været muligt – ikke at det var nemt eller ligetil – at artikulere en kritik af den kapitalistiske modernitet og forestille sig verden på en anden måde.Dialog med de døde skitserer et historisk forløb, hvor kunsten har fungeret systemkritisk, fra mellemkrigstidens surrealisme over situationisterne, Black Mask, Art Workers’ Coalition og Artist Placement Group i 1960’erne til den politiserede samtidskunst og aktivistiske statuevæltninger.

Vi hopper på åkander er Nynne Roberta Pedersen Pedersens debutdigtsamling. Bogen kan også læses og anvendes som sangbog. Digtene, der genremæssigt har karakter af sang, protest, klage, er i første omgang skrevet i forbindelse med aktivistiske projekter, og til brug for kollektiverne gp&pls, aktivistkoret og bananskolen. Kollektiver der, som teksterne i bogen, arbejder både aggressivt og omsorgsfuldt med at vække de sovende, omfordele, og at støtte de isolerede og udstødte. I Vi hopper på åkander er energien den samme, men jeget mindre sikkert. Det reflekterer både tynget og skeptisk over sin egen formåen, og over hvad man stiller op overfor grænsevagter, pigtråd, politi og politik.

KUNST DER IKKE BESKÆFTIGER SIG MED KLIMAKRISEN ER IKKE VÆRD AT BESKÆFTIGE SIG MEDDette er bogen, som udløste det skred i den offentlige samtale, der førte til, at Danmark i 2011 fik et nyt regeringsgrundlag, og som massemedierne har givet betegnelsen ”Skinnebach-effekten” (en betegnelse for det forhold, at man gennem de mindste, virkningsorienterede handlinger, ændrer på eller løser de størst tænkelige problematikker). Bogen er en vækstkritik og et naturreligiøst dokument, et drab på fiktionen, og fortællingen om en drengs initiering til tegnenes underverden. Bogen er en strukturel vej til indsigt og et opgør med 200 års autonomi-ideale i den vestlige kunstforståelse. Et ikke-sted i en førkatastrofal tidsalder.

Forestillingerom en udstilling med Sonja Ferlov Mancoba er en guidet tur gennem en spekulativudstilling med den dansk-franske billedkunstner Sonja Ferlov Mancoba(1911-1984). Den forestillede udstilling finder sted på et mellemstort, dansk, kunstmuseumspecialiseret i kunst fra det 20. og 21. århundrede. Udgivelsentager Sonja Ferlov Mancobas udtryk ”ingen skaber alene” bogstavelig og går idybden med udvalgte emner i hendes kunstnerskab. Det er derfor på ingen mådertale om en typisk monografisk fremskrevet udstilling, men derimod en udstillingsom med Sonja Ferlov Mancoba i centrum inddrager aspekter, der breder sig udtil sociale, politiske, religiøse, antropologiske og psykologiske forhold ipræsentationen. Udstillingen ønsker at gøre op med ideen om, at et kunstnerskabkan eller skal skilles skarpt fra kunstnerens liv og dennes samtid. Samtidenstænkning spiller ind, når man i dag på historisk afstand prøver at forstå etkunstnerskabs tilblivelse. Et afgørende aspekt for denne udstilling har væretat inddrage de mange forskellige informationskilder Ferlov Mancoba lader sigpåvirke af. Her er relationen mellem Ferlov Mancoba og hendes livslange partnerErnest Mancoba (1904-2002) betydningsfuld for at forstå hendes praksis.Udstillingen ser derudover hendes kunst i et lys af globalt udsyn ogtransnational udveksling over tid. Her er der fokus på de afkolonialespørgsmål, som Ferlov Mancoba blev stillet overfor og som vi i dag forsøger atbearbejde. Teksten behandler hvordan de kan inddrages på udstillingen oghvordan det er nødvendigt at arbejde med dem i dag. Tekstener skrevet i en essayistisk form og handler om kuratering og hvad detindbefatter af research, rammesætning af kunst og de diskussioner (med én selvog andre), spørgsmål og udfordringer som dukker op i arbejdet medkunstudstillinger. Udgivelsen er et nyt bidrag til hvad kuratering er og kansom fagligdisciplin. Essayet indgik som en del af kurator Johanne Løgstrupspraksis-baseret ph.d.-afhandling på Institut for Æstetik og Kultur på AarhusUniversitet som blev antaget efter forsvar i marts 2021.@font-face {font-family:"Cambria Math"; panose-1:2 4 5 3 5 4 6 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:roman; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536870145 1107305727 0 0 415 0;}@font-face {font-family:Calibri; panose-1:2 15 5 2 2 2 4 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:swiss; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536859905 -1073732485 9 0 511 0;}p.MsoNormal, li.MsoNormal, div.MsoNormal {mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-parent:""; margin:0cm; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}.MsoChpDefault {mso-style-type:export-only; mso-default-props:yes; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}div.WordSection1 {page:WordSection1;}

How does the performativity of algorithms relate to that of bodies? And how may performative artistic practices contribute to a rethinking of the interrelations between bodies and the discourses, histories, technologies, practices, and networks they are actualized within and entangled with?1 Through the notion of “algorithm,” which titles this publication, we wish to explore further the complex interconnections of algorithmic information processing, technical infrastructures, the performativity of bodies and bacteria as well as cultural scripts, or codes. At the center of the book are the contributions by artists Lauren Lee McCarthy, Jenna Sutela, Anna Lundh, Tabita Rezaire, and Linda Hilfling Ritasdatter exploring performativity and algorithmic culture from different perspectives. Via the artists’ works we move in and out of these different perspectives in five chapters, from smart

Maurice Blanchot : Dagens vanvid & Mit dødsøjeblik – oversættelse og efterskrift Mikkel Thykier Normalpris Udsolgt Inklusive moms. Levering bliver beregnet ved kassen MAURICE BLANCHOT, 1907-2003I Danmark er Blanchot meget lidt læst og først og fremmest kendt som en kritiker, der udøvede en skjult, men stærk påvirkning på folk som Roland Barthes, Gilles Deleuze, Jacques Derrida og Michel Foucault, mens hans samlede forfatterskab, dvs. hans virke både som litteraturkritiker og skønlitterær forfatter i disse år diskuteres flittigt i resten af verden. Ikke bare Blanchots kritiske arbejde har været af afgørende betydning. Hans fiktion, som er samtidig med og tåler sammenligning med Samuel Becketts, har også været af afgørende betydning for den franske skønlitteratur i anden halvdel af det 20. århundrede, Marguerite Duras’ forfatterskab er fx utænkeligt uden Blanchot. Dagens vanvid er en kort og fortættet tekst fra de mest kreative år i Blanchots karriere, den gennemspiller hektisk et af de vigtigste temaer i forfatterskabet: Individet stillet over for døden, loven og kravet om sand tale. Mit dødsøjeblik er en sen tekst, tilsyneladende en erindringsskitse, som vender tilbage til en kort scene fra Dagens vanvid, uddyber den og sætter hele forfatterskabet i perspektiv. Udgivelsen er suppleret med et solidt essay (efterord) af oversætteren og forfatteren Mikkel Thykier, der sætter Blanchots diskussion af døden i forhold til H.C. Andersens forfatterskab, samt afklarer forholdet til Barthes, Deleuze, Derrida og Foucault.

Det selvmodsigende eller paradoksale er at virkelige ting i en dokumentar har en tendens til at miste deres virkelighed ved at blive filmet og præsenteret på den “dokumentariske” måde, og det er der ikke noget poetisk i. I poesi sker der noget andet. Det er svært at sige præcist hvad det er. Lad os kalde det nærvær, sjæl eller ånd, en empati for det der dvæles ved, at føle med det – til det punkt hvor man identificerer sig med det.

Demokratiet er en politisk fiktion. Som stormen på Kongressen i USA understregede, befinder det moderne demokrati—uløseligt knyttet til staten, nationen, folket og markedet—sig i en dyb krise. I et slags væbnet karneval sætter en broget flok US-amerikanske patrioter sig for at redde demokratiet fra sig selv. Men hvad er det for et demokrati, der skal reddes? Og hvorfor? For Marx og den revolutionære bevægelse var det borgerlige demokrati først og fremmest en strategisk kampplads, ikke et politisk mål i sig selv. Trods vigtige sejre viste demokratiet sig hurtigt som en slags politisk fælde, som hver gang kanaliserede den ‘socialistiske’ massevækkelse ind i forbrug for de heldige og for evigt udsatte verdensrevolutionen. I stedet fik vi det liberale markedsdemokrati, hvor venstre- og højrepopulister rituelt slås om definitionsretten på det virkelige demokrati.Andet bind i forlaget Antipyrines serie om “repræsentationskritik” rummer tre nøgletekster om demokrati af hhv. Karl Marx, Claude Lefort og Mario Tronti. Bogen er redigeret og forsynet med forord af Mikkel Bolt og Dominique Routhier.

Denne bog er dedikeret til de ældgamle guder, til afskyelighedernes herre, Humwawa, hvis ansigt er en klump indvolde, hvis ånde er stanken af lort og dødens parfume, forrådnelsens herre, den mørke engel over alt, der udskides og forsures, fremtidens herre som rider på en hviskende søndenvind, til Pazuzu, pestens og feberens herre, de fire vindes mørke engel med rådnende genitalier, fra hvilke han hyler gennem skarpslebne tænder over smittede byer, til Kutulu, den sovende slange som ikke kan påkaldes, til Akhkharuerne som suger menneskets blod i ønsket om at blive mennesker, til Lalussu som hjemsøger menneskets steder, til Gelal og Lilit som invaderer menneskets senge, og hvis børn fødes på hemmelige steder, til Addu, stormbringeren som kan oplyse nattehimlen, til Malah, herre over mod og tapperhed, til Zahgurim, hvis tal er 23 og som dræber på en unaturlig måde, til Zahrim, en kriger blandt krigere, til Itzamna, morgendisen og regnskyllenes ånd, til Ix Chel, spindelvævet-der-fanger-morgenduggen, til jomfruilden Zuhuy Kak, til Ah Dziz, kuldens mester, til Kak U Pacat, som arbejder i ild, til Ix Tab, gudinden af reb og snarer, beskytter af de som hænger sig selv, til Schmuun, den stille, tvillingebror til Ix Tab, til Xolotl, den uformede, genfødslens herre, til Aguchi, ejakulationernes mester, til Osiris og Amen i fallisk form, til Hex Chun Chan, den farlige, til Apook, ødelæggeren, til Den Store Gamle og Stjernebæstet, til Pan, panikkens gud, til opløsningens og tomhedens navnløse guder, til Hassan I Sabbah, snigmordernes mester.Til alle de forfattere og kunstnere og udøvere af magi gennem hvilke disse ånder har manifesteret sig… INTET ER SANDT. ALT ER TILLADT.

Digtsamlingen Denne forbindelse mellem alle med lunger skrives iafmagt over de amerikanske invasioner i Afghanistan (2001) og Irak (2003), mensdigteren Juliana Spahr selv befinder sig isoleret midt ude på Stillehavet iHawaii. Bogen kontrasterer og sammenfletter det intimt private med det globaleperspektiv, hvor død og ødelæggelse siver ind i soveværelset på lige fod medden kærlighed og det håb, som eksisterer i den luft vi alle indånder. Igennemhele bogen er den sproglige betydningsdannelse og syntaks i konstant bevægelse,når overskrifter fra sladderblade fletter sig sammen med dagbogsnotater,Sapho-fragmenter og botaniske opslagsværker i en kontinuerligt fremadskridendebevægelse, der til tider giver mindelser om den dansk digter Inger Christensen(1935-2009). Samtidig fremstiller Spahr alle de virkeligheder, dersameksisterer, og de mikro- og makrokonflikter der konstant gennemløber denprivate såvel som den sociale dimension, mens hun nægter at forfalde til apatiog kynisme.@font-face {font-family:"Cambria Math"; panose-1:2 4 5 3 5 4 6 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:roman; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536870145 1107305727 0 0 415 0;}@font-face {font-family:Calibri; panose-1:2 15 5 2 2 2 4 3 2 4; mso-font-charset:0; mso-generic-font-family:swiss; mso-font-pitch:variable; mso-font-signature:-536859905 -1073732485 9 0 511 0;}p.MsoNormal, li.MsoNormal, div.MsoNormal {mso-style-unhide:no; mso-style-qformat:yes; mso-style-parent:""; margin:0cm; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}p {mso-style-priority:99; mso-margin-top-alt:auto; margin-right:0cm; mso-margin-bottom-alt:auto; margin-left:0cm; mso-pagination:widow-orphan; font-size:12.0pt; font-family:"Times New Roman",serif; mso-fareast-font-family:"Times New Roman";}.MsoChpDefault {mso-style-type:export-only; mso-default-props:yes; font-family:"Calibri",sans-serif; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-fareast-font-family:Calibri; mso-fareast-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:"Times New Roman"; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;}div.WordSection1 {page:WordSection1;}

Adepternes Brevkasse er en samling skrifter beregnet for novicerne i et hemmeligt selskab af alkymister. Broderskabet beskæftiger sig med bibeleksegese. Med deres videnskab som filter beskrives de sammentræf mellem kemi, psykologi og religion, som udgør strukturen i deres lære.

Jørgen Dissing Nørgaards bog Avle og flokken præsenterer en verden i opløsning, forvandling eller flammer. Forudsætningerne for liv er forandret, vejrtrækning er kompliceret, man går i hi og lever i det hele taget i et ekstremt afhængighedsforhold til naturen, her vokser nødbørn i små huller i jorden. En overmagt, en behåret, ældre kultur, styrer resterne af et samfund med vold, men pigen Avle leder en flok børn til oprør. Et usynligt oprør, der kontinuerligt stiger og falder i intensitet, bryder frem af og trækker sig tilbage til krattet igen, i et forsøg på at opløse magten uden at sætte noget andet i stedet. Prosadigtene er fortællende, og i struktur og referencer er der ofte noget genkendeligt, som dog hele tiden opløses i abstrakte billeder, der får tid og rum til at kollapse.