Gør som tusindvis af andre bogelskere
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.Du kan altid afmelde dig igen.
Overalt skal jeg være i centrum er en digtsamling, en telefontjen-este og en udgivelse af fire plakater som handler om hvordan det skal gå i fremtiden med fattigdommen, arbejdspladserne, dyrene, velfærden og rummet.Jonas Gren (f. 1981) er en svensk forfatter og journalist. Han har ud over Overalt skal jeg være i centrum (2015) også udgivet digtsamlingerne Lantmäteriet (2014), Antropocen (2016) og Dälden, där de blommar (2018). Centralt for hans praksis er miljø- og klimaspørgsmål. Han er en del af kunstgruppen The non existent Center, der holder til i Ställbergs Gruva, et område som tidligere har været domineret af tung industri, og hvor gruppen nu driver et langsigtet kunstnerisk arbejde. Se mere på www.stallbergsgruva.se.
"Jeg sidder der, læner mig ind over mine tomatplanter, og beskærer de nederste blade, sådan at kun toppene bevares, og mens jeg varsomt luger ukrudtet rundt om dem, ser jeg for mig, hvordan jeg arbejder på dennemåde i Tarnac, og at tomaterne, som jeg dyrker i en meget begrænset delaf min have, bliver et symbol, en slags essens eller reference. Jeg vedaf erfaring, at jeg fungerer ganske godt som forsøgsdyr, og reagereromtrent som alle andre i det, numerisk beskedne miljø, jeg tilhører."Tomater er et essay af den franske digter Nathalie Quintane (f.1964), om dyrkning af tomater, om brændenældegødning, om Tarnac-sagen,om poesifestivaler, om fascisme, om antiterrorlove, om fængslinger, omfolket, om Blanqui-brødrene, om optøjer, om muligheden for opstand, ogom at være i mindretal, om solidaritet, om bøger og poesi som modstand.
"en n unik og afgørende figur i 1950’ernes og 1960’ernes litterære miljø.”– William S. Burroughs “[...] Ingen begyndelse, ingen midte, ingen slutning. Det er dette dødvande, et tæn- kende menneske er nødt til at begive sig ud i, og fra hvilket kun den enfoldige kan trække sig tilbage. Måske gør det ingen skade at fortælle nogle få historier, droppe et par efterladenskaber langs vejen, men det kan kun være småbidder til at gøre de intetanende interesseret, mens jeg lokker dem ud på den endeløse tundra, som er alt, der er at udforske. Gud ved, at det er et stort nok tillidstrick at få folk til at lytte til dig, mens du knevrer løs uden også at skulle forsøge at forklare, hvordan Bella fik brændt sin bagdel. Jeg sagde til mig selv: “Nå, men her er der et fint, ufrugtbart vildnis, som du kan have det sjovt med at tumle rundt i, hvor der ikke er nogen vej ind og ingen vej ud og nærmest ikke en sti, øjet kan følge. Hvad mere kan et men- neske ønske sig til at udfylde sine obskøne horisonter?” Problemer med afløbet der- hjemme? Afløbsproblemer? Måske er det en stoppet kloaks skyld. Jeg drak en fla- ske hostesaft (0,1 l. væske, morfinindhold 0,01 gram pr. 30 ml.) og tog lidt speed og følte mig bedre tilpas. [...]”
I dens naturlige ubrugelighed og iboende passivitet, med de uberegnelige tab den skaber i produktionstid, cirkulation og forbrug, vil søvn altid kollidere med 24/7-universets krav. Den kæmpe portion af vores liv, som vi bruger i søvne, befriet fra de simulerede behovs sump, er fortsat en af de store menneskelige fornærmelser mod den nutidige kapitalismes grådighed. Søvn er en kompromisløs afbrydelse af kapitalismens tyveri af vores tid.
Hvor finder man en litteratur, der tør mene noget, hvor andre tier? En litteratur, der terroriserer? Har den ikke hele tiden været dér? Antipyrine genudgiver nu Mikkel Thykiers tre daglig tale-bøger fra 2002, 2009 og 2010 samlet i ét bind. I maniske monologer og dybfrosne dialoger, rablende enetale og omsiggribende tavshed bevæger de sig ad snoede stier, trange gyder og hemmelige bagveje ind i unge, kaotiske liv, hvor intet hverken menneskeligt eller umenneskeligt er fremmed: pædofili, forarmet journalistik, revolutionær politik, væbnet kamp nationalt og internationalt, demonstrationer og opløb med forfatteren plantet midt i begivenhederne, asyludvisninger, Ungdomshuset, maskeringsforbud, tørklæder, psykisk sygdom, uventet død, partnervold, perifer eksistens, seksuel udsathed, ensomhed, længsel efter fællesskab, hudløshed, himmelstræbende poesi, musik, kunst, coke og cigaretter, cigaretter, cigaretter, cigaretter samt skrøbelige drømme om et alternativ til alt dette er kogt ind til en mørkt glødende mikstur, der brænder på tungen. Ved udgivelsen blev første bind favorabelt sammenlignet med bl.a. Thukydid, Louis-Ferdinand Céline, Maurice Blanchot og Hitler i Politiken og udnævnt til månedens bog i Weekendavisen. Tredje bind blev præmieret af Statens Kunstfond.
Narcis, en slægt med halvtreds arter, udbredt i Nordafrika, Mellemøsten og Sydeuropa, er flerårige vækster og tekster, der spirer fra en ægformet knold. De tykke, linje- eller tungeformede ark sidder enkeltvis eller er arrangeret i grundstillede rosetter. De seks tekster, som udgør bogens farvede bægerblade, danner et rør, som udmunder i en flosset krave. Under den findes frugterne: frøfyldte kapsler, hvorfra der drysser spørgsmål udover litteraturkritikkens golde landskab. Hele bogen er stærkt giftig, og saften er hudirriterende. Den er delt i to. Første del består af radiodramatik og essays om Marcus Aurelius og Louis-Ferdinand Céline. Det overordnede tema er Europas tilstand i fortiden, i dag og i fremtiden. Anden del er et hidsigt angreb på en litteraturkritik, der har opgivet at formulere sit eget forhold og sine egne spørgsmål til en verden, hvis niveauer af usikkerhed konstant øges. Modspillet til en kritik og kulturjournalistik, der stædigt insisterer på at underminere sig selv ved at dække sig bag sine traditioner og historiske rolle, kommer fra det 21. århundredes spirende hybridlitteratur, der på egen hånd griber ud i verden og udvikler nye alliancer med en underskov af kunstarter og institutioner for kritisk, aggressivt, undersøgende og undrende at adressere de nye niveauer af usikkerhed i kunsten, litteraturen og samfundet og for på ny at spørge til betingelserne for politikkens fællesskaber, samlingen om at tale til og for andre, ikke ved at samle folk, men ved at skabe usikkerhed omkring, hvorvidt det overhovedet kan lade sig gøre længere. Bogens kortlægning af en impotent kritik og et landskab af politiske, litterære, kunstneriske og kritiske forkastelser munder ud i hundrede spørgsmål til en litteraturkritik for det 21. århundrede.Om tidligere bind i Thykiers essayserie skrev pressen – dengang der var en presse, der skrev om den slags – at serien placerer Thykier “på en platform helt for sig selv, i en essayform skabt af ham selv, som (…) uvægerlig må aftvinge respekt” (Erik Skyum-Nielsen), og at det er nærmest groft uetiske tekster “hinsides enhver forestilling om, hvordan kritik kan se ud, (…) jeg tror aldrig, jeg har læst noget lignende” (Tue Andersen Nexø). Serien blev indledt med Entré (2009), som består af tre forord til eller grundrids af serien, og fortsatte med Sub rosa (2013), om skriftlige og intime fællesskaber uden for litteraturens reservat, Fanculo crepa (2015), om behovet for et akategorisk forhold til seksualitet og sensibilitet i liv, litteratur, kunst og filosofi, og senest Dias (2016), om litteratur og kunst, der udøver slitage på litteraturens og kunstens institutioner.
Coda er det afsluttende bind i Thykiers essayserie. Et nyt liv kan begynde. Coda viser, at seriens slutstation hverken er det intense liv, det poetiske liv, det filosofiske liv, det religiøse liv, det politiske liv eller det moralske liv, men et liv der med alle dets vildveje og blindgyder leves lige så naturligt og selvfølgeligt som en drøm for i denne amorfe tilstand at finde en intimitet, der hverken er udtryk for inderligt at blive berørt af guds ånd, af poesiens, filosofiens eller politikkens ånd eller den moralske sjæls væsen eller andre eksempler på dybe indsigter og lidenskabelige overbevisninger, men tværtimod er en vedvarende udsættelse og undvigelse af disse vrængbilleder, kræfter og institutioner og deres kuende former og dominerende indgreb i livet. Bogen består af længere essays, dagbogsnotater og mindre udkast og skitser, som foretager et tværsnit gennem det 20. århundredes kunst og litteratur. Udgangspunktet er en tilstand af personlig udmattelse, som sættes op mod erfaringer fra det 20. århundredes litteratur, hvor en ganske lille ændring af skriftsproget fremtvinger erfaringer, der minder om religiøse, mystiske traditioner. I et essay om maleren Francis Bacon anvendes drømmen som et eksempel på en lignende kraft, der overmander én, så drømmeren aldrig kan sige jeg tænker, kun opleve, at der tænkes eller drømmes gennem mig. I et essay om Andy Warhols tegninger og deres reduktion af menneskefiguren til en følsom streg følges en tilsvarende reduktion gennem det 20. århundredes nihilismediskussioner og minimalismen i 1950’erne og 1960’ernes amerikanske billedkunst. Dertil kommer en række mindre teksters gennemspilning af beslægtede temaer: Simone Weils selvskabende og selvskadende adfærd, T.S. Eliots feber, Iris Murdochs generthed, fotografiets og fotografens synlighed, selvbillede og selvblindhed. Samlet set står bogens tekster for en dramatisk omvending af den litterære og kunstneriske arv fra det 20. århundrede og en nyorientering mod erfaringer, der stadig venter på deres sprog. Om tidligere bind i Thykiers essayserie skrev pressen – dengang der var en presse, der skrev om den slags – at serien placerer Thykier “på en platform helt for sig selv, i en essayform skabt af ham selv, som (…) uvægerlig må aftvinge respekt” (Erik Skyum-Nielsen), og at det er nærmest groft uetiske tekster “hinsides enhver forestilling om, hvordan kritik kan se ud, (…) jeg tror aldrig, jeg har læst noget lignende” (Tue Andersen Nexø). Serien blev indledt med Entré (2009), som består af tre forord til eller grundrids af serien, og fortsatte med Sub rosa (2013), om skriftlige og intime fællesskaber uden for litteraturens reservat, Fanculo crepa (2015), om behovet for et akategorisk forhold til seksualitet og sensibilitet i liv, litteratur, kunst og filosofi, og senest Dias (2016), om litteratur og kunst, der udøver slitage på litteraturens og kunstens institutioner.
Det kan udtrykkes sådan at denne sammenhæng, betryggende, livmoragtig, kan reduceres til et ønske om en positiv antropologi. Vi har brug for at man fortæller os hvad ‘et menneske’ er, hvad ‘vi’ er, hvad der er os tilladt at ville og være. Når alt kommer til alt er den- ne tidsalder fanatisk omkring mange ting, især hvad angår det så- kaldte menneske hvormed man sublimerer det indlysende faktum: Bloom. I dens dominerende form er antropologien ikke blot positiv i kraft af dens forsonende, noget enfoldige, og elskværdigt fromme opfattelse af menneskets natur, den er først og fremmest positiv fordi den positivt tilskriver ’Mennesket’ kvaliteter, bestemte egen- skaber, substantielle prædikater. Derfor er selv den angelsaksiske pessimistiske antropologi med sin hypostasering af interesser, af be- hov, af struggle for life, endt med at være et beroligende foretagen- de fordi den stadig leverer nogle anvendelige overbevisninger om menneskets væsen. Men vi; vi som ikke stiller os tilfreds med nogen form for kom- fort, som godt nok har flossede nerver, men også til hensigt at gøre dem stadigt mere modstandsdygtige, stadigt mere uforstyrrede; vi har brug for noget helt andet. Vi har brug for en radikalt negativ antropologi, vi har brug for nogle abstrakte begreber, som er til- strækkeligt tomme, tilstrækkeligt gennemsigtige til at afholde os fra at dømme på forhånd, en fysik der garanterer ethvert væsen og enhver situation deres tilbøjelighed til det mirakuløse. Begreber der bryder isen og giver adgang til - giver plads til erfaringen. Så de kan rumme den. Om mennesker, hvilket vil sige: om deres sameksistens, kan vi ikke sige noget som ikke omgående bedøver os. Intet kan forudsiges om denne ubønhørlige frihed, så vi er tvunget til at betegne det med en udefineret term, et blændet ord hvormed man sædvanligvis navngiver det man ikke forstår, fordi man ikke vil forstå, forstå at verden kalder os. Dette ord er borgerkrig. Det er et taktisk valg; det handler om på forhånd at genindtage det ord som vores operatio- ner uundgåeligt vil blive kendt under.
Monsieur Antipyrine åbner en ny genetisk massegrav i det kapitalistisk-postmarxistiske imaginære og nærmeste omegn: en virkelig fesen, sen, blå-i-blå affære. Vi kan slet ikke blive ortolitterært-tænksomme eller akademisk-normative eller kunstnerisk-klæbrige eller dumkritisk-medløberiske eller poetisk-idiotiske nok. Vi kan ikke tilstrækkeligt bekræfte al den vederhæftige kanonicitet, på størrelse med et fordøjelsessystem-forvekslet-med-et-kønsorgan, eller alt det mægtig, mægtig sukkersubtile. Og ganske specielt ikke når det drejer sig om dem, der for eksempel måtte bilde sig noget særligt ind vedrørende nogen som helst fordrejnings strategiske habitus, status eller vomitus lige nu. Se blot alle disse fodnoter hos Monsieur Antipyrine: en interplanetarisk forvokset klump af møllesten, der ikke kan kyles noget sted hen, men kun være på en eller anden fæl forkant hos hele den godmodige bestand af for længst givne individer. Rundtomkring gnider alt mod alt. Alle disse uendelige litteraturlister: amazon.coms demokratiske genitalier, Marx the Profit. Fra skridtets forfængeligheder og helt ned i knæ på de højere læreanstalter. Monsieur Antipyrine kan simpelthen ikke komme af med sig selv, det er ikke nogen misforståelse. Og der bliver ingen metastasering til nye, hidtil usete højder af modifikation, heller ikke denne gang, ikke en globalobskøn skid. Monsieur Antipyrine tager afstand fra al etableret diskurs og tænker mere eller mindre, som en tumpe tegner, og fatter ikke, hvad der menes, når andre påstår i det hele taget at kunne ‘se noget’ i en tegning. Nogle vil sikkert spørge: Tager Monsieur Antipyrine afstand fra eller afstand fra al etableret diskurs? Altså, er det ikke diskursen i sig selv, den er gal med, så må det fandme være det etablerede — etableringen og, øh, snarere diskursen, den skrumper rent faktisk iøjnefaldende for dernæst at eskalere sit verdensomspændende grovæderi, sit mentale tyngdepunkts objektive diktatur. Ja, vi kender det jo alligevel ikke. Det private er sgu da ikke nulpunkt nok. Ærlig talt, det er snarere Monsieur Antipyrine, den er gal med: Antipyrine-i-kapitalismen. Og vi kan godt gentage det, bare med os selv som modsat fortegn. […]Følgende har bidraget til de rørende scener:Claus HandbergSimone WeilEva La CourJørgen MichaelsenAnne-Louise BosmansGayatri Chakravorty SpivakMathias SæderupCæcilie H. PoulsenErik SteinskogRoswitha ScholzRobert KurzJonas Georg ChristensenLaura JacksonAlexander TrocchiHenriette HeiseMorten Holm LarsenElizabeth BishopLaureNaja Vucina PedersenMikkel ThykierMikkel BoltHenrik HaveDen redaktionelle uorden varetages af: Mikkel Bolt Claus Handberg Mathias Kokholm Jørgen Michaelsen Mikkel Thykier
I løbet af sluttresserne forlod det amerikanske kulturikon William S. Burroughs ideen om en traditionel litteratur til fordel for en eksperimenterende og performativ praksis. Han ville nu male ord og skrive billeder med virkeligheden og hverdagslivet som sit materiale. Dette tog sit afsæt i en form for revolutionær tænkning, der på mange måder har vist sig at være visionær. Med denne udgivelse vil vi på den ene side belyse denne flygtige praksis, der altid har stået i skyggen af romanerne, og på den anden bidrage til en samtidig diskussion omkring kulturel produktion, hverdagsliv og mulighederne for forandring.I lighed med det aldrig fuldt publicerede samarbejde med kunstneren Brion Gysin, The Third Mind (1966), er AKADEMI 23 først og fremmest tænkt som en metodebog. Bogen er baseret på uddrag af The Job, som består af sammendrag af en række interviews med Burroughs foretaget af franskmanden Daniel Odier. Undervejs i processen redigerede Burroughs interviewet og indsatte forskellige tekster de steder, han mente, de ville udvide og udvikle hans svar.Oversætterne Kasper Opstrup og Tobias R. Kirstein har i deres udvalg og oversættelse valgt at lægge vægten på ideerne om kontrol, virus og forandring inden for rammen af et nyt universitet, et akademi, der skal lære os at være både sammen og os selv på en ny måde. Projektet er med til at aktualisere Burroughs' tanker for vores egen umiddelbare fremtid i slutningen af 10erne, hvor vidensøkonomien går hånd i hånd med oplevelsesøkonomien og finansøkonomien, hvor uddannelse er under pres, og hvor der er en stigende interesse i alternative læringsfællesskaber og ændrede adfærdsmønstre.
Monsieur Antipyrine er et tidsskrift, der allerede er ude af sync med fortid, fremtid, nutid, samtid, sommertid og vintertid og befinder sig godt dér, mellem årstiderne og Statstidende. De voldsomme følelser og de intense udsving, den store uret og den pinefulde uretfærdighed, intet er andet end en leg. Følgende har bidraget til de rørende scener: Søren Andreasen, Jørgen Michaelsen, Jacob Wamberg, Mikkel Thykier, X:YU142, Mikkel Bolt, Jan Bäcklund, Kasper Opstrup, Kristine Kemp, Rasmus Graff, Maja Lee Langvad, Claus Handberg Christensen, Claire Fontaine, Carsten Juhl, Sarah Rifky, Franco “Bifo” Berardi, Ida Börjel, Janus Kodal, Lars-Emil Woetmann. Den redaktionelle uorden varetages af: Mikkel Bolt, Claus Handberg Christensen, Mathias Kokholm, Jørgen Michaelsen og Mikkel Thykier. Alle andre er gået hjem.
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.