Bøger udgivet af Arne Herløv Petersen

Helge Rodes digtsamling "Ariel" indeholder blandt andet digte om Holger Drachmann og Edvard Munch, et dramatisk digt om jordskælvet i Messina, et digt om luftånden Ariel, et digt om den druknede, der driver til havs og et digt om Atlantis' undergang. Det er smukke og formstærke, ofte lidt vemodige og tit temmeig voldsomme digte. Helge Rodes digte er for den læser, der søger skønheden og vil fordybe sig i det bevægende indhold.

Eksildigteren Mikkel Fossmo (født 1973) der debuterede i Hvedekorn i 2003 og som nu bor i Venezuela har bl.a. tidligere udgivet den præmierede digtsamling Vækstlaget (Samlerens forlag 2007) samt Muldvarp og pelikan.Nu kommer tekstsamlingen Begyndelser der i både prosa samt poetisk form samler en række parodier på og pasticher over en række af dansk og international litteraturs absolutte klassikere samt mere originale imitationer af forskellige former for genrelitteratur, alle sammen med forfatterens alter ego’er i centrum.Vi møder bl.a. den letgenkendelige Moby Duck samt Mikkel Homo og kommer også med på eventyr i Fossiaden samt med Mikkel Fosbjørn og pindgrisen. Man kan selv prøve at gætte hvor forfatteren henter sin inspiration til de forskellige tekststykker.

"Dansemus" er måske det mest radikalt samfundskritiske og det sorteste af alle Wieds værker. Det er et skuespil, men et læseskuespil - regiebemærkningerne hører lige så meget med som replikkerne. Med ubønhørlig konsekvens fremmales et billede af kongeriget Rugmelien, hvor det "fingerer at være forår" og hvor alle er som dansemus, der danser rundt, styret af deres drifter.

Man tror det ikke, men Oehlenschlägers Raad til unge Ægtemænd (ofte betitlet Raad til en ung Ægtemand) blev, efter længe at have cirkuleret i afskrifter, offentliggjort første gang i Ekstra Bladet mandag d. 4. maj 1970, nærmere bestemt i sexbrevkassen "Spørg Inge & Sten" på side 18 mellem henholdsvis et læserbrev af en ung kvinde der gerne vil vide om det nu også er almindeligt at kæresten altid har rejsning allerede ved afklædningen, og et andet læserbrev der fremhæver tungekysset blandt tidens erotiske udsvævelser. Således al mulig grund til at afvise digtet som et falsum, men flere skriftkloge har sagt god for det.Den 18. maj gav Povl Ingerslev-Jensen, formanden for Oehlenschläger Selskabet, følgende svar i samme avis:"De spørger, om digtet med elskovsråd, som Ekstra Bladet bringer i dag den 4. maj 1970, er af Oehlenschläger? Som formand for Oehlenschläger-Selskabet kan jeg svare, at det er det så ganske afgjort. Man træffer på mere af samme skuffe i digterens papirer på Det kgl. Bibliotek. Om det citerede dig kan siges, at det i årevis er rendt byen rundt i forskellige varianter. En nu afdød litteraturprofessor har fundet det med følgende begyndelse: 'Ifald Du kneppe vil i Mag -'. Desværre er ingen fortsættelse overleveret, uden den allerede kendte, men Ekstra Bladet har gengivet digtet i en af dets bedste versioner, der ikke på noget punkt lider under afskriveres individuelle tilføjelser. Noget originalmanuskript har jeg hverken truffet eller hørt om, men ægtheden lyser ud af ordvalget. [...] Jeg vil tro, det er fra hans tidlige manddomsperiode mellem 1809 og 1820. Hans senere forlibelser gik ikke så yderligt - eller inderligt. [...]"Og selveste F.J. Billeskov Jansen forsvarer digtets ægthed i et brev til udgiverne af 1000 danske digte:"Man bør regne med, at erotik i praksis og i diskussion var mere gængs end vi forestiller os fra tidens erindringer og officielle digtning. [...] Jeg tror altså, at det fritsvævende digt er af Oehl.; versene profesionelle, indholdet præcist som et kapitel hos Vandervelde eller Inge og Sten! Anskuelighedens triumf." (citeret på side 1519 i 1000 danske digte)

H.C. Andersen var en opmærksom og lydhør rejsende. Da han besøgte Tyrkiet, sugede han til sig af alle de fremmedartede indtryk. "I Orienten" er et uddrag af rejsebogen "En Digters Bazar" fra 1842 - afsnittet om mødet med Konstantinopel, Smyrna og Sortehavet.

"Barndom og Ungdom" er de første kapitler af "Mit Livs Eventyr".H.C.Andersen beskriver i "Mit Livs Eventyr" barndomstiden på en ofte idyllisk måde. Spørgsmålet er i dag om dette også er sandt. bl.a. har han i breve skrevet " O, naar jeg tænker paa min fattige Barndom , mine savn og Mangler, de tunge, mørke timer, da syntes jeg ofte det hele var en drøm og senere "Var min barndom mørk, nu kommer Solskin i riig Fylde".Familien levede under trange forhold og havde een eneste stue, der næsten var opfyldt af skomagerværkstedt, sengen og den slagbænk som H.C. Andersen sov i udgjorde barndomshjemmet. Han bedste beskæftigelse var at i gården ved den eneste stikkelsbærbusk der var og se ind i dens blade.Hans Christian var noget af en enspænder og han kom aldrig sammen med de andre drenge eller legede med dem, hverken ved hjemmet eller i skolen. HCA sad ofte hjemme med sit lille teater og legede og drømte. Han blev moppet af de andre drenge i gaden og fik bl.a. øgenavnet "Comedieskriveren".http://www.visithcandersen.dk/ba-barndommen-hca.htm

"Sommer var det; midt paa Dagen; i et Hjørne af Hegnet". Med disse berømte ord starter novellen "Mogens". Dette anslag i en skønlitterær tekst var for samtiden nyt og moderne, og det er i litteraturhistorien blevet en meget kendt og ofte citeret passus.Mogens" regnes traditionelt for det første naturalistiske værk i dansk litteratur. Stilen er naturalistisk, fordi forfatteren har bestræbt sig på at gengive det, hovedpersonen sanser i sin omverden så fotografisk nøjagtigt som muligt. Men sproget er også suggererende, hvilket inviterer læseren til at drømme med i denne naturoplevelse.(Litteratursiden)En dyb pessimisme gennemsyrer novellen "Pesten i Bergamo" (1882). Massehysteri og massesuggestion fører her til religiøse sadomasochistiske orgier af ondskab og blodrus. Ganske anderledes er novellen "Fru Fønss" fra samme år. Her tegnes billedet af en moden fornem kvinde, der bliver sig sin sanselighed bevidst og med humaniteten og selvbeherskelsen i behold vinder en sen livslykke.I de sidste år af sit liv eksperimenterede Jacobsen med nye kunstneriske udtryksformer. Fortællingen "Der burde have været Roser" fra 1882 er en fantasileg på flere planer, af stor sproglig skønhed, vibrerende mellem ironi, længsel og melankoli, i slægt med træk i europæisk symbolisme.(Store Danske Encyklopædi)

I 1873 kunne Jacobsen læse de første kapitler højt for Brandes af den roman, der senere skulle stå som naturalismens hovedværk. Jacobsen havde fundet sit stof og var i gang med en historisk roman om adelsfruen Marie Grubbe - et litterært stof, som tidligere Holberg, Blicher og H.C. Andersen havde iscenesat med deres tids litterære filosofi: rationalisme og romantik. Den historiske genre tvang Jacobsen til omfattende studier i 1874-75, og samtidig gjorde sygdom ham periodisk uproduktiv. Først i slutningen af 1876 lå romanen klar til udgivelse.I Fru Marie Grubbe udforsker Jacobsen en kvindes driftsliv og viser, hvordan driften bliver skæbne. I den henseende er romanen rendyrket naturalisme: dens beskrivelse af Marie Grubbes reaktionsmønstre er et studium i arv og miljø. Romanen skildrer adelskvindens opstigning og fald, og J.P. Jacobsen formår at formidle hendes erotiske fantasier og vise, hvordan parringsvalget er styrende for hendes liv, analogt med Darwins beskrivelse af dyrene. I den klassiske åbningsscene gengiver J.P. Jacobsen den 14-årige Maries erotiske fantasier og lader dem munde ud i en scene, der foregriber hendes masochistiske lyst:“ Hurtigt strøg hun sine Ærmer op og lagde de nøgne Arme ned i Rosernes milde fugtige Kjølighed. Hun vred dem rundt i Roserne, der med løse Blade flagrede mod Jorden, saa sprang hun op og fejede med ét Strøg alt det bort, der var paa Bordet, og gik ud i Haven, rettende paa sine Ærmer. ”Marie bliver gift med kongens søn Ulrik Frederik Gyldenløve, som er statholder over Norge, men han er hende utro, og en dag forsøger hun at slå ham ihjel. Selv forstår hun ikke sin handling, det sker bare: “ Dengang hun legede med Kniven, havde hun pludselig lagt mærke til, at Ulrik Frederiks Kniplingskjorte stod aaben og blottede hans Bryst, og i samme Øjeblik var den meningsløse Drift opstaaet i hende, at hugge det kolde blinkende Blad ind i det hvide Bryst og hun gjorde det. ”Romanen viser en kvinde, der impulsivt handler, determineret af kræfter, hun ikke behersker. Hendes liv bliver styret af lyst og lidelse, hun går fra mand til mand, fra Ulrik Frederik til Sti Høg og videre til Palle Dyre, før hun møder en rigtig mand, Søren Ladefoged, der kan dominere og tilfredsstille hende.Pointen er, at Marie Grubbe gennem faldet realiserer sit driftsliv - og derfor ikke skal ynkes. Således kan hun over for rationalisten Holberg i romanens slutning hævde, at hun intet fortryder: “ Ethvert Menneske lever sit eget Liv og dør sin egen Død ”, lyder hendes afsluttende credo. Fru Marie Grubbe er et højdepunkt i dansk litteratur, stilistisk vellykket og eksemplarisk udført naturalisme. I menneskesyn og sprogstil er dette værk nyskabende og forløber for en række naturalistiske udviklingsromaner.(Forfatterweb)

Nils Holgerssons underbara resa genom Sverige är en roman av Selma Lagerlöf, utgiven i två delar 1906-1907. Romanen var ursprungligen skriven som läsebok i svensk geografi och ingick i serien Läseböcker för Sveriges barndomsskolor. Den handlar om Nils Holgersson, en pojke som blir förvandlad till en pyssling och som på ryggen av en gås får resa genom hela Sverige. Trots att den var tänkt som läsebok i inrikesgeografi har boken översatts till många språk. Boken var även den svenska barnbok som, ända tills Astrid Lindgrens stora succé Pippi Långstrump översatts till flest språk, över 60 stycken.Nils på gåskarlens rygg är en välkänd bild, som ger de flesta associationer till denna bok. Resan började enligt historien 20 mars år 1898 och Nils kom hem till Västra Vemmenhög den 8 november samma år. Gåskarlen heter Mårten och är en vit tamgås som bestämmer sig för att slå följe med de gråa vildgässen, en biologisk märklighet som noterats vid olika tillfällen. Ledargåsen heter Akka, med namn av det lappländska bergsmassivet.

Johannes Rosmer, eier av Rosmersholm, er den siste av en gammel og innflytelsesrik slekt av geistlige, militære og embetsmenn. Han var tidligere sogneprest, men har trukket seg fra embetet. Før stykket tar til har hans kone Beate druknet seg i Møllefossen. Man mener hun var blitt sinnsforvirret av sorg fordi hun ikke kunne få barn og føre Rosmerslekten videre.I ungdommen var Rosmer svært påvirket av sin huslærer Ulrik Brendel, en fritenker og idealist. En ung kvinne, Rebekka West, har gjennom Beates bror Kroll skaffet seg innpass på Rosmersholm. Hun ser mulighetene i Rosmer og tror hun kan hjelpe ham med å virkeliggjøre hans tanke om å skape en verden av "glade adelsmennesker". Rosmer blir uten å innrømme det for seg selv forelsket i Rebekka. Samtalene med henne får stor innflytelse på hans livssyn, og en stund mener han å være klar for å begi seg ut i verden og aktivt engasjere seg i det politiske liv på venstre fløy. Det kommer til åpen konflikt mellom ham og den konservative rektor Kroll, som setter alle krefter inn på å redde ham tilbake fra de "frafalne".I løpet av stykket oppdager Rosmer at Rebekka har manipulert og lurt Beate til å tro at hun selv var gravid med Rosmer. Han forstår nå at det var dette som var årsaken til at Beate tok livet av seg, og han fylles av tvil og selvanklager.Rebekka på sin side oppdager i en konfrontasjon med Kroll at doktor West, som hun trodde kun var hennes pleiefar, var hennes virkelige far. Etter dette tilstår hun at det var hun som indirekte sto bak Beates selvmord fordi hun selv ville ta fruens plass på Rosmersholm. Men når Rosmer ber henne om å gifte seg med ham, sier hun nei. De to kaster seg i fossen fra det samme stedet som Beate gjorde det.(Nasjonalbiblioteket)

Rudolf Nilsen, født i Oslo 1901, død 1929, norsk forfatter; g. m. Ella Hval. Han utgav diktsamlingene På stengrunn (1925) og På gjensyn (1926). Etter hans død utkom diktsamlingen Hverdagen. Nilsens lyrikk ble skapt under inntrykk av klassekampen i 1920-årene og har en sterkt klassebevisst tendens. En rekke av hans dikt er kampsanger, eller gir uttrykk for besk politisk satire. Side om side med hans politiske dikt står kjærlighetserklæringer til byen og bylivet, til østkantgatene i Oslo og menneskene i dem. Klassisk er Nr. 13 blitt. I 1935 kom Samlede dikt (med forord av A. Øverland, 2. utg. 1946).Med den fornyede interessen for arbeiderdiktning generelt fikk Nilsen en renessanse i 1970-årene. Flere av hans dikt ble sunget inn på plate, og det kom flere nyutgivelser; bl.a. Samlede dikt (1973 og 1999), Dikt i utvalg (1975) samt prosasamlingen Rulle forteller (1974). En samling av Nilsens avis- og tidsskriftbidrag ble utgitt av M. Nag under tittelen Hilsen og håndslag i 1974.(Store norske leksikon)

Barbara udspiller sig på Færøerne i midten af 1700-tallet og anvender et kendt folkesagn, Beinta og Peder Arrheboe, som ramme. Romanen handler om den dobbelte præsteenke, som indfanger en tredje præst, der ellers er sendt til Færøerne for at reformere sin stand. Barbara svigter snart præsten til fordel for en ung økonomistuderende, men nu er det hendes tur til at blive svigtet. Idémæssige modsætninger væves ind i romanens personkonstellation; pietisme sættes op mod oplysningstid, og under det hele høres barokkens salmedigter Thomas Kingo; bogens arbejdstitel 'Far Verden – Far vel' refererer til Kingos salme „Keed af Verden, og kier ad Himmelen“. Konklusionen er ironisk, mere besk end munter: uanset hvilke motiver vi besmykker os med, så er vi inderst inde altid drevet af forfængelighed.Barbara er den frigjorte eros, som ikke kender til splittelsen mellem sjæl og legeme, men udfoldelsen af det erotiske livsprincip er ikke nok i længden, og en oplevelse af tomhed bemægtiger sig hende. Først da Barbara møder den økonomistuderende, fyldes hun af en længsel efter mere. Også han har et direkte, sanseligt forhold til det erotiske, uden at det dog betyder alt for ham. Nu konfronteres hun med flygtighedens barske vilkår og udsættes så at sige for sin egen medicin.Romanen er gennemsyret af erotik, men trods sin kropslighed er Barbara mere symbol end individ. Hun repræsenterer det lunefulde liv, hvor gavmildhed veksler med skuffelser, og håb slår om i desperation. Uberegnelighed er livets inderste væsen.(Dansk Litteraturs Historie)

Digtet "Metope" er et af de store mesterværker i nordisk lyrik. Dødsangst og kærlighed forenes i storladne strofer:"Jeg tænker paa kvelder som denne, jeg ikke faa lov til at leve —paa modne marker, som bruser af korn, uten mig!Paa rørende, lette smaating: Aks, som knækkes,veier i sjøen, bleke seil derute,bølger, som strømmer mot stranden uten mig!Hverdagen, ven, som mildt blir ved bak graven,tænker jeg paa, og alle de dype, blaa,kommende kvelder her i sommerhaven,uten mit sind mot dit, tænker jeg paa!"

Rudolf Nilsens tredje digtsamling "Hverdagen" udkom først efter hans død i 1929. Den indeholder rejsedigte fra Spanien, Frankrig og Rusland, portrætter og gadebilleder fra Oslo og kendte digte som "Soria Moria", "Fred på jord" og "Arbejdsløs jul igen".

Vildanden (1884) er det første paradoksale drama, en komedie, som bevæger sig i retning af tragedie, eller måske en tragedie på grænsen til komedie. Det drejer sig om forstillelse og illusioner, sætter spørgsmålstegn ved, hvad der er sandt, afslører idealistisk forkvakling med tragiske resultater for de uskyldige. Den 'ondartede idealist' Gregers Werle kræver ofre af andre for at få bekræftet sine egne forestillinger.(Store Danske Encyklopædi)

"På gjensyn" er Rudolf Nilsens anden digtsamling. Den udkom i 1926 og indeholder nogle af hans kendteste digte som "Nr. 13" og "Revolusjonens røst" med versene:Gi mig de brendende hjerter, som aldri gir tapt for tvil,som aldri kan kues av mismot og trues av sorger til hvil,men møter hver seier, hvert nederlag med det samme usårlige smil.Ja gi mig de beste blandt dere, og jeg skal gi dere alt.Ingen kan vite før seiren er min hvor meget det virkelig gjaldt.Kan hende det gjelder å redde vår jord. De beste blandt dere er kalt.

Körkarlen är en roman från 1912 av den svenska författarinnan Selma Lagerlöf. Körkarlen har filmatiserats två gånger i Sverige och en gång i Frankrike..Körkarlen utspelas i en namnlös stad på nyårsafton. I början av berättelsen möter vi slumsystern Edit som ligger för döden. Hennes mor, slumsystern Maria, och frälsningskaptenen Andersson står vid hennes säng. Edit är dödssjuk i tuberkulos men vill gärna se David Holm en gång till innan hon dör. Syster Edit ber om att skicka efter honom.Syster Edit har försökt att hjälpa Holm flera gånger under året men han har alltid vägrat hennes hjälp. Edits beslutsamhet att omvända Holm och att göra honom till en bättre man växte samtidigt som hon utvecklade en djup kärlek till honom. När hon fick veta att Holm var gift och träffade hans hustru som hade lämnat honom, ville Edit ställa allt till rätta och övertalade hustrun att försonas med Holm.Medan syster Edit ligger dödssjuk i sin säng sitter David Holm med sina supbröder i kyrkplanteringen under kyrkklockan och berättar sägnen om körkarlen som är i tjänst hos Döden och måste köra dödskärran. Den människa som dör sist på året måste ta sig an denna hemska uppgift. Holm har hört berättelsen av en kamrat, Georges, som dog året innan strax före årsskiftet. Sedan säger Holm att han har vägrat besöka syster Edit vid hennes dödsbädd. Holms kumpaner blir upprörda och råkar i slagsmål med honom. Just när kyrkklockan ringer in det nya året faller han ner som död. Den gamla dödskärran kommer körande genom kyrkplanteringen och Holm ser att körkarlen är hans gamla kamrat Georges som förkunnar att nu är det hans tur att avlösa honom. Georges slänger Holm upp på kärran och för honom sedan till de människor som älskar honom mest och som han har skadat mest.Först förs Holm till Edits dödsbädd. När David hör Edit berätta för körkarlen hur mycket hon älskar honom försvinner hans hat. Syster Edit befrias således från den skuld hon känt inför hans öde och kan dö i frid. Holm måste dock ännu fortsätta sin botgöring och bevakad av körkarlen färdas han till ett fängelse där Holms bror är fängslad. Holm har förlett sin yngre bror och bär skulden för att denne har börjat dricka och har blivit straffad för dråp. Holms bror är nu döende och beklagar att han inte kunnat hålla sitt löfte att föra Bernhard, ett sjukt barn, till havet. Holms bror tyckte mycket om barnet eftersom Bernhard och hans familj har hjälpt honom när han var på rymmen. Holm lovar att han ska sörja för barnet och brodern dör i frid. Till sist når de fram till Holms hem där hustrun just har bestämt sig för att ta livet av sig själv och barnen. Holm möter de hemska konsekvenserna av sitt handlande och ber Georges att inte låta de oskyldiga stackarna dö. Holm ber Gud om hjälp och Georges sänder Holms själ tillbaka till hans kropp så att han kan rädda livet på sin hustru och sina barn. På slutet befrias Holm från uppdraget att ta över körkarlsrollen och försonar sig med sin hustru.(Wikipedia)

At J.P. Jacobsen også var lyriker, vidste kun de færreste i hans samtid. Digte og Udkast udkom først efter hans død 1886. Mest original er Jacobsen her i sine såkaldte arabesker, en meget fri form med rimløse og strofeløse vers, visionær i billedsproget, snørklet, men klar i linjeføringen. Mange af Jacobsens digte har rødder i dansk og nordisk lyriktradition, uden at dette har forhindret deres internationale udbredelse.De folkeviseinspirerede og dog moderne "Gurresange" fx gjorde i tysk oversættelse så stærkt indtryk på Arnold Schönberg, at han ud fra dem komponerede sit monumentale kor- og orkesterværk Gurre-Lieder, uropført i Wien 1913. Efter et motiv fra Niels Lyhne skrev den britiske komponist Frederick Delius sin sidste opera Fennimore and Gerda (1908-10), oprindeligt til sin egen tysksprogede libretto.Omfanget af J.P. Jacobsens berømmelse i udlandet, især i det tysksprogede område, kan man i dag næsten ikke forestille sig. Fra århundredskiftet til 1965 er alene registreret 130 tyske Jacobsen-udgaver. I 1890'erne var Jacobsen her en kultfigur og fejredes som forløber for europæisk symbolisme, ikke mindst i Wien.Rainer Maria Rilke lærte dansk og oversatte ligesom Stefan George flere af hans digte. Kafka, Hermann Hesse, Thomas Mann, Gottfried Benn, Stefan Zweig bør ligeledes nævnes i denne forbindelse. James Joyce i Dublin, Boris Pasternak i Moskva læste begge Jacobsen i tysk oversættelse. Berømmelsens vej ud i den store verden gik også for J.P. Jacobsens værker via tyske oversættelser.(Store Danske Encyklopædi)

Et nyt poetisk højdepunkt kom i Morgensange for Børn (1837) og Syv Aftensange (1838), sat i musik af Weyse. De forener en romantisk naturanskuelse med en biedermeier-tryghed: Hele Universet er menneskebarnets gudskabte hjem, hvor Gud Fader ånder trøst på det grædende øje.Perspektivet rækker fra det mindste, sneglen med hus på ryg, til det største, solenglens stråleglans. Morgensange og Aftensange er optaget i Kulturkanon. Også andre små tekster formidler samme stilfærdige og dog majestætiske storhed ("Den store Mester kommer", "Deilig er Jorden").Ingemanns ideal er en rent lyrisk salme, hvor intet fortælles, og hvor det historiske under forudsættes, så følelsen frit kan flyve mod himlen. Han er sjælens og de inderlige kristelige stemningers digter ("Julen har bragt", "Glade Jul", "Lyksalig, lyksalig").(Dansk litteraturs historie)

Ind imellem skildringerne af de moderne køns- og ægteskabsproblemer udgav Skram de første tre bind af Hellemyrsfolket. På baggrund af sine erindringer fra opvæksten i Bergen ville hun skrive historien om søskendeparret Severin og Sofie Myre, men den fik hun først fortalt i det sidste bind, Afkom (1898). Først udfoldede hun deres slægtsbaggrund i tre led. Sjur Gabriel (1887) handler om bedsteforældrenes usle liv på Hellen, et klippeskær nord for Bergen. Kun den nøgne selvopholdelsesdrift holder sammen på familien i træhytten på den sure jordlod. Det er Bjørnsons og Magdalene Thoresens (1819-1903) bondefortælling omskrevet til en rå naturalistisk beskrivelse af fattigdommen, snavset, uvidenheden og brutaliteten over for de alt for mange børn.De to næste bind følger sønnesønnen Sivert, som står til søs i To Venner (1887) og går i land i S.G. Myhre (1890). Det norske samfund i midten af 1800-tallet beskrives med købmanden og skibsrederen foroven og alle deres ansatte nedenunder. Sivert bliver butiksdreng hos købmanden, men da han i ungdommelig uskyld har samleje med husets datter Lydia i havens lysthus, bortvises han. I Hellemyrsfolket er mændene hovedpersoner, men eftersom de tilhører underklassen, minder deres situation om overklassefruernes i ægteskabsromanerne. De er fastholdt i et socialt mønster, der er lige så stærkt som kønnets biologi. De fattige bærer alle på en knust drøm. De udbyttes og afstumpes følelsesmæssigt af de rige, som suger alt overskuddet til sig og danner følsomme intimsfærer. Det statiske samfund beskrives også sprogligt i kontrasten mellem 'strile'sproget, som bergenserne kaldte omegnsbøndernes sprog, og bergensisk. Personerne skifter sprogleje, når de bevæger sig mellem klasserne.Sivert er en fantast, han drømmer om social opstigning og dræber sin fordrukne bedstemor, for at hun ikke skal ødelægge drømmen, ligesom bedstefaderen i sin tid dræbte sit nyfødte, uægte barn. Sivert bliver gift med skibsrederens forførte tjenestepige Petra, der havde drømt om at blive skibsrederfrue, en lod, som i stedet tilfalder Lydia. Økonomiske og seksuelle forbindelser krydses, indtil alle uvægerligt ender i deres egen klasse i det statiske samfund. Afkom (1898) fortæller om Siverts og Petras ulykkelige hjem og børnenes på forhånd dømte forsøg på at frigøre sig til en mildere skæbne. Sønnen går i gymnasiet med skibsrederens søn, men hænger sig, da han af pur nød har bestjålet ham for lidt småpenge.(Store Danske Encyklopædi)

Som en kontrast til professor Hierononimus og hans rædselsregimente bliver Else endelig i dobbeltromanens andet bind overført til Sct. Jørgen, hvor en helt anden stemning hersker under en menneskelig overlæge, der behandler sine patienter med indføling og nogen respekt, og Else kommer sig her efter et relativt kort ophold og kan lade sig udskrive. Men etiketten sindssyg klæber stadig ved hende, den vil ingen fjerne, hun kan ikke få en attest på, at hun er rask, selv om hun aldrig har været sindssyg, men blot i en krise. Skram rejser i værket spørgsmålet: Hvem er egentlig sindssyg, hvem kan definere hvem der er syge - og med hvilken ret? Blandt de mange stakkels patienter var professor Hieronimus måske i virkeligheden den mest gale?Værket blev udgivet som et opgør med institutionernes umenneskelighed og tilfældige og afsporede behandling af patienterne. Skram blev faktisk advaret mod at udgive det, da man frygtede, at afsløringen af hendes psykiske krise kunne ramme hende selv. Men værket gav anledning til en offentlig debat og en egentlig undersøgelse af forholdene, og virkelighedens professor Hieronimus, den dengang kendte overlæge ved Københavns Kommunehospital Knud Pontoppidan måtte efterfølgende trække sig fra sin stilling.Historien om Else Kant blev på den måde også et stykke dansk psykiatrihistorie. Dobbeltromanen er den dag i dag med sin ubarmhjertelige realisme og høje kunstneriske niveau et meget vedkommende værk, der stiller det stadig aktuelle og foruroligende spørgsmål om, hvad der er galskab, hvem er egentlig de gale?(Litteratursiden)

"Brokiga iakttagelser" er en samling aforismer, som lyrikeren Edith Södergran udgav i 1919. Et eksempel:"De flesta gå under emedan de gå efter något glänsande och försumma det nödvändiga. Vi likna alla skator och gäddor, vi gripa efter det som glänser – i vår egen håg."

Med diktsamlingen Framtidens skugga – det första förslaget till titel var "Köttets mysterier" – kulminerar Södergrans manande visioner, och den närmast kosmiska glöden i dikterna talar om en förnyad värld efter de krig och katastrofer som nu härjar jorden – Raivola var som tidigare nämnt krigszon 1918 och även senare kunde Edith höra kanoneld från köksfönstret. Ordalagen kan föra tankarna till Walt Whitman, Sapfo och Jim Morrison när poeten ikläder sig rollen som spåkvinna, härförare eller helt enkelt den av Eros utvalda förmedlaren.(Wikipedia)

Romanen Onde Magter (1890), om vennskap mellom to småbymatadorer, er blitt ulikt vurdert hva kvalitet angår, men helt siden utgivelsen har både beundrere og kritikere villet se forbindelser mellom romanens tematikk og relasjonen Lie/Bjørnson. De to dikterne så hverandre daglig gjennom størstedelen av 1880-årene i Paris. Det kom til brudd mellom dem, vesentlig på grunn av deres ulike syn i sedelighetsdebatten. Lie hadde – som en av de ytterst få ledende kulturpersonligheter – protestert mot beslagleggelsen av Hans Jægers roman Fra Kristiania-Bohêmen og senere av Christian Krohgs Albertine. Protesten grunngav han med at diskusjonen om seksualproblemene var en nødvendig følge av demokratiets, individualismens og kvinnesakens fremvekst. Det offentliges forsøk på å kneble diskusjonen gjennom beslagleggelse opprørte ham. De fleste fremstillinger peker på at Bjørnson var kjølig stemt over at Lie hadde omgang med personer som ble regnet som Bjørnsons fiender, blant annet fra bohèmekretsen. Jonas og Thomasines hjem i Paris var for øvrig i alle år et samlingssted for nordiske kunstnere. Bjørnson og Lie ble forsonet i Lies siste leveår. Bjørnson selv (i privatbrev til Peter Nansen 1908) la skylden på Thomasine: “[…] det er ondt, vi ikke fik leve lit sammen, æfterat hun er død, som så længe og så uretskaffent holdt os skilte”.(Norsk Biografisk Leksikon)

Thomas Gray udgav digtet "Elegi skrevet på en landsbykirkegård" i 1751, og digtet blev hurtigt umådelig populært. Den dag i dag er det et af de mest elskede digte på engelsk. Digtets fortæller betragter en landsbykirkegård og tænker på de ukendte døde, der hviler der. Deres stand gjorde det umuligt for dem at blive berømte. Måske havde de evner til at blive en ny stor digter eller feltherre, men deres herkomst tvang dem til et anonymt liv. De kunne ikke vinde hæder og berømmelse, men på den anden side slap de for at blive en ny tyran. De levede et jævnt og enkelt liv, og deres skæbne er i sidste instans ikke anderledes end de mægtiges. Også ærens vej fører til graven, og ingen pomp og pragt kan puste nyt liv i den, der først er død.

Hvis man tror, Jonas Lie er en stilfærdig hjemstavnsforfatter, skal man læse "Når sol går ned", hvor en ægtemand begår giftmord på sin kone. Efter at Jonas Lie i 1880'erne havde fundet sin rette stil, udfolder han et fortællertalent, der kan minde om Zola. En voldsom handling er forbundet med social indignation. Det er karakteristisk, at Jonas Lie som en af de få norske forfattere tog til orde mod beslaglæggelsen af Hans Jægers og Christian Krohgs bøger. Han mente, at en diskussion om seksualiteten var nødvendig i forbindelse med kvindens frigørelse - en radikal holdning, som han ikke delte med mange på den tid.

Stof fra det tidligere ægteskab præger Amalie Skrams første roman, Constance Ring (1885), der er en kras naturalistisk skildring af et tvangsægteskab; ingen har så stærkt som Amalie Skram beskrevet middelklassekvinders grænseløst undertrykte og kedsommelige liv.

Familien paa Gilje, et Interieur fra Firtiaarene er en roman av den norske forfatteren Jonas Lie, utgitt i 1883. Romanen skildrer en familie på en embetsmannsgård i Valdres, og hovedvekten ligger på de trange rammene for liv, lykke og utvikling som bys familiens døtre.Familien består av kaptein Jæger, hustruen Ma, døtrene Thinka (Cathinka), Thea, Inger-Johanna og sønnen Jørgen. Huslæreren Grip er en stemme for forfatterens fremtids- og frihetsideer, og dertil et romantisk potensial for Inger-Johanna. Den marginale embetsmannsfamilien, bosatt i en utkant, er både sosialt og økonomisk presset, og kampen for å få døtrene «godt gift», og en drøfting av alternativene til dette, er en rød tråd. Thinka blir av moren ledet inn i et fornuftsekteskap med den langt eldre og solvente fogden; Thea blir gående i søsterens hus som ugift; mens Inger-Johanna, som er romanens helt, bryter forlovelsen med løytnant Rønnow – som moren og mosteren hadde tatt initiativ til, og velger sin egen vei, som lærer i hjembygda. Romanen blir ofte sammenlignet med Amtmandens Døttre av Camilla Collett; begge romanene skildrer kvinners muligheter og mangel på muligheter i embetsstanden.Litteraturkritikeren Knut Anders Løken skriver om romanen: «Inger-Johannas to menn tegner kontrastfeltet i romanen. Rønnow representerer alt det bestående med sin eleganse og gode etikette. Han hører det dannete bylivet til. Student Grip har nye og opprørske ideer, er radikal og utålmodig, naturlig og utilgjort. Grip møter vi i naturen - på kapteinsgården oppe i fjellbygda. Slik står, by mot land, kultur mot natur, som den store hovedmotsetningen i den kritiske realismens tid. Grip vil oppdra unge sjeler til å tenke nytt, bryte ut ...»(Wikipedia)Familjen paa Gilje er et hovedverk i norsk romandiktning. Fra utgivelsesåret frem til våre dager har man på ny og på ny berømmet romanens menneskeskildring og det kulturhistoriske miljøbildet.Lie ville “være fri for at Tendentsens nøgne Ribben” skulle stikke ut av boken. Dette innebar et meget bevisst kunstnerisk arbeid, der fortelleren ble usynliggjort til fordel for personenes handlinger og tale, mest mulig direkte gjengitt. På sitt beste, skrev han tendensromaner uten uttalt tendens.Den danske forfatteren Herman Bang forfektet mange av de samme synspunkter som Jonas Lie i 1880-årene, og han viste forståelse for det særegne i Lies romanteknikk. For eksempel fremholdt Bang at det ikke nyttet at en roman var full av diskusjoner om kvinnespørsmålet. “Bogen maa […] handle om Kvindespørgsmaalet. Digteren maa have set Kvindespørgsmaalet i Livet og saa give os tilbage, hvad han har set.” Bang angrep problemdiktingen. “Man klistrede Problemer udenpaa, ligesom vi klistrer Guldstas på Juletræet.” Dette til forskjell fra Jonas Lies dikting: “[Lie] lod med en Gang en Menneskeskjæbne træde ind i Diskussionen om Problemerne.”

Udvalgte digte af Erik Johan Stagnelius--Erik Johan Stagnelius, 1793-1823, svensk forfatter. Stagnelius voksede op på Öland og i Kalmar og levede en outsidereksistens i et yderst beskedent embede. Hans slebne, subjektivt mytologiske lyrik stod frit over for samtidens romantiske skoler i ind- og udland, men var influeret af Swedenborg, gnosticisme, kabbala og astrologi. Hans mysticisme isolerede ham fra realiteternes verden, livsomstændigheder og værkkronologi er således usikre. Digtsamlingen Liljor i Saron (1821) og sørgespillet Bacchanterna (1822) udkom før hans tidlige død i Stockholm. Den religiøst erotiske intensitet er en grundtone i digte, der udtrykker snart en tragisk splittelse, snart en sublim enhedsoplevelse. Det avanceret bizarre "Till Förruttnelsen" går i sin billedkombination af død og eros videre end hos den beslægtede Schack von Staffeldt og snarere i retning af Baudelaire. En sådan påkaldelse af abstrakte begreber går igen i hans navngivning af længselsdriften som "Amanda" eller "Anima", sublimeret og omskabt til poesi. I antikke og klassicistiske strofeformer indkapslede han tilstande af ekstase, ubodelig ensomhed, intethed, udtrykt også gennem skikkelser som Endymion, Narcissus, nøkken eller i et "sukkenes mysterium". I 1957 udkom Samlade Skrifter, 1-4.(Store Danske Encyklopædi)

Jan van Huysums Blomsterstykke er et dikt av den norske forfatteren Henrik Wergeland, utgitt i 1840. Det er skrevet som en ekfrase, det vil si i dialog med et annet kunstverk, et blomstermaleri av den nederlandske maleren Jan van Huysum. Wergeland hadde hatt anledning til å se det i original.Diktet blir beskrevet som «et høydepunkt i Henrik Wergelands forfatterskap». I følge den danske litteraturforsker Jens Kruse, er det «et af romantikkens hovedværker».Bildet viser en blanding av hageblomster supplert med ville arter i tillegg til doggdråper og en rikholdig fauna av insekter, snegler og til og med et fuglereir nede til høyre. En del av blomstene lar Wergeland symbolisere personene i sin fantasifulle historie. Forfatteren anser bildet som et så stort og merkelig kunstverk, at han undrer seg over om blomstene på bildet dypest sett er noe annet og mer enn en avbildning av havens blomster. Er de kanskje «Blomsterblomstre»? Mens han prøvende grubler over maleriets kvaliteter, stiller han seg selv en rekke spørsmål, bl.a. dette:Og, endskjøndt I er' saa sande,maa jeg Troe, I aldrig gro'deblandt de andre paa vor Klode,men engang i Edens Lande:Blomstre vel, men endnu mere:Blomsterblomstre, disse liig,som fortrylle os i Haven,som en Aand i Himmerigligner Liget under Graven.Utløst av opplevelse av og refleksjon over maleriet skaper Wergeland en fiktiv tilblivelseshistorie. Det første han fordyper seg i og forundrer seg over under beskuelsen av maleriet, er en av de mirakuløse dråpene på maleriet. Men kunstverket åpner seg først til fulle da han bønnfaller en av blomstene, en rosenknopp, om å røpe maleriets hemmeligheter. Da blir han innviet i en fantastisk fortelling om forholdet mellom livet og kunsten, slik at han helt til slutt overveldet utbryter: «Men nu veed jeg dog hvorledes, / slige Blomster bleve til.» I sin dyptloddende analyse sier Aslaug Groven Michaelsen at dråpen symboliserer «maleriets liv», mens rosenknoppen er «dets mysterium».(Wikipedia)Wergelands diktverk kombinerer flere genrer og er en form for romantisk eventyrdiktning. Det ble tilegnet den svensk feministen og forfatteren Fredrika Bremer, som han korresponderte med på den tid diktet ble til.