Bøger udgivet af Arne Herløv Petersen

Otto Rung oversatte Edgar Allan Poes noveller, og i hans egne noveller genfinder man noget af tonen fra Poe eller Hawthorne, sammen med en klang af Kipling og HG Wells. Sproget kan virke gammeldags, replikkerne lange og kunstfærdige, men der er større energi og vingefang over historierne end i det meste af det, man ser hos nyere forfattere. Her møder vi en tragisk helt og flykonstruktør, en kynisk børshaj, et spiritistisk medium, en molebygger, en kirurg og et land, der skulle være et paradis, men er blevet et totalitært helvede.

"Den der betaler" samler seks af Otto Rungs meget forskellige noveller. Der er en alternativ spøgelseshistorie, et par humoristiske fortællinger og ikke mindst "Fru Morland" om en gådefuld dansk kvinde på et passagerskib i troperne. Det er en novelle, der kunne have været skrevet af Kipling eller Somerset Maugham.

"Hvem er vi?" er et udvalg af Jørgen Nielsens avisartikler, der bl.a. fortæller om barndomserindringer, diskuterer litteratur eller beskæftiger sig med moral, historie og psykologi,

I romanen "Sidste kamp" (1904) skildrer Otto Rung "et søskendepars kamp for at holde familien oppe, kampen mod det, der skal komme: Underklassens voksende magt og indflydelse, de er børn af et både åndeligt og økonomisk fallitbo". Romanen kan i dag læses for tidsbilledets skyld, og den har også et socialt sigte.(Woel: Dansk litteraturhistorie 1900-1950)

Et tiår efter udgivelsen af Tempeltjenere breder Gyrithe Lemche det østsjællandske perspektiv endnu længere ud og tilbage i de kulturhistoriske fortællinger om Strømmen (1-4, 1929-1932), fra Roskilde Fjord til Øresund, hvor vandmøllebyggeriet havde sin storhedstid, fra munkene byggede de første i 1200-tallet og frem til industrialiseringen. Som i Edwardsgave er der tale om virksomhedshistorie, i de sidste bind til dels om familiehistorie. Men det er også billeddigtning over en sjællandsk natur, hvor det voldsomt strømmende vand får symbolsk betydning som en livskraft, der som anden drift hos Lemche altid er voldsomt truende.Fortællingerne omkring strømmen er som den selv bestemt af hævn, som om det strømmende vand stadig truer med at vende sig mod alle de virksomme mennesker, der flittige og bjergsomme dæmmer op for den med møller og sluser. I hævnen og hadet er lidenskaben fordrejet og viser sit mest destruktive ansigt, og dette ansigt kommer ofte til syne som den mørke fremmede, hittebarnet, den prostituerede taterkvinde. Både vandet og seksualitetens strømmende kraft skal omgås varsomt, og det er et dårligt varsel for ægteskabet, når kvinden ingen skam føler ved at have hengivet sig til sin forlovede inden giftermålet: „Dit Brudekammer være Dig et helligt Sted, min Søn, og naar Du favner Din Brud, da kom i Hu, at det sker for Herrens Aasyn“, lyder faderens manende og næsten truende formaning til sin søn i sidste bind, Bækkestrand (1932), hvor sønnen er faldet for en sanselig og forlystelsessyg kvinde; men er det sønnens skam eller hans hustrus skamløshed, der underminerer forholdet? Igen taler fortællingen for arbejdet og afsavnet mod nydelse og forbrug, men de negative kræfter er samtidig dem, der skaber plottet, og de store lidenskaber følges med fascination, som strømmen, der også er den potentielle giver af liv og brød. Den protestantiske moral og den vitalistiske hyldest til strømmen, der går fra hav til hav, indgår i et særpræget samarbejde i den ofte melodramatiske fortælling om møllebyggeri, kobbersmedning og papirudvinding tæt på den mest frådende galskab.(Dansk Litteraturs Historie)

"Hjertets uro" fra 1933 er Martin Jensens første digte - en ung mands tanker om livet og døden, om venskab og kærlighed, om religionen og opgøret med den.

Otto Rung var fascineret af Mellemøsten. Hans roman "Den store karavane" fra 1914 foregår i Egypten og alle otte novelleri samlingen "Den røde halvmåne" fra 1923 har motiver fra Egypten og Mellemøsten. Disse noveller giver et enestående indblik i disse lande i brydningstiden omkring det osmanniske riges sammenbrud og den arabiske nationalismes opståen. Hvis man vil vide noget om baggrunden for det, der sker i Mellemøstens lande i dag, er Rungs noveller ikke det dårligste sted, man kan begynde.

Mogens Friis var nitten år, nybagt student og forelsket. Han skrev digte. Allerede som syttenårig var han debuteret i Vild Hvede, der de sidste to år havde bragt en halv snes af hans digte. Han var lovende og talentfuld. Og så var han frihedskæmper. Nu, i maj 1945, kunne alle se, at krigen snart var forbi. Så kunne livet begynde. Men for Mogens Friis endte livet. To dage før befrielsen kom han i ildkamp med Hipofolk, blev skudt ned og dræbt. Her er et udvalg af de digte, han nåede at skrive.

Olga Eggers (1875-1945) udviklede sig fra aktiv socialdemokrat og kvindesagskvinde, der kæmpede for fri abort, til rabiat nazist, der ville henvise kvinden til børn, kirke og køkken, og skrev antisemitiske propagandaartikler. Bogen "Penge" udkom i 1905 under navnet Olga Eggers Rosenberg og handler om pengesorger i ægteskabet. Olga Eggers blev kort efter skilt fra sin mand.

I en kriminalistisk intrige med det indre Københavns snurrige originaler og gullaschtidens spekulanter som agerende står Flora Fagerlin, fuglehandlerens purunge datter, centralt – forelsket skildret af forfatteren.(Jørgen Knudsen)"Hvilket ypperligt værk! Dybt og smukt” (Georg Brandes)

Ballade paa Nytorv er henlagt til midten af 1700-tallet og handler om en ung præst, der forelsker sig i arrestforvarerens unge kone med en lidenskab, der først koster ham fornuften, siden livet.

Otto Rungs erindringsbog "Fra min klunketid" er nok den mest levende beskrivelse, vi har af København i perioden før og efter år 1900. Otto Rung voksede op i et overklassemiljø i Amalienborg-kvarteret, men senere lærte han som jurist et andet miljø at kende, de forfærdelige forhold i slumkvartererne med druk og kriminalitet. Forfatterne Jakob Hansen og Martin Andersen Nexø åbnede hans øjne for klassemodsætningerne. Og gennem sit kendskab til samfundets bund fandt han stof til mange af sine noveller.

Den guddommelige hverdag (1942), er ikke den mindst interessante i forfatterskabet. Den er tildels af eksperimenterende karakter, idet den formelt er en konsekvent gennemføring af den før omtalte montage-form, en mosaik af enkeltbilleder: de autentiske avisudklip der fortæller om krigstidens forhold, portrætter af mennesketyper, novelleagtige skildringer fra forskellige egne af landet, og de to gennemgående fortællinger om pigen Agnete og sæbehandler Jørgensen. Sammenlagt bliver det en skildring af Danmark i besættelsesåret 1942, den eneste samtidige vi har. Man skal nok især lægge mærke til den lille selvstændige butiksindehaver Jørgensen som konkurreres ud ved koncentrationen i næringslivet, af den store sæbekoncern der lægger en butik med underpriser på den anden side af gaden. Denne Jørgensen er ingen Lundegaard, han slår fra sig, han løber til avisen med en protest, han deler løbesedler ud til folk, og under kampen mod overmagten skriver han til sin søn: »Der er folk, der er stærkere end os, Andreas, og de har magt til at gribe ind i vort liv og tage vort arbejdes udbytte fra os, men de må ikke få magt til at gøre os til pjalte, og hvis vi står fast, vil det heller ikke kunne lykkes dem; det er bedre at være slået ud og sidde på en grøftekant end at være slave i et palads. « Det er en protest også mod besættelsen. Og man kan se den stigende linie i forfatterskabet, fra Lundegaards slaphed over vagabon-dens mislykkede oprør og Sivertsens hårdt tilkæmpede selvstændighed til Jorgensens åbne modstand.- Sven Møller Kristensen

Sapfo eller Sappho (født ca. 630-612 f.Kr., død ca. 570 f.Kr.) er oldtidens mest kendte kvindelige digter og en af de ni kanoniske græske lyrikere. Hun levede på øen Lesbos og digtede på den æoliske dialekt. En del af hendes digte handler om kærlighed til unge piger, og Sappho har derfor lagt navn til den lesbiske kærlighed.Senere kilder fortæller adskillige detaljer om Sapphos liv, men det er uvist, hvor meget der er ægte, og hvor meget der beror på videredigtninger af oplysninger fundet i hendes digte.Hun skal tilhøre en gammel mytilensk adelsfamilie, men måtte flygte til Sicilien af politiske grunde. Ca. 591 f.Kr. vendte hun tilbage til Lesbos og dannede en skole for unge piger, som hun underviste i musik og dans.Det byzantinske leksikon Suda oplyser, at Sappho var gift med en handelsmand ved navn Kerkylas, med hvem hun fik datteren Kleis. Suda fortæller også, at hun havde tre veninder Atthis, Telesippa og Megara, "som hun blev beskyldt for at nære en skændig kærlighed til".En anden tradition fortæller, at hun var ulykkelig forelsket i færgemanden Phaon og til sidst tog livet af sig selv ved at kaste sig ud fra en klippe. Ovid har skrevet et digt, der skal forestille at være et kærlighedsbrev fra Sappho til Phaon.[1]I hendes egne digte er hendes navn skrevet Psapphō (Ψάπφω)DigtningPapyrus med et nyopdaget Sappho-digt (Altes Museum, Berlin)I oldtiden kendte man ni bøger (dvs. bogruller) med digte af Sappho. Det meste er imidlertid gået tabt og kendes kun som fragmenter i egyptiske papyri eller citater hos senere forfattere. Det drejer sig om hymner, bryllupsdigte og kærlighedsdigte.Sappho er oldtidens vigtigste kvindelige forfatter, og hun var berømt for sin klare og udtryksfulde sprog. I et epigram tilskrevet Platon bliver hun ligefrem kaldt for den tiende muse. Den romerske digter Catul gav sin elskerinde pseudonymet Lesbia med henvisning til Sappho og forfattede en gendigtning af ét af Sapphos digte.[2] Horats tog ligeledes Sappho som et af sine forbilleder.Det sapphiske vers er opkaldt efter Sappho, fordi hun havde en forkærlighed for denne verseform.(Wikipedia)

"Desertører" fra 1908 er Otto Rungs første novellesamling og allerede her viser han sit mesterskab i den korte form. I sin begejstrede anmeldelse i Politikens kronik 11.4. 1908 skrev Christian Rimestad: ”Fremstillingens formidable Behændighed og en Grundsynets sammenfiltrede Blanding af Ironi og Velvilje, næsten Beundring, faar en til at tænke paa selve Anatole France”Læser man novellen "Robisonade" i dag, slår det en, hvor meget den minder om det, J.G. Ballard skrev tres år senere.Otto Rung forener et udsøgt sprog med medrivende handling, der udfolder sig over hele verden, i virkelige og aldrig før sete omgivelser.

"Skælme og skurke" fra 1934 er Otto Rungs sidste novellesamling og viser ham fra en mere humoristisk side end mange af de foregående noveller. Gamle kendinge som mestertyven Peter Kop dukker op igen, og nogle af novellerne tangerer science fiction - som historien om de mystiske stråler, der kan forstørre og formindske alting, også mennesker, og historien om en slags lykkepiller, der får mennesker til at le og glemme alle sorger - med et resultat at verden går i stå.

Klitgaards mundrette og enkle stil var som skabt til det relativt nye radiomedie, og hans anden samtidsroman om København, Elly Petersen, blev skrevet til radioen. Den blev læst af Elith Pio 1940-41 og udkom i bogform 1941. Det er historien om den 16-årige Elly fra Frederikshavn, der tager til København for at finde arbejde. Her er der mange, som står i kø for at bedrage den naive pige, økonomisk eller erotisk. Hun duperes af storbyens omgangsformer og kender ikke de mest elementære koder. En falsk beleven alfonstype, som sætter kløerne i hende på Hovedbanegården, forekommer hende blot venlig og hjælpsom. Da hun senere bliver ung pige i et herskabeligt hjem, insisterer familiens unge datter på at behandle hende som en intim veninde, indtil klasseforskellen uundgåeligt sejrer og skiller dem ad. Elly bliver efterhånden klogere og vælger til slut at rejse tilbage til provinsen.Elly Petersen er en dannelsesroman, der indfanger København gennem den troskyldiges, udefrakommendes blik, og Klitgaard udnytter muligheden for at skildre begge livsformer – den landlige og den storbyprægede – med en ironi, der for Ellys vedkommende suppleres med varme og sympati. Romanen blev filmatiseret i 1944 med Bodil Kjer i rollen som Elly.(Dansk Litteraturs Historie)

"Vestenvind" er en kollektivroman fra et missionsk sogn i Thy i trediverne. Den udkom i 1942 og fik tildelt Kollegernes Ærespris. Som Hans Kirk kendte Martin Jensen de missionske og var både kritisk og forstående over for dem. Og som Kirk var Martin Jensen kommunist og kunne være meget skarp. Det bondesamfund, han skildrer, er ikke Morten Korch-idyl, men præget af landarbejdernes fagforeningskamp og bøndernes halvfascistiske sammenslutning LS. Og det er ikke kønsløse glansbilleder, vi hører om. En pige siger, at hun altid lader trusserne ligge hjemme, når hun skal til Dyrskue, for det er mere praktisk. Og den meget troende pige, der til sin usigelige lykke bliver gift med den beundrede præst, får et chok, da han på bryllupsnatten hvæsen hende ind i øret: Hvorfor er du så død i sværen?Forfatteren Martin Jensen er i dag stort set gået i glemmebogen, men det fortjener han ikke. "Vestenvind" er en både barsk, munter og medrivende fortælling fra en ikke så fjern fortid.

Leon er ikke tilfreds med livet. Han kan ikke rigtig lide nogen mennesker. Heller ikke chefen. Men han har ikke nogen planer om at myrde sin chef. Når han alligevel kommer til det, er det nærmest et uheld. Men når nu det er sket, så er der ikke andet at gøre end at rydde op efter sig. Og skyde skylden på en anden. "Helgardering" vandt førstepræmie i forlaget Centrums romankonkurrence. Anmelderne skrev: "Ved læsningen af Helgardering mindes man gode og lattermilde stunder sammen med store satirikere som Soya eller Hans Scherfig. Som dem kan Arne Herløv Petersen virkelig være ustyrlig morsom" Knud Bjarne Gjessing, Fyens Stifstidende "Herløv Petersen har med kunstnerisk konsekvens valgt at lade Leon fortælle sin historie i ufuldstændige sætninger, der giver prosaen en rykvis og staccatoagtig rytme, som det lige kræver et par sider at vænne sig til. Men det virker vældig godt, næsten fysisk, på læserne, der via alle disse ultrakorte sætninger og associationer inde i Leons hoved mærker hans indespærrethed og desperation" Jens Andersen, Weekendavisen "Dens humor er smittende. Det er meget. Begavet satire er en sælden - og bestemt prisværdig - vare i dagens Bogdanmark" Ejgil Søholm, Information "Sproget er effektivt og pågående og letter med ekspressionistisk kraft på kloakdækslet til tankernes slamkiste" Lars Handesten, Berlingske Tidende "Der kunne komme en morsom, ægte dansk filmkomedie ud af den" Claes Kastholm, Politiken

Digtsamlingen "Der brænder en ild" fra 1935 er delt i to dele - det lange kærlighedsdigt "En sang om to" og det politiske digt "I hagekorsets skygge" om den nazistiske fare. Digtene er urimede og kan i deres struktur minde om de digte, Gustaf Munch-Petersen og Bodil Bech skrev på samme tid. Martin Jensen når vel ikke op i samme klasse, men der er noget smukt og rent over hans digte, der stadig gør indtryk.

En ung journalist på Ritzaus Bureau kommer til at tvivle mere og mere på, at virkeligheden eksisterer. Hvordan kan han vide, Australien findes, når det bare er noget, han har hørt? Til sidst tvivler han så meget, at virkeligheden føjer ham og holder op med at være der.Da bogen udkom i 1973, skrev anmelderne:"Man kan roligt tale om et gennembrud... En yderst saglig og rapt skrevet sjæleskildring. Miljøet er så præcist gengivet, at bogen kunne bruges som lærebog ved Journalisthøjskolen... Med megen ømhed, varme og indføling skildrer Arne Herløv et menneskes sammenbrud... meningsfuld og fantastisk underholdende."Poul Borum - Ekstra Bladet"En slagkraftig og svært-afrystelig "fremmedgørelses"-gyser om verdens vanvid."John Carlsen - Aarhuus Stiftstidende"Herløv Petersens sprog er stærkt og levende, og sort humoristisk og kan med sin virile ynglekraft minde om den unge Rifbjergs.. Og beundringsværdig er hans evne til at gøre spændende skønlitteratur på et emne, der i dag er i overvældende fare for at havne i sociologernes skemaer og datamater."Mogens Linck - Fyens Stiftstidende"Det er et godt og fint spring, Herløv Petersen har taget... til den desperate humoristiske roman... Med denne bog er en skribent på vej."Bent Mohn - Politiken

Giuseppe, der er opvokset som italiener i Ætiopien, forfærdes over det italienske angreb på landet i 1936 og beslutter sig til at kæmpe sammen med ætiopierne mod invasionen. Italienerne sejrer, men for Giuseppe var kampen ikke forgæves og til sidst røbes også hemmeligheden om hans virkelige identitet,

Olga Eggers (1875-1945) udviklede sig fra aktiv socialdemokrat og kvindesagskvinde, der kæmpede for fri abort, til rabiat nazist, der ville henvise kvinden til børn, kirke og køkken, og skrev antisemitiske propagandaartikler. Det kan forekomme gådefuldt, hvordan hun i den grad kunne vende sig bort fra alt det, hun tidligere havde stået for, men måske kan denne tidlige roman give et fingerpeg. Den handler om hvor traumatisk det kan være altid at blive betragtet som grim. Når man læser den kommer man til at tænke på Morten Nielsens digt om Tykke, der blev nazist, fordi han som barn blev mobbet for sin udseende,

Udgivelsen af den første af hendes tre romanserier, hovedværkerne i forfatterskabet, falder før, under og efter hendes aktive kvindepolitiske virke. Edwardsgave (1900-1912) understreger også Gyrithe Lemches placering blandt hjemstavnsforfatterne. Det er egnene omkring Kongens Lyngby, søerne og ålandskabet, der danner det ofte symbolske og mytologiske grundlag under fortællingerne, og godset Edwardsgave er inspireret af slægten de Conincks Næsseslot på Dronninggaard ved Furesøen, som Gyrithe Lemche kendte fra sin barndom. Genren er slægtsromanen, og bøgerne fortæller om to familiers storhed og delvise fald i perioden 1754 til midt i 1890'erne, hvor godset med en stor sum penge til restaurering går i arv til en kvinde, der har giftet sig uden for familierne. Pengene kommer fra hendes brors hustru, der også er hans kusine, og dette indgiftede, barnløse par er fælles om en psykisk deroute og fortidsbinding som sidste generation i en slægt, der degenererer under mændenes erotiske og politiske splittelser, indtil sønnerne efter 1864 for alvor går i opløsning, mens kvinderne redder sig med sundere blod. Fortællingen om slægtens forfald gennem 100 år genkender man fra Herman Bangs Haabløse Slægter (1880), men også fra Émile Zolas romansuite Les Rougon-Macquart (1871-93) og Thomas Manns Huset Buddenbrook. En families forfald (1901, da. 1903). Lemches slægt er som Bangs mærket af det fatale driftsmotiv, der er centralt i hele forfatterskabet. Seksualiteten har sit Skylla og Charybdis, der vanskeligt finder en balance, og den introduceres i første bind af Edwardsgave i skikkelse af en sydlandsk varmblodet forførerske, født uden for ægteskab og det første i rækken af forfatterskabets familieløse børn. Den unge søns splittelse mellem den erotiske og den afdæmpede kærlighed kompliceres af far-søn-relationen, der per definition synes disharmonisk.De protestantiske dyder arbejde og afkald og fornuftsprægede ægteskaber værdsættes gennem bindene, men ikke uden indsigt i omkostningerne. De vokser til det tragiske i fortællingen om den unge Esther, der i 1864 taber sin egen kærlighedskamp, da familien hindrer hendes ægteskab med en holstener, der er uenig i helstatspolitikken. Hun gifter sig resigneret ind i familien, føder fire børn, men tager sit liv, da hun hører om sin elskedes død. Det politiske opgør influerer her på fortællingens holdning til kærligheden og dens ret. Efterhånden som slægtens og godset Edwardsgaves forfald skrider frem, vinder også det gotiske indpas i historien om de bogstavelige og sjælelige ruiner og deres magt over sindene. Over for de dæmonisk forførende kvindeskikkelser står dels de engleagtige, dels en række stærke damer, gifte eller ugifte som valkyrieskikkelsen Dorthea, der vankelmodigt afviser den legemlige kærlighed. Hvad hun vinder, er en stærk position i dynastiet, hvor hun ikke vakler i sin patriotisme. Men den indgiftede familie går under, mens den helliger sig fortiden og planlægger restaureringen af det spøgelsesagtige gods Edwardsgave.(Store Danske Encyklopædi)

Digtsamlingen "Attende april 1934" er båret af stor indignation. Mens konge, præst og statsminister mindedes Dybbøldagen, huggede politiet løs på strejkende sømænd med bambusstave. Martin Jensen digter ud fra artiklerne i Politiken den dag - som Klaus Rifbjerg gjorde det i "Den søndag" i 1975. Martin Jensens digte er skarpe og kan minde om de digte, Hans Scherfig skrev et par år senere.

"Stjålne masker" indeholder en del af Otto Rungs bedste noveller, med motiver fra retssager og fængsel, fra billedkunst og teater og om psykiske lidelser. Cai M. Woel skriver i Dansk Litteraturhistorie 1900-1950" om en af novellerne: "Særligt må fremhæves den mesterlige novelle "Dorthe Vantmagers seng".., hvor det er lykkedes ham at skabe den fuldkomne illusion".

"Der sidder en mand i en sporvogn" er en af tiårets mest særegne skildringer af den lille mand, der uforskyldt kommer i klemme i tidens ubarmhjertige sociale og økonomiske krise. Der er ikke langt fra svimlende lykkedrømme, lyse håb og manisk optimisme til sorte livsløgne, bristede forhåbninger og afgrundsdyb pessimisme, når Klitgaard i sin roman direkte og nådesløst skriver sig ind på de omstændigheder, der var betingelserne for mange mennesker i 1930rne. Og Klitgaard skriver i et helt specielt sprog, der på én gang fænger, løfter og foruroliger læseren.(Litteratursiden)

Gud mildner Luften for de klippede Faar (1938). Det lyder afbalanceret, men titlen er ironisk og kommenteres ideologikritisk af Klitgaard: „For at Faaret ikke skal gøre Vrøvl over at blive klippet, siger man, at Gud mildner Luften for det.“Bogen handler om dem, som tilværelsen i alle henseender har mishandlet, og som skifter land oftere, end de skifter sokker. Hvis man stødes ned i krapylets underklasse, kan man være sikker på, at de økonomiske trængsler fører andre slags fordærv med sig: psykiske, helbredsmæssige, moralske. Romanen handler om Klitgaards egne oplevelser til søs og på landevejene, der førte ham vidt omkring, fra Sydeuropa til Nordskandinavien. Han solgte snørebånd og tog elendigt betalt løsarbejde på de gårde, han kom forbi, men ofte anede han ikke, hvor det næste måltid skulle komme fra. Til tider slog han sig igennem med tiggeri og småsvindel og opnåede en kortvarig succes som chef for et smuglerforetagende, der opererede hen over den svensk-norske grænse. Specialet var cigaretter af mærket Teddy; dette erindringsmateriale havde han allerede udnyttet i den hårdkogte, pessimistiske novelle „Teddy-Smugleren“ (først bragt i Socialdemokratens søndagstillæg 1937). Smuglerens drømme om en strålende fremtid knuses brat i denne moderne version af H.C. Andersens „Konen med Æggene“. Overalt gjorde Klitgaard sig erfaringer med tilværelsens fundamentale mangel på balance. Arbejde adler, men adelen arbejder ikke, lyder et mundheld i vagabondkredse, som han citerer.(Dansk Litteraturs Historie)

De tre musketerer (fr.: Les trois Mousquetaires) er titlen på en roman af Alexandre Dumas, d. æ.Romanen udkom som føljeton i tidsskriftet Århundredet (fr.: Le Siècle) fra 14. marts til 14. juli 1844. Bogen blev udgivet samme år på forlaget Baudry som den første i en trilogi, der også omfatter Tyve år efter (fr.: Vingt ans après) fra 1845 og Musketerernes sidste bedrifter (fr.: Le Vicomte de Bragelone) fra 1850. Hele trilogien spænder over tidsrummet fra Anna af Østrig til Louis XIV's første regeringsår.Romanen bygger på mémoires de M. D'Artagnan af Gatien de Courtilz de Sandras, som blev udgivet fra 1700 til 1701.De tre titelpersoner i romanen hedder Athos, Porthos og Aramis. Athos beskrives som en mand, der elsker vin og er meget følelsesladet. Porthos er den vilde, der i slåskampene altid gerne vil slås mod to på én gang. Aramis er den fredsommelige, der tilhører Kirken og det åndelige liv. De tre har det kendte motto: "En for alle og alle for en". D'Artagnan bliver optaget i de tres forbund.(Wikipedia)

"Paw" handler om en indianerdreng, som kommer til Danmark. Her flygter han fra en opdragelsesanstalt ud i naturen, hvor han må klare sig alene. Kun spejderne viser ham forståelse.(Store danske Encyklopædi)