Bøger udgivet af Arne Herløv Petersen

Der er slør af tåge, men også høj og frisk luft over levnedsbrevene. Noget forbillede for den meget personlige form synes ikke at kunne påvises; ved deres fascinerende blanding af åbenhjertighed og mysteriøse antydninger, af bekendende alvor og underfundigt vid, er de enestående i hvert fald i dansk memoirelitteratur. Heller ikke tør hverken Holberg eller vi benægte, at de slet og ret er et af vor litteraturs mest tiltrækkende og underholdende værker. (Historisk Tidsskrift)

Er man vokset op i Danmark, har man været omgivet af Grundtvigs salmer og sange livet igennem - fra "Dejlig er den himmel blå" til "Og da har i Rigdom vi drevet det vidt,Naar Faa har for meget og Færre for lidt."Bliver vi døbt, konfirmeret, gift eller begravet, er Grundvig med os. Men tit kender vi kun salmerne og sangene i forkortede versioner. "Hos gamle Grundvig var der altid ét vers til", siger man, og her er alle versene med i en række af de kendte og elskede salmer og sange.

Den politiske Kandstøber blev Holbergs scenedebut. Om det også er den først skrevne komedie, ved vi ikke. Måske valgte Grønnegadescenen for at tækkes kongehuset at lægge ud med dette stykke politisk teater, der demonstrerer det oplyste enevoldsstyres rationelle overlegenhed. Holberg nævner dog, at nogle misforstod tendensen og mente, at komedien var vendt mod øvrigheden, hvad der bekræfter, at der var brug for Paullis belæring, „at de feyl, som i en Comoedie belees, ikke altid imodsigis“. Selv om Holberg mente, at komedier skulle udspille sig i en hjemlig lokalitet, er handlingen her henlagt til Hamburg, hvor en labil politisk situation gjorde den realistisk. Her møder publikum kandestøberen Herman von Bremen, en uvidende og brovtende kværulant, som på værtshuset gør sig klog på politik og kritiserer byens råd. Komediens mission er at sætte denne potentielle oprører på sin rette plads, dvs. sende ham fra det offentlige rum tilbage til privatsfæren. To rådsherrer diskuterer i komedien, hvad man skal stille op med ham. Den ene vil have ham straffet, men den anden har en mere subtil idé: „thi at straffe eller arrestere saadan Mand, opvækker kun Oprør iblant Almuen, og giør saadan Giæk meer anseelig. Min Meening var derfor at spille heller en Comoedie med ham, som skulde have bedre Virkning.“ Her formuleres genrens pædagogik. At spille en komedie vil sige at spinde en intrige, en komedie i komedien, hvori hovedpersonen bindes en historie på ærmet, der lokker ham til at udleve sin drøm. Herved vil den blive konfronteret med virkeligheden og afsløre sig som en illusion. Illusionens udfoldelse og sammenbrud er knudepunkterne i komediens bevidstgørelsesproces. I Den politiske Kandstøber udnævner rådsherrerne på skrømt Herman til borgmester for derefter at overdænge ham med en sådans administative byrder, så han til sidst segner under dem og i de afsluttende moralevers erkender sin mangel på kompetence: „Et er et Søe-Kort at forstaae,/ Et andet, Skib at føre“.(Dansk Litteraturs Historie)

Den dokumentariske skildring "Fire Tuberkulosebreve" i "Golgatha", der blev udgivet posthumt i 1912 af vennen Martin Andersen Nexø, er en skarp anklage mod sundhedssystemet for forsømmelighed. Fattige patienter bliver overladt til at dø af sult og en sygdom, der kunne have været helbredt. Det var, hvad Jakob Hansen selv gjorde i 1908.De andre noveller i udvalget er præget af, at Jakob Hansen i sine sidste år oversatte Edgar Allan Poe. ”Golgatha”, ”Begravelsen har fundet Sted” og ”Den sjette Sans” synes at ligge tæt op ad Poe-traditionen, mens disse sammen med ”Bosche Sochrani Zarja” eksperimenterer med det menneskeligt uforklarlige til tider tangerende det fantastiske.

I 1837 kom Hertz' dramatiske hovedværk, folkevisepastichen Svend Dyrings Huus. "Romantisk Tragoedie i 4 Acter, hvis handling er henlagt til Valdemar Atterdags regeringstid omkring 1340. Som i Sparekassen er udgangspunktet den problematiske situation, der opstår, når husherren ikke er sin opgave voksen. Den centrale handling udspilles uden om husherren, som gennem hele stykket holdes i uvidenhed af sin anden kone, den intrigante fru Guldborg. Først da krisen i sidste øjeblik løses, går det op for ham, at den overhovedet har eksisteret.Guldborg styrer huset med hård hånd og mishandler hans børn fra første ægteskab, de to små sønner Alf og Ovelille og datteren Regisse. Guldborgs egen datter fra et tidligere ægteskab, Ragnhild, er blevet trolovet med Tage Bolt, som løsning på en strid om et stykke jord, hvad der dog strider imod en spådom over Ragnhild: at en voldsom forelskelse vil afgøre hendes skæbne. Ragnhild og Tage Bolt er bestemt ikke forelskede, men de accepterer begge ved historiens begyndelse fornuften i det arrangerede ægteskab.I Svend Dyrings hus skal der være gilde i anledning af Ridder Stig Hvides besøg. Ridder Stig har længe bejlet til Svend Dyrings datter Regisse, der indtil videre ikke har vist tegn på at gengælde hans følelser. Ved gildet forsøger han endnu en gang uden held at overtale Regisse til at gifte sig med ham. Tragediens centrale psykologiske konflikt opstår, da han efterfølgende forsøger at vinde hende ved at kaste hende et æble beskrevet med elskovsruner. Ved en fejl rammer han Ragnhild, der herfra er i sine følelsers vold:Ragnhild vil forgive Regisse, og Tage Bolt er i jalousi imod ridder Stig ved at overfalde Svend Dyrings hjem. (Dansk Litteraturs Historie)

"Helsen & Co." (1900) af Erna Juel-Hansen bliver ofte omtalt som en af de vigtigste bøger af det moderne gennembruds kvinder - en roman, hvor kvinden ikke kun er datter, hustru eller moder, men et helt menneske. "Helsen & Co." er fortsættelsen af "Terese Kærulf" fra 1894, og dette første bind fortjener mere opmærksomhed. Det er en skildring af en selvstændig kvinde, der kommer i konflikt med fordomme og normer. Hun hæver sin første forlovelse, fordi hendes kæreste insisterer på, at han skal være forsørger, og hun skal gå hjemme - og det vil hun ikke. Og hun afbryder sin anden forlovelse, fordi hun føler sig ydmyget og såret, da hun vil elske med sin kæreste, og han afviser hende, fordi hun skal være ren, når hun bliver hans hustru - og hun så finder ud af, at han i stedet går til prostituerede. Det vil hun ikke finde sig i. "Terese Kærulf" er både i sin form og i sit indhold helstøbt. Bogen er glimrende skrevet, og bogens konfliktstof fremtræder levende og nærværende.

Det egentlige transcenderende gennembrud til det religiøse sker i Hans Råskov, der er den mest interessante af Hjortøs karakterer og den bedste af Hjortøs romaner. Hans Råskov er ædende og angstfyldt i sit væsen, skærmet af fra verden bag en skal af hårdhed. Et lukket jeg, der lever i kraft af had og vrede mod verden, stålsat, forbitret – og fortvivlet. Hans „tavse afsind“ gør ham fjern, og han kan, som sine åndsfæller hos Hjortø, ikke hengive sig til kvinden. Hvor det lykkes Niels Grandlev i To Verdener at omforme sin lidenskab til viden, trænger Hans Råskov sit begær tilbage og låser det i ufrugtbar vrede. Han er ikke modtagelig for kvindens varme eller hengivenhed og vender sin afmagt til had. Således hjemfalden til straf i eksistentiel forstand glider han ud i destruktive syner af ild og ødelæggelse – han er kemiingeniør med et karakteristisk hjortøsk og nietzscheansk speciale i dynamit og sprængstoffer. Den stærke mand holder sit afsind i ave med jernhård vilje og indædt arbejde, hvormed han hårdnakket fortrænger kvindens fristelser og vanviddets udbrud. Men som i Syner vender sjælelivets farligt illuminerede, blodrige, røde mareridt tilbage med perverse hallucinationer: „Hans bevidsthed havde nået de sumpede, farlige dybder, som vort sjæleliv synes at hvile på“. Men den stålsatte Hans Råskov kan til stadighed hævde sin fornuft overfor synernes rå, skinnende billeder og bringe sig ind i tilværelsen igen. Forløses kan han ikke, før ilden i hans sjæl ved romanens slutning bliver til is og en anden varme – barmhjertighedens – flyder over i hans væsen og lader ham gå under. Det sker i romanens smukke frostklare epilog, hvor Hans Råskov redder en dreng fra druknedøden i isen. Han omkommer selv derved, men dette sidste uselviske offer forklarer hans verden og løsner hans væsen: „Han så op, himlen havde ligesom løftet sig, stjærnerne stod højere over hans hoved end ellers“. Der er ikke som hos Kierkegaard tale om et spring ind i det religiøse, men om en elevation, hvor himlens porte åbner sig for manden med jernmasken, da han endelig lader sit liv ytre sig intuitivt.(Dansk Litteraturs Historie)"Hans Råskov" er tredje bind i en trilogi, der begynder med "Støv og stjærner" og "To verdener"."Den første er fantasiens roman, den anden er romanen om den rene intelligens for den mandlige hovedpersons vedkommende, og den tredje er lidenskabens, viljens roman“. Således spalter Hjortø inden for den psykologiske romans skæbnebestemte ramme åndslivets bærer – i Hjortøs tilfælde notorisk manden – op i tre rendyrkede figurer: fantasiens, forstandens og lidenskabens. Eksistensfilosofisk har de også lighed med Søren Kierkegaards tre stadier fra Enten-Eller: det æstetiske, det etiske og det religiøse."(Dansk Litteraturs Historie)

Niels Grandlev i To Verdener er forstandsmennesket, filologen og den intellektuelle, der „har samlet sin det meste af livsvarme i sin hjerne, hvor der måske er lige så hedt som i de andres blod (…) Hvem kan afgøre, hvilket der er varmest, tanke eller handling?“ Hans højbårne varme sættes på prøve, da han møder den store lidenskab i kunstneren Helgas skikkelse. Hun er sanseligheden, umiddelbarheden og den generøse skaberkraft samlet i et væsen. Hun kan i øjeblikke lukke hans verden op og få ham til at føle sider af sin krop og sit væsen, intellektet ellers skjuler. Men han spaltes af det, ligesom hun spaltes af det og drives væk fra sin kunst, så forholdet går i stykker og de to mennesker finder vej til hver sin enhed: hun i kunsten, han i en filosofisk modus, en kærlighed til visdommen i sig selv, amor intellectualis.(Dansk Litteraturs Historie)"To verdener" er andet bind af en trilogi, der begynder med "Støv og stjerner" og afsluttes med "Hans Råskov".

Det er 80 år siden, Forskrevet – sidst blev optrykt. Tankestregen i titlen går på det "– til Fanden", som forlaget fjernede fra manuskriptets titel. Med god grund, for der er mange slags forskrivelser skildret i Drachmanns omfangsrige roman, og de er ikke nødvendigvis alle lige negative, faustiske.En Overkomplet var skrevet af den 30-årige digter på hans ungdom, Forskrevet – af den modne forfatter – så moden som han nu nogensinde blev. Romanen tager sin begyndelse i midten af 1880'erne, dens dobbelte hovedperson har langt mere end alderen til fælles med forfatteren, og den ender først efter sin udgivelse, i det fin-de-siècle, som først lige havde fået navn.Drachmann har i denne roman samme Undergangens Angst i Blodet som Henrik Pontoppidan arvede fra ham. Men han formulerer den med en modernitet der, igen med Rømhilds ord, "stilistisk og psykologisk, måske endda kompositorisk og stofligt" var aldeles nybrydende."Tingene afhænger af, med hvor kraftig en Fantasi vi gør os til deres Herre," bemærker midt i romanen det reflekterende af romanens dobbeltdyr, maleren og forfatteren Henrik Gerhard, der roman igennem mest beholder synsvinklen som fortæller af deres mere eller mindre fælles oplevelser. Hans alter ego med det drachmannske ydre, digteren Ulf Brynjulfsen, bruger mere fantasien til at underlægge sig tingene. Det kommer også til udtryk i romanens mange indslag af Ulfs lyrik.De to mænd cirkler som siamesiske tvillinger af modsat temperament om sangerinden Edith, af hvis kærlighed de begge begærer at næres. Men hun forbliver lukket land, af forskellige, mere og mere indlysende grunde, viser det sig efterhånden.Samtidig realiserer de sig som kunstnere, sammen eller hver for sig. De satser på at "oparbejde den ny Tidens og Tingenes Betragtning", og en dag blive udpeget som "den eller de Udmærkede, der hæver Skatten!"Forskrevet – er et flot bud på denne bestræbelse, men samtiden tog ikke særlig vel imod den. Hvis derimod Drømmetydningens Freud havde læst romanen, da den i 1904 udkom på tysk, måtte det have været gefundenes Fressen.(Flemming Behrendt)

I en række situationsbilleder følger vi drengen Harald og hans kammerater fra barndommen til voksenalder. Det demonstreres med en for datiden uvant realisme hvorledes de miserable økonomiske og sociale omstændigheder ligefrem tvinger de unge ind i kriminalitet. Bogen rummer krasse billeder fra de københavnske brokvarterer før århundredskiftet og fører også læseren til opdragelsesanstalter og fængsler. I sin beskrivelse af miljøets betydning og de offentlige straffeorganers uforstand leder Spild, der er blevet kaldt vor første proletarroman, tanken hen på Martin Andersen Nexøs senere romaner. ***I et efterskrift til en genudgivelse af "Spild" 2002 skriver Anne Knudsen, at vi ikke mere har den samme nød og sult som for hundrede år siden, men stadig bander og problemer med rodløse unge, også blandt invandrere. Når vi taler om Yahya Hassan og ghetto-kriminalitet, kan det være lærerigt at sammenligne med forholdene i de københavnske slumkvarterer før første verdenskrig.

I "Den vægelsindede på Gråhede" konkurrerer med Blicher om at skildre en kvinde, der lader sig optænde fysisk og følger sine lyster som var hun en mand.

Hostrup var i Foraaret 1844 bleven Huslærer hos Justitsraad M. B. Nyegaard paa Kokkedal ved Rungsted, og i de herlige Omgivelser i dette nordsjællandske Landskab fik han Ideen til sit danske Sommerskuespil ”Eventyr paa Fodrejsen”. Under Opholdet den første Sommer paa Kokkedal udførte han dog knapt mere end én Akt af Stykket, men Planen til den følgende Scenegang modnedes hos ham, og i Foraaret og Sommeren 1847 fuldførte han Arbejdet, medens han nu - efter at Huslærertiden var forbi - boede saramen med sin Moder paa Svanemosegaard overfor Blaagaardsvejen. Stykket blev indsendt til det kgl. Teater og strax antaget, ligesom det ogsaa var Teaterdirektionens Hensigt hurtigt at bringe det til Opførelse; men Christian den Ottendes Død og den begivenhedsrige Tid, der fulgte efter, forhalede Opførelsen nogle Maaneder, og ”Eventyr paa Fodrejsen" kom til at gaa over Scenen første Gang den 15de Maj 1848. Man var altsaa midt i Krigs-begtvenhederne, men ikke desmindre vakte Stykket stor Opmarksomhed og opførtes syv Gange for fuldt Hus endnu inden Udgangen af samme Maaned. Phister spillede Skriverhans, Fru Heiberg Johanne; C. N. Rosenkilde var Assessor Svale og Michael Wiehe og Hultmann de to Studenier, Eibæk og Herløv. Med ”Eventyr paa Fodrejsen" vandt Hostrup en saa afgjort Sejr, at hans Navn som dansk Lystspildigter nu var sikret.(Illustreret Dansk Litteraturhistorie)

Hjemløs blev offentliggjort løbende i Nord og Syd i årene mellem 1852 og 1857, og den er med sine henved 1000 sider i moderne udgaver (omkring 1600 sider i originalen) en af den danske litteraturs første virkeligt omfangsrige romaner.Hjemløs er en dannelsesroman, der beskriver den unge og talentfulde Otto Krøyers udvikling gennem tre faser: „Hjemme“, „Hjemløs“ og „Hjem“. Vægten er lagt på hjemløshedsfasen, der fylder 2/3 af bogen. Den er mere beskrevet som Ottos søgen efter skæbne og mening end som hans eksil. Otto bevæger sig fra den intime lilleverden i barndomshjemmet til et langt møde med det fremmede i den omkringliggende verden, først i København, siden under en lang udenlandsrejse i revolutionsåret 1848. Efter udenlandsrejsen vender Otto hjem først til København, hvor han imidlertid hurtigt viser sig ikke at høre hjemme, og siden til sin hjemegn, hvor han besinder sig på et mere ydmygt kald som meningsgivende for sin tilværelse. Men efter kort tid dør han af en skade, han har pådraget sig under en redningsaktion i forbindelse med en brand.Hjemløs er ambitiøs i sit oplæg. I Otto Krøyers liv tegner den et omfat-tende skæbnemønster, hvor hans jagt på en skæbne, som er værd at have, får ham til at vokse i format. Men samtidig løber hans liv ligesom ud i sandet. Han forbryder sig imod kærligheden i en følt, men samtidig kynisk kærlighedshistorie med småborgerdatteren Pauline, og det kommer i sidste ende til at spærre for fuldbyrdelsen af hans store kærlighed. Han vinder alligevel til sidst en stor skæbne, da han dels går i et med det store projekt, han har hjulpet vennen Peter Krøll med at sætte i værk, dels giver sit liv i forsvar for mennesker, han elsker og også før har beskyttet. Den grundlæggende forestilling i bogen, nemesistanken, formuleres af den idealt sindede verdslige jøde de Castro, som Otto møder under sit ophold i Rom:(…) den himmelske Retfærdighed er forskjellig fra den jordiske, der slaaer Hovedet af Synderen. Nemesis tilsigter med al sin Strenghed noget positivt Godt. Der er i Tilværelsen en overskydende Sum af Kjælighed, som gjør, at vi lønnes lidt mere, end vi menneskelig taget have fortjent, og straffes lidt mindre, end vi have fortjent, og deraf opholdes Verden. (Dansk Litteraturs Historie)

Lidelsens Vej (1896-97, udgivet 1903) er komponeret som en klassisk dannelsesroman i tidens stil, som den kendes fra Jørgensens, Michaëlis' og Johannes V. Jensens ungdomsromaner. Men dens filosofiske indhold er langt mere omfattende. Den mandlige hovedperson Salomon Simonsen følges gennem tre af livets stadier over formlen: hjemme, hjemløs, hjem. Barndommen i provinsen følges således af de udsvævende studieår i København, før helten vender hjem til sit og sig selv med en indsigt, der betyder, at hans liv kan foldes ud på et højere niveau end tidligere. Romanen har som undertitel En Selvbiografi af en Afdød og henviser dermed til B.S. Ingemanns versroman Tankebreve fra en Afdød (1855), der tilsvarende ser det afsluttende visdommens stade som transcendentalt. Ved dannelsen af selvet kommer mennesket hinsides i en tilstand af fuldkommenhed, der hos Ingemann er platonisk, hos Dalgas buddhistisk; hovedpersonen er ved romanens afslutning i et Nirvana, hvor han er afdød fra den almindelige verdens krav, krop og behov.Romanen er formet som en erindring, hvor den kommunale regnskabsfører Salomon Simonsen lukker sig inde med sig selv og silkepudlen Fidivav i provinshjemmets interiør og gør livets regnebræt op. Med manddommens visdom fortæller han om sit andet og yngre jeg, dets brud med og søgen efter ny autoritet i en dannelsesmæssig trinfølge.I barndommens hjemmeliv er det den spidsborgerlige stedfars autoritet, der sættes på spil, tillige med kirkens ved konfirmationen, hvor den sarte og sensible Salomon i et epileptisk syn ser menigheden – og dens tro – forvandlet til en samling levende lig. En død overlevering. I storbyens hjemløse ungdomsliv er det først Estrups autoritet, studenten forsøger at gøre op med ved at engagere og realisere sig selv politisk. Dernæst forsøger han at realisere sig erotisk i byens muntert dekadente natteliv med løst kød, før han filosofisk og vidensmæssigt søger at realisere sig i forhold til sin rigtige biologiske far, den kynisk spekulative etatsråd. Endelig forsøger han sig med den opofrende kærlighed i skikkelse af etatsrådens plejedatter Prosa, med hvem han – som navnet siger – kan realisere det almene. De har en forlovelsesaffære i højsommerens lyse tid, før han gennemfører sit kierkegaardske brud med hende for at give sig hen til en „Helligdom, hvor ingen anden kommer.“ Den helligdom er selvet.(Dansk Litteraturs Historie)

Der er en uset voldsomhed på færde i de centrale digte i Claussens senværk, der fjerner dem fra det pikant dekadente og stedvis flirtende i 1890'ernes produktion. I forordet til Heroica skriver Claussen, at det gælder om „at udløse den Rhytme, man har i sig – at styre efter den udødelige Aritmetik, som bruges af Væsner i Bevægelse – den fuldeste Frihed og den højeste Ligevægt“. Digteren synes at have nået dette mål med sit værk, der i sin rytmiske udfoldelse er præget af fuld frihed og den højeste ligevægt mellem sindets poler. Kunstneren virker frigjort fra alle andre hensyn end de rent kunstneriske i sin aristokratiske radikalisme. Digteren ser sig selv som skuende på Olympens top og anråber Apollon – „Solgud og Mesterskabs Aand“ som sit sande jeg i sit store klassisk metriske og triumferende homeriske heksameterbrev til ungdommens tårnbroder Johannes Jørgensen. Over for Jørgensens paniske og svage tro sætter han sin egen skabende ånd, der som et atom jager igennem solen mod stærkere stjerner i en ekspansiv kosmisk udvidelse af digterens poetik. Han gentager spørgsmålet fra sine debutdigte i Naturbørn: Hvem er jeg? Her 30 år senere kender han nu svaret: „en eneste Aand gennem skiftende Verdner“! En ånd, der i en synæstetisk overgang får sfærerne til at synge og „selve Guds Sol til at danse“. I titeldigtet „Heroica“ ser han kunsten som en dyst, hvor enhver lav modstand skal mødes med „Kraft som Aand“.Sophus Claussen driver sin overmenneskelige vitalisme meget vidt i sit poetiske testamente i 1920'erne og lader verset i en sidste stolt knejsende gestus ryste sin løvemanke. Det nerveliv, som Johannes Jørgensen og Knut Hamsun tilbage i 1890'erne mente skulle være så sensibelt, at digterne kunne mærke selv de mindste forskydninger mellem atomerne, sætter Claussen nu i et oprør i forlængelse af sin viljebestemte heroisme. I afslutningsdigtet „Atomernes Oprør“ ser han sig selv som atomet, der får solen til at danse. Som Nietzsches filosofi er hans poesi dynamit, der føder dansende stjerner. Teksten virker som en moderne fremskrivning af Johannes' Åbenbaring fra Bibelen, og påkalder sig da også både påskelammet og fisken i en storladen apokalyptisk vision, hvor digter-jeget til sidst besinder sig og beder om nåde på klodens vegne. Hvis ikke den skal gå under i atomernes eksplosive ekspansion, må atomerne – og sindbilledligt digteren – holdes på plads i „Livsligevægten“s spænding.(Dansk Litteraturs Historie)

Efter skæmtedigtenes misantropiske udladninger, der konkluderer, at det er klogere at være tilskuer til livet og le ad det hele end at involvere sig og græde, er det overraskende i samlingens sidste tekst, „Zille Hans Dotters Gynaicologia eller Forsvars Skrift for Qvinde-kiønnet“, at møde en person, der sukker efter at prøve kræfter med livets mangfoldige udfordringer. Skridtet fra satirernes bistre mandsstemme til Zilles muntre pigerøst betyder en ny synsvinkel i forfatterskabet. Med Zilles Forsvarstale overskrider Holberg det psykologiske felt, Skiemtedigtene begrænser sig til. I en vis forstand er dette sidste digt Holbergs mest radikale, fordi det ikke fokuserer på psykologiske skævheder, men på den samfundsskabte virkelighed, som satte grænser for kvindekønnets udfoldelse.I digtet fortæller Zille om, hvordan hun allerede som lille bemærkede, at samfundet ikke giver piger de samme muligheder som drenge, selv om de har evnerne. Så for at piger ikke „ved Naturens Dom / Til Spinderok bør nødes“, foreslår det kvikke barn, at man venter med at give børn navne, til man kender deres evner. Så kan man kalde en dreng „Ingebor, Lucie eller Marthe“, hvis han har en „Rokke-Hierne“, og en pige Peder, hvis hun viser tegn på visdom og dyd. Ved således at skelne mellem evner, som naturen giver os, og samfundets roller tager Zille livet af gamle fordomme og slår optimistisk vinduet op til nye samfundsmæssige perspektiver. Enevælden løste individet ud af traditionens standsfængsel; Zille løser kvinden ud af et endnu ældre køns-fængsel. Som bilag til sit forsvarsskrift serverer hun med et glimt i øjet en strøm af muntre eksempler på mandlig uduelighed og kvindelig formåen for dog til sidst at præcisere sit anliggende: „Jeg Sværdet ei af Skeden tar, / Naar man kun tilstaaer dette: / Hvis Mere os betroet var, / Vi kunde Meer forrette.“Med Zille Hans Dotter lukker Holberg rollebegrebet ind i sit forfatterskab i en dobbelt betydning. Samfundsteoretisk ved at vise, at de funktioner, som henholdsvis mand og kvinde varetager, ikke er naturgivne, men samfundsskabte. Og teatralsk ved med Zille som debattør at skabe en „rolle“, hvor Mickelsen og Justesen blot er masker.At „Zille Hans Dotters Forsvars Skrift“ peger frem mod Holbergs senere komedieproduktion, er evident, men Holberg havde aldrig på egen hånd kastet sig ud i denne, hvis København ikke på dette tidspunkt havde fået et komediehus. At et sådant imidlertid kunne åbnes, viser, at Holbergs digtning – trods al modstand – imødekom et behov i tiden.(Store Danske Encyklopædi)

J.P. Jacobsen skrev digtsamlingen "Hervert Sperring", da han var omkring tyve år. Han skrev i en senromantisk stil, og resultatet er ret famlende, men interessant som de første lyriske forsøg fra en af vores største sprogkunstnere. "Forfatterweb" skriver om samlingen:llerede fra 9-års alderen skrev Jacobsen digte, og selv om han ikke i samtiden blev anset for lyriker, er hans talent, som det fremstår i prosaen, ikke mindst af lyrisk karakter. Sin første digtsamling, Hervert Sperring , der blev til 1866-68, gik den unge digter forgæves til forlagene med, og heller ikke Georg Brandes ville anbefale dens udgivelse. Hervert Sperring rummer en række spredte digte i forskellige genrer, der alle kredser om det senromantiske tema: forholdet mellem fantasi og virkelighed.Hervert er en ung mand, der ikke kan få hold i virkeligheden, fordi han hele tiden i drømme og længsler føres bort fra den. Digtene skildrer hans drømmerier, og den kærlighed, han ikke kan fastholde. Hans elskede finder en anden, og digtcyklussen munder ud i titelpersonens død. Den melankoli, der udtrykkes i dette ungdomsarbejde, er den samme, som optager det efterfølgende forfatterskab: den æstetiske dyrkelse af tabet af eller afstanden til det elskede objekt.

I en række af novellerne i "Drømme, der svandt" skildres tilværelsen i samfundets nedre klasser. "Dette er udpræget i ”Kampen om Tilværelsen”, hvor en professor ikke helt selvvalgt får mulighed for at efterprøve sine darwinistiske evolutionsteorier om tilværelsens kamp i praksis, da han må stride som arbejdsløs. ”Madame Jensen” viser en kvindes tilværelseskamp med sin forsørger, der ikke vil kendes ved hendes barn – men forlanger hendes kærlighed til sine fem. Her præsenteres et inverteret lykkebegreb, da hun vælger at indordne sig under hustruvold og drukgæld, men kalder dette en slags lykke.Andre mere specifikke problemstillinger slås også an heri: en kunstners selvopholdelse i ”Døden”, der sammen med to ovennævnte også kredser om en menneskelig dekadence; en allegorisk forklaring af parlamentarismens indførelse i ”Systemskifte”; endvidere ”Lykkens Land”, som Vilhelm Andersen betegner som den mest nietzscheanske af Hansens tekster. Denne synes sammen med den senere ”De Saliges Øer” at være en søgen efter øen, hvor Nietzsches karakter og talerør, Zarathustra, bor, som netop kaldtes ”lyksalige øer”.Et vigtigt tiltag i Drømme, der svandt er dog åbningsfortællingen ”En Forårsdag”, der giver sig i kast med mere formeksperimenterende tiltag. Denne er nok noget nær det mest prosalyriske, som Hansen har skrevet."(Kulturkapellet)

I 1882 udgav Karl Gjellerup dannelsesromanen "Germanernes Lærling", hvor hovedpersonen Niels Hjorths udvikling har stærke lighedspunkter med Schandorphs Thomas Fris'. Niels Hjorth er ligesom Thomas Fris tilhænger af det nationalliberale Højre. Han opmuntres til at studere, men taber troen og ender som repræsentant for Venstre i Folketinget.Germanernes Lærling mangler dog helt Schandorphs fremskridtstro. Niels Hjorth, der studerer teologi, mister troen i mindre grad, fordi han stifter bekendtskab med den tyske bibelkritik, end fordi læsningen af Lessing, Schiller og Goethe vækker hans skønhedssans og følelsesliv på en måde, som de kristne tekster og ritualer ikke længere formåede. Med et billede fra planteverdenen tænker han, at det sædvanligvis er tanken, der rydder de gamle vækster, hvorefter rødderne nede i følelsernes muld siden ofte spirer på ny, men at det for ham havde været omvendt, „efter at den moderne Poesis Hedenskab havde skiftet Jordsmonnet, kom Theologien for at gøre sit (…) Hans dogmatiske Tro var som en Snedrive, der smelter forneden og løber bort som Vand under sin egen Brohvælving“.Niels Hjorth stammer fra en gård i Vonsbæk, i den del af Sønderjylland, der blev tysk efter 1864, og hvor drømmen om at vende tilbage til Danmark vedligeholdt et idealbillede af fædrelandet og dets nationaltsindede politikere. Som seminarist og hjælpelærer på Fyn og Sjælland lærer han landsbysamfundets forskellige typer at kende uden blandt dem at genfinde noget af barndomsmiljøets idealisme. Romanen åbner med folketingsvalget 1873, hvor „Pelsværket“, „Vadmelen“ og „Vinterfrakkerne“ møder frem for at stemme og siden diskuterer resultatet på hjemvejen og i kroen. Mellem greven og bønderne befinder Hjorth sig som lærer sammen med egnens øvrige funktionærer, provsten, præsten, herredsfogeden, godsforvalteren samt fuldmægtigen, der er blevet overtalt til at stille op for Højre uden chance for at slå de overtallige bønders kandidat. Skildringen er livlig, scenisk opbygget, fyldt med realistiske beskrivelser af mennesker og replikskifter på mange sprogniveauer og dialekter.(Dansk Litteraturs Historie)

Ivar Holt i Støv og Stjerner er en æstetiker, der, som Des Esseintes i J.-K. Huysmans' Á rebours, drømmende henlever sit liv i vegetativ plantelignende vækst, lukket inde i sit eget sjælelige drivhus: „Han bevarede den ævne til at hylle sig ind, når livet gik ham imod. Han krøb sammen og gjorde sig hård, lukkede sanserne og lavede drivhus indenfor, hvor jeg-følelsen skød vildt op i den tropiske hede“. Ivar Holt er digterspire og sværmer på lange, særegent psykisk skildrede cykelture for anelserne i naturen og deres inspirerende indvirken på den fantasi, der konstituerer hans væsen. Han virker ikke ved sanserne, men ved ånden alene. Han viser erotikken og kærligheden i kvindens skikkelse fra sig for ikke at realisere det almene, og gradvist nedkøles hans væsen, og han ender i ensom død i en snedrive. Hans „umenneskelige kulde (…) har bragt ham til den yderste grad af resignasjon“, og denne opgiven over for en „verden, der er gået i stykker“, sender ham i døden. Ild og is er genkommende og fascinerende symboldannelser hos Knud Hjortø, der lader elementerne mødes som billede på det spaltede jeg.(Dansk Litteraturs Historie)"Støv og stjærner" er første bind i en trilogi, der fortsætter med "To verdener" og "Hans Råskov"

"Rids" er Helga Johansens debutbog, oprindelig udgivet under pseudonymet "Et Fruentimmer". Den rummer tre dramatiske situationer - Charlotte Corday i sin celle efter mordet på Marat, en samtale mellem to veninder, og et skuespil, der handler om sindssyge og indlæggelse på Skt. Hans - ligesom Helga Johansens hovedværk "Hinsides". "Rids" er gengivet som OCR-indlæst dokument. Der er ikke foretaget grundig korrektur.

"Bundfald" handler om en københavnsk dreng omkring århundredeskiftet, der vokser op med druk og vold, kommer på opdragelsesanstalt og senere uretfærdigt anklages for brandstiftelse og slår ind på forbryderbanen, der ender med mord. Selv om "Bundfald" ikke er stor litteratur og afsnittet om, hvordan han renses for anklagen for brandstiftelse ikke virker ganske troværdigt, og selv om bogen har en ret moraliserende tone. giver den et godt indblik i den fortvivlende fattigdom før første verdenskrig. Bogens forfatter, Christian Gjerløv, arbejdede i mange år som opdager i Københavns Politi og kendte indgående de forhold, han skriver om.

Harald Kidde debuterede i 1900 med en samling korte symboliske prosalyriske tekster, "Sindbilleder", opfulgt af "Luftslotte" i 1904. Disse korte fortællinger og dialoger er skrevet i en tidstypisk symbolistisk eller allegorisk stil. „Parabler“, kaldte forfatteren dem selv. En lignende allegoriserende kortprosa finder man hos fx Johannes Jørgensen, Viggo Stuckenberg og Ernesto Dalgas. Det gennemgående motiv er følelsen af fremmedhed, håbløshed og træthed."Parabler", der først blev udgivet i 1948, indeholder endnu en række af disse korte tekster, der kan være naturbeskrivende, religiøse eller gå tilbage i historien.

"Trefoden" er ikke noget storværk. Den er et polemisk debatindlæg i versform - et angreb på litteraturanmelderne Otto Borschenius og Edvard Brandes, der ikke værdsætter fantasien. Claussen kalder dem O.B. og E.B. og lader den sidste rime på "WC". Tonen er skarp, og detaljer i diskussionen kan føles forældede, men det er altid godt at blive mindet om fantasiens ret, og man kan her som altid beundre Sophus Claussens versekunst, der virker så legende let som Heines strofer.

"Den klareste datter-stemme i dansk gennembrudslitteratur har jeg fundet det, hvor jeg mindst ventede det: i Ragnhild Goldschmidts anonymt udgivne "En Kvindehistorie", 1875"(Pil Dahlerup i "Det moderne gennembruds kvinder")Ragnhild Goldschmidt var søster til forfatteren M.A. Goldschmidt, som hun holdt hus for. Hendes eneste bog, "En kvindehistorie", fortæller en tragisk livsberetning på en måde, der kan minde om Blicher, men lader den raffineret bestå af forskellige personers tolkninger og stemmer, der flettes ind mellem hinanden.

Helsen & Co. handler om 'blodets' dobbelttydige tale, når moderskabet og kærligheden skulle genoplives i det nye udadvendte kvindeliv. Terese vil virkeliggøre utopien om et fuldkomment fællesskab mellem ligestillede parter. Hun bliver designer og kompagnon i den møbelsnedkerforretning, hendes mand Erik Helsen etablerer, og omdanner deres dagligstue til en „Værkstue“, hvor skellet mellem arbejde og hjemmeliv er ophævet. Utopien strander på moderskabet, som dels forstyrrer Tereses arbejde, dels ændrer Eriks følelser for hende. Han ser hende efterhånden mest som sine børns mor, hvorimod hun får „sære Drømme om en ganske fantastisk Lykke“, hvor hendes mand er en elsker, hvis „Glød ikke sluktes i Hverdagslivets Nøgternhed“. Hun forklarer sin utilfredshed som „Trolddom“ og „Hængedynd“ fra den gamle kvinderolle, mens Erik ingen problemer har med sin traditionelle mandsrolle. Da et „pludseligt brutalt Begær“ blusser op i ham, er han Terese utro med deres butiksdame.Terese vælger efter indre kampe at tilgive ham og resignere, men hun føler, at hendes mand på alle områder har trukket det længste strå, og mærker fristelsen til at give efter for „dette dunkle Ubevidste, vi bærer i os, og som synes ganske at unddrage sig Viljens Herredømme“. Driften, kærligheden, moderskabet, arbejdet, der skulle samvirke i den nye kvindes personlighed, viser sig at trække i hver deres retning.(Dansk Litteraturs Historie)

Ligesom romanerne "Kitty" og "Fortællingen om Rosen" handler digtsuiten Mina om den store ungdomsforelskelse. Digteren beskriver den mørkhårede pige, han er så stormende forelsket i, han beskriver jublende glæde og bundløs sorg over tabet af den elskede. Det er en historie, der udspiller sig alle steder og til alle tider og hver gang er lige ny og bevægende.

"Arvingen" (1865) er fra et overordnet synspunkt Goldschmidt selv, da han via fru Stillings vejledning i Rom er vendt tilbage til den hjemlige arv: dansk sprog og litteratur. Det litterære bo optræder i romanen som en herregård. Besiddelse forpligter. "Arvingen" er frugten af en sådan forpligtelse. Hovedpersonen Axel er fortælleren, hvilket giver selvbiografien en subjektiv forståelsesramme og form. Han er vokset op som arving til en dansk herregård. Faderen begår imidlertid et fejlgreb, da han kvitterer for et lån uden at få beløbet udbetalt. Uretmæssigt mister han derfor ejendommen.Under et forskningsophold i Rom møder Axel sin ungdomskæreste Astrid. Paradisisk har de sværmet for hinanden i de skønne haver på Østerbro (der dengang var ude på landet). Alene deres navne signalerer, at de er bestemte for hinanden som Adam og Adaminde. Men begge forsynder de sig imod kærligheden. Astrid vælger et rigt fornuftsægteskab for at kunne forsørge en afdød søsters børn. Som trøst kaster Axel sig i favnen på huspigen, hvilket får følger. For hendes æres skyld skingiftes de for kort tid efter at blive skilt. Da Axel og Astrid genses i Rom, blusser forelskelsen op igen. En lang række turbulente begivenheder i revolutionernes krigslarm fører dem til Ehden, der rigtignok er en paradisisk plet udenfor Tripolis. Cirklen er sluttet, men de får ikke hinanden. Astrid mister kræfterne og dør. I samme moment kaldes Axel hjem til faderens kiste. Under hans hjemrejse testamenterer de nye ejere ham herregården, som han lover sig selv at ville forvalte i Astrids ånd og som hendes 'arving'.(Epoke)

Af alle danske digtværker er Gurresange formodentlig det, der internationalt er mest kendt. Det skyldes især, at digtkredsen blev oversat til tysk af Rainer Maria Rilke og sat i musik af Arnold Schönberg.Gurresange bygger på sagnet om kong Valdemar og hans kærlighed til Tove, som han møder på Gurre slot.. Overmodig siger Valdemar, at Gud kan beholde sit Himmerig, har han blot Gurre. Tove dør, og kongen må til straf for sin gudsbespottelse jage vildt gennem natten uden at kunne finde gravens fred.

Ligesom En kritisk Tid er Neropolis egentlig en københavnerroman fra halvfemserne, der i stedet for Estrups tid er henlagt til Neros tid i det romerske imperiums sene og rige dødskamp. Men tyranniet og forfaldet er identisk og allegorisk gennemskueligt. Som den franske oplysningsfilosofi i 1700-tallet og de første franske dekadencestudier i 1800-tallet bruger Jakob Hansen det hedonistiske Rom til at gennemlyse sin egen tid kritisk, dens depravation, dekadence og sociale dårligdomme...Der lægges i romanen op til et systemskifte, men uden illusioner. Jakob Hansens historiske skildring følger også samtiden i anden forstand. Det er halvfemsernes historie om provinsstudenten, i skikkelse af hovedpersonen Junius Silvanus, der drager til den store by og fristes af dens muligheder. Han vokser ind i den herskende klasse og nyder dens privilegier, men nedbrydes også af dens depraverede og hensynsløse omgang med livet, der ødelægger hans sunde instinkter. (Dansk Litteraturs Historie)