Bøger udgivet af Arne Herløv Petersen

Digtet "Metope" er et af de store mesterværker i nordisk lyrik. Dødsangst og kærlighed forenes i storladne strofer:«Jeg tænker paa kvelder som denne, jeg ikke faa lov til at leve —paa modne marker, som bruser af korn, uten mig!Paa rørende, lette smaating: Aks, som knækkes,veier i sjøen, bleke seil derute,bølger, som strømmer mot stranden uten mig!Hverdagen, ven, som mildt blir ved bak graven,tænker jeg paa, og alle de dype, blaa,kommende kvelder her i sommerhaven,uten mit sind mot dit, tænker jeg paa!

Om en eneste Skikkelse har Henrik Pontoppidan støbt hele sin Fortælling. Der skabes vel nogle Bifigurer, som ikke mangler Liv og Originalitet, men alt dette forsvinder for Billedet af det Menneske, der en Gang var en lille dejlig Pige med en rød Kyse og som blev en saa gram Hustru og haard Moder. I denne Skikkelse har Forfatteren samlet den Uforsonlighed med Livet, som ogsaa andre af hans Bøger taler om. Det er en Kvinde, hvis ideale Fordringer langt overstiger, hvad hendes Medmennesker formaar at yde, og som derfor udarter til en ond Aand og Skændegæst, der plager sin Mand til Døde og lader sine Tjenestefolk straffe for den mindste Uærlighed. Da hun er skilt fra Manden, møder hun omsider ved hans Dødsleje og stjæler det Dokument, hvorpaa han har opsat sit Testamente. Uforsonligheden, den utilfredsstillede Retfærdighedstrang fører hende saaledes til Forbrydelse, endog til Mened. Og i hele det mørke Billede er kun det eneste Lyspunkt: Mindet om hende selv som en lille Pige, den lille Rødhætte, der en klar Frostdag spaserede hen over Sneen og syntes skabt til at eje alt det straalende, som Verden rummer, og som smaa og store Børn drømmer om.(Sophus Claussen)

En ung, københavnsk Læge og hans Hustru har, for hurtig at kunne skabe sig et Hjem og en rolig, betrygget Tilværelse, slaaet sig ned paa den jydske Hede. De finder sig hurtigt tilrette i de snævre Forhold, og det er dem nærmest ukært, naar der melder sig Besøgende fra Hovedstaden, hvis Luft de tidligere troede var den eneste, de kunde aande og leve i. Hjemmet, hvori tre Smaabørn springer omkring, bliver dem et jordisk Eden, og de er fuldkommen tilfredse med den hyggelige Ensformighed, der gør Dagene, Ugerne, Aarene korte.Men saa viser Slangen sig i deres Paradis.En Aften i Fastelavnstiden banker det paa Husets Dør og en ældre, fed Herre træder ind; han præsenterer sig ikke, men beder frækt, om han maa være Familiens navnløse Gæst, og da Lægen modvilligt gaar ind paa det og siger, at noget maa de da kalde ham, foreslaar den Fremmede, at de skal kalde ham Prins Karneval.Om sine Slægtsforhold oplyser han, at Uglspil var hans Bedstefader, Hans Kvast hans Fader, Harlekin hans Fætter, og Slaraffenland hans Hjemstavn; af Livsstilling er han Rejsende i de renommerede stegte Duer, der af sig selv flyver ind i Munden paa enhver, som bare vil gabe tilstrækkelig højt.Den kongelige Gæst gør, trods al sin Fastelavnsskvalder ikke noget forrykt Indtryk, og da han er elskværdig og baade har Lune og selskabeligt Talent, lykkes det ham i Aftenens Løb at sætte det rolige Hus paa den anden Ende. Han faar sin Vært og Værtinde til at klæde sig i Festdragt, tænde Lysekronen, byde paa en flot Anretning osv; men midt under Festligheden overfaldes Lægen af en hæslig Mistanke til sin Hustru. Han mener at have set et forelsket Glimt i det Blik, hvormed hun betragter den halvkomiske Figur, Prins Karneval, og det er ikke langt fra, at han viser sin Gæst Døren. Hun har i Tankerne været sin Mand utro, og det gør hende i hans Øjne til en foragtelig Skabning. Det Idealbillede, han havde dannet sig af sin Kone, er sønderflænget, og han er kommen til den Erkendelse, at der paa Bunden af selv den uskyldigste Kvindes Hjerte ligger en Giftøgle i Dvale.Det kommer, siger Forfatteren, kun an paa Tilfældet, om Giftøglen skal faa Lov at blunde eller vækkes til Live og bringe Fordærv.(Haagen Falkenfleth)

Romanen er en typisk Pontoppidan-roman. I lighed med "Minder" og "Højsang" kommer en mandsperson udefra som en fremmed og opsøger et miljø. Herefter er alting, som ingenting nogensinde har været. Miljøskildringen og egnsskildringen, landskabet, er vigtige ingredienser ikke blot som baggrund for handlingen, men som en betydningsbærende bestanddel af samme handling. 'Stedet' og 'tiden' er aktive størrelser, der medformende griber ind i de pågældende menneskers liv og skæbne. Typisk er den endvidere ved sin udprægede form som 'indre monolog'. Romanen er i virkeligheden et forum for diskussion af en række værdiladede begreber, der griber ind i hinanden, og som igennem samtaler mellem forskellige personer belyses flersidigt. Ofte med det resultat, at to modsatte synspunkter overfor læseren fastholdes med lige stor ret - pro et contra. Således er romanerne op til læserens afgørelse. Det drejer sig først og fremmest om 'lidenskabens ret', om frihed og moral, om ansvar og lykke, adspredelse og fordybelse, handling og fred. (Silkeborg Bibliotek)

Rimestads mærkelige sensitivitet, sammenblandet med pågående erotiske fantasier og indtryk fra naturen kan lede tanken hen på Edvard Munch og hans mest makabre sortkunst. Han er medvidende, klog, fortrolig og betroende, med en lavmælt trøst til os. (Cai M. Woel)

"Nattevagt", der, som næsten alt fra Pontoppidans Haand, er særdeles velskrevet og letlæst, handler om en ung, radikal Maler, Jørgen Hallager, eller den røde Hallager, kaldet saaledes paa Grund af sin Haar- og Skjægfarve, dels formedelst sin Førerstilling i "Klumpen", en Kreds af unge Kunstnere, hvis ramme Virkelighedsbilleder har gjort Front mod saavel gammel Renæssance som ny Symbolisme. Jørgen har i Rom, hvor Hovedparten af Fortællingen foregaar, ægtet en ung Pige af det højere Bourgeoisi, en Datter af en rig Etatsraad og forhenværende Departementschef. Det unge Ægtepar tilhører ikke blot to forskellige Samfundslag, men deres Naturanlæg og Gemytsbund er saa ulige som tænkes kan. Ursula er en lille, fin Kvinde, der med Hengivenhed slutter sig til sin Mand og efter yderste Evne stræber at tilegne sig hans Syn paa Livet. Men den lige saa raa og brutale som kyniske Jørgen støder hende uafbrudt tilbage, og til sidst knækker Ursula over i en Kamp, hvor hendes Evner ikke strækker til. Fra deres første Samlivsdag har Jørgen ikke andet end Haan og Foragt for hendes Fader og hele den Verden, hvori hun er voxet op. Han selv er Søn af en fattig Landsbyskolelærer, der er faldet som Offer for sit Venstresind og sin Sandhedsdrift og efter uskyldig at være mistænkt for Bedrageri har slaaet sig paa Flasken. Jørgen vil være hans Hævner, og hele det besiddende Samfund skal undgjælde for Faderens Skæbne. I hans Øjne er Svigerfaderen og hele hans Omgangskreds "Ærkekjæltringer, Tyveknægte, infame Hyklere, der under Paaskud af at værge Lov og Orden holder Folket i Søvn for at kunne bestjæle det des grundigere"1. Den for Øjeblikket samlede skandinaviske Koloni i Rom bliver lutter Typer Kjæltringer i Hjemmet. Men Jørgens Radikalisme gaar endnu videre. De hjemlige Strejker er kun "Lapperier" for ham, skjønt han altid med Glæde hilser "en knyttet Næve" og "et Spark i Bagen paa Avtoriteterne".(Otto Borschenius)

Bogen er den første af Henrik Pontoppidans ‘små romaner’. Det er en genre, hvor et aktuelt problem - åndeligt, politisk, kunstnerisk - tages op til debat. Eller snarere for denne forfatters vedkommende: til anskueliggørelse af de pågældende problemstillinger, idet de fremstilles igennem individuelle menneskeliv og miljøer. Det er Henrik Pontoppidans metode. I Sandinge Menighed belyses det kontrastrige forhold mellem bondesind og -kultur overfor Folkehøjskolens ivrige og optimistiske oplysningsvirksomhed. Pontoppidan kender begge miljøer indefra, og er derfor istand til med sit dobbeltblik at skelne imellem velment teori og virkelighedshård praksis. I denne roman er forfatterens sympati hos bondebefolkningen, hvor folkesindets dybde og alvor skildres med respekt i forhold til højskolens overfladiske livsjubel. Som tidligere højskolelærer havde Pontoppidan på dette felt en pålidelig baggrund. Højskoleverdenen brød han sig ikke om. Grundtvigianismen vedbliver at være skydeskive for hans ironi og kritik. (Silkeborg bibliotekerne, Epoke)

Det er de færreste der har læst Pontoppidans lille roman "Spøgelser" fra 1888, for forfatteren strøg den senere af sin produktion.Men mange litteraturforskere mener, at romanen udgør et vigtigt vendepunkt i forfatterens produktion - fra det socialt indignerede til det indtrængende psykologiske.

Henrik Pontoppidan skrev ikke mange digte, men nogle af dem er blevet almindeligt kendt, især genforeningsdigtet "Det lyder som et eventyr, et sagn fra gamle dage" og Brandes-digtet "Den 4de Februar."

Pontoppidan fortæller om Husmandsdatteren Grethe, som tjener i Præstegaarden, en enfoldig og troskyldig Sjæl, som har bedt Vorherre om at faa den kønne Niels til Kæreste og er bleven bønhørt, skønt hun baade er rødhaaret og grim. De mødes hemmeligt i al Uskyldighed om Aftenen og sværmer sammen, men en Nat, da Grethe efter et saadant Stævnemøde vil krybe tilbage gennem sit Vindu, som hun har ladet staa paa Klem, finder hun det til sin Rædsel lukket indvendig fra og opdager – til sin endnu større Rædsel – at Præsten og hans Frue sidder oppe i Dagligstuen og venter paa hende. Hun tør da slet ikke komme ind af Frygt for at blive jaget fra sin Plads – hjem tør hun heller ikke komme – og mens hun fortumlet flakker omkring paa Markerne vokser Angsten i hende og gør hende efterhaanden helt afsindig. Hun føler sig forpint af Samvittighedsnag, forstødt af Gud og Mennesker, forfulgt af den hængte Jesper Smeds Spøgelseskridt.Dagen efter, da hun savnes og eftersøges, finder man hende druknet i en lille Skovsø. Præsten kan ikke forstaa det. "Det var en af de Ting, han i sin Egenskab af Sjælesørger stadig fik Lejlighed til at forundre sig over, at Menneskene havde saa ringe Modstandskraft overfor Døden. Netop i det tilsyneladende saa frejdige og livsglade danske Folk, hvis daglige Liv formede sig saa betryggende, hørte Selvmord til Dagens Orden. Her var en Sjælegaade, han ofte forgæves havde grundet paa. Selv her i hans eget venlige og frugtbare Sogn ... fandtes ikke mange Hjem, hvor der ikke et Sted paa Loftet eller i et Udhus var en skummel Krog, som Beboerne helst gik udenom, fordi den gemte et blodigt Minde." Ved Grethes Begravelse taler han meget om Samvittigheden og Syndsbevidsthedens forfærdelige Gru.Men "Det store Spøgelse" er alligevel ikke blot en Præstehistorie. Bag Pontoppidans Ironi over Præstens naive Selvretfærdighed skjuler sig noget andet: den underlige Sørgmodighed, den ubestemte Følelse af Synd, som uden Hensyn til religiøs Tro kan nedsænke sig i Sindet hos mange Mennesker paa en Sommeraften, naar Kirkeklokkerne ringer Solen ned over et fredeligt dansk Landskab. "Mens Mørket stiger, sidder man der modstandsløs med en Følelse af ulægeligt Melankoli og lader sig besnakke af Døden. Hvem véd? Maaske gaar man tilsidst virkelig hjem og hænger sig." Thi "der ligger her under Nordens blege Himmel en Basilisk og lurer paa vore svage Øjeblikke." Den – og ikke Helvedeslæren – er det sande store Spøgelse i Henrik Pontoppidans lille Fortælling, hvis Sprogkunst minder om Violoncellens dybe, sørgmodige Tone – en afklaret Aftenhimmel, som spejler sig dybt i blankt Vand.(C.E. Jensen)

Ludvig Holstein (1864-1943) skrev om den danske natur, om æbleblomster og den modne gravenstener, om kærligheden og døden og om den trøst, der ligger i at vide, at naturen bliver ved med at forny selv, også når vi ikke selv er der mere.

Rudolf Nilsen, født i Oslo1901, død 1929, norsk forfatter; g. m. Ella Hval. Han utgav diktsamlingene På stengrunn (1925) og På gjensyn (1926). Etter hans død utkom diktsamlingen Hverdagen. Nilsens lyrikk ble skapt under inntrykk av klassekampen i 1920-årene og har en sterkt klassebevisst tendens. En rekke av hans dikt er kampsanger, eller gir uttrykk for besk politisk satire. Side om side med hans politiske dikt står kjærlighetserklæringer til byen og bylivet, til østkantgatene i Oslo og menneskene i dem. Klassisk er Nr. 13 blitt. I 1935 kom Samlede dikt (med forord av A. Øverland, 2. utg. 1946).Med den fornyede interessen for arbeiderdiktning generelt fikk Nilsen en renessanse i 1970-årene. Flere av hans dikt ble sunget inn på plate, og det kom flere nyutgivelser; bl.a. Samlede dikt (1973 og 1999), Dikt i utvalg (1975) samt prosasamlingen Rulle forteller (1974). En samling av Nilsens avis- og tidsskriftbidrag ble utgitt av M. Nag under tittelen Hilsen og håndslag i 1974.(Store norske leksikon)

I 1892 tog Sophus Claussen til Paris. Her stiftede han bekendtskab med den symbolistiske kreds omkring Paul Verlaine, som blev en stor inspiration. Oplevelserne i Paris blev poetiseret i en række rejseskildringer, der blev sendt hjem til Politiken, og som senere resulterede i den ’impressionistisk flimrende’ rejseroman Antonius i Paris (1896). (Litteratursiden)

En humoristisk, satirisk og lidt ondskabsfuld skildring af en lille kystby i Vendsyssel i slutningen af 1800-tallet. Fra den dag de badelystne bymennesker ankommer til byen ... Hele romanen er centreret omkring Brasens hotel i den lille by. Og de centrale skikkelser for handlingen er værtsparret hr. og især fru Brasen.Da historien begynder, er der endnu ikke dukket nogen sommergæster op. Fru Brasen går alle rum igennem og forsøger at sikre sig, at alt er parat. Hr. Brasen vogter den tomme pengekasse, og parret skylder penge overalt i byen. Det er tilsyneladende almindelig kendt, at Brasens skylder, og nogen godter sig mere end andre over det.Men pludselig kommer der ”Køretøjer fra Sønder”, og alt bliver kaos. Hr. og fru Brasen løber forvirrede rundt og råber og skriger af hinanden og deres ansatte. Men endelig får sommergæsterne deres værelser, og fru Brasen går nervøst og febrilsk i gang med aftensmaden.Det lykkes at stable en middag på benene. Senere på aftenen underholder en kendt sanger, der er blandt gæsterne, og der bliver danset. Da fru Brasen træt falder om i sin seng, hører hun allerede hanen gale i gården.(Pernille Lisborg på Litteratursiden)Romanen er skrevet let og humoristisk, og Herman Bang skildrer tydeligt tidens klasseskel. Både de tilrejsende velhavende sommergæster over for Brasens ”tomme kasse”. Og også klasseskellene i den lille by skildres rigtigt godt; konsulen, lægen, apotekeren, og over for dem bønder, fiskere og tjenestefolk.

Samlingen 'Krøniker' (1890) fortsætter i allegorisk form kritikken af dansk smålighed, der kvæler »fribaarne Foregangsmænd« og anden »Ørneflugt« i konvention, materialisme, sladder, snobberi og angst for det ukendte. (Hans Hertel)

"På gjensyn" er Rudolf Nilsens anden digtsamling. Den udkom i 1926 og indeholder nogle af hans kendteste digte som "Nr. 13" og "Revolusjonens røst" med versene:Gi mig de brendende hjerter, som aldri gir tapt for tvil,som aldri kan kues av mismot og trues av sorger til hvil,men møter hver seier, hvert nederlag med det samme usårlige smil.Ja gi mig de beste blandt dere, og jeg skal gi dere alt.Ingen kan vite før seiren er min hvor meget det virkelig gjaldt.Kan hende det gjelder å redde vår jord. De beste blandt dere er kalt.

Novellen Ved Vejen er efterhånden kanoniseret som Bangs hovedværk, og også i denne sammenhæng er den det værk, det anbefales at starte med som indgangsvinkel til forfatterskabet.Stille Eksistenser (1886) er titlen på den novellesamling, som hovednovellen Ved Vejen indgår i. På grund af sit omfang har Ved Vejen efterhånden fået status som roman. De stille eksistenser er stærke, men socialt stækkede kvinder, og Katinka Bai, stationsforstanderfruen i Ved Vejen, er netop en sådan eksistens. Bang blev inspireret til romanen, da han så et kvindeansigt gennem vinduet fra en togkupe.Åbningsbilledet i Ved Vejen er in medias res, hvilket er latin og betyder at teksten starter i midten af begivenhederne. Billedet er broget, fuldt af personer og foregår omkring lillebyens centrale kontaktflade til den store verden: stationen. Der sker en åbning af et stemningsbillede, som er blevet berømt for den impressionistiske fremstillingsform med glidende scenisk panorering og brudte replikker, der lader læseren blive præsenteret for personernes karakterer. Der er bemærkelsesværdigt ingen decideret handling i åbningsbilledet, men mange stemninger, og stilen er at registrere begivenhederne nøgternt uden at fortolke, hvilket er kendetegnende for den naturalistiske stil. At registrere objektivt som naturvidenskabens videnskabelige arbejdsmetode.Ved Vejen betragtes desuden som Bangs mest gennemførte impressionistiske værk. At det er impressionistisk, vil sige, at forfatteren beskriver små udsnit af en større helhed, hvilket omtales nærmere nedenfor. Handlingen er enkel, der er ingen stor dramatik eller indviklede intriger. Bang skildrer et umuligt kærlighedsforhold og udvælger desuden en række dagligdags handlinger og skildrer dem fintfølende og indlevet. Og også med en humor, der både kan være ironisk og sarkastisk.(Litteratursiden)

"Isbjørnen" handler om den bjørnestærke Thorkild Müller, der ikke dur til at læse teologi, men bliver præst alligevel og sendt til Grønland. Da han efter sin kones død kommer tilbage til Danmark. De bønder, han prædiker for, elsker ham, men gejstligheden hader ham og tror, han må være forrykt, fordi han vil afskaffe tiende-betalingen.Da han til sidst tvinges bort, skriver han med kridt på døren: "I har de Tyranner, som I fortjener".

Henrik Pontoppidan (1857-1943) skabte med "Det forjættede land" sit første storværk.Værkets tre bind Muld (1891), Det forjættede Land (1892) og Dommens Dag (1895), er historien om en utopi og dens sammenbrud. De tre bind har alle undertitlen „Et Tidsbillede“. Første bind omspænder 10 måneder fra december efter Estrups første provisorium i 1877 til det følgende efterår. Andet bind omfatter forår til efterår 1885 efter det andet provisorium, og tredje bind et par måneder af 1887. Stedet er landsbyerne Vejlby og Skibberup, der minder om Skuldelev og Østby i Hornsherred, og Sandinge med højskolen på den anden side af fjorden, der minder om Slangerup og Mortens højskole i Jørlunde.

"Pontoppidans anden store roman, Lykke-Per, er ligesom Det forjættede Land en udviklingsroman om en ung mand, der forlader sit barndomshjem, hvor han har følt sig fremmed og undertrykt, for at skabe sit eget liv og omforme samfundet efter sine egne ideer. I Det forjættede Land forkaster Emanuel den københavnske dannelseskultur. Han flytter på landet, gribes af grundtvigianismens og højskolernes folkelige vækkelse og forsøger at leve i pagt med bondesamfundets traditioner. I Lykke-Per rejser Per Sidenius den modsatte vej. Han forkaster sin fromme, provinsielle præstefamilie, flytter til hovedstaden for at blive ingeniør og komme frem i den verdslige, industrialiserede verden og gribes af det moderne gennembruds ideer."(Dansk Litteraturs Historie)Dette er den oprindelige tekst, sådan som den udkom i otte bind 1898-1904.

Jens Gielstrup (1917-43) tog tråden op efter Sønderby med et bemærkelsesværdigt talent, der på grund af forfatterens tidlige død aldrig nåede fuld udfoldelse; han gik under krigen i allieret tjeneste og blev som flyverløjtnant skudt ned i kamp med tyske flyvere. Hovedpersonen i Kys til højre og venstre (1939) kunne dårligt være mere sønderbysk: den 21-årige stud.jur. Jack, der spørger til meningen med det hele. Jack og hans kreds skildres med indlevelse, ironi og en undertone af smerte. Man gør sig erfaringer med den besværlige kærlighed og gribes midt i al desillusionen af længsel efter et autentisk, ubesmittet liv. Men tidsbaggrunden – den optrækkende krig – er mørkere end hos Sønderby.(Dansk Litteraturs Historie)

Mands Himmerig foregaar i Journalist- og Politikerkredse. Romanens Traad er kort fortalt denne: Bladet "Friheden" skal have en ny Redaktør. Magister Niels Thorsen er den bedst egnede, hvis den afdøde Stifters Ønske skal respekteres, og Bladet ledes som et Organ for sand Oplysning, Kulturbestræbelse og Sandhedssøgen. Men i sidste Øjeblik skubbes han til Side. En partipolitisk Intrige bevirker, at Bladet overdrages til nogle samvittighedsløse Stræbere, hvis Formaal med Bladet er at tjene Penge og paa anden Maade rage Fordele til sig. Kort efter udbryder Verdenskrigen. Thorsen er endt i den Opfattelse, at kun en Krig kan redde Menneskeslægten, særlig Danmark. Han har ønsket Krigen. Da den kommer, bliver Danmark uden for den. Dermed er Thorsen ogsaa inde i sig selv parat til at dø. Han har tabt Spillet paa alle Punkter. Og skønt hans Kamp ikke har haft et religiøst eller kristeligt Indhold og ikke har været rettet mod Kirken, saa ligner han dog Kierkegaard i dette: at Forfatteren lader ham dø i rette Øjeblik, da der ikke er mere for ham at gøre. (Henning Kehler)

Novellerne i Pontoppidans "Landsbybilleder" fra 1883 giver stærke skildringer af de fattiges liv på landet."I „Bonde-Idyl“ ... trækkes klassemodsætningerne endnu skarpere op. Husmændene og landarbejderne holder til i Aahusene, der ligger i „en kummerlig, lergraa Række, omgivne af det store, sumpede Mosekær, hvori Aaen tabte sig.“ Bøndergårdene ligger „højere oppe, hyggelig i Lunet“. Med jordforbedringer og værdistigninger har de fået nye stuehuse „i røde Sten med Skifertag og smaa Kabinetter, hvor Døtrene kunde spille paa Fortepiano“. Aahusene er ikke steget i værdi. De lå stadig og „støttede sig i deres Affældighed til hinanden“ omringet af „denne Fattigmands evige Sværm af smaa, svampede Børn, der klækkedes ud inde i de store, brede Halmsenge“. Mens bøndernes børn har vokset sig højere og rankere, bliver Aahusenes børn stadig mindre og mere forkrøblede, „en lavstammet, udmarvet Slægt, der Kuld paa Kuld, fra Barn til Graven, spredte sig omkring for at lægge sine „Værdier“ rundt i Bondens Marker og Moser, som de forbedrede“. Ejendomsfordelingen tvinger de fattige husmænd og landarbejdere til at arbejde for de rige bønder, så forskellen mellem rig og fattig stadig øges. Kapitalismen er blevet en naturlov, som også bestemmer individernes biologiske udvikling, og af den økonomiske udbytning følger den seksuelle."(Dansk Litteraturs Historie)

De fleste af novellerne i Fra Hytterne blev skrevet i Østby, og skønt fortælleren især er den iagttagende vandringsmand, har han også kritiske kommentarer til den sociale uretfærdighed, der skaber menneskelig lidelse. Præstens afsluttende ord over den døde Ane i „Knokkelmanden“, at „Herrens Naade er over al Maade“, står i grel modsætning til det uretfærdige i, at døden forhindrer hende i at nyde frugterne af sit hele livs hårde slid. I „Naadsensbrød“ er uligheden flyttet med ind i det fine fattighus, hvor lemmerne til middag får „Vælling og en Sild, eller grøn Søbeskaal med Roer og Kartofler – samt Duften af Inspektørens Bøf“. Det er derfor Stine Bødkers, som altid har klaret sig selv, vægrer sig så voldsomt mod at flytte dertil.(Dansk Litteraturs Historie)

Lewis Carrolls underfundige og legende digte, oversat til dansk

En lille samling af Edward Lears nonsensdigte, oversat til dansk

Jean-Joseph Rabearivelo (1903-1937) er Madagascars nationaldigter. Han forenede et rigt billedsprog, hentet fra Madagascars natur, folkesange og historie, med impulser fra europæisk tradition. Han skrev formfuldendte sonetter, men udviklede senere sin egen stil, der er beslægtet med surrealismen. Da han var 34, begik han selvmord.

"Dr. Jekyll og Mr. Hyde" udkom oprindelig i 1886 og er senere udkommet i utallige udgaver på mange af verdens sprog og filmatiseret mere end 50 gange, fra 1908 til en ny udgave, der kommer i 2014.Historien om manden, der blev spaltet i den gode dr. Jekyll og den onde mr. Hyde, opstod, da Stevenson drømte handlingen. Hans kone vækkede ham, da det lød som om han havde mareridt, og han blev sur over, at han ikke nåede at få slutningen med. Men den kunne han så selv finde på.

James Joyce debuterede som lyriker i 1907 med samlingen "Chamber Music", formfuldendte lyriske digte i elizabethansk stil. Tyve år senere fulgte samlingen "Pomes penyeach". I denne samling er digtene suppleret med Joyces "epifanier", korte prosastykker, der gennem replikker og indtryk giver et pludseligt indblik i et andet menneske.

Vredens Børn satte brand i samtiden langt ud over, hvad bøger og kunst normalt formår. Aakjær havde allerede i 1890 foredraget og skrevet om de svinske karlekamre, han havde set, hvor adgangen til rummet ofte gik over hestenes grebning eller ajlerender, og hvor karle og drenge var stuvet sammen i samme fnat- og loppebefængte halmleje. Denne artikel og dens synspunkter indgår nu i fiktionens form sammen med andre stærke påvisninger af og anklager om helt uacceptable vilkår på landet. Romanen skildrer i øvrigt drengen Pers vej, fra han som 11-årig forlader hjemmet for at blive fæstet hos en bonde, til han som voksen bryder op og rejser til Amerika. Per gennemløber i handlingen så at sige landproletariatets tre stadier. Først er han hyrdedreng med tæsk og gennemblødte klæder. Dernæst bliver han tjenestekarl med, hvad det indebærer af uhumske værelser og drikfældige kolleger. Endelig bliver han daglejer, der altså er det højeste, fattigfolks børn kan drive det til.Ilderjægeren Goj er i Vredens Børn en skikkelse, der fordrer frihed. Goj, hvis navn i øvrigt betyder hedning på hebraisk, overbeviser Per om socialismens nødvendighed, og da Per bliver erklæret socialist, er det ikke mere muligt for ham at blive fæstet hos nogen bonde. Hans liv tager en dramatisk drejning, da hans forældre brænder inde, fordi storbonden har underbundet stråtaget over dørene med sime i stedet for metaltråd, som loven ellers tilsiger. Således sønderslået af svineriet og uden moderen, som han elskede, drager Per afsted til det forjættede land, Amerika, som han har drømt om, og det er Goj, der bringer ham til damperen. Selv må Gojen blive, mens Per får pantet på det nye liv.Vredens Børn satte brand i debatten og er formentlig den danske roman, der har udløst størst politisk furore. Aakjær angiver selv, at der blev trykt mere end et tusinde avisartikler, som enten fordømte ham på det stærkeste, eller som tog 'tyendesagen' op til politisk debat. Aakjærs socialdemokratiske partifælle, Carl Westergaard, stiftede en tyendeforening, ligesom den radikale rigsdagsmand, senere minister P. Munch, tog sagen op. Det førte til nedsættelsen af en tyendekommission og til lovgivning på området. Jeppe Aakjær fik i øvrigt tilbudt en plads i denne kommission, men takkede nej. I stedet trådte journalisten og agitatoren Peter Sabroe ind, hvis skildringer i foredrag og aviser af børns elendige forhold på landet havde været en inspiration for Aakjær til Vredens Børn.(Dansk Litteraturs Historie)