Bøger udgivet af Arne Herløv Petersen

De bærende temaer i Gustav Wieds forfatterskab er ikke det sjælfuldt lyriske og åndfuldt spejlende eller vitalt livsforvandlende, der kendetegner en stor del af epokens litteratur. Han viderefører i stedet den naturalistiske litteraturs skildring af arv og miljø, drevet ind i en forfaldskurve med et overfølsomt blik på degeneration og driftsdeterminisme. Forfatterskabets fokus på de kødelige lyster og kroppens krav drives ud i det absurde og forlener denne alt for sene naturalistiske blomstring med en yderliggående dekadence, en grotesk og misogyn vrængen på eksistensens vegne. I et ødelæggende amokløb over 25 år brænder det store forfatterskab igennem alle illusioner.(Dansk litteraturs historie)

"Ravnen" handler om tre brødre, der vil hævne den uret, der overgik deres far, da han efter et skibsforlis blev snydt for forsikringssummen og ruineret. Blandt sønnerne er det skibsdrengen Ferdinand, der fører an, mens teknikeren Morten og studenten Vilhelm bidrager på hver deres vis. Efter mange eventyrlige oplevelser og genvordigheder lykkes deres foretagende, takket være den jødiske kommissær Simon Levi, hvis skrutryggede, sortklædte skikkelse minder om ravnen - den fugl, der ifølge en spådom skal give brødrene oprejsning."Ravnen" udkom i 1867 og blev den mest læste af alle Goldschmidts romaner. Den forener realismen med det eventyrlige og giver samtidig et indblik i den bevægede tid omkring treårskrigen 1848-50.

Thomas Gray udgav digtet "Elegi skrevet på en landsbykirkegård" i 1751, og digtet blev hurtigt umådelig populært. Den dag i dag er det et af de mest elskede digte på engelsk. Digtets fortæller betragter en landsbykirkegård og tænker på de ukendte døde, der hviler der. Deres stand gjorde det umuligt for dem at blive berømte. Måske havde de evner til at blive en ny stor digter eller feltherre, men deres herkomst tvang dem til et anonymt liv. De kunne ikke vinde hæder og berømmelse, men på den anden side slap de for at blive en ny tyran. De levede et jævnt og enkelt liv, og deres skæbne er i sidste instans ikke anderledes end de mægtiges. Også ærens vej fører til graven, og ingen pomp og pragt kan puste nyt liv i den, der først er død.

Kaj Munk havde i trediverne nærmet sig til fascismen, men efterhånden vendte han sig mere og mere mod nazismen. Under besættelsen skrev han sange, der kaldte til modstand, og hans sidste prædiken i Vedersø kirke var ikke til at tage fejl af. Derfor myrdede tyskerne ham 4. januar 1944. Men hans sange og prædikener spredte ud over hele landet som illegale skrifter og inspirerede til aktiv modstand.

Morten Nielsen (1922-44) var født i Aalborg som søn af overlærerne EjnarNielsen og Gerda Lebrecht og døbt Karl Bent Lebrecht Nielsen. Morten blev hankaldt fra barnsben, og som voksen fik han det også skrevet på sin navneattest.Han blev student fra Aalborg Katedralskole i 1940 og drog umiddelbart efter tilKøbenhavn for at studere almindelig og sammenlignende litteraturhistorie veduniversitetet. Litterære ambitioner havde han ganske tidligt, og han arbejdedeflittigt og målrettet på at indfri dem. I 1937 debuterede han som digter i Gymnasiastbladet,og i løbet af gymnasieårene fik han flere digte trykt i Vild Hvede,tidens førende lyriktidsskrift. Han leverede digte til Politikens og Social-Demokratenstillæg og journalistiske artikler og teateranmeldelser til AalborgStiftstidende. I 1942 gik han aktivt ind i modstandskampen, først sommedarbejder ved det illegale blad Frihedsstøtten, senere som kurér fortransportgruppen Speditøren, der blandt andet smuglede flygtninge til Sverige.Den udslagsgivende anfægtelse var for ham, ligesom for mange andre studerende,Danmarks underskrivelse af Antikominternpagten den 25. november 1941. Medpagten bandt Danmark sig til et løfte om at bekæmpe Kommunistisk Internationaleog til en aftale om en senere fordeling af de kommunistisk ledede lande imellempagtlandene. Med i pagten var ikke blot Tyskland, Italien og Japan, men også enrække andre fascistisk ledede lande (Ungarn, Spanien, Rumænien og Slovakiet),til hvis selskab Danmark nu havde sluttet sig.Portrætfoto af Morten Nielsen med fast blik og tidstypiskfrisure. Som person og som digter blev han et samlingspunkt og et forbilledefor mange danske digtere, både mens han var i live og efter sin d Læs mereAf omfang er forfatterskabet begrænset. Debutsamlingen Krigere udenVaaben udkom i efteråret 1943, stort set samtidig med at også Ole Sarvigdebuterede. I 1945 udgav Paul la Cour et bind af hans Efterladte Digte,som senere er blevet slået sammen med debutsamlingen og suppleret medyderligere 12 digte. I 1962 udkom brevsamlingen Breve til en ven, og i1966 den lidt større Breve fra Morten Nielsen. Til sin ven Morten rugeudtrykte Morten Nielsen betænkelighed ved debutsamlingens titel: „Det er enfarlig Titel ved jeg nok – demilitariserede Landsoldater og den Slags – men dendækker noget saa væsentligt i Bogen, at jeg løber Risikoen for at blivemistænkt for Konjunkturforf atteri“. Så bogstaveligt skulle titlen altså ikkeforstås; den er metaforisk, som det også fremgår af samlingens indledningsdigt,„Riget af Tusind Aar“, hvori udtrykket er indeholdt. Digtet skildrer vanviddetsudbrud hos en jævnaldrende, der bringer bud fra Jesus om, at tusindårsrigetstår for døren. På dette tidspunkt, hvor ikke så få opfattede Det Tredje Rigesom det frembrydende tusindårsrige, var tanken ikke ualmindelig eller udprægetpsykotisk. Forløbet bliver skildret af en udenforstående, som i tredje strofestår frem og præsenterer sig som del af et kollektiv:Vi andre blev hadske og blege– Mænd paa atten Aar,Krigere uden VaabenOg saarede uden Saar.Strofen fastslår, at den sindssyge og de ikke-sindssyge betragtere reagererpå samme vilkår, men gør det forskelligt: Den ene bliver psykotisk, mens deandre fatter et passivt og udtryksløst had. Psykosen er altså eksogen; den erforårsaget af forhold, som også de andre lever under, og over for hvilke de ersom „krigere uden våben“ – forsvarsløse og sårbare. Om dette fælles vilkårkredser mange af Morten Nielsens digte, der er rige på vi-passager somden ovenstående. Digtene taler dermed på vegne af et fællesskab, som det liggerlige for at forstå som forfatterens generation.Som citatet viser, er Morten Nielsens digtning ikke nybrydende i formelhenseende: „jeg mangler Interesse for Sproget, som Konstruktion, detinteresserer mig kun som Middel“, skrev han i et brev til forældrene i 1940.Der handlede det om litteraturens forrang frem for filologien i hans studierved universitetet, men udsagnet kan også gælde for hans digte, hvori sproget sågodt som udelukkende virker som middel og ikke som materiale. Formen ergennemført – især i digtenes rytmiske forløb, hvor afvigelser i mønstret oftegriber ind og betoner betydningen – men den er ikke eksperimenterende.Alligevel er digtenes lyriske alvor forblevet gribende op gennemefterkrigstiden, hvor den æstetiske interesse ellers gentagne gange har rettetsig mod sproget som konstruktion og ikke som middel. Ikke mindst hans mestfortættede lyriske udtryk, som det ultrakorte digt „Foraarets Horisont“, harfortsat vundet nye beundrere:Verden er vaad og lys –Himlen er tung af Væde . . .Hjertet er tungt af Lykke,Lykkeligt nær ved at græde.„Snart brister alt“, lyder den berømte afslutning på Ivan Malinovskis seneredigt „Myggesang“, der står i Galgenfrist (1958), men i Morten Nielsensfire linjer fastholdes tilstanden på bristepunktet, før regnen og grådenvælder. Digtet er i sig selv komprimeret, ligesom hjertet og himlen er det medderes tyngde af væde og lykke. (Dansk Litteraturs Historie)

"Den blå anemone" er nok det mest kendte og elskede af Kaj Munks digte, men mange kender også sange som "Så sødt som i gamle dage". Her er et lille udvalg af Kaj Munks sange.

Henri Nathansen er mest kendt for skuespillet "Indenfor murene" og sine romaner, men han skrev også digte. Både fædrelandssange, hyldestdigte til Hørup og Pontoppidan, skarpe satiriske vers og stemningsfulde, smukt formede digte, der ofte kommer ind på den dobbelte identitet som dansker og jøde.

"Ingen skal flygte herfra" er den mest omfattende samling af Morten Nielsens digte, der endnu er udkommet. Ud over digtene fra "Krigere uden våben", "Efterladte digte" og de digte, der er medtaget i tidligere samlede udgaver, finder man her digte, der ikke tidligere har været publiceret i bogform.Morten Nielsen, der døde som 22-årig i 1944 ved et vådeskud, står som besættelsestidens vigtigste lyriker, og hans digte om krigen og om kærligheden har været elsket af generationer af lyriklæsere.

Lægen Charles Bovary, der er enkemand, gifter sig med en af sine patienters unge datter, Emma. Emma keder sig i middelklasselivet i provinsen og lever med sine romantiske drømme. Hun finder først en elsker og så en anden og bruger løs af sin mands penge, til hun har ruineret ham, hvorefter hun begår selvmord."Madame Bovary" er et af verdenslitteraturens hovedværker, skrevet med enestående stilkunst.

Kitty "følger et mønster, der er karakteristisk for Claussens forfatterskab i de første tiår og for halvfemsernes dekadente tematik generelt. Således er helten... splittet mellem to kvindetyper: den erotisk fristende og forførende, der indvier den utålmodige helt i den kødelige, nydelsessyge kærlighed, og den svalt distancerede og uudgrundelige, der stimulerer hans fantasi. Den første, nedværdigede, tilfredsstiller helten sin lyst med, men han lukker hende aldrig for alvor ind i sin formende livsverden. Den sidste, ophøjede, erobrer han gradvist i kraft af sine nyvundne erotiske erfaringer – for dog straks at bryde forbindelsen, så tilegnelsen bliver en anden og dybere, bundet til erindringen om forelskelsens og forventningens forjættende syner. Heltens indre synes at rumme langt rigere og sødere billeder, når den udkårne forvandles til hans sjæls veninde, end når hun er konkret til stede i tiden som et menneske, der kræver hele hans opmærksomhed. " (Dabsk Litteraturs Historie"I slutningen af "Kitty" møder hovedpersonen sin ungdomselskede Kittys veninde og spørger hende ud. Veninden svarer:"Hvis da Kitty havde været saaledes, at De kunde forstaa hende, havde De vel ikke mere brudt Dem om hende.... Jeg synes, at De maatte være taknemlig, fordi De fandt en Kvinde, som passede til Dem, en, som vilde dyrkes, som strittede imod og bestandig maatte vindes.... De var saa forelskede begge to. Men De maa jo huske paa Provinsbyen, hun levede i, og alt det, hun selv tog Hensyn til."

Novellesamlingen "Stille eksistenser" udkom i 1886 og indeholdt oprindelig fire noveller, hvoraf den ene, "Ved vejen", har et omfang som en almindelig roman og allerede samme år også udkom som selvstændig bog. "Ved vejen" foreligger også som e-bog og er derfor ikke med i dette udvalg, der omfatter de tre noveller "Min gamle kammerat", "Enkens søn" og "Hendes højhed". Det aristokratiske miljø i "Hendes højhed" er efter Bangs mening beslægtet med cirkus- og artistmiljøerne i "Excentriske noveller". Fyrsterne lever ligesom artister, virtuoser og tjenere af at fornøje publikum.

Men den stolte arv fremtræder som en arvelig belastning. Hvad forfædrene præsterede i virkeligheden, vil William præstere på scenen, men kommer til kort som skuespiller.I skildringen af heltens barndom byggede Herman Bang på sine egne barndomsoplevelser: Utrygheden ved faderen, hvis manio-depressive psykose længst muligt søges skjult for omverdenen, og en desto stærkere binding til moderen, hvis død af tuberkulose giver William (som den gav Bang) et ulægeligt sår. Hans moderbinding får ham til at falde for meget ældre kvinder; skildringen af et sådant forhold vakte anstød og gav anledning til tiltale og dom for pornografi.***Da "Håbløse slægter" ved Højesteret var dømt usædelig, blev restoplaget beslaglagt. I 1884 udgav Bang en revideret udgave, der kunne passere gennem censuren. I 1905 udkom en tredje udgave med nyt forord af forfatteren.Det er i reglen den reviderede udgave, der er blevet genoptrykt.Den foreliggende e-bogsudgave er den oprindelige, beslaglagte udgave fra 1880.

Ludvig Holbergs ’Niels Klims underjordiske rejse’ udkom første gang i 1741 i Leipzig. Forfatteren var anonym og teksten på latin, hvorved Holberg skød en genvej til det dannede europæiske publikum og samtidig sejlede den danske censur agterud.I løbet af få år var romanen oversat til en række europæiske sprog, naturligvis også dansk, hvor der efterhånden er kommet flere oversættelser. Jens Baggesens version fra 1789 er klassikeren, der har stået distancen og blev genudgivet så sent som i 2005....Ved at forvrænge velkendte europæiske samfundsforhold og anskuelser eller se en tilsvarende fornuft (eller mangel på samme) i fiktive kontrastsamfund og gennem ’fremmede’ øjne stimulerer Holberg tvivl og skepsis over for samtidens modeluner og magthavere på en måde, det ville være vanskeligere og farligere at italesætte alt for direkte.Der er drøje hug til de barske forhold for bønderne, »stønnende under et afskyeligt slaveri«, og en hånd til kvinders ligestilling. Der er polemiske udfald mod tidens teologer, hvis højtravende skænderier om Guds attributter ville gøre dem til strafskyldige sindslidende i landet Potu frem for at udstyre dem med doktorhatte og laurbær. Genopdagelsen af religiøs tolerance er det store tværgående oplysningstræk, som Holberg på linje med andre af tidens nytænkere som Bayle, Locke og Voltaire advokerer for i skyggen af århundreders religionskrige, tvang og censur.At tolerere betyder ikke at bifalde, som Montesquieu påpegede, men tolerancen åbner for, at nuancer trænger gennem fordomme, så vi lettere forstår frem for blot at foragte ’det fremmede’. Niels Klim må f.eks. erkende, at i det barbariske land Mardak (næsten et anagram for ’Danmark’), hvor hykleriet råder, er man lige så intolerant som der, hvor han selv kommer fra: »Så gik jeg rødmende derfra, og fra da af har jeg altid agiteret for tolerance og fældet mildere dom over de vildfarne«.(Rune Engelbreth Larsen i Politiken)

Engle blæser paa Trompet, 1937 indeholder fortællinger der virker som episoder fra de to romaner og har som regel et internationalt miljø..toffet er gerne af anekdotisk natur serveret med et vid og en excentricitet i billedsproget der peger på den engelske humorist P. G. Wodehouse som et muligt forbillede(Dansk Biografisk Leksikon)

Ludvigsbakke (1896) foregår på et københavnsk hospital, men handler ligesom Tine om kvindernes erfaringer med det patriarkalske samfunds opløsning. Hovedpersonen Ida Brandt har som Tine pietetsfølelse over for de romantisk-patriarkalske traditioner, som hun husker fra sin barndom på herregården Ludvigsbakke. Romanen handler om hendes kærlighed til Karl von Eichbaum, hvis far ejede gården, mens hun var datter af forvalteren. Nu er deres økonomiske situation byttet om. Karls familie har mistet sine penge, mens Ida har modtaget en større arv. Hun arbejder som sygeplejerske sammen med moderne kvinder, der vil stifte en fagforening og er seksuelt frigjorte, men hun elsker den karakterløse Karl, fordi han repræsenterer barndommens lykkelige tid og med sin veghed appellerer til hendes romantisk formede kvindelighed. Mens Berg var et værdigt objekt for Tines kærlighed, er Karl et aldeles degraderet vedhæng til sin mors planer for familiens genopretning. Da datteren af den smørgrosserer, som har købt Ludvigsbakke, viser ham planerne for en ny hovedbygning, som skal erstatte den gamle, lader han moderen skubbe Ida tilbage på forvalterdatterens plads for i stedet at vælge den rigere pige.(Dansk Litteraturs Historie)

Stoffet er gerne af anekdotisk natur serveret med et vid og en excentricitet i billedsproget der peger på den engelske humorist P. G. Wodehouse som et muligt forbillede. I P.s sidste noveller leger han i mindre grad med ordene, sproget bliver mere fortættet og får derved større kraft..P. var rodløs hele sit liv. Barndommens uberørte idyl som udtrykt i digtet De smaa Børns Smil, oplevelsen af såvel kærligheden som døden og håbet om guddommelig nåde repræsenterede ganske vist for P. muligheden for at overvinde kaos; men endog døden skyede han som en frelsemulighed – til stede hos ham er stedse en skjult frygt for døden som dom. P.s nærmest nihilistiske livssyn var et typisk fænomen hos en række af 30ernes forfattere, men er hos ingen anden i dansk litteratur blevet udtrykt med større desperation og intensitet.(Dansk Biografisk Leksikon)

Udvalgte digte af Johannes Ewald.**Johannes Ewald, 18.11.1743-17.3.1781, dansk digter, i sin egen tid anerkendt som Danmarks førende lyriker og dramatiker...Uanset hvilken genre Ewald digtede i, fornyede han den indefra...Ewald er vores første moderne digter...Højdepunktet i Johannes Ewalds lyrik er imidlertid hans oder, der sammenfatter inspirationer fra den klassiske (Pindar, Horats) og den nyklassiske odedigtning (Klopstock, James Thomson, Edward Young) i en storslået refleksionslyrik. Mest berømt er "Rungsteds Lyksaligheder. En Ode" (1772), der er en ekstatisk skabelseshymne, hvori han priser kunstens befriende kraft.Med samme intense koncentration skrev han en række tankedigte, hvoraf især "Haab og Erindring" (1772) og "Til Sielen. En Ode" (1780) står som højdepunkter i dansk lyrik. Elementer herfra anvendte han i en række pietistiske digte fra slutningen af 1770'erne, der bearbejder de allerede anslåede temaer i nye retninger. Kendt er især "Udrust dig, Helt fra Golgatha", skrevet kort før hans død.(Store Danske Encyklopædi)

Ingen digter har været så elsket og fejret som Holger Drachmann, indbegrebet af Sangeren med slængkappe, bulehat og knortekæp i hånden. Og få har været ude for en sådan nedvurdering. I den henseende minder hans skæbne om Nis Petersens. Som tilfældet er med Nis Petersen ville man ikke gøre Drachmann en tjeneste ved at udgive et stort udvalg af hans digte - endsige det samlede værk. Der er for meget, der ikke længere holder. For meget facade og kling-klang. Men hvis man vælger nogle af de bedste digte, kan man se, hvorfor Drachmann blev så elsket. For få har digtet så smukt og inderligt som han om kvinden, om havets skiftende stemninger, om de blå nætter, om tungsind og om hjertets ubodelige ensomhed.

Wessels fortællinger om smeden og bageren og den onde herremand,hans små vers om vin og smørrebrød og hans respektløse gravskrifter:Her ligger Lieut'nant Stabel,O vee, heel miserabelI Veiret med sin Snabel,Og er ei nu capabel,At bruge meer sin Sabel,Som var ham meest aimabelNæst Brændeviin og Fabel.

Sophus Claussens eneste større roman, ""Byen" var tænkt som en trilogi, men kun første bind - med undertitlen "Junker Firkløver" udkom i 1900.I romanen behandler Claussen endnu en gang sin store ungdomsforelskelse og den hævede forlovelse - et tema han vendte tilbage til i alle sine prosaværker. Kærligheden endte ulykkelig, men så alligevel ikke... for det var den, der gjorde ham til digter.

"Festens gave" er Knud Rasmussens samling af eskimoiske sagn og eventyr fra Alaska. Uforglemmelig er skildringen af, hvordan sangene bliver til:"I gamle Dage fejrede vi hvert Efteraar store Fester for Hvalens Sjæl, og disse Fester skulde altid aabnes med nye Sange, som Mændene satte sammen. Aanderne skulde paakaldes med friske Ord; slidte Sange maatte aldrig benyttes, naar Mænd og Kvinder dansede og sang for at hylde det store Fangstdyr. Og da havde vi den Skik, at i den Tid, Mændene fandt deres Ord frem til disse Hymner, skulde alle Lamper slukkes. Der skulde være mørkt og stille i Festhuset. Intet maatte forstyrre, intet adsprede. I dyb Tavshed sad de i Mørke og tænkte, alle Mænd, baade gamle og unge, ja, selv de mindste Smaadrenge, blot de var saa store, at de kunde tale. Denne Stilhed var det, vi kaldte qarrtsiluni, der betyder, at man venter paa noget, der skal briste.Thi vore Forfædre havde den Tro, at Sangene fødes i denne Stilhed, medens alle kun anstrenger sig for at tænke smukke Tanker; da bliver de til i Menneskenes Sind og stiger op som Bobler fra Havets Dyb, Bobler, der søger Luft for at briste. Saaledes bliver de hellige Sange til."

Sophus Claussens debutdigtsamling "Naturbørn" (1887) er fyldt til bristepunktet af glæde og vrede. Glæde over livet, kunsten og kærligheden. Claussen besynger den glade og frodige erotik. Og vrede rettet mod alt og alle, der vil sætte grænser for ungdommen, kærligheden og friheden. I "Naturbørn" tager Claussen politisk stilling så skarpt som få andre digtere har gjort det:Saa tilstaar jeg, hvis det gør nogle glade,at just ej Estrup passer i mit Kram.Jeg siger ikke, at jeg hader ham;ti, kæreste, en dansk kan ikke hade.Han er mig blot imod - saa ret imod,den Ordenens forretningsstive Ridder,der sidder som en Skranke for hver Fod,som vilde frem, for alt, hvad jeg forstod,for det, som ejer Livstrang, Ungdom, Blod,- og Gud maa vide, af hvad Grund han sidder.Et Mandfolk uden Dyder eller Laster,en Statsmand løs og ledig i sin Vandel,ved store Spillere og smaa FantasterChef for en patriotisk Hørkramhandel.En Middelmaadighed, tilfældig kaldet,der storhedsblind nu tror sig ét med Staten,mens haabende paa Gud, med Hjælp fra Satanhan staar paa Grænsen imod Syndefaldet- en selvgjort Verdens-Frelser i den flade Stil,der er saa dum at tro paa sit Tirade-Smil.

Thomas Kingo var en søn af væveren Hans Thomsen Kingo og Karen Sørensdatter. Hans Thomsen Kingo var søn af en skotsk indvandrer. Selvom hans forældre ikke var velhavende, blev han som 16-årig 1650 sendt til Frederiksborg Latinskole. 1654 blev han optaget på Københavns universitet, hvor han blev student og tog afsluttende teologisk eksamen 1658. Kort tid efter blev han ansat som huslærer på Frederiksborg Slot i Hillerød, og fra 1659 var han på godset Vedbygård ved Tissø, hvor han skrev en del af sine første digte. I 1661 blev han ansat som kapellan hos præsten Peder Worm i Kirke Helsinge og Drøsselbjerg. To sogne, der ligger ud mod Storebælt, nordvest for Slagelse. 1668 blev han sognepræst i sin fødeby Slangerup.Hans første kone Sille Blackenborg, som han havde tilegnet digtet Chrysillis, mit Hjeertes Guld døde året efter deres bryllup i 1670, den anden var 13 år ældre end han selv. Hans sidste kone var kun 30 år gammel, da den 60-årige Kingo i 1694 giftede sig med hende.1677 udnævntes han til biskop over Fyens Stift. 1679 blev han optaget i adelstanden og i 1682 udnævnt til dr.theol. 1690 fik han rang med justitsråder.Kingo debuterede 1665 med digtet "Sæby-Gaards-koe-klage". Fra 1665 udgav han jævnligt digtsamlinger med fædrelandsdigte, kærlighedsdigte og salmer. Han skrev mange salmer til verdslige melodier, fordi han mente, at alle skulle kunne synge dem.I 1674 udgav Kingo første del af sin andagtsbog Aandelige Sjungekor. Anden del af Aandelige Sjungekor udkom 1681. Sangene er karakteristiske for barokken.Kingos salme-bog fra 1699 indeholdt 300 salmer, hvoraf 85 er skrevet af Kingo. Den blev i 1699 beordret til brug i danske, norske og færøske kirker. Menighederne tog melodierne til sig og sang dem på varierende måder.Thomas Kingo plagedes sine sidste leveår af en alvorlig hudsygdom og døde 1703 68 år gammel. Da han lå for døden, sagde han verden ret farvel med afklaret ro.I Odense og Slangerup findes mindesmærker om ham. Hans største minde er salmerne, som stadig synges overalt i de nordiske landes kirker. Thomas Kingo er begravet i Fraugde Kirke uden for Odense.Kingos digte og særlig hans salmer er formet i et sprog, som både udtrykker følelser og gør dem troværdige ved at vise deres udspring i konkrete situationer, i genkendelige psykiske tilstande og i konfrontationen med tilværelsens grundspørgsmål, som også almindelige kristne kan forstå.(Wikipedia)

Udvalg af Jeppe Aakjærs sociale og politiske digte. Her er både de meget kendte sange som "Jens Vejmand" og "Jeg bærer med smil min byrde" og mindre kendte digte.Titlen stammer fra Aakjærs digt til den socialdemokratiske presse:Du være den fattiges Værner,du være den riges Ris!Da faar du ej Ordner og Stjærner,men bævende Læbers Pris.

Den persiske digter og astronom Omar Khayyám, der døde i 1131, kunne ikke forestille sig et paradis uden vin og kvinder. Hans "Rubáiyát" blev kendt i vesten gennem Edward Fitzgeralds gendigtning, som Thøger Larsen har oversat mesterligt til dansk

"Sandalmagernes gade" er en omfangsrig historisk roman, som er henlagt til Rom på Marcus Aurelius' til omkring 180 efter Kristi fødsel; en litterær kraftpræstation, der bygger på omfattende studier af oldtidens Rom. Nis Petersen havde skaffet sig sin viden om datidens topografi, levevis og politiske intriger gennem læsning, men i stedet for at fortabe sig i perioden drager han klare paralleller til sin egen tid. I romanens Rom optræder der pølsemænd, mannequiner, nyhedsbureauer og turister, og den finansvirksomhed, hovedpersonen er ansat i, kaldes for et „clearinghouse“. Når Petersen skal give læseren et begreb om, hvordan en romersk ejendom så ud, går han meget håndfast til værks: „Huset lignede en Forstørrelse af de Kommoder, hvormed de danske Tjenestepiger for en Menneskealder siden kom slæbende ind fra Landet ved Skiftedagstider.“Det, der især forbinder for- og nutid, er en dybtgående værdikrise. De enkle romerske dyder og moralforskrifter er i opløsning, og mennesker søger vejledning og frelse i alle mulige slags religioner, der især er importeret fra Orienten; de mest fremtrædende er den ægyptiske Isisreligion og kristendommen. I centrum for handlingen står Marcellus, der er kontormand og deltidsdigter. Om ham hedder det, at han lider af „spleen“ og hæmmes af for meget selvironi. Han er en nøler og betragter, som længe vakler mellem den modne societyfrue Elena og den unge pige Cæcilia, der indvier ham i kristendommen. Den romerske øvrighed betragter de nye religiøse strømninger med mistænksomhed og sætter sin efterretningstjeneste, kaldet Curiosaen, ind i kampen mod fredsforstyrrerne. En af dens informanter er drengen Jon, der er uægte søn af Marcellus. Jon er en charmerende og udspekuleret lille rad, der opfattes som et produkt af indbyrdes modstridende pædagogiske teorier .Nis Petersen øser ubekymret ud af sin viden om hvad som helst med audodidaktens modvilje mod at sortere i egne indfald. Men hans historiske research, humor og indlevelse i det saftige og farverige stof har gjort Sandalmagernes Gade til en af 1900-tallets store historiske romaner.(Store Danske Encyklopædi)

"Stækkede Vinger" var Henrik Pontoppidans debutsamling, der udkom i 1881. Om den store novelle "Kirkeskuden" skriver Dansk Litteraturs Historie:Pontoppidan nøjedes ikke med at iagttage og beskrive natur og folkeliv. Han var samtidig en skarp kritiker af de hårde livsvilkår, som samfundet bød jævne mennesker. Da han i 1880 sendte sin første større fortælling, „Kirkeskuden“, til Ude og Hjemme, forkastede redaktøren Otto Borchsenius den som for udæskende.„Kirkeskuden“ skildrer et landsogn fra top til bund med præst, sognerådsformand, herredsfuldmægtig og degn foroven og husmænd, fiskere, tyende og smuglere forneden. Præsten er en sagtmodig mand, som hilser på alle med et „sygelig-sødligt“ smil, „ængstelig for at støde Nogen ved at overse dem“. Hans bibelske sprog og fromme livssyn virker som et skønmaleri ved siden af fortællerens krast realistiske beskrivelse af landsbyen, hvor drengenes morskab består i at fiske en død kat op af gadekæret, og husene i udkanten ligger så tæt, at der mellem dem kun er plads til den „stinkende Rendesten“.

Om en eneste Skikkelse har Henrik Pontoppidan støbt hele sin Fortælling. Der skabes vel nogle Bifigurer, som ikke mangler Liv og Originalitet, men alt dette forsvinder for Billedet af det Menneske, der en Gang var en lille dejlig Pige med en rød Kyse og som blev en saa gram Hustru og haard Moder. I denne Skikkelse har Forfatteren samlet den Uforsonlighed med Livet, som ogsaa andre af hans Bøger taler om. Det er en Kvinde, hvis ideale Fordringer langt overstiger, hvad hendes Medmennesker formaar at yde, og som derfor udarter til en ond Aand og Skændegæst, der plager sin Mand til Døde og lader sine Tjenestefolk straffe for den mindste Uærlighed. Da hun er skilt fra Manden, møder hun omsider ved hans Dødsleje og stjæler det Dokument, hvorpaa han har opsat sit Testamente. Uforsonligheden, den utilfredsstillede Retfærdighedstrang fører hende saaledes til Forbrydelse, endog til Mened. Og i hele det mørke Billede er kun det eneste Lyspunkt: Mindet om hende selv som en lille Pige, den lille Rødhætte, der en klar Frostdag spaserede hen over Sneen og syntes skabt til at eje alt det straalende, som Verden rummer, og som smaa og store Børn drømmer om.(Sophus Claussen)

En ung, københavnsk Læge og hans Hustru har, for hurtig at kunne skabe sig et Hjem og en rolig, betrygget Tilværelse, slaaet sig ned paa den jydske Hede. De finder sig hurtigt tilrette i de snævre Forhold, og det er dem nærmest ukært, naar der melder sig Besøgende fra Hovedstaden, hvis Luft de tidligere troede var den eneste, de kunde aande og leve i. Hjemmet, hvori tre Smaabørn springer omkring, bliver dem et jordisk Eden, og de er fuldkommen tilfredse med den hyggelige Ensformighed, der gør Dagene, Ugerne, Aarene korte.Men saa viser Slangen sig i deres Paradis.En Aften i Fastelavnstiden banker det paa Husets Dør og en ældre, fed Herre træder ind; han præsenterer sig ikke, men beder frækt, om han maa være Familiens navnløse Gæst, og da Lægen modvilligt gaar ind paa det og siger, at noget maa de da kalde ham, foreslaar den Fremmede, at de skal kalde ham Prins Karneval.Om sine Slægtsforhold oplyser han, at Uglspil var hans Bedstefader, Hans Kvast hans Fader, Harlekin hans Fætter, og Slaraffenland hans Hjemstavn; af Livsstilling er han Rejsende i de renommerede stegte Duer, der af sig selv flyver ind i Munden paa enhver, som bare vil gabe tilstrækkelig højt.Den kongelige Gæst gør, trods al sin Fastelavnsskvalder ikke noget forrykt Indtryk, og da han er elskværdig og baade har Lune og selskabeligt Talent, lykkes det ham i Aftenens Løb at sætte det rolige Hus paa den anden Ende. Han faar sin Vært og Værtinde til at klæde sig i Festdragt, tænde Lysekronen, byde paa en flot Anretning osv; men midt under Festligheden overfaldes Lægen af en hæslig Mistanke til sin Hustru. Han mener at have set et forelsket Glimt i det Blik, hvormed hun betragter den halvkomiske Figur, Prins Karneval, og det er ikke langt fra, at han viser sin Gæst Døren. Hun har i Tankerne været sin Mand utro, og det gør hende i hans Øjne til en foragtelig Skabning. Det Idealbillede, han havde dannet sig af sin Kone, er sønderflænget, og han er kommen til den Erkendelse, at der paa Bunden af selv den uskyldigste Kvindes Hjerte ligger en Giftøgle i Dvale.Det kommer, siger Forfatteren, kun an paa Tilfældet, om Giftøglen skal faa Lov at blunde eller vækkes til Live og bringe Fordærv.(Haagen Falkenfleth)

Romanen er en typisk Pontoppidan-roman. I lighed med "Minder" og "Højsang" kommer en mandsperson udefra som en fremmed og opsøger et miljø. Herefter er alting, som ingenting nogensinde har været. Miljøskildringen og egnsskildringen, landskabet, er vigtige ingredienser ikke blot som baggrund for handlingen, men som en betydningsbærende bestanddel af samme handling. 'Stedet' og 'tiden' er aktive størrelser, der medformende griber ind i de pågældende menneskers liv og skæbne. Typisk er den endvidere ved sin udprægede form som 'indre monolog'. Romanen er i virkeligheden et forum for diskussion af en række værdiladede begreber, der griber ind i hinanden, og som igennem samtaler mellem forskellige personer belyses flersidigt. Ofte med det resultat, at to modsatte synspunkter overfor læseren fastholdes med lige stor ret - pro et contra. Således er romanerne op til læserens afgørelse. Det drejer sig først og fremmest om 'lidenskabens ret', om frihed og moral, om ansvar og lykke, adspredelse og fordybelse, handling og fred. (Silkeborg Bibliotek)