Bøger udgivet af Arne Herløv Petersen

Olaf Hansen (1870-1932) har sin egen stil. Den er barsk, knapt tilhugget, mere norrøn end dansk i sin tone. Den Store Danske Encyklopædi skriver: "Den bedste af H.s digtsamlinger er utvivlsomt Tværveje. Den viser med hvilken finhed og ømhed han behandler det danske sprog. Han skyede alle arter af retorik og deklamation, hans mål var at levere et sanddru billede af det sarte og uanselige, det hjertegribende i den danske natur og samtidig give et lige så oprigtigt billede af det hemmeligste og mest personlige i hans eget indre væsen. Han forenede det varige, den danske natur, med det flygtige, den enkelte menneskesjæl, men han kunne også i stærkt inspirerede digte hæve sig til en egen mørk og besværgende patos."

"Borgmester Hoeck og hustru" fra 1905 er et ægteskabsdrama om uløselige konflikter. Borgmesteren er sygeligt jaloux og ser ethvert udtryk af livsglæde hos din kone som noget truende, ligesom han er angst for hendes kvindelige seksualitet. Han er påvirket af sin religiøse og livsfjendske mor. Hans hustru, Anne Marie, elsker sin mand og forstår ikke hans kulde, og da han sender deres datter bort, fordi han finder det anstødeligt at hun har fået æbler af en dreng, bliver hun syg. Sygdommen udvikler sig og bliver dødelig, uden at borgmesteren på noget tidspunkt fatter, hvad han egentlig har gjort.

"En vinterrejse" handler om en rejse med skib langs Norges kyst op til Hammerfest og udkom i 1920, men selve rejsen ligger et godt stykke længere tilbage i tiden - mens Bjørnson endnu var i live. Pontoppidan fortæller i disse dagbogsblade om fåmælte skibspassagerer, der i dyb tavshed lader sovsekanden gå rundt, som var det en hellig kalk, om samernes kummerlige tilværelse, om bjørn, jærv og elg og om nordlyset.. Han fortæller også historien om en ung dansker, der har slået sig ned som eneboer i Norge og ikke vil hjem igen, om et foredrag af Bjørnson og diskuterer Wergelands forhold til den danske litteatur og danskeres næsegruse beundring for den norske litteratur efter Ibsen og om hvorvidt Norge er verdens smukkeste land, hvad Pontoppidan ikke er utilbøjelig til at mene.

Præstekonen Ingrid lever et fredeligt liv med mand og to børn. Men da hun møder den misantropiske filosof dr. Vadum bliver hun vildt forelsket i ham, forlader mand og børn og rejser med Vadum til Schweiz. Vadum blomstrer op i kærligheden og får et lysere sind, men den religiøse Ingrid er plaget af skyldfølelse. Hun er aldrig blevet lovformeligt skilt, så da hendes mand uventet dør, kan hun få sine børn tilbage. Men skyldfølelsen forlader hende ikke. Hun føler stadig, at Guds vrede kaster en skygge over deres forhold.

"Vildt" fra 1890 handler om en syttenårig dreng fra et beskyttet københavnsk miljø, der en sommer opholder sig en tid på en gammel færgekro. Her oplever han en del. Han efterstræber en ung fiskerkone, bliver ven med en krybskytte og deltager i jagten på en undsluppet mestertyv. Det er ikke lykkelige oplevelser for ham, og da han sidder i toget på vej hjem er han opfyldt af had, afsky og lettelse

Den, der har set nogle af Corots Landskaber, vil mindes denne Maler, medens han læser Henrik Pontoppidans ny Bog. Det er fortrinsvis Morgendæmring eller Aftenskumring, den franske Kunstner fremstiller. En Egn, hvor Himmel og Jord mødes, hvor de faste Konturer opløser sig, og hvor en fin, diset Luft gyder et Taageslør af mystisk, erotisk Art over Naturen. Man føler, at Dagen vil fødes i ny Straaleglans, eller at Natten vil vælde frem i skælvende Uhygge, men endnu er intet fast: alt er uvist, sløret, hemmelighedsfuldt. Og de Skikkelser, man skimter utydeligt, er let svævende Nymfer eller dansende Ellepiger, selv om Corot i Virkeligheden mente at male Bønderpiger fra den nærmeste Landsby. Om det saa er hans Køer, saa strækker de sig i Engen paa en egen mytologisk Maade, parate til naar det skal være at bortføre en Europa.Et sådant Landskab kalder Henrik Pontoppidan for Ung Elskov. Han præsenterer det for os i Morgengys og Aftenskumring; og han anbringer ved den 'hængende Skovkrans' hvorunder Mørket sagte glider frem, 'Søens store dagblinde Øje', der langsomt aabner sig i et stort og uudgrundeligt Blik.Og han fortæller om, hvorledes ved St. Hansdags Tider, naar Fuldmaanen drysser Sølv over Søen, unge, slanke og nøgne Kvinder dukker frem af Skovens Tykning, med St. Hansorme i Haaret, og kaster sig vellystigt ud i det blanktblussende Vand….Den raa Virkelighed er repræsenteret i Form af en Kro, der ligger i hin mystiske Egn. Og til Kroen søger Stedets forvitrede Eksistenser, en Flok halvgodmodige Banditter og enfoldige Drukkenbolte, hvis Gilder præsideres af Krokonen. Nu er hun fed og oppustet, Blikket fordummet'1, Klæderne snavsede og Skoene Slæbere, og hun er ikke fri for at smage stærkt af det Brændevin, som om Natten tømmes af Spritklubben. Men engang var hun anderledes smuk og slank, klar i Blikket og sirlig i Dragten. Hun vartede op i Faderens Værtshus, kydsk og utilgængelig, indtil en Aften den sære Bissekræmmer, Jakob Jøde, med den skarpe Næse og de blanke Øjne tog ind i Kroen og talte og fortalte saalænge til han havde snakket hende baade fra Vid og Sans. Den Nat kastede en ung Kvinde sig ind i Elskovens hede Bad, St. Hansormen lyste hende paa vildene Veje, og den sære Bissekræmmer kom ikke mere til Kroen.Deres Barn er Martha, hvis unge Elskov Novellen handler om.Hun vokser op i Kroen som et noget uciviliseret Væsen – halv Skovnymfe, halv Fattigtøs. Moderen er intet for hende, en død uformelig Klump, hendes Venner er Spritklubben, hvis Omgang umuligt kan virke adlende ind paa hendes Sind, og som dog mærkeligt nok ikke helt fordærver hende. Man skal paa Forfatterens Ord tro, at disse raa Knægte opføre sig honnet og hensynsfuldt overfor den unge Pige, idet blot den yngste af Banden, en Kæmpekarl og en forsoren Slagbroder med alles Samtykke kaares til hendes Brudgom.Det er en frisk og usnærpet Bog. Henrik Pontoppidan gør rent Bord inden han skriver; han fejer bort alle de usle Hensyn til den offentlige Menings Fordomme og hykleriske Moral. Han søger til Naturen og dykker sig ned i den for at vinde Styrke.(Edvard Brandes i Politiken 20.11. 1885)

Fortælleren kommer efter mange Aars Fraværelse paa Besøg i sin Fødeby Randers; det første Syn af den i Dagens Lys med dens mange nye Huse og fremmede Ansigter er ham en Skuffelse, men da han ved Nattetid vandrer ud paa dens Gader, stille og mennesketomme som de er, forekommer den ham som forvandlet. Ud af Skyggerne vokser den gamle By, hans Barndomsminders By .... og pludselig standser han foran et bedaget Hus, der stirrer paa ham gennem sin Række af smaa Vinduer med et uslippeligt, hemmelighedsfuldt Genkendelsesblik, der bringer ham til at studse.Hvordan var det nu? Jo, nu husker han det! Deroppe paa første Sal var det, hun boede … hende … hvad var det nu, hun hed? Eleonora, Anna Eleonora! … den gyldenblonde Skønjomfru, der første Gang tændte Elskovens Alterlue i hans unge Hjærte. Og her – netop paa denne Flisesten– var det, han som trettenaars Dreng stod de lange Nætter og stirrede op paa hendes Sovekammervinduers blomsterbemalede Rullegardiner, der i hans lyksalige Drømme forvandledes til en maanebelyst Urskov, mellem hvis Palmer og Lianer han tyst vandrede med den Elskede.Og mens han i Nattens Stilhed stirrer paa det gamle, skumle Hus, er det ham, som om Forgangenhedens Genfærdsverden aabner sig for ham; Lyden af et Navn drager ham aandeagtigt forbi. Eleonora! At han saa ubarmhjærtigt har kunnet glemme hende! Hvad var det nu, der blev af hende? Blev hun ikke ulykkelig – eller hvordan? – Virkeligheden eksisterer ikke længer for ham; han lever som bjærgtagen i en Erindringsverden; han er som hypnotiseret af Attraa efter at genkalde sig Eleonoras Skæbne.Fortællingen er nu mesterligt komponeret saaledes, at medens Fortælleren vandrer om paa det moderne Randers’ Gader, medens han færdes i Omegnens Skove eller ved Nattetid i en Sejlbaad glider ned ad Gudenaaen – træder Minderne umærkeligt frem af Virkeligheden, blander sig i den, smælter sammen med den, fortrænger den og viger atter langsomt tilbage i taaget Dunkelhed, som i et Heine’sk Digt. Og for hver Gang de kommer til Syne, lokket frem af de tilsvarende Omgivelser, af tilfældige Forbindelser, af Spørgsmaal og Svar, føjer de en ny Akt til hint gamle Drama om den smukke og enfoldige Købmandsdatter, som al Tid havde et Kobbel af Byens Mandfolk efter sig, som lod sig overrumple til en Forlovelse med den lystne og latterlige gamle Adjunkt, og som tilsidst af Skam og Fortvivlelse over en flot Ritmesters frække Tilnærmelser druknede sig i Gudenaaen.Saa ubetydelige Personerne end er i hint forlængst udspillede, borgerlige Købstads Sørgespil, saa fængslende véd Pontoppidan at gøre dem for Læseren ved det Skær af Vid og Sværmeri, som kastes over Fremstillingen. Ikke for intet falder Heines Navn En i Pennen; idet man skriver et Par Linjer om den lille Bog. Hos ingen anden dansk Skribent for Øjeblikket er Lyrik og Satire parret saa gratiøst og naturligt sammen som hos Pontoppidan.Man føler ved at læse "Minder" den samme smærtelig-søde Nydelse som ved at lytte til Violoncel-Virtuosens Fantaseren; en Række skønne Billeder glider i fjærn Utydelighed En forbi: Billeder af maanelyse Nætter i den gamle Købstads Gader, med spøgelseagtige Skygger, med Vægterens regelmæssige Raab fra Lugen i Kirketaarnet; Billeder af larmende Markedsliv, af Bønder og Købmænd, gamle Tiders solide Velstand med sølvbeslagne Merskumspiber og brede Himmelsenge; af militær Parade paa Kongens Fødselsdag, af Skovture med leende, mousselinsklædte unge Piger; – Billeder af pragtfulde Solnedgange og af natlig Sejlads paa Gudenaaens drømmende Vande ....Og igennem Alt en Tone af Længsel efter det, som svandt, en bitter Klang af Melankoli ved at føle Alderdommen nærme sig, ved Tanken om de graanende Haar, de begyndende Rynker om Øjnene – og saa en Riven-sig-løs fra Skyggerne, et Pust af Morgen, som spreder Mindernes Nat(CE Jensens anmeldelse i Social-Demokraten 15.11. 1893)

Mimoser (1886), der var Pontoppidans bidrag til sædelighedsfejden, blev karakteristisk nok taget til indtægt i begge lejre. Romanen handler om to apotekerdøtre, som efter kort tids ægteskab griber ægtemændene i utroskab, hvorefter de straks forlader dem. Da den yngste datter Bettys ægteskab med Anton Drehling beskrives som helt igennem harmonisk, mente den konservative presse, at romanen var en advarsel til utro ægtemænd om, hvor meget et enkelt sidespring kan ødelægge. Den fortolkning passer dog dårligt til titlen, som omvendt foranledigede Edv. Brandes til at mene, at romanen var en advarsel til kvinderne om ikke at være for sarte.Mimoser tager imidlertid hverken parti for friere eller strammere seksualmoral. Dens angreb gælder, som undertitlen „Et Familjeliv“ siger, intimsfæren med dens tætte sammenkædning af romantisk forelskelse og sociale forpligtelser. Betty og Anton danner „en selvstændig lille Lyksaligheds-Klode“ på deres gods og bliver som børn igen i ægtesengen, der kaldes en „mægtig Vugge“. Han mister interessen for alt uden for hjemmet, og hun er sart og svag efter fødslen af deres søn. Da Drehling som landstingsmand må være borte fra hjemmet nogle måneder, overmandes han af lidenskab for en ulykkelig gift dame. Skønt han angrer dybt, forlader Betty ham med sønnen.(Dansk Litteraturs Historie)

"Drengeår" er første bind af Henrik Pontoppidans små erindringsbøger og handler om barndommen i Randers fra han var seks til han var seksten og flyttede til København for at læse til polytekniker. Han voksede op i en præstegård og havde femten søskende, hvoraf nogle døde som små. Han fortæller om en søster, der døde som lille, at hun så ud som om hun sov, men da han tog hendes hånd, var en iskold. Nogle af Pontoppidans første erindringer er knyttet til krigen i 1864, da han var syv år. Senere oplevede han den bevægede tid, da bondestanden rejste sig til kamp mod Højres regering. Han legede, tog ud på lange vandreture i Jylland og fortæller om ballerne og de piger, han svingede i en fejende mazurka,

"Hamskifte" er andet bind af Henrik Pontoppidans erindringer og handler om tiden fra han kom til København for at læse til polytekniker og til han efter at ophold i Schweiz begyndte at mærke de digteriske evner røre på sig. Det blev i første omgang til "Syndebukken", en skæbnefortælling på vers, som han senere brændte. Bogen myldrer med brogede indtryk fra København i denne kamptid, hvor bønder og arbejdere begyndte at rejse sig mod godsejernes og embedsmændenes Højreregering, Pontoppidan lærer mange mennesker at kende i København, om en jødisk familie siger han, at dens livfulde og dygtige unge mennesker bekræftede forestillingen om, at jøderne er "det mousserende element i borgerlighedens tunge og træge masse"

Fjerde og sidste bind af Pontoppidans erindringer, "Familjeliv", handler om tiden fra 1890'erne og frem til første verdenskrigs udbrud. Med forbløffende sindsro fortæller Pontoppidan om, hvordan hans ældste datter døde af hjernebetændelse og hvordan han besluttede sig til at forlade sin kone og de to overlevende børn for at flytte sammen med en meget yngre kvinde, han har spillet tennis med i Blokhus, hvorefter han får børn med hende. Henrik Pontoppidan er i denne periode en kendt og feteret forf atter, og man møder alle tidens store litterære navne som Drachmann, Stuckenberg, Strindberg og mange andre. Ikke så få af dem betragter han som storpralende, skabagtige og selvforherligende.

I "Arv og gæld", tredje bind af Pontoppidans erindringer, fortæller han om, hvordan han beslutter sig til at opgive karrieren som polytekniker og i stedet satse på at blive forfatter. Det økonomiske grundlag for denne beslutning er, at han bliver ansat som lærer ved sin brors grundtvigske højskole, hvor han har svært ved at forlige sig med den religiøse stemning. Han har mødt en ung bondepige, som han bliver gift med og får børn med. Da hans første novellesamling udkommer, bliver det muligt for ham at sige sin lærerstilling op og leve af at skrive

"Den gule krønike" fra 1923 er ret enestående i dansk litteratur. Den er en slags Tolkien før Tolkien - Hjortøs alternative skabelsesberetning, der er blandet af Bibelen, nordisk mytologi, skabelsesberetninger fra andre religioner og en kraftigt drys af Hjortøs egen livsanskuelse og filosofi. Den har alle de kvaliteter, der skal til for at blive kult.Da bogen udkom, skrev Social-Demokraten: "Den, der vil høre en klog og skarpsindig skribent udtale sig om tilværelsens dybeste problemer, vil i Hjortøs sidste mærkelige bog se adskillige perspektiver udfolde sig for sit indre syn".Hans Brix skrev i Nationaltidende: "Han er den særeste af de forfattere, vi har, og samtidig en af de bedst begavede... Der er over store dele af hans bog en sælsom ynde, man føler sig ved læsningen til mode som spanierne, da de først af hvide mænd trængte frem på det underfulde amerikanske fastland.. Umiskendelig er den eftertænksomhed og blide grublen, hvori forfatterem er hensunken".

Under det svindende lys" udkom i 1932, året efter forfatterens død, og er en samling af Knud Hjortøs artikler og kronikker. Her er selvbiografiske skitser og omtale af hans egne værker og andre forfattere, og her er en samling artikler om klassisk musik, der vidner om Hjortøs store indsigt i emnet. I "Nattergalens sang" analyserer han fuglesangen på samme musikologiske måde som han analyserer Bach eller Buxtehude.

I sin sidste roman, "Svundne somre og gamle vintre", der udkom fem dage før forfatterens død ved et ulykkestilfælde (25. november 1931) tager han endnu engang sit gamle motiv op til gennemprøvelse: den unge mandens flytten fra landet til byen, fra bonde til lærd. Bogen føles som en afslutning af forfatterskabet, og det blev den jo også., Her skaber han en syntese af de mange stemninger og fornemmelser, de ydre forhold gav ham gennem tilværelsen, og som måske var skyld i, at hans sind svingede så stærkt mellem tvivl og tro... Hans bøger er fulde af visdom, både af psykologisk, pædagogisk og sproglig art.(Cai M. Woel)

"Fru Herta" (1914) er en lovprisning af en gennemsolid, ikke særlig køn eller sansebedårende kvinde. Hun har fået en dårlig opdragelse af en snobbet moder, men selv er hun til at stole på, selv om hun er for nøgtern til at blive rigtig lykkelig. Sin ægteskabelige erfaring sammenfatter hun som 70-årig i den krasse sentens, at manden egentlig skulle have tre koner: en til det legemelige, en til det åndelige og en til det praktiske. Det er det jævne og sunde, uromantiske menneske, Hjortø her slår et slag for.- Otto Gelsted i "Danske digtere i det 20. århundrede", 1. udgave 1951

Om de to lange noveller fra landet i "Ud for skrænten" skriver Otto Gelsted bl.a.: "En mesternovelle er fortællingen om Rokballe-Maren, den frodige men nøgterne bondepige, der arver 2000 kr., så hun kan købe et husmandssted. Hun flytter sammen med den kønne og lade Niels, for hvad skal hun med penge og hus, hvis hun ingen børn har? Men gifte sig med ham vil hun ikke; han skal ikke få lejlighed til at formøble hendes ejendom... Måske endnu værdifuldere er fortællingen om Sidse på sandet.. Datteren Jensine går det rent galt med, fordi hun ikke kan styre sit balstyrige sind... Et ejendommeligt og gribende tvelys falder over hendes vrange skæbne, fordi den gengives, dels som en opfattes af en dreng, og dels som den gamle, rolige og fatalistisk resignerede moder betragter den".Den tredje novelle i samlingen, "Magister Cogitans og hans kone", kalder Cai M. Woel for Hjortøs "reneste tankedigtning.. et køligt fyrværkeri af paradokser og dybsindigheder, ofte af isnende virkning".

"Indensogns og udensogns" fra 1919 er en række fortællinger fra øernes bondeland. Hjortø kender sine lus på travet; han ved. hvordan det gik til på bondeballerne og blandt kræmmere og prangere og han fortæller med indfølelse og lune om en verden, der ikke længere findes. Hjortøs historier fra øerne er et vigtigt supplement til Aakjærs jyske fortællinger. Sindelaget er anderledes; sjællænderne er mere fiffige og forslagne. Knud Hjortø interesserede sig levende for sproget og havde et skarpt øre for dialekter og individuelle ejendommeligheder, og det er spændende at stifte bekendtskab med et midtsjællandsk og falstringsk, der næppe findes mere i renkultur.

"Hans Heilums nat" handler om en moden, bondefødt mand, der stilles over for kvinder af en bestemt intellektuel type, som findes overalt i hans bøger: lidt køligt brænder kærlighedens ild i dem, men den brænder, og under det nervepres, der opstår ved dette sammenstød, hvirvles de i nattens drømme ind i en blandingstilstand mellem drømmens uvirkelighed og erindringens fintmærkende stemning... Hjortø lader i "Hans Heilums nat" helten.. mindes barndommen, da han kunne "gi sig hen i omsorgen for jord og dyr" og der var i hans sjæl "den sunde ro som over en sommerlig mark".Det er denne sunde ro, Hjortø én gang for alle har sat til under sit flytte, ikke blot fra egnen men også i miljøet, fra det primitive til det intellektuelle, og for at bøde på sin uro opsøger han stadig sin tabte verden.(Cai M. Woel)

I Faust er benyttet fablen ommanden, der af døden får lov til at leve sit liv om igen. Et psykologisk grundlag ligger i den fornemmelse, de fleste af os af og til har aft: at de har oplevet en situation tidligere. Men bogens egentlige hensigt er at skildre selviagttagerens tragedie. Han føler sig i grunden altid skuffet. Når han har sukces, når han oplever en stor forelskelse, så har hans tanke allerede været der forud og snuset til den. Og når han så kom til sin lykkes store øjeblik, så var lykken ikke uberørt. Den, der et øjeblik har haft følelsen af at have levet to gange, har i det øjeblik følt gentagelsens rædsel.- Otto Gelsted i "Danske digtere i det 20. århundrede", 1. udgave 1951

En halvvoksen pige og en jævnaldrende dreng tager sammen ud til stranden og går i vandet. Det vækker forargelse i den lille, bornerte by, de to unge kommer væk fra hinanden og finder først sammen igen mange år senere.Ekstrabladet skrev om "Forårsskyer", da den udkom i 1912: "Af iagttagelsens sikkerhed lysende skildringer af et halvvoksent pigebarns sidste skoleår med hendes fornemmelser i overgangen fra barn til kvinde... Der er det gode, det moderne ved hr. Hjortøs skildring af de vanskelige overgangsår, at han påstår, skamfølelsen findes ikke hos børnene, men indpodes dem af de voksne".

Kortromanen "Rasmus" (1909) er en indgående skildring af en, der i vore dage ville få en hel hale af diagnoser på sig, men som dengang bare blev betragtet som en halvtosset særling. Brydningerne i Rasmus' sind fører til, at han bliver mobbet som barn og senere kommer ud i druk, selvmordsforsøg og et kærlighedsløst ægteskab. Han har hele tiden en tendens til at kaste det hele fra sig, hvis ikke alt går, son han ønsker det. Han har betydelige talegaver, og det fører ham frem til en plads som folketingsmand, men også det kaster han fra sig og vender tilbage til det hårde slid som daglejer og skærvehugger. Men til sidst ender han som lykkelig forkynder i Frelsens Hær.Christian Rimestad skrev i sin anmeldelse af "Rasmus" i Politiken 10.5. 1909:"Denne lille bog er et nyt og uafbrudt fængslende bevis på Knud Hjortøs betydelige talent. Og den slår fast, at han i stadig større målestok betvinger sit stof overlegent. Vi har ikke for tiden en prosaist, der ejer en kraftigere koncentrationsevne… I fortællingen om Rasmus Eliassens genvordigheder i sin barndom, sin ungdom og sin manddom er Knud Hjortøs humor medfølende som næppe nogensinde før. Men den er ikke et øjeblik medynkstirrende. Thi et dybere usentimentalt gemyt end Knud Hjortøs eksisterer ikke i vor litteratur...Beretningen om Rasmus’ erotiske og politiske miserer, indtil han ender som lyksaligt forkyndende frelsermand, er et psykologisk portræt af mangesidig værdi.."

Knud Hjortøs "Grøde" (1909) er en novellesamling med to lange og to korte noveller. Christian Rimestad skrev i sin anmeldelse af bogen i Politiken 4.10. 1909: "Man nyder håndelagets behændighed, den træfsikkerhed, der gør personerne lyslevende og som formår at spærre et landskab inde i ti linjer, sådan at man har dets hele atmosfære omkring sig".Om den sidste, korte novelle "Den fremmede hund" skrev Rimestad: "Denne beretning om en flok landsbydrenges sejpineri af en herreløs hund virker så meget voldsommere og uhyggeligere, son barndommen i den samtidige litteratur alt for ofte er blevet idealiseret til en uskyldens, renhedens og godhedens tid". Rimestad sluttede sin anmeldelse således: ”Knud Hjortø er en ubarmhjertig skribent. Hans bøgers hvasse sandhedskærlighed lever i erindringen, længe efter at man har endt læsningen, fordi hans kunstneriske evne har indblæst stoffet sin levende ånde”.

"Den fortabte søn" er en omhyggeligt gennemført studie af en hul og inderligt forløjet person, en repræsentant for alt det i tidens liv, Hjortø foragtede. Psykologisk fremragende er navnlig redegørelsen for drengens opvækst og skildringen af hans kamp med den religiøse moder. der gennemskuer ham".Otto Gelsted i "Danske digtere i det 20. århundrede", 1. udgave 1951

Knud Hjortø har et godt øje til hykleri og fordomme, og han lægger ikke fingrene imellem i "Præster" fra 1907, der skildrer tre forskellige præster. Men Hjortø bliver ikke selv fordømmende, når han skildrer mennesker, hvis holdninger han ikke deler, og som han synes er for fordømmende. Han har forståelse for de missionske, der forsøger at omvende de vantro og sammenligner arbejdet med omvendelsen med at banke en pæl ned i stenet jord.

"Folk" fra 1903 er en skarp og hvas skildring af livet i en lille købstad, der kan minde om Gustav Wieds Gammelkøbing. Byens honoratiores holder middage og konverserer om den nye kunst og litteratur, der ikke må være usædelig og helst blot skal bekræfte læseren i hans fordomme. Her er sladder og intriger, og bag kulisserne foregår voldsomme ting. Men så længe man ikke taler om det, er det nok ikke så slemt.

Hjortøs personlige systemskifte kommer med Kraft et år efter det politiske i 1901. Romanen er et opgør med det moderne sammenbruds dekadence og brandesianismens tolkning af den frie kærlighed. Allerede i Syner blev den sprængfarlige Hjortø'ske legering af krop og sjæl, blod og ånd synlig. I Kraft koncentreres blod og ånd i den indebrændte skikkelse Henrik Stendal, en af tidens mange litterære provinsstudenter, der kommer til den store by og skjuler sit mindreværd bag en aggressiv maske og hårdt tilkæmpet vilje. Stendal vil gøre op med 1880'ernes brandesianisme og fritænkeri og 1890'ernes sværmeriske poesi i en og samme hårdtslående bevægelse, der skal ramme modstanderen som en knytnæve i panden. Modstanderen er inkarneret i studiekammeraten og forføreren Johannes Levison (Johannes Jørgensen og brødrene Brandes i et!), der har tiltaget sig magten på det radikale hoforgan „Århundredet“ (dagbladet Politiken). Som modoffentlighed starter Henrik Stendal kampskriftet „Faldøksen“ (Vagten), der med guillotinens hug skærer dekadencen fra århundredets udlevede krop, patetiske kristendom og lumre sovekamre: „Væk med de stinkende, litterære sengetæger! Ud med kammerpoeterne! De har længe nok stået og lugtet ilde i den danske litteratur!“ Henrik Stendals poesi „sidder i næven“, og den hugger han med stejl hellenistisk kraft ind i tidens bløddyr. Den atletiske mand stemmer sine aggressive energier op ved at vise kvindens forføreriske begær fra sig og i stedet med stålsat vilje og nietzscheansk foragt sikre sig retten til riget. Stendal ender karakteristisk som køllesvingende folketingspolitiker, der med kraften i sig sætter handling over grublen. Romanens vitalisme og handlingsbestemte omvendelsesrite har sine paralleller i Johannes V. Jensens to bøger, novellesamlingen Skovene (1904) og romanen Hjulet (1905), hvor potenseringen ligeledes slår over i påtaget kynisme og straf- og skyldfri udrensninger.(Dansk Litteraturs Historie)Man kan måske også se Johannes Levison som et ondskabsfuldt portræt af Peter Nansen og romanen som først og fremmest en jaloux mands opgør med sin heldigere rival.

"Hjemme fra agnen er en solid og med ubønhørlig realisme gennemført skildring, hvis hovedmotiv er spillet mellem en frodig bondepige og en ulykkeligt forelsket karl, hvem fortvivlelsen til sidst gør til morder. Bogen blev udgangspunkt for de mange hjemstavnsskildrinde fortællinger, der hører til det ypperste i Hjortøs digtning".'(Otto Gelsted i "Danske digtere i et 20. århundrede", 1. udgave 1951)*Knud Hjortø havde et skarpt øre for talesproget. Han var født i Kirke Værløse og gengiver i "Hjemme fra egnen" den sjællandske dialekt, der i hans barndom blev talt på egnen.

I "De salige" møder en mand, der er flygtet fra kærlighedssorg, en ung kvinde, der prøver at leve videre efter i barndommen at have været offer for pædofili og incest. Kidde tager her emner op, som få i hans samtidig vovede at komme i nærheden af.*Ved bogens udgivelse skrev Christian Rimestad:Den mandlige hovedperson i Kiddes sidste roman er i nær slægt med alle hans tidligere unge mænd i ”Aage og Else”, i „De blinde”, ”Loven« og „Den anden”. Fælles for dem alle er det afgørende, at de kun er i stand til at elske én eneste gang, og at denne eneste kærlighed ganske tyrannisk hersker over deres liv. Da Henning Norden her i ”De salige” har måttet opgive sin elskede, fordi hun var gift og havde et barn, så var det egentlige liv forbi for ham. Selv hans arbejdet blev hæmmet. Han stivnede. Og dog kunne han ikke have handlet anderledes, om han skulle bevare sin samvittighed frelst. Den virkelighedens atmosfære, hans sind kun kunne leve i, det var viljens høje luft. For ham var fristelserne at følge sin kærlighed på trods af den indre pligs bud det farlige, det fjendtlige, det uansvarliges forvirrende gøglen. Han når de Saliges Ø, men den bliver aldrig lykkens hjem for ham, kun de skyldløses fred, de ikke levendes ro.Han tilhører på moderens side en slægt, hvis hår er blegt, hvis favn er kold, fordi deres blod er så luftigt. Moderen kunde, efter bruddet med faderen, der havde begået ægteskabsbrud og karsesvig, trække sig tilbage til Salighedens Ø og leve der i lykke, fordi hendes natur var så helt ujordisk. Med stor poetisk kraft har Kidde fremmanet denne kvindeskikkelse, hendes elfenbensansigt, hendes øjnes strålende kulde, hendes legeme som skabt af dis og luft.Bogen handler nu om, hvordan denne mand, der har ment i sin isolation at have gjort sig til livets herre, bliver en livets lærling. Men hvordan lærer han, at Salighedens Ø ikke, som hans forgudede moder havde vist ham, sejler højt over hav og jord, i æterens og solnedgangens ro, men at den stiger af det uvejrspiskede hav, og at man kun når den gennem dets vildeste hvirvler?Det lærer han af en ung pige som fra København er flygtet ud til hans refugium, en ung pige, som kun har set ham én eneste gang i et selskab af literater, men aldrig har glemt hans forfærdelse og vrede, da han blev vidne til en letfærdighedens skændselsdåd mod en purung, uskyldig pige, aldrig har glemt udtrykket i hans blik, da han forlod selskabet.Det bliver i denne brudte pigeskikkelse, i dette hærgede barneansigt, at han ser livet, livets egen hellige skændselsskrift. Det bliver ham som en hemmelighedsfuld vilje, der har sendt hende til ham — som en repræsentant for alle dem, han selv og hans moder og hele hans moders slægt har holdt sig fjernt fra og ikke har villet prøve på at begribe, forstødt som tilhørende det livets smuds, de ikke vilde i berøring med.Livets smuds, det er just i det, at hun er vokset op. Hun giver i sin lange skildring af sit liv frygtelige indtryk af sin barndom. Hun har i en alder, hvor det store flertal af mennesker kun har vage anelser om kønslivet, set det udfolde sig i sine modbydeligste former. Hun var af sin moder, en hæslig skøge, viet til undergang. Hun ender da også selv, som moderen ville, men det er lykkedes Kidde at få os ikke blot til at tro på, men til at føle usvigeligt, instinktivt hendes sjæls usmittede renhed. Mest var hendes liv et helvede, men tre gange, i tre perioder, har hun været i „Paradiset” og om disse tre oaser af lykke beretter hun med en rørende ømhed. Et kvindeligt sidestykke til den store franske digter Verlaine, sådan rejser sig hendes billede: en kysk, en altid renhedstørstende sjæl i et besmittet legeme...Der er som altid i Kiddes bøger en række bipersoner, om hvem man kun får det at vide, som er nødvendigt for at bogens problem kan opløse sig i de størst mulige nuancer.Intet er tilfældigt, alt hænger nøje sammen. Derfor er det også umuligt at girve udtømmende besked om handlingen. Handling, filosoferen og lyrik er sammenknyttede uopløseligt. Det er en kompliceret digtning, men det inderste i den, dens alvorsfulde sjæl, er en dyb ærbødighed for livets betydningsfuldhed, for ansvaret, det fører med sig.(Christian Rimestad i Politikens kronik 26.10. 1910)

Harald Kidde ”har nu lært at koncentrere sig i en sådan grad, at denne bog ikke rummer én unødvendig episode, ja næppe én overflødig sætning. dette par hundrede sider hører til de tungest mættede, vor tids skønliteratur har frembragt.Han har af bipersonernes indre kun villet se det, der var nødvendigt for så fyldigt som muligt at belyse grundidéen…. alle de mennesker, der optræder i romanen, skal tjene til at klargøre denne hans opfattelse: At leve er at være to. At de glade blandt menneskene er dem, der har formået at flette deres selv i den anden. At livet overhovedet ikke lever i en, før man finder sin fred i den anden, hvad enten denne anden er fjern eller nær… Hovedpersonerne er et ungt ægtepar, der i det yderste efterår er rejst over til et lille hus i Østjylland. Det ligger lige på grænsen af den uhyre og blodrøde skov. Man oplever nu i den måned, bogen varer, hvordan disse to mennesker møjsommeligt når til at tilpasse sig efter hinanden, at det nye. tredje,hemmelighedsfulde væsen - vi - kan fødes... det er en vægtig bog, som langtfra udtømmes ved første læsning. Den ar fuld af mystik, naturens, menneskelivets og dødens. Dens ord fortoner sig stundom ud i meget fjernt ekkoer. Ud fra hver af dens sider flammer og dufter, blændende og bedøvende, den blodige efterårsskov, og selve dens sjæl er den gamle og vanskeligt udtrykkelige drøm om to menneskesinds fuldkomne sammensmelten.”(Christian Rimestad i Politiken. 6,11. 1909)