Bøger udgivet af Det Lille Forlag

Moralens oprindelse er oversat fra tysk efter Zur Genealogie der Moral" (1887), som er den tyske filosof Friedrich Nietzsches (1844-1900) mest sammenhængende og konsekvente analyse af yndlingstemaet: værdiernes oprindelse, udvikling og forfald. Selv skrev han i Ecce Homo (dansk udgave 1994): "De tre afhandlinger, som denne genealogi består af, er i henseende til udtryk, hensigt og overraskelseskunst måske det uhyggeligste, der hidtil er blevet skrevet." Det er historien om "slaveoprøret i moralen", der fremstiller kristendommen som et resultat af ressentimentet (følelsen af nag og hævnagtigt mindreværd) og svage instinkter: kan man ikke magte at sige JA til livet, vælger man at sige NEJ og at påtrykke alle andre livsfornægtelsens evangelium. Derfor er det også historien om skyldfølelsen og den dårlige samvittigheds oprindelse, for først hermed internaliseres den selvjustits, der kan få én til at hylde asketiske og livstrætte værdier fremfor ekspressivt og dionysisk at vælge livet. Og derfor leverer Nietzsche også historien om de livsfjendske idealer og deres bedrøvelige magt over det moderne menneske. Niels Henningsen har sørget for indledning og noter - og desuden oversat følgende Nietzsche-titler: Den muntre videnskab, Således talte Zarathustra og Ecce Homo.

I den brederer offentlighed blev Foucaults store undersøgelse af straffens forvandling fra skafot til fængsel kendt for den pointe, at vi gennem fængslet selv skaber de forbrydere, vi har brug for.Vi løser ikke et problem, men vedligeholder en disciplinering, som vi umærkeligt sender ud i alle samfundets kroge. Overgangen fra de spetakulære henrettelser til de snilde opbevaringer i forbedringshuse med resocialiseringsprogrammer var ikke et udslag af humanisme, men af behovet for mere og mere differentieret disciplinering, jf. senest Terrorpakken.Derfor er Overvådning og fængsling vedkommende læsning som aldrig før.

Gennem en række "taler", lagt i munden på den persiske vismand Zarathustra, beskriver Nietzsche sine tanker om bl.a. viljen til magt og den evige genkomst. Der er således ikke tale filosofisk analyse og argumenteret kritik, men filosofiske visioner - udkast til en ny dionysisk (og magt-elementær) fremtidsfilosofi med stærkt eksistentielt anslag: det gælder om at magte sig selv i en verden efter Guds død.

Viljen til viden. Seksualitetens historie 1 er oversat fra fransk efter La volonté de savoir (1976), der var den franske filosof Michel Foucaults (1926-84) første og metodisk afgørende bind til et større værk om seksualitetens historie - bd. 2 ('Brugen af nydelserne') og 3 ('Omsorgen for sig selv') foreligger også på dansk, mens det 4. ('Kjødets bekjennelser') findes på norsk (Pax). Det er Foucaults overordnede synspunkt, at den menneskelige seksualitet tidligt har været underlagt den samfundsmæssige magts fortolkninger, da den er et gunstigt middel til disciplineringer og magtudøvelse. Seksualiteten er derfor ikke kun blevet undertrykt og tabuiseret, men inddraget i skiftende ideologiske interesser, dvs. 'italesat' og således 'installeret' - en social konstruktion, vi kan skændes videre om.

Ny udgave af 1. del af 'Perceptionens fænomenologi' med Merleau-Pontys egen vigtige indledning om, hvad fænomenologi egentlig er - en skærpet synsvinkel på væsentlige fænomener som fx sansning og krop. Den fra Descartes kendte prioritering af (fornuftens/sjælens) tænkning - 'cogito ergo sum' - vendes her på hovedet, idet M-P peger på kroppen og dens sansninger og ageren som jegets sande kerne: det er kroppen, der tænker.

I klassisk - og veludført - tegneserieform føres vi gennem den vestlige filosofis historie fra antikken til vor egen tid - senmoderniteten med eksistentialisme, strukturalisme, frankfurterskole og dekonstruktion. Fra start til slut overvåget af et postkolonialt og feministisk blik. Solgt i mere end 20.000 eksemplarer - og af alle danske anmeldere rost til skyerne.

Oversat fra ´Histoire de la folie à l'âge classique´ i udgaven fra Editions Gallimard 1976, dvs. uden det tillæg med svar på Derridas kritik, som Foucault føjede til, da disputatsen genudkom i sin helhed i 1972. Oprindelig udkom værket i 1961 på forlaget Plon under titlen (oversat) 'Galskab og ufornuft', men i 1964 forestod forlaget Union générale d'editione en stærkt reduceret, omredigeret udgave (ca. en tredjedel af det oprindelige omfang), og ulykkeligvis blev det den, der fandt vej til engelsk (Madness and Civilization) og bl.a. norsk (Galskapens historie) og gav indtryk af Foucault som en empirisk-historisk slet funderet forsker. Derfor måtte han gå til Gallimard i 1972 og bede om at få den komplette udgave ud, så den forkortede piratudgave kunne blive indstillet, og til denne genudgivelse tilføjede han - foruden et nyt forord - et svar til Derrida, som så i 1976 røg ud igen. Den danske udgave følger komplet den i dag autoriserede udgave fra 1972/76 og er derfor tre gange så fyldig som den engelske og norske version. Dertil kommer Anders Fogh Jensens introduktion, der redegør for andre sider af værkets historie, karakter og betydning.Som altid hos Foucault handler det om flere historier på én gang. Først om fremmest om opkomsten af kategorien ´galskab´, og hvad den førte med sig af asyler, hospitaler, diagnoser og behandlingsformer - en vild og broget historie om hvordan spedalskhedens ´andethed´ blev afløst af galskabens, uden at der dog var klare grænser mellem tyveknægte, vagabonder, tiggere, libertinere, gudsbespottere, demente osv. og egentlig gale. Den store indespærring, der pågik i de store europæiske byer fra 1600-tallets slutning ramte noget i flæng, men afslørede samtidig, at der var tale om et socialt problem med flere agenter. Galskabens historie er en ´forbilledlig´ historie om disciplinering, klassifikation og en sær blanding af straf/udstødelse og terapi/human behandling - og dén historie slutter i Foucaults regi i begyndelsen af 1800-tallet, hvor den moderne psykologi og psykiatri tager over og tolker (og behandler) videre på den grænse-kategori, som galskaben altid er. - Deraf følger det andet store perspektiv i denne skelsættende og omdiskuterede afhandling, der kom tilpas til at give antipsykiatrien (Laing & Cooper) et vældigt løft: nemlig den tematisering af galskab vs. normalitet, der egentlig relaterer sig til René Descartes' ´cogito ergo sum´, dvs. idealet om det rationelle, selvberoende subjekt, der qua fornuften har styr på sig selv og derfor overbevisende kan tage vare på fremskridtet osv. I lyset heraf ser det ud til, at de gale - og galskaben - skal vare den mod-position, man kan prygle, indespærre og især italesætte, så det bliver tydeligt, hvor kulturen vil hen. De gale er således med til at fortælle en stor historie om oplysningens projekt, og galskabens historie fungerer som mod-billede til den historie om det oplyste, autonome individ, vi selv forstår os som en del af. - Ta' den Brian!

Den nye filosofis hovedværk om rationalitetens altafgørende kraft, ikke mindst til at bryde igennem Dsecartes' metodiske tvivl - 'de omnibus dubitantum est' - og godtgøre, at såvel jeget i det daglige liv som Gud i det Høje eksisterer. Via 'cogito ergo sum' - jeg tænker, altså er jeg - får fornuften atter mæle, også til at tro på sine egne sanser og på Gud. Seks dage med dyb meditation skal der til.

Stoisk-romersk klassiker, forfattet af kejser Markus Aurelius mellem slagene, hvor han tog sig tid til at tænke sig om - dog ikke om-igen: han fortsatte sine krige, men bevarede en tro på stoiske ro - uforstyrrethed, skæbneaccept, tålmodighed som etisk klangbund. Hans livsbetragtninger hed tidligere 'Tanker til sig selv' eller blot 'Optegnelser', men den danske oversættelse ved filologen J.A. Bundgård (1949) fik ved genudgivelsen i 1996 - gennemset, lettere revideret og forsynet med forord af Villy Sørensen - titlen 'Meditationer', svarende til de engelske udgaver. Siden 2020 genoptrykt adskillige gange, idet forlaget har lagt sig følgende Aurelius-ord på sinde: "Ingen bliver nogensinde træt af at blive gavnet. Det gavner én selv at handle efter naturen. Bliv da ikke træt af at nyde gavn af det. hvormed du yder gavn." - Derfor har vi fra og med 7. oplag udskiftet forsidevignetten, så enhver kan se, at som filosof tilhører Markus Aurelius tegneserieholdet!

Da Nietzsche i sommeren 1885 havde afsluttet Således talte Zarathustra- med tankerne om viljen til magt og visionen af overmennesket - var han parat til den endelige ´omvurdering af alle værdier´, der skulle blive hans sidste store ufærdige projekt. Første hug med hammeren var Hinsides godt og ondt (1886), som nu foreligger på kraftfuldt dansk ved Niels Henningsen.

En psykologisk-eksistentiel pendant til 'Begrebet Angst' (1844), udgivet i 1849. Temaet er fortvivlelse, både den stille, man knap mærker, fordi man drysser gennem livet uden at kende til sit selv (og tage ansvar for det), og den højst støjende, der enten kommer af, at man ikke kan holde sit selv (sig selv) ud, eller skyldes, at selvet ikke magter at være og udtrykke det, som det har på hjerte og så gerne vil. Dertil en bog om selvet som eksistentiel kategori - et hovedværk.

Da Immanuel Kant (1724-1804) i 1781 udsendte sin store kritik af den rene fornuft, var der længe ret stille omkring hans ellers ambitiøse projekt, hvorfor han gav sig til at gennemskrive og formidle substansen i sin erkendelseskritik på ny - og det blev til Prolegomena, der af samme grund ofte regnes for en populær udgave af ´Kritikken´."Som tekst er Prolegomena så åben, at den ikke på nogen måde lukker for indblik i den fordybelse og udvidelse af Kants filosofiske register, som efterhånden fandt sted, men snarere skærper appetitten og sensibiliteten for de kraftige landskaber, som kommer til syne i afhandlingerne om kunst og religion." skrev Viggo Rossvær i den norske avis Morgenbladet.

Omsider foreligger nu klassisk filolog Søren Porsborgs nyoversættelse af Aristoteles´ etiske hovedskrift - til afløsning for Niels Møllers version fra 1936. Det er "Den Nikomacheiske Etik" (eller "Ethica Nokomachea"), der er tale om: midtens etik, hvor dyden og det gode fremmanes gennem en filosofisk sejlads mellem det ondes og overdrivelsernes Skylla og Karybdis. Som vor kulturs første egentlig etik er det et hovedværk af format, vi her på ny kan forbyde os i og måske hente inspiration fra til den stadige diskussion af værdier og mål - fx ved at genoptage Aristoteles´ tale om venskabet og hvad heraf følger. Søren Porsborg har tidligere oversat Aristoteles´ Om sjælen og er tilknyttet Polis Centeret ved Københavns Universitet. Etikken er i sin nye skikkelse forsynet med 10 friblade med originalarbejder af Torben Skov.

Den 'frygt og bæven', Kierkegaard her analyserer, relaterer sig til hhv. kong Agamemnon og GTs Abraham, der hver blev sat i den klemme at skulle ofre sit eget barn. For at gøre konflikten almen spørger Kierkegaard: 'Gives der en teleologisk suspension af det etiske?', dvs. kan man henholde sig til et højere formål - krigslykke eller tro - for at undskylde brud på omsorgen for og respekten for andre? Gives der en 'undtagelse' fra den almindelige, medmenneskelige pligt?

Den muntre videnskab er oversat fra tysk efter Die fröhliche Wissenschaft (1882), som er det værk, hvori den tyske filosof Friedrich Nietzsche (1844-1900) første gang påpegede "Guds død" og det værdi- og sandhedstab, som det faktisk indebar - og den nødvendige omvurdering af alle værdier, som endnu udestod, med livsløgn og fremmedhed til resultat. Den videnskab, som Nietzsche her bedriver og kalder munter - gennem 342 aforismer og 63 lyriske epigrammer - er af en ganske anden karakter end normalt i akademiske kredse: kritisk, spiddende, anekdotisk, paradoksal, polemisk og overalt båret af et dionysisk overskud, der får tankerne til at boble frem i et forsvar for livet. Det ekspressive i Nietzsches filosofiske stil og livsindstilling folder sig her ud med stor kraft, både i dybtgående analyser af moral- og værdispørgsmålet og i mere euforiske længsler efter nysyn - bogen var skrevet i Genova, Columbus' fødeby - og en ny dannelse i livets tjeneste. Oversat og med indledning af Niels Henningsen, der også har taget sig af Således talte Zarathustra (DET lille FORLAG 1999), Moralens oprindelse (DET lille FORLAG 1993) og Ecce Homo (DET lille FORLAG 1994).Omslag ved Hovedkvarteret.

Strengt taget handler Aristoteles' skrift om digtekunsten kun om tragedien, det klassiske drama, og hverken om epik og poesi - eller komedien, der blot strejfes med en kvik bemærkning! Men med udgangspunkt i 'plottet' og med kulmination i den 'katharsis' (en 'renselse' i forhold til 'det onde') indfører Aristoteles i dramaets bestanddele og betingelser. Bemærk at denne oversættelse er forsynet med fyldige realnoter (38 sider!) samt både en indledning og en perspektiverende efterskrift.

Oversat fra tysk efter 'Manifest der Kommunistischen Partei' (1848) af Sven Brüel og efter første del af 'Der Deutschen Ideologie' (1845/46) af Peter Thielst, der også har taget sig af Marx-teksterne i appendiks (bl.a. 'Teser om Feuerbach' i Marx' oprindelige version) samt redaktion, noter og forsidefoto. Alle de centrale tekster til den historiske eller dialektiske materialisme - kort sagt: et kildeskrift af format!

Brugen af nydelserne er bind 2 i det sore projekt om seksualitetens historie, som Michel Foucault lagde grunden til med Viljen til viden og nåede at følge op på med et bind 3, Omsorgen for sig selv. Mens man i Indien, Kina og Arabien tidligt indrettede sig med en´ars erotica´, en elskovskunst, har vi i Europa være meget optaget af en etik omkring det seksuelle, sekunderet af en ´scientia sexualis´, en seksualitetsvidenskad, der både vidste besked og gav anbefalinger om den rette - sunde, beherskede og ideale - brug af seksuelle nydelser.

Ecce Homo er oversat fra tysk efter samme latinske titel, der er Pontius Pilatus' påpegende ord om Jesus før domfældelsen: "Se, hvilket menneske!" Den tyske filosof Friedrich Nietzsche (1844-1900) låner frækt - han var jo en skarp kritiker af kristendommen - de pompøse ord for at minde om sig selv på et tidspunkt, hvor hans forfatterskab omsider var på vej ud til en større læserkreds, takket være Georg Brandes' forelæsninger på Københavns Universitet foråret 1888. Ecce Homo blev til i det følgende efterår, som skulle blive Nietzsches sidste aktive fase, inden sammenbruddet i januar 1889 berøvede ham tankens klare brug. Nietzsche var blevet bekymret for, om man nu ville forstå ham korrekt - og historien (især efter søsterens og nazismens misrøgt) skulle vise, at det var med god grund. Bogen er derfor tænkt som en kritisk præsentation af Nietzsche selv, hans livshistorie, intellektuelle udvikling og hans forfatterskab, men det er herudover en grandios tour de force, der næsten lyver og overdriver lige så meget som den præciserer og er funklende klar og skarp i sine iagttagelser. Mod slutningen lyder det således: "Jeg kender min lod. Erindringen om noget vældigt vil engang være knyttet til mit navn - erindringen om en krise som aldrig før på jorden, om den dybeste samvittighedskollision, om en afgørelse fremmanet mod alt, hvad der hidtil var blevet troet, fordret, helliggjort. Jeg er ikke noget menneske, jeg er dynamit!" -Med indledning af Niels Henningsen, der også har stået for de danske udgaver af Den muntre videnskab, Således talte Zarathustra og Moralens oprindelse.

´Filosofien referer alt til visdom - med ad den videnskabelige vej. Når først denne vej er banet, er den den eneste, der aldrig vokser til igen og som ikke vil føre os ud i vildfarelser. ´Sådan lyder det mod slutningen i Kritik af den rene fornuft (1781) som Immanuel Kant anså for at være den definitive oprydning i erkendelsens, videnskabens og tænkningens udvikling.Herefter var det blot at undersøge, erkende og slutte sig til indsigter, der lidt efter lidt ville etablere det sande, det gode og det skønne blandt menneskenes børn - de sidste to (og ganske normative) sfærer fik efterfølgende læst lektien i Kritik af den praktiske fornuft og Kritik af dømmekraften.

Omsorgen for sig selv er bind 3 i det store projekt om seksualitetens historie, som Michel Foucault lagde grunden til med Viljen til viden og nåede at følge op på med et bind 3, Omsorgen for sig selv. Mens man i Indien, Kina og Arabien tidligt indrettede sig med en´ars erotica´, en elskovskunst, har vi i Europa være meget optaget af en etik omkring det seksuelle, sekunderet af en ´scientia sexualis´, en seksualitetsvidenskad, der både vidste besked og gav anbefalinger om den rette.

Nietzsches første skrift efter opgøret med Schopenhauers og Wagners forløsnings-metafysik og mistro til livet. Med 'Menneskeligt, alt for menneskeligt' (1878) tiltræder Nietzsche sit eget dionysiske spor med forkastelse af metafysikkens blændværker og al religions (kristendommen inklusive) dyrkelse af asketiske værdier og dyrkelse af hinsidesverdener og frelse. Den kritiske filosofi for 'frie ånder' begynder her - med 638 tankeskarpe aforismer.

Antikrist består af materiale, Nietzsche havde tiltænkt et større projekt (´Omvurdering af alle værdier´), men i september 1888 opgiver og supplerer med nyskrevne tekstforløb i samme ånd. Den 30. september blev det sidste punktum sat, men værket udkom - pga. Nietzsches sammenbrud i januar 1889 og sikkert også pga. det kontroversielle indhold - først i 1895, og da i en noget retoucheret udgave. Nietzsche bedriver dog ikke religionskritik i den gamle stil (jf. Feuerbach, Marx og Freud): kristendommen er ikke så meget et problem, fordi den er usand, et bedrageri osv., men fordi den er usund! Den lider af og hviler på sygelige instinkter: en unatur, der ikke vil livet og lysten, men døden, frelsen og lidelsen. Derfor er Nietzsche i sin ´Forbandelse over kristendommen´ (undertitlen) ikke optaget af at afsløre bluffnumre, men af at vise, hvordan kristendommen opstod, hvilke morbide kræfter der bragte den til verden og orkestrerer dens ideologi, magtregime osv. Det er en dissektionsøvelse, vi er vidne til: den allerede døde Gud og hans vældige organisation er under den skarpe og funklende skalpel, hvis lære også er, hvad vi - den europæiske civilisation - fik sat over styr med kristendommen, og hvilke dårligdomme vi fik i stedet. Antikken blev trampet ned, og renæssancens nysyn blev ædt op af reformationen - vi har med andre ord sovet gevaldigt i timen og ladet de dummeste og mest livsfornægtende ideer drive os rundt i manegen. Nu må den galskab høre op! Nu må vi træde i eksistens og blive os selv - deraf den afsluttende ´Lov mod kristendommen´, der i kort form vil afvikle og afslutte en lang og uhyrlig misforståelse. - 'Antikrist' er kritisk analyse af den mest skarpe karakter, sprogligt gnistrende, ja til tider meget morsom. Peter Thielst, der har nyoversat teksten og forsynet den med grundige noter, har også leveret indledningen og i et appendiks arrangeret en række af de breve, Nietzsche skrev til Brandes.

En bredt anlagt historisk studie over ændringerne i den vestlige verdens tænkemåde fra renæssancen og til vor tid. Bl.a skildres og analyseres hvordan de tre kundskabsområder naturhistorie, politisk økonomi og generel grammatik blev ændret tilbiologi, økonomi og filologi

Kritik af dømmekraften er den tredje (og sidste) af Kants store Kritik´er, gennem hvilke han genoptager filosofiens store, antikke temaer om det sande, det gode og det skønne - via den RENE, den PRAKTISKE og den hhv. æstetisk og teleologisk DØMMENDE fornuft. Kald det erkendelsesteori, etik og æstetik, men bemærk i Kants tilfælde, at den sidste og æstetiske/teleologiske Kritik griber tilbage til den første - om den rene fornuft - og gentænker hele systematikken eller progressionen.Den ÆSTETISKE dømmekraft handler om det skønne (modsat det hæslige), både det naturskønne og det kunstskønne, der har mennesket inde over - og både det SKØNNE som sådan (smagens almene primat) og det OPHØJEDE (det sublime), der på Kants tid betegnede noget andet end i dag: det voldsomme, frygtindgydende, som dog finder et forsonende og tankefuldt udtryk - fra skælven og frygt til ro og afklaret velbehag. Den æstetiske dømmekraft nødvendiggør en række kriterier eller spilleregler, hvis dommen skal være objektiv og stå til troende, og Kant formulerer derfor disse - ´det interesseløse velbehag´ osv. Dertil kommer diskussionen af, hvad kunst er, som Kant slipper udenom ved introducere talen om GENIET, den autonome, selvlovgivende instans, hvis værk som kunst ikke står til diskussion - en ulykkelig tanke, der siden har forfulgt os, især såkaldte kunstnere.I værkets anden del handler det om den teleologiske dømmekraft, dvs. vor evne - tilbøjelighed - til at se (og dømme om) hensigtsmæssighed - i sær i naturen - hvor den ikke findes. Eller hvor den reelt kun findes på en kontingent måde - som et tilfælde, der forblænder os og bilder os ind, at bag det hele må der stå en vis skabergud. Kant medgiver denne tilbøjelighed - grænsende til sandsynlighed - men afviser i sidste instans, at vor forestilling om hensigtsmæssighed skulle bevise eksistensen af Gud. Grænsen bliver atter trukket skarpt om: Der er det, vi ved, og det, vi gerne vil vide, men reelt ikke ved - ikke kan vide. The rest is silence.

Siden Th. Hobbes og John Locke ('Anden afhandling') havde det ordnede sociale fællesskab været begrundet i en samfundskontrakt: en delvis afgivelse af frihed mod en sikring af liv, ret og ro. Rousseau søgte en kontrakt, der ikke afgav frihed og nåede frem til en model, hvor almenviljen står i centrum: alles fælles vilje, som man i glæde underkaster sig i troen på, at den totale personlige frihed er bevaret. Udkom 1762 og inspirerede Den franske Revolution, der kom til at vise, at almenviljen i de gale hænder førte til hidtil ukendte rædsler, terror og ufrihed.

Oversat fra tysk efter ´Grundlinien der Philosophie des Rechts oder Naturrecht und Staatswissenschaft im Grundrisse´ efter Eduard Gans' andenudgave fra 1833, der kombinerede Hegels originaltekst fra 1821 med udtog af eleverne Hotho og Griesheims stenografiske optegnelser fra Hegels forelæsninger 1822/23 og 1824/25. Dette har siden været standardudgaven af dette hovedværk.Et værks såkaldte virkningshistorie kan måles på to måder: den teoretisk-akademiske = dens indflydelse på den faglige diskussion sit felt: dets dagsordensættende effekt over årtier, vs. den praktisk-konkrete, hvor en tekst viser sig at disponere politiske manøvrer. Hegels Retsfilosofi lever op til begge mål - sidstnævnte ved bl.a. (via Monrad) at øve indflydelse på strukturen af den danske Junigrundlov fra 1849. Mest kendt er ellers Marx´(og Engels´) opgør med Hegel og hans spekulativt-idealistiske redegørelse for (= legitimering af) det borgerlige samfund - i sin davarende preussiske udgave heraf. ´Verdensånden gang gennem historie´ havde jo sat både ejendomsretten, familien, samfundet osv. , og heraf fulgte gennem nye dialektiske bevægelser retten, moraliteten, sædeligheden og verdenshistorien. Mere og mere frihed efter Hegels mening - men men... Læs selv efter, og tag livtag med Hegels mange kritikere og ideologiske eftersnakkere. Det borgerlige samfund består, og på mærkværdig vis er Hegel rodet ind i dén historie.

Ved et drikkegilde i Athen i året 416 f.Kr. holder hver gæst en tale til Eros' (begærets) pris, og Platon er den ferme mikrofonholder, der fx lader Aristofanes fortælle om den 'kløvede Eros', der forklarer den erotiske tiltrækning mellem (oprindeligt) adskilte dele - soulmates. Og afrunder med Sokrates' store fortælling om den 'dobbelte Eros': kødets lyst og forening på den ene side og sjælens begær efter erkendelse og indsigt i de evige ideer - som i filosofi: filia/kærlighed til sofia/visdom. For den vestlige kultur et lige så vigtigt skrift som Bjergprædiken.

Denne nye, gennemarbejdede fjerdeudgave (udk. 8.11.22) af den allerede klassiske Kierkegaard-bog fra 1994 adskiller sig fra sine forgængere ved at være gået mere radikalt til værks mht. forkortelser (to kap. helt udeladt), opstramninger og præciseringer, der kan styrke en nutidig læsning. Substansen - og den gode formidling - er naturligvis uforandret, og der er kommet et nyt, lille kap. til om Kierkegaards kristne engagement. Hovedvægten er dog stadig lagt på det filosofiske - eksistensen, valget, det etiske, angst, fortvivlelse, kærlighed - og på den biografiske skildring. I omfang slanket med ca. 20% siden sidst, i bogladepris desværre øget en smule pga. tidens omkostninger. Allerede oversat til flere sprog og solgt i 92.000 eksemplarer.