Bøger udgivet af eBibliotek 1800

Kristian den Andens ti korte regeringsår fra 1513 til 1523 hører til de mere omtumlede perioder i Danmarkshistorien, og der er skrevet utallige værker om hans regeringstid, både faghistoriske og romaner. En af de sidstnævnte er Carl Bernhards "Krøniker fra kong Kristian den Andens tid", forfatterens største værk, som bygger på flere års studier og har inspirationer fra både Walter Scott, Prosper Mérimée og Victor Hugo.Den gennemgående tråd i historien er to sammenknyttede kærlighedshistorier: Den unge hofsinde Klavs Daas kærlighed til den adelige Gundel Griis, og plejedatteren af en værtshusholder uden for Københavns Østerport, Annas kærlighed til Klavs Daa. Rundt om dem og indvævet i deres skæbne bevæger sig et rigt galleri af samtidens større og mindre personligheder: Kong Kristian og hans purunge dronning Elisabeth, mutter Sigbrit og hendes datter Dyveke, høvedsmanden på Københavns slot Torben Oxe, den bedrageriske skriver Hans Faaborg, svenskeren Gustav Eriksøn (senere Gustav I Vasa af Sverige), skotske og tyske lejesoldater, samt små og store skurke af alle klasser, ikke mindst et par morderiske munke, som arbejder i det skjulte på kongens og mutter Sigbrits undergang.

Olaf er søn af en storbonde, men efter et par pige-eventyr på sin hjemegn kommer han i konflikt med sin fader, der ikke vil tillade ham at gifte sig med "en tjenestetøs", og han forlader hjemmet for at blive tømmerfløter. På sine ture rundt i landet efter arbejde går han fra favn til favn, elsker dem alle, men bliver ikke hos nogen. Da han endelig finder den rette, bliver de gamle eventyr ved med at spøge i ham, og han må komme overens med fortidens spøgelser, før han kan falde til ro som familiefader.

Den gamle enkemand Juha Uutela beslutter sig til at gifte sig med sin nabo Keskitalos unge datter Manta – han er henved de halvfjerds og Manta er et par og tyve – men om Mantas mening spørges der ikke. Keskitalos motiv er, at Uutela som svigersøn nok kan hjælpe ham ud af hans gæld, Uutelas at han er en uægtefødt, der ved hårdt arbejde har tjent sig op i verden fra ingenting til gårdmand – og derfor vil han nu have en gårdmandsdatter til hustru.Det viser sig imidlertid snart efter brylluppet, at Manja er blevet gravid, og det er ikke med Uutela. Da Keskitalo opdager Mantas tilstand, griber panikken familien, og de overtaler Uutela til at købe en gård så langt væk, som de kan overskue, og "flygter" med børn og husdyr og Uutela bort fra Tavastland til landskabet Savolaks for at skjule skammen og undgå folkesnakken.Mantas tilstand bliver efterhånden svær at tage fejl af, men alligevel kommer det som et chok for Uutela, da Keskitalo ønsker ham tillykke – han er udmærket godt klar over, at barnet ikke kan være hans. Men han er en filosofisk anlagt gammel mand, der gerne vil sine omgivelser det bedste, og en stor del af bogen udgøres af de tanker han gør sig for lidt efter lidt at finde sig til rette med situationen.

Jacopo Foscari, en søn af den gamle doge af Venedig Francesco Foscari, har to gange været sendt i eksil, første gang for korruption, anden gang for mordet på et medlem af I Dieci, bystatens timandsråd. Han er nu kaldt tilbage fra eksilet på Candia (Kreta) for at blive anklaget for at stå i korrespondance med republikkens fjender, den osmanniske sultan og hertugen af nabostaten Milano. Ved skuespillets begyndelse har Jacopo fået bevilget et kort ophold i det pinlige forhør, han er underkastet, mens Timandsrådet beslutter at idømme ham et fornyet eksil, denne gang for livstid, fremfor den dødsstraf, der ellers som regel blev brugt i sådanne tilfælde. Dogen underskriver dommen, skønt hans hjerte bløder for denne hans sidste overlevende søn, og hans hustru Marina beder for ham … men Skæbnen er ubønhørlig."De to Foscari" er et skuespil i fem akter på urimede vers fra 1821. Det dannede forlæg for Giuseppe Verdis opera "I Due Foscari" fra 1844.George Gordon Byron, senere Lord Byron (født 22. januar 1788, død 19. april 1824) var en engelsk digter og politiker.Lord Byron var en af den romantiske bevægelses ledende skikkelser, berygtet for sin flamboyante livsstil: en oprører, en forfører, men også et offer for dybe, lidelsesfulde passioner – en af hans elskerinder kaldte ham "mad, bad and dangerous to know". Trods sit korte liv var han måske en af de mest kendte personligheder i sin tid - også uden for England –, og han fik en enorm indflydelse på sine litterære efterfølgere, ikke mindst gennem sine geniale digte og skuespil.Han døde af malaria i eksil i Grækenland, hvor han med en lille privat hær havde involveret sig i den græske frihedskrig.

Annelise er en ung kvinde, som af nød og sygdom har "solgt sig under ægteskabs form" til en halvgammel, sygelig – og rig – afdanket militær, oberstløjtnant Kall. Under en sommerferie på gården Rugholm genser hun sin barndomskæreste, gårdens unge søn Jørgen, og forholdet blusser op igen. Men atmosfæren på godset er noget giftig: både den gamle moralsk forargede Farmor og "snogene", ægteparret Spagh, som egentlig stod til at arve Kall, før han giftede sig, ser i Annelises og Jørgens forhold en mulighed for at bagtale Annelise overfor hendes ægtemand og ad den vej få skaffet hende af vejen som arving."Annelise" er en temmelig anderledes historie end de rejsebeskrivelser og drengebøger om Peder Most mfl., som havde skabt Walter Christmas' forfatternavn, og man kan spekulere over, hvorfor han skrev den – og det gjorde anmelderne da også, da den udkom første gang i 1913, hvor man var enige om, at bogens menneskeskildring og -opfattelse var håbløst forældede, og at forfatteren i det hele taget manglende evnen til at skrive om et så følsomt og lyrisk emne. Nu er det så over 100 år siden, og en nutidig læser behøver ikke tage sig af, om bogen er ti eller tyve år bagud for sin tid eller måske lovlig robust i sit sprog hist og her, og kan blot læse den som den i og for sig meget romantiske lille afstikker fra forfatterskabets hovedlinje, den er.("Annelise" omtales i visse bibliografier som "noveller" - altså i flertal. Det er den ikke, det er én novelle; der er ikke andre fortællinger i bogen.)

Foma er som søn af en russisk købmand allerede fra sin tidlige ungdom opdraget til at skulle overtage faderens driftige virksomhed med handel og transport på Volga. Og Foma er da også en energisk, idérig og foretagsom ung mand med drømme og ønsker for sin fremtid, men føler sig mere og mere klemt inde de forventninger, der stilles til ham af faderen og senere en onkel, der også er købmand, og anskuer verden fra en købmands synsvinkel. Og da han arver firmaet og formuen, føler han det som en tung vægt, der lægges på ham, og han forsøger at få onklen til at overtage det hele, blot for at få sin frihed. Foma gør oprør mod hele sin egen stand og miljø – og går til grunde ved det."Livet brænder ham op. Han opdager, at der ikke er plads til helte, at de bliver besejret af alle livets små daglige krav, ligesom Herkules, der besejrede hydraen, men blev overvundet af en hærskare af myg," skrev forfatteren til en forlægger i 1898.Foma Gordéjev var Gorkijs første roman, og er et meget anderledes værk end de "vagabondnoveller", han indtil da havde skabt sit navn på.

Træskomageren Thibault får en dag besøg af en stor, sort ulv, som søger beskyttelse med kongens ulvejægermester, baron Jean, og hans jagtfølge. I bytte tilbyder den Thibault magt – ikke til at skaffe sig selv goder, men til at gøre andre ondt. Der er kun én lille betingelse: for hvert ønske skal Djævelen betales med et hår – for det første ønske – to for det næste, så fire, seksten og så fremdeles. Han får også et kobbel ulve til følgesvende med i købet. Træskomageren tror, han ad denne vej kan bane sig vej frem i verden og få de goder og privilegier, som han så meget misunder baronen og andre bedre stillede på egnen.Men som altid, når man indgår handler med Djævelen og hans kumpaner, får man noget andet ud af sin aftale end man regnede med. Og det gælder også her: Alle Thibaults ønsker om ondt over sine medmennesker bliver prompte udført – men han får ikke selv noget ud af det, hverken penge, kvinder eller rang – snarere tværtimod. "Ulveføreren" er skrevet i en periode, hvor Dumas befandt sig i eksil i Belgien, og billedlig talt sad og så længselsfuldt over mod den franske grænse og hans elskede barndomsegn Villers-Cotterêts på den anden side. Ligesom "Catherine Blum" er "Ulveføreren" bygget på et sagn derfra, som en af hans faders vildtfogeder fortalte ham, da han var ung, og indeholder i endnu højere grad end "Catherine Blum" elementer af den gotiske genre.

Andet bind – som omfatter historiens 3.-6. del – indledes i en sommerhed ukrainsk landsby nær grænsen til Tyskland, hvor kosakofficeren Paul Nikolajevitch Karpov er udstationeret med sin afdeling. I begyndelsen af august overskrider en østrig-ungarsk kavalerideling grænsen og bliver fuldstændig udslettet af russerne. Dermed er 1. verdenskrig begyndt for Rusland, og Sablin sendes med sit regiment til Polen, hvortil han snart efter følges af sønnen Kolja, der mod faderens vilje har bedt om at blive sendt til fronten. Slag følger på slag, og imens den ene regering afløser den anden i Skt. Petersborg, er den zartro general Sablin vidne til krigens ødelæggelser og hærens stadig dalende effektivitet og moral i takt med at den infiltreres af kommunistiske agenter – deriblandt en vis menig Korshikov.Samtidig er Sablins datter Tanja fulgt efter zarfamilien, da den sendes i eksil, og skildrer i breve de stadig mere ydmygende forhold der bydes den tidligere "hersker over alle russere"."Fra zarørnen til den røde fane" er verdenshistorie set fra "den anden side": En roman om Rusland i perioden 1894-1921, skrevet af en zartro, hviderussisk kosakofficer. Romanen er til dels selvbiografisk med Alexander "Sascha" Nikolajevitch Sablin som forfatterens litterære alter ego.Pjotr Nikolajevitch Krasnov var en russisk officer og forfatter, som blev født i Skt. Petersborg 10. september (gl.russisk tid) 1869. Familien havde gennem flere generationer været soldater og officerer, og den unge Krasnov fulgte i deres fodspor.Han var tidligt interesseret i litteratur og militærhistorie og allerede som 22-årig udgav han historiske værker og romaner. Under Bokseropstanden var han korrespondent i Kina, og senere rapporterede han fra den russisk-japanske krig; samtidig steg han stadig i graderne, og da revolutionen brød ud i lys lue i 1917, blev han leder af de styrker, der skulle bekæmpe bolsjevikkerne. I 1919 flygtede han til Tyskland, og 1923 videre til Frankrig, hvor han blev leder af en antikommunistisk organisation.Samtidig fortsatte han sin litterære virksomhed, og udgav i mellemkrigstiden et hav af romaner og militærhistoriske værker.Under 2. verdenskrig tilsluttede Krasnov sig Nazityskland ud fra en naiv forestilling om derved at kunne bekæmpe kommunismen. Ved krigens slutning overgav han sig til de britiske styrker Wien og blev senere udleveret til Sovjet, hvor han 17. januar 1947 blev hængt.

I Don-gebetet forsøger man at organisere modstanden mod bolsjevikkerne. En gruppe unge mennesker, som havde slået følge med oberst Sablin under hans flugtforsøg, deriblandt Nika Poleshajev, som er dybt forelsket i Sablins datter Tanja, er lykkeligt ankommet dertil. Derimod er oberst Sablin blevet fanget og ført til Petersborg, hvor han først fængsles, men senere får lov til at flytte tilbage i sin gamle lejlighed, mens bolsjevikregeringen forsøger at overtale ham til blive officer i den nye røde hær, sådan som flere andre har gjort. Han modstår dog både lokkemad og trusler, og overlades til sidst til en agent i det hemmelige politi, den tidligere menige i hæren Viktor Korshikov, der nærer et voldsomt had til Sablin.I den ottende afsluttende del af romanen er Poleshajev på sin søgen efter Tanja kommet tilbage til Petersborg, hvor han udgiver sig for revolutionær og slutter sig til Korshikovs klike, trods sin væmmelse over den stadig mere depraverede adfærd, Tjeka-agenten udviser. Endelig en dag finder Korshikov på at lade Poleshajev deltage i en masse-eksekution af en flok tilfangetagne fjender af revolutionen, hvoriblandt Tanja Alexandrovna Sablin …"Fra zarørnen til den røde fane" er verdenshistorie set fra "den anden side": En roman om Rusland i perioden 1894-1921, skrevet af en zartro, hviderussisk kosakofficer. Romanen er til dels selvbiografisk med Alexander "Sascha" Nikolajevitch Sablin som forfatterens litterære alter ego.Pjotr Nikolajevitch Krasnov var en russisk officer og forfatter, som blev født i Skt. Petersborg 10. september (gl.russisk tid) 1869. Familien havde gennem flere generationer været soldater og officerer, og den unge Krasnov fulgte i deres fodspor.Han var tidligt interesseret i litteratur og militærhistorie og allerede som 22-årig udgav han historiske værker og romaner. Under Bokseropstanden var han korrespondent i Kina, og senere rapporterede han fra den russisk-japanske krig; samtidig steg han stadig i graderne, og da revolutionen brød ud i lys lue i 1917, blev han leder af de styrker, der skulle bekæmpe bolsjevikkerne. I 1919 flygtede han til Tyskland, og 1923 videre til Frankrig, hvor han blev leder af en antikommunistisk organisation.Samtidig fortsatte han sin litterære virksomhed, og udgav i mellemkrigstiden et hav af romaner og militærhistoriske værker.Under 2. verdenskrig tilsluttede Krasnov sig Nazityskland ud fra en naiv forestilling om derved at kunne bekæmpe kommunismen. Ved krigens slutning overgav han sig til de britiske styrker Wien og blev senere udleveret til Sovjet, hvor han 17. januar 1947 blev hængt.

I første bind, som omfatter romanens prolog samt 1. og 2. del, forelsker den unge kornet Sablin sig i den revolutionære Marussja. Han får et barn med hende, men som adelig kan han ikke gifte sig med en arbejderpige. I stedet tager den kommunistiske student Korshikov sig af hende og gifter sig med hende; da hun dør under fødslen, tager Korshikov barnet til sig. Sablin gifter sig i stedet med en af sin egen klasse, Vera Konstatinovna Wolff, "en efterkommer af hertugerne af Kurland", som han får to børn med, Tanja og Kolja. Hans karriere er for opadgående, og han avancerer efter sin deltagelse i den russisk-japanske krig efterhånden til fløjadjudant ved zarens hof, hvor også Vera Konstantinovna har sin gang som selskabsdame for zarinaen - en stilling, der bringer hende under skæbnesvanger indflydelse af præsten Grigor Rasputin, der har en stadig mere dominerende rolle hos zarfamilien.Endnu er zaren Gud i Rusland. Men 1. august 1914 erklærer Tyskland krig."Fra zarørnen til den røde fane" er verdenshistorie set fra "den anden side": En roman om Rusland i perioden 1894-1921, skrevet af en zartro, hviderussisk kosakofficer. Romanen er til dels selvbiografisk med Alexander "Sascha" Nikolajevitch Sablin som forfatterens litterære alter ego.Pjotr Nikolajevitch Krasnov var en russisk officer og forfatter, som blev født i Skt. Petersborg 10. september (gl.russisk tid) 1869. Familien havde gennem flere generationer været soldater og officerer, og den unge Krasnov fulgte i deres fodspor.Han var tidligt interesseret i litteratur og militærhistorie og allerede som 22-årig udgav han historiske værker og romaner. Under Bokseropstanden var han korrespondent i Kina, og senere rapporterede han fra den russisk-japanske krig; samtidig steg han stadig i graderne, og da revolutionen brød ud i lys lue i 1917, blev han leder af de styrker, der skulle bekæmpe bolsjevikkerne. I 1919 flygtede han til Tyskland, og 1923 videre til Frankrig, hvor han blev leder af en antikommunistisk organisation.Samtidig fortsatte han sin litterære virksomhed, og udgav i mellemkrigstiden et hav af romaner og militærhistoriske værker.Under 2. verdenskrig tilsluttede Krasnov sig Nazityskland ud fra en naiv forestilling om derved at kunne bekæmpe kommunismen. Ved krigens slutning overgav han sig til de britiske styrker Wien og blev senere udleveret til Sovjet, hvor han 17. januar 1947 blev hængt.

Titelfiguren Amos Barton er den nye præst ved sognekirken i Shepperton, hvor han med kone og seks børn for en sulteløn forsøger at holde sognets beboere tæt ind til den anglikanske kirkes moderlige bryst. Men han er ny - og slet ikke som den gamle præst - han nærer bl.a. visse upopulære anskuelser såsom at forbyde brugen af snus under gudstjenesten, og da han indlader en vis grevinde Caroline Czerlaski, hvis polske grevenavn af sognets sladdertasker anses for noget tvivlsom, som logerende, går det helt galt - der hviskes om, at hun nok er præstens elskerinde, og tænk, sådan lige for næsen af hans hustru! Det skal ikke beskrives detaljeret her, men grevinden viser sig at blive mere en belastning end en indtægtskilde, præstens kone dør, og selv bliver han offer for en anden præsts intriger og må forlade embedet.Fortællingen om den velmenende præst med de upopulære ideer og den sørgelige skæbne var Mary Ann Evans' første trykte fiktionsværk - den blev udgivet anonymt i Blackwood's Edinburgh Magazine i januar og februar 1857, og det var først da den sammen med to efterfølgende fortællinger blev trykt i samlingen "Scener fra præstelivet" (Scenes of Clerical Life) året efter, at hun første gang optrådte under pseudonymet George Eliot.

Da mr. Tryan ankommer til Milby med sine foruroligende evangeliske og puritanske anskuelser, står den lille by dybt splittet i en bitter kamp over hans metoder - især hans indførelse aftengudstjenester. Den stolte, men ensomme og ulykkelige Janet Dempster, som er den mishandlede hustru til en af mr. Tryans mest hidsige modstandere, den fordrukne prokurator Dempster, ser på de nedværdigelser og forfølgelser, der bliver præsten til del, uden at føle særlig medlidenhed med ham, og støtter ligefrem sin mand i hans fremfærd, men da situationen i hendes hjem tilspidses mere og mere - hun vover at nægte at udføre en af sin mands befalinger -, finder hun ro og frelse fra en ganske uventet kant."Janets anger" var den tredje af de romaner, Mary Ann Evans fik udgivet anonymt i Blackwood's Edinburgh Magazine i 1857. Den er aldrig udkommet i bogform i Danmark, og man kan måske spørge sig selv, hvad kirkelige stridigheder i 1800-tallets England kan sige en nutidig dansker. Men allerede på dette tidlige tidspunkt af hendes skønlitterære karriere er der spor og anelser af, hvad hun senere skulle blive til; hendes personers følelsesliv og handlinger er eviggyldige, og det, der foregår i Milby kunne lige så godt foregå i et hvilket som helst andet søvnigt landbysamfund, hvor der kommer nye folk til, som rusker op i gamle, indgroede vaner - hvad enten de nu er af religiøs eller af anden art.

I pastor Maynard Gilfils hus findes et værelse, som kun bliver åbnet en gang om året. Det indeholder minder om en ung pige, som ingen mere kan huske, men som en kort tid var hans hustru. Hendes navn var Caterina Sarti - Tina, som hun blev kaldt - en forældreløs datter af en italiensk musiker, som den adelige familie Cheverell tog til sig og opdrog som sin egen. Sådan da, for da det kommer til stykket, regnes hun i virkeligheden ikke for et ligeværdigt medlem af familien. Caterina forelsker sig arvingen til Cheverells titel og formue, den flotte kaptajn Anthony Wybrow, og han i hende, men den gamle sir Christopher har udset sig en brud af bedre herkomst til sin arving - og den vage Anthony er ikke i stand til at (vil måske heller ikke) sætte sig imod sir Christophers ønsker. Men han er også for fej til uden videre at slippe Tina ...Imens er og forbliver den unge Maynard håbløst forelsket i Tina, men tilbageholdende og ubemærket, som han nødvendigvis må være som huskapellan hos en engelsk lord i 1700-tallet, levnes der ham ikke mange andre muligheder end at søge at samle vragstumperne sammen, efter at katastrofen er sket.

Tom og Maggie Tullivers fader driver en vandmølle ved floden Floss, og fører ustandselig processer mod lodsejere højere oppe af floden, som "tager hans vand". Hans sidste proces driver ham ud i en omfattende gæld, og da han taber den, er han ude af stand til at betale sine lån tilbage. En lokal prokurator Wakem opkøber gældsposterne og overtager møllen, men tilbyder Tulliver ansættelse som bestyrer. Tulliver tager mod tilbuddet, men opfatter i det hele Wakem som hans og hans families værste fjende, et i og for sig ganske urimeligt had, som han på sit dødsleje giver i arv til børnene.Bogens egentlige hovedperson er Maggie Tulliver, som gennem de 10-15 år, historien dækker, vokser fra en sær, selvstændig og krælighedssøgende pige til en sær, selvstændig og kærlighedssøgende ung kvinde, som i modsætning til resten af familien lider af en udpræget retfærdighedssans, og som holder af bøger, intelligent samtale og musik, men ved familiens fald tvinger sig selv ind i en slags religiøs afholdenhed.Men bogen rummer udover Maggie Tulliver et stort og rigt persongalleri, ikke mindst Maggies og Toms tre selvretfærdige og rethaveriske Dodson-tanter, hvis harme på familiens vegne flere gange rammer deres søster, Elisabeth Tulliver og hendes efter deres mening tåbelige familie, der ikke er Dodson-arven værdig. Eliots beskrivelse af tanterne er selv i dag af en kaliber, der både giver et umådelig morsomt billede af disse småstadsfruer, men samtidig er så livagtig, at læseren godt kan forledes til at ønske at kunne få fat i kraven på dem for at fortælle dem, hvor urimeligt de egentlig fører sig frem.Denne udgave er baseret på den uforkortede danske førsteudgave fra 1877.

Fortællingen "Havets barn" var den sidste, Jack London fuldendte før sin død i 1916. Den får du her sammen med 6 andre mindre kendte tekster fra hans hånd; de fleste humoristiske øjebliksbilleder fra hans eget liv samt et skuespil, eller nærmere en sketch, enakteren "Modermærket", som blev opført i San Francisco i 1910.Indhold:Havets barnDøde mænd går ikke igenNoget der aldrig blev til nogetSkippersejladsFirspand og sømandTo år foran mastenModermærket

Noveller:- Beboerne i Whitminster: Engang omkring 1730 har Whitminsters dekan, dr. Ashton, taget en afdød søsters søn Frank til sig, og senere får han ansvaret for at opdrage en bekendts søn, lord Saul. Den sidstnævnte hører ikke til Guds bedste børn, og får Frank med på en leg, der bliver skæbnesvanger for dem begge. Godt hundrede år senere finder dr. Ashtons nyindflyttede efterfølger en mærkelig genstand i haven, og der begynder at ske mærkelige ting i huset. - Mr. Poynters dagbog: James Denton finder en gammel dagbog, som indeholder interessante oplysninger om den egn, han netop er flyttet hen til. I dagbogen er der blandt meget andet også indlagt en stofprøve med et særpræget mønster, som han beslutter at lade eftergøre til gardiner til sit nye hus. Det skulle han helst have ladet være med. - En episode af katedralens historie: Da en historiker indfinder sig i Southminster for at optage et register af katedralens arkiv, får han af den gamle kirketjener mr. Worby historien om dengang kirken blev restaureret, og man afdækkede en gammel, navnløs sarkofag med et mærkværdigt og uhyggeligt indhold.- En fortælling om en forsvinden og en genkomst: Gennem fire breve får vi historien om den forsvundne onkel Henry, sognepræst i en lille landsby, og hvordan han atter kommer for en dag.- To doktorer: Fortælleren har indkøbt nogle gamle regnskabsbøger for at genbruge de tomme ark, og finder blandt andre ting nogle uddrag af referater fra en gammel retssag. - Dette er formentlig den mest mærkelige og uigennemskuelige af alle M. R. James' historier, og den har trodset alverdens tolkningsforsøg. Så det er helt op til læseren, hvordan han vil stykke brudstykkerne fra retssagen sammen til et forståeligt og temmelig foruroligende hele ...!

Da Jukundus Meyenthal som fanebærer for Seldwylas kor deltager i en sangerfest, forelsker han sig i den smukke prisuddelerske Justine Glor. På grund af afstand i både stand og indkomst er der dog ikke mange chancer for, at de nogensinde mødes igen, men det bliver sat i stand af Jukundus' snedige moder, og Jukundus og Justine bliver gift.Efter nogen tid viser dog forskellene på de to sig: Justine er overfladisk religiøs, Jukundus ikke, og han rager uklar med den præst, som Justine ser op til. Samtidig viser det sig, at Jukundus er en godtroende nar - hvilket formentlig skyldes hans Seldwyla-afstamning - som gang på gang lader sig snyde i både sine egne forretninger og dem, han som en slags redningsplanke bliver overladt i Justines families silkehandlerkoncern.I korthed: De to skilles, og smilet forsvinder fra deres tilværelse. Vil de finde hinanden og smilet igen?

"Den stjålne bacille og andre tildragelser" var Wells første novellesamling, og alle historierne i den er skrevet i 1894 og 1895 - på samme tid, hvor han fik udgivet sin første roman, "Tidsmaskinen", og hvor hans fantasi sprudlede om kap med hans pen uden at være tynget af noget politisk ærinde. Nogle af dem har tidligere været udgivet på dansk, dels i mere eller mindre obskure novellesamlinger og antologier, dels som avisføljetoner; denne udgave medtager alle femten noveller fra den oprindelige engelske udgave. Samlingen indeholder:Den stjålne bacilleDen forunderlige orkidés blomstringI Avu-observatorietFugleudstopperenEn strudsehandelManden i vinduetHarringays fristelseDen flyvende mandDiamantmagerenÆpyornis-øenDet mærkelige tilfælde med Davidsons øjneDynamoernes HerreIndbruddet i Hammerpond ParkMølletSkatten i skoven

En præstedatter får i sin første stilling som guvernante ansvaret for to børn, Flora og Miles, som opholder sig på herregården "Bly" sammen med en ældre husholderske, madam Grose. Flora og Miles er overfladisk set de rene englebørn, men synes at være under indflydelse af genfærdene af to tidligere ansatte på Bly, guvernanten frøken Jessel og den dæmoniske forvalter Quint.Klassisk psykologisk gyser fra 1898, her i udgave baseret på den første danske oversættelse fra 1899.

Dværgen Elshender - "den sorte dværg" eller "kloge Elshie", som folk på egnen kalder ham, lever alene i en selvbygget stenhytte på Mucklestane Moor i nærheden af den gamle grænse mellem Skotland og England. Stedet er ifølge de lokale hjemsøgt, og Elshie selv er en menneskefjendsk og misantropisk størrelse, hvis herkomst ingen rigtig har rede på, og hvis påståede forbindelse med selveste Djævelen han ikke gør noget forsøg på at dementere.Tiden er lige efter Englands og Skotlands forening i 1707, og gnidninger mellem skotter, englændere og almindelige opportunister, der udnytter situationen hører til dagens orden. Så da en lokal røver plyndrer og nedbrænder en skotsk lavadelsmands – Hobbie Elliot – ejendom, er der sådan set ikke noget bemærkelsesværdigt i det. Men da det også viser sig, at sammes forlovede, Grace Armstrong, tilsyneladende ved samme lejlighed er blevet bortført, er det mere end Hobbie kan finde sig i, og sammen med en ung kavaler, lairden af Earnscliff, og en flok af egnens håndværkere og bønder forfølger han røveren. Hos røveren finder de imidlertid ikke Grace, men Isabella Vere, Earnscliffs elskede.Gennem en indviklet intrige om kærlighed, uforrettet hævn, forræderi, et jakobitisk komplot og et politisk betinget tvangsægteskab viser det sig efterhånden, at "den sorte dværg" og hans fortid rummer mere, end man umiddelbart skulle tro efter hans nuværende levevis.

Da den forældreløse David Balfour, i tiden efter 1746 og det navnkundige slag ved Culloden, hvor England besejrede den skotske oprørsbevægelse, kommer til skelsår og alder, bliver han sendt til sin onkel Ebenezer på familiegodset Shaws. Onklen viser sig at være en gammel gnier, der vel tager imod ham, men ikke ligefrem med begejstring.Nogle dage efter Davids ankomst tager Ebenezer ham med til en nærliggende større by, hvor han bliver kidnapped og sendt ombord på skibet Covenant. Uden at David ved det, er onkel Ebenezers plan at sende ham til Amerika og få ham solgt som slave, for at slippe for at udlevere Davids retmæssige arv. Planen går for så vidt som den skal, indtil skibet får den skotske vovehals Alan Breck Stewart ombord. David bliver frelst, og i selskab med Alan drager han gennem det skotske højland på stadig flugt for kongetro skotter og engelske soldater på jagt efter tilhængere af "Bonnie Prince Charlie", i et forsøg på at nå tilbage til lavlandet og skaffe sig sin retmæssige arv.Hans oplevelser er ret indgående beskrevet i bogens oprindelige fulde titel, hvor det hedder: "David Balfours erindringer om hans eventyr i året 1751, hvorledes han blev kidnappet og forliste, hans lidelser på en øde ø, hans vandringer i de vilde Højlande, hans bekendtskab med Alan Breck Stewart og andre notoriske jakobitter i højlandet, tilligemed alt hvad han måtte lide af sin onkel Ebenezer Balfour til Shaws."

"Catriona" er "en efterfølger til 'Kidnapped', hvori David Balfour fortsætter sine erindringer om sine eventyr hjemme og udenlands, de ulykkelige hændelser i forbindelse med Appin-mordet, hans besværligheder med rigsadvokat Grant, hans fangenskab på øen Bass Rock, hans rejse i Holland og Frankrig, samt hans særegne forhold til James More Drummond, også kaldet MacGregor, en søn af den navnkundige Rob Roy, og dennes datter Catriona", som det hedder i bogens oprindelige fulde titel.David hen mod slutningen af "Kidnapped" vidne til det såkaldte Appin-mord, hvor "den røde ræv", Colin Roy Campbell af Glenure bliver myrdet af en ukendt gerningsmand. De engelske myndigheder har udpeget Alan Breck Stewart som morderen, men da denne ikke er til at få fat på, har man fængslet en af hans slægtninge som påstået medvider. David ser det som sin opgave at vidne i sagen og få de to frikendt, men sagen er politisk og det vigtigste for englænderne er at få nogen - hvem som helst - dømt for mordet for at statuere et eksempel. Der er følgelig flere, der ser deres interesse i at forhindre David i at optræde i vidneskranken ...Ved siden af denne handling finder man desuden Davids forskellige oplevelser med kvindekønnet, ikke mindst den knibske og voldsomt charmerende Catriona Drummond.

I efteråret 1845 går Charles Stuart i land på Skotlands kyster med det formål at styrte Englands konge George II. På slottet Durrisdeer sidder den gamle lord Durie og hans to sønner - den hidsige og stædige James (titlens stamherre) og den mere afdæmpede og praktisk indstillede Henry - som er noget i tvivl om, hvem der vinder, og hvem det derfor vil være mest fordelagtigt i længden at holde sig til. De ender med den tilsyneladende salomoniske løsning, at den ene søn skal tilslutte sig "Bonnie Prince Charlie" og hans invasionshær, mens den anden og faderen bliver hjemme på Durrisdeer og erklærer sig for George II.Men i stedet for at sikre familien uanset krigens udfald skaber denne løsning et livslangt fjendskab mellem de to brødre, et eventyrligt og omskifteligt liv for stamherren, og i sidste ende slægtens undergang.

I titelfortællingen - som ogå er bogens længste - møder vi en kommende universitetsprofessor, Ippolit Sergejevitch, en mand med ret ordinære og gennemsnitlige holdninger. Da han hos sin søster træffer Varenka, føler han sig både draget mod hende og rædselsslagen ved tanken om at binde sig til en kvinde, hvis holdninger og livsindstilling er så voldsomt forskellige fra hans. Georg Brandes skrev om Varenka Olessov, at hun med sin uslebne forstand, elementære oprindelighed og sanseforvirrende skønhed er den ypperste og mest udført beskrevne af Gorkijs mange kvindeskikkelser, som ingen anden kan måle sig med."Bedstefar Archip og Ljenka" beskriver en gammel mand og hans sønnesøn, som den gamle har ofret hele sin tilværelse på at opdrage, siden forældrene døde. Nu er han selv døden nær, men Ljenka synes ikke at forstå, hvilke konsekvenser det kan have for ham. "Fulgt ud" er en ultrakort skitse, der beskriver, hvordan man straffer utro kvinder i en fjern russisk provins. "Tchelkasch" er en tyv og vagabond, der driver rundt i Odessas havneområde, mens han planlægger et tyveri fra et silkelager. Han tilbyder en ung bonde, Gabriel, at være med, og denne accepterer. Gabriel fantaserer om, hvad han skal bruge alle pengene til, og gennem hans grådige fantasier og selvnedværdigelse lærer Tchelkasch noget om sig selv. I "Khanen og hans søn" tilbyder den gamle khan på Krim sin søn en gave efter eget valg. Sønnen vælger en fangen kosakpige fra faderens harem, det eneste, den gamle endnu holder af. "Seks og tyve og én": 26 forhutlede kringlebagere spiser, sover og arbejder i en skummel kælder under slaveagtige forhold. Deres eneste lys i hverdagen er den unge pige Katja, der hver dag besøger dem for at tigge kringler. De forguder hende som en helgen, men er hun nu også det? "Det var en gang i efteråret", at forfatteren mødte en fattig og forhutlet pige, som var i færd med at grave sig ind under en markedsbod, hvor man handler med fødevarer. Han hjælper hende, og de to slutter sig sammen for en kort tid.2. opdaterede udgave

"Cranford er amazonernes by" – der findes ganske vist mænd i dens univers, men med et par undtagelser er de bortrejste, døde eller optaget andetsteds. Tilbage er – i hvert fald i Elizabeth Gaskells yndefulde og usentimentale skildring – en flok af prægtige gamle damer, der ængsteligt holder på alt, hvad der synes dem godt og fint, og med stor afsky undgår alt, hvad der falder ind under det frygteligste af alt frygteligt: Det "vulgære". Under damernes udsøgte "kapper" finder man vel ikke store hjerner, men en enkel og ligetil tankegang og rigt og varmt bankende hjerter, kærligt skildret med forståelse for damernes særheder men ikke uden blik for deres naragtigheder, af forfatterens alter ego, den unge Mary Smith, som opholder sig hos sine slægtninge, de ugifte søstre Deborah og Mathilda Jenkyns i Cranford.Fortællingerne – hvert kapitel er i det store og hele en afsluttet historie – foregår i første del af 1800-tallet, og er inspireret af forfatterindens ungdom i den idylliske engelske provinsby Knutsford mellem Liverpool og Manchester.I denne udgave er foruden alle de oprindelige historier fra 1850-53 tillige medtaget den hidtil ikke oversatte "The Cage at Cranford" ("Det franske papegøjebur") fra 1863.

Otto er fyrste i et mikro-fyrstendømme, Grünewald, som er en del af det tyske kejserrige. Han er ikke voldsomt interesseret i sin gerning som fyrste, men vil hellere gå på jagt, og hans hyppige fravær overlader magten i fyrstendømmet til hans onde førsteminister Gondremark og hans intrigante og forfængelige unge kone Amalia Seraphina. De to konspirerer om at sætte Otto fra bestillingen og oprette en republik – naturligvis med førsteministeren som præsident.På en af sine jagtture kommer Otto tilfældigt til at overnatte hos nogle jævne undersåtter, som ikke genkender ham, og kommer derved under vejr med, hvor upopulær og latterlig han er i folkets øjne, at hans hustru ikke elsker ham særlig højt, og at hans minister planlægger ikke blot en revolution, men også en krig mod det lige så diminutive naboland Gerolstein.Otto er desperat, men da han opdager, at han trods alt stadig elsker Seraphina, tackler han sagen - med hjælp fra en vis grevinde von Rosen ("en dame, der er ude over sin bedste alder og har et stærkt medtaget rygte") – på en for den tids fyrster noget utraditionel måde.

Det er jul, og på det gamle Treherne Abbey - et ombygget kloster med eget spøgelse – samles familien Treherne med nogle få venner for at fejre jul og nytår. Der er den gamle enkefrue, hendes søn sir Jasper, datteren Octavia og sir Jaspers fætter, den invalide Maurice; og gæsterne er søstrene Rose og Blanche, Frank Annon, der ligesom Maurice er dybt forelsket i Octavia Treherne, den inkarnerede ungkarl major Royston, og endelig den gamle general Snowdon og hans unge, smukke og intrigante hustru Edith, der har en fortid.Da Edith Snowdon søger at afpresse sir Jasper og Maurice ved at udnytte et tidligere stormfuldt forhold til de to, er der lagt op til en rigtig engelsk juleintrige à la Wilkie Collins og M. E. Braddon."Abbedens genfærd" er skrevet under pseudonymet A. M. Barnard, som Louisa May Alcott især i sin tidlige forfatterkarriere benyttede, når hun skrev for et mere voksent publikum end læserne af de pigebøger, der gjorde hende berømt.

Victor Hugo var en indædt modstander af dødsstraffen, og skrev i sine yngre dage to fortællinger som indlæg mod den: "Den dødsdømtes sidste dag" og "Claude Gueux".I den første og længste af fortællingerne skildrer en dødsdømt i dagbogsform de seks sidste uger af sit liv – ikke kun den sidste dag – fra dommen til dens eksekvering – om dagligdagen i henholdsvis Bicêtre- og Conciergerie-fængslerne, om hans rædsel for døden i guillotinen og hans skiftende sindsstemninger i vaklen mellem håbet på en benådning og sort fortvivlelse. I tilbageblik giver han brudte billeder af sin tidligere tilværelse fra en barndomskæreste til livet med moder, hustru og en lille datter."Claude Gueux" er idømt fængsel for et tyveri, han har begået af nød og sult: "det skaffede hustru og barn mad og varme i tre dage og Claude fængsel i fem år". I fængslet har han én ven, Albin, der ligeledes er dømt for tyveri. Da fængselsdirektøren kommer under vejr med venskabet, skiller han de to ad – og Claude bliver så rasende, at han opildner medfangerne til oprør og dræber direktøren. Det kan naturligvis kun have én udgang.Historien blev første gang trykt i Revue de Paris i 1834, og udgiveren fandt den så væsentlig, at han senere samme år besørgede et særtryk, som blev sendt til samtlige medlemmer af Deputeretkammeret.

Træskomageren Protat, hans plejebarn Zephyr og datteren Adeline lever lykkeligt sammen i landsbyen Montigny uden for Paris. Om sommeren forlægger den unge maler Lazare residensen fra Paris til de mere landlige omgivelser hos familien Protat. Her er Zephyr forelsket i Adeline – men hun forelsker sig i Lazare – som er mest forelsket i – sig selv … Henri Murger var mest kendt for sine skitser fra den parisiske kunstner-bohéme, men har i "Adeline Protat" lagt handlingen i landlige omgivelser. Historiens mange forviklinger er beslægtet med pariserskitsernes muntre elegance, men er i modsætning til mange af disse ikke hverken bitter eller tragisk. Anden på ny gennemgåede og opdaterede ebogsudgave.

I en række løst sammenhængende skitser beskriver Murger livet som fattig kunstner - boheme - på Montmartre i Paris i midten af 1800-tallet.Bohemelivet skildres elegant, letflydende og vittigt, og dog med en besk understrøm af alvor, der nærmer sig bitterhed i de to sidste fortællinger, om Mimis endeligt og den selvstændige novelle Jacques og Francine.Puccinis opera La Boheme og Leoncavallos mindre kendte værk med samme titel er bygget over episoder fra "Bohemeliv."