Bøger udgivet af eBibliotek 1800

Tredje bind dækker i hovedsagen årene 1854-1859, og handler bl.a. om Bergsøes tid som studerende ved Københavns Universitet, livet i Studenterforeningen, en studierejse til Bornholm og hans virke som medarbejder ved københavneravisen Dagbladet. Et par kapitler omhandler Frederik den Syvende og grevinde Danner (som Bergsøe mildt sagt ikke var nogen stor tilhænger af) med afstikkere til tidens politiske forhold, Frederiksborg slots brand og "Pepitamanien", da den spanske danserinde Pepita de Oliva slog sine folder på Kasino-teatret i 1858 og bedårede det meste af Københavns befolkning (minus Bergsøe). Forfatterens anonyme satire "En aften i Kasino" og et digt om Frederiksborgs brand, begge bragt i Dagbladet, findes ikke i den originale udgave af "Studenterleben …", men er medtaget som tillæg i denne udgave.Vilhelm Bergsøe (1835-1911) skrev - eller rettere dikterede, for han var blevet næsten blind - sine ungdomserindringer i årene 1898-1907. De i alt seks bind dækker Bergsøes levned fra hans fødsel og frem til 1869 med mange afstikkere til bl.a. hans slægts historie, hans barndoms porcelænsfabrik i Købmagergade, venner og bekendtes liv og levned og samtidige begivenheder både i Danmark og udlandet. På trods af, at bøgerne indeholder en hel del indforståede referencer til samtidige kendte personer (hvad man i dag vel ville kalde "name-dropping") og et par erindringsforskydninger, er de stadig læseværdige og giver et broget og livligt billede af livet i datiden, både i København og omegn, og det Italien, som Bergsøe elskede.

Andet bind af Bergsøes ungdomserindringer, som delvis overlapper det første, indeholder bl.a. flere træk af livet som elev på Borgerdydskolen, hvad læsning af E. T. A. Hoffmann kan føre til, når man er en letpåvirkelig ung mand, om Bergsøes konfirmation, krigen i 1848-50, koleraepidemien i 1853 og slutter på det tidspunkt hvor forfatteren dimitterer som student i 1854.Vilhelm Bergsøe (1835-1911) skrev - eller rettere dikterede, for han var blevet næsten blind - sine ungdomserindringer i årene 1898-1907. De i alt seks bind dækker Bergsøes levned fra hans fødsel og frem til 1869 med mange afstikkere til bl.a. hans slægts historie, hans barndoms porcelænsfabrik i Købmagergade, venner og bekendtes liv og levned og samtidige begivenheder både i Danmark og udlandet. På trods af, at bøgerne indeholder en hel del indforståede referencer til samtidige kendte personer (hvad man i dag vel ville kalde "name-dropping") og et par erindringsforskydninger, er de stadig læseværdige og giver et broget og livligt billede af livet i datiden, både i København og omegn, og det Italien, som Bergsøe elskede.

På kunstsamlingen i Stuttgart kommer den unge Edouard Fröben daglig for at se på ét bestemt billede - et portræt af en ung dame i halvt tysk, halvt spansk dragt, med et venligt, blomstrende ansigt med klare, blide øjne, med en fin, sirlig mund og en skøn, rund hage. Folk gør sig deres tanker om, at han måske er forelsket i originalen … men portrættet er efter sigen de tre hundrede år gammelt.Og efter nogen tids forløb er han ikke den eneste tilbeder af portrættet. En gammel mand, som er i en spansk prins' følge, får under en rundvisning øje på billedet, og så længe prinsen opholder sig i Stuttgart, kommer han hver dag for at tilbringe en times tid i tavs betragtning af det.Lidt efter lidt kommer de to på talefod, og spanieren fortæller om sin ungdomskærlighed Laura Tortosi, der ligner pigen på billedet til forveksling, men løb bort med en schweizisk officer og forsvandt. Fröben vil fortælle Don Pedro sin historie om pigen på portrættet den næste dag, men da er prinsen medsamt sit følge rejst fra Stuttgart, og historien om tiggersken fra Pont des Arts og hvilken sammenhæng der kan være mellem hende og Laura Tortosi får læseren først lidt ad gangen i løbet af romanen - og det skal ikke røbes her.

I anden del af "Den gamle stue" er Cordts og Adelheids søn Finn blevet myndig, og hans første ønske som "voksen" er at flytte ind i "den gamle stue", som i slutningen af fortællingen af samme navn var blevet splittet ad og Cordts og Adelheids navne slettet på listen over dens retmæssige beboere. Forældrene bor stadig begge i huset, men lever hvert deres liv. Finn er en veg og livsupraktisk drømmer, hvis forsvarsløse sind bliver valpladsen for forældrenes vedvarende strid; han drages skiftevis mod faderen og moderen, men kan til sidst ikke overskue sin egen tilværelse.

"Den gamle stue" er sindbilledet på det, som tilhører en svunden tid: den er indrettet af en fjern ane til den ene af hovedpersonerne, Cordt, "højt over gaden, fjernt fra dagens gerning", som en slags ægtestandens hellige lønkammer, hvor mand og hustru gennem generationer er mødtes efter dagens dont og har betroet sig til hinanden i et inderligt sjæleligt samvær. Cordt er repræsentanten for denne slægtstradition, som han gerne ville fortsætte, men den magt, som "stuen" har over hans sind, deles ikke af hans unge, livslystne hustru: hun forstår den ikke, og hun skræmmes af de minder, der ligger gemt i den gamle stue, hvor gode og fine de så end ellers er. Bogen skildrer hendes bitre kamp for friheden og lyset mod Cordts traditionsbundne spændetrøje.

Therese Defarge er en 22-årig, foretagsom og viljestærk ung dame, som trods sin alder allerede har 7 års erfaring i opdragelse af vanartede unger på hendes tantes pensionatskole i Geneve. Da hun ankommer til sit nye engagement som opdragerske for de to yngste Dysart'er på Dysart Court, finder hun et hus i forfald: Familieoverhovedet sir Roderick turer rundt med spil og druk på fastlandet, lady Dysart sidder apatisk og opgivende på sine værelser, børnene er en flok vilde, hvoraf de to yngste allerede har drevet en større flok huslærere fra pladsen, og den ældste er en mut og afvisende type, der tilbringer sin tid med jagt og visitter hos hans skønne kusine, præstedatteren Elizabeth.Miss Defarge er ikke længe om at regne ud, at hun med de rette midler har store muligheder der i huset, for som hun selv udtrykker det: "Det vil slet ikke blive nogen dårlig underholdning at manøvrere sådan, at jeg kommer til at holde tøjlerne i dette hus og så forsøge, hvad der kan udrettes med det."

Da Maisie er omkring fem år gammel, bliver hendes forældre, Ida og Beale Farange, skilt. Af dommen fremgår, at den lille pige skal være et halvt år ad gangen hos hver af sine forældre. Det er de umoralske og selvcentrerede forældre egentlig ikke interesserede i - de opfatter nærmest datteren som en hæmsko for deres frie udfoldelsesmuligheder, og bruger hende i deres hadske kamp mod hinanden. Som tiden går, gifter Beale sig med Maisies guvernante, frøken Overmore, som derefter bliver til "fru Beale", og Ida med den vege sir Claude. Og som tiden går endnu mere, finder fru Beale og sir Claude sammen, mens Maisies egentlige forældre forsvinder fra hendes horisont, og hendes egentlige holdepunkter i tilværelsen i stedet bliver sir Claude og hendes nye guvernante, den lidt komiske og gammelmodige fru Wix - i grunden de eneste to mennesker, der beskæftiger sig med barnet og tager hende alvorligt.Maisie er en intelligent og iagttagende lille pige, og bogen følger hendes færden og iagttagelser, mens hun forsøger at navigere sig frem i en rodet tilværelse mellem skiftende forældrepar og guvernanter, indtil hun endelig tvinges til at vælge, hvor hun egentlig vil være. Og det bliver et helt andet sted, end læseren måske havde forestillet sig.

Lady Ducayne kan huske, dengang Marie Antoinette blev henrettet, og hendes selskabsdamer har en tendens til at svinde hen og dø efter nogen tid i hendes tjeneste. Men Bella Rolleston har brug for pengene, og hun har også lyst til at rejse, så hun tager tjeneste hos ladyen alligevel og rejser med hende og hendes dystre gamle læge dr. Parravicini til Italien. Efter nogen tid begynder hun at føle sig træt og udmattet, og har store insektbid på armen. De italienske myg er store og grådige - eller det er i hvert fald dr. Parravicinis forklaring …Sådan er handlingen i titelfortællingen i denne samling af, hvad man kan kalde victorianske "hyggegys" fra den gang det var virkelig mørkt om natten og tågerne drev tæt over de engelske floder. Ud over titelfortællingen indeholder samlingen fortællingerne Godsforvalteren, Mysteriet på Fernwood, Teatermalerens hustru, John Granger, Levisons offer, Chrighton Abbey, En uhyggelig gæst, Hendes sidste optræden, Doktor Carrick og Skyggen i krogen - et ganske repræsentativt udsnit af Mary Elizabeth Braddons noveller i den gotiske genre fra 1861 til 1896. Her finder læseren de fleste af de kendte og elskede temaer fra genren - kvinder i nød, skumle mandspersoner, vanvittige slægtninge skjult i afsides gemakker, varsler og gengangere, skygger, der er mørkere end mørket … og så altså vampyren lady Ducayne. Eller er hun nu også det?Om forfatteren: Mary Elizabeth Braddon (1835-1915) var en engelsk forfatter. Hun slog igennem i 1862 med "Lady Audleys hemmelighed", og skrev frem til sin død en stor mængde romaner, først og fremmest kriminal- og kærlighedsromaner, ofte med et temmelig opfindsomt og sensationelt plot, samt en mængde noveller. Hun var gift med forlæggeren John Maxwell, men optrådte gennem hele sin karriere under sit pigenavn, ofte forkortet til "Miss Braddon".

"Geografiske Digte" fra 1896 var Dalgas' debut, og det ene af de to værker, han nåede at få udgivet inden han begik selvmord en nat i juli 1899 - 35 små og større digte, som handlede om de ting, man dengang forbandt med folkeskolens geografiundervisning, og ifølge forfatterens lille indledning var tænkt at skulle bøde på den sørgelige mangel på læredigte, der var. (Hvorfor børnene præcis havde brug for at lære om, hvor rødvinen kommer fra, forekommer lidt uvist). Skolevæsenet lod sig dog ikke besnære, mens en del af dagbladenes kritikere gik ind på ideen - dog med forskellige konklusioner.En anmeldelse, som gik igen i adskillige af samtidens provinsaviser, skrev fx: "Man har ikke læst mange sider frem i denne bog, ja ikke mere end det første digts første strofer, før man ser, at det er en virkelig digter, man har for sig. … Men når forfatteren i forordet siger: "Jeg har valgt versformen, fordi jeg er overbevist om læredigtets store pædagogiske værdi", så får man lyst til at svare: Nej, du har "valgt versformen", for di du ikke kunne andet; for i hele værket er det den unge, varme digter, der har ordet."

Denne lille samling af 31 krøniker og eventyr: fortællinger, fabler, pasticher, parabler og endda et par spøgelseshistorier, var det andet og sidste værk, Ernesto Dalgas fik udgivet før sin død (hans efterladte og langt mere voluminøse produktion blev udgivet nogle år efter af vennen Axel Mielche).Bogen indbragte forfatteren ros for originalitet, poetisk temperament og en rig fantasi, som "burde sikre ham en plads blandt de bedste af landets digtere, når han engang havde fundet målet for sin søgende ånd og usikre livsanskuelse". En anmelder skrev endda ligefrem, at "meget i denne bog er smukt, men af og til tvivler man om forfatterens forstand" - et prædikat, der vel forresten også kan gælde mange andre symbolister.Sproget er en væsentlig del af oplevelsen i mange af historierne. Vi har derfor alene normaliseret brugen af store og små bogstaver, mens de mange antikverede stavemåder og udtryk er bevaret.

Julien Sorel er yngste søn af tømmerhandleren i Verrièrres, en stor beundrer af Napoleon og holder også meget af sig selv. Han er køn og begavet, har store ambitioner og få virkelige følelser, og da han kommer i tjeneste som huslærer hos den lokale borgmester, de Rênal, udnytter han dennes hustru til at føre sig frem i den lille by. Efterhånden skaffer han sig også forbindelser i gejstligheden, opnår at komme på et præsteseminarium og derfra videre som sekretær for den magtfulde marki de La Mole i Paris, hvis romantiske og overspændte datter Mathilde han udnytter efter et lignende mønster som tidligere fru de Rênal.Både Julien og de fleste af hans omgivelser er en flok hyklere af højeste rang, og da han endelig opdager og selv føler den virkelige kærlighed, som de to kvinder i hans liv nærer for ham, bliver det hans undergang.Der findes flere tolkninger af bogens noget kryptiske titel - Henri Beyle (eller Stendhal, som han gerne brugte som pseudonym) har aldrig selv givet nogen forklaring –, hvoraf den mest fremherskende vistnok er Julien Sorels dilemma mellem en karriere indenfor militæret (det røde) eller kirken (det sorte). I sidste ende bliver det dog ingen af delene - og det røde og det sorte kan også lige så vel symbolisere kærligheden og døden eller livets roulettespil, eller …

Den nye forpagter på Thrushcross Grange et sted i Yorkshire, mr. Lockwood, besøger engang i 1801 ejeren, en mr. Heathcliff på naboejendommen Wuthering Heights. På grund af vejret bliver mr. Lockwood - åbenbart meget mod mr. Heathcliffs vilje – nødt til at blive og overnatte på Heights. Han indlogeres på et tomt værelse, hvor han bl.a. finder en gammel dagbog fra en vis Catherine Earnshaw, og da han er faldet i søvn, har han et underligt mareridt - eller er det virkelighed? –, hvor en kvinde forsøger at komme ind gennem vinduet … Dette, sammen med den underlige stemning, der hersker mellem beboerne på Wuthering Heights, får mr. Lockwood til at undre sig over, hvad der er sket på stedet før hans ankomst, og da han fæster Ellen Dean som sin husholderske, finder han i hende én, der har været med gennem det hele, og som tilmed er en glimrende fortæller.Af hende får han historien om hittebarnet Heathcliffs og Catherine Earnshaws voldsomme og uudslukkelige kærlighed, som aldrig bliver til noget på grund af Heathcliffs herkomst og Catherines tvungne ægteskab med nabosønnen, den vege Edgar Linton. I fortvivlelse over dette drager Heathcliff bort fra egnen for flere år senere at vende tilbage som en rig og dannet mand, klar til at hævne sig på alle sine fjender - en rå og altopslugende hævn, der strækker sig over henved tyve år og ødelægger tilværelsen for alle de involverede og deres børn."Stormfulde Højder" var Emily Brontës eneste roman. Hun døde af tuberkulose i 1848, året efter dens første fremkomst. Denne udgave er baseret på den første danske oversættelse fra 1851.

Maruja er en halvt spansk, halvt amerikansk pige, som bor sammen med sin moder og nogle yngre søstre på familiens ranch et sted i Californien - et Californien, der for ikke så længe siden var mexicansk og en gammel spansk koloni, og hvis kultur og befolkning i vid udstrækning stadig er spansk. Hun er arving til ejendommen og dermed en større formue, hun er smuk og flirter med adskillige tilbedere af passende herkomst, ikke mindst den amerikanske kaptajn Carroll. Men det er familiens vilje, som bunder i en gammel forbandelse, at arvingen til La Mision Perdida skal ægte en mand af spansk afstamning, ellers vil ejendommen gå i opløsning og komme på fremmede hænder. Man har allerede set tegn på, at det ville ske, dengang moderen giftede sig med yankee'en Joseph Saltonstall, og traditionen holdes i hævd af husets halvgale hovmester Pereo, som har været på ranchen i umindelige tider, og har en finger med i alt og bestemmer over alt.Illustreret med helsides tegninger af Richard Caton Woodville jr. fra den engelske førsteudgave af Maruja i Illustrated London News juni 1885.

Peregrine Pickle bliver lagt for had af sin moder (hun foretrækker hans ækle lillebroder, der har taget ved lære af sin moder og hader Peregrine lige så meget), og bliver ignoreret af sin fader (som er under tøflen). I stedet bliver han opdraget en gammel orlogskaptajn, Hawser Trunnion, der bor i sit "fort" sammen med en del gamle kammerater fra tiden i flåden. Peregrine vokser således op under opsyn af den ikke alt for smarte lærer mr. Jolter og med kaptajn Trunnions to gamle skibsfæller Tom Pipes og Jack Hatchway som en slags "håndgangne mænd". Han udvikler efterhånden en høj grad af selvbevidsthed og endnu højere moralske standarder - grænsende til stædig idioti –, men han er også meget hengiven til grove "practical jokes".Efter et tilfældigt møde forelsker han sig vildt og inderligt i den smukke, men kompromisløse Emilia Gauntlet, men trods denne voldsomme forelskelse er hans moralske standarder ikke mere faste, end at han, så snart hun ikke lige er i nærheden, straks går på damejagt i både ind- og udland.Peregrines liv og oplevelser i Oxford, London, Frankrig og Belgien, hans elskovshistorier, økonomiske ruin og deraf følgende ophold i gældsfængsel, samt alle de mere eller mindre sære personager, han støder på undervejs, danner altsammen bagtæppe for forfatterens satiriske udfald mod menneskenes ondskab, tåbelighed og grådighed."Peregrine Pickles hændelser" er i original et meget omfattende og vildtvoksende værk med masser af sidehistorier og en indlagt biografi af "a Lady of Quality". Oversætteren Frederik Winkel Horn har i denne forkortede version skåret historien til, så den koncentrerer sig om den centrale person, den unge Peregrine Pickle, og hans meriter.

Da den gode mr. Allworthy en dag skal til at gå i seng, opdager han, at der ligger et spædt drengebarn på hans seng. Trods hans omgivelsers modvilje fatter han medlidenhed med den lille fyr og tager ham til sig og opdrager ham under navnet Thomas Jones - efternavnet, fordi han mener at have opdaget, at den lilles moder er et tyende ved navn Jenny Jones.Tom vokser op til livlig, men ærlig og rar ung mand, og forelsker sig voldsomt i naboens datter, miss Sophia Western. Da Tom jo imidlertid trods alt er en bastard, uanset han er indsat som Allworthys arving, er Sophias fader ikke så glad for ideen om at se ham gift med sin datter – han satser i stedet p� Toms "fætter" den sleske og underfundige William Blifil, i en grad så han ikke viger tilbage fra at indespærre datteren, nærmest på vand og brød.Det lykkes mr. Blifil at sætte Tom i unåde hos mr. Allworthy, og han drager hjemmefra for at søge sin lykke andetsteds. Nogenlunde samtidig flygter miss Sophia fra sin fader, og vi følger gennem bogen de tos mange både komiske og til tider ikke ganske moralske eventyr på de engelske landeveje og i London, hele tiden vejledt af forfatterens vurdering af sine personers adfærd og handlemåder, så man ikke løber sur det.Komplet udgave i ét bind

Af de seks fortællinger i "Mørke bileder" hører de to af dem til Gorkijs bedste og mest berømte. I den første af dem, "Ægteparret Orlov", møder vi det ludfattige skomagerægtepar Orlov, hvor den daglige kost i den kælder, der er deres hjem, er drukkenskab, skænderier og bank, indtil de en dag tilfældigt får arbejde på et kolerahospital, og deres liv pludselig får betydning, også for dem selv. I "Konovalov" hører forfatteren om en gammel kammerat, Alexander Konovalovs selvmord i et fængsel, efter at han er blevet anholdt for løsgængeri. Maksim erindrer dengang han arbejdede sammen med Konovalov i et bageri, hvordan han i deres ledige stunder læste højt for ham, og hvor stort et indtryk romanerne gjorde på den melankolske, filosofiske analfabet; og endelig deres sidste møde, da han traf ham som arbejder ved et havnebyggeri et sted ved Sortehavet.Ud over disse to indeholder samlingen fortællingerne "I steppen", "Kammerater", "På tømmerflåden" og "Vennerne"

I september 1617 brændte byen Tangermünde ved Elben - 500 beboelser og 50 fyldte lader gik til grunde. Branden var påsat, og en ung pige, Margarete Minde, blev halvandet år senere dømt og henrettet for forbrydelsen - noget der i nyere tid har vist sig sandsynligvis var et justitsmord.Det er den historiske baggrund for handlingen i romanen. Om Margarete eller Grete Mindes barndom og opvækst vidste man på Fontanes tid ikke meget, men det er netop dette, der optager størstedelen af bogen. Forfatteren har ikke forsøgt at genskabe tiden eller personerne, men har skabt sine egen figurer ud fra de sparsomme oplysninger, der var tilgængelige, og søger derigennem at give et bud på, hvad der kunne drive en datter af det bedre borgerskab til en sådan forbrydelse:Grete gennemlever en kærlighedsløs opvækst som en udstødt, der bliver set ned på af sin familie som "fremmed" på grund af sin sydlandske afstamning - moderen var spanier og tilmed katolik. Striden med familien - først fremmest halvbroderen Gerdt og hans kone Trud, der på én gang er Gretes svigerinde og formynderinde – tilspidses efter faderens død, og Grete flygter sammen med sin ven, naboens søn Valtin. De to tilbringer nogle år på landevejen med et omrejsende dukketeater indtil Valtin dør, og Grete med deres barn vender tilbage til Tangermünde for at "sone sine synder" og indordne sig broderen. Men hadet til den fremmedartede pige er ikke i mellemtiden blevet mindre …

Den ikke helt unge kongesøn Golaud finder Mélisande ved bredden af en lille flod i en skov. Hun har tabt sin krone i vandet og forsøger at få fat i den igen. Golaud betages af den smukke, nymfeagtige pige, der er flygtet fra noget, hun end ikke selv ved, hvad er, bringer hende hjem og gifter sig med hende. Men Mélisande forelsker sig i Golauds yngre broder Pelléas. Da den forbudte kærlighed bliver opdaget af Golaud, får det fatale følger for alle de implicerede."Pelléas og Melisande" blev et af den symbolistiske stilarts mest ikoniske værker, og satte sig spor i både billedkunst og musik, hvor det har dannet forlæg for operaen af samme navn af Claude Debussy og helt op til vore dage har inspireret adskillige værker af større og mindre navne som Arnold Schönberg, Jean Sibelius, Gabriel Fauré, Gustav Klimt, Carlos Schwabe og mange andre.

Da den forældreløse Kristine Devon bliver myndig, meddeler hun sin tante, der har opdraget hende, at hun agter at gå ud i verden og bryde sig en livsbane. Og det gør hun: Kristine forsøger sig som tjenestepige, skuespillerinde, lærerinde, selskabsdame og syerske. Men den stædige og selvstændige pige taber til sidst modet og er selvmordet nær, da hun reddes af en pige, hun engang har søgt at beskytte mod en hård arbejdsgiver, og kommer i huset hos en kvækerfamilie, som består af en gammel mor og hendes søn.Romanen - som er blevet kaldt "Pigebørn for voksne", udspiller sig i en periode på omkring 20 år fra 1850-1870. Den er til dels selvbiografisk, og der optræder forskellige (stærkt idealiserede) portrætter af forfatterens bekendte, bl.a. forfatteren Henry David Thoreau og den radikale præst Theodore Parker.

Da den unge englænder Gilbert Aycon sammen med en ven besøger en hertuginde et sted i nærheden af Mont Saint-Michel i Normandiet, befinder han sig i løbet af kort tid midt i en indviklet situation, hvori indgår to smukke damer i nød, en morderisk og hævngerrig hertug, samt et kostbart juvelhalsbånd. Hvilken ridderlig engelsk gentleman i slutningen af 1800-tallet kan vel lade være med at involvere sig – især ikke, da han ret hurtigt opdager at han er halvforelsket i den ene nødstedte dame, og til op over begge øren i den anden?

Der var en del kritikere og læsere, der fik noget galt i halsen, da Arthur Conan Doyle - som de kendte som forfatter til de hyggelige kriminalfortællinger om Sherlock Holmes – i 1894 udgav denne samling af historier, som alle relaterer sig til lægestanden - der optræder mindst én læge eller medicinstuderende i alle historierne, og de spænder fra realistiske fortællinger om børnefødsler, arvelig syfilis og kønsroller over en poetisk lille historie om en gammel mands kærlighed, til fantastiske og bestemt ikke videnskabeligt funderede beretninger om en levende mumie og den komisk-morbide historie om en mislykket henrettelse.Samlingen indeholderGammeldags Tredje led Hans første operation En uheldig begyndelse Evas forbandelse Elskende En fysiologs hustru Tilfældet Lady Sannox To diplomater Et medicinsk dokument Auktionsnummer 249 Los Amigos-fiaskoen Lægerne i Hoyland Lægen har ordet

Guernsey i 1820’erne. Den ensomme fisker Gilliatt er forelsket i Déruchette, en plejedatter af mess Lethierry, som ejer Guernseys eneste dampbåd. Gilliatt beundrer hende på afstand, indtil den dag, da Lethierrys skib går uhjælpeligt på grund på et klipperev. Det er ikke muligt at redde skibet, men måske kan maskinen - en uvurderlig sjældenhed, som ikke uden videre kan genskabes – bringes i land. Déruchette lover at gifte sig med den, der kan hente den uskadt hjem, og dermed redde hendes plejefader fra ruin. Gilliatt ser sin chance, sejler ud til revet og begynder en månedlang, ensom kamp mod naturen for at opnå sit mål.Dette er den grundlæggnende handling i Victor Hugos måske mærkeligste roman. Omkring den enkle handling og det beskedne persongalleri er pakket en mængde skildringer af et Guernsey, der næppe nogensinde har eksisteret udenfor forfatterens fantasi, små historisk-videnskabelige anekdoter, og overvældende beskrivelser af en voldsom og fjendtlig natur. Der er passager, hvor hvert enkelt ord og sætning står som mejslet i granit, og andre, hvor Hugo fortaber sig i ligefrem surrealistiske sidelinjer og associationer - og som samlet hele er det en læseoplevelse, man næppe finder andre steder."Havets arbejdere" udkom i 1866 og ligger i Victor Hugos produktion imellem "De elendige" og "Manden der ler". Den foreliggende udgave er baseret på den første danske oversættelse fra 1866-1868.

Da Jean Peyral skal tjene som soldat, vælger han at lade sig indrullere i den franske hærs nordafrikanske rytterkorps, de såkaldte “spahis”, hvilket hen mod slutningen af 1800-tallet betød fem års tjeneste i de franske kolonier i Afrika. Jean udstationeres i byen St. Louis i Senegal på Afrikas vestkyst, hvor han efterhånden får etableret sig med eget hus og en afrikansk elskerinde. – St. Louis beskrives af forfatteren som “en by, hvor folk kun kommer, når de er nødt til det; og man har en fornemmelse dér, som var man fange og fuldstændig afsondret fra den øvrige verden.” Jean drømmer da også tit om forældrene, kæresten Jeanne og hjemmet, men da det kommer til stykket, er han ikke særlig villig til at lade sig hjemsende - Afrika og soldatertilværelsen og ikke mindst den lille besnærende og uskyldig-ondskabsfulde Fatou-gaye er gået ham i blodet.Som det meste af det eventyreren, sømanden og poeten Pierre Loti skrev, er også “En spahis roman” skrevet på baggrund af hans egne oplevelser - her fra et ophold i Senegal i 1873-74.

Paradisrosen er en rubin af størrelse som et dueæg, som er betaling for visse ydelser, englænderne har ydet en lokal konge på øen Juanna ved Madagascar, og som kaptajn John Mackra får til opgave at bringe hjem. Ved udsejlingen fra øen ligger imidlertid sørøveren kaptajn England og lurer …Sådan er begyndelsen til kaptajn Mackras eventyr. Juvelen Paradisets Rose næppe har eksisteret, men i øvrigt er bogen baseret på virkelige hændelser, og såvel skibet Cassandra som John Mackra (i virkeligheden hed han James Macrae) og sørøveren Edward England har levet, og var hovedpersoner i meget lignende begivenheder i efteråret 1720 ved Madagascar.Howard Pyle (1853-1911) er mest kendt her til lands for hans fortællinger om Robin Hood, der udkommet i utallige danske udgaver siden 1892. Han var også en berømt maler og tegner, og illustrerede selv de fleste af sine bøger med motiver fra riddertiden og ikke mindst det farverige liv blandt 16-1700-tallets sørøvere, som interesserede ham meget. Han har således også illustreret denne lille roman med otte billeder, som er medtaget i nærværende udgave.

Pisa, slutningen af det 15. århundrede. Byen er omringet af florentinernes lejetropper - skanserne er ødelagt, forsvarerne faldet, og hungersnøden hærger byen. Pisas hersker, Guido Colonna, har sendt sin fader Marco til florentinernes lejr for at forhandle om fred, og lejetroppernes anfører, Prinzival, skænker gerne Pisa både levnedsmidler og fred - på én betingelse: at Guidos hustru fru Giovanna, skal komme til ham, kun iført en kåbe, og blive natten over i hans telt. Guido vil hellere dø - og lade Pisa indbyggere gøre det samme – frem for at se sin hustru skændet, men Monna Vanna ofrer sig mod hans vilje, og går stolt og ubøjet til den fremmede krigsherre.Herman Bang anmeldte skuespillet i begejstrede vendinger efter den danske førsteopførelse på Dagmarteatret i 1903: "[Monna Vanna er] først og fremmest fuldkomment som drama. Klart i linjerne som en søjlehal; harmonisk i bygning som et antikt tempel; ubrydeligt i sin stolte og slanke arkitektur. – Dernæst, hvilken psykologisk rigdom indenfor denne rammes skønne fasthed. Materlinck kender intet til de forpjuskede og tvivlsomme sjælelige udredninger, som forvirrer og vildleder … Alle midler mægtig, fører han os, uden et Nu's vigen fra sit dramas lige vej, ned i alle lidenskabens dybder og op mod alle jublens himle."

En gammel, omvandrende gøgler dør i en landsby noget fra Paris, og doktor Desprez adopterer hans dreng, en tænksom lille fyr, som han opdrager i sin egen filosofi. Denne filosofi, som vistnok mest er dannet efter de forhåndenværende søms princip, da doktoren engang har levet et noget udsvævende liv i Paris, går ud på, at et sundt landligt liv, fjernt fra den store bys fristelser, er det eneste rette for et menneske! Men da de to en dag på en udflugt finder en gammel skat, som lokale munke skjulte under Hundredårskrigen, begynder doktoren – til sin hustrus og ikke mindst drengens store rædsel – straks at planlægge sin tilbagevenden til Paris, et stort hus, selskabsliv og spil. Han tilkalder sin svoger, forretningsmanden Casimir, der skal hjælpe ham med at vurdere og omsætte skatten, men inden svogeren ankommer, er den sporløst forsvundet …

I vinteren 1779 er det, der senere blev til USA i fuld gang med at smide den engelske kolonimagt på porten. En af frihedshærens store førere, George Washington, ligger i vinterlejr i Morristown, New Jersey, og en af hans kaptajner er kæreste med en lokal ung pige, Thankful Blossom. De to er enige om, at der ikke er meget ved generalen, og at gode gamle kong George nok ikke er så slem endda. Thankfuls fader har også ofte besøg af et par suspekte typer, "grev Ferdinand" og "baron Pomposo". Kort sagt, det ligner en køn lille forræder- og spionrede, og det ender da også med, at Thankfuls fader såvel som hendes kæreste bliver anholdt og anklaget. Men den lille jomfru Thankful vil ikke finde sig i, hvad hun opfatter som forkert og uretfærdigt, og går derfor direkte til general Washington … som viser sig at være en helt anderledes personlighed, end hun havde forestillet sig.

I dette en-akts skuespil sætter Strindberg forholdet mellem mand og kvinde på spidsen i skildringen af en skilsmissesag. Parterne er som udgangspunkt enige om at ordne sagerne i mindelighed, men da det ikke uden videre kan lade sig gøre at bestemme forældremyndigheden over deres fælles barn - titlens "bånd" mellem de to – uden den noget landlige retsmyndigheds indblanding, starter en kamp, hvorunder der kommer ting på bordet, som de to helst havde holdt for sig selv.Strindberg skrev "Båndet" i 1892, hvor han netop var blevet skilt fra sin første hustru, den svensk-finske skuespillerinde Siri von Essen, og er vel sagtens skrevet som en slags reaktion eller bearbejdelse af processen."Båndet" blev første gang opført i Danmark på Det Kongelige Teater i 1917, hvor Poul Reumert og Bodil Ipsen spillede hovedrollerne som Baronen og Friherreinden.

Da forpagter Gabriel Oak møder den smukke Bathsheba Everdene, bliver han omgående betaget af den unge pige, men da han nogen tid efter frier til hende, afslår hun hans tilbud. Et uheld med hans får medfører, at Gabriel går fallit, og da Bathseba nogenlunde samtidig arver en stor gård i et andet sogn, bliver den sociale kløft mellem de to for stor til, at han tør gøre sig flere forhåbninger.Bathsheba, der er en stærk og selvbevidst pige, flytter til sin gård i Weatherbury og beslutter sig til selv at drive gården videre - til nogen forbløffelse for de lokale: hun er jo en kvinde …Nogen tid efter sin ankomst til Weatherbury sender hun i ungdommelig overstadighed et Valentinsbrev med teksten "Gift dig med mig!" til den noget ældre proprietær Boldwood på naboeejendommen. Som den inkarnerede ungkarl uden nogen som helst erfaring med kvinder, Boldwood er, tager han brevet alvorligt, og forelsker sig i Bathsheba - men heller ikke ham vil hun have. Boldwood er imidlertid ikke en mand, der tager et Nej for gode varer, og han vedbliver at kurtisere Batsheba.Endelig møder hun den flotte, men ludfattige sergent Francis Troy, som hun falder hovedkulds for. Troy står egentlig for at indgå ægteskab med Bathshebas tjenestepige Fanny Robin, som han har gjort gravid, men da Bathsheba er både smukkere og rigere end Fanny, lader han sig friste og gifter sig med hende i stedet.Bathshebas to tidligere beundrere er imidlertid aldrig ophørt at elske hende, og sergent Troy er aldrig ophørt at elske Fanny - og er i øvrigt generelt noget af en dagdriver og en skidt karl, som øder Bathshebas penge væk på spil - så de tre mænd vedbliver at komplicere både hendes og hinandens liv på en måde, der kun kan ende i en katastrofe.Historien om Bathsheba og hendes tre elskere var Thomas Hardys fjerde roman, og hans første store succes. Han reviderede fortællingen flere gange senere, men denne oversættelse af Axel Damkier fra 1878 må nødvendigvis være baseret på den første version.

Maj 1829, i skoven ved Villers-Cotterêts, hvor Dumas var vokset op. Her bor Guillaume Watrin, førster i hertugen af Orleans jagtrevir, og gift med Marianne. De to har en søn, Bernard, og en adoptivdatter, Catherine, som er datter af førsterens søster, som under Napoleonskrigene havde ægtet en tysker, Frédéric Blum, men siden var død ligesom hendes mand. Bernard og Catherine elsker hinanden, men endnu et plejebarn, Mathieu, søger at spille Frédéric ud mod en anden af Catherines beundrere, Louis Chollet, kaldet "Pariseren". Samtidig forsøger den lokale borgmester at få Watrin til at lade Bernard ægte sin datter som en slags bestikkelse for at førsteren skal se gennem fingre med, at borgmesteren fælder træer i hertugens skov. Intrigerne og Bernards kærlighed og jalousi fører næsten til mordforsøg og tyveri, men en uventet detektiv dukker op og får sat hoved og hale på tingene."Catherine Blum" er ren Dumas – han havde ingen medforfattere, hverken navngivne eller unavngivne til fortællingen; han befandt sig i 1853, da han skrev den, i eksil i Belgien, dels for at undgå folk, han skyldte penge, dels fordi han var upopulær hos Napolen III. Han var meget optaget af historien, der gav ham lejlighed til fortabe sig erindringer om sin barndom og sin fødeegn.