Bøger udgivet af Escho

Messias fra 1918 er muligvis den mest ambitiøse knaldroman nogensinde i dansk litteratur. En okkult og eventyrlig antikrigsroman med science-fiction- og skræk-elementer, skrevet under og omhandlende 1. verdenskrig! Den er et kig ind i vanviddet i en tid, hvor filmen var stum, musikken klassisk, og kunsten og videnskaben på vej til at forandre al normalforståelse. Romanen følger den omflakkende maler Stefan Maryko, der tilfældigt ankommer til byen Tronhof, et ukendt sted dybt i Europas hjerteland. En gådefuld stjerne hænger over den lille bjergby som et lysende forvarsel om kommende ulykker. På byens sindssygehospital hersker Wladimir Neschelko, Marykos tidligere studiekammerat, men han er lige så gal som sine patienter. Samtidig foretager den indespærrede franske videnskabsmand Giffard — som tror, han er Messias, Guds søn — sine revolutionerende elektriske eksperimenter, mens den krigslystne russiske zar sender sine spioner af sted for at lære hans hemmeligheder at kende. Midt i det hele forelsker Stefan Maryko sig i den mystiske Urana, som er fanget i et magtspil, der kan resultere i hele menneskehedens udslettelse. Laurids Skands (1885-1934) var en af sin samtids mest produktive filmmanuskriptforfattere med særlige evner for at tilpasse litterære forlæg til det nye medie. Samtidig fungerede han som filmkonsulent, instruktør, skuespiller og redaktør på det kortlivede tidsskrift Pan. Han udgav uden den store succes to romaner samt en novellesamling, hvorfra de to mesterlige skræknoveller “Golgatha-studien” og “Menneskekød” dog vakte stor begejstring og fornyet interesse for forfatterskabet, da de i 2019 blev genudgivet i antologien Menneskekød: Grotesker 1910-1920.GULE ROSER er en ny serie fra Forlaget Escho der fokuserer på kulørt litteratur. Fra skrækromaner, elskovsromaner og kriminalromaner til eventyr fra perioden 1900-1945. Alt hvad den samtidige Georg Brandes og kredsen omkring ham ville have anset som pinligt at læse. Det er bemærkelsesværdigt hvor lidt opmærksomhed dansk litteratur af den kulørte slags har fået igennem tiden. Én forklaring er at det meste af den kulørte litteratur virkelig vardårlig. Mange af teksterne var uoriginale metervarer sprøjtet ud for at tjene nemme penge i en medietid hvor filmen var stum, musik kun klassisk og litteraturen derfor var dominerende og mangfoldig. Men, og her kommer det store MEN, der er så vigtigt. At 99% af den kulørte litteratur var noget lort, skal ikke ligge den sidste 1% til last.

Morderen fra mørket fra 1914 er Stein Rivertons anden store roman og et intimt og psykologisk kammerspil maskeret som kriminalfortælling. Romanen er baseret på det berygtede og stadig uopklarede Hammerby-mord uden for Stockholm i 1913. Det begynder med doktor Flodins regnskabsfusk. Apoteker Frykman, der er kontrollør i byens bank, opdager sin vens underslæb og giver ham en frist for at få orden på sin økonomi. Men natten før fristens udløb tager doktoren sin frakke og hat af og kaster sig i havet fra færgen mellem Malmø og København. Mørket lægger sig over apoteker Frykman. Han hjemsøges af tavse telefonopkald og skygger, der forsøger at trænge ind i apoteket efter lukketid. Frykman søger støtte hos vennen kaptajn Nylander, og de forsøger sammen at opklare, hvad der i virkeligheden skete med doktor Flodin. En nat bliver apoteker Frykman dræbt i sin forretning. Politiet anholder to polske landstrygere, men kaptajn Nylander kommer til en anden konklusion. Doktorens lig blev aldrig fundet, og doktoren havde en grund til at dræbe. Efterord af Benni BødkerPressen om Stein Rivertons Jernvognen, som er udkommet i samme serie: ❤❤❤❤❤ “Mesterværk” - Politiken “Det er magisk (...) Et lille mesterværk” – Weekendavisen ”En modernistisk milepæl” - Modspor GULE ROSER er en ny serie fra Forlaget Escho der fokuserer på kulørt litteratur. Fra skrækromaner, elskovsromaner og kriminalromaner til eventyr fra perioden 1900-1945. Alt hvad den samtidige Georg Brandes og kredsen omkring ham ville have anset som pinligt at læse. Det er bemærkelsesværdigt hvor lidt opmærksomhed dansk litteratur af den kulørte slags har fået igennem tiden. Én forklaring er at det meste af den kulørte litteratur virkelig var dårlig. Mange af teksterne var uoriginale metervarer sprøjtet ud for at tjene nemme penge i en medietid hvor filmen var stum, musik kun klassisk og litteraturen derfor var dominerende og mangfoldig. Men, og her kommer det store MEN, der er så vigtigt. At 99% af den kulørte litteratur var noget lort, skal ikke ligge den sidste 1% til last.

Vinden følger den unge kvinde Letty, der i 1880erne flytter fra det ”moderne” Virginia til udørkenen Sweetwater i Texas. Samtidig med Lettys tilflytning plages området af en uhørt tørke, vilde sandstorme og en frygtelig vind, som sammen med ensomhed driver Letty længere og længere ud i vanviddet. Scarborough formår i romanen at gøre den dæmoniske vind til en karakter i bogen - det er slow-burn-horror med overnaturlige elementer indlejret i en rå, realistisk lidelsesfortælling. Ved dens udgivelse var det ganske uhørt med en kvindelig protagonist i en western- og frontier-fortælling. Romanen udkom anonymt – et publicity stunt – i 1925 og skabte stor furore i Texas. Bogen blev set som et direkte angreb på den texanske frontier-fortælling og selvforståelse, og man antog, at den måtte være skrevet af en forfatter fra Nordstaterne. Chokket var stort, da det viste sig, at den lokalt fødte Scarborough havde ført pennen. Romanen ses i dag som den fineste repræsentant for Texas Gothic – også i Texas!Dorothy Scarborough var en amerikansk forfatter, født i Texas i 1878 og død i 1935. Hun studerede på University of Chicago og Oxford University og underviste i litteratur på Columbia University, hvor hun også lavede sin PhD: The Supernatural in Modern English Fiction, som opnåede stor akademisk anerkendelse. Samtidig virkede hun som folklorist med stor interesse for amerikanske folkesange, fortællinger om cowboys samt farvedes folklore. Hun stod bag to store folklore-samlinger: On the Trail of Negro Folksongs (1925) og A Song Cathcher in Southern Mountains der udkom posthumt i 1937. Hun fik endvidere udgivet tre romaner. Vinden er fjerde bind i serien Udenlandsk Fugl, der fokuserer på oversættelser af gotik- og skræklitteratur i dens mange afarter fra perioden 1880-1940. Tidligere udkommet i serien er Charlotte Perkins Gilmans Det gule tapet (1892), Louisa May Alcotts Bag en maske (1866) og John Polidoris Vampyren (1819), der har fået flot omtale i blandt andet Politiken, Berlingske og Information. Serien ønsker bl.a. at åbne op for en revidering af den tunge genrelitteratur (her under gyset) som noget billigt sprøjt.

Afhornet rummer ti labyrintiske, diabolske og absurde noveller, der alle befinder sig et sted på spektret af skrækgenren. Hver fortælling skildrer en ung mand i mødet med en verden og virkelighed, der er ved at gå op i sømmene. Vi møder væsener som dæmoner og hekse, men ofte er det monstrøse i historierne udgaver af jeg’et selv - fx som en ond dobbeltgænger i spejlet eller en mand, som opdager, at han er udød. Fortællingerne befinder sig stilistisk et sted mellem senattenhundredtallets groteske og arabeske litteratur og så den filmiske body horror-genre, hvor skrækken ofte forskydes fra det afstraffende monster til offeret selv. Novellerne dyrker lemlæstelsen i mødet med perversionen og anskuer den som en leg. Der er en konstant ekspressiv væmmelse i selve det fortællende sprog. Erik Bagger Hviid, født 1994, debuterede i 2019 med novellesamlingen Hedevandrer. Nu tilføjer han 10 skræknoveller mere til sit repertoire med Afhornet. Derudover spiller han trommer i Broder samt Blot & Bod.

Court Tancke rejser i midten af 1600-tallet rundt i Europa for at købe kunst og rariteter til den danske konge. Samtidig er charlatanen Kaj Lykke på flugt, da han i Danmark er dømt for majestætsfornærmelse. Han jages af dronningens to politispioner Wahl og Brylle, som vil gøre alt for fange ham. Tancke fascineres af Lykke, som har et næsten umenneskelig tag på kvinder, og snart er Tancke filtreret ind i det ene farlige optrin efter det andet, alt imens han får den første spæde ide til det, der engang skal blive til lysbilledet. Bo Reinholdt (født 1948) debuterede i 1983 med Akefalens vidnesbyrd. Tancke er endnu en invitation ind i hans egenartede verden, hvor kunsthistorie, billedtænkning, spænding og mystik væves sammen i et mesterligt sprog. “Når Bo Reinholdt vist nok ikke sædvanligvis nævnes blandt de betydeligste forfattere, kan det kun skyldes, at han hæver sig over de timelige standarder, man sædvanligvis bedømmer nutidig litteratur med.” — Kristeligt Dagblad "Manden er en visuel forfatter af endog meget stor styrke. Det er kun få beskåret at skrive prosa så billeddannende og ofte dog så enkelt som Bo Reinholdt." — Berlingske "Ingen læser lades i tvivl om originalitetens hos Bo Reinholdt. Hver gang han udgiver en ny roman, tilføjer han nemlig litteraturen noget kvalitativt nyt, noget ingen har set før." — Information

“Velkommen til en ny læsning” med disse ord åbner Nicolaj Stochholm sin nye digtsamling De III Aldre,opfølgeren til Udenfor pesthospitaletder udkom på Gyldendal i 2018. Digtsamlingen er komponeret i tre dele, men ikke som en lineær fremskrivning af aldringen eller som en klassisk dannelsesfortælling om digterens bliven digter. Der er ikke en klart forladt fortid. Som det lyder i samlingens anden del, så er det snarere et spørgsmål om: ”At være på vej med sig selv hele tiden at være optaget af det foranderlige samme” En meditation over jeg’et og skriftens udvikling og dens foranderlige væren samme. Samlingen starter således som en ’Stochholm Classic’, som vi husker ham helt tilbage fra debutsamlingen: en romantisk eller måske snarere symbolistisk landskabsdigtning med ”Jegets Ø” (jf. Sarvis Jeghus) og linjer som ”Landskabet spejler drømmen og/drømmen er kun landskabet”. En landskabsdigtning koblet med metapoetiske overvejelser der vækker klare mindelser om Pesthospitalet. Men med samlingens tredje del indvarsler Stochholm for alvor den nye læsning og en ny vej i forfatterskabet, som bebudet i samlingens første linje. Samlingen slutter nemlig, ganske overraskende, som en nationalromantisk pastiche i spekulative gevandter, inklusiv en intertekstuel reference til og dekonstruktion af Ewalds kongesang. Det er denne afsluttende tredje del af digtsamlingen der for alvor adskiller den fra forfatterens foregående samlinger, og hvor han demonterer eller dekonstruerer sit digteriske oevre. Her lader digteren barndommens landskaber gå under i en klimakatastrofisk dystopi: ”Jeg tænker på min barndoms/ strande (…) som nu er/ væk.”klassisk landskabsdigtning under indtryk af klimakrisen må ende i en eskatologi. Stochholms nye samling er i den forstand digte til tiden, både nutiden og den fremtid, der lurer lige om hjørnet. Nicolaj Stochholm er født i 1966 og debuterede i 1991 med Biografi på Borgens Forlag. Senest udkom Udenfor pesthospitalet på Gyldendal i 2018. De III aldre er Nicolaj Stocholms 11. bog og første på Escho.

Bo Reinholdt har siden sin debut i 1983 beskæftiget sig med fortællingen om billedet som medium og dette er også tilfældet i hans nye roman ORMESPRINGER, der må betragtes som et hovedværk i forfatterskabet. ORMESPRINGER handler om nationalklenodiet Guldhornene og er en filosofisk undersøgelse af hvordan vi bruger billedudsmykning og hvad vi vil med det. Alt sammen inspireret af Claude Simon og den nye romans muligheder. At læse ORMESPRINGER, er som at læse en stor fantasyroman i en febervildelse dagen før man skal til en vigtig eksamen. Eller som at referere den fantasyroman man i sin febervildelse drømte om til sin eksamen. Bogen kommer med et fuldt illustreret omslag af John Kenn Mortensen.

Digtene i Picco Picco stammer fra et ødelagt sted; her er en krop der kender volden som noget intimt, og som til slut måske slet ikke er en krop længere. I digtuniverset befinder vi os i sindets geografi, hos pigen Picco Picco, der i en evig jagt efter en form for tryghed, må søge retræte, langt væk fra virkeligheden og verden, der er alt for farlig og vanskelig. Men verden kommer alligevel til syne gennem Piccos blik og bevidsthed, gennem barndomsminder om moderens død, faderens svigt og om elskerens overgreb. Disse traumatiske skildringer kombineres med dystopiske fremtidsvarslinger, der foregår på ubestemmelige steder, i en ubestemmelig tid – dikteret af Piccos traumatiserede sind, hvor skellet mellem hvad der er virkeligt og ikke, opløses i en eksistentiel kamp mellem den dybtliggende menneskelige natur og den nyudviklede teknologi: ”Jeg tænkte ingenting. Ingenting, men i dette ingenting findes alt fordi det kommer af ingenting og gør mig til alting”. "Tak, fordi der er tænkende digtere, der digter, forstået i ordets bogstavelige forstand."- Københavneravisen om Picco Picco

Birgit Munch lavede en magtdemonstration i 00erne med udgivelse af de fire prosasamlinger “Prikken under i’et”(2000), “Rend mig i generne” (2002), “Faderkageorgiet”(2005) og “Piratdans”(2008) alle udgivet på Borgens forlag. I mellemtiden har hun været yderst aktiv på sin blog www.holyhacktwerk.blofspot.dkBrungst, er Munchs første udgivelse i 9 år og synes at være skrevet med internettet og teknologien kværnende i baggrunden. Eller måske er den nærmere inficeret af teknologien, og skal ses som en form for poetisk cyborg. Der sker i bogen en sammensmeltning mellem den biologiske krop, den twerkende krop, den brun(g)stige krop og teknologien. Sproget arbejder sig fremad og rundt i cirkler(som en forlængelse af bogens møbiusmotiv) i et regulært associativt amokløb, tilsølet af kropsvæsker og breaking news (f.eks spøger Breivik og Brexit i teksterne), med en vrede og paranoia, der kunne minde om den man finder Ursula Andkjær Olsens sene bøger og Bjørn Rasmussens Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet.Birgit Munchs skrift i Brungst er en hacket skrift (ordet hack står som et genkommende tic i teksterne), hvor forskelligartede størrelser smelter sammen og koger over, i næsten utænkelige og uforståelige orddannelser, metaforer og sammenligninger. Det føles som en form for voldshandling mod normalsproget eller som det hedder i Brungst, er vi: “ på nippet til udløsning af absurdloop”. Men det er også en åbenbaring at læse Munch, en reminder om den diskursive vold sproget altid vil gøre på os.

En hidtil ukendt katakombe opdages i Rom. En dansk kunsthistoriker får til opgave at afkode de atypiske og sært dragende vægmalerier i de mørke gange. Samtidig med at malerierne øver deres magt på ham, fascineres han af en ung pige, der hver dag optræder på det lokale torv som en arkaisk statue, en kore. Skæbnesvangert drages danskeren mod en mystisk verden, hvor intet er, hvad det giver sig ud for. Bo Reinholdt er dansk litteraturs bedst bevarede hemmelighed, og Kore er en invitation ind i hans egenartede verden, hvor mytologi, kunst og mystik væves sammen i et mesterligt sprog.

Salveren stiller een betingelse, da han skal genskabe landsbykirkens kalkmalerier: Ingen må komme i kirken, så længe arbejdet står på. Det vækker opsigt og undren, men da tre børn på vej hjem fra skole forsvinder under mystiske omstændigheder, og en omfattende eftersøgning går i gang, glemmes Salveren for en tid. Ingen spørger ham, hvad han foretage sig i kirken, eller om han mon ved, hvor børnene er blevet af.Bo Reinholdt (født 1948) er en af dansk litteraturs bedst bevarede hemmeligheder, og krimifablen Salveren er hans mesterstykke.Salveren udkom første gang i 1997 til fantastiske anmeldelser, men er siden gledet ud i glemsel og har været nærmest umulig at skaffe. "Salveren er en lille genistreg."– Fyens stiftidende "Manden er en visuel forfatter af endog meget stor styrke. Det er kun få beskåret at skrive prosa så billeddannende og ofte dog så enkelt som Bo Reinholdt." - Berlingske "Ingen læser lades i tvivl om originalitetens hos Bo Reinholdt. Hver gang han udgiver en ny roman, tilføjer han nemlig litteraturen noget kvalitativt ny, noget ingen har set før." - Information"Bo Reinholdts forfatterskab kan på det varmeste anbefales." - Weekendavisen.