Gør som tusindvis af andre bogelskere
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.Du kan altid afmelde dig igen.
Bogen er skrevet for seniorer, men også andre, som er nysgerrige eller føler sig parat til at reflektere bevidst over indholdet i deres sidste livsfase og over døden: ”At leve og dø mere bevidst vil i al sin enkelhed sige, at vi hver især bliver mere opmærksomme på, hvad der rører sig i os og lader os vejlede af vores erfaring, visdom og indre stemme, når vi vælger vejen frem.” Uddrag af anmeldelse af Maria Justiniano, næstformand i Globale Seniorer, konsulent og socialrådgiver: Bogen skriver sig ind i en række af nyere personlige fortællinger om død og tabu overfor døden i Danmark. Denne bog udmærker sig imidlertid ved at tilbyde værktøjer og stille væsentlige spørgsmål, som den enkelte kan reflektere over – enten alene eller sammen med andre. Samtidig stiller forfatteren sine egne erfaringer og refleksioner til rådighed, hvilket gør bogen særligt autentisk og vedkommende. Bogen er vigtig og relevant for målgruppen, netop fordi den tager hul på det tema, som mange – også ældre – mennesker i Danmark bevidst eller ubevidst søger at undgå, nemlig døden. Forfatteren rejser en række helt centrale spørgsmål, der giver læserne mulighed for at tage stilling til hvordan de ønsker at leve de sidste år, hvordan de ønsker at tage afsked, og hvordan de kan tale med deres nærmeste om døden, samt hvad de forestiller sig sker efter døden. En hovedpointe i bogen er, at døden er en del af livet, og at forberedelserne til døden finder sted, medens man er i fuld gang med at leve sit liv. Uddrag af bogen Vi ved, at den måde, vi forholder os til vores egen dødelighed på, vil påvirke både vore børns og børnebørns forhold til liv og død, og hvis vi magter at være åbne og forholde os til vores egen frygt, kan vores eksempel inspirere og vejlede dem, vi elsker højest, hvis de og vi ønsker det. Det svarer til den rolle, som ældre har i mange andre samfund som dem, der har den dybeste viden om livet og døden. Om forfatteren Birgit Westphal Christensen (f.1949) er sygeplejerske og har en master- og PhD-grad inden for public health og har arbejdet med sundhedsfremmende arbejde i Danmark og i mange forskellige lande og kulturer i hele verden. Interessen for sammenhængen mellem krop, psyke, sjæl og sundhed afspejles såvel i hendes undervisning som i hendes bøger. I dag er hun – ud over at være pensioneret – konsulent, foredragsholder og samtalepartner for mennesker, som tumler med livs- og dødsspørgsmål.
Igennem poesiens udtryk er det her muligt at komme ind under huden på My, der beretter om sit liv præget af skizofreniens skygger og opløsende tilstande.My har i en årrække skrevet tekster om sit liv, og vi følger hende igennem både det smukke og det svære. Hun skriver i et poetisk sprog, der spejler hendes indersideverden så konkret, som det er muligt …My oplever sig selv og verden igennem et filter, der ikke rigtigt er der. Hun oplever verden energetisk, og at hvert menneske og hver tilstand er en hel verden i sig selv. Hun beskriver, hvordan hun oplever at forsvinde i andres ”farver” og energier, og hvordan hun igen og igen må fæstnes igennem mennesker, der kan hjælpe hende med at ”tegne” hendes omrids op, så hun bliver virkelig for sig selv også.Uddrag af bogenI de skrevne ord fandtes der en bevidning på min eksistens. For når jeg ikke kunne mærke mig selv på andre måder, så vidste jeg det, om ikke andet så logisk, at der måtte være noget, der var mig, for det kunne jeg jo læse igennem ordene, jeg selv havde skrevet ...Imellem ordene fandtes der kun opløsning – tynde arme og ben, spøgelseshud, men ingen egentlig krop ...Spøgelseshudens gennemsigtige skær lærte jeg senere at kamuflere igennem huller i min hud ... – Og ud af dem svævede resten af mig væk og rundt i gangene på Vejle Sygehus og i gaderne ... – Jeg svævede på strømpesokker og i hvidt som væggene ... – Jeg svævede, og indimellem fæstnede ordene mig, som drivtømmer på oprørt hav ...Om forfatterenJeg er My – intet mindre, og jeg er uendelighedens rum, der MÅ have mig selv tilbage igennem andre menneskers ”vægge”, uden dem går jeg i opløsning.At skrive er min overlevelse og mit liv – ordene kompenserer for mine manglende ”vægge” og bliver til trædesten i et ellers grænseløst univers.
I dette andet bind i serien om naturen i vores nærmiljø tager industriel designer og forfatter Boe Sallingboe os med på en gennemgang af naturens effekt på det senmoderne menneske. Fra stress og sansehaver, over byens grønne områder, til indendørsplanterne i de private hjem. Der er bid og masser af plantelister at gå ombord i, både for novicen og den særligt kræsne entusiast. Med udgangspunkt i Boes egne erfaringer som bygartner, underbygget med litteraturliste, links og referencer til forskning fra ind- og udland, bliver det grønne eventyr til brugbare gør-det-selv-metoder, så det bliver nemt at inddrage det grønne liv på vores arbejdspladser, i vores byer og i privatsfæren. Bogen er en kærlighedserklæring til naturens under, brumbassernes summen og smilet på dine læber. Bind 1, Naturen ind i byen – Sådan skaber du oaser på altaner og tagterrasser, udkom på Gyldendal i 2016. Om forfatteren Boe Sallingboe, født 1968, er uddannet industriel designer. Han har arbejdet som produktudvikler i tøjbranchen, men forlod i 2006 modebranchen og valgte havearbejdet i stedet. I 2010 stiftede Boe Sallingboe anlægsgartnerfirmaet altan-alferne, der har ekspertise i urban begrønnelse af altaner og tagterrasser.
Den græske filosof Epikur levede i perioden 341-270 f.Kr, og det meste af sit liv boede han i Athen. Han var ikke en helt almindelig filosof, for han ønskede at demonstrere sin filosofi ved den måde han levede på snarere end ved stive teorier. Han fik snart tilnavnet den filosofiske havemand, fordi hans liv og virke altid foregik i hans have, hvor han holdt skole og drøftede det gode liv med sine studerende. I eftertiden blev den epikuræiske filosofi udlagt som en søgen efter nydelse og velbehag, men faktisk advarede Epikur mod det umådeholdne og anbefalede i stedet at holde sig på den gyldne middelvej mellem for lidt og for meget.Bogen har Epikur som den centrale person, men tidligere og samtidige tænkere samt efterfølgernes refleksioner over epikuræismen inddrages også. Endelig er der den lille ekstragevinst ved bogen, at man tillige kan bruge den som en filosofisk guide til alle de filosoffer, der har befundet sig i Athen samt en berømt apostel ved navn Paulus, så man med bogen i hånden ikke blot bliver filosofisk og teologisk bevandret, men også vil kunne vandre fra det ene fysiske minde om en eller flere filosoffer til det andet.
For år tilbage kunne hanen, der – skudt og død – kom farende gennem luften med sikker kurs mod Bulders hoved, have gjort jagten på Holmegaard til Bulders sidste. Det skete heldigvis ikke. Som otteårig knægt på Søholt fik Bulder sin første luftbøsse, en ”Diana”, af sin far. En gråspurv blev hurtigt indskrevet i jagtjournalen og fik snart følgeskab – mere end 100.000 stykker vildt er det blevet til. Da Bulder i 1975 overtog Søholt efter sin far, var de faste holdepunkter i hans liv landbrug og jagt – nå ja, måske især jagt. Og fantastiske er jagtlegendens fortællinger, heriblandt moosejagt i Alaska og duer i Argentina, kuduer i Kenya og bøfler i Botswana, springbukke i Sydafrika, urfugle i Rusland, foruden moskuskalvene i Grønlandsekspeditionen, 1964, og de utallige træk-, klap- og bukkejagter herhjemme. ”Jeg har været privilegeret hele mit liv og har ikke noget til gode,” siger Bulder, og det forstår man.Uddrag af bogenFætter Steffen og jeg, der gennem årene havde været på mange fine jagtture sammen, troede næsten ikke vores egne ører, da far i sensommeren spurgte, om vi ville med ham til Afrika på safari i anledning af hans 70 års fødselsdag. Allerede inden vi tog til Afrika, havde far spekuleret over, om og hvordan han kunne overdrage Søholt til mig. Sagfører Truelsen blev sat på sagen og udarbejdede papirerne til overdragelsen, som blev fastlagt til den 1. juli 1975. Så skete det altså alligevel: Adam havde overtaget Knuthenborg i 1970, da hans far døde – i øvrigt på Lindholm – og med min overtagelse af Søholt blev der sat endeligt punktum for vores mange overvejelser gennem årene om ejerskifte og manglende forventninger til at følge i vores fædres fodspor.Om forfatterenLise Wied Kirkegaard (f. 1963) er uddannet jurist og har en master i Professionel Kommunikation. Opvæksten på Sydhavsøerne inspirerede hende for år tilbage til at indgå aftale med lensgreve Adam Knuth om at skrive hans erindringer om Knuthenborg Safaripark. Under besøgene på Knuthenborg lærte Lise Frans Marcher at kende; det blev til et spændende samarbejde om fortællingen om den tidligere godsejer på Søholt og naturelskerens utrolige og lange liv med jagt og landbrug.
Der er mange måde at blive ældre på i dag. Det viser bogens 12 portrætter, hvor danskere over 65 år fortæller om overgangen fra arbejdsliv til pensionisttilværelse.”Det med at blive ældre – det vil jeg ikke.””Jeg skal huske på, at jeg også kan læse om formiddagen.””Jeg arbejder, fordi jeg stortrives.”Sådan siger nogle af de interviewede ældre i bogen. For de fleste er der ”Meget godt i vente”, uanset om arbejdslivet fasholdes, et nyt arbejdsliv påbegyndes, eller tiden bruges på helt andre interesser.De 12 interviewpersoner fortæller blandt andet om, hvad der er vigtigt for dem i tilværelsen. Hvad de bruger tiden på, hvad der er både svært og rart ved at blive ældre, om deres rolle i samfundet og om relationer til familien.Ud over at være til inspiration for de kommende seniorer er bogen også et bidrag til samfundsdebatten om at blive ældre i Danmark.Om forfatterenBodil Høgh og Christina Fich Jensen er begge uddannet coach hos Sofia Manning og har specialiseret sig i coaching med fokus på 60+. Ud over at coache holder de foredrag om overgangen fra arbejdsliv til seniorliv.
Denne bog er en præsentation af Danmarks store renæssancekonge, Christian IV, til børn i historieundervisningen. Den møder børnene i øjenhøjde og fortæller den spændende historie om kongen, der havde meget store ambitioner for både sig selv og for Danmark. En konge, som forvandlede København fra en ubetydelig handelsby til at blive Danmarks hovedstad.Bogen, som henvender sig til børn på mellemtrinet, har saft og kraft til at fastholde børns interesse i undervisningen, samtidig med at den et godt indspil til en afbalanceret behandling af et historisk emne for historielærere. I bogen er der indlagt spørgsmål, som trækker paralleller til nutiden, så børnene får styrket deres perspektivering af historiebevidstheden.Om forfatterenLærer Fie Holm blev uddannet som lærer i 2002 med linjefag i bl.a. historie. Fie Holm har arbejdet med historiefaget i skolen i 16 år. Som historielærer har hun søgt efter lettilgængelige bøger om historiske personer og epoker, som har præget danmarkshistorien, og som havde fokus på historieaspektet. Da udvalget af disse bøger er lille, har hun derfor skrevet denne bog.
Forfatteren skriver: Jeg er vokset op i et miljø og har nogle oplevelser med mig, som ville få nogle til at bryde helt sammen. Jeg har ofte haft lyst til at rejse mig og flygte fra det hele, men jeg blev og kæmpede videre for mit liv. Jeg har kæmpet mig op ad isbjerget, som med tiden bare blev større og større. Jeg har haft utrolig meget modgang og svære tider, men jeg står her endnu, jeg er stadig et helt menneske. Denne bog er første bog, som fortæller om min kaotiske og rodede opvækst og starten af mit voksenliv, hvor jeg pludselig skulle til at lære at være voksen og passe på mig selv med de mursten, jeg havde med i rygsækken, men samtidig skulle jeg også til at lære at være mor på fuld tid. Uddrag af bogen Det er et spørgsmål, jeg har haft i mit hoved så mange gange, efter jeg er blevet voksen. Og jeg kan ikke komme frem til, om jeg blev svigtet eller ej. Jeg var et meget vanskeligt barn i mit eget hoved, min far opdagede det bare aldrig, da jeg ikke ville virke svag over for ham, for i hans univers var jeg den gode og store storesøster, som skulle passe på min mindre søster, for hvis jeg ikke kunne tåle min mors svigt, så kunne hun jo heller ikke, så han opdagede nok aldrig helt det kaos, der herskede inde i mit hoved. Om forfatteren Princess Natascha Ellen er født i 1995 på Odense Universitetshospital som nummer fire i en søskendeflok på fem. Hun har boet hos sin far sammen med sin fem år yngre lillesøster en stor del af sin barndom på grund af morens alkoholmisbrug. Som ung voksen medvirker hun i programmet De unge mødre og får to børn i en tidlig alder. Med sig i bagagen har hun en masse dårlige oplevelser, som hun i dag bearbejder bl.a. ved at skrive om sine oplevelser.
Mediepsykologi – Retninger – Fremtid tager udgangspunkt i den nye bekendtgørelse for psykologi på de gymnasiale uddannelser. De unge navigerer som digitale indfødte rundt på sociale medier og anvender ny teknologi. Forfatterne ønsker at bidrage til at gøre målgruppen bevidst om etik, digital dannelse og fordele og ulemper ved at bruge de sociale medier (SoMe). I disse overvejelser indgår også, at forfatterne med bogen vil bidrage til, at unge ikke bare følger den sociale smitte-/lemmingeffekt, som opslag på nettet kan have. De unge skal få en forståelse for og en bevidst viden om den digitale verden og lære, hvordan de selv kan have indflydelse på, hvordan de bruger de sociale sider, og hvordan det påvirker identitetsdannelsen.Bogen trækker tråde til andre psykologiske retninger, hvor det er naturligt. Desuden kan bogen bruges som afsæt til tværfagligt samarbejde mellem psykologi og andre fag på ungdomsuddannelsen. I bogen er der interviews med fagpersoner, som har fingeren på pulsen i forhold til unge. Der er progression i kapitlerne i forhold til selvstændighed og besvarelse af opgaver. Undervisere og studerende på andre uddannelser med interesse for mediepsykologi kan også få udbytte af bogen, selvom bogen primært henvender sig til gymnasiale uddannelser, men undervisere og studerende på andre uddannelser med interesse for mediepsykologi kan også få udbytte af bogenOm forfatterneJytte Lund Larsen er cand.pæd i tysk, pædagogik og psykologi og sidefag i psykologi. Co-active coach, cpcc, journalist. Censor på videregående uddannelser. Lektor på VUC & hf i Nordjylland. Forfatter til fagbøger og skønlitteratur.Torben Christensen er uddannet cand.scient. i biologi og idræt samt ph.d. i psykologi og har desuden en officersuddannelse bag sig. Torben har mange års undervisningserfaring fra både STX, Københavns Universitetet og VUC og er nu ansat på KVUC. Sideløbende arbejder han som censor på Akademiøkonom-uddannelsen i Velfærd – undervisning - sundhed samt med forfatterskab til andre kommende bøger.
På Sams 16-års fødselsdag får han at vide, at han skal overtage de gamle huse og skoven, som har været hans farmors families hjem i flere generationer, end nogen kan huske. Han får at vide, at der med arven følger en forpligtelse; at han skal beskytte stedet med alle sine evner, studere stedet og forstå dets “flerdimensitet”. Sam påtager sig opgaven, som kommer til at udvide hans opfattelse og viden ud over almindeligt kendte grænser. Det bringer ham og et par af hans bedste venner ud i et spændende forløb af hændelser. Sam får overrakt nøglen til farfars bibliotek. Han har, engang for flere år siden, været derinde med sin farfar, men han har næsten glemt, at rummet er der, fordi døren var svær at få øje på ligesom andre ting i det gamle hus. Det er, som om døre og rum, eller sågar husene, ikke kan ses hele tiden. Inden længe opdager Sam, at stedet og ikke mindst den meget gamle og uberørte naturskov gemmer på en stor hemmelighed, som bevogtes af nogen, som Sam ikke har vidst, eksisterede. Lidt efter lidt bliver Sam indviet i naturens skjulte kræfter, underligt sprog og kommunikationsmåder for at kunne hjælpe i en vanskelig sag, som truer ikke kun skovens fred og liv, men som også kan medføre en meget større naturkatastrofe. Uddrag af bogen En lille klokke ringede. Jonas Klip skyndte sig hen til en lille fordybning i væggen ved den dør, hvor Ris var gledet ud og ind, og tog en fyrsvamp op til øret. Det er en af vores talesammen, forklarede Maya, da hun så, hvor forundret Sam, Jakup og Mina så ud. Polyporusi vokser i træerne, som har rødder, som rører andre rødder. Alle skovene er forbundet. Det lød ganske fornuftigt, tænkte Sam og prøvede at spidse ørene, da han hørte Jonas Klip udråbe; godt nok med anderledes ord, men Sam forstod alligevel det meste: “Åh nej! Ikke nu der også! Vi har lige fået besøg. Ja, ja! De har endelig fundet frem og har det fint. Kan jeg ikke rode tilbage, når vi har talt …?” Om forfatteren Pirkko Aarnio-Faaborg er opvokset i Helsinki i Finland, hvor hun var i byen om vinteren og tilbragte somrene i familiens sommerhus, i skoven, ved en af de mange tusinde søer, med sine forældre og storebror. Hun har gennem sin opvækst haft et nært forhold til naturen, hvor de gamle skove blev hendes frirum og legeplads. Efter endt gymnasium og gartnerskole studerede hun til landskabsarkitekt på Arkitektskolen i Aarhus. Hun har været meget produktiv inden for sit felt og har gennem sin karriere opbygget en bred viden om natur og landskab samt kendskab til sten, flora og fauna. Hun har en dyb forståelse for naturen og nødvendigheden af et kærligt samspil mellem mennesker og natur.
En 15-årig dreng findes bestialsk myrdet, bundet på hænder og fødder. Sophie får med drabssagen sin ilddåb på afdelingen for Personfarlig Kriminalitet. Efterhånden som hun graver sig ned i sagen, bliver det tydeligt, at gerningsmanden har et vigtigt budskab. Dette involverer aspekter af græsk gudedyrkelse, som viser sig at have en forbindelse til den myrdede drengs familie. Sophie er i et kapløb med tiden, i takt med at flere drab støder til. Det står efterhånden klart, at gerningsmanden er at finde blandt drabsofrenes allernærmeste. Spørgsmålet er: Hvilke hemmeligheder gemmer familien på, som har vakt en morders brutale hævntogt? I Guds skabte billede er en psykologisk krimi om den tynde grænse mellem det menneskelige sinds lyse og mørke sider. Romanen udforsker, hvordan mordet på et barn påvirker lokalsamfundet. Uddrag af bogen Hun forsøgte at bevæge sine arme og ben, at rejse sig op, men hun var for afkræftet til at kunne løfte hovedet fra jorden. Med den højre hånd famlede hun på jordbunden og fik fat i noget hårdt. Det var en grankogle, der smuldrede, idet hun knugede den. Den anden hånd havde hun ingen kontrol over, og den venstre side af kroppen føltes i det hele taget forkert, som om den var lammet. Forsøget på at bevæge sig gjorde den brændende smerte i underlivet værre. Hun lukkede øjnene og gispede efter vejret. Lidt efter lidt aftog smerten, og hun åbnede øjnene igen. Om forfatteren Mona Hawthorn Andersen (f. 1977) er uddannet cand.mag. i dansk og psykologi. Har arbejdet med socialt udsatte på et opholdssted og i kommunalt regi. Læser i dag til psykoterapeut og er med mand og tre børn bosiddende i Klarup, en provinsby til Aalborg. I Guds skabte billede er hendes debutroman.
Forfatteren har levet et turbulent liv med mange uddannelser, rejser, jobs og kreative karrierer. Derfor fortæller han bredt og detaljeret om mange af ungdomslivets problemer, kampe, nederlag, dilemmaer, håb og skuffelser, drømme og visioner. Erik dB borer dybt ned i omgivelsernes psykologiske motiver, vildfarelser og ekstremer, nogle gange helt ind, hvor ingen forfatter har været før. Derfor kan denne dokumentariske beretning om den danske tidsånds hastigt omskiftelige ambitioner virke både provokerende og skræmmende. Hvad enten det drejer sig om ungdomsoprør, mobning, hærværk, krig og kærlighed eller vold, arbejdsløshed, backpackerrejser og narkotika er Erik dB altid intenst nærværende og afslørende til fingerspidserne med mange dybdepsykologiske lag. Forfatteren kan sit erindringsstof og ved, hvad han taler om, så læseren kommer ofte vidt omkring på besøg ind og ud mellem dunkle verdener, som medierne ikke altid fortalte den fulde sandhed om. Og selv om fortællingen foregår i de tidlige 1980’ere, rummer den rigtigt mange fremadrettede perspektiver, der er endnu mere aktuelle i det 21. århundrede. Uddrag af bogen ”For mig er tiden gået helt i stå med hensyn til min egen fortid – jeg har ikke længere noget at vende tilbage til i mit gamle liv, så nu findes der kun en vej: videre frem for enhver pris, så må det bare briste eller bære.” ”… de gamle heltedigtes moralbegreber synes helt forsvundet. For nu at blive afløst af en ganske anderledes, surrealistisk verden bestående af sataniske rockidoler, som fanatisk afsporede pubertetsdrenge desperat forsøger at efterligne på kejtet og famlende vis.” ”For nu skal der altså ske noget, nu skal vi se at komme videre, væk med alt det gamle bras, party-time non-stop, nu skal der gøres rent bord og skabes mere plads til en ny og anderledes generation.”
Forældrene har lidt teenageproblemer med Jane. Derfor sendes Jane som en ung pige fra gymnasiet i Egå til Boston i et år for at være ung pige i huset. Det går blot ikke efter planen i USA, for Jane flygter fra Boston til New York og mister kontakten med sine forældre hjemme i Egå ved Aarhus.Nogle år senere kontakter Janes forældre politiet i Aarhus, for at de kan undersøge, hvad der skete med deres datter. Derfor sendes Ella og Ibsen til New York for at finde en forklaring. Li-Mei fra efterforskningsholdet bliver involveret i sagen på en helt særlig måde. I sidste øjeblik går det op for Ella og Ibsen, at arven efter Jane er helt uvurderlig og unik og må beskyttes, før det er for sent.
Marie ønsker sig brændende at være som alle andre. Men hvordan kan man blive det, når man er født uden for kernefamilien i Nordbyens socialt udsatte miljø, hvor kun de stærkeste overlever? Hendes opvækst i et ghettomiljø med mobning og udelukkelse fører til psykiske vanskeligheder, selvskade og et begyndende alkoholmisbrug. Hver gang hun søger hjælp, bliver hun tabt i systemet. Bedst som Marie tror, at hun er vokset fra sin fortid, og hun begynder sit livs succesrige eventyr, indhenter hendes tanker hende igen. Hun falder til jorden med et brag. I forsøget på at rejse sig finder hun de manglende brikker i sit puslespil om sig selv, men hun oplever også så stort svigt fra folk omkring hende, at hun måske aldrig kommer op igen. Uddrag af bogen Jeg var hen over sommeren begyndt at lide af angstanfald. Jeg kunne mærke presset fra mit liv, og det kunne kulminere, så jeg fuldstændig gik i opløsning og ikke kunne trække vejret, og folk kunne ikke komme i kontakt med mig. Jeg sad derinde et sted bag anfaldet, og jeg kæmpede for at komme ud. Jeg skreg indvendigt, men jeg kunne intet få ud, mens tårerne løb ned over mine kinder. Det var så pinligt, når det skete, og jeg skammede mig, og jeg følte mig så forkert. Jeg var skolens tosse, som ingen forstod. Jeg fik at vide af nogle af mine lærere og vores skoleleder, at jeg aldrig ville kunne klare et virkeligt voksenliv, når jeg var sådan. Om forfatteren Tina Wittendorff Mortensen er født i Randers i 1996. I sin barndom havde hun en passion for at skrive, som hun mistede i sine ungdomsår, men hun genfandt passionen ved at skrive debutromanen Nordbyen. Hun er under uddannelse til folkeskolelærer og underviser i et tutorial centre i Hong Kong.
Bagsidetekst Hvad har landets biskopper til fælles? Hvorfor er der sorte biler, som patruljerer på vejene? Og hvad kan skruppelløse individer udrette med tankens kraft? Rikke Egelund er journalist og jagter modvilligt en historie, som hendes redaktør har bedt hende om at dække. Kasper Glerup leder efter årsagen til sin fars død, en søgen, som leder ham langt ned ad hidtil ubetrådte stier. Skæbnen fører dem sammen i en hæsblæsende jagt gennem Danmark på flugt fra et organ med tilsyneladende uendelige ressourcer til rådighed. Terroren er nået til Danmark og har ikke i sinde at slippe uden kamp. Uddrag af bogen Den slå, som skulle drejes, befandt sig bag en lille rude af glas. Kasper forsøgte at banke hul på den med en kno, men den forblev intakt. Han kunne høre bevægelse bag sig. De kom tættere på. Han fandt sine nøgler frem og slog hårdt ind på glasset, så det gik i stykker, drejede på slåen og åbnede døren. Der var mørkt inde bagved, men Kasper kunne øjne en trappe. Han kastede sig ned ad den og hørte sin mobiltelefon ringe, mens han løb. Han lod den ringe og håbede ikke, at lyden ville afsløre ham. Havde de mon opdaget, at han var flygtet? Længere nede var der opsat en afspærring foran trappenedgangen. Der var sat et skilt op: ”Brandtrappe midlertidigt lukket. Benyt venligst den almindelige nedgang.” Om forfatteren Thomas Bech Andersen debuterer med denne roman. Han er opvokset i Nordsjælland og har skrevet digte og noveller, så længe han kan huske. Han er uddannet i tal, men også i mennesker, og han benytter begge dele flittigt i sit daglige virke i den finansielle sektor.
At dele Parkinson med andre,vil for almenfolk forandresyn og viden om det samme,(det ka’ mange men’sker ramme).Tænk at være med til dette:Lidt courage i folk at sætte!at få andre til at fatte,man kan både le og pjatte,leve livet, bare langsomt,ikke kedeligt og tomt!Rim om andre ting tillige– jeg har mange ting at sige!"Glæder mig til at læse den, og humor er guld værd, når det bliver brugt rigtigt!"****"Det er godt sat op, fine tilpassede rim, og det giver et godt billede af sygdommen ... synes også, humoren gør digtet bedre, ikke fordi det er “sjovt” med Parkinson, jeg synes bare, budskabet står mere klart."***"Du skriver simpelthen, så det går lige i hjertet, lige i skabet, så er det sagt.Jeg kan genkende det så meget ved mig selv, på en måde som er både empatisk og sensitiv, uden at være sensibel og tudefjæsagtig, der er ikke noget violinspil over det!"Kirstine VontilliusUddrag af bogenMit liv deles op i timer og dage,og nogle af dem kan være en plage:Det er ikke nemt at bo med en kvinde,der i kamp med Parkinson prøver at vinde;Tag ikke mit liv, lad mig bare prøve,jeg behøver til stadighed at øve !Paddington tager jo del når han vil,jeg kan ikke bare lade stå til,hvis han vil ha’ gang i potter og pander,så ved ingen af os, hvor vi lander.Om forfatterenJeg er Farmor. Født på Nørrebro i 1947, dengang man kunne købe Pinnochio-kugler til én øre stykket.Jeg er pensionist med Parkinson, (hos os kaldet Paddington).Tidligere børnehaveklasseleder fra dengang, børnene ikke var nuller.Et skønt job, nu erstattet af korsang, have, leg med ord, nærvær med venner og familie.
Tænk sig, hvis man kunne spise kager, desserter og andre søde ting – uden at gå på kompromis med sundheden og den gode smag? Det kan du med denne kogebog, der giver dig en masse muligheder for at tilfredsstille den søde tand på en nærende, sund og naturlig måde.Det søde valg er efterfølgeren til Det lette valg og henvender sig endnu engang til dem, der vil undgå gluten og skrue ned for sukkeret, men op for smagen.I denne er der blandt andet forslag til, hvordan du laver desserter/snacks med gode alternativer til raffineret sukker, hvedemel og mælk - således du stadig kan få lækre søde sager, men i den sunde version.Ideen bag Det søde valg er, at kager/snacks baseret på nødder og frisk og tørret frugt skal blive lige så almindelige som de mere traditionelle kager/snacks, som er lavet på hvedemel og raffineret sukker. Ikke kun fordi, de er sundere ernæringsmæssigt, men ganske enkelt fordi de smager godt. Udgangspunktet er også at det skal være simpelt og nemt og stort set alle ingredienser kan købes i supermarkedet.Om forfatterenAlmedina Bajramovic Boskailo kommer oprindeligt fra Bosnien-Hercegovina. Hun arbejder til dagligt som gymnasielærer i Aalborg, og sund madlavning er en af hendes største passioner ved siden af undervisningen. Hun er kendt fra bloggen sund_inspiration på Instagram, hvor hun ofte deler sine egne erfaringer og lækre opskrifter med sine følgere.
Håbets kraft giver inspiration og metoder til at lade håbet fylde mere i vores hverdag. At fokusere på det, vi ønsker, i stedet for det, vi frygter. Bogen inddrager såvel resultater og viden fra videnskabens verden som fra den spirituelle. Håbets kraft giver indsigt på en uhøjtidelig måde, og du får samtidig en række særdeles enkle og effektive metoder til at få det bedste ud af dine tanker – og af dit liv. Bogen er opdelt i 6 afsnit. Det første afsnit fortæller bl.a. om mine egne erfaringer med forandringer. Del 2 sætter fokus på tanker og følelser – bl.a. om at tanker ikke er toldfri. Del 3 viser hvordan tanker giver dig dit liv. Del 4 sætter fokus på, hvor vi finder lykken, og hvad vi kan gøre for at skabe en bedre balance i hverdagen. Del 5 sætter en vinkel på, hvad det spirituelle kan betyde for vores mindset. Sjette del er øvelsesafsnittet. Uddrag af bogen ”Men er det ikke hjernevask?” vil nogen måske spørge. Det korte svar er: Jo. Men det er det første jo også. Spørgsmålet er, om du vil acceptere det, som andre – måske i ubetænksomhed – har lagt ind i dig, eller om du selv vil bestemme, hvad du vil mene om dig selv og dine egne evner, sådan som du er i dag? Du går jo heller ikke i det samme tøj hele livet. Tænk på det, som om du rydder op i din mentale skraldespand. At du smider det ud, der ikke længere passer eller er brug for, og vasker det, der er blevet beskidt. Måske har en given adfærd eller tankemåde været støttende for dig i en periode, men det er jo ikke det samme som, at den er god for dig hele livet. Så ja, hjernevask – for vi trænger indimellem til at få vasket snavset væk. Om forfatteren En depression blev starten på et nyt liv for Inge Madsen – en ny karriere som coach og kursusholder, hvor forebyggelse af stress og øget bevidsthed om vores tanker og deres betydning danner grundlaget, og som forfatter til bogen Med små skridt – en håndbog om depression og stress (2009).
2016 skulle vise sig at blive et helt fantastisk lakseår ved Storå. I nyere tid er der aldrig fanget så mange laks i løbet af én sæson som i denne. Set gennem brillerne på en ny laksefisker tages man i bogen med til den vestjyske å, hvor beretninger om fangede laks og den skønne natur flettes sammen til flere fortællinger om en sæson, der sent vil blive glemt. Historierne er skrevet i dagbogsform og er udsprunget fra forfatterens fascination for laksene, men så sandelig også for alt det liv, der er ved Storå. Kameraet var på hver tur med i fisketasken, og det blev til lige så mange klik på kameraet som kast med spinneren.Bogen er en hyldest til det danske laksefiskeri og specielt til Storå og alle de folk, der har gjort det muligt, at man kan få så gode fiskeoplevelser i Danmark.Uddrag af bogenJeg sætter mig op på bredden. Min fiskestang ligger i sivene – der, hvor jeg lagde den, da jeg efter fighten kunne håndlande laksen. Spinneren ligger i den mudrede vandkant, som en træt kriger efter et stort slag. Det er helt stille ved åen. Jeg har lige fanget min største, danske laks til dato og har ingen at dele det med. Men det gør ikke noget. Det er en oplevelse, som Storå og jeg har for os selv. Jeg har det, som om åen har skænket mig en speciel gave for at gøre denne skønne aften unik. Jeg læner mig tilbage i græsset med et sagligt smil på læberne. Om forfatterenKarsten Bangsgaard er født i 1976 og vokset op i Gråsten. I 2005 blev han cand.scient. i biologi og arbejdede i tre år med naturvidenskabelig didaktik. Siden 2008 har han arbejdet på Fyns Laksefisk, der er et havørredopdræt og en del af Elsesminde, Odense Produktions-Højskole.
Sara holder til i en storby. Hun er hjemløs, misbruger og i stærk opposition til stort set alt. Hun er indkaldt til retten, anklaget for at have overfaldet en gammel veninde. Retssagen bliver imidlertid udsat, fordi vidnet ikke dukker op.Vi følger Sara i den tid, hun er i ”ingenmandsland” – mellem retssagerne. I en drøm genoplever hun sine bedste øjeblikke hos farmor og farfar, langt ude på landet. En pludselig indskydelse får hende til at forsøge at genfinde sin tabte barndom. Trods abstinenser, sult, tørst og kulde lykkes det hende at nå sit mål. Kun for at indse, at intet mere er, som det var engang. Farmor er død, farfar er blevet gammel og svag, og huset, som hun husker som rent, varmt og dejligt, er koldt, rodet og beskidt.Er miraklernes tid forbi?Uddrag af bogen”Endelig, der er den. Den lille vej, der fører ned til farmor og farfars gård. Der er lys i køkkenvinduet. Midt om natten? Så er de måske oppe endnu? Mystisk.”Jamen vi går da i seng tillige med hønsene,” plejer farmor at sige. Og det er megatidligt på denne tid af året.Vejen ned til gården er fuld af huller. Hun snubler flere gange. Benene ryster under hende. Men med en sidste kraftanstrengelse når hun frem til bryggersdøren. Og banker på.Hun ser sig lidt om på gårdspladsen. Tøsneen kan ikke skjule, at det er længe siden, nogen har revet og ordnet her. Visne ukrudtsplanter står og stritter overalt. Sådan plejede her bestemt ikke at se ud. Måske husker hun forkert?”Om forfatterenKaren Kornbech Larsen (født 1956).”Størstedelen af det, vi siger til hinanden er nonverbalt. Men i skriftsproget er der kun ordene. Jeg holder meget af sprogets finurligheder. At give historierne lige præcis det udtryk, jeg gerne vil have. Sproget kan være broen, der forbinder mennesker, eller bommen, der adskiller os.”
Christine Njor rejser i sine unge år til udlandet for at arbejde som speditør. Hun bliver hurtigt hvervet af en efterretningstjeneste, som hun tror er CIA. Hvordan arbejder agenter og efterretningstjenester? Hun rejser til det gamle DDR lige efter murens fald, og hun begiver sig rundt på kanten af våbentransporter til krigen i Jugoslavien. Fortiden indhenter hende mange år senere. Christine tager på en lang rejse gennem Europa og USA for at hjælpe den vestlige verden imod terrortrusler, men hjælper hun nu også? Og hvem er det, hun hjælper? Er Rusland medspiller i kampen mod terror? Er det danske PET for eller imod hende, og hvilke kræfter i Danmark trækker i de internationale tråde? Christine har ikke andet valg end at finde sin gamle agenttræning frem og gå i gang, alt imens hun kæmper med sit selvværd og en stigende angst. Uddrag af bogen "Du er ikke i fare, det er helt almindeligt, at russerne holder øje med dig, for de vil se, hvor troværdig du er, og de har indtil nu ikke set dig i kontakt med Vesten. Derfor har vi lagt ekstra stor vægt på at lære dig skyggeteknik, så du selv kan holde øje og være klar over, hvornår du har følgere med dig”. Christine smilte nu lidt mere afslappet. ”Og så lærer I mig også, hvornår det er jer, som holder øje med mig?” Hold kæft, et netværk, og hvor gjorde de alt kompliceret. Hendes liv havde forandret sig, nu ville hun altid skulle holde øje med alt, tænkte hun. Om forfatteren Christina Eiberg er født i 1969 i Roskilde. Hun er uddannet speditør og har boet og arbejdet ti år i udlandet; USA, Tyskland, Belgien og Frankrig. Hun har debatteret i aviser og radio, og har bidraget med en kronik til STX-studenternes skriftlige afgangseksamen i 2016. Spioner uden grænser er hendes debutroman og er skrevet med inspiration fra hendes år i udlandet.
Mille og Marco har været sammen i sytten år og er nået til en blindgyde i deres forhold. De sidste mange års kriser, hverdagslivet med job, regninger, to små døtre og praktiske gøremål tager al deres tid, og de glemmer sig selv og hinanden. Opgivende og uden håb rejser Marco væk og efterlader Mille tilbage med børnene. Han tager til sin familie i Italien for at reflektere over sit liv, og om de har en fremtid sammen. I mellemtiden står Mille tilbage og må bearbejde de sorger, der følger med deres brud. Via tilbageblik til den sommer i Paris, hvor de indledte et passioneret og lidenskabeligt kærlighedsforhold, genfinder hun sig selv og sine drømme. Men er Marco en del af dem? Måske for evigt er en intens og forførende kærlighedshistorie om store følelser, livets kriser, om at tabe og genfinde sig selv. En kærlighedshistorie, der går lige i hjertet. Uddrag af bogen ”Vi ses på onsdag klokken 18,” han giver mig endnu et kys, smiler, åbner så døren og er i løbet af et splitsekund væk. Jeg selv står stadig der, hvor han efterlod mig og har kun flyttet mig i takt med, at han åbnede døren. Nu presser jeg ryggen tilbage, så den smækker i med et lettere brag. Først nu kan jeg trække vejret ordentlig ind, og jeg tager en højlydt mundfuld indånding. Min krop glider ned langs døren, og jeg lander på numsen med mine ben trukket op under mig. Oh, min gode gud! Hvad i hele hule helvede sker der her? Det her overgår alle mine fantasier. Om forfatteren Malene Ripullone (f. 1970) bor i Nordsjælland med sin mand og deres tre sønner. Hun er forfatter og psykoterapeut, underviser og laver workshops inden for mindfulness, meditation og selvudvikling. Hun har udgivet meditations-cd’en Ro og Balance. Måske for evigt er hendes debutroman.
Den blå cikorie er en anderledes digtsamling, hvor den europæiske højromantiks forening af poesi og religion, kærlighed og passion samles op og gives nyt liv langt hinsides den traditionalistiske stils muligheder. Hverken Schlegel, Shelley, Oehlenschläger eller Schack von Staffeldt kan længere være med, og det dybt sensuelle og smukt erotiske får sin plads. Som i new age-musikken samles moderne erfaringer, også grænsebrydende og provokerende realiteter, op, så de udfolder sig med kraft og skønhed. Her er elegant, tilbagelænet og neddæmpet spleen langt fra tidens trend og postmodernistiske tradition. Her er ingen tankebindende cyklus, her er i stedet en enkel, alfabetisk og fri opbygning med deraf til tider overraskende og uventet kontrapunktiske læseroplevelser. I grøftekantens blå cikorie får poesiens blå blomst sit fortryllede liv tilbage. Som lyriker formår Stig Colbjørn Nielsen at skabe en farverig og nærmest symfonisk oplevelse for læseren, hvor ordenes musik skaber den særegne sfære, der kan sende tanker på langfart. Uddrag af bogen Jeg sanser længsel I den udstrakte arm Min utilstrækkelighed Uventet udstillet En sommerdag Skæbnebestemt Uden plads Mellem før og efter. Kun de blå cikorier Ligger tilbage Ved mine fødder. Om forfatterenStig Colbjørn Nielsen, årgang 1950, er lyriker og romanforfatter, performer og foredragsholder med brændende og levende passion for historie og kultur. Skal der stresses af fra rampelyset, og måske tænkes nye og inspirerende tanker, står forfatteren ved esse og ambolt og gloende jern hjemme i sin egen, gamle landsbysmedje.
Madsen, der bare ønsker at nyde det fredelige liv i sin kolonihave, er en presset mand! Økonomien strammer til, krigsminderne forværrer hans mareridt, kommunen truer med at lukke og flytte kolonihaveforeningen, og nogle af hans venner løber ind i særdeles håndfaste problemer, som i Madsens ører skriger på behændige løsninger. Så da advokat Hammergren tilbyder ham en opgave med at overvåge og beskytte en ung mand, der er med i en motorcykelklub, takker han ja. Arbejdet vil i det mindste rent finansielt kunne holde ham flydende for en stund. Desuden: Den unge mand er trods alt borgmesterens søn, og hvad kan vel være mere uskyldigt end at observere en rockerborg? Velkommen tilbage til kolonihaven – og en ny, lavspændt vestjysk action-krimi. Uddrag af bogen ”Hvad rager det …,” nåede han at skrige, før et nyrehug fik ham til klynke. Han mærkede, hvordan kraftige hænder greb fat i hans sweatshirt, hev ham op og kylede ham gennem luften. Han nåede ikke at tage fra, men stødte direkte ind i væggen og sank sammen. ”Svar pænt, når du bliver spurgt,” kom det fra en anden rocker, der var trådt ind i den lille etværelseslejlighed. Han løftede hovedet og fik en knytnæve lige mellem øjnene. Hovedet bankede tilbage og ramte væggen, og i et sekund blev alting sort. Så vågnede han igen, da lussinger og slag begyndte med at regne ned over ham i en lind strøm. ”Er du Ole Hest? Svar så, din satan.” Om forfatteren Jens Jørgen Hansen er født i Vestjylland nær Varde, er uddannet cand.scient. fra Aarhus Universitet og underviser på Herning Gymnasium. Han har tidligere udgivet en lang række pseudohistoriske bøger, herunder serien om den romerske legionær Marcus. Rockerne i kolonihaven er andet bind i Kolonihave-krimiserien.
Romanen tager sin begyndelse i året 1383, hvor den første Akeleye bliver adlet på Valbygaard som ligger på Stevns. Her følger man Knud Lille af Arnøje, som er væbner hos herremanden, ridder Jakob Olufsen Lunge. Op gennem tiden, i medvind og modvind, følger man slægten og dens efterkommere, som efterhånden bliver spredt til Norge og Sverige. Romanen handler om krig, ulykker og kærlighed og portrætterer en familie med stærke traditioner for at tæmme vilde araberheste til brug i krig og for at fostre selvstændige kvinder, der er i stand til at forsvare sig selv, og som har et stort hjerte for at hjælpe folk i nød. Adelsslægten Akeleye er en fiktiv slægtsroman, som er baseret på forfatterens forskning i hendes egen slægt. Selv om der er tale om fiktion, inddrager forfatteren sin righoldige historiske viden om perioden, som er kendetegnet af stor politisk uro. Uddrag af bogen ”På Hendes Majestæt Dronning Margretes vegne, bekendtgør jeg hermed, at væbner Knud Lille af Arnøje bliver slået til ridder. Fra nu af er du ikke længere væbner, men ridder.” Nu åbnede herremanden en stor læderpose og tog et gyldent bælte og gyldne sporer op. Johanne kunne se, at det var den læderpose, som rytteren Jens havde haft med fra dronningen. Knud fik spændt bæltet om livet og de gyldne sporer om sine støvler. ”Dit våbenskjold er en blå akeleje på hvid og rød bund. Rejs dig!” Knud rejste sig og så sin herre ind i øjnene, da denne rakte ham hånden og sagde tillykke. ”Jeg skal også hilse fra dronningen og ønske tillykke,” sagde ridder Lunge med et smil. Der rungede høje hurraråb i den store sal, da han gav ridder Knud Lille Akeleje og hans hustru Johanne et krus øl hver. Der blev hældt øl op i de resterende krus, så Jep, kammeraterne og stegersdrengen også kunne være med til at skåle. Derefter kiggede ridder Lunge Knud lige ind i øjnene og råbte højt: ”Skååål!” Om forfatteren Elin Akeleye, født i Helsingør i 1941, er oprindeligt uddannet sygehjælper og plejer. Siden hun stoppede på arbejdsmarkedet har hun været aktiv i flere foreninger. Hendes store interesse for slægtsforskning har ført til en slægtsbog om Akeleye-slægten. Efter færdiggørelsen af slægtsbogen besluttede hun at skrive en fiktiv historie baseret på forskningen.
TRO, STRESS OG DEPRESSION udgør en hybrid af en selvbiografi, fagbog og debatbog og er vidnesbyrdet om, hvordan stress og svær depression kan opleves.Bogen er uden entydige svar, men til gengæld indeholdende refleksive spørgsmål. I anliggendet til bogens ofte tabuiserede tematikker er der nemlig ingen letkøbte svar.Den omhandler højaktuelle temaer, som er vedkommende, uanset om læseren blot er nysgerrig, sygdomsramt, pårørende eller fagperson.Afsættet tages i erfaringen med et, på overfladen, perfekt liv og et attraktivt job. Opturen vendes til mistrivsel og deroute med sygemelding gennem flere år. En øjensynlig arbejdsrelateret stress, som udvikledes i negativ retning, blev, sammen med psykisk sygdom ubarmhjertige ledsagere til bunden af livet.Bogen beskriver et fagligt og identitetsmæssigt kollaps, hvordan stress kan opstå, hvad stress bl.a. indebærer, og hvordan hjernen neurobiologisk påvirkes heraf. Der skildres, hvorfor depression ofte ubarmhjertigt ledsager stress. Derudover selvmedicinering, angst og redefinering af tro og værdier.Der udfordres til at se livet og dets skævheder og finurligheder i et bredere perspektiv, og bogen understøtter til nysgerrigt at spejle sig i sine medmennesker.Kapitler er skrevet i samarbejde med sønnen Tobias, forstander for ”Den Sikrede Institution Kompasset” og medlem af Børnerådet, TinaMaria Larsen og med ledende psykolog ved Arbejdsmedicinsk klinik, Aalborg Universitetshospital, Pia Ryom.Uddrag af bogenJeg havde gennem en længere periode balanceret på kanten af de krav og forventninger, som jeg bundforkert havde opstillet i min private jobbeskrivelse. Muligvis var jeg fejlagtigt kommet til at sætte lighedstegn mellem min identitet og det at være en skattet og uundværlig leder og medarbejder.Følelsen var, som om jeg havde mistet mig selv og min inderste kerne og dermed identitet. Fuglenes smukke morgensang var forvandlet til et inferno af skingrende metallisk lyd, der intimiderende og anmassende trængte ind i mit hoved og allerinderste, hvor den forplantede sig til at blive en del af min altomfattende tilstand.Om forfatterenClaus Olsen Søndergaard (f. 1967) er far til tre og gift med Britt. Han er rundet af relationel tilgang til sin næste, der bl.a. har ført til en PD i socialpædagogik, han har arbejdet med ”skæve børn og unge” samt udsatte og sårbare familier.
Den Irske Republik fremstilles i et historisk, socioøkonomisk og kulturelt perspektiv, med en gennemgående reference til Nordirland. Bogen giver en nutidig introduktion til ”Den grønne ø” til støtte for alle, der gerne vil have en forhåndsforståelse af Irland, eller som ønsker at uddybe deres viden om hele øen. Gennem en historisk profil beskrives Irland før og under kolonitiden over kampen for selvstændighed og delingen af øen frem til republikkens fuldgyldige og aktive medlemskab af EU. Undervejs fremlægges detaljer fra den fælles forhistorie med de danske vikinger, ligesom vi hører om kolonitidens undertrykkelse, kirkens indflydelse, udvandringen, kvindernes forhold og kampen for selvstændighed og identitet. Aktuelt præsenteres den unge irske republik under indtryk af succeshistorien om ”den keltiske tiger”, som var den fænomenale økonomiske optur omkring årtusindeskiftet. Irland under huden blotlægger den irske litteraturs afspejling af ”folkesjælen” – det vil sige det, der konstituerer selve ”irskheden”. Kulturelt overrasker landet ved sin mangfoldighed og sine affiniteter til Danmark. Uddrag af bogen Med hensyn til Irlands udvikling som selvstændig nation var medlemskabet af FN, OECD og EU af stor betydning for landets selvbillede og fremgang. Irland har igennem anden halvdel af 1900-tallet haft den udfordring, at landet skulle indhente det forsømte, opbygge sine institutioner og bestræbe sig på at opnå nogle af de samme sociale og politiske landvindinger som Danmark og de øvrige nordatlantiske lande – befolkninger, som irerne måske umiddelbart føler en særlig tilknytning til, ikke blot rent geografisk. Som nævnt havde ’den keltiske tiger’ også stor betydning for landets udvikling og fremdrift, og skønt krisen i 2008 og årene derefter havde mange uheldige konsekvenser for Irland i form af bl.a. skattestigninger, og hvor landet måtte bede EU og IMF om et nødlån på 85 mia. euro, skønner Irlands ambassadør i Danmark, Cliona Manahan, at Irland alligevel er kommet styrket ud af krisen. Om forfatterne Flemming André Philip Ravn. Lektor i engelsk, fransk og psykologi ved Solrød Gymnasium. Dobbelt cand.mag. (herunder i engelsk) samt M.A. i Middle East Studies. Medforfatter til lærebogen Psykologi – fra celle til selfie (sammen med Troels Wolf). Anmelder af faglitteratur, undervisningsbøger og kulturbegivenheder. EMU-redaktør for fransk og italiensk. Stifter og redaktør af Tidsskriftet Epsilon. Jørgen Refshauge. Født i Sønderjylland i 1950. Oprindeligt kontoruddannet og senere cand.mag. i engelsk og dansk. Underviste i gymnasieskolen 1980-2012. Har oversat diverse faglitteratur fra engelsk til dansk og omvendt, herunder Imago terapi af Harville Hendrix. Har ligeledes oversat et par romaner. Anmelder af bøger og kulturbegivenheder i Tidsskriftet Epsilon.
Svær depression er en alvorlig sygdom. Her fortælles der om, hvordan et ganske almindeligt velfungerende menneske med et på alle måder godt liv, en god familie, et meningsfyldt arbejde og gode sociale relationer pludselig kan blive ramt af en alvorlig depression. Der berettes om livet før og efter depression. Den svære tid under depression er åbenhjertigt og detaljeret beskrevet, og det fortælles, hvordan en depression opleves af den ramte og dennes familie. På samme måde berettes der om, hvordan det har været muligt at komme igennem en depression og endda komme styrket ud af den. Der fortælles om troen på, at en depression går over, om hvordan der er arbejdet med forebyggende foranstaltninger og troen på, at en ny depression kan undgås. Uddrag af bogen Den anden dag, jeg var indlagt på sygehuset, ringede min far, som på det tidspunkt var 81 år, og han sagde til mig, at jeg skulle stole på, at det går over. Depression er en grim sygdom, men den kan helbredes. Det var de ord, som betød allermest for mig, mens jeg var syg. Overlægen på sygehuset talte med mig om forskellige muligheder for at få bugt med depressionen. En af mulighederne, hun nævnte, var elektrochok. Det lød for mig som noget voldsomt og helt forfærdeligt. I Ken Keseys roman Gøgereden anvendes betegnelsen chokbiksen som slang for ECT-maskinen, Elektro Chok Terapi. Et apparat, som kan siges at gøre både sovepillens, den elektriske stols og træhestens arbejde på én gang. Om forfatteren Hans Christian Møller Christensen (f. 1948) har rod i landbruget. Han har haft ansvarsfulde stillinger i landbrugets følgeindustri. Samtidig har han deltaget i den offentlige debat, herunder om landbrugets betydning i samfundsøkonomien. Han værdsætter familielivet, som for ham har stor betydning for stabiliteten i et godt samfund.
Skriveguiden er en motiverende opslags- og guidebog med konkrete råd og øvelser. Et større skriveprojekt kan virke kaotisk og uoverskueligt, så denne bog giver strukturen og praktiske værktøjer til at realisere forfatterdrømmen. At skrive beror på erfaring: sproglig, litterær, skriveteknisk. Derfor lægger bogen op til, at du konstant skal gøre dig erfaringer, at du nedskriver dem, så de ikke bare glemmes, og du i værste fald ikke lærer af dine fejl. Eller dine genistreger. Bogen lægger op til aktiv læsning. At du noterer og skriver løbende – også i selve bogen. Der er rig mulighed for at danne erfaringer ved at afprøve værktøjer i praksis. Skriveguiden coacher dig gennem processen: en teksts tilblivelse. Fra at finde ud af hvorfor man skriver, hvad man vil skrive og til hvem. Den guider gennem ideudvikling og planlægning, videre til skrivningen, og hvad man gør, når tekstens sidste punktum er sat. Uddrag af bogenSkriveguiden er min hjemmelavede opskriftsbog om forfatterskab – fra forfatterspire til forfatterspire. Altså hvordan jeg som forfatterspire skabte skønlitterære manuskripter. Noget, jeg har bedrevet, siden jeg var 17 år. Bogen er en invitation til dig om at følge med i processen, til at udvikle dit eget projekt undervejs og finde din personlige skrivemåde ved at vælge til eller fra af metoderne. Der er formentlig forfattere, der arbejder helt anderledes som forfatterspirer end mig. Her må du forholde dig kritisk, afprøve og benytte det, der fungerer for dig. Alt forandres med tiden – også skrivemetoder. Når det basale er på plads, er der plads til eksperimenter. Efter hvert kapitel er der et summa summarum af kapitlet. Der er en liste over, hvad kapitlet har omhandlet, og hvad jeg råder dig til. Efter hver opsummering er der plads til egne notater. Om forfatteren Anna Lorenzen (f. 1990) bor på Djursland. Skriveguiden er hendes hjemmelavede opskriftsbog om skrivning. Hun har skrevet siden, hun var 17 år. Nu er hun udgivet forfatter og vil gerne motivere andre forfatterspirer, støtte dem med en guide.
Velkommen til et univers af vrøvlevers og remser, som er befolket af mærkværdige skabninger. Mød blandt andet Tante Fjante, Tissemyren Hannibal, Duen Badulje og Sabeltigeren Overmod og find ud af, om det lykkes Kong Gulerod at blive orange, og om Hængemulen Hæklepind kan holde masken.Uddrag af bogenDer, hvor sommerfuglene er,det er i skønt vejr.Medens solen den skinner,sommerfuglene hurtigt vinder.De vinder hinandens rekorderi skønhed og dans i horder.Om forfatterenJohnny Svejgaard Rasmussen udtrykker sig på mange forskellige måder. Han kan lide at fotografere, lege med ord og er også glad for sang og musik. Tante Fjante er hans debutbog.
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.