Bøger udgivet af Forlaget Palomar

Accabadora – dødsenglen fra Soreni I Soreni på Sardinien har tzia Bonaria Urrai, landsbyens gamle syerske, i snart mange måneder ligget på sit yderste, ”fanget i sig selv, som ophængt i en ståltråd så tynd at man ikke kunne se den, men så stærk at den ikke knækkede.” Den unge kvinde Maria, der som 6-årig er blevet adopteret af Bonaria, passer hende, men er desperat over at være vidne til de lidelser hun gennemgår, og føler sig mere og mere fristet til at gøre noget for at bringe det til en afslutning. For skønt man står på tærsklen til en ny tid, er gamle sardiske traditioner med rod i det arkaiske bondesamfund endnu nærværende, og dødsenglen, accabadora, ’hende der afslutter’, betragtes med respekt som en kærlig og barmhjertig person.

Juli 1995. I Jugoslavien raser borgerkrigen, og tingene spidser til. De serbisk-bosniske styrker under general Ratko Mladic har omringet enklaven Srebrenica i Bosnien-Hercegovina hvor omkring 40.000 overvejende muslimske civile opholder sig i en såkaldt sikker zone under FN's beskyttelse. Men de hollandske FN-styrker får ikke luftstøtte da de serbisk-bosniske styrker begynder at beskyde enklaven. Oversat af: Lorens Juul Madsen

”Man bliver aldrig gammel på én nat. Der er et bestemt øjeblik i livet hvor det går op for én at det er sket. Man føler en vished, og det er ikke antallet af år det drejer sig om. Det sker når man holder op med at se fremad og tager sig selv i at se sig tilbage. Man gransker nøje tiden der er gået. Bagude ligger det hele fra dengang, dine eneste venner, minderne og illusionen om at intet no­gensinde slutter rigtigt.” *** Romanen foregår i 1960’erne i en lille landsby nær Chioggia syd for Venedig med et landbrugssamfund og en barndom der på trods af den relativt korte tidsafstand virker fundamentalt anderledes end i dag. Ud over at være en roman om overgangen fra barn til voksen leder de næsten filmiske beskrivelser af landskabet, lyset og ikke mindst den vemodige tone uvægerligt tanken hen på Thomas Manns Døden i Venedig.

Indlæst af Karen Secher"Ved Stalingrad var der så mange dræbte, at hestene holdt op med at være bange for dem. Normalt bliver de skræmt. En hest vil aldrig træde på et dødt menneske. Vi samlede vores egne døde op, men tyskerne lå spredt ud over det hele. Frosne . Iskroppe . Jeg var chauffør, jeg kørte kasser med ammunition, og jeg kunne høre, hvordan deres kranier knustes under bilens hjul . Deres knogler . Og jeg var lykkelig." ***Da Tyskland i 1941 går over grænsen til Sovjetunionen og bryder ikkeangrebspagten fra 1939, begynder det der i Sovjetunionen benævnes "Den store Fædrelandskrig". Omkring en million russiske kvinder melder sig til Den Røde Hær og ikke blot til traditionelle kvindelige opgaver som at bære sårede væk fra slagmarken og fungere som sygeplejersker. Mange insisterer på at få egentlig militære opgaver, og som piloter, snigskytter og kampvognsførere kæmper de side om side med mændene. Efter krigen bliver de i modsætning til mændene ikke betragtet som helte, men mødt med mistænksomhed og ofte ligefrem foragt. Derfor tier de. Indtil Svetlana Aleksijevitj i 1978 begynder at opsøge dem rundt om på fabrikkerne og i deres hjem og beder dem fortælle deres historie. Krigen har ikke et kvindeligt ansigt består af over 200 kvinders vidnesbyrd, en mangfoldighed af stemmer, der sammen med forfatterens refleksioner danner en helt særegen stil, en slags prosa-drama eller lyrisk dokumentar. Bogen er den første i forfatterens store projekt om at beskrive "Det utopiske menneske".