Gør som tusindvis af andre bogelskere
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.Du kan altid afmelde dig igen.
Hun er en hæmningsløs elsker og en ondskabsfuld men morsom betragter af det moderne liv. I en fabulerende lang monolog bevæger fortælleren i Permafrost sig igennem sit livs op- og især nedture. Fra barndommens spirende seksualitet, til sit fuldt udfoldede og grådige forbrug af kvinder i voksentilværelsen som evighedsstudent. I skyggen af den store livsudfoldelse dvæler hun ved selvmordstanker og manisk frygt for sygdom, indrammet af en eksistentiel angst for ikke at passe ind. En dobbelttydig roman, eller som avisen El Pais skrev, ”Baltasar behandler følelser som radioaktivt materiale; det vil sige, som noget der både dræber og gennemlyser os”.Catalanske Eva Baltasar havde 10 digtsamlinger bag sig, da hun i 2018 debuterede med Permafrost. Romanen er noget så sjældent som et portræt af en selvmordstruet kvinde fortalt med stor humor og livsappetit. Romanen har vundet flere priser i Catalonien og Spanien, og er blevet oversat til en lang række sprog. Baltasars baggrund som lyriker fornægter sig ikke i den tætpakkede, billedrige prosa. Permafrost er den første af tre romaner, Baltasar har skrevet, der undersøger kvinders vilkår i forskellige afgørende livssituationer.
'Areopagitica´ er et forsvarsskrift for trykkefrihed og angreb på censur, historisk, aktuelt og generelt. Den specielle titel stammer fra den oldgræske taler Isokrates´ skrift af samme navn, hvori denne plæderede for at moderere det radikale demokrati i Athen ved at genoplive rådet af veletablerede og kyndige borgere, der fra gammel tid havde haft sæde på højen Areopagos. Var Athen i krise på Isokrates´ tid, gjaldt det i ekstrem grad England i 1644, da hele landet lå i borgerkrig på alle fronter, ydre som indre, religiøst, politisk og etnisk, og intolerancen i denne religionskrigenes tidsalder i Europa rasede med bål og brand og censur mod ´de andre´, de anderledes tænkende og troende. Da Miltons eget parti, puritanerne, havde fået magten i det engelske parlament, greb også de til den bogcensur, som de så længe selv havde lidt fra konge- og kirkemagtens side. Da er det, at Milton skrider til et velargumenteret og i samtiden unikt angreb på selve censuren - 50 år før dens ophævelse i England og 200 år førend i Danmark. Et af omfang lille, men i historisk betydning vidtrækkende skrift, der hører hjemme i den tidligste fase af Oplysningen.John Milton, engelsk digter (1608-74), mest berømt for sit store epos ´Paradise Lost´ (1667; da. ´Det tabte paradis, 2008), digtet over Bibelens syndefaldsmyte, hos Milton en allegori om Gud og Satan i kamp om menneskets sjæl, om dets syndighed og anger og mulighed for tilgivelse. Hertil indbød Miltons dramatiske tidsalder med dens krig på sjæl og legeme om såvel den rette tro som den rette styreform: borgerkrigen mellem puritanere og statskirke, parlament og kongemagt og mellem englændere, skotter og irere. Milton tog aktivt del heri, idet han, den lærde puritaner og republikaner, udgav en række skrifter mod konge- og bispemagt, foruden værker om sit folks historie, om opdragelse og retten til skilsmisse. I 1644 trodsede han tillige den af sine egne genindførte censur ved at udsende skriftet ´Areopagitica´, et historisk forsvar for trykkefriheden. Milton endte sine dage som fuldstændig blind, men havde således tidligt og klart set, hvad der var og er den ufravigelige betingelse for et samfund, der bygger på viden og fri udveksling af synspunkter."Giv mig frem for alle andre friheder friheden til at vide, til at ytre mig og til frit at argumentere efter min samvittighed." (Fra ´Areopagitica´).
Efter Anden Verdenskrigs afslutning befandt hele Centraleuropa, og særligt Tyskland, sig i nulvte time, Stunde Null, som tilstanden også betegnes. Intet sted viser dette tomrum sig tydeligere end i litteraturen, for hvad kan man skrive om, når alt ligger i ruiner? Kortprosaforfatterne valgte at beskrive det, som var. De fikserede på denne måde virkeligheden i et røntgenblik og fremviste situationen i hele sin fortvivlende håbløshed; kun sådan kunne et håb få lov til at spire igen.Min blege bror. Tysk kortprosa efter krigen tæller – udover store, anerkendte forfattere som nobelpristageren Heinrich Böll, Ingeborg Bachmann og Arno Schmidt – også mindre kendte forfattere som Elisabeth Langgässer, Hans F. Bender og Luise Rinser. Flere af teksterne indeholder skildringer af hverdagsliv, eller mangel på samme, i en turbulent efterkrigstid, som er farvet af hungersnød, inflation og enorme traumer, psykiske som fysiske. Andre tekster peger mere frem mod kortprosaens videre udvikling og på udviklingen inden for nyere litteratur generelt.
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.