Bøger udgivet af Gladiator

Hybridværket 1,7 tipping point er en montage bestående af forfatterens egne digte, dagbogsblade og erindringsbrokker, readymades om verdens tilstand fra internettet og en dystopisk novelle, der tematiserer menneskets nuværende tilstand: katastrofeafventende.Igennem værkets utallige referencer fra alt fra videnskabelige artikler til twitter-opslag oversvømmes læseren af informationen. I en vekslen mellem det nære og hjemlige i dagbogsnotaterne og det truende apokalyptiske i faktaklip og statistikker skriver Henderson klimakrise, ulighedskrise og flygtningekrise sammen til én og samme problemstilling – og kæmper som menneske, intellektuel og som mor på den ene side med at erkende sin egen og samfundets apati, og på den anden side med at overskride den i det fælles og hudløse ‘vi’.Henderson skriver sig ind i den kritiske tradition, der de seneste år har blomstret med danske forfattere såsom Lars Skinnebach og Theis Ørntoft, men også internationale kunstnere som Ai Wei Wei og økokritikkens teoretiske fader Timothy Morton.

ADRIEN er en roman om at rejse og forelske sig. Det er en kærlighedserklæring til livet, naturen, vejene og til de lokale der modtager de rejsende med gavmildhed – giver et måltid mad, et lift, en varm seng at sove i. Elena møder den sælsomme og smukke Adrien på færgen fra Kreta til Githio, og de påbegynder vandringen gennem Peloponnese sammen.De længste veje tilbyder de smukkeste gaver, skriver Adrien til Elena. Og det er på denne lange rejse, at vi med Elena oplever, hvad det vil sige at drømme, at tro, at forelske sig og sidenhen overleve denne forelskelse.ADRIEN er Helena Thaus debutroman.

Lean Nielsen voksede op på Vesterbro med et anstrengt forhold til sin verdensfjerne, pinsemissionske mor. Faderen forlod tidligt hjemmet. Den trygge base eksisterer ikke og hjemløsheden hersker fra en tidlig alder. I sit 14. til 17. år, som beskrives i den selvbiografiske Ballader om Vold og Ømhed fra, når han at være afsted som landvæsenelev, tjene som skibsdreng på fem forskellige skibe og at blive indsat på to forskellige ungdomshjem. Hvert skib, hver gård, hvert børnehjem stikker han af fra før aftalt tid, for at komme hjem til moren, men det varer ikke længe, før han igen flygter fra hende. Som det fremgår allerede af titlen, tilhører værket balladegenren. Det er ikke lyrisk, men episk båret, vægten ligger på det fortællende. Det ligner mere den tyske balladedigtning, som vi blandt andet kender fra Bertolt Brecht og protestsangeren Wolf Biermannm, end noget dansk. Der er i overenstemmelse med genren en koncentrationen omkring ydre begivenheder og dramatiske handlingsforløb. Desuden er skrivestilen frivol, uden billeddannelse og med med forholdsvis simple sætningskonstruktioner: jeg slog hende, min mor, under brystet og hun / faldt om / og jeg sad helt stiv på stolen og så hende ligge / på gulvet / mens hun jamrede sig mens hun græd og sagde / ”dette fortryder du når jeg ligger med en græstørv / over hovedet” / og jeg sagde ingenting, jeg fortrød var stiv / og min bror sad stiv og tavs over for mig / min lillesøster stod og så ned i gulvet / og jeg kunne ikke sige ”bare du ikke havde slået mig med den brødkniv / i hovedet / bare du ikke havde slået det gjorde så ondt / det gjorde så ondt at mærke at jeg ikke var / velkommen / så ondt at mærke hvor oprevet du var over / at jeg havde rømmet fra stedfar / ... Man kunne nemt forestille sig, hvor meget så ladet en begivenhed som den at slå sin egen mor i gulvet kunne fylde i en roman. Den kunne i sig selv udgøre hele omdrejningspunktet for et værk. Her beskrives selve handlingen, reaktionen, og bevæggrunden på atten linjer, og man føler sig ikke snydt for hverken information eller indlevelse. Som Torben Brostrøm skrev i en anmeldelse i Information i 1976: I en roman ville man forvente analyse af tavsheden, i disse ballader formuleres den som tavshed. Så meget kan Lean Nielsen med sit sprog, og så meget ballade er der altså i stilen. Og det er netop det særlige ved Lean Nielsens digtning.

Schweiziske Dorothee Elmigers roman Indbydelse til vovehalsene er sat i triste omgivelser: et smuldrende kulminedistrikt, hvor der er store revner i jordoverfladen, og alt emmer af forladthed og ødelæggelse. En brand brød for årtier tilbage ud i minegangene under jorden, og branden brænder videre som en slags forbandelse.Vi hører om de få huse, der er blevet stående i det øde land, og om deres beboere. Søstrene Margarete og Fritzi Stein er døtre af chefpolitiinspektør H. Stein og bor oven over politistationen. Deres mor er stukket af, og deres far er som de andre politibetjente: et magtliderligt fjols og lige så lidt villig til at erkende, at hans verden er ved at falde fra hinanden, som han er parat til ændre noget. Eller at besvare søstrenes mange spørgsmål for den sags skyld. De må søge svarene selv. Margarete og Fritzi tager på en ekspedition for at finde en flod, de mener kan forklare dem deres historie. De har en plan om at kalde unge mennesker fra hele verden sammen ved denne flod.Forehavendet i bogen er aktivistisk; det spørger HVORDAN FINDER VI HINANDEN? Indbydelse til vovehalsene er Dorothee Elmigers bud på et skrækindjagende fremtidsscenarie. Den er fra 2010 men er alarmerende aktuel i forhold til situationen i USA og den fattige, vrede, hvide befolkning i sydstaterne, der valgte Donald Trump til præsident, fordi han lovede dem at få en ellers afdød kulmineindustri tilbage på benene igen.Dorothee Elmiger er født i 1985 og Indbydelse til vovehalsene er hendes debutroman. Den blev blandt andet honoreret med Kelag-Prisen ved Ingeborg Bachmann-festivalen samme år, som den udkom. Dorothee Elmiger har ikke tidligere været oversat til dansk.

Marie Bregendahls største bedrift efter En Dødsnat fra 1912, som vi tidligere udgav i Sandalserien, er efter min bedste overbevisning tvillingeromanerne Blandt de Unge og I Fest og Trængsler fra henholdsvis 1919 og 1921. De to små romaner er en del af syv-binds-værket Billeder af Sødalsfolkenes Liv, men kan med fordel læses for sig.Mod slutningen af Blandt de Unge er det som om Else, den ene af de to kvindelige hovedpersoner, den anden er Lise, som vi også kender fra En Dødsnat, kender sin skæbne, som om hun med en egen søvngængeragtig beslutsomhed konsekvent gør noget andet, end det, hun med fornuften ved, er rigtigt … Og da blander også uventet den alvidende fortæller sig og siger med et djævelsk glimt i øjet, at det med Else er en lang, lang Historie. Vorherre maatte vide, hvordan den vil ende. Midtvejs i I Fest og Trængsler flytter Else til Viborg, væk fra landsognet, for at lære at sy, for hun mener stadig, at strammer hun sig rigtig an, bliver det nok godt med hendes udkårne Christian. – Men ved på dette sted at flytte handlingen til Elses kammer i Viborg, flytter Marie Bregendahl samtidig blikket væk fra Sødalsfolkene. I Elses langsomme tilbageskriden gennem selvødelæggelsen opgiver Marie Bregendahl sit skæbneunivers til fordel for det psykologiske portræt. Dramaet selv kommer i fokus, og Else bliver hovedperson i sin egen fortælling.Et psyko-drama af dimensioner, båret af Marie Bregendahls vrede over kvindens stilling. Dertil et stykke kulturhistorie, fra land til by og hvad deraf fulgte: nemlig tilblivelsen af den enkeltes individuelle psyke, som ikke fandtes i agrarsamfundet.

Kristian Leth er over det hele. Som radiomand, musiker, filosof, samfundsdebattør – og digter. Han er helt sin egen, både i sin tilgang til stoffet, som radiomand med sine montager, i det nys udkomne dobbeltskrift Historien om det hele som sparringspartner til DNA-forsker Eske Villerslev, og i sit meget brede interessefelt, som spænder lige fra norsk black metal via kristendom i den selvplagede puritanisme, som den kommer til udtryk i kroppens spægelse i vor tids helligdom, de hellige almindelige motionscentre og okkultisme på Haiti. – Og så er det jo alligevel en linje i det: det immaterielle. Hans band hedder betegnende nok The William Blakes. Også som digter er Kristian Leth sin egen. Fra debuten, den næsten spæde minimalistiske Land i 2002 til Besværet 2008 og Før og efter videnskab 2014. Der er en særlig snusfornuft over hans strofer, eller bedre: der er en insisteren på, at samtalen om hvad-som-helst vil kunne finde sted. Også om alt det, vi ikke forstår.Vinden ind ad døren er Kristian Leth hidtil mest ambitiøse værk. – Man mærker, at noget er sket i mandens liv, som grundlæggende har forandret det. Digtene er blevet længere og mere voluminøse. Der er tale om et stykke arkæologisk gravearbejde. I jorden, i kroppen og i erindringen. Naturen er til stede, men kun som rekvisit, det er i kulturlagene, digteren gør sine fund. – Og i blodet, helt bogstavligt, i det blod, der flyder gennem digterens årer, men som også i nogle mareridtsagtige passager flyder over og ud i landskabet, og som han kan gå der og soppe rundt i. På samme måde, når det gælder erindringen, er grænserne flydende. En erindring fra barndommen, hvor jeg’et er meget syg, og hvor der bliver bedt for ham, synes mindre at pege tilbage på en personlig eller privar erindring end til en fælles urscene. Vinden ind ad døren minder mig visse steder om den irske digter Seamus Heaney, på en gang højstemt og konkret, universel og forankret i det lokale, Vejle Fjord etc. – Som bosiddende i New York er Leth mere provinsiel end nogen sinde. Men det er der en pointe i. Som det hedder i Historien om det hele er det åndelige liv lokal forankret. Han har hørt guderne le. – Hos Edith Södergran: Menneskene ved ej meget om sig selv, de tror, de er lige saa fattige som de viser sig i Livet, de ved ej, at Guderne bor i deres Bryst ugenkendte. Guderne ler, deres er Livet. De kører i Vogne, med glødende forspand etc – Og hos Kristian Leth: Omkring Vejle Fjord ligger sollyset over alting som en håndspålæggelse en velsignelse, et helligt ord etc Alt lader sig forstå – selv det, vi ikke forstår. For så forstår vi i alt fald dét. Og at vi må stramme os an for at være med. Tilværelsens store spørgsmål.

Den svære toer. Uha, man ryster i bukserne bare ved tanken! Men hvad gør Jacob Skyggebjerg? Efter succesen med den autobiografiske Vor tids helt fra 2013? Han griner. Han er frygtløs. Han skriver en kollektivroman om syv kvinder. Syv kvindelige forfattere på skriveophold på en højskole i den fiktive midtjyske provinsby Vikøbing i påskeugen, hvor de arbejder på deres nye værker og hver aften læser de ting, de skriver, op for hinanden. Men frem for skrivning, er det mere madlavning i køkkenet, kaffe og afslapning på terrassen, der trækker. Og diskussioner. Og diskuteret bliver der. De syv forfattere kommer fra hvert deres hjørne i det danske samfund, og med sig bringer de hver deres opfattelse af verden, hvert deres levede liv og historie, som de inderligt beretter om og debatterer med hinanden. En undersøgelse af samfundet, og de mennesker, der befolker det. På godt og ondt, og dermed en hyldest til de mennesker. Det kan man sgu da kalde et koncept.Jacob Skyggebjerg imiterer gennem kvinderne ubesværet en vifte af litterære genrer. En skriver for eksempel science fiction, en anden skriver på en børnebog, og en tredje på en erotisk krimi. Karaktererne fuldendes gennem deres respektive litterære stemmer. Hver med sine særheder og mangler, hver med sin charme.Væk er forfatterens jeg-fortæller, korsfæstet af karaktererne, for i Hvad mener du med vi, er scenen deres. Skyggebjerg er således blot en flue på væggen, men ikke en hvilken som helst flue, det er – som i Vor tids helt – en minutiøst registrerende en af slagsen. Man fatter ikke, den i en sådan grad kan gå ind i og være hver enkelt karakter; en fuldstændig identifikation. Jalousi, bagtalelse. Dyb smerte og sorg. Skyggebjerg tør tage fat, hvor det gør allermest ondt. Men ikke for at dyrke smerten, tværtimod: Han er ikke vulgær, men nærmere renfærdig – og med en vanvittig appetit på livet, som er så smittende. Og en humor, der kan give selv den tristeste undertøjsblonde en forsonende tone. Hvis Vor tids helt var hovedret, hvor der som råvarer i rigt mål doseredes af hovedstolen, af provinshul og stofkultur, er Hvad mener du med vi desserten, sukkersød og cremet, en kæmpedessert på lige over 300 sider. Hvis Vor tids helt stank af mand og sure sokker, dufter Hvad mener du med vi af kvinder. Først og sidst: Kvinder. Man kommer til at tænke på værker af folk som Kirsten Thorup og Dorrit Willumsen. Hvis man endelig skal sammenligne med nogen. Tove Ditlevsen.

Gladiators Sandalserie er klassikere på kanten. Dansk litteratur fra oldtiden til i dag. Principielt set. Det vil sige den litteratur, der udvider undersøgelserne af hjernens geografi. Som rapporterer om nye opdagelser, andre erfaringer. Og som i en vis forstand har gjort arbejdet før os, flyttet grænserne for det normale, så vi ikke behøver at kæntre. Hundrede postkort fra helvede er den første udgivelse i Gladiators Sandalserie. Nummer to i serien er Hinsides af Helga Johansen.

Hotellet er en sekterisk dannelsesroman. Hotellet er en gyser. En ung kvinde får ansættelse på et badehotel udenfor sæsonen. Det vil sige i en tid uden gæster, hvor hun sammen med en anden ung kvinde skal gøre rent på værelserne og i stuerne. Arbejdet ledes af den strenge, noget ældre indehaver kaldet fruen, der insisterer på at danne de to kvinder i sit eget billede. De tre karakterer kredser om hinanden, frastødes og tiltrækkes i drømmende tableauer, hvor hovedpersonen hvirvles længere og længere ind i sine egne mareridt. Som sådan er Hotellet en udviklingshistorie om blandt andet angst og om at gennemleve denne angst og komme ud på den anden side. – Og uden at røbe for meget, må og skal der et mord til for at en forløsning bliver mulig. ”Du er et skrøbeligt, kærlighedshungrende pige­barn.” Mia Dalls Hotellet er anden selvstændige del af en planlagt trilogi, hvor hendes roman Frank fra 2021 (som Jyllands Posten kaldte ”veloplagt tænkt og sikkert skrevet”) udgør første del.

Sites for MythsA pilgrimage by Sofie Amalie Klougart Kan et specifikt sted være en katalysator for specifikke følelser og erkendelser? Bogen Sites for Myths undersøger i tekst og billeder landområder i Israel og Palæstina, der for millioner af mennesker kendes som Det Hellige Land. Ved at blande visuel kunst og dokumentariske fotografi undersøger Sofie Amalie Klougart de myter og drømme, der knytter sig til dette særlige hjørne af verden.Sites for Myths tager beskueren med på en pilgrimsrejse til sagnomspundne lokationer, hvor stedernes overvældende historie om storhed og fald, tab og besættelse danner en oplagt grobund for mytedannelse. Klougart er fascineret af hvordan stedet præger de israelere og palæstinensere, der lever i et hårdt ramt konfliktområde, men også hvordan stedet sætter sit præg på dem, der valfarter dertil i tusindvis som religiøse turister, der i stort omfang bliver syge og desillusioneret af deres besøg.Citat fra omtale i Magasinet Fotografi, juli 2023: “Fotografen og forfatteren Sofie Amalie Klougarts sidste bog er en fotografisk pilgrimsfærd til Jerusalem og den hellige bys omgivende landskaber, men det er forholdet mellem virkelighed og forestilling, som gør denne udgivelse mest interessant. Klougart minder os om, at de mest tankevækkende fotografier sporer en brydningsflade mellem forskellige virkelighedsniveauer. Dette kan komme til udtryk i de store linjer som et billede hvor to ensomme vandrere bevæger sig i dette mytiske langskab eller i den psykedeliske epilog, hvor det samme landskab gennemlyses af forskellige farvespektre som for at fremkalde det fra forskellige perspektiver for at fravriste dets hemmeligheder. Men friktionen mellem realiteterne er mere akut i detaljerne, hvor menneskelig erfaring synes at akkumuleres i noget konkret, som i stakken af tornekranser, ligesom den Jesus havde på hovedet, da han skulle korsfæstes. Mangfoldiggørelsen af den messianske lidelse bliver her en kommercialiseret hat eller turisteffekt, som tapper det mytiske sted for dets spirituelle kraft. 
Eller i billedet af en væg, hvor korset er mangfoldiggjort. Først som en stor forenklet men umiskendelig form, men så træder der et mylder af mindre kors frem, som er mere utydelige. Forholdet mellem korsene skaber en dybde i korset som symbol men også menneskelig og historisk dybde for gentagelsen kan også minde om noget, man gør i kedsomhed eller måske som en fange i en celle. I stedet for at tegne streger, tegner man kors. Det kommercielle og det trivielle lades op af menneskelige erfaringer, man ikke kan gøre til en varer eller få overfladiske oplevelser af. Sådan bliver Klougart en hellighedens arkæolog i denne bog, hvor fotografiet er spaden som graver sig ned under den samtidige visuelle kulturs overfladefokus.”Sofie Amalie Klougart (f. 1987) arbejder med tekst, lyd og kamerabaseret kunst. Hun bor i København og på Møn. Klougart er uddannet fotojournalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 2013 og har siden arbejdet som fotoredaktør, underviser og med egne kunstneriske projekter. Klougart har udstillet på Museet for Samtidskunst, Fotografisk Center, Nationalmuseet i Oslo og National Nordic Museum i Seattle bl.a.

Hvem former et menneske, og hvad skal det stille op med sig selv? Hvilke kort har du fået, og hvordan kan du spille dem? Er du en kattekilling eller en krokodilleunge?I Man vil så gerne elskes vender Jacob Skyggebjerg tilbage til livet på kanten af samfundet i otte fortællinger om menneskers manglende evne til at nå ind til hinanden. Om identitet og familie. Om behovet for og kravet om, på en eller anden måde at høre til – og måske endda elskes. Drenge, der træder ind i de voksnes rækker og bliver til mænd; spiller med i den forestilling, de bliver tildelt en rolle i. En kvinde, der bliver til en mor, der forsvarer sin unge. En ung mand, der indser, han ikke kan leve i overklassen. En trøstesløs sexdate i en vestjysk landsby, der måske i virkeligheden handler om noget helt andet. Her er satire, suspense og socialrealisme. Arbejdspladsfortælling og kærlighedseventyr. Mennesker, der lever i og uden for mediernes søgelys. Mennesker, der befinder sig et uventet sted i livet. Mennesker, der søger en sandhed, de kan stole på; søger et sted at holde fast.Man vil så gerne elskes er Jacob Skyggebjergs tiende bog, og markerer hans ti års jubilæum som forfatter.

Vi sad engang ved et busstoppestedVi var stået af dérfordi du syntes det var smukt, sådan som stoppestedet var vendt man kunne se fjordendu holdt min håndjeg græd, sådan var det;efterår, måske regnede detMåske oplyste gadelampernes orange lys regnen som faldt Måske var jeg allerede syg dengangMåske har jeg aldrig været så rask

EMILY DICKIONSON - Skrift og Drift er Bente Clods historie om digteren Emily Dickinson, der skrev mindst totusinde digte og endnu flere breve i sit korte liv i USA 1830-1886. Emily Dickinson betragtes ofte som en kryptisk og svært tilgængelig digter, men da hendes allerførste digtsamling udkom, blev den revet væk og genoptrykt i 11 oplag inden et år. I dag betragtes hun som stammoder for senere digtergenerationer. Hendes digte oversat til alle sprog. Wikipedia fortæller om den isolerede gammeljomfru, der gik i hvidt. Bente Clod fortæller om den levende, lidenskabelige kvinde, der skrev skarpt og usentimentalt om liv og død, nederlag, tvivl og fryd.

Det er fredag, den 26. juni 1992, i et bosnisk hjørne af Europa. To fætre fører en ko på græs gennem en landsby, mens verden omkring dem ruster sig til krig.Minut for minut filmer deres barneblik det hele.Og mit hjerte er en lastbil det kan kun være en lastbil det kan kun svede og lugte af lort og benzin fra nu der er trangt og man må ikke sige noget derinde døden kan ikke tåle detElvir Maleškić er født i 1977 i Bosnien og har boet i Danmark siden 1992. Han debuterede i 2021 med digtsamlingen I stød finder jeg læ, hvor han brugte krigens billeder til at skabe et nyt kærlighedssprog. I 2022 udkom hans anden digtsamling Vi væskende brødre, som blev skabt for at vække en død samtale til live - en samtale med en udviklingshæmmet lillebror. Enhver våbenfør dreng er Elvirs take på en antikrigerisk krigsroman. På vers.

Efterslæb er en bog om at komme ud af vante, faste forestillinger om tilværelsen og den fæle skuffelse, der følger oven på livets talrige nederlag; om underklassens armod; om at resignere, forvitre og, på trods af dette, stadig have modet til at sige ja. Det er en bog om ansvar, determination og mangel på samme; om at tage vare på sig selv og andre i en affortryllet, splittet verden.

BreveBreve er vidunderlige. Alle er enige om, at breve er vidunderlige. Der er måske bare ikke så mange af os, der skriver så mange breve mere. Og ikke modtager breve.I forlaget Gladiators Breve I & II er der breve til alle, der har lyst til at læse breve.Brevene er udvalgt af forfatteren Hans Otto Jørgensen og forfatteren og kritikkeren Lillian Munk Rösing har skrevet efterord.Gladiators sandalserie er til for at pege på forfattere, der af den ene eller anden grund er blevet overset, eller på værker af ellers velrenommerede forfatteres mindre kende værker, men sandalserien kan også bruges til at pege på en ellers overset genre og hvad den kan bruges til.Det første brev er fra Steen Steensen Blicher i præstegården i Randlev til B.S. Ingemann i 1817, det sidste fra Lean Nielsen i digtform i en hospitalsseng tæt på døden til Henning Mortensen i 1999. Indimellem er der breve fra f.eks. Mathilde Fibiger til Meir Aron Goldschmidt, Ingeborg Stuckenberg til Sophus Clausen (den anden vej rundt også) og Tove Ditlevsen til Ester Nagel.Morten Nielsen skriver i et brev i antologien, at brevet for ham ”en Digters Maade at drikke sig fuld paa. Bare snakke. Snakke paa en Skrivemaskine, og la Verden blive rolig omkring sig. » - Det giver god mening. Men for f.eks. Helga Johansen er det nærmest på liv og død, da hun i 1876 purung henvender sig til Georg Brandes for at få et råd om, hvad hun skal gøre med sit liv og sit talent.Amalie Skram bander og svovler og Jørgen Nielsen græder. Lillian Munk Rösing afslutter sit efterskrift med at citere den franske psykoanalytiker Jacques Lacan, som siger ”Et brev når altid frem til sin adressat”. – Og hvad betyder så det? Røssing skriver, at hun er ”tilbøjelig til at forstå det sådan, at den, der læser et brev og føler sig berørt, den, der så at sige lader sig adressere af brevet, er dets adressat, uafhængig af hvem brevet er stilet til.God fornøjelse!!!

Bevæbnet med de tyske statsbaners 9 euro-billet rejser en fattigdomsramt journalist gennem landet for at skrive en artikel om dets kernekraftindustri og dens forestående udfasning. Men efterhånden som projektet overvælder og er nær ved at knuse ham, hengiver han sig til tilfældet og rejsen ind i opløsningen af sig selv. Med dagbogen som ramme fremskrives en frigørelsesfortælling, hvor forestillinger om vigtigt forvitrer for en bagvedliggende sandhed om harmoni som alt levendes mål. En beretning om økonomiske benspænd og de eventyr, de fører en på, og målet om at se det stråle, som ingen ellers lægger mærke til. Mødet med de mennesker, hvis veje tilfældet vil at man skal krydse - og planer, der går i vasken. Et vidnesbyrd om flere historiske begivenheder, nedfældet som de udspiller sig i Tyskland i 2022 - neun euro-billetten og kernekraftudfasningens (tilsyneladende) sidste etape. Men Bestrålet er først og fremmest en fortælling om et skrivende jeg, der kæmper for at formidle sin personlige virkelighed; så rigt et gesamtkunstwerk, som den er - en opfordring til erkendelse af det teater, som hele tiden gavmildt udspiller sig for vore sanser. Som Jacob Skyggebjerg selv formulerer det: “Ingen ramme taler vel så godt som rejsen sammen med romanformen. Vi starter et sted, og slutter et sted - og aner i udgangspunktet ikke, hvad der vil ske undervejs; ej heller kender vi den udvikling, som rejsen vil bidrage vores jeg. Kun ved vi, at hvad end, der vil vise sig, vil det være plausibelt, idet det er et produkt af jegets virkelighed.” Jacob Skyggebjerg debuterede med romanen Vor tids helt(2013), som blev kaldt en af årets vildeste debuter, og blev med den anmelderroste Jealousi(2017) udråbt som en af landets mest intenst velskrivende prosaister. Skriften trækker på store sproglige ressourcer, humor, poesi og en umiskendelig hypersensitivitet og blik for mennesker og verden. Bestrålet er hans syvende roman.

Mikes onkel ligger for døden i Hamburg. Han er forhekset. Af sin ekskone i Senegal. Eller af en af hans samarbejdspartnere. Jürgen importerer hash fra Pakistan og Vestafrika, og unge kvinder. Mike, køkkenhjælperen fra Hotel Randers.Rune dørmanden fra Storegade og deres noget yngre rodløse ven Nis, der er opvokset i Gambia, og ved lidt om woodoo, er de eneste der kan redde ham.Nis medbringer en par kassettebånd med håndmalede covers. Indspillet af hans midaldrende alkoholiske kunstnerven Roy Gould. Roys liv er ved at rinde ud. Det piner ham at opleve Nis spilde sit, og forsøger at guide Nis gennem sine optagelser. Det er desværre ikke gået op for Nis, han kan bare godt lide Roys stemme og hans malerier og tegninger. Han ved dog, at han skal undlade at indhalere Mikes joints med sine lungers fulde kraft, og at han når han vender hjem, skal holde fast i sit job på Randers reb, om ikke andet, så indtil han er blevet dagpengeberettiget.Sammen drager de fire - for Jürgens introverte søn, skal også med, ud på en farefuld og fantastisk rejse, med fly fra Tyskland til Oklahoma, gennem en række stater i en matsort Buick Electra. Mike har amerikansk statsborgerskab og kan skaffe våben oget sejlskib, så de kan sejle til Ziguinchor, hovedbyen i Cassamance og nakke den saten’ten te’ heks.

Om han kan huske, hvordan regnen havde hængt som små glaskugler i hver eneste lille ansats til forgrening i hængebirken midt i februar og på den måde skabte en glasagtig hvælving, man ikke kunne andet end at blive stående under, man kunne ikke, man var afmægtig! Og om han kan huske dengang på brakmarken, hvordan en flok duer havde løftet sig som en flaprende dyne op over os, at han havde sagt så omsorgsfuldt: God lyd for dig af vingeslag?

Tag i selskab med digteren Keith Thomas Lohse ogbilledkunstneren Karl Kolind ud på en fælles rejse ned iundergrunden. Tag med dem helt ud over afgrunden, der hvorundergang er nærværende, derhen hvor håb, fødsel og skønhedligger gemt i myriaderne af mulige nye kombinationer. Hvorskønheden findes i legen med sproget, med ideerne ogkompositionerne.Lithium Picnic er et meget originalt værk, hvor to særegnekunstarter sætter hinanden i stævne og skaber stemninger ogsamspil i spændningsfeltet, der opstår mellem det skrevne ordog det visuelle sprog. Og der er lys i mørket og livsbekræftendekreativitet i verdens første grafiske digtsamling. Rejsen beståraf 32 digte og 32 tegninger. Digtene er nøje udvalgt fra KeithThomas Lohse´s hidtil uudgivede bagkatalog. Tegningerne erskabt af Karl Kolind i perioden januar 2018 til december 2021.

Vilde øjne er en rystende beretning om dårligt arbejdsmiljø og psykisk sammenbrud, en roman om, hvordan romanens hovedperson, Astrid, stykke for stykke brydes ned af en uduelig og stærkt manipulerede ledelse på et plejecenter og om, hvordan hun efterfølgende under en flere måneder lang indlæggelse på psykiatrisk hospital stykke for stykke igen får samling på sig selv.Vilde øjne er noget i denne tids litterære landskab så sjældent som en proletarroman. Astrid befinder sig nederst nede i hierarkiet og arbejder med de svageste i samfundet, de gamle. Og hendes baggrund er proletarisk, i en familie, hvor der ikke tales om tingene, om incest og mobning.Vilde øjne er som sådan Astrids forløsning, idet det usigelige og usagte bliver sagt.

Påske i New York udkom første gang i 1912 og er en mærkelig blanding af den gamle verdens vers og den nye verdens brølende modernitet. I Cendrars’ langdigt kædes Jesu lidelseshistorie sammen med storbyen New York. Digteren forlader fortumlet sin skrivecelle og kaster sig ud i gadens larm og knejpernes fristelser. Digtet er drevet af splittelsen mellem det guddommelige og det jordiske, og underfulde tegn flytter fra myten over i den konkrete hverdag, som den moderne storby New York viser frem på alle hylder. Togene banker omkring, og den vilde folkemængde er i brunstig flok på jagt efter dollars. Digterens New York er et potpourri af bibelske myter og moderne erfaringer.

Peters mor rejste som ung til Spanien og kom her i huset hos den berømte digter Anton Garcia Castillo. Da digteren forgreb sig på den unge danske kvinde, måtte han kortvarigt forlade sin tilværelse i ly af konens store familieformue. Peter forblev det eneste synlige bevis på dette landflygtige intermezzo. Efter digterens død viser det sig, at han har efterladt et manuskript til Peter – den søn han ellers kun havde et perifert forhold til. Peter får overdraget manuskriptet på et dansk advokatkontor med en klar instruks om, at han må gøre med det, hvad han vil. Han forsøger først at holde at det hele ud i strakt arm, også da farens spanske familie begynder at gøre krav på manuskriptet. Men hvad skal han stille op med det efterladte manuskript? Det spørgsmål fylder efterhånden mere og mere, indtil det til sidst gælder hans liv at finde svaret.

Jeg kalder det DEN LILLE FASCISME For jeg er kvindener fangener hustruen er barneter slavinden og jeggir ikke en krone for jeres politiske standpunkter.Bente Clods digt Privatlivets politiske potentiel fra 1976 slutter med fynd og klem. Det indrammer tidsånden ret præcist. Og genkender man lidt af dette tankegods her i nutiden, er det nok, fordi historien har det med at gentage sig selv.Digtet stod trykt i Gyldendals tidsskrift Fælleden (1976–79). Det var et tidskrift for “politisk kultur og kritisk kunst”, som det hed i det første nummers program erklæring. Fronterne var begyndt at fryse til i de år, det var det sprudlende ungdomsoprørs betontunge bagbrandert. Ideologikritik var et af nøgleordene. Kunsten skulle stå i en højere sags tjeneste. “Der hvor de to begreber ( jf. programerklæringen, red.) flyder sammen og bliver til samme sprog, har navnlig vores interesse,” fastslog redaktionen. Alligevel skulle der være “plads til mangt og meget”, men man frabad sig laksko og urkæder. Tidsskriftet endte som et ret iltfattigt foretagende, en klub for de indforståede, og efter bare tre år gik det ind. Nogenlunde samtidig var forfatteren Erik Aalbæk Jensen i gang med sit ottebindsværk om Livet på Øerne. Han gik mindre dogmatisk til værks; han var først og fremmest nysgerrig. Han betragtede efterkrigstidens Danmark fra et andet perspektiv: fra den yderste udkant, landets mange små øsamfund. Allerede dengang var de begyndt at gå i opløsning på grund af fraflytning og modernisering. Hans greb om stoffet er ganske enkelt: Han rejste rundt fra ø til ø og talte med de folk, han mødte på sin vej. Levnedsbeskrivelser, verden af i går. Hans eneste dagsorden var at lytte.Lidt nordvest for Marstal på Ærø, nær landsbyen Ommel sad den da 85-årige Peter Hansen på sin bænk i morgensolen og kiggede over på Halmø, hvor han som landmand havde boet og haft sit udkomme. Nu var den lille ø blevet købt af en udenlandsdansker, der kun dukkede op et par uger om sommeren og ellers overlod driften til en forvalter. Peter Hansen kunne ikke forstå, hvorfor den nye forvalter helt tankeløst pløjede i den gale retning hen over bankerne derovre, så mulden og regnvandet blev skyllet ned i dalen. Og forvalteren burde da også lette plovskæret en kende oppe på ryggen af øen, så det ikke skar så dybt, der hvor muldlaget lå tyndest. Det hele lignede dumt, tilfældigt hastværk, noget, der bare skulle overstås.Vi forsøger at forstå verden. Er det mon for at blive klogere på os selv? Eller er det, fordi vi i sidste ende ikke kan holde ud at tænke på livet som én stor ophobning af tilfældigheder? I hvilken retning vender vi blikket? Mod de store politiske forklaringsmodeller i pagt med tidsånden eller mod plovskæret på Halmø?Der må gemme sig en orden et sted. Som Inger Christensen bemærker i sit essay Tilfældighedens ordnende virkning (1994) : “Vi kunne måske også forestille os tilfældigheden som en diffus energikilde, som alene ved sin tilstedeværelse havde en ordnende virkning … Og forestille os, at vi gennem dette tilfældighedens medløb fik vi et værn mod vores egen overproduktion af orden.”“Mennesket skaber Historien i en forvirret blanding af bevidsthed og blindhed,” skriver hun et andet sted i essaysamlingen, og fortsætter: “At finde på en sandhed der gør tilfældigheden nødvendig/ og forestille sig et tegnsystem der transmitterer blindheden/ kort sagt jeg betragter det som forfatterens opgave/ at beskæftige sig med det umulige, det ufuldkomne, det der ligger udenfor”.Det er et godt sted at starte.

Storebroren har brug for at snakke. Om den hårrejsende bosniske krig i starthalvfemserne og familiens flugt til Danmark. Men lillebroren er udviklingshæmmet og kan ikke være med til at huske. Brødrenes samtale er umulig. Når man læser Vi væskende brødre, er man med til at vække en død samtale til live. En samtale mellem to brødre, der er hinandens væskende slidsår. Elvir Maleškić digter igen personligt, skarpt og ikke mindst: vedkommende.

ZONEN er en åbning, en sørgehandling, en drøm.ZONEN er sci-fi, fabler og ritualer, essayistiske optegnelser og besværgende lyrik. Et kor af tekster, som kredser om de antropocæne og kapitalocæne katastrofer, om artsuddøen, klimakrise, krig og ulighed, om forbindelser, skønhed, tab og trods, og spørgsmålet om, hvordan vi (over)lever i en verden af ødelæggelser.ZONEN er et oprør, en protest, en bøn – en forhandling med (u)mulige fremtider.

Det her er Balkan foregår i Østeuropa, med afstikkere til Sibirien og de østeuropæiske sæsonarbejderes liv i Grækenland. Historien udspiller sig under kommunismen, og efter systemets fald, hvor drømmen om frihed og demokrati overtages af et korrupt mafiastyre. Romanen bygger på en virkelig historie.Vi følger en bulgarsk kvinde, fra hun som barn møder de forældre, hun aldrig har kendt. Senere, i et forsøg på at give sin egen søn et lykkeligere liv, må hun indse, at hun gentager de svigt, hun selv er vokset op med. En fortælling om et tabt paradis og kampen for overlevelse.

ANIMAL er en fortælling om at blive mor, om at vælge at bære et liv, om at overvældes af både menneskets og naturens brutalitet og perversitet, om sorgen over og frygten for at miste en underskøn verden. ANIMAL er en radikaliseringsbog. Et besøg ind i rædslen, sorgen, raseriet, en rejse til dødsriget, et sted i os selv, vi må åbne os for, før vi kan genopstå fulde af kraft, parate til at handle, at kæmpe for dem og det, vi elsker.