Bøger udgivet af Gladiator

ANIMAL er en fortælling om at blive mor, om at vælge at bære et liv, om at overvældes af både menneskets og naturens brutalitet og perversitet,om sorgen over og frygten for at miste en underskøn verden.ANIMAL er en radikaliseringsbog. Et besøg ind i rædslen, sorgen, raseriet,en rejse til dødsriget, et sted i os selv, vi må åbne os for,før vi kan genopstå fulde af kraft,parate til at handle, at kæmpe for dem og det, vi elsker.

Du må ikke være her når du er død, det er klartdu gemmer dig i et skur, et shelter, i køkkenhavenDet hvide er for hvidt i mine øjne, mine tænder slår gnisterDu er ude jeg er inde du står i køkkenhaven jeg har taget kjole på jegrumsterer i stuen i køkkenet i stuen i køkkenet hvilket shelter hvilkenskov jeg tager vaser og fade frem rokerer dem jeg er i køkkenet er du isoveværelset hvor ligger dine ting jeg er under dynen du kommer nærmereberører mit hoved råber dig ud af rummet råber dig ud af opgangen hoveddøren hører du du må ikke være her mere du er død

Forord af Mogens Lykketoft:Denne bog er et dokument om de få i Danmark, der forstod Algeriets frihedskamp og solidariserede sig med opgøret med det franske kolonistyre.Derfor er det en vigtig bog.Danske medier fortalte dengang meget lidt - og alt for lidt sandt – om begivenhederne:Da franske kolonister og fransk militær i maj 1945 myrdede tusindvis af arabiske algeriere, der også krævede deres frihed, druknede nyheden helt i euforien over Danmarks befrielse og Tysklands endelige nederlag. Først mange år senere kom denne frygtelige begivenhed ind som en fodnote til historien.Da den franske kolonimagt blev konfronteret med en væbnet opstand i Algeriet efter 1954, fik vi kun viderebragt små fragmenter om kampen, mens hundredtusindvis af algeriere - mange frihedskæmpere og endnu flere civilister - blev ofre for et uhørt brutalt forsøg på at standse oprøret.Der er to grunde til vores kollektive uvidenhed.Journalister havde ikke adgang til grusomhederne, og derfor blev vi aldrig fuldt informeret om, hvor slemt det var.Men der var også mange, der ikke ville vide noget: Både toneangivende politikere og massemedierne havde under Den Kolde Krig svært ved at se verdens mangfoldige konflikter gennem noget andet prisme end modsætningen mellem det demokratiske Vesten og det sovjetiske imperium i øst. Det var ikke velset at stille spørgsmål til den franske allieredes kolonikrige - hverken da det gik løs i Indokina frem til 1954 eller i Algeriet 1954-62. Det var en mere eller mindre udtalt opfattelse, at dem, vore allierede kæmpede imod, var terrorister med kommunistiske sympatier.Det var først under Vietnam-krigen nogle år senere, at medierne var til stede og kunne rapportere om grusomhederne og de ufatteligt store civile ofre i et fjernt udviklingsland. Det skabte en global protestbevægelse imod vore amerikanske allieredes krigsførelse. Det var først Vietnam-krigen, der fik en hel ungdomsgeneration og rigtigt mange ældre til at gøre op med koldkrigens enøjede verdenssyn. Vi accepterede ikke længere, at modsætningen mellem øst og vest kunne retfærdiggøre en total krig mod en fjendtligsindet civilbefolkning, der ønskede at bestemme over sin egen skæbne.Algeriet havde fortjent samme opmærksomhed. Denne bog bidrager til at erindre om, hvad der skete dengang - og om, at der var nogen, som gik imod strømmen og tidsånden og fortalte den ubekvemme sandhed.

Inderkredsen er et portræt af det vestlige menneske, teknologiens fortsatte erobring, patriarkalske strukturer og intellektualismens fald. Jacob Skyggebjergs hidtil vildeste, mest ambitiøse og sprogligt stimulerende værk. En tragikomisk tour de force, der blæser til kamp med og mod tidens moralske renfærdighed. En moderne Hærværk.Patrick Sørensen Falk har al mulig grund til at være glad: han har for nyligt forsvaret sin ph.d. i litteraturvidenskab – om det erotiske element som katalysator for læserens årvågenhed i senmoderne skønlitteratur – og nu står han på tærsklen til at blive optaget i den magtfulde kritiker Tudses inderkreds. Et selskab af herrer, om hvilket det siges at deres samlede indflydelse er umålelig:Litteraturhistorien skrives ikke af forfattere; den skrives af os – som Tudse snart skal formulere det for ham. Patrick går en tid med storhed i møde.Men der er altid en slange i paradis. På hjemmefronten har ægtefællen Karen travlt med at få sat (begavede) børn i (en tiltagende idiotisk) verden: det seksuelle samkvem er blevet sat i system, og lyst følgelig en latterlig romantisk indbildning.Og over for dette liv, og Karen, står internetpornografien så med sin altid alle steder frit tilgængelige, ubegrænsede palet af perfektionerede fiktioner. Snart er Patrick godt på vej gennem en psykologisk og moralsk deroute, der ikke stopper, før den verden, han har kendt, brænder sammen.Inderkredsen kan kaldes en moderne Hærværk – for den vågne læser er der adskillige referencer – men først og fremmest på grund af den misbrugets uhjælpelighed og blinde, som vi bliver vidner til: denne tåbelighed. Og så selvfølgelig fordi, det er anmelderstanden, der får lov at være marionetter i denne forestilling – og er det ikke også oplagt: at lade den højest forfinede smagssans reagere på det lavest tænkelige skidt – pornoen, og pornoens fortællinger.I Inderkredsen bliver tidens forestillinger om moralsk renfærdighed sat over for den virkelighed, vi også lever i: en teknologisk amokløben tid, hvor fråds og fristelser og egotistisk selviscenesættelse glorificeres som den egentlige frelse. En narcissistisk tid - storhedsvanvid er den nye folkesygdom, fastslår Tudse.En tragedie, nuvel, men også en satire over vor samtid – meget vil være genkendeligt, omend forvrænget i digtningens filtrering.

Josefine Graakjær Nielsens digtsamling Jeg savner dit døde hår er en skriftmontage; stof organiseret i åbne sætninger. Digteren er ikke til stede – er ikke et unikum men en samplende og samlende instans, der skriver en kollektivitet frem gennem brudstykker af samtaler. De forskellige spor rummer fragmenterede bevidsthedsstrømme om byen, familien, den elskede, de intellektuelle og de psykisk udfordrede.Det er en skrift, som konstant begynder, men ikke ender, går i stå, tages op igen, eller kun består af onelinere. En poetisk collage af sætninger, som et folkeligt oprør mod en på overfladen aldrig tøvende, neoliberal identitetsproduktion. Et oprør mod sammenhæng, overflade, ensretning.Jeg savner dit døde hår er Josefine Graakjær Nielsens tredje udgivelse, og indeholder tegninger og grafiske værker af Kaspar Bonnén & Morten Schelde.

Mathilde Fibiger (1830-1872) bliver som kun tyveårig kendt for sin fandenivoldske debutroman Clara Raphael. Tolv breve (1851) der med sine radikale idéer om kvinders frigørelse og åndelige opvågnen starter den famøse Clara Raphael-fejde, der kommer til at få vidtgående konsekvenser for hendes videre liv og forfatterskab. I 1854 udkommer hendes sidste roman, den skandaløse Minona, forfatterskabets absolutte hovedværk.H.C. Andersen sammenligner i et brev til Ingemann Minona med følelsen af at have grebet en stærkt duftende, giftig Vandplante, der opløser sig slimet og ækel! – ikke første eller sidste gang i det attende århundrede, at en kvindes værk bliver sammenlignet med klamme buskvækster; alt i alt en bragende fiasko, nedrakket af samtiden og usynliggjort af eftertiden; hermed ender Fibigers alt for lovende forfatterskab, hun er 24 år.Minona: en vidunderlig bastard af raffinerede kompositoriske greb, psykologisk skarpsindighed, tragedie, horror, mytologi, kuldslået realisme og overspændt romantisk stil: ALT er på spil i denne storstilede komposition, hvor incestuøs søskendekærlighed, uskyldstab, faldne kvinder, fritænkere, lidenskaber, skæbnetro, djævelskab og frelse virtuost forbindes i en skrift der ubønhørligt kværner henimod det, der uundgåeligt må ske.

“det her er selvmedlidenhedens og offerrollens årtiindbildningernes og udskamningernes og fattigdommens og ynkelighedensguldfiskehjernernes guldfiskegurus årtikrænkelsesparathedens perverse årtiundergang, sagde jegskær i migskær mit skæg afmit hår mine øjenvipper og bryndet her er kræftstrålernes dødsårtihjerneskrumpernes cellemembran-ætsnings-årtidroneskud eksplosioner atomkrigens årti”'Så sådan ser det altså ud, når de helt tunge drenge tester deres produkter på forbrugerne'​ er Jacob Skyggebjergs poesidebut. En destillering af en mennesketilværelse på planeten Jorden i dag: Man er en erantis, og man vil ikke andet end bare at være den erantis - men man kan ikke få lov til det; ens fred er hele tiden under angreb.“jeg ser regnen tage til og blive til haglblæsten holder hyttens vinduer åbnedine malerier falder ned fra væggenetræerne blomstreren skypumpe skruer sig op mod himlenvi er på bunden af denhagl, blade, identifikationspapirer”Fra et tilløb til tro på idyl, menneskelig og mellemmenneskelig idyl, bryder man sammen i det ragnarok, som man som menneske befinder sig midt i i dag, og ikke kan vende sig bort fra.“en tutorial til hvordan man udfører et drugrape hello lads!en tutorial til hvordan man driver nogen til selvmord so you wanna be a youtube star?”En malstrøm, man suges ned igennem.“virkeligheden er tegnefilm (boing)virkeligheden er terrorcore (skrig)virkeligheden er sitcom (dåselatter)”Men så: En tilflugt i de rester af et indre liv, som ikke er revet til stumper …

Y/OUR POVERTY er historien om en far der er havnet på starthjælp, mens han er i arbejdsudredning. Bogen er samtidig et billede på fattigdom og velfærdssystemet i Danmark. Fortællingen foldes ud i en personlig og lyrisk dokumentarisme, hvor nøgterne observationer og impressionistiske billeder flettes sammen. I et sprog der har sin egen logik. Noteringer af forløb med kommunen, natlige samtaler med solsorte, Anders And læsning, drømme om trylledrik, indkøbsture i Lidl og penge der igen og igen tælles. Omkranset af meningsløse aktiveringsforløb og uendelige ventetider, hvor blade falder og farvetoner veksler. Der bygges et personligt portræt af faderen og hans måde at overleve. Han er på samme tid sin egen og alle andre, der på den ene eller anden måde er havnet som en lille brik i et uoverskueligt system. Et system med sine egne udgange.Nadia Josefine El Said (f. 1977). Uddannet fra Den Danske Filmskole. Arbejder i et felt mellem tekst, animation, grafik & video. Har været trykt i Hvedekorn, Victor B. Andersen, Slagtryk, Texas Longhorn m.fl. samt udstillet og produceret tekstbaserede projekter. Udgav tekst/billedbogen jeh suiz un alma i 2016 på Forlaget Gladiator.

Man kan kun glæde sig til Øjets Anatomi, skrevet af forfatterspire og bureauejer Tina Frank – en minimalistisk og sanselig fortælling om frygten for ikke længere at kunne se, om at tage vare på sig selv, og om børneparforholdets op- og nedture.En ung kvinde mister langsomt synet, og forsøger desperat at slippe fri fra sin egen krop, sin genetiske disponering og den hverdag, hun er fanget i. Hun opsøger affæren og flugten, reflekterer over sit parforhold og sin ungdom, samtidig med hun forbereder sig på en livsændrende øjenoperation. Med sort humor og præcision går romanen ombord i det fejlfuldente og undersøger synets præmis – samt sin egen lyst til at sprænge det hele itu.Tina Frank er født i 1981. Hun har læst litteraturhistorie på Århus Universitet, har en bachelor i Visuel Kommunikation og har gået på Testrup Højskole. Hun er publiceret i forskellige litterære tidsskrifter som f.eks. Hvedekorn, Øverste Kirurgiske, Slagtryk, Kulturo og Udkant. Er blevet nomineret til Årets Skovhuslyriker og har vundet oplæsningskonkurrencen Z-faktor. Hun bor i et stort rødt hus i Vejen – og bestyrer til dagligt et reklamebureau.

Så tavsheden ikke længere kun er mellemrum i min tale er en særegen poetisk og stærk digtsamling om overgreb – skrevet af forfatteren Casper Havser (f.1993)Eller i forfatterens egne ord: "En tavs digtsamling om at sige nej til livet og give sig selv en identitet, når man som barn er blevet et objekt i en anden mands dagligdag."Digtsamlingen er, foruden at være modig, et mesterstykke i suspense og subtile effekter, som man sjældent ser det i dansk lyrik. Casper Havser er dermed en formbevidst og interessant forfatter fra start.Tavsheden udfoldes og brydes konstant, poesien kort- og farvelægger et univers af hud, kød, planteliv og ikke mindst jagten på vildt. Et klaustrofobisk og nervepirrende rum på alle 221 sider.Digtsamlingen er Casper Havsers debut. Han beskriver skriveprocessen som ”at stå på travbanen og se sine følelser og relationer få hjertestop i det sekund båsene åbnes.”Så tavsheden ikke længere kun er mellemrum i min tale er samtidigt den første udgivelse fra Gladiators selvstændige redaktion Lycius.

Guldet er den forunderlige historie om general Suter, der erobrer det frodige Californien, bliver verdens rigeste mand, men brat og styrtende mister det hele igen. Tempoet er højt! Dampkedler, anløbsbroer, savværker, plantager skyder op. En drøm tager form. Et kontinent fødes. Men knap er Amerikas fødselsskrig døet hen, før et nyt skrig krænger sig op gennem halsen på den halve klodes forbrydere, lykkejægere, eventyrere, svindlere og drømmere: Guld! Der er guld på Suters jord! Dirren, vildelse, hallucination. Guldfeberen hærger. Den lægger alting øde. Suters skæbne er nok tragisk, men i Cendrars’ glubske prosa antager den sansevilde dimensioner, der vrider og flår den hele verden pivåben.Blaise Cendrars (1887-1961). Egl. Frédéric-Louis Sauser. Født i Schweiz, men naturaliseret franskmand. Cendrars er en af bannerførerne for modernismen i fransk litteratur. Hans poesi og romaner er fælles om en voldsom appetit på den moderne verden og det nye århundredes eventyr. Flere af hans værker er oversat til dansk, bl.a. Den transsibiriske prosa (1987), Nitten elastiske digte (2009) og Moravagine (2016

Nedrakket til skrift begynder i det øjeblik Ian bliver ramt af et lyn og ophører med at være hel. Hans organer – hjerte, lever, lunger, nyrer – tager eget liv. Det ender med et himmelsk bryllup mellem Lucy og Ian.De enkelte stykker eller opslag i Nedrakket til skrift er ustabile og på-vej-til-at-blive-til, de knopskyder og tager en ny form og en ny form for undervejs at samle sig til et jeg, der ikke kan nøjes med at være ét jeg men som tager skikkelse snart af den og snart den anden –som f.eks. Indianeren eller Edi eller IAN – og hvordan så også den anden skifter ansigt – som f.eks. Molly, Lucy eller Anastacia.I et samarbejde mellem grafiker Anders Gerning og Hans Otto Jørgensen har de skabt Nedrakket til skrift. Som ikke er digt og ikke fortælling, ikke poesi og ikke prosa. Det er en bastard, et uvæsen. Det grafiske udtryk og teksten holder hinanden til ilden. Hvor hver enkelt side eller opslag er unik.

Af alle steder foregår romanen på en rasteplads i en skov. Der er en kiosk og kioskdame, der er en kvægtransport, hvor en ko er faldet ud og står bundet til et træ, og der er en tot blodigt vat, og en turistbus holder ind, og turisterne strømmer ud og erobrer stedet, og for en tid altså også fortællerens opmærksomhed … og sådan står det på kapitel for kapitel med små bitte forskydninger hele bogen igennem.Erik Thygesen udtrykker i antologien Prosa fra 1970, at Vagn Lundbyes strategi går ud på at flytte balancen fra den alvidende fortæller, skabt og næret af forfatteren, til i virkeligheden en uvidende, fortsat allestedsnærværende fortæller. Den alvidende fortæller erstattes af en lang række observationsposter indenfor det fiktionsrum, hvorfra fortælleren henter sit stof, og som ved den stadige gentagelse, i en seriel opbygning, bliver romanen.Vagn Lundbyes poetik eller metode er klar, enkel og uden svinkeærinder: Himlen er overskyet og kan hvert øjeblik, det skal være, lægge ud med en silende regn, som ingen ende vil tage, en passende kulisse omkring det trøstesløse sceneri, men alligevel ikke i overensstemmelse med de faktiske forhold, eftersom solen stadig skinner fra en skyfri himmel ned over det lille traktørsted, hvor en skare amerikanske turister endnu under megen latter og snakken forsyner sig med lange røde pølser og muntert farvede drikkevarer. Eller står samlet i en rundkreds om dyret der æder løs af græstotter, som flere af de unge mænd i de blomstrede skjorter rækker ud mod gabet af det. Koen mangler fortænderne i overmunden.. Alt er destabiliseret, alt svangert med vold og undergang. Der er i citatet og hele romanen igennem en ophobning af nedværdigende og latrinært beslægtede udtryk. Vi befinder os langt væk fra noget, som på nogen som helst måde er ophøjet, vi befinder os i sumpen, nede, hvor afsondringen finder sted. Sved, lort etc., men også udtryk, som korresponderer med barnet, dvs. med det infantile i beskrivelsen.Vagn Lundbye, 1933-2016, debuterede med novellen En af disse (1964) i tidsskriftet Vindrosen. Senere udkom romanen Signalement (1966). Lundbyes forfatterskab er enormt og udfolder sig inden for mange genrer som blandt andet romaner, digte, børnebøger, rejseberetninger, noveller og faglitteratur. I denne udgave af Roman er der ekstramateriale fra tidsskriftet ta’, Skal træerne væk med illustrationer af Per Kirkeby og fra Lundbyes roman Nico (1969): Wrap your troubles in dreams.

En gruppe tjekkiske digtere kaster sig i frihedsrusen, der blev skabt efter Murens Fald ud i et eksperiment: Et kunstnerisk kollektiv, hvor alle grænser – bevidsthedsmæssige, seksuelle, kunstneriske – forsøges nedbrudt. Da grundlæggeren, Frau Spiegel, anklages af samfundet, tvinges dets medlemmer og følgere til at reflektere over, hvad kollektivet søgte og opnåede i dets korte levetid. Landskabsdigternes Klub handler om, hvad der sker, når vi forsøger at skubbe grænserne for, hvad der er os menneskeligt muligt. I livet. I sproget.Anders Søgaard, der til daglig er professor i kunstig intelligens ved Københavns Universitet, vender tilbage til dansk litteratur efter 15 år.

I Drømmeflygtningen følger man en ung kvindes fald gennem psykiatrien, manden og borgerligheden. For hvor flygter man hen, hvis man ikke er ønsket, ikke passer ind nogen steder? Hvis ens kvaliteter, visioner, talent bliver betragtet som sygelighed? Man flygter ind i drømmene. Der er højere til loftet.Jegfortælleren, jeget, betragter sig selv som en drømmeflygtning, som en ung kvinde på flugt fra virkeligheden. Med hallucinationer, kunstneriske aspirationer, drømme. Revolutionsdrømme, vage drømme om frigørelse, frihed. En anden verden. Men også en opvækst på bunden af samfundet, uden fremtidsudsigter, forudbestemt til ikke at blive til noget, til at skure andres gulve, være ubetydelig, føle sig forkert.Jegets hallucinationer fremstår ligeså virkelige – eller uvirkelige – som hospitalets trøstesløse rum og rutiner.Virkelighed og uvirkelighed glider ind i hinanden i flydende overgange. Det er ét fedt sådan et sted: institutionens grå, dystre, monotone, degraderende, umyndiggørende verden. Hvide rum beboet af halverede, fragmenterede, knuste, amputerede bevidstheder. Silhuetter, skygger. Kroppe, der kortvarigt træder ud af hvidheden og forsvinder igen.Drømmeflygtningen var Lillian Jacobsens debut, som hun udgav i 1978 på forlaget Kvindetryk.Lillian Jacobsen blev født et sted i Jylland i 1945, og gik ud af skolen som femtenårig for at arbejde. Et år senere flyttede hun til hovedstaden, hvor hun tog mellemskoleeksamen på aftenskole-kursus samtidig med at hun arbejdede som rengøringsassistent. Fire år senere, i 1965, efter afbrudt skolegang, sygdom og forskellige jobs som bl.a. servitrice og fabriksarbejder, blev hun indlagt på den lukkede afdeling, knap tyve år gammel.For Jacobsen er sproget ikke et redskab til udtryk for tanken. Eller indtryk af virkeligheden. Sproget i sig selv er virkelighedsskabende, det griber ind, konstruerer, kategoriserer, dømmer, det har destruktiv kraft i de forkerte hænder, en fremmed magt, det siver ind i systemet.Sproget er mændenes, magtens, borgerlighedens, journalernes. Altså må det nedbrydes, destabiliseres, sættes sammen på nye måder. Ingen sætninger, ingen begreber er præcise nok i sig selv – og det er da også det, der kendetegner Jacobsens skrift: en enorm sprog- og selvbevidsthed.

Ole Sarvigs Stenrosen udspiller sig i efterkrigstidens Berlin, udbombet og hærget. Man præsenteres for et omfattende persongalleri, som alle har oplevet krigens begyndelse og slutning. I et langt tilbageblik følger man deres deltagelse i krigen og hvilken betydning krigen har haft på deres liv. Særligt de to karakterer, Endré og Werners oplevelser er i fokus.Alle karakterer lever i efterdønningen af nazismen og den efterfølgende søgen efter et værdigrundlag i skyggen af krigen. For Sarvig lægger vægt på den glæde og det sammenhold, som nazismen gav det tyske folk, fx, Endrés indrullering i Hitler Jugend, men beskriver også nuanceret den efterfølgende sindstilstand, at skulle forholde sig til de valg man har taget i en krigsrus.Krigen er en metamorfose, hvor byer og lande og folk undergår hastig forvandling. Kulturen forvandles. Det er mutation, tilpasning, evolution. Over nat – man kan ikke kende sig selv. I spejlet. I psyken. Man kan ikke kende sinenærmeste. Som de ser ud. Som de opfører sig. Man kan ikke kende sin verden. Som den ser ud. Som den opfører sig. At gå ind på krigen er at gå ind på omvæltningen. Det er det, vi får at se i Stenrosen.Stenrosen er ikke kun fiktion, men også en nuanceret kulturhistorisk skildring, af en særlig problematisk periode i europæisk historie. Der er noget umiskendeligt sci-fi over byen efter krigen. De overvågede, regulerede mennesker. De anonyme soldater. Vopo’erne, gadehøjttalerne på Unter den Linden, der ligner store padehatte på lange stilke og spiller marchmusik og udstikker kommandoer og instrukser til befolkningen. Når meget i Stenrosen kan minde om science fiction eller Pink Floyds The Wall, er det fordi, der er tale om universelle billeder af det totalitære, af totalitarismens vanvid. I Stenrosen er Sarvigs lyriske bevidsthed til stede som en velslebet sproglig bevidsthed. Personerne og stederne bliver fremskrevet med en usædvanlig præcision.Ole Sarvig, 1921-1981. Dansk forfatter. Debuterede med digtsamlingen Grønne digte (1943). Sarvig var mest kendt for sin lyrik, men udkom også med romaner som blandt andet Stenrosen (1955), Den Sovende (1958), og De rejsende. En undergangsroman (1978). Stenrosen er Sarvigs første roman.

Helga Johansen er rabiat. Hun er med som blind passager hele vejen fra Georg Brandes og Det Moderne Gennembrud til århundredeskiftet. Hun var fireogtyve år gammel, da hun i 1876 skrev et fireogtyve sider langt brev til Georg Brandes. I 1898, toogtyve år efter, debuterede hun med tre noveller eller talestykker, hun under pseudonymet Et Fruentimmer, kaldte Rids. Slet og ret. Herefter hovedværket Hinsides i 1900, den lille pamflet Brev til Menneskene i 1903 og enkelte artikler og et stk. dramatik i Kvinden og Samfundet. Romanen Hinsides blev godt modtaget, ja overvældende godt. I pressen og blandt andre forfattere og meninge læsere som kom og bare sagde SHIT.I Opdateret finder du brevet til Georg Brandes, talestykket Passiar, plus et udvalg af artikler og kommentarer i Kvinden og Samfundet og Brev til Menneskene. I brevet til Brandes forsikrer Helga Johansen, at hun ikke henvender sig på grund af ulykkelig kærlighed, at hun slet ikke er i stand til at fremkalde følelser af en sådan art, der er ikke noget hjerte at knuse. Hun har dårligt ben som følge af en ulykke som barn, hun er halt, en krøbling, hvilket, mener hun, definitivt stempler hende som anderledes. Som følge af smerterne har hun oparbejdet et misbrug af opium. Hun forfalsker recepter og er dermed kriminel. Hun arbejder som lærerinde i almueskolen, men har sadistiske fantasier om sine elever og må opgive sit kald. Det er at være udenfor. Sadist, pyroman, opiofag, sindssyg.Men den røde tråd hele vejen igennem er, uden svinkeærinder, opgøret med enhver form for autoritet. Om det er sindssygehospitalet eller andre institutioner, om de har mure eller ej, kobler hun magtens arrogance til det samme ene: manden-som-sådan.Helga Johansen, 1852-1912, dansk forfatter. Debuterede med Rids – tre monologer (1896), dernæst Hinsides (1900) og Brev til Menneskene (1903). I 2013 blev Hinsides genudgivet i Sandalserien på Forlaget Gladiator.

Ulla Ryums Natsangersken er på den ene side en dybt excentrisk kvindelig romankarakter med et vildt følelsesregister, et tumultarisk indre, et falleret og ophøjet liv; og samtidig en strøm af et menneske, en cyklisk struktur, der gennemflyder romanen Natsangersken fra 1963, og måske gør denne bog til et billede, som Ulla Ryum selv har kaldt den, eller måske snarere til en undersøisk filmmontage med skrattende højtalere og kraftige mikrofoner, hvor lyden indimellem går ud, så alt flyder og er uigenkendeligt, for så at begynde igen som tolvtonemusik, Elvis-numre eller fuglekvidder.Natsangersken er en falleret kunstner, eller det vil sige, hun har en drift efter at skabe, men hun dovner, går tilbage i seng, er apatisk, hun kan ikke drive det til mere. Hendes stolthed og levebrød er skulpturerne: Natsangersken lavede kitschede duer eller pigehovedet til gravsteder, tilfældige bekendte fra værtshuset sidder model, venskaber med andre begynder med, at hun ser et potentiale i deres ydre former. Andre mennesker, før hun kender dem har tillid til dem, er objekter, så det er lettere at distancere sig og opretholde indre kontrol.Hun er alene, Natsangersken, skrøbelig og fuld af barnesår og kærlighedssår, men ikke uden relationer til andre, både kulørte og kiksede og ømme og hadske.Ulla Ryums tidlige forfatterskab, der ud over Natsangersken bl.a. er udgjort af bøgerne Spejl fra 1961, Latterfuglen fra 1965 og Jakkelnatten fra 1967, var opsigtvækkende på sin tid. Ryum blev beskrevet som både en ’sibylle’, en surrealist og en mystiker, man opfattede hendes bog som vildt, kryptisk og fremmedartet.

At beskrive en Grete Roulund-roman er som at fortælle andre om en feberdrøm. Alt synes at foregå langsomt, om end der sker en masse, og nok kan man se tingene gå galt, men det er umuligt at forhindre problemerne i at eskalere. Handlinger mister deres mening, mens man indfanges i en nedadgående spiral, hvis slutpunkt man kun kan gisne om.Grete Roulunds bøger beskæftiger sig med sci-fi og horror, genrer der ofte er forbundet med den amerikanske litterære tradition, og det er ganske sigende for de universer hun fremskriver at hun har studeret filmvidenskab, med speciale i Draculafilm. Roulunds øjne var igennem hele hendes forfatterskab stift rettede mod mørke og undergang. Hendes fascination af vold, undergang og lovløshed er ikke ulig den anerkendte amerikanske forfatter Cormac McCarthys sci-fi-og westernromaner, såsom The Road og Blood Meridian.Sådan er det også i romanen Blackhawk. Vi befinder os i en snedækket skov et sted i Canada. Flere eftersøgningsenheder er sendt ud for at finde resterne efter et flystyrt. Vi følger én af enhederne med to rangers; Keagan og Blackhawk. De bor sammen i en lille hytte, hvor de fordriver tiden med ugeblade, kryds og tværs, én bog med noveller og rigeligt med whisky. Kort inde i historien bides Blackhawk af en kanin med rabies og her startes et kapløb med tiden. For sygdommen kræver medicinsk behandling, men vejrforholdene besværliggør kontakten med hovedbasen. Hvorvidt den nødvendige medicin når frem, udgør det første spændingsmoment i bogen, som senere akkompagneres af en fejde med en gruppe indianere i området. Bogen afsluttes makabert og de sidste sider bliver siddende i knoglerne på læseren langt tid efter man har lukket bogen. Roulunds Blackhawk vil vække glæde og gru hos de læsere, der tørster efter en fortælling om vold og overlevelse, i et canadisk vinterwestern landskab.

Et gadekryds mellem ugebladsnovelle og avangardeEdith Rode havde en ballast af dannelse, og herværende J.e.d. opbyder i al sin tilsyneladende uskyld alt, hvad man kan drive ud af en sådan dannelse. Det er avantgardens principper, Edith Rode arbejder med, der er frit valg på alle hylder, men i en folkelig udgave. Det er det, der kommer til udtryk i den mageløse J.e.d.: Jeg elsker dig.– Og brevformen: den naturlige skrifts form, hvis en sådan findes, kendt og brugt af enhver. Altså en familiær form. Hvor afsender og modtager kender hinanden, eller i hvert fald ved, hvor hinanden bor, og således også ved ret præcist, hvad der tales om. Hvilket betyder, at man kan springe lige ud i det. Hvilket igen giver dette overskud. En leg med alle mulige tricks, et festfyrværkeri.Det er kulørt. Man kan synes kærlighedshistorien i J.e.d. er noget søgt, handlingsudviklingen er aldeles triviel, først er han i offensiven, så er hun, men det er præmissen, den må man tage eller lade være, men tager man den, får man til gengæld også alt det andet i tilgift.Et sandt overflødighedshorn af muligheder stillet til rådighed af denne meget dannede stillist.

Tove Meyers digte Skygger paa Jorden udkom 1943. Samlingen er organiseret i to dele, som bærer de megen sigende titler Riget indeni og Skygger paa Jorden. På den ene side det indre liv, på den anden side den ydre verden.Asger Schnack skriver i sit efterskrift: Vi befinder os under Anden Verdenskrig, så skyggerne kan forstås som krigens ufredsskygger. Men hele tiden, når der tales om aktuelle forhold som landflygtighed og krig, er det også indre sjælsfænomener, det handler om. Der er hele tiden en gliden fra verden til verden, sansningerne og de ydre erfaringer står i gæld til den indre smerte, ekstasen eller drømmens mystik – og omvendt.Skyggerne er således ikke først og fremmest krigens skygger, men snarere (jf. titeldigtet) et udtryk for en platonisk opfattelse af tilværelsen, hvor vi lever i en skyggeverden, som slører for den egentlige – åndelige – verden, som vi kan lære at se. En skematisk opdeling af virkeligheden, som er mere teori end erfaring, men som ikke desto mindre gennemtrænger flere af digtene som en splittelse mellem det ideelle og det sansede. Endelig, og det er måske det vigtigste, optræder skyggen som digterjegets personlige skygge, som et billede på en indre, udspaltet ’mørk’ side af sindet, der forfølger det lyse jeg.Tove Meyer udgav i alt seks digtsamlinger, fra debuten Guds Palet 1935 til Brudlinjer 1967. Hele hendes forfatterskab er, som Asger Schnack skriver, kendetegnet ved en bevægende fragt af følelse, der indeholder smerte, iblandet en skær lykkefølelse. Den grundlæggende oplevelse er mystisk, og hvor digtene samler sig til klarsyn, er de udtryk for en surrealistisk betonet indsigt i livets helhed, dets bagvedliggende rum, hvor et højere identitetstab kan opnås, en gåen op i universet, men ikke ligetil eller gratis.Mærkeligt, det altid er Schade og Gustaf Munch Petersen, vi skal læse. Tove Meyer fortjener bedre. Hun skriver – i Skygger paa Jorden: Højt over vort Hoved gaar Solen men under os Skyggernes Hær tegner onde Karrikaturer af denne vor jordiske Færdog videre Som sorte Flammer de slikker langs Klodens buede Hvælv fortærer alt hvad de støder paa – fortærer til sidst os selv.

Alcatraz er en kunstnerkoloni, et kulturelt fristed i Umbriens bjerge i Italien, hvor Luca Engberg Talamonas far bor. Man får straks associationer til den berygtede fængselsø ud for San Fransisco. Fængslet er vel at mærke et af de mest sikrede, hvor bl.a. Al Capone sad, og i bogen er det også sikkert fra begyndelsen, at faren ikke undslipper kræft-døden.Digtene handler om den kræftsyge far, en verdensmand, tidligere medarbejder på såvel Det Italienske Kulturinstitut i København som på Den Italienske Ambassade i Tel Aviv.Han har venner over det meste af verden og er stor i slaget til det sidste. Sønnen er på besøg, naboerne forstyrrer, alt imens faren fremviser en enorm optimisme og stædighed i en stræben efter at forlænge livet gennem film, litteratur, samvær og teknologi.Digtene handler også om et kulturmøde: det ekspressive italienske (faren og hans familie) overfor det nedtonede danske (sønnen og hans mor). Det er frem for alt i det møde og i absurditeten, at digtene henter deres energi. Humoren, der udspringer af de absurde situationer, er hele tiden tilstede, særlig i kraft af en påtrængende ældre nabo.Man kan ikke lade være med at tænke på den amerikanske beat-digtning, især Allen Ginsbergs dødsdigt til sin mor Kaddish til Naomi. Alt kommer med i Luca Engberg Talamonas vildtvoksende digtning, lugten af død, anekdoter, erindringer fra farens barndom og farens livslange fascination af film. Til det sidste levede drømmen om at vise film for et publikum i Alcatraz, som han havde gjort det på Det Italienske Kulturinstitut.Alt fastholdes og styres af farens dødssyge tilstand.En kæmpedebut. Ovenpå Lea Løppenthins Nervernes adresse fra 2014 og Andreas Pedersens Fryden fra 2016. Lyrikken har det rigtig godt.

Hvilket navn er du? Hvilket ord er hen? Hvilken stol er han? Sådan spørges der igennem "jeh suiz un alma".Det handler om at være. Navn, køn, nationalitet, sprog. Eller et (manglende) ord. Nada nunca nadie. Om at blive til. En sjæl, et æble eller bogstavet a på et falmet fotografi. Om træer der tilpasser sig skoven, eller falder langs jorden.Man kan kalde det et langdigt, en roman eller en organisme af tekst i billedform. Først og fremmest er det en bog.Særligt er det en manøvre udi sprogets komplekse natur. Det bryder, lægger sig over siderne, danner figurer. Ord går i stykker, sættes sammen og ordnes. De kopieres, monteres og væves sammen. Et plagieret garn, en mørk pornografi. Men ordene er konkrete. Det hvide er vidt, og håret gror som sorte tråde i afløbet."jeh suiz un alma" er en del af Schadeserien, en serie af håndlavede kunstbøger udarbejdet i samarbejde mellem forlaget Gladiator og Krabbesholm Højskole. Det visuelle og tekstlige udtryk er skabt i samarbejde med elever fra Krabbesholms grafisk linie.Nadia Josefine El Said (f. 1977) (Alma Josefina El Said)Nadia Josefine El Said kalder sig selv ordgrafiker og tekstbehandlingsmaskine. Tekstarbejdet befinder sig både i en traditionel litteratursammenhæng samt et billedkunstnerisk rum.Udover skrivning, benytter hun sig af teknikker som transkribering og cut-up/collage. Sproget er primært dansk, med elementer af svensk, engelsk, finsk, arabisk.Uddannet fra Den Danske Filmskole som animationsinstruktør 2002. Har arbejdet med animation, illustration og grafik, samt kunst- og tekstprojekter. Hun har haft tekster i Hvedekorn, Slagtryk, Texas Longhorn, samt udstillet visuelle tekstværker på bl.a. Charlottenborg og Bornholms Kunstmuseum."jeh suiz un alma" er det første bogobjekt, Nadia Josefine El Said har faciliteret.

Dan Turèll (1946-93) var ikke-europæisk ikke-skandinavisk, men en klon af USA. Han var den første i DK til at praktisere beat, dvs. lade sin digtning hente energi fra og styre af den her puls, som kommer fra bluesmusik. Og han er den første, der ved at søge mod vest tværs over Amerika og videre over Stillehavet, ikke gennem dyb tysk tænkning og Schopenhauer, kommer i berøring med zenbuddhismen. Og hvis beaten kommer til at udgøre det første ben i hans digtning dér omkring 1970, udgør zen det andet. Endelig det tredje ben: hallucinogener og stofkultur … som Turèll fyrer op under i de år … i alle mulige subudgivelser, med titler som Changes of Light og Occult Confessions … kulminerende med BEVÆGELSER, FORMÅLSLØST CIRKLENDE i 1971.Turèll praktiserer skrift. Uden den Villy Sørensen’ske lutring – som har redet dansk litteratur som en mare, fra eksistentialismens dage og hele vejen op og ud i gymnasier og almindelige læsere – uden forestillingen om, at det private skal lutres i et eller andet dyb, vi har i os, for at blive alment og forståeligt og frem for alt dybt nok til, at vi kan tage det alvorligt. – Turèll hamrer løs på skrivemaskinen, skriften strømmer og – har man fornemmelsen af – ryger direkte i trykken. I stedet for lutring sætter han alt ind på stilen, og det er så den alene, i dens umiddelbarhed, som så umiskendelig er Turèll, der sætter sig hos læseren.

Amalie Skram er kendt for sine romaner: Constance Ring (1885) om mandens overgreb på sin meget unge kone og tvilingerne Professor Hieronimus og På Sct. Jørgen (begge 1895) om Amalie Skrams indlæggelse på psykiatrisk hospital , så hun tilhører ikke absolut en marginaliseret gruppe, men hendes noveller i Sommer (1899) er ikke meget kendt i Danmark.Her tager hun springet: fra en forholdsvis nøgtern social-psykologisk realisme, drevet af indignation på henholdsvis kvinden og den syges vegne, overgår hun til noget, der mest af alt ligner den gotiske fortælling, som vi kender fra Edgar Allan Poe.Amalie Skram kalkulerer med gyset, at bringe læseren til at gyse. Chokeffekter er hidtil blevet betragtet som ikke-stuerene, men i Sommer klistres der på med slet skjulte henvis til sex og død. Som f.eks. i Det røde gardin, som den kvindelige hovedperson falder for og køber, selv om hun synes, det har en giftig farve, som minder hende om lugten af lig, og uden hun i øvrigt ved, hvad hun vil bruge det til.Kvinden dør allerede på side 2, pludselig og stille. Og så får gardinet anvendelse. Manden svøber hende i det, men en stor grønlig flue kryber rundt på hendes bryst under det. Vi er på side 4eg citerer slutningen: Men skjære en Flænge i Foret – han tog op sin Lommekniv, og bøjede sig over den døde. Der steg Liglugt op mellem Folderne paa det røde Gardin.Novellerne handler fremdeles om forholdet mellem mand og kvinde. Men qua den korte form er fronterne trukket skarpere op end i romanerne. Amalie Skrams liv er en skandale, hun er i 1899 på vej mod sin anden skilsmisse, og, kunne være, så må litteraturen følge med og blive skandaløs.

Skriftserie for ny dansk litteratur #3 er lavet i samarbejde mellem Forlaget Gladiator og Vestjyllands Højskole. Skriftserien indeholder bidrag af en lang række forfattere og billedkunstnere med tilknytning til Gladiator.Overskriften for skriftserien er Billedmageri & Social indignation — Utopi & Politisk digtning. Denne overskrift er ikke grebet ud af den blå luft, men valgt på baggrund af nogle tendenser, som redaktionen for skriftserien mener at have kunnet spore i de seneste års litteratur. Den sociale indignation ses som bekymring for samfundets udvikling i almindelighed, ét tema er marginalisering af de svage, bl.a. de psykiske syge, og hvad det i det hele taget vil sige at være normal, indvandring etc. Et andet tema er den globale opvarmning og hvad de klimatiske forandringer kommer til at betyde nu og her og på sigt.Med skriftserien ønsker redaktionen, forfattere og forlag at skabe ny dansk litteratur, som fortæller om vor tids situationer i et sprog, som taler til vore tids unge. Skriftserie for ny dansk litteratur giver et billede af tiden, som rækker ud over teksterne.

JOSEFINE GRAAKJÆR NIELSEN: ROSEBUD, ET DIGTOrson Welles film Citizen Kane er blevet kaldt verdens bedste film. Den handler om en stor mands karakter, mediemogulen Kane, og tegnes på baggrund af hans sidste ord: ”Rosebud”.Josefine Graakjærs debut, et langdigt, bærer netop titlen ”Rosebud”.I filmen oprulles historien om manden af en række journalister, som kommer med hver deres bud på, hvad manden kunne have ment med ordet ”Rosebud” og om der ikke i det ene ord skulle gemme sig en kerne af sandhed om ham.Og hvad finder de så? ”Rosebud” er ikke andet end det tåbelige fabriksnavn på en billig kælk. Men det er så til gengæld også den kælk, som Kane legede med som barn den dag, han blev fjernet fra sin mor. Josefine Graakjærs ”Rosebud” udgør på samme måde en slags kerne. Men uden at være en given ting. Det er et ord, først og fremmest et ord. Og så altså en hentydning til Kane.Hele digtet er formet som en kvindes henvendelse til en mand. Ét langt brev. Som er 1) en udredning af et forlængst kæntret kærlighedsforhold med en abort som omdrejningspunkt - og 2) en stadig insisteren på at få svar eller i det mindste en bekræftelse på at blive hørt.Grundtonen er melankoliens, længslen efter og fortrydelsen over det, som én gang for alle er tabt. Inklusiv familiehistorien med druk og selvmord, kvindens indlæggelse på psyk og genoplevelser af en række hotelværelser og kældre etc, hvor parret har elsket og slåsset.Men melankolien er potent. Sproget er mangestemmigt, klinisk og hallucineret, sødmefuld og vulgært. Men længst lever smerten.

Leif Panduros roman Øgledage fra 1961 er spækket med en utøjlelig vildskab ud i øglernes forbudte og tabubelagte tilværelse. At steder og personer navngives ud fra karakteristika – som jegets mekanikfader og karamelmoder – at skriften på den måde åbenlyst styres af fortællerens underbevidsthed, at han dermed åbenlyst, overfor sig selv i hvert fald, i sit bevidste er et med underbevidstheden. Det et skriftgreb, der stimulerer og underholdende udfordrer – og lader hver sætning, fed af betydning.

Bogen ligger i forlængelse af Maja Lee Langvads me­get roste debut Find Holger Danske fra 2006. På samme måde som i debuten stiller forfatteren en række spørgsmål til forskellige familiemedlemmer og til sig selv. Denne gang er spørgsmålene stillet efter mødet med de biologiske forældre, som også indgår i en fotoserie i bogen. Langvad viser os, at historien ikke slutter, der hvor ‘Sporløs’ slutter.Maja Lee Langvad (f. 1980) er uddannet fra Forfatterskolen og debuterede i 2006 med den konceptuelle digtsamling Find Holger Danske. Fra 2007-2010 boede hun i Seoul, hvor hun var en del af et adoptionskritisk miljø. Hun har arbejdet sammen med videokunstnere, komponister og teaterinstruktører i både Danmark og Sydko­rea. Hun arbejder performativt med sine tekster og har fremført dele af HUN ER VRED – Et vidnesbyrd om transnational adoption på bl.a. Overgaden – Institut for Samtidskunst.