Bøger udgivet af Gladiator

Du må ikke være her når du er død, det er klartdu gemmer dig i et skur, et shelter, i køkkenhavenDet hvide er for hvidt i mine øjne, mine tænder slår gnisterDu er ude jeg er inde du står i køkkenhaven jeg har taget kjole på jeg rumsterer i stuen i køkkenet i stuen i køkkenet hvilket shelter hvilken skov jeg tager vaser og fade frem rokerer dem jeg er i køkkenet er du i soveværelset hvor ligger dine ting jeg er under dynen du kommer nærmere berører mit hoved råber dig ud af rummet råber dig ud af opgangen hoveddøren hører du du må ikke være her mere du er død

scan ENHEDER er en digtsamling spredt ud i seks hæfter. Digtene tager afsæt i det konkrete, det vil sige i det, der sker her lige nu. Hvad enten det er i den fysiske verden eller et sted i erindringen eller sindets geografi. Tingsverdenen er ofte smadret og ruinøs. Der er forbindelsestråde mellem det private og det politiske. Jeg er barn og ung og ældre og under indflydelse af gudsfrygt og drøm og stoffer, fællesskabet, det nære og det universelle, er ved at kollapse i forbrugerisme. Mennesker falder nedenud og går i stykker, ulighed og ufred, druknede flygtninge og flygtninge i lejre med PTSD hører til dagens orden.scan ENHEDER består som nævnt af seks hæfter, hver på ca 50 sider. – Fordi jeg vil have en ikke-hierarkisk organisation for at ligestille og perspektivere stederne og tingene og aldrende og erfaringerne og misforståelserne og fejlene og det fantastiske. Jeg vil lave et ujævnt, ikke-harmonisk værk, som man aldrig, uanset hvor i læsningen, man befinder sig, vil kunne overskue. Man skal kunne gå vild, men kan ikke begynde forfra, for der er ingen begyndelse, men en spirallerende bevægelse.scan ENHEDER er illustreret af fire forskellige kunstnere + egne billeder. Illustrationerne går på en gang i samtale med digtene, lokalt, i det enkelt opslag, og giver en slags rygstød til det hvirvelløse dyr.

Forord af Mogens Lykketoft: Denne bog er et dokument om de få i Danmark, der forstod Algeriets frihedskamp og solidariserede sig med opgøret med det franske kolonistyre.Derfor er det en vigtig bog.Danske medier fortalte dengang meget lidt - og alt for lidt sandt – om begivenhederne:Da franske kolonister og fransk militær i maj 1945 myrdede tusindvis af arabiske algeriere, der også krævede deres frihed, druknede nyheden helt i euforien over Danmarks befrielse og Tysklands endelige nederlag. Først mange år senere kom denne frygtelige begivenhed ind som en fodnote til historien. Da den franske kolonimagt blev konfronteret med en væbnet opstand i Algeriet efter 1954, fik vi kun viderebragt små fragmenter om kampen, mens hundredtusindvis af algeriere - mange frihedskæmpere og endnu flere civilister - blev ofre for et uhørt brutalt forsøg på at standse oprøret.Der er to grunde til vores kollektive uvidenhed.Journalister havde ikke adgang til grusomhederne, og derfor blev vi aldrig fuldt informeret om, hvor slemt det var.Men der var også mange, der ikke ville vide noget: Både toneangivende politikere og massemedierne havde under Den Kolde Krig svært ved at se verdens mangfoldige konflikter gennem noget andet prisme end modsætningen mellem det demokratiske Vesten og det sovjetiske imperium i øst. Det var ikke velset at stille spørgsmål til den franske allieredes kolonikrige - hverken da det gik løs i Indokina frem til 1954 eller i Algeriet 1954-62. Det var en mere eller mindre udtalt opfattelse, at dem, vore allierede kæmpede imod, var terrorister med kommunistiske sympatier.Det var først under Vietnam-krigen nogle år senere, at medierne var til stede og kunne rapportere om grusomhederne og de ufatteligt store civile ofre i et fjernt udviklingsland. Det skabte en global protestbevægelse imod vore amerikanske allieredes krigsførelse. Det var først Vietnam-krigen, der fik en hel ungdomsgeneration og rigtigt mange ældre til at gøre op med koldkrigens enøjede verdenssyn. Vi accepterede ikke længere, at modsætningen mellem øst og vest kunne retfærdiggøre en total krig mod en fjendtligsindet civilbefolkning, der ønskede at bestemme over sin egen skæbne.Algeriet havde fortjent samme opmærksomhed. Denne bog bidrager til at erindre om, hvad der skete dengang - og om, at der var nogen, som gik imod strømmen og tidsånden og fortalte den ubekvemme sandhed.

Efterord af Tea LindeburgMarie Bregendahls En Dødsnat er uhørt moderne. Og også meget mere moderne end det meste af det, der bliver skrevet i dag. Som Johannes V. Jensens Kongens Fald. De er lige skånselsløse i beskrivelsen af undergang. Der er død og ødelæggelse i hver sætning. Men Marie Bregendahl er kvinde og som kvinde for længst skrevet ud af litteraturhistorien. Kanon tilhører manden. Set i dannelsesromanens perspektiv er der noget svimmelt og kantet og ufærdigt over En Dødsnat. Fortællingen som sådan er egentlig kun til som en ramme for sansning og refleksion. Og ikke desto mindre handler En Dødsnat netop om dannelse. Hvordan en moders død i barselsseng inden for mindre end et døgn forandrer alt for den 13-årige Lise. Romanen er båret af erindringens stof, men Marie Bregendahls tilrettelæggelse af dette stof og hendes stærke modellering af sproget forrykker blikket fra det opbyggelige eller jævnt fremadskridende til en aperspektivisk myldrende ornamentik. Fortælleren påtager sig på den ene side at sætte en scene og zoomeind og lade scenens personer overtage styringen, men på den anden side er denne selvsamme fortæller parat til at stige ned fra olympen og kommentere, hvad personerne, bundet som de er til øjeblikket, har gang i. Fortælleren sprænger tiden, strækker den langt ud over scenens tid, og skriver senere skete det og det. Det vil sige, tiden er ikke fast, øjeblikket findes ikke, men er altid inficeret af både det, der ligger før, og af det, der kommer. Selve distraktionen, at rummeså mange følelser på en gang, og så megen viden, bliver hermed, fra nu og i al evighed, et vilkår.

Inderkredsen er et portræt af det vestlige menneske, teknologiens fortsatte erobring, patriarkalske strukturer og intellektualismens fald. Jacob Skyggebjergs hidtil vildeste, mest ambitiøse og sprogligt stimulerende værk. En tragikomisk tour de force, der blæser til kamp med og mod tidens moralske renfærdighed. En moderne Hærværk. Patrick Sørensen Falk har al mulig grund til at være glad: han har for nyligt forsvaret sin ph.d. i litteraturvidenskab – om det erotiske element som katalysator for læserens årvågenhed i senmoderne skønlitteratur – og nu står han på tærsklen til at blive optaget i den magtfulde kritiker Tudses inderkreds. Et selskab af herrer, om hvilket det siges at deres samlede indflydelse er umålelig:Litteraturhistorien skrives ikke af forfattere; den skrives af os – som Tudse snart skal formulere det for ham. Patrick går en tid med storhed i møde.Men der er altid en slange i paradis. På hjemmefronten har ægtefællen Karen travlt med at få sat (begavede) børn i (en tiltagende idiotisk) verden: det seksuelle samkvem er blevet sat i system, og lyst følgelig en latterlig romantisk indbildning.Og over for dette liv, og Karen, står internetpornografien så med sin altid alle steder frit tilgængelige, ubegrænsede palet af perfektionerede fiktioner. Snart er Patrick godt på vej gennem en psykologisk og moralsk deroute, der ikke stopper, før den verden, han har kendt, brænder sammen.Inderkredsen kan kaldes en moderne Hærværk – for den vågne læser er der adskillige referencer – men først og fremmest på grund af den misbrugets uhjælpelighed og blinde, som vi bliver vidner til: denne tåbelighed. Og så selvfølgelig fordi, det er anmelderstanden, der får lov at være marionetter i denne forestilling – og er det ikke også oplagt: at lade den højest forfinede smagssans reagere på det lavest tænkelige skidt – pornoen, og pornoens fortællinger.I Inderkredsen bliver tidens forestillinger om moralsk renfærdighed sat over for den virkelighed, vi også lever i: en teknologisk amokløben tid, hvor fråds og fristelser og egotistisk selviscenesættelse glorificeres som den egentlige frelse. En narcissistisk tid - storhedsvanvid er den nye folkesygdom, fastslår Tudse.En tragedie, nuvel, men også en satire over vor samtid – meget vil være genkendeligt, omend forvrænget i digtningens filtrering.

Josefine Graakjær Nielsens digtsamling Jeg savner dit døde hår er en skriftmontage; stof organiseret i åbne sætninger. Digteren er ikke til stede – er ikke et unikum men en samplende og samlende instans, der skriver en kollektivitet frem gennem brudstykker af samtaler. De forskellige spor rummer fragmenterede bevidsthedsstrømme om byen, familien, den elskede, de intellektuelle og de psykisk udfordrede.Det er en skrift, som konstant begynder, men ikke ender, går i stå, tages op igen, eller kun består af onelinere. En poetisk collage af sætninger, som et folkeligt oprør mod en på overfladen aldrig tøvende, neoliberal identitetsproduktion. Et oprør mod sammenhæng, overflade, ensretning. Jeg savner dit døde hår er Josefine Graakjær Nielsens tredje udgivelse, og indeholder tegninger og grafiske værker af Kaspar Bonnén & Morten Schelde.

Kampmanns felt var virkeligheden. Det ved vi fra hovedværket Familien Gregersen - men det er ved at dykke ned i hans mindre kendte, ikke-kanoniserede værker, vi får indsigt i sider af den tids virkelighed, som vi ellers kan risikere at ignorere.Kanoniseringen karikerer. Og det handler ikke kun om værkerne i sig selv; man må også lade sig gribe af indsigten i de glemte sider af et forfatterskab, som blev folkeligt. I ”Blandt venner” og ”Ly” har vi at gøre med en ung og usleben Kampmann, der maler med de tidlige tresseres rene og rette linjer. I disse noveller findes elementerne til de samlede portrætter af dansk borgerliv, som skildres i Kampmanns senere romaner, men i novellerne får de lov at stå som helt friske gnister. Lysende klare.Det er ofte de glemte og oversete sider af et forfatterskab, der er de mest interessante, og i belysningen af disse hos Kampmann bliver det tydeligt, at hans folkelighed ingenlunde gør ham uinteressant i et litterært perspektiv.

Jørgensens ungdomsromaner skal læses langsomt – teksten er malerier – og deri ligger rusen: At se de malerier, som forfatteren har skabt. Disse forevigelser af et menneskes sansninger i partikler af rum og tid. Teksterne er på den måde også et vidnesbyrd om det tabte – eller det i hvert fald overståede.Hos Johannes Jørgensen handler det om kunsten – selvfølgelig – og heri kunstnerens tilblivelse, kunstnerens vækst og herefter den voksende vilje til hele tiden at forfine kunsten.Jørgensens ungdomsromaner er en samling af Jørgensens værker, heriblandt: En fremmed (1890), Sommer (1892), Livets træ (1893) og Hjemvee (1894). Derudover er der teksterne Paradiset, Trædemøllen, Charles Baudelaire og Edgar Poe. Hans Otto Jørgensen har skrevet efterord til bogen.”Johannes Jørgensen var et geni… Han kom fra Svendborg til København som 16-årig for at blive student, men opgav studierne i 1888 og havde på et øjeblik, frem til han konverterede til katolicismen i 1896, skrevet fem små romaner 1888-1894, udgivet tidsskriftet Taarnet, introduceret og oversat bl.a. Baudelaire og Edgar Allan Poe og været på kant med Georg Brandes og J. P. Jacobsen og al deres realisme.” - Hans Otto Jørgensen

En ikke navngiven person, nogen, der befinder sig i et almindeligt rum, bevæger sig af en eller anden grund hen mod en plads, og bliver for alvor til borger, et politisk legeme. Rummet og pladsen tilhører tilfældigvis et nyt sprogligt område, et tillært terræn med inversioner, stød, og præcise – men utilregnelige – regler.Er denne nogen, senere kaldet Krats, en forvildet, forvansket, førsokratisk Sokrates, der flanerer rundt i Tusind Plateauer, konfererende med eksisterende og ikke eksisterende digtere, filosoffer og kunstnere?Eller kommer Skrats måske med en analyse, der ikke fører til opløsning, men til samling?Hinsides fedt og valium er første del af en trilogi, hvis elementære søgen næres af altings forbundethed i hverdagsvejret. Og af spørgsmål, især. Det er et værk, der arbejder ud fra den præmis, at tænkning er klimatisk. Trinvis. En bestræbelse på at fatte det ufattelige i tid. Theophanis Melas er græsk/dansk digter, billedkunsnter og performer. Han har været aktiv inden for musik, billedkunst, performancekunst og litteratur siden 1990'erne.

Stræk din krop mod min er en brevveksling mellem Charlotte Strandgaard og Johanne Kirstine Fall. Brevene er en håndsrækning på tværs af halvtreds år, hvor forfatterne tager udgangspunkt i en fælles interesse for kroppen og deres egne komplicerede forhold til samme, men emnerne vokser sig større og flere. Tro, sygdom, sex, parforhold og fædre tages op til debat.Brevene blotlægger to forskellige generationer, erfaringsgrundlag og temperamenter, men forfatterne knytter netop gennem disse hudløst ærlige breve bånd og kommer hinanden i møde på trods af alt det, der adskiller dem.

I stød finder jeg læ er en brændende, syret og forreven fortælling om krig og kærlighed. Elvir Maleškić debuterer projektilagtigt med denne digtsamling, der krydsklipper mellem krigen i Bosnien-Hercegovina og sex i Aarhus C. Fortællingen i I stød finder jeg læ tager sit udspring i Aarhus, hvor den mandlige hovedperson indleder et forhold til en kvinde, der ikke er hans kone, og det bliver begyndelsen på et lidenskabeligt og råt seksuelt forhold, der trækker tråde tilbage til den overophedede krigszone i Bosnien, 1992, hvor han voksede op. Efter denne sommer, hvor Danmark har vundet EM i fod-bold, og klyngebomberne er drysset ned over Sarajevo, flygter hovedpersonen og hans lillebror til Danmark. De ankommer til flygtningecenteret Silkeborg Bad, hvorfra et nyt liv begynder.

”Vågn op,” siger han.Hans spidse ører står skarpt mod den hvide væg, mens det lodne kostume gør resten af hans omrids utydeligt.”Jeg sover ikke.””Det hele; samfundet, livet, du er illusioner.”Koldsved kryber ud fra sit hulrum bag min navle og glider gennem mave, bryst, arme, hals, underliv, ben, bølger dovent ud mod huden.”Du ved, det hele er en illusion,” siger han. ”Men hjertet pumper videre. En tragisk maskine pumper videre, pumper, pumper, pumper som en kanin, der stamper. Dit hjerte, dyret, maskinen, der elsker dig i kærlig afhængighed. Jeg er også en kanin, og jeg elsker dig.”Han har hovedet lidt på skrå, fanger månelyset med øjet.”Nej, du og jeg hader alting,” svarer jeg.”Mia Dall debuterer med sin groteske roman Frank – en autofiktiv depressionsgyser om kvælende samfundssystemer, autoriteter og et sønderrevet ønske om forandring.Det er sommer i København og jeg-fortælleren er plaget af kvalme, sygdoms-angst og håbløshed, da hendes uhyggelige og kaninlignende spaltning Frank slår følge med hende på en af hendes endeløse gåture rundt på Assistens Kirkegård. Frank vil have magt, og jeg-fortælleren skal starte hans revolution.Bogen handler om at opløse sig selv i forbrugersamfundets lyksaligheder. Om at være født som lige dele ventende venstrefløjsrevolutionær og perfektionssøgende 12-talspige. Om at finde meningen med livet på Instagram og ikke turde spise.

Sammenfald er en digtsamling i fem dele, der med en stærk og egensindig poetisk stemme undersøger og udfolder erkendelsen af, at man som menneske, biologi, bevidsthed og i dette tilfælde kvinde ikke er lukket og selvberoende, men derimod i konstant berøring og udveksling med den verden, man er en del af. Efter forgæves forsøg på at lukke sig om sig selv og slippe af med kroppen, tages en ny strategi i brug: Jeget stiller sig åben i mødet med verden, gør sig modtagelig, lytter og rækker ud mod et ’vi’. Hun tager sårbarheden på sig og lader sig berøre og bevæge af det, hun møder.Digtene arbejder på at overskride skellet mellem indre og ydre, mellem krop og sind, bevidsthed og omgivelser ved hjælp af det poetiske sprog, intellektet og en særlig sensibilitet: Hænderne bruges som lygter. Jeget forbinder sig med kvinder i sin egen slægt og inden for videnskab, kunst og i myter for at finde genklang, spejling og viden hos dem. Digtene er interesserede i det, der finder sted – bevægelserne og berøringerne – i mellemrummene mellem jeg og verden. Med en alkymistisk og nysgerrig tilgang til videnskab og verden forbinder jeget vidt forskellige fænomener med hinanden for at registrere og afsløre sammenfald, overlap og synlige og usynlige forbindelser.

Mathilde Fibiger (1830-1872) bliver som kun tyveårig kendt for sin fandenivoldske debutroman Clara Raphael. Tolv breve (1851) der med sine radikale idéer om kvinders frigørelse og åndelige opvågnen starter den famøse Clara Raphael-fejde, der kommer til at få vidtgående konsekvenser for hendes videre liv og forfatterskab. I 1854 udkommer hendes sidste roman, den skandaløse Minona, forfatterskabets absolutte hovedværk. H.C. Andersen sammenligner i et brev til Ingemann Minona med følelsen af at have grebet en stærkt duftende, giftig Vandplante, der opløser sig slimet og ækel! – ikke første eller sidste gang i det attende århundrede, at en kvindes værk bliver sammenlignet med klamme buskvækster; alt i alt en bragende fiasko, nedrakket af samtiden og usynliggjort af eftertiden; hermed ender Fibigers alt for lovende forfatterskab, hun er 24 år. Minona: en vidunderlig bastard af raffinerede kompositoriske greb, psykologisk skarpsindighed, tragedie, horror, mytologi, kuldslået realisme og overspændt romantisk stil: ALT er på spil i denne storstilede komposition, hvor incestuøs søskendekærlighed, uskyldstab, faldne kvinder, fritænkere, lidenskaber, skæbnetro, djævelskab og frelse virtuost forbindes i en skrift der ubønhørligt kværner henimod det, der uundgåeligt må ske.

“det her er selvmedlidenhedens og offerrollens årtiindbildningernes og udskamningernes og fattigdommens og ynkelighedensguldfiskehjernernes guldfiskegurus årtikrænkelsesparathedens perverse årtiundergang, sagde jegskær i migskær mit skæg afmit hår mine øjenvipper og bryndet her er kræftstrålernes dødsårtihjerneskrumpernes cellemembran-ætsnings-årtidroneskud eksplosioner atomkrigens årti”'Så sådan ser det altså ud, når de helt tunge drenge tester deres produkter på forbrugerne'​ er Jacob Skyggebjergs poesidebut. En destillering af en mennesketilværelse på planeten Jorden i dag: Man er en erantis, og man vil ikke andet end bare at være den erantis - men man kan ikke få lov til det; ens fred er hele tiden under angreb.“jeg ser regnen tage til og blive til haglblæsten holder hyttens vinduer åbnedine malerier falder ned fra væggenetræerne blomstreren skypumpe skruer sig op mod himlenvi er på bunden af denhagl, blade, identifikationspapirer”Fra et tilløb til tro på idyl, menneskelig og mellemmenneskelig idyl, bryder man sammen i det ragnarok, som man som menneske befinder sig midt i i dag, og ikke kan vende sig bort fra.“en tutorial til hvordan man udfører et drugrape hello lads!en tutorial til hvordan man driver nogen til selvmord so you wanna be a youtube star?”En malstrøm, man suges ned igennem.“virkeligheden er tegnefilm (boing)virkeligheden er terrorcore (skrig)virkeligheden er sitcom (dåselatter)”Men så: En tilflugt i de rester af et indre liv, som ikke er revet til stumper …

Y/OUR POVERTY er historien om en far der er havnet på starthjælp, mens han er i arbejdsudredning. Bogen er samtidig et billede på fattigdom og velfærdssystemet i Danmark. Fortællingen foldes ud i en personlig og lyrisk dokumentarisme, hvor nøgterne observationer og impressionistiske billeder flettes sammen. I et sprog der har sin egen logik. Noteringer af forløb med kommunen, natlige samtaler med solsorte, Anders And læsning, drømme om trylledrik, indkøbsture i Lidl og penge der igen og igen tælles. Omkranset af meningsløse aktiveringsforløb og uendelige ventetider, hvor blade falder og farvetoner veksler. Der bygges et personligt portræt af faderen og hans måde at overleve. Han er på samme tid sin egen og alle andre, der på den ene eller anden måde er havnet som en lille brik i et uoverskueligt system. Et system med sine egne udgange.Nadia Josefine El Said (f. 1977). Uddannet fra Den Danske Filmskole. Arbejder i et felt mellem tekst, animation, grafik & video. Har været trykt i Hvedekorn, Victor B. Andersen, Slagtryk, Texas Longhorn m.fl. samt udstillet og produceret tekstbaserede projekter. Udgav tekst/billedbogen jeh suiz un alma i 2016 på Forlaget Gladiator.

Man kan kun glæde sig til Øjets Anatomi, skrevet af forfatterspire og bureauejer Tina Frank – en minimalistisk og sanselig fortælling om frygten for ikke længere at kunne se, om at tage vare på sig selv, og om børneparforholdets op- og nedture. En ung kvinde mister langsomt synet, og forsøger desperat at slippe fri fra sin egen krop, sin genetiske disponering og den hverdag, hun er fanget i. Hun opsøger affæren og flugten, reflekterer over sit parforhold og sin ungdom, samtidig med hun forbereder sig på en livsændrende øjenoperation. Med sort humor og præcision går romanen ombord i det fejlfuldente og undersøger synets præmis – samt sin egen lyst til at sprænge det hele itu.Tina Frank er født i 1981. Hun har læst litteraturhistorie på Århus Universitet, har en bachelor i Visuel Kommunikation og har gået på Testrup Højskole. Hun er publiceret i forskellige litterære tidsskrifter som f.eks. Hvedekorn, Øverste Kirurgiske, Slagtryk, Kulturo og Udkant. Er blevet nomineret til Årets Skovhuslyriker og har vundet oplæsningskonkurrencen Z-faktor. Hun bor i et stort rødt hus i Vejen – og bestyrer til dagligt et reklamebureau.

Så tavsheden ikke længere kun er mellemrum i min tale er en særegen poetisk og stærk digtsamling om overgreb – skrevet af forfatteren Casper Havser (f.1993) Eller i forfatterens egne ord: "En tavs digtsamling om at sige nej til livet og give sig selv en identitet, når man som barn er blevet et objekt i en anden mands dagligdag."Digtsamlingen er, foruden at være modig, et mesterstykke i suspense og subtile effekter, som man sjældent ser det i dansk lyrik. Casper Havser er dermed en formbevidst og interessant forfatter fra start.Tavsheden udfoldes og brydes konstant, poesien kort- og farvelægger et univers af hud, kød, planteliv og ikke mindst jagten på vildt. Et klaustrofobisk og nervepirrende rum på alle 221 sider.Digtsamlingen er Casper Havsers debut. Han beskriver skriveprocessen som ”at stå på travbanen og se sine følelser og relationer få hjertestop i det sekund båsene åbnes.”Så tavsheden ikke længere kun er mellemrum i min tale er samtidigt den første udgivelse fra Gladiators selvstændige redaktion Lycius.

Det er emnerne i Jonas Suchaneks fjerde roman Kilden til al værdi, der går i ”flæsket” på arbejdsromanen.En mandlig hovedperson er ansat som specialarbejder i et kulturhus i Kødbyen – laveste sats, ingen kontrakt – hvor økonomien sejler, aftalerne mangler og alkoholen indtages i rigelige mængder.Samtidigt bor fortælleren på KFUM i centrum af København, hvor han sysler med billedkunsten og holdes med selskab af playeren Vlad, drømmeren og skabsforfatteren Trane, men især Sofie, som kæmper med at finde sig til rette i tilværelsen, og som er ”fucking langt nede”, spiller en væsentlig rolle.Kilden til al værdi er Suchaneks fjerde roman – og første udgivelse på Forlaget Gladiator. Ligesom Suchaneks andre romaner, er romanen skrevet indefra og ud – og også her lægges der vægt på identitet, ens plads i samfundet og ambitionerne om at være og blive til noget.

Willkomen, bienvenue,Im Cabaret, au Cabaret, to Cabaret (in Cabaret)! CRASH KALINKA er en djævelsk cabaret, en katastroferoman, en ikke-roman, en slægtshistorie, et lands tilblivelse, en kulturs svanesang, et crash. Sólveig Kalinka Karlsdóttir, en islandsk immigrant, lever livet som charterstewardesse, lever hver dag som den sidste, hun har flyskræk, prisgivet en tid og en industri der er lige så upålidelig som det ustabilt orkestrerede narrativ hun er hvirvlet ind i; hun kan i det store hele ikke finde ud af at være hverken menneske eller romanfigur, det kan kun gå galt. Sigrídur Larsen, f. 1978 i Akureyri, Island.

Mette Zingenbergs debut-noveller Min lille horror er en parring mellem Tove Ditlevsen, Edgar Poe og sydens fugt og varme. Tove Ditlevsen for fortielser og løgne i relationerne mellem bedsteveninder, mellem far og datter eller mellem han og hun, når de leger voksne og opfører sig som om, de havde været gift i årevis. Edgar Poe for den konstante uhygge – selvfølgelig er der en kælder, og selvfølgelig er kælderen fyldt med reptilæg og andet kryb og indehaveren af herlighederne har selv noget slangeagtigt over sig – og for den fatale angst, som lig den æstetiske idiosynkrasi hos Poe vokser i testiklerne hos stakkels Eugenio i Eugenios klagesang og udvikler en selvstændig personlighed og navngives Goiter. Sydens sol og varme simpelthen fordi begivenhederne udspiller sig i syden, i diverse eksotiske miljøer. Denne grundige bastard ligner ikke noget andet, der bliver skrevet på dansk i disse år, men det er ikke så mærkeligt: Forfatteren Mette Zingenberg har været bosiddende i Barcelona de seneste 12-14 år, siden hun var tyve. Hendes litterære opdragelse er i høj grad præget af den spanske fortællekunst, måske især magisk realisme fra Sydamerika. Et tiltrængt pust i andegården, for Min lille horror er – alle forskelle og ligheder til trods – helt sin egen. Jeg hader den nederdel. Den ryger hele tiden op. Som et spøgelse, der leder efter noget, det har glemt, skrår jeg over vejen med stofposen med slangen i min rygsæk. I vinduet hos dyrehandleren kan man se alle mulige slags salver til kæledyr. Der er ingen grænser for de penge, man kan bruge på lejetøj og tyggegummi til hunden. Kattegrus af krystaller. Skulle det nu være bedre? Jeg opremser for mig selv grunde til, at man bliver dyrehandler: Kærlighed til dyr. Ingen uddannelse. Familieforetagende. Forretning tæt på bopæl og derfor bekvemt. Gode arbejdstider. Nysgerrighed overfor alt, der bevæger sig. En fyr har fulgt mig med blikket nede fra krydset. Han ser på min nederdel og smiler. Jeg kigger over på fyren i krydset. Han snakker med sin kammerat. Nu kigger han igen. Jeg kan mærke det i reptildelen af min hjerne. Nedtælling, til fyren går væk over vejen. Tre, to, en. Lyskryds. Jeg hiver ned i nederdelen. Om to sekunder er der ikke længere forbindelse. En ny stemme. Og en ordentlig tur i psykens dunkle krinkelkroge med alle mulige former for afhængighed, hvis ikke af den anden – veninden eller partneren – så af stoffer. Det er længe siden, vi har set den stofafhængiges ulykke og død malet med så stor autoritet og kærlighed som her i novellen Reptilæg.

Vinter af Halfdan Pisket og Fryd Frydendahl, med tekster af Bjørn Rasmussen, Christina Hagen og Asbjørn Skou.

Guldet er den forunderlige historie om general Suter, der erobrer det frodige Californien, bliver verdens rigeste mand, men brat og styrtende mister det hele igen. Tempoet er højt! Dampkedler, anløbsbroer, savværker, plantager skyder op. En drøm tager form. Et kontinent fødes. Men knap er Amerikas fødselsskrig døet hen, før et nyt skrig krænger sig op gennem halsen på den halve klodes forbrydere, lykkejægere, eventyrere, svindlere og drømmere: Guld! Der er guld på Suters jord! Dirren, vildelse, hallucination. Guldfeberen hærger. Den lægger alting øde. Suters skæbne er nok tragisk, men i Cendrars’ glubske prosa antager den sansevilde dimensioner, der vrider og flår den hele verden pivåben. Blaise Cendrars (1887-1961). Egl. Frédéric-Louis Sauser. Født i Schweiz, men naturaliseret franskmand. Cendrars er en af bannerførerne for modernismen i fransk litteratur. Hans poesi og romaner er fælles om en voldsom appetit på den moderne verden og det nye århundredes eventyr. Flere af hans værker er oversat til dansk, bl.a. Den transsibiriske prosa (1987), Nitten elastiske digte (2009) og Moravagine (2016

Efter længere tids søgen, genfinder Nis sin lillebror Frej. De har ikke set hinanden, siden de begge afsonede lange domme for hashhandel. Frej er nu eksmisbruger og uhyre selvindsigtsfuld. Han kræver, at Nis skal begynde at arbejde med sit kvindehad og indre dæmoner. Nis tager imod udfordringen og overtaler kæresten Ronja til, at de sammen skal tage på et to-ugers selvudviklingsophold hos den excentriske psykoterapeut Carl-Mar. Det bliver en kort, men intens rejse ind i en forvrænget, diabolsk, jalousifyldt verden. En dag ringer barndomsvennen Mike. Han er rejst til Ukraine, hvor han har meldt sig til revolutionshæren på Maidan Pladsen. Her træner han til en kommende vesteuropæisk borgerkrig. Nis tager toget til Kiev og får arbejde i revolutionshærens våbensmedje … Lyden af kattepoter er en biografisk fortælling.Nis Ovaska (f. 1977) har selv rejst talrige gange i Ukraine i forbindelse med arbejdet med bogen. Han var med på Maidan Pladsen i Kiev og ved Pisky fronten i Donetsk.

Det notoriske bløddyr, færingen Vón, rygrad som en regnorm, bærer på et tungt og stort hjerte i en ussel, brugt krop. Han elsker Christina, som går på CBS, og hun elsker ham på trods af hans kommen og gåen i jobcentrene. Undervejs, i deres forhold, støder han på nogle krav, han ikke kan opfylde. Der er så meget liv, der skal leves – og passes på. Christina drives af en udlængsel, hele tiden mod noget større og bedre, og hun tager et semester i udlandet, mens Vón overmandes af en slags eksistentiel hjemlængsel, knyttet til en krop og bevidsthed, der driver længere og længere væk fra ham. Sådan går han fra den ene stærke og vidunderlige, vanvittige kvinde til den anden, fra det ene ufaglærtearbejde til det andet, i en endeløs pendlen frem og tilbage mellem det ene skodværelse og det andet, til han møder en kvinde, der måske har det hele og mere, end hans blødsødne hjerte kan stå for – og holde til.Åh! er en roman om udødelig, sprittet vagabondkærlighed, der muligvis kan dø mellem to mennesker, men som ikke desto mindre lever dobbelt så stærkt i erindringen og aldrig stopper med at være sygeligsentimental og håbløs umoderne.

Charlotte Strandgaards nye digtsamling rammer nye højder. Den har den lange besværlige titel Tror spillelederne virkelig at jeg er sådan en pæn moden dame, hvilket beror på det kvindelige jegs oplevelse af at være en marionetdukke. Og når vi har med marionetter at gøre, havner vi umiddelbart i det fantasmatiske. Jf. f.eks. det fantastiske hos Karen Blixen. Charlotte Strandgaards digte hører sædvanligvis til i realismen, med et jeg der har fuldstændig styr på tingene, et central-lyrisk jeg. Men her, i Tror spillelederne virkelig at jeg er sådan en pæn moden dame udvider rummet sig på en måde, så jeg’et har svært ved at stå på benene. Allerede i en slags forord får læseren at vide, at: ”Spillelederen har bestemt at jeget ikke selv kan bestemme hvor i drømmehuset hun befinder sig, ej heller hvordan og hvornår hun kommer ud. Hun kan heller ikke lyve.” Det er præmissen. Jeg’et kæmper for at overvinde spillereglerne, men tumler rundt i erindringen (fortid), et smertehelvede p.g.a. fejloperation i ryggen (nutid) og flugten væk fra smerterne i en slags ud-af-kroppen oplevelse, hvor bl.a. sexualitet og troen på Jesus Kristus gør både jeg’et og læseren svimmel (det fantastiske). Charlotte Strandgaard er ikke for fastholdere. Man ved aldrig, hvad den næste bog indeholder ... Men at hun denne gang styrer ind og ud mellem hverdagen og det næsten hallucinerede kommer bag på os.

Nedrakket til skrift begynder i det øjeblik Ian bliver ramt af et lyn og ophører med at være hel. Hans organer – hjerte, lever, lunger, nyrer – tager eget liv. Det ender med et himmelsk bryllup mellem Lucy og Ian. De enkelte stykker eller opslag i Nedrakket til skrift er ustabile og på-vej-til-at-blive-til, de knopskyder og tager en ny form og en ny form for undervejs at samle sig til et jeg, der ikke kan nøjes med at være ét jeg men som tager skikkelse snart af den og snart den anden –som f.eks. Indianeren eller Edi eller IAN – og hvordan så også den anden skifter ansigt – som f.eks. Molly, Lucy eller Anastacia. I et samarbejde mellem grafiker Anders Gerning og Hans Otto Jørgensen har de skabt Nedrakket til skrift. Som ikke er digt og ikke fortælling, ikke poesi og ikke prosa. Det er en bastard, et uvæsen. Det grafiske udtryk og teksten holder hinanden til ilden. Hvor hver enkelt side eller opslag er unik.

Af alle steder foregår romanen på en rasteplads i en skov. Der er en kiosk og kioskdame, der er en kvægtransport, hvor en ko er faldet ud og står bundet til et træ, og der er en tot blodigt vat, og en turistbus holder ind, og turisterne strømmer ud og erobrer stedet, og for en tid altså også fortællerens opmærksomhed … og sådan står det på kapitel for kapitel med små bitte forskydninger hele bogen igennem. Erik Thygesen udtrykker i antologien Prosa fra 1970, at Vagn Lundbyes strategi går ud på at flytte balancen fra den alvidende fortæller, skabt og næret af forfatteren, til i virkeligheden en uvidende, fortsat allestedsnærværende fortæller. Den alvidende fortæller erstattes af en lang række observationsposter indenfor det fiktionsrum, hvorfra fortælleren henter sit stof, og som ved den stadige gentagelse, i en seriel opbygning, bliver romanen. Vagn Lundbyes poetik eller metode er klar, enkel og uden svinkeærinder: Himlen er overskyet og kan hvert øjeblik, det skal være, lægge ud med en silende regn, som ingen ende vil tage, en passende kulisse omkring det trøstesløse sceneri, men alligevel ikke i overensstemmelse med de faktiske forhold, eftersom solen stadig skinner fra en skyfri himmel ned over det lille traktørsted, hvor en skare amerikanske turister endnu under megen latter og snakken forsyner sig med lange røde pølser og muntert farvede drikkevarer. Eller står samlet i en rundkreds om dyret der æder løs af græstotter, som flere af de unge mænd i de blomstrede skjorter rækker ud mod gabet af det. Koen mangler fortænderne i overmunden.. Alt er destabiliseret, alt svangert med vold og undergang. Der er i citatet og hele romanen igennem en ophobning af nedværdigende og latrinært beslægtede udtryk. Vi befinder os langt væk fra noget, som på nogen som helst måde er ophøjet, vi befinder os i sumpen, nede, hvor afsondringen finder sted. Sved, lort etc., men også udtryk, som korresponderer med barnet, dvs. med det infantile i beskrivelsen. Vagn Lundbye, 1933-2016, debuterede med novellen En af disse (1964) i tidsskriftet Vindrosen. Senere udkom romanen Signalement (1966). Lundbyes forfatterskab er enormt og udfolder sig inden for mange genrer som blandt andet romaner, digte, børnebøger, rejseberetninger, noveller og faglitteratur. I denne udgave af Roman er der ekstramateriale fra tidsskriftet ta’, Skal træerne væk med illustrationer af Per Kirkeby og fra Lundbyes roman Nico (1969): Wrap your troubles in dreams.

En gruppe tjekkiske digtere kaster sig i frihedsrusen, der blev skabt efter Murens Fald ud i et eksperiment: Et kunstnerisk kollektiv, hvor alle grænser – bevidsthedsmæssige, seksuelle, kunstneriske – forsøges nedbrudt. Da grundlæggeren, Frau Spiegel, anklages af samfundet, tvinges dets medlemmer og følgere til at reflektere over, hvad kollektivet søgte og opnåede i dets korte levetid. Landskabsdigternes Klub handler om, hvad der sker, når vi forsøger at skubbe grænserne for, hvad der er os menneskeligt muligt. I livet. I sproget.Anders Søgaard, der til daglig er professor i kunstig intelligens ved Københavns Universitet, vender tilbage til dansk litteratur efter 15 år.