Bøger udgivet af Gladiator

JOSEFINE GRAAKJÆR NIELSEN: ROSEBUD, ET DIGTOrson Welles film Citizen Kane er blevet kaldt verdens bedste film. Den handler om en stor mands karakter, mediemogulen Kane, og tegnes på baggrund af hans sidste ord: ”Rosebud”.Josefine Graakjærs debut, et langdigt, bærer netop titlen ”Rosebud”.I filmen oprulles historien om manden af en række journalister, som kommer med hver deres bud på, hvad manden kunne have ment med ordet ”Rosebud” og om der ikke i det ene ord skulle gemme sig en kerne af sandhed om ham.Og hvad finder de så? ”Rosebud” er ikke andet end det tåbelige fabriksnavn på en billig kælk. Men det er så til gengæld også den kælk, som Kane legede med som barn den dag, han blev fjernet fra sin mor. Josefine Graakjærs ”Rosebud” udgør på samme måde en slags kerne. Men uden at være en given ting. Det er et ord, først og fremmest et ord. Og så altså en hentydning til Kane.Hele digtet er formet som en kvindes henvendelse til en mand. Ét langt brev. Som er 1) en udredning af et forlængst kæntret kærlighedsforhold med en abort som omdrejningspunkt - og 2) en stadig insisteren på at få svar eller i det mindste en bekræftelse på at blive hørt.Grundtonen er melankoliens, længslen efter og fortrydelsen over det, som én gang for alle er tabt. Inklusiv familiehistorien med druk og selvmord, kvindens indlæggelse på psyk og genoplevelser af en række hotelværelser og kældre etc, hvor parret har elsket og slåsset.Men melankolien er potent. Sproget er mangestemmigt, klinisk og hallucineret, sødmefuld og vulgært. Men længst lever smerten.

Astrid er drevet af en længsel efter at blive sig selv. En længsel der tvinger hende ud i hvad der ligner selvdestruktion. Hendes virkelighedsopfattelse er fragmenteret, på samme måde som romanens form er fragmenteret, springende mellem før og nu. Hun springer mellem et nu der bygger på en illusion og en fortrængt fortid. Hun iscenesætter nuet uden at være bevidst om, hvad det er hun vil. Hun ved et sted inde i sig selv, at hun skal gennem en forløsning, at det er en nødvendighed for hende. Da hun begynder at gå i opløsning, begynder hun at kunne huske, og fortrængningerne begynder at vise sig for hende. At dette sker bruger hun mange kræfter på at holde væk. Hun fortrænger i nutiden ligesom hun fortrængte i fortiden. Hvad er det der får hende til at bryde sammen? Det er det hun udsætter sig for. Det er Arnes utroskab, og det er hendes arbejde som nattevagt. Hun føler hun skal udholde dette arbejde, selv om det gør hende bange. Man kan sige, at Astrid spejler sin egen historie i nogle af de psykiatriske patienter, hun har kontakt med. Heri ligger en parallel til kærlighedsforholdet. For Astrid er det vigtigt at udholde at være i det forhold hun har til Arne. På samme måde som i nattevagten, undersøger hun ubevidst, hvor meget hun kan klare, inden hun går i stykker. Der er en dobbelthed her, for der er både en tvang hos Astrid til at skulle kunne udholde. Men der er også en længsel hos hende. Så længe hun kan udholde, styrer hun virkeligheden. Så er der ikke noget at være bange for. Det er en illusion. Men hun ved det ikke. Det er sammenbruddene over tid, der hjælper hende. Fordi det fortrængte kommer frem. Hun begynder at huske. Hun begynder at være mindre fragmenteret. Hun begynder at hænge mere sammen. Hun begynder at kunne nærme sig sig-selv.

Leif Panduros roman Øgledage fra 1961 er spækket med en utøjlelig vildskab ud i øglernes forbudte og tabubelagte tilværelse. At steder og personer navngives ud fra karakteristika – som jegets mekanikfader og karamelmoder – at skriften på den måde åbenlyst styres af fortællerens underbevidsthed, at han dermed åbenlyst, overfor sig selv i hvert fald, i sit bevidste er et med underbevidstheden. Det et skriftgreb, der stimulerer og underholdende udfordrer – og lader hver sætning, fed af betydning.

Bogen ligger i forlængelse af Maja Lee Langvads me­get roste debut Find Holger Danske fra 2006. På samme måde som i debuten stiller forfatteren en række spørgsmål til forskellige familiemedlemmer og til sig selv. Denne gang er spørgsmålene stillet efter mødet med de biologiske forældre, som også indgår i en fotoserie i bogen. Langvad viser os, at historien ikke slutter, der hvor ‘Sporløs’ slutter. Maja Lee Langvad (f. 1980) er uddannet fra Forfatterskolen og debuterede i 2006 med den konceptuelle digtsamling Find Holger Danske. Fra 2007-2010 boede hun i Seoul, hvor hun var en del af et adoptionskritisk miljø. Hun har arbejdet sammen med videokunstnere, komponister og teaterinstruktører i både Danmark og Sydko­rea. Hun arbejder performativt med sine tekster og har fremført dele af HUN ER VRED – Et vidnesbyrd om transnational adoption på bl.a. Overgaden – Institut for Samtidskunst.