Bøger udgivet af Laboratoriet for Æstetik & Økologi

En naboplante er en plante, der bærer på noget, et stof eller en særlig evne, som kan være gavnlig eller sårende for andre plantearter. Mennesker har gennem århundreder orienteret sig efter disse særkender ved forskellige arters indbyrdes forhold, når de skulle kultivere jorden. Vi møder hybenroser, brændenælder, fluer, regnorme og vinbønder på en rejse ind i sansningens ekspansive rum og sprogets biologi.Naboplanter er en fortælling om den gensides påvirkning der finder sted imellem os og om den svære kunst at kultivere et samvær på tværs af arter og familier.“Præcist og poetisk”– Mikkel Krause Frantzen, Politiken“Nyskabende kortprosa”- Lektørudtalelse, DBC"Vidunderligt levende og modsætningsfyldt"– Atlas Magasin“Spinkel men rigt forgrenende”- Standart Magasin"Sofie skriver frem et erfaringsmodus, der er næsten subjektudviskende og som kan minde om mystikkens ekstaser. Det er som om ordene kommer fra indersiden af fotosyntesen"- Digter og kritiker Espen Stueland på festivalen Skandinavisk litteratur under klimakrise, Deichman Grünerløkka, Oslo (NO)

Klodens Fald er en bog om den igangværende klimakrise, om en stadigt mere syg og beskadiget planet, om plastik og olie, om ophuggede containerskibe i Bangladesh, plastikøer i Stillehavet, permafrostkratere i Sibirien. Om økologi og økonomi, om kapitalisme, kunst og kultur. Om affekter, om tab, om sorg, depression og håb, om faren ved økofascisme, og behovet for radikale, kollektive former for omsorg. En bog om forfattere som Theis Ørntoft, Juliana Spahr, Inger Christensen med flere, om brystmælk og ejakulationer af olie. Om Peter Huttons dokumentarfilm At Sea, om problemet med Timothy Mortons teori om hyperobjektet, og problemet med det Antropocæne som begreb. En bog om langsom vold og billeder af krise, billeder i krise. Om hvordan man kommer ud af sengen om morgenen og hvorfor. Om stofskiftekrise og tre nøgleord: afbrænding, forbrænding, udbrænding. Om spørgsmålet om revolution: hvornår og i hvilken form? Men også spørgsmålet om reproduktion: Hvem laver mad, hvem passer børnene, de ældre og de syge, og hvem gør rent, hvem samler skraldet op (før revolutionen, efter revolutionen og hele tiden)? Men frem for alt en bog om, hvordan alt er blevet affald, hvordan der er affald på bunden af havet og ude i rummet, hvordan der på globalt plan produceres 11 millioner ton fast affald hver dag, og hvordan alle myrer på planeten Jorden har spor af plastik i sig. Om hvordan mennesker udskiller og udstøder forskellige former for affald, men også indoptager affald, mikroplast for eksempel, i et ondsindet, økologisk feedbackloop, og hvordan det dermed er som om, naturen tager hævn, dvs. at det kapitalistiske samfund, med et citat af Marx og Engels, mere og mere minder om troldmanden, der ikke længere er i stand til at beherske de underjordiske magter, han har manet frem. En bog, kort sagt, om hyperabjektet.Mikkel Krause Frantzen (f. 1983) er postdoc ved Københavns Universitet, litteraturanmelder på Politiken og forfatter til bøgerne Lars Skinnebach – en monografi (2012), En fremtid uden fremtid (2018) og Going Nowhere, Slow (2019). Han bor i København med sin kæreste, to børn og to katte.

Demeters latter begynder hos landbrugets gudinde og den sorg, hun oplever ved tabet af sin datter. Jorden goldes, og hungersnøden tager til. FN skriver, at vi kun har knap tres år igen, før vi ikke længere har muldjord tilbage at dyrke vores afgrøder i. Gennem møder med en række glemte og ødelagte arketyper – frugtbarhedsgudinder, komødre og fertilitetsikoner – følger vi Demeter i hendes søgen efter et sted, hvor livet kan fortsætte. Demeters latter gør myterne til varsler. Bogen blander forskellige teksttyper, essay, digt, prosa, feltnoter, og et poetisk billedmateriale for at skabe en åbning mod de historier, der kan fortælles nu, hvor ørkenerne breder sig, og klimaforandringerne er til at tage at føle på.

Produktionsæstetik er en manifestlignende variation over performanceteoretikeren Cecilie Ullerup Schmidts forskning, der formidler en æstetikteoretisk vending fra interessen i reception af kunstværket til selve produktionen af kunstværket. Pamfletten introducerer her begrebet produktionsæstetik for at åbne en samtale om, hvordan prekære liv formes på ulige vis gennem kunstens rammer og arbejdsbetingelser.I tråd med en feministisk kritik af gratis omsorgsarbejde og en kapitalistisk økonomi baseret på kærlighed og passion retter Produktionsæstetik opmærksomheden mod alt det materielle og immaterielle arbejde, der pågår rundt om kunstværket: de støttende relationer, økonomier, grænsedragninger, temporaliteter, materialer og følelser, som muliggør og medproducerer kunsten i det globale nord. Teksten forholder sig spørgende og kritisk til idéen om kunstnergeniet, kunstens og kunstnerens frihed og tænker snarere over, hvordan kunsten skaber og skabes af og i relationer.Produktionsæstetik viser, hvordan det at interessere sig for kunstens rammer er at interessere sig for gensidige afhængighedsforhold, kunstens infrastrukturer og for kunstverdenens rationaler om værdi. Det er at spørge til, hvordan vi ønsker at leve, og hvordan vi ønsker at fordele arbejdet, pengene og tiden imellem os.Cecilie Ullerup Schmidt arbejder med performancekunst, kuratering, æstetikteori og historisering af kunstnerkollektiver og er ansat som adjunkt i Ny Carlsbergfondets forskningscenter Kunsten som Forum på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet.

I Kvinder i Skoven undersøger Vandana Shiva, hvilken rolle Chipko-bevægelsen har haft i de lokale modstande mod den kolonialistiske ekstraktion i form af skovrydning, og det Shiva kalder “eukalyptiseringen”, der har pågået i Indien siden den britiske koloniserings begyndelse, og hvilke konsekvenser dette såkaldte “sociale skovbrug” har haft for lokalsamfund, og særligt for kvinderne, der har levet af og i overensstemmelse med skoven og dens diverse principper.Vandana Shiva beskriver også fælledernes betydning for biodiversiteten, for den indiske husholdning og for det mangfoldige liv, der lever i de områder, der stadig fungerer som fælleder. Shiva skriver:“I dag udgør ‘ødemarksudviklingen’ det sidste skridt mod deres (fælledernes) forsvinding. N.S. Jodha, der har arbejdet meget med fællesejede ressourcer, har vist, hvordan kvinders arbejde og livsvilkårene i de fattigere dele af de rurale samfund er tæt forbundet med træer og græsningsarealer i fællesområderne, idet de understøtter husdyrene og fjerner en del af presset på det opdyrkede land, samtidig med at det øger den organiske tilførsel til planterne gennem animalsk affald.32 Små bønder og arbejdere uden jordbesiddelser kan eje husdyr takket være fælledernes eksistens. Derudover er fællesarealerne i de regnfattige områder med til at sikre de traditionelle landbrugssystemer stabilitet og levedygtighed, der gør det muligt at anvende en integreret og varieret produktionsstrategi ved at bruge afgrøder, husdyr og træer, der polstrer økonomien i de tørre områder, idet de leverer føde, foder og brændsel i de år, hvor høsten slår fejl . Næsten 10% af de fattige familiers ernæring ser ud til at komme direkte fra fællesarealerne. I de fattigste grupper er kvindernes arbejde i næringsøkonomien således tæt forbundet med fælledernes eksistens. Privatiseringen af fællesarealerne gennem ødemarksudvikling er ikke en vildfarelse, men et resultat af den dominans, der udøves af organer som Verdensbanken, og af deres ligegyldighed over for naturens behov og sårbare sociale grupper. For den form for organisationer og organer tæller selvforsyning ikke som økonomisk aktivitet.”Selvom teksten oprindeligt er skrevet i 1988, og selvom situationerne i Indien og i Danmark selvfølgelig er komplet forskellige, så berører teksten alligevel en række forhold, der gør sig gældende i den altoverskyggende finanskapitalistiske virkelighed, vi lever i, og derfor også resonerer med den konflikt, der udspiller sig omkring ‘Fælleden’ i København lige nu. Underviser, kunstner og aktivist Zeenath Hasan skriver i forordet:“Mens jeg skriver dette forord, udspiller en multi-artslig konflikt sig ikke langt fra mit skrivebord i København, hvor aktivister, ejendomsinvestorer, byplanlæggere, politi, den store vandsala-mander, medier og civilsamfund toppes om byggeplaner. Her åbenbares skellet mellem et behov for beboelser til mennesker og bevarelse af økologisk mangfoldighed. Forsoning findes dog ikke nødvendigvis ved at indtage konfliktens polære modsætningspositioner. Jeg inviterer dig til at udføre din læsning af denne oversættelse, som om du trådte igennem en portal ind til en mangfoldighed af måder at relatere til økologien på på tværs af geologisk tid, antropocentrisk overlegenhed og multi-artslige uoverensstemmelser. Før du træder igennem, så brug et øjeblik på at gøre dig bevidst om dit eget metafysiske, metaforiske, ideologiske eller ontologiske forhold til økologien. Overvej hvordan din fortolkning afspejles i ord på et stykke papir, med et like i dit nyhedsfeed, i hudfarven hos dem, der plukker bananer i en plantage, i en appel for et truet bløddyr i en anden hemisfære, i en udånding fra dine læber, i en omfavnelse gennem tiden. Læs derefter oversættelsen for at relatere dig til en ikke så fjern fortid på dine egne vilkår, og sæt dig så ind i, hvordan man kan sameksistere i den ikke så fjerne fremtid.”