Bøger udgivet af MTP

Blandt de værker, der er overleveret under Platons navn, er den forholdsvis ukendte Theages. Det er en ganske kort dialog, som ikke desto mindre behandler et kernespørgsmål i Platons forfatterskab: Hvordan opnår man visdom? Den har tydelige referencer til en række kendte passager i Platons værk, fx i Forsvarstalen, Symposion, Staten og Theaitetos. Desuden viser den nogle af de berømteste sider af Platons Sokrates: Hans guddommelige tegn, hans særlige ironi, hans forhold til sofisterne og til de mennesker, der vil følge ham. Dialogen er både filosofisk og litterært vanskelig at fortolke og er ofte blevet anset for uægte.Den platoniske dialog Theages giver en oversættelse af dialogen, gennemgår dens forskningshistorie og fortolker den gennem en omhyggelig læsning og en diskussion af dens vigtigste temaer. Bogen viser, hvordan de sidste århundreders forskning direkte eller indirekte har været afhængig af spørgsmålet om ægthed. I modsætning hertil argumenterer forfatteren for, at den rette forståelse af dialogen bedst findes på baggrund af Platons samlede værk, uafhængigt af forfatterspørgsmålet. Således giver bogen også et overblik over den nyere Platon-forskning og en indføring i en række væsentlige temaer hos Platon. Rasmus Sevelsted er cand.mag. i græsk og latin og ansat på Søren Kierkegaard Forskningscenteret, Københavns Universitet. Han er desuden oversætter og medlem af redaktionskomiteen for Platons samlede værker (Gyldendal 2009–2014).

What is the soul of poetry? The most influential answer was probably suggested by Aristotle, who in his Poetics regarded a particular instance of mimesis as constituting the soul of poetry: the construction of plot which he called mimesis of action, or muthos. However, he used mimesis in several different meanings without distinguishing clearly between them, and through tradition it has been interpreted in many ways and translated into a number of terms which do not always seem to have very much in common. The tremendous influence of his Poetics and the concept of mimesis may in fact be due to this elusiveness This book sets out to clarify the notion of mimesis in the Aristotelian tradition by demonstrating how interpretations of Aristotle’s Poetics have vacillated between two particularly dominating instances of mimesis, what the author labels mimesis-composition and mimesis-representation. The vocabulary may be the same, but the definition of the soul of poetry may differ substantially depending on which instance dominates at any given time. Since Aristotle’s poetological categories were inspired by those of rhetoric, the study begins with an analysis of Aristotle’s Poetics from a rhetorical point of view. Subsequent chapters then study exemplary reinterpretations of the soul of poetry within the Aristotelian tradition, from Averroës and receptions in the Italian Renaissance and French classicism to the influential launch of the “Fine Arts” by Charles Batteux and his German counterparts, such as Schlegel, in the 18th century. Concluding chapters apply the perspective on issues concerning the aesthetics of the sublime, the symbol and the role of emotions in the system of genres. The Soul of Poetry Redefined is a significant contribution to, as well as continuation of, one of the most prevalent debates within the reception history of Aristotle’s Poetics. It is important reading for anyone interested in tracing the influential concept of mimesis and its variegated – and often enriching – permutations, from Aristotle to the romantic period. Mats Malm is Professor of Comparative Literature at the University of Gothenburg.

Ikke de voldsomme handler om forholdet mellem trykt offentlighed og offentlig skønlitteratur i England i perioden 1640-1750. I århundredet efter den engelske borgerkrig voksede en anarkistisk, skandaløs og ofte voldsomt utroværdig trykt politisk offentlighed frem i England. Dens mulighedsbetingelse var øvrighedens afmagt og indre splittelse, dens typiske fremtrædelsesform forfalskningen og smædeskriftet.Det er på den baggrund, en offentlig skønlitteratur vokser frem i England. Hvordan det sker, gennemgås i Ikke de voldsomme, som indeholder kapitler om John Drydens Absalom and Achitophel, Joseph Addison og Richard Steeles The Spectator, Daniel Defoes Robinson Crusoe og Henry Fieldings Tom Jones. Bag disse meget forskellige værker løber den samme ide. Litteraturen skal henvende sig til de borgere, der også læser den politiske offentligheds småtryk, dens opgave er at lære dem ikke at interessere sig for politik. Offentligheden skal læse fiktioner, ikke forfalskninger. Den skal føle afsmag ved politisk engagement. Den skal forstå, at æstetisk behag er at foretrække frem for glæden ved sladder og smuds. Det er ved at påtage sig den opgave, litteraturen bliver offentlig i England. I samme bevægelse antager den de former, vi kender i dag.Tue Andersen Nexø er lektor på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet og anmelder på Information.