Bøger udgivet af Nybo Publish

Dødens Stik, nr. 3 i serien med detektiverne fra Marlin & Co og bringer dem ud på en opgave, hvor hårdkogte kriminelle jager. Korrupte videnskabsmænd er en del af den fobi-udløsende opgave, som teamet skal løse. Et mystisk dødsfald, med mange vidner, er der så tale om naturlig død? Eller…mord? Er der et mordvåben? Alt er meget mystisk. Jerry Marlin sætter alt ind for at løse gåden, der kan få fatale følger, hvis den ikke opklares. Ca. 2 timers krimi. E-bogen svarer til ca. 70 sider. www.olenybo.dkUddrag. Kapitel 1:Havnen i Newcastle, EnglandSent en fugtig, kold aften ankom en lastbil til havnen i Newcastle. På ladet havde den en lille container, der skulle ombord på fragtskibet ved kaj 17. Chaufføren fandt kajen og steg ud af lastbilen. Han kiggede på det mørke skib og tjekkede en ekstra gang, om det nu var kaj 17. Det var det. Så skuttede han sig og kiggede rundt på den mennesketomme og dårligt oplyste havn, men efter et lille øjebliks betænkningstid gik han op ad lejderen til skibet. Her anråbte han en sømand, som kom hen til ham.”Ja, hvad vil du her?””Undskyld, men jeg har en container, der skal med dette skib. Jeg har siddet i en trafikprop og er desværre forsinket.”Han viste ham papirerne.”Hm, det ser rigtigt ud. Jeg drejer kranen ud.” Sømanden kiggede ud over rælingen. ”Du bliver nødt til at køre lidt tættere på skibssiden.”Han nikkede og gik ned ad trappen.Sømanden drejede kranen ud over rælingen og sendte krogen ned mod lastbilen, hvor chaufføren satte den fast i de stålwirer, der var omkring containeren. Så løftede han den hermetisk lukkede container op med sin fjernbetjening og sænkede den ned ved siden af en magen til, som han tidligere havde fået ombord. Til sidst tog han krogen af og vinkede til chaufføren, at alt var okay.En time senere stævnede skibet ud. Det var stille vejr, lidt sjældent når man skal ud og igennem Nordsøen, men den nat var det sådan, ovenikøbet med fuldmåne. Sømanden, der som de fleste sømænd havde respekt for havet og naturens kræfter, var overtroisk. Han brød sig ikke om fuldmåne og havblik samtidig. Han havde vagten denne nat og tog en slurk af sin varme kakao, som han havde hentet i kabyssen. Det lunede lidt, men hjalp ikke på hans mærkelige fornemmelse af uro. På broen, hvor førstestyrmanden havde tjansen, var der øjensynlig ro og intet uventet. Pludselig skrattede hans walkie-talkie.”Toldbåden har meldt sin ankomst. Vær klar med falderebet.”Han løb over til rælingen og kunne se toldbådens store spotlight i hastig fart hen imod skibet. Han havde en opgave nu. Han tog fjernbetjeningen til den lille kran og skyndte sig over til de små containere, der stod så tæt på styrehuset, at det ikke var muligt at se dem oppe fra broen. Her bandt han et tykt reb om wirerne og fastgjorde det med et knob på krogen til kranen. Så hævede han containeren med fjernbetjeningen, drejede den ud på den modsatte side af tolderne. Han havde samtidig enden af rebet i den anden hånd. Hans walkie-talkie skrattede. Det var styrmanden denne gang:”Hallo! Hallo! Hvad laver du!? Hvor er falderebet? Har du ikke sendt det ned endnu? Tolden venter! Skynd dig!”Han fik styret containeren ud over rælingen, og så trak han i rebet, så knobet blev løsnet. Med et plask faldt containeren i havet og forsvandt hurtigt i det mørke hav. Så tog han walkie-talkien.”Ja, ja, kommer nu! Kan man virkelig ikke få fred for toldvæsenet, når man er på toilettet!”Han sendte falderebet ned til tolderne. De kravlede ombord.”Godaften. Det var du længe om!””Det er på grund af vores kok. Skrækkelig mad. Er på toilettet hele tiden!””Jaså,” sagde tolderen udeltagende og lyste rundt med sin lygte. Den næste tolder, der kom op på skibet, havde en hund med i en bæretaske. En narkohund. Han smilede til tolderen og klappede hunden og sagde, at det var rart med en skibshund. Tolderen smilede overbærende. Hunden blev sluppet løs og løb rundt på dækket og snusede til alt. Hundeføreren sagde søg, søg til hunden, der var nået over til den lille container. Efter lidt snusen, gik den helt amok og gøede og kradsede på stålet. Sømanden havde fulgt optrinnet og kiggede undrende, for han vidste godt, at når hunden opførte sig sådan, var det fordi, den havde fundet noget. Tolderne brækkede låsene op og åbnede den ellers lufttætte container. Der lå en masse pakker indeni, og tolderne kiggede triumferende på hinanden. Her lå omtrent hundrede kilo kokain. Sømanden kiggede måbende, for han havde jo netop fjernet den container, som han havde fået penge for at smide overbord, hvis tolden kom. Så gik det i al sin gru op for ham: Han havde taget fejl af containerne og smidt den forkerte i vandet! Og hvis de folk, han havde fået penge af, fik at vide, at deres varer var blevet beslaglagt, fordi han havde taget fejl af containerne, hvad ville de så gøre?! Tanken skræmte ham. Og hvordan kunne han i det hele taget tage fejl?! Han havde fået at vide, at containeren ville komme sent på det tidspunkt, hvor resten af besætningen var til spisning. Og det gjorde den! Han fattede det ikke. Hvad var der så i den container, der nu lå på havets bund? Kunne der være to containere med narko?To toldbetjente blev ombord, indtil skibet nåede i havn.Kaptajnen var rasende. Han havde altid ført skibet med hæderlighed, og rederiet var et af de mest hæderskronede. For ham var det en katastrofe, at en last med narko kunne indfinde sig på hans skib. Alle blev afhørt med sigtedes rettigheder. Der skulle findes navne og forbindelser, eventuelt signalementer. Politiet gik hårdt til værks, selvom de godt vidste, at de søfolk, der var indblandet, som regel ikke vidste, hvad de transporterede, men bare blev betalt for at slette transporten af listen. Det var små fisk, men politiet var meget interesseret i at optrævle ruten.Sømanden blev afhørt ligesom resten af besætningen, men holdt tæt, for han var mere bekymret for, hvad bagmændene ville gøre, når de fandt ud af, at han havde kastet den forkerte container overbord. Desuden manglede den jo andetsteds, så han ville også få ballade med kaptajnen.*Da hans sidste fortand var blevet slået ud med knojern, fik han fremstammet, at han åbenbart var kommet til at hælde den forkerte container ud over rælingen. Den ene af hans overfaldsmænd trak ham hårdt i håret og spurgte, hvad der var i den container. Han svarede, at det vidste han ikke noget om. Det var dumt sagt, for hans overfaldsmænd troede på ham og sendte resolut en pistolkugle gennem hans hjerne. De havde ikke brug for ham længere, og det var for usikkert at have ham i live. Han havde set for meget og vidste for meget. Hans lig blev sejlet ud i sejlrenden og hældt i vandet med et tungt dykkerbælte omkring maven.

Ny krimiserie med detektiverne fra Marlin & Co. De er ude i meget spændende opgaver med både utraditionelle løsninger og plot, der overrasker. Krimiserien udkom juni 2016 som e-bøger.Hittet, der dræbte, nr. 2 i serien. Her møder Marlin & Co en prominent rockmusiker. Men bag rampelyset er noget rivende galt. Ærgerrige bagmænd, psykotiske bandmedlemmer, gruppier, fordrukne koner. Alt er med i denne sprængfyldte, dramatiske cocktail. Alt er i spil, men så…..Ca. 80 sider. www.olenybo.dkUddrag. Kapitel 1.Bøgelund Slot Golfbane”Sikke en vidunderlig bane, så velpasset og i orden,” sagde Z på vej ud til første hul på Bøgelund Slot Golfbane.”Ja, det bør man vel også forvente til den vanvittigt dyre greenfee,” svarede Jerry, Detektivbureauet Marlin & Co’s ejer og direktør.”Nåh, ja, men tænk på, at det er helt umuligt for os lønmodtagere at komme sådanne steder, hvis ikke firmaet stod bag finansieringen,” sagde Z, som havde arrangeret turen.”Drop alt det sludder. Kom nu, Jerry. Du skal tee´e ud,” sagde Fie utålmodigt.Han kiggede surt på Z og satte bolden på tee´en, og efter et prøvesving sendte han bolden to hundrede meter ud på banen med et veludført drive. Som om en vifte havde fjernet hans irritation, kiggede han veltilfreds efter sin bold, der uden problemer nåede over på den anden side af søen, som var anlagt, så han kunne vælge enten at skyde bolden henover med ét langt slag eller gå udenom, hvilket så betød, at han ville være nødsaget til at bruge et ekstra slag. Han smilede tilfreds.”Z. Det er dig nu!””Rolig, Fie. Du skal nok få chancen for at sende din bold i søen om et øjeblik.” Z tog sig ekstra tid i sin opstilling, alene for at irritere hende. Det virkede, for hun var ved at eksplodere. De var ude på deres årlige golfmatch, som firmaet var sponsor for. Z sendte sin bold næsten lige så langt ud som ham, men der var lidt tvivl, om den var nået ”tørskoet” i land på den anden side, eller om den lå i kanten af søen. Z bandede.De gik hen til damernes tee, hvor Fie skulle drive ud. Hun tog sin helt nye driver op af bag’en. Den var købt til lejligheden, for hun hadede at tabe. Den skulle forbedre hendes spil betydeligt, havde hun fået at vide. Hun satte bolden på tee´en, lavede et prøvesving og gik hen til bolden. Så sendte hun den af sted med et sikkert drive, der fik bolden ud tæt på Jerrys. Tilfreds satte hun sin driver tilbage i bag’en. De gik om på den anden side af søen og begyndte at lede efter Z’s bold. Fie og Jerrys bolde lå pænt på midten af fairway, klar til at blive spillet videre.”Åh, her er din bold, Z. Den ligger i kanten. Du kan med lidt held slå den op derfra. Ellers skal du droppe den inden for to køllelængder. Ikke tættere på hullet,” forklarede Jerry.”Tak, det ved jeg alt om!” Z tog sin pitcher og slog et slag, som indeholdt al hans irritation. Det gav et splash, og en stor klat mudder røg op sammen med bolden. Den lagde sig pænt lidt ude på fairwayen, men mudderet satte sig på Z, i hans ansigt og på hans fine hvide poloshirt. Fie hulkede af grin.”Ej for den, Z, hvor ser du ud!””Så, Fie. Det er dårlig sportsmanship at grine af en modspiller. Og slet ikke på en golfbane. Det er dig igen, Z.”Efterhånden havde Jerry og Fie lagt sig i spidsen og Z nærmest opgivet efter at have mistet fem bolde. Fie og Jerry kæmpede indædt. Ingen af dem ville tabe. Først var han foran, så var hun. Da de forlod syttende hul, lå hun forrest. Efter at han og Z havde sendt deres bolde pænt ud i roughen, var det Fies tur fra dameteestedet.”Nå, drenge. Nu skal I se, hvordan man gør.” Hun stillede sirligt op og slog et pænt slag. Desværre slicede hendes bold, så den forsvandt ud over en lille skov, hvor der var out of bounds.”Shit!” råbte hun.”Ja, den er ude. Du skal spille en ny. Her er en bold, du må få,” sagde Z og kastede til hende. Med en ed satte hun den på tee´en og gjorde sig klar til at slå. Så førte hun driveren op, og med et præcist slag ramte hun bolden. Med et brag af en kraftighed, som når man affyrer et mindre kanonslag, eksploderede bolden og fløj af sted i flere dele. Hun skreg og hoppede rundt på teestedet af forskrækkelse.Jerry kiggede uforstående på Z, som lå nede på græsset af grin.”Hold da kæft, hvor er du stærk, Fie. Et fantastisk slag. Du skulle have set dig selv, det var toppen,” lo Z.”Din store idiot! Hvad var der i den bold,” råbte hun.”Du har pillet ved den bold!” råbte Jerry, der nu forstod sammenhængen.”Nej, Fie slår bare så hårdt,” smilede Z.”Indrøm det! Du har puttet noget i bolden!” sagde hun arrigt.”Hvad i hede hule sker der, er I blevet vanvittige?! Fyre kanonslag af på en golfbane. I ødelagde mit put, jeg melder jer!” råbte en høj fyr, rasende og i skarpt trav op imod dem. Han svingede med sin putter, som om at han ville bruge den til at slå med.”Årh, tag det roligt, det er bare ligesom en nytårscigar. En joke,” forsøgte Z at berolige ham med.”Jeg skal give dig joke,” råbte manden arrigt og nærmede sig Z.”Hej hej, tag det roligt,” sagde hans spillemakker, der kom løbende efter ham.”Han ødelagde mit put!””Ja, ja, du havde tabt alligevel, så det er vel ikke den store katastrofe. Tag det roligt.””Ja, vi beklager. Det er vores tekniker, der ikke kan lade være med at lave tricks,” undskyldte Jerry.”Nå, var der krudt indeni?” spurgte den tilkomne, langhårede mand, mens hans ansigtsudtryk ændrede karakter.Z kiggede på ham og så hans inderlige interesse.”Ja, jeg har boret et lille hul og fyldt lidt sprængstof i. Og så havde Fie hele dagen gået og gjort sig til på den mest ubærlige måde, så hun havde gjort sig fortjent til den.””Det må jeg nok sige. Hvad øh.. har du tilfældigvis flere?””Ja, du må da godt få én.” Z dykkede ned i sin bag og gav ham én.”Har du også et visitkort, hvis jeg skal bruge flere? Som du kan se,” han nikkede smilende hen mod sin makker, ”kan det godt være, jeg har brug for sådan én en gang imellem.”Z grinede. ”Ja, de er ikke så tossede. Se bare Fie her, vi fik da lukket munden på hende.”Manden kiggede på visitkortet, som Z havde givet ham. ”Nå! Detektiver?””Ja, på vores årlige firmagolftur.””Ja, det er en god ide. Nå, vi må videre. Tak for bolden,” sagde den langhårede mand.”Så I, hvem det var?!” spurgte Fie.”Næh, hvem?” sagde Jerry.”Sig mig, har I alting slukket? Sover I i en sort kiste? I kalder jer detektiver! Det var Jon Ericsson, forsangeren i New Task, og den anden var guitaristen Peter Junk. De har lige udsendt deres nyeste hit Tomorrow. I véd hmmm, hmmm,” nynnede hun.”Ja, den kender jeg godt. Er det virkelig ham? Den er god,” sagde Z, og Jerry nikkede anerkendende.”Nå, Fie, nu skal du spille din tredje bold.””Hvad!? Jeg har vundet matchen, når I bruger usle tricks. Sådan nogle dårlige tabere! Jerry du giver en omgang øl, kom!”

I Kom i sving, Finn! møder man igen de skønne beboere i boligforeningen Kanaljebo. Det er med de meget humoristiske og lettere satiriske briller at beboernes dagligdag beskrives. Finn, også kaldet Isgas-Finn er ejendommens lokale brokkerøv, han har den sureste tilgang til livet og er ekspert på områder som øl, privatøkonomi, sociallovgivningen og støttemuligheder. Han holder rådgivningsmøder med de beboere som er interesseret i hans sære rådgivning omkring deres økonomi.Formanden styrer ejendommen som sit eget kongerige med stor energi og selvpromovering. Naturligvis enevældigt og helt uoplyst.Tudsen er en jovial gut som holder koldblodede dyr, som slanger, edderkopper, øgler mv. Med hans tatoveringer og horn i panden ligner han efterhånden selv sine dyr.Der kommer nye spændende butikker til i ejendommen og indehaveren af den ene, Sonja, glider hurtigt ind i miljøet.Pludselig sker noget ingen kunne forudse. Finn og formanden forsøger sammen med Tudsen og grønthandleren Yannis at løse mysteriet. Men så begynder problemerne for alvor at tage fart… Kom i sving, Finn! er svær at komme udenom, hvis man vil have et godt grin.Kom i sving, Finn! er forfatteren Ole Nybos anden bog i serien af humoristiske kortromaner om Kanaljebo. Den første - Gi’ den gas, Finn! udkom i 2019.Ole Nybo har siden 2010 også udgivet otte krimier; Ravneføde, De Skruppelløse, Pithoimordet og krimiserien Marlin & Co.Bogen er udkommet i oktober 2021 som paperback hos BoD.dk og som e-bog hos ebog.dk. Kan fås hos boghandlere og på nettet.

I Gi’ den gas, Finn! møder man de skønne beboere i boligforeningen Kanaljebo. Det er med de humoristiske og lettere satiriske briller at beboernes dagligdag beskrives. Finn, også kaldet Isgas-Finn, er ejendommens lokale brokkerøv. Han har den sureste tilgang til livet og er ekspert på områder som specialøl, privatøkonomi, sociallovgivningen og støttemuligheder. Lejla med det lilla hår sætter kulør på dagligdagen og formanden, som er en sag for sig, styrer ejendommen med stor energi og selvpromovering. Pludselig sker noget helt uventet i ejendommen og så forsøger Isgas-Finn sammen med fantasyforfatteren Spiren fra 3. tv, at optrævle konspirationen... Gi’ den gas, Finn! er svær at komme udenom, hvis man vil have et godt grin.Forfatteren Ole Nybo har siden 2010 udgivet otte anmelderroste krimier; Ravneføde, De Skruppelløse, Pithoimordet og krimiserien Marlin & Co. Som noget nyt er Gi’ den gas, Finn! forfatterens start på en serie af humoristiske kortromaner.

Kriminovellen Galleriets Juvel drejer over de små virkemidler, hvormed kunsten kan udfordre vores fastgroede syn i mange af livets forhold.Hvordan kan en kunstmaler og hans kunst blive et nervepirrende tilløbsstykke? Kunst eller cool business? Kan en kunstner overgå sig selv når alt syntes umuligt? Er Marlin & Co klar til at møde livsfarlige udfordringer? Måske, men de tre detektiver; Jerry Marlin, Fie og Z bliver i den grad udfordret i Galleriets Juvel. En spændende kriminovelle om en kompromisløs kunstner og hans tankevækkende kunst, med både humor, hygge og glimt i øjet. Galleriets Juvel, den 5. i Ole Nybos spændende og letlæste krimiserie Marlin & Co, udkom den 1.5.2019.

Et bestialsk mord, en hensynsløs selskabstømmer, en gnaven, men skarp politikommissær og hans dygtige efterforsker på jagt efter morderen. Det er nogle af ingredienserne i den dystre kriminalsag. Sporene krydses af hovedpersonen Karen Kanusdie, den efterspurgte foredragsholder og hendes veninde, It-virtuosen Silje, som også har interesse i sagens opklaring. Ingen kunne vide at den døds- og ulykkesvarslende fugl, ravnen, skulle have betydning for sagen, men det bliver hurtigt indlysende, hvor farlig og omsiggribende opgaven i virkeligheden er. Og at der er tale om uhyggeligt koldblodige spillere...

Dødegeisten: En nervedirrende krimi om en banebrydende opfindelse, ærgerrige politikere, en regering, der ikke skyer nogen midler for at bevare magten. De tre detektiver fra Marlin & Co er på banen, da der begynder at ske uregelmæssigheder. Snart går jagten ind…Ca. 2 timers krimi. E-bogen svarer til ca. 110 sider.

Ny krimiserie med detektiverne fra Marlin & Co. De er ude i meget spændende opgaver med både utraditionelle løsninger og plot, der overrasker. Krimiserien udkom juni 2016 som e-bøger.Den Forsvundne Kendisdatter er den første i serien.En kendt persons datter er forsvundet. Marlin & Co får opgaven, der kræver absolut diskretion. Her bliver Jerry, detektivbureauets ejer, Z, bureauets tekniske nørd og Fie, den tjekkede detektiv sat på hård prøve i en kompliceret sag, der ryster skeletterne ud af skabet...og lidt til. Alt sker selvfølgelig i blodtrykspressende spænding. Den Forsvundne Kendisdatter kan læses på 2 timer. Ca. 88 sider. E-bog. 1.ste udgave 2016. www.olenybo.dk.Uddrag : 1. kapitelMarlin & CoDørklokken ringede for anden gang hos detektivbureauet Marlin & Co på 4. sal i ejendommen i hjertet af byen.”Hvem åbner? Hvor er Inger-Marie? Hallooo!” råbte Jerry fra sit kontor.Jerry Marlin havde investeret i bureauet, da han efter ni et halvt år som aktuar i et større forsikringsselskab var blevet involveret i sager om forsikringssvindel. Her fattede han interesse for opklaringsarbejde. Hans amerikanske ophav talte hans mor, som kom fra staten Carolina i USA. Han var mørkhåret, 37 år og særdeles ugift; typisk ungkarl og havde altid udmærket sig ved sin klæbehjerne og sit enestående tag på statistik og sandsynligheder. Det forhold, at han endnu ikke havde fundet sin udkårne, kunne skyldes hans lidt generte og til tider akavede fremtoning. De, som kendte ham, ville nok mene, han var en meget stor mundfuld for de fleste kvinder, så en fremtidig hustru skulle nødvendigvis have stort overskud og kunne favne meget. Hun var ikke fundet endnu. Det havde især irriteret hans mor, men hun havde efterhånden opgivet håbet om, at han ville sikre arvefølgen, som hun udtrykte det. På trods af sit konservative væsen havde han et fyldigt netværk, der respekterede hans detaljerede viden og matematiske og strukturerede tankegang. De, der kendte ham godt, nød hans positive og en smule excentriske væsen. Hans rummelighed gav også god mulighed for komme tæt på anderledes og alternative personer, som således støttede ham i at følge forbrydernes tankegang. En tankegang der pirrede ham, for de, han havde været tæt på, havde en særdeles forskellig tilgang til deres forbrydelse. Det kunne være noget, der påvirkede og styrede dem helt tilbage fra barndommen, og som ofte var svært at komme ud af, eller en forbrydelse der var opstået af et helt akut behov eller en voldsom, ukontrollabel følelse. Uanset baggrunden var ingen forbrydelse eller mystisk hændelse for lille til at fange hans interesse. Lidt autist var man vel altid, tænkte han.Endnu en gang ringede dørklokken. Irriteret rejste han sig, hadede at blive forstyrret midt i noget vigtigt. Med en ed gik han gennem den tomme reception og hen til hoveddøren, som han åbnede. Udenfor stod en lille, spinkel kvinde.”Ja!? Øh, undskyld, goddag,” sagde han.”Er dette detektivbureauet Marlin & Co?”Ja, og desværre i øjeblikket uden Co. Kom indenfor!”Han viste hende ind i entreen og lukkede døren, netop som lyden af et stort skvulp inde fra Z´s kontor ramte den smalle gang.”Den forbandede svamp!””Svamp?” spurgte kvinden.Han lukkede døren ind til Z´s kontor. ”Min medarbejder har en kefirsvamp stående. Han påstår, den producerer sund mælk.” Han skar ansigt.”Åh, kefir. Jo, det er skam sundt,” smilede hun.Han viste hende ind på sit kontor og lukkede døren.”Mit navn er Jerry Marlin. Sid ned og fortæl, hvad vi kan hjælpe med.”Hun satte sig uden at tage frakken af, nøjedes med at åbne den og kigge sig lidt nervøst omkring. Tydeligvis bar hun på en oplevelse eller en situation, som var uden for hendes styring; det sirligt satte pagehår var røget en ganske lille smule ud af den normale sikre stil. Han bemærkede desuden en nydelig cardigan, der var knappet skævt, under frakken.”Ja, jeg fik ikke præsenteret mig selv. Jeg hedder Mie Christensen. Jeg kommer til Dem, fordi min arbejdsgivers datter, Josephine, er forsvundet,” sagde hun. Underlæben dirrede.”Forsvundet? Javel, ja. Fortæl, fortæl, frk. Christensen,” sagde han stadig lidt ærgerlig over forstyrrelsen.”Phine skulle til fest for tre dage siden, ja, det sagde hun i hvert fald, men hun er ikke kommet tilbage til skolen endnu.””Hvor gammel er Deres … var det arbejdsgivers datter?” Han valgte De-formen, da hun selv brugte den, men undrede sig; det var sjældent, nogen sagde De nu om stunder.”Ja, hun er lige fyldt sytten.””Ok, I har forhørt jer hos politiet og hospitalerne, går jeg ud fra.”Hun rystede på hovedet.”Det er ellers den korrekte fremgangsmåde. Fortæl mig om din... Deres arbejdsgiver.”Hun sad uroligt på stolen, som om hun skulle overvinde sig selv. ”Ja, men De må love mig fuld diskretion.””Naturligvis. Vi lever af fuld diskretion,” sagde han nu mere interesseret.”Det er Majken Lykke.” Hun fulgte opmærksomt hans reaktion.”Majken Lykke? Altså Majken Lykke, skuespillerinden?”Hun nikkede.Så kunne han bedre forstå De-formen, for hun var dansk teaters største diva gennem tiderne.”Ok. Vi skal naturligvis nok sikre, at pressen ikke får noget at vide. For det er vel dét, De mener?”Kvinden nikkede, men ikke overbevisende.”Ved hun, at De er her?”Øjnene flakkede en smule, så kiggede hun ned og rystede på hovedet, før hun tog en dyb indånding og med tårer i øjnene sagde:”Hun er ligeglad. De ringede fra Phines kostskole og fortalte, at hun ikke var mødt op efter weekenden og spurgte, om hun var hjemme hos os. Det er hun ikke. Så hverken skolen eller vi ved, hvor hun befinder sig. Jeg har sagt til fru Lykke, at jeg er meget urolig. Jeg har passet Phine, siden hun blev født, forstår De. Men fru Lykke mener, at det nok er noget teenager-noget, og at hun snart dukker op igen. Jeg forstår ikke, hvordan hun kan tage det så let!”Hun tørrede sine våde kinder, så han.”De har selvfølgelig forsøgt at ringe til hendes mobil?””Ja, mange gange. Den skifter til telefonsvarer hele tiden. Jeg har også sendt sms´er.””Er politiet blevet kontaktet?””Politiet? Nej, endelig ikke. Det ville fru Lykke aldrig tillade.””Hvis jeg skal tage sagen, så bliver Majken Lykke nødt til at få det at vide.”Hun kiggede ned i gulvet.”Hun er jo Josephines mor, men jeg skal nok selv sige det til hende så…”Mie Christensen smilede et kort øjeblik i accept. ”Behøver hun at vide, at jeg har været her? Hun bliver rasende.”Den spinkle kvinde trak frakken omkring sig som en slags ubevidst beskyttelse. Det var tydeligt, at hun frygtede sin arbejdsgiver.”De må altså undskylde, men har De ikke været hos Majken Lykke i mange år?”Hun nikkede.”Og De er stadig bange for hende?”Hun kiggede ham i øjnene og var tavs et øjeblik.”Jo, jeg har været hendes personlige assistent i mere end femogtyve år. Hun er enormt selvoptaget og til tider ganske rædselsfuld at arbejde for. Hun har dog sine gode sider også.””Men alligevel - over femogtyve år?””Ja, jeg var også ved at sige op på et tidspunkt, men så fik hun stakkels Phine ... fru Lykke fik hende sent, opfattede hende kun som en pyntefigur og var ikke interesseret. Det kunne jeg simpelthen ikke bære, så jeg blev. Det var som at få sin egen datter. Jeg har aldrig selv fået børn.”Jerry satte sig tilbage i stolen og tænkte, at enhver medalje havde en bagside.”Nå, men det, vi gør, er, at jeg tjekker med politiet, diskret selvfølgelig, og hospitalerne. Så taler jeg med Deres arbejdsgiver, og hvis hun vil have, at vi tager sagen, så er det det. De må også tænke på, at vi jo ikke arbejder gratis.”Hun nikkede og rejste sig. ”Her er mit telefonnummer. Kontakt mig, når De er klar til at møde fru Lykke. Jeg håber inderligt, at De er diskret. Også med hensyn til mit besøg her.”Da han havde lukket døren, kom han igen i tanke om, at kontoret var tomt. Han kiggede ind til Z; det eneste, han hørte derfra, var endnu en stor luftboble komme op til overfladen ovre fra kefirsvampen i vindueskarmen. Han hadede den svamp. Mens han spekulerede på, hvad en sjat tredobbelt salmiak ville gøre ved den, blev hoveddøren åbnet. Det var Z og Fie, højt snakkende og larmende.”Hvor i alverden har I været, og hvor er Inger-Marie?”Han var stadigvæk irriteret, for han var meget optaget af, at nye klienter blev modtaget korrekt, og at de fik en kop kaffe. Det hele havde overrumplet ham, han havde manglet sin sekretær og øvrige medarbejdere. Han hadede situationer, som han ikke havde hundrede procent styr på, var meget pertentlig og normalt en mester i at analysere situationerne.”Årh, du skulle have set Z’s nye fjernbetjente minibil. Tænk, at man kan filme med den. Den er jo bare på størrelse med en æske tændstikker. Vi kunne se ind i prøverummene ovre hos Ella & Sofia,” sagde Fie imponeret. ”Tænk engang, der var én, som var helt nøgen, og som ...””Ja tak, det er rigeligt,” afbrød han surt. ”Jeg håber ikke, nogen så jer, for det er da rygende ulovligt!””Ja, det er jo også derfor, at jeg har lavet den lydløs. Med elmotor og de helt nye batterier. Du kan overhovedet ikke høre den, den er genial!” sagde Z stolt.”Hm,” sagde Jerry, som godt kunne se muligheder i den, ”hvor er Inger-Marie?”I det samme gik døren op igen.”For den da. Det er da helt umuligt at finde en parkeringsplads her,” sagde Inger-Marie forpustet. ”Jeg var forbi den gode bager. Vi skal da lige have lidt lækkert til personalemødet.”Hendes middelhøje, runde figur vidnede om, at når hun sagde, bageren var god, så passede det. Udover de gode brød og kager nød kontoret godt af hendes humoristiske sind og smittende latter.”Personalemødet?” Jerry tog sig til hovedet. Intet var der styr på i dag!”Ja, det blev foreslået i sidste uge, et møde hver fredag, så vi ved, hvad der foregår her i huset. Og jeg kan da se, nogen har brug for det.””Nå ja, det er vigtigt, alle er orienteret om tingene.””Hvad tid er det?” spurgte Inger-Marie.”Ja, hvornår skal vi sige?””Altså, du tager altid så langsomme beslutninger,” sagde Fie.”Ja, ja, jeg er ikke som dig. Du tager mange lynhurtige beslutninger,” sagde han forsonende.”Men ofte de forkerte,” grinede Z.Jerry lo også, hvilket hidsede Fie op.Hun kiggede stift på ham. ”Det er muligt, men det er da heldigvis ikke ligesom dig. Du overvejer længe. Ser problemstillingen fra begge sider, og så langt om længe… tager du alligevel en elendig beslutning.”Inger-Marie slog en høj latter op. Han sendte hende et bevidst surt blik. Så tav hun, og han smilede: ”Lad os holde det møde nu. Vi er her jo alle sammen. Og det wienerbrød ser lækkert ud.”Da alle havde tygget af munden, sagde Jerry: ”I jeres fravær modtog jeg en ny klient.”Han kiggede bebrejdende på dem i håb om at spore en smule dårlig samvittighed, dog uden den ønskede effekt.”Det drejer sig om en forsvunden pige.”Til hans store irritation var der ingen, som så interesseret ud. Så trak han esset. ”Det er Majken Lykkes syttenårige datter, der er forsvundet.”Det gav respons.”Majken Lykke? Mener du skuespilleren?”Han nikkede tankefuld og smilede.”Jamen, jeg har faktisk et hul i min kalender, så jeg kan godt tage sagen,” sagde Fie.Hun var kommet ind i bureauet efter et par år i Frankrig som skiinstruktør. Godt nok var hun ung, men hun havde ben i næsen, hvilket Jerry med det samme havde bidt mærke i. Fie var lynhurtig i analysen og havde en mening om det meste. Hun var stærkt i live, nysgerrig og engageret i alt. Gode kompetencer, når man skal være detektiv. Derfor havde han ansat hende. Hun elskede sager, der krævede lidt ekstra, og tog dem med høj entusiasme og indlevelse. Samtidig var hun sjældent bange og havde på et tidspunkt dyrket kampsport. På det personlige plan var der endnu ikke nogen, der havde formået at indfange hende i et fast forhold, selvom mange havde forsøgt. Fie var ikke klar til forhold længere end en måneds tid ad gangen. Det korte lyse hår stod godt til hendes slanke, veltrænede krop. Han var særdeles tilfreds med sit valg.”Årh, det er da ikke noget for dig, Fie,” mente Z, der som regel tog de sager, der var af mere teknisk karakter, idet han var opfinder og altid spekulerede på udviklingen af en eller anden smart dims. Han elskede at drille Fie, når lejligheden bød sig. ”Teater, film, kendismiljø, receptioner. Alt det du ikke kan fordrage!””Altså modsat dig, så følger jeg med i verden uden for laboratoriemiljøet og er helt klart den mest kompetente til den sag,” fastslog hun.”Ja, du kan selvfølgelig også din Rig & Kendt udenad!” grinede Z.”Majken Lykke kender jeg da ude fra revyen. En rigtig bitch, når det kommer dertil,” sagde Inger-Marie, der havde styret baren i Top-revyen i en menneskealder.”Ja, det sagde hendes personlige assistent, frk. Christensen, også, så ja - det er nok lige noget for dig, Fie. Men jeg har lovet klienten, at jeg først aftaler med Majken Lykke, om vi i det hele taget skal have sagen,” sagde han. ”Du kan starte med at kontakte hospitaler og Politi og få oplyst, om der er kommet nogle syttenårige piger ind. Du må ikke sige andet end, at hun hedder Josephine. Phine, kaldes hun.””S’fø´lig,” sagde Fie og proppede et tyggegummi ind i munden og smilede sejrssmilet til Z.Fie gik i gang umiddelbart efter mødet. Efter et par telefonopkald kom hun ind til ham.”Nej, der er ingen syttenårige piger ved navn Josephine eller Phine, som er anholdt eller indlagt eller kommet på skadestuen,” sagde hun tyggende.Han observerede hendes utålmodighed. ”Okay, jeg ringer til frk. Christensen.”Kort tid efter stak han hovedet ind til Fie. Hun stod foran spejlet og friskede sin læbestift op.”Du er måske ved at gøre dig klar til en tur i teatret?” spurgte han ironisk.”Du er vel nok morsom... eller vi skal måske i teatret nu?” Hendes øjne glippede.”Ja, om en time kan vi få audiens - imellem prøverne.””Fedt! Jeg har aldrig været oppe i garderoberne, det er helt vildt. Tror du, der er andre interessante derinde?””Altså, hvis du begynder at opføre dig underligt, fordi du ser en kendis, så kommer du ikke med!””Nej, nej, bare rolig. Jeg har kendt en kendis engang, og når man får dem med hjem…”Han løftede afværgende den ene hånd: ”Jeg behøver ikke vide mere!”Han efterlod sirligt sin lille nyvaskede bil præcis i midten af parkeringsbåsens afmærkninger på skråparkeringen efter at have bakket to gange. Han var tilfreds.”Jeg lærer til min død aldrig at forstå dig,” meddelte Fie irriteret over hans langsomme parkering.”Det behøver du skam heller ikke,” sagde han med et smil, der hurtigt stivnede. ”Hov, hov. Smæk ikke med døren!”

Et mord om Congodiamanter i Afrika, et attentat på et lille barn på den græske ø Kreta, en skatteopkræver i år 1571 på Cypern. Hvordan hænger det sammen? Den danske journalist Arild er på Kreta for at researche til et TV-program om forsvundne civilisationer i Middelhavsområdet, da hans veje krydses af den gnavne, men skarpe enspænder, kriminalkommissær Mackenzie fra Interpol, der er på sporet af organiseret diamantsmugling. Og så dukker endnu et lig op… Pithoimordet er Ole Nybos debutkrimi. 1. udgave udkom i 2010.

De Skruppelløse er en uafhængig fortsættelse af Pithoimordet, og denne gang er journalisten Arild på sporet af en stor korruptionssag. Nena, leder af den lokale nødhjælpsafdeling i Den Demokratiske Republik Congo, har inviteret Arild til Afrika for at dokumentere og beskæftige sig med problemer med militser, der hærger landsbyer og bortfører børnene til børnesoldater eller til prostitution, og efterfølgende gøre Vesten opmærksom på deres håbløse situation ved at skrive artikler. Det skal vise sig at blive en særdeles livsfarlig opgave, der trækker spor til Danmark. 1. udgave af De Skruppelløse udkom maj 2014.