Bøger udgivet af Samleren

Officielt var hun kongedatter, men alle vidste jo, at hun var Struensees horeunge med den landsforviste dronning, Caroline Mathilde. Louise Augusta voksede op ved hoffet med sin bror, Kronprinsen, som eneste ven. Han elskede og vogtede over hende livet ud. Han arrangerede hendes ægteskab med hertugen af Augustenborg, som først var et helvede, siden det sødeste erotiske parforhold, og så igen - efter indgriben af den elskede bror - et helvede af et ægteskabsdrama. Louise Augusta blev mor til to af Danmarks mest berygtede landsforrædere, men også til en senere dronning. Hun var revolutionær som sin henrettede far og en sanselig aristokrat samtidig. ”I KÆRLIGHEDSBARN om prinsesse Louise Augusta behersker Maria Helleberg romanens store personlige og politiske apparat med en imponerende ubesværet overlegenhed.”- Jens Kistrup, Weekendavisen

Man kommer hjem fra arbejde, og ens mand ligger i indkørslen med syltetøj om munden. Hvad er han så? Han er et pindsvin, der er blevet kørt over. Og han kan blandt andet også være en sko - som titlen på den novelle lyder - men så sandelig også kvindens mand. Han er gal på den barske og rørende og selvfølgelige måde, som gør Blendstrups danskere så overraskende og skægge at læse om.

En ung kvinde bor til leje ved stationen i Glumsø. Hver dag tager hun toget til København. Hendes forældre tror, at hun passer sit studie, men hun kommer ikke på universitetet. Hun tilbringer sin tid på gader og stræder og i Scala med Digter Hase. Hun skriver også selv, men det går ikke så godt. Der er meget, der forstyrrer: Fortiden med Per Finland, forældrene på trappetrinet og godstogene, der kommer buldrende natten igennem. Pressen skriver: »Der er nogle brillante stykker litteratur, der uanset hvor stor umage man gør sig som anmelder, ikke kan åbnes eller indfanges på en måde, som tilnærmelsesvis yder værket retfærdighed. Sådan har jeg det med Helle Helles nye og usædvanlig kostbare roman Dette burde skrives i nutid, der overvælder mig på en så voldsom måde.« – Nanna Goul, Weekendavisen »Hvordan kan det egentlig være, at man læser Helle Helles bøger om ensomme, søvnløse kvinders tilsyneladende uspændende liv i søvnige stationsbyer med en besættelse, som var det effektfulde spændingsromaner? For det gør man, man suges ind i dem og vender sultent og dvælende hver side – på trods af deres sparsomme brug af plot som pirringsmiddel. Der er ikke noget at gøre – er man først stået på, er der ingen vej tilbage. Heller ikke i Helles seneste roman, Dette burde skrives i nutid.« ****** – Lasse Horne Kjældgaard, Politiken »Selvfølgelig er Dette burde skrives i nutid en fremragende roman, endnu et slankt og nonchalant mesterværk fra Helle Helles hånd.« – Tue Andersen Nexø, Information »Dette burde skrives i nutid er en virkelig skøn læseoplevelse, så er det sagt ... Det er, så man får ondt i hjertet. Men der er også humor, rigtig meget endda, på vanlig underspillet vis.« ***** – Mai Misfeldt, Berlingske Tidende »Selvom metoden er den samme i bog efter bog, gentager hun af princip ikke sig selv ... en blændende god og fornyende roman.« – Anders Juhl Rasmussen, Kristeligt Dagblad »Helle Helle (...) has enchanting gifts as a storyteller« – Jonathan Russell Clark, The New York times »Helle Helle makes us feel less alone« – Dawn Raffel, Oprah.com

Han tænker, at den mindetale han holdt til moren i sognegården nok burde revideres. Ved flodbredden står en flok døende venner, de bønfalder ham om at forklare, hvordan alting hænger sammen, for eksempel dette med kærligheden.Og kvinden i Larssons Gård. Kvinden på det knastfri fyrretræsgulv. Skal han skrive sandheden? Farens notesbog med de udrevne sider, den der var blevet brændt og var væk. Og som så pludselig dukker op efter alle årene. Åbner der sig nu en sprække i historien? Er det det, der skal indføjes i mindetalen? Og ikke mindst, vil det blive til den kærlighedsroman, han aldrig havde troet, han kunne skrive?LIGNELSESBOGEN tager fat der, hvor erindringsromanen ET ANDET LIV sluttede. Den handler om moren og faren, om bøgerne og om hvorvidt det er muligt at føje alt det sammen, som virkelig betød noget. Frem træder en kærlighedsskildring, som tager sit udgangspunkt i mødet mellem den unge 15-årige og en moden kvinde på det knastfri fyrretræsgulv i Larssons Gård. Men også en fortælling om den allestedsnærværende død, om tro, om at være frafalden, om skam og om retten til at være digter.Pressen skriver:»”Lignelsesbogen” er en stærk og vedkommende bog« ***** – Jens Henneberg, Nordjyske Stiftstidende»Nye, varme, gavmilde, erotiske, bibelske erindringer af P.O. Enquist.« ***** - Bjørn Bredal, Politiken **** – Søren Kassebeer, Berlingske »Enquists selvbiografiske roman er et smukt og fabulerende tilbageblik på et liv og et forfatterskab, hvor kærligheden sejrer over selvdestruktionen … Knaldhamrende godt. « ***** – Frank Sebastian Hansen, Ekstra Bladet »Årets hidtil suverænt bedste roman: en betagende fortælling af Sveriges største nulevende forfatterom et liv, dets anfægtelser, dets trængsler, dets både dyrekøbte og befriende erfaringer, fortalt med en til tider formummet humor.« ****** – Johs. H. Christensen, Jyllands-Posten»Enquist er en forbilledlig fortæller. « **** – Arne Mariager, Horsens Folkeblad»Lignelsesbogen er både fremragende erindringskunst og en virtuos overflyvning af et af de sidste 50 års vægtigste forfatterskaber.« – Claus Krogholm, kulturkapellet.dk»Smukkere kærlighedsmøde og kærlighedsopdragelse har jeg aldrig nogensinde læst.« **** – Marianne Koch, Fyens Stiftstidende

16 noveller fulde af grotesker, sjældne øjeblikke og fantastiske begivenheder. I en novelle møder vi onkel Otto, der som fersk enkemand trækker sin langmodige nevø med på den årlige tur til Firenze, hvor Otto hvert år støder ind i sin ungdoms afdøde kærlighed. Som han siger: ”Spøgelser er en af de ting man skal have set for ikke at kunne tro det.” I en anden novelle tilbringer Lolo og hendes fætre sommeren på en ødegård i Sverige. Mens læseren kan dufte græsset gro, prøver de tre hinanden af, og Lolo finder ud af, hvad forelskelse og had er. I en tredje novelle tigger krøblingen Manolito med de overjordiske evner, mens han længes efter strøgbutikkernes mannequindukker. I en fjerde finder en søskendeflok den afdøde mors breve og får tumlet virkeligheden rundt flere gange. »Selv om det ikke kan siges, kan det skrives, så fuglene synger, og skeletterne danser i bogskabet (...) Vantro og blasert må jeg viljeløst gribe i kjolens nederste lommefold og mellem krøllede huskesedler og gamle floskler hente de allermest opgejlet begejstrede, henførte, overvældede, tredje, fjerde og femtegrads, jeg kan næsten ikke stoppe! ord frem (...) Og skulle den blive den eneste, denne samling - hvad den ikke skal! - så kan den stå der helt alene mellem alle lavvæksterne i bogskoven og rage op på sin helt egen grænseoverskridende, gammeldags, mærkelige, krogede og smågeniale måde.« – Liselotte Wiemer, Weekend Avisen

Fjerde bind i serien Jordens Børn handler om Ayla og hendes elskede Jondalars rejse videre gennem det farefulde og uvejsomme istidslandskab. Mens de i selskab af deres heste og tamme ulv krydser Europas stepper, udsættes de for både naturens luner og menneskers ondskab. Takket være Jondalars mod og Aylas snarrådighed og fortrolighed med alt levende klarer de dog alle strabadserne og møder overalt forbundsfæller blandt både dyr og mennesker. Femte bind, Folket i klippehulerne, udkom 30. april 2002.

MAMMUTJÆGERNE er tredje bind i serien Jordens Børn. Ayla forlader sin dal sammen med Jondalar, den mand hun har elsket og holdt sammen med, siden hun fandt ham hårdt såret efter et overfald af en løve. De møder Mamutoi-folket, Mammutjægerne, og Ayla nærmer sig dem med både frygt og nysgerrighed. Hun bliver optaget af deres musikinstrumenter, af deres levevis og bopladser - og ikke mindst tiltrækkes hun af den mørke, flotte Ranec, der er mester i at skære elfenbensfigurer. Mammutjægerne fascineres af hende, af hendes lægekunst, hendes dygtighed som jæger og hendes evne til at tæmme vilde dyr. I MAMMUTJÆGERNE beskriver Jean M. Auel farlige jagter, hverdag og storslåede fester, kærlighed og lykke - kort sagt livet som det kan have formet sig for mænd, kvinder og børn i istiden for 25.000 år siden. ”Bogens over 700 sider fastholder læseren til sidste side.” - Kristeligt Dagblad

Den afskyelige udspiller sig i Norden i nær fremtid, hvor klimaforandringerne er slået igennem. En vild og vidtforgrenet fortælling om fanatisme og stor kærlighed. Og en økopolitisk satire om det umulige CO2-regnskab og det enkelte menneskes ansvar for at gøre noget.Heidi har taget job på hospitalet for at være tæt på sin søster. Det er syv år siden, Angelica kom ud for landets sidste skisportsulykke. Hvad der egentlig skete dengang er aldrig blevet helt klart, men Angelica skulle mødes med nogen, og Heidi svor ikke at fortælle det til forældrene.Siden er sneen smeltet på Klaftafjeld, verden er blevet varmere.På hospitalet møder Heidi Kenneth, som døjer med øget svedproduktion. Kenneth er over to meter høj og har kraftig hårvækst. Han har ingen familie og taler ikke gerne om sin fortid, men Heidi forelsker sig hovedkulds. Med sine svedproblemer er Kenneth påvirket af klimaforandringerne og optaget af at modvirke yderligere temperaturstigninger. Men hvad kan det enkelte menneske stille op? Og hvor langt vil det gå? Pressen skriver:»Anbefales [...] Varmt. Hvis man tør bruge det udtryk. «***** – Jørgen Johansen, Berlingske»Åndeløs og overraskende læsning fra start til slut.«– Camilla Lærke Mors, Ekstra Bladet»Charlotte Weitze, der i sine tidligere bøger har excelleret i en simrende uhyggelig fantastik, nærmer sig i Den afskyelige en form for samfundskritisk roman, som også er en roman om undergang og håb.«– Tue Andersen Nexø, Information»En god og overbevisende detaljeringsgrad, der svejser det velkendte, det fantastiske og det fremtidige fint sammen.«**** – Jon Helt Harder, Jyllands-Posten»Weitze har skrevet en både poetisk og underholdende roman om de faretruende klimaforandringer og miljøødelæggelser, ingen for alvor synes at tage alvorligt, selv når de banker på fordøren. […] Det er i begge ordets betydninger en fantastisk fortælling, men som alle gode fortællinger fremstår den midt i det hele også skræmmende realistisk.«***** – Anne Skov Thomsen, Nordjyske Stiftstidende 

Et udvalg af Lars Gundersens bedste portrætfotografier gennem 30 år af bl.a. kunstnere, musikere og forfattere fra ind- og udland, suppleret af tekster af Morten Søndergaard, Kristina Stoltz, Hilde Susan Jægtnes og Magne Furuhomen, og med forord af Jens Blendstrup."Denne bog samler et væsentligt udvalg af Lars Gundersens portrætfotografier. Lars Gundersen har siden 1980’erne portrætteret individer, der på den ene eller anden måde udfolder sig kunstnerisk og skabende, og som i mødet med hans blik og metode træder tydeligt frem i netop deres særegenhed, menneskelighed og individualitet. Det er et blik og en metode, der ikke lægger til, der ikke dramatiserer og instruerer, nærmere skræller af, det går direkte til sagen, til ansigtets intensitet og udstråling, dets særlige væsen og væsentlighed, dets mystik. Det fanger ansigtet præcist, det fremstiller det nøgternt, dragende, det kan tage timer at forlade et billede, det kan være svært ikke straks at vende tilbage igen."Christel Wiinblad, 2015

Johanne Luise Heibergs vej fra bund til top er grusommere end nogen anden historie fra Guldalderen. Hun er født i en familie, hvor misbrug af enhver art florerer. Men i gøgereden vokser en svane op: smuk, stærk, talentfuld og modig.Ét er Johanne Luise fra barnsben bevidst om: At undgå udnyttelse handler om at stå fast. Hun må værne om kroppen, sproget, tanken. Munden er den vej, undertrykkelsen trænger ind, og senere den port, hvorigennem renselsen kommer: replikkerne. På scenen på Det kongelige Teater bliver hun et rigtigt menneske. Hendes liv er en konstruktion, men den smukkest tænkelige.Johanne Luise Heiberg (f. Pätges, 1812-1890) kom ind på Det Kongelige Teaters balletskole som otteårig. Hun fik hurtigt mindre roller og debuterede som skuespiller i vaudevillen APRILSNARRENE. Tidens største digtere, fra Oehlenschläger til Hertz, skrev roller til hende og med ægteskabet med Johan Ludvig Heiberg, forfatter, dramatiker og senere direktør for Det Kongelige Teater, blev hun guldalderens store danske scenekunstner.Pressen skriver:»… et fintmærkende og følsomt portræt af den store danske skuespillerinde …”Scenesat” er en værdig hyldest til den legendariske skuespillerinde Johanne Louise Heiberg.«***** – Henriette Bacher Lind, Jyllands-Posten»Maria Hellebergs indlevede skildring af fru Heibergs rædsomme barndom, stærke vilje og frustration er gribende … Maria Helleberg griber kraftfuldt og vedkommende fat i læseren med sit undersøgende blik på en kvindelig kunstners vej til position og ensomhedsfølelse.«***** – Eva Pohl, Berlingske»… en god og grum og gæv roman om Johanne Luise Heiberg«– Lars Bukdahl, Weekendavisen»Maria Helleberg gør det med sin sædvanlige respekt for de historiske kendsgerninger, og hun sætter som i sine andre historiske romaner ekstra kulør på ved hjælp af den såkaldte digteriske frihed. «– K.E. Watz, Lolland-Falsters Folketidende»Med mageløs præcision giver Helleberg os Hanne, Johanne og fru Heiberg i én bid … en fantastisk bog er det blevet til.«– Marianne D. Comett, Sæby Folkeblad

To drenge bliver forbyttet på fødegangen i Bureå i 1934. Seks år senere opdages misforståelsen, og drengene må vende tilbage til deres rigtige forældre. Det bliver skæbnesvangert for alle de involverede: for fortælleren der må vige pladsen for Johannes, for Josefina som begge drenge opfatter som deres mor og for plejebarnet Eeva-Lisa. Romanen er en fabel, som søger svaret på en gåde, i et grænseland hvor fantasien beskytter mod virkeligheden, men afspejler sandheden.”En ejendommelig og mesterligt gennemført roman.”- Dagens Nyheter

En ny samling elegante og humoristiske noveller fra Adda Djørup om at bemestre og overgive sig til det ikke altid lige nemme liv. 240 svin på coke på en golfbane. En lykkelig morderske i Paris. Et menneske, der vil være hund. 3 gratier fra helvede i varietékostumer. En liderlig, grædende læge på en togstation. 12 berusede digtere. En utro brud. Et græsk kor og et brombærkrat. En lille klokke, der ringer. Poesi og andre former for trods er 16 noveller om at byde verden og døden, sorgen og sygdommen trods. Og ét digt om søvnløshed. Pressen skriver: »Hun har et formidabelt blik for alt det, som, med hendes eget præcise udtryk, er »fortvivlende sjovt eller mærkeligt eller oprørende - og helt igennem rædselsfuldt«, men hvad mere er, hun formår at forme sit sprællevende, dynamiske sprog, så at skriften ligefrem smyger sig op ad hver tilstand, hver stemning. Det i sig selv får hun gjort til triumf, et livsbekræftende sprogoprør.« – Erik Skyum-Nielsen, Information »Ofte vil man sige, rosende: Jeg glemte, at det var en bog, jeg læste, fordi det var så spændende; jeg blev forført! Men her, lykkeligt, glemmer man ikke, at det er skrift, alt imens man forføres af handlingen, eller man forføres parallelt, luksuriøst skelende: Jeg ville hele tiden vide, hvad der gemte sig bag næste, opfindsomme hjørne, og samtidig blev jeg henrykt af skriftens sprællen - som er helt igennem litterær og aldrig forsøger at gøre sig usynlig for handlingens skyld.« – Jannie Schjødt Kold, Weekendavisen »Svirp er der flere steder i disse korte tekster, præcise turneringer i slutningen af noveller, der tager sig lette og selvfølgelige ud, men som reelt er udtryk for både elegant håndelag og livsindsigt.« ****– Jon Helt Haarder, Jyllands-Posten

En mand går gennem et tomt hus. Alt føles fremmed. Han tager en fatal beslutning: Han vil tage et liv og derefter sit eget. Men opruller de 12 uger, der gik forud. Det er et portræt af to mænd i frit fald: Den fandenivoldske Jon, der har lagt sit liv i København bag sig og indledt en selvdestruktiv færd til barndomsbyen på Langeland, og træmanden Peter, der efter en fyring ser magtesløst til, mens hele hans tilværelse smuldrer.Engang var de bedste venner, men de har ikke haft kontakt siden deres fælles ven, Christian, omkom ved Langelandsbroen, hvor de i ungdommeligt overmod havde udfordret hinanden til at balancere øverst oppe.Peter ønskede egentlig intet andet af livet, end at det skulle fortsætte, som det var, men da Jon vender tilbage til Langeland, sætter det gang i en række begivenheder, som de to mænd på ingen måde er i stand til at styre. Pressen skriver:»Jesper Wung-Sung har skrevet en susende stærk og realistisk roman; MEN skriver sig sikkert ind i den stolte danske litteraturtradition for at skildre mænd, der begærer katastrofer, hærværk og død.« - Tonny Worm, Information»Det er en mesters værk. «***** - Camilla Thorup Christoffersen, Fyns Stiftstidende»Den er blændende godt skrevet og følsom og stålsat samtidig.«***** - Femina»Jesper Wung-Sung har hermed skrevet sin hidtil bedste bog.«***** - Preben Rasmussen, Midtjyllands Avis***** - Per Krogh Hansen, Berlingske Tidende ***** - Henrik Queitsch, Ekstra Bladet

"Det kom ikke til ham fra den ene dag til den anden, at han var buddhist. Buddhisten som idé kom nærmere listende ind og satte sig kort efter, at konen ville skilles. Buddhisten kom ind til ham og satte sig på den anden side af skrivebordet i Udenrigsministeriet. Han kiggede på buddhisten og tænkte, at det var et godt format at træde ind i ..." Mød Buddhisten i Dorthe Nors' KANTSLAG, der rammer, så man griner, græmmes og grummes. Om mennesker på kanten, skårede eksistenser og regulære tæv. Om hejren, kvindelige mordere og det gribende menneske. ”Hvor nærige anmeldere end er med den slags ord, så er det nu, at ”mesterværk” skal findes frem. Fortællingerne er ganske enkelt vidunderlige … ” - Dagbladenes Bureau ”En klarøjet samling noveller om livets kant.” - Weekendavisen ”Udfordrende, empatisk og velskrevet. Nors har fundet sin genre.” - Berlingske Tidende

Engelshjerte er romanen om Anne Sophie Reventlow, Frederik den 4’s kone til venstre og siden højre hånd. Romanen begynder i 1742, året før Anne Sophies død. Hun er forvist til Clausholm Slot ved Randers og ser tilbage på sit liv:Anne Sophie møder kong Frederik 4.ved et maskebal på Koldinghus, og de bliver forelskede. Kongen bortfører hende året efter på dramatisk vis og ægter hende til venstre hånd, da han allerede er gift med dronning Louise af Mecklenburg. Ved Louises død i ægter kongen Anne Sophie til højre hånd, og hun får titel af dronning. Frederik og Anne Sophie får seks børn sammen, men ingen overlever de første år.Med sit eminente greb om stof og fortælling beskriver Maria Helleberg ægtefællernes store og tragiske kærlighed. Hun er hans Engelshjerte, men hun kan ikke føde ham en arving. Og da Frederik dør i 1730, bliver hun forvist af sin stedsøn.Som sit livs sidste eventyr bryder hun husarresten og tager til København. Undervejs får hun følgeskab af en gammel vrissen mand, der sidder på Tersløsegaard og græmmes over kirkeklokkernes bimlen: gamle magister Ludvig Holberg. Pressen skrev:»Anne Sophies skæbne er i sig selv topdramatisk, men det er jo ikke en garanti for en god fortælling. Men netop med sådan et forlæg kan Helleberg få figurerne til at rejse sig med knugende livagtighed … Blev Anne Sophie detroniseret ved Frederik 4.s død i 1730, står Helleberg stadig uantastet som den historiske romans dronning.«– Ulrik Langen, Weekendavisen  »Helleberg skriver levende og underholdende om en kvinde, der traf et ukonventionelt valg ved at lade sig bortføre af kongen.«– May Schack, Politiken »God historisk underholdning.«**** – Else Cornelius, Berlingske Tidende

Inga har prøvet det før: Når fantasiens grønne bil kolliderer med virkelighedens røde. Men nu starter et nyt kapitel i Ingas liv: Livet som nyuddannet lærer.På efterskolen for sent udviklede og bogligt svage elever bliver Inga kontaktlærer for Hong, som ankommer med bare en Netto-pose i hånden. Uden den obligatoriske cykel, der står om i papirerne. Inga er i tvivl, om Hongs far taler sønderjysk eller mandarin. Pigerne magter ikke at løbe de fem kilometer, bryder grædende sammen og smider sig i græsset. Pludselig virker det ikke helt sikkert, at stilleben med dyrekranier vil holde 15-18 åriges opmærksomhed fanget i kreaværkstedet. Ord som didaktik, kognition og dannelsesteori driver rundt i Ingas hjerne som herreløse luftskibe.Faste pladser er en humoristisk roman om bristede illusioner. Pressen skriver:»Anita Krumbach er god til at finde de sære, sjove oplevelser i et levet liv - den fremmede kvinde, der vader ind i Ingas hjem med sko på og et foredrag om kommunal skraldesortering og som får Inga til at dele foldere ud af bare skræk. Ha! «- Politiken»Faste Pladser er på sæt og vis ganske underfundig og skrevet med en særegen kold lidenskab, der distancerer den smerte, som også præger bogen og især Inga, der indimellem har det svært med at falde til. «*** - Nordjyske Stiftstidende» Faste Pladser beskrives på bagsiden som ”en humoristisk roman om bristede illusioner”. Det er for så vidt en rigtig beskrivelse, men den er mere end det. Det er en poetisk roman båret frem af et levende sprog. … Krumbach bidrager med en væsentlig debat i tiden. «- Kristeligt Dagblad

Agate vokser op på en gård med far og mor og store søskende, senere også et par mindre. En bedstefar på aktiv aftægt. Og skiftende hold piger og karle. Det er en barndom på landet i begyndelsen af det tyvende århundrede. Den sidste intakte periode af dansk bondekultur. Vibeke Grønfeldt har fremskrevet et mageløst sansemættet og detaljerigt billede af dette mikrokosmos og følger Agate op i puberteten, hvor hun allerede har vist den egensindighed, som er et bærende karaktertræk. MINDET er en roman om et lille sted med en udvalgt flok, der eksemplarisk ender med at spejle snart sagt hele verden og hvem som helst. Livet i myldrende udfoldelse … hvor døden ligger og lurer. ”En moden mesters mageløse værk. ” - Erik Skyum-Nielsen, Information ”Med MINDET overgår Vibeke Grønfeldt endnu engang sig selv ... Det er kolossalt imponerende.” - Henriette Bacher Lind, Jyllands-Posten

Charlotte Weitze blander i sin fortællestil det eventyrlige med det hverdagsrealistiske, og der opstår på foruroligende vis billeder af menneskers indre rum. Det er et ganske vist meget personligt, men også et meget genkendeligt bud på vores samtid. Kaspars store drøm er at få en rute som landpost. Men Kaspar er albino og tåler ikke lys og solskin. En venlig overordnet finder imidlertid en rute til ham i en øde bjergegn, hvor der altid er overskyet. Kaspar drager nordpå til Fåreheim, hvor postmester Rainar Rusk oplærer ham i hans nye job. Post frem til en fjerntliggende bygd, hvor fåreavleren Sofie og den berømte fløjtenist, Lærke, bor. Bygden er omgivet af hemmeligheder. Jobbet er på livstid, og man har tavshedspligt. På bjerget gælder særlige regler for liv og død, men almindelige menneskelige foreteelser som forelskelse og jalousi og kamp mennesker imellem findes nu også. BREVBÆREREN er en overraskende historie om et menneske i forvandling. På én gang munter og uhyggelig hæver den sig over tid og sted i den særlige Weitze’ske blanding af realisme og eventyr. ”Charlotte Weitzes nye roman er en vidunderlig finurlig og følsom fabel om, hvor fantastisk afslørende det kan sne i et postbuds ansigt.” - Lars Bukdahl, Weekendavisen

I min tid er den selvstændige fortsættelse af Vibeke Grønfeldts fortælling om Agate og hendes familie, der indledtes med Mindet. Agate er blevet en ung kvinde. Hun bliver gravid med maleren Jakob, som er nødt til at gifte sig med hende. Hun får opbakning fra sin store, stærke familie. Ægteskabet giver Agate mulighed for at virkeliggøre drømmen om etablere sig på et husmandssted, som hun driver med fast hånd. Den venlige og stilfærdige maler lever i baggrunden, overskygget af Agates handlekraft og temperament. Det er som om Agate end ikke ænser ham. En dag kommer hun dog til at indse, at hun har bygget et liv på hans tilstedeværelse. I min tid tegner et tidsbillede af Danmark i 1930’erne. En tid hvor landbruget forandres og stærke politiske strømninger vinder frem. Pressen skriver: »Det er et eminent kvindeportræt – nuanceret, uforudsigeligt, usentimentalt. Og det er et sjældent stykke Danmark, Vibeke Grønfeldt her henter tilbage i litteraturen.« – Hans Hertel, Politiken »Det føles som en forkælelse at læse Grønfeldts prosa … Man kan kun håbe på mere om Agate. Det er skønne bøger.« – Christa Leve Poulsen, Børsen

Med INDRETNINGEN fortsætter Vibeke Grønfeldt sin romansuite om livet på landet i det 20. århundrede. Forfatteren tegner et portræt af en periode i Danmarks historie, set gennem et stærkt temperament. Agate er gift med maleren Jakob, sammen har de den halvvoksne datter Marita. De driver deres lille landbrug og udfører maleropgaver. Syd for grænsen rumler krigen, og den skiller vandene. Simonsen tager til Rusland, hvor jorden er federe end noget andet sted. Hos Grete bor der to englændere på loftet. Der drikkes kaffeerstatning og sys tøj af faldskærme. ”Fortællekunst af højeste karat.” - May Schack, Politiken ”Det er læsning, når det er allerbedst, når sproget synger gennem én, når varme og kulde møder dig på huden, når sansninger og billeder og tanker går op i en fornem enhed.” - Mai Misfeldt, Berlingske Tidende

Daniel Dalgaard dimitterede fra Forfatterskolen i 2011. Nu debuterer han med en række digte, der er lige dele politiske, poetiske og kærlige.»Men kære uvennerkan I ikke komme længere indpå livetaf mig jeg erbelagt med bomber ogi måden lysetfalder påkunne der ligge enmeddelelse«Pressen skriver:»’Vi er ikke konger’ er en på skift foruroligende og pirrende debut om det detroniserede menneske.«**** - Mikkel Bruun Zangenberg, Politiken»Daniel Dalgaards digte er excentriske, uforudsigelige og energiske.«- Peter Stein Larsen, Kristeligt Dagblad

Pasqual Pinon var født med to hoveder. Det andet hoved var et kvindehoved. Han – eller de – rejste rundt med et cirkus i 1920’erne. De var et par, forenet i kød og blod. Hun siger ingenting, men hun kan synge, så kun Pasqual kan høre det. Den forstødte engel handler om kærligheden, når den er blevet et vilkår, man ikke kan tage stilling til. Kærlighed som savner et motiv og bliver lige så ubegribelig som onde handlinger, som ingen kan forklare.”Hører til de væsentligste i den nyere skandinaviske litteratur. En stor forfatters modne mesterværk.” – Berlingske Tidende”Denne tynde, store roman, denne frygtelige og smukke historie om kærlighed.” – Süddeutsche Zeitung

En samling charmerende digte, der, med afsæt i hverdagslige erindringer og oplevelser, lader jeget fundere og fortabe sig.»Der er absolut stener på i Føtex klokken halv tolvJeg forsøger at købe mælken mælk og en pakke te og det skal være en særlig te og en særlig mælkForan mig går en person som gårjeg vil umiddelbart skyde pådet er mit bud at han går under én kilometer i timenog ovre i grønten står et par og råber til hinandende råber ikke ad hinandendet er trods alt mere informativt end detog den enekvindenser bare helthun ser ud på en måde som jeg aldrig har set et menneske se ud førJeg har i hånden: min mælk, om lidt: min mælk: Naturmælk, økologisk […] «– Citat fra bogenPressen skriver:»Konstant forsøger digterjeget med stammen og digressioner og alskens redundans at smyge sig uden om den varme grød, men det er lige præcis dette hurlumhej, der giver digtene deres helt særlige, forfinede og livlige musik af karakterfuldt ævlende inderlighed.«– Lars Bukdahl, Weekendavisen»Selvom der også er døde passager i bogen, er dens fænomenale dyrkelse af skammens poetik i en raffineret og suggestiv stil et eksempel på, hvor psykologisk-eksistentiel nødvendig samtidslyrikken kan være, når den er bedst. Prøv den!«– Peter Stein Larsen, Kristeligt Dagblad

Opa ligger for døden i Berlin, mens hans danske barnebarn passer sit trivielle job hos en urmager på Københavns Hovedbanegård. Hun er barn af hippie-forældre og har aldrig tænkt over, hvad der gik forud for forældrenes generation - indtil den dag hendes fætter kommer fra Tyskland med toget.Det kommer frem, at Opa var i Polen under krigen. At han var nazist. Topnazist.En rejse gennem tider og steder tager sin begyndelse. Den fører fra efterkrigstidens Tyskland, hvor Opa undslipper en russisk henrettelsespeloton, over 60´ernes Flower Power tid og frem til i dag.Romanen er historien om en ung kvinde på sporet af sine rødder fortalt i grænselandet mellem fiktion og fakta.Pressen skrev:”Det er en traumatisk historie Julia Butschkow, født 1978, tager op. Men hun gør det suverænt.”******- Mai Misfeldt, Berlingske Tidende”Romanen har dybde i indhold, lethed i sproget og præcision i portrætterne, hvilket lover godt for fortsættelsen af et forfatterskab, der med endnu et formskift, viser en bemærkelsesværdig modning og udvikling.”- Klaus Rothstein, Weekendavisen

ABER DABEI er en kollektivroman, fortalt af de personer, der omgiver Jens Martin, overlægen på en psykiatrisk afdeling i København. Mens konen går hjemme og er på nervemedicin, lader Jens Martin sig forføre af en af sine patienter. Hun drømmer om at skrive, men mangler stof. Derfor udspørger hun Jens Martin om de øvrige patienter på afdelingen: om advokaten Ivan, som taler konstant og tilbyder sex til både patienter og personale. Og om den kvindelige forfatter, som under arbejdet med en roman om sin nazistiske bedstefar har fået billeder af udmagrede kz-lejrfanger så meget ind under huden, at det har udløst en svær spiseforstyrrelse. Hun dør, hvis hun taber sig mere.Pressen skriver:»Julia Butschkow har skrevet en ængsteligt sitrende roman, hvor der bag den svigefuldt rolige overflade opstår mørk musik.«– Nanna Goul, Weekendavisen»… Butschkow skriver befriende humoristisk og med et vidunderligt billedsprog om de psykiske lidelsers klaustrofobiske mørke.«**** – Frank Sebastian Hansen, Ekstra Bladet»Fængslende kollektivroman …”Aber Dabei” er en kort roman, som er hurtigt læst, men den er heldigvis også ekstremt velskrevet.«- Maria Louise Christensen, Jyllands-Posten »Aber dabei er en kort og uhyre intens roman. Fem store stjerner!«***** – Eurowoman»Selv om bogen er læst på et par timer, når den alligevel at sætte sig varige spor, for det er alvorlige sager og store temaer, vi bliver introduceret for – for hvad stiller man op, når man både er angst for livet og bange for døden?«***** – Sarah Louise Pedersen, Fyns Amts Avis

Skullfucking er med sin sproglige vitalitet, sin hensynsløshed, sin grufulde poesi og politiske undertone en provokerende og vild monolog om individets indre dæmoni, om sex og vold, ensomhed og desperation.En person sidder i et rum. Der er et bord. Et glas med vand. To døde fluer. Vi fornemmer apokalypsen. Bag os. Eller forude. Galskaben. Afmagten. Volden. Men også en ensomhed. En sårbarhed. En form for historieløshed. Eller måske snarere det modsatte: historiemæthed.Skullfucking er en kompromisløs, rå dommedagsmonolog om menneskeligt forfald og samfundets utilstrækkelighed. Om at vi aldrig rigtig bliver klogere, men at vi forlader os blindt og imbecilt på systemet, vores politikere, embedsværket og konstruktionen menneskelig godhed.Vi har lommerne fulde af død, sagde Hertha og holdt om mig.Hun drømmer.Hun drømte.Nu er der stilhed fra sanatoriets tag.De har sat hende op under himlen.Hun står ved sit vindue.Det lille ansvar, sagde de.Det store vi.Da var det vi kastede os frem mod ruderne og lo.Jeg skrev om det.Lange sætninger.De fløj væk.– citat fra bogenPressen skriver: »Peder Frederik Jensens nye og genreudefinerbare bog er en monolog, som virkelig forsøger at fucke med ens hjerne.«– ****, Mikkel Krause Frantzen, Politiken »[…] Peder Frederik Jensens nye rasende (gode) bog.«– Kamilla Löfström, Information »[…] har man lyst og mod til at se tiden i øjnene, så får man en version, som man ikke lige glemmer og måske endda har godt af.«– Ole Møller, Horsens Folkeblad

Tider er prisbelønnede Peter Nielsens 18. digtsamling. Samlingen varierer i sin form og rummer et smukt registrerende blik for naturen.”På strandbredden,skinnende hvide muslinger og aftenlysetstrøet hen over dem. Måden noget erfoldet sammen på, i en asymmetrisk samtalef.eks., så det signalerer noget man selv hartaget del i. Bevidsthedsveje, timerrykket ind i det skjulte. I en stabel frugter en citrongul detalje nok til at altankeflugt standser op” – Fra bogen.Pressen skriver: »Peter Nielsens sarte, sensitive digte demonstrerer hans suveræne talent.«– Information»[…] digtene bliver en direkte, på samme tid mere raffineret og mere diffus fortsættelse af de drømme, jeg for længst har glemt - en slags optimeret søvn.«– Weekendavisen»fremragende digtsamling […] Den udforskende uvished er Peter Nielsens poetiske arbejdsform, og han bevæger sig gennem sine særlige, delvis anonyme landskaber med alle sanserne åbne for former, farver, lugte og lyde. […] Digtsamlingen Tider fortjener fuld agtpågivenhed.«– Berlingske»Mest fantastisk er Peter Nielsen i sine eksplosive momenter, hvor man ser to sansninger og refleksioner sat sammen, så en mægtig gnist springer.«– Litteraturmagasinet StandArt

Et udvalg af de bedste og mest læste af Charlottes Weitzes fortællinger samt to nyere tekster er her samlet i ét bind. Fjorten fortællinger, et rask svirp med troldehalen.Charlotte Weitzes fortællinger bevæger sig i grænselandet mellem det hverdagsrealistiske og det eventyrlige. Et sted, hvor en kassedame iført pels kan føle sig hjemme i en flok kronvildt, hvor firmaets mænd lokkes til at køre hjem uden lys gennem mosen, og hvor en solsort stjæler ikke bare oboistens partitur, men hele hans musikalitet. Der er tindrende håb og mørke understrømme, og en natur der ikke er til at komme udenom. Poetisk og gådefuld fortællekunst, der føjer nyt til folkesagn- og eventyrtraditionen.Pressen skriver:»Der er fuldt smadder på fantastikken […] hæderlig underholdningsværdi […] Charlotte Weitzes stærkeste fortællinger«**** – Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen, Politiken»En stærkt forstyrrende bog, hvor virkelighed og eventyr løber sammen og bliver til fortællinger, der er mørke og uafrystelige. Det er fremragende […] En lille perle, der samler en række af de bedste fortællinger.«– Camilla Sejerøe, Lektør

Også af Rasmus Halling Nielsen er et langdigt, hvor angsten og kærligheden består af samme ord i et sprog, hvis nærvær først og fremmest henter sit liv omkring områder af død.Digtet opnår gennem repetitionsmønstre en særlig musikalitet, en form for sampling eller fugakarakter, som giver teksten et meditativt præg. Tematikkerne løsrives, samples, skaber sammenstød. De enkelte sætninger står kraftfuldt fra start, får større gennemslagskraft i gentagelsen, for senere nærmest at opløse sig i lydlighed.Pressen skriver:»Smerteligt smuk, enkel, menneskelig og umenneskelig på samme tid.«– Tue Andersen Nexø, Information»Virkningsfuld poesi.«**** – Nicklas Freisleben Lund, Jyllands-Posten»At læse 'Også' er under alle omstændigheder som at høre noget […] i såkaldt surroundsound, det er som at høre et kor, et flerstemmigt værk, en hel symfoni.«***** – Mikkel Krause Franzen, Politiken

Et villakvarter uden for København hedder i folkemunde Det hvide kvarter. En sø og en mose omgivet af lysende ringveje og hvidmalede villaer. Her fødes børn, bygges rede og bygges om, her planlægges bryllupper, havevandringer og mødregrupper. Forventninger og fortielser bag åbne vinduer og lukkede døre. Charlotte Weitze er en eventyrlig fortæller og skaber dybe understrømme af svigt, afsavn, kærlighed og forvandling i otte fortællinger, der alle udspiller sig i Det hvide kvarter.Pressen skriver:»Hun udforsker præcist det moderne menneskes situation Charlotte Weitze er ikke alene på det tematiske og genremæssige område en ener i vor tids litteratur … Hun er også en eksklusiv sprogbehandler, der gennem billedsprog og psykologiske symboler har sin egen helt specielle og meget præcise tone.«– Jens Henneberg, Nordjyske Stiftstidende »... skrevet i et sprog, der gør læseoplevelsen endnu større, så sluk for hovedet og giv dig selv lov til at sanse de otte fortællinger fra Det hvide kvarter.«**** – Sarah Bøgh Thyssen, Dagbladenes Bureau  »Hun er dansk litteraturs troldeunge. Et utilpasset væsen fra den anden side, en forfatter, der tillader sine personer at pleje omgang med glubske ulve, huldrer og andet pak, og som med glimt i øjet vrister solsortens sang ud af finere dansk lyriktradition. Med historiesamlingen ' Det hvide kvarter' fortsætter Charlotte Weitze med andre ord sin egen uregerlige folkloristiske linje fra debuten ' Skifting' i 1996. Og alene af den grund, forfatterskabets karakter af soloprojekt midt i tidens selvbiografiske strømninger, er hun værd at lytte til. Ja, lytte til, for det er, som om hendes fortællinger, gjort af skrønen og vandrehistoriens stof, er som skabt til højtlæsning i lejrbålets skær.«- Lise Garsdal, Politiken»Charlotte Weitze forstår at kombinere det bedste fra novellekunsten med folkeeventyret, hvor der hurtigt tegnes præcise karakterer med få midler, og det hverdagslige og det fantastiske smukt sættes i spil overfor hinanden.«***** – KultuNaut»Charlotte Weitze har skrevet en mesterlig samling fortællinger.«***** – Camilla Lærke Mos, Eksta Bladet»Mødet med Charlotte Weitzes mesterlige fortællinger om moderrollen og parforhold er fascinerende og dybt foruroligende ... Charlotte Weitze fortæller med største fantasi og overbevisningskraft.«- Anders Juhl Rasmussen, Kristeligt Dagblad »Mørket i det velkendte hvide er vandmærket i Weitzes fortællekunst … Hun fortjener at nå langt ud i de hvide kvarterer og finde mange læsere.«**** – Jon Helt Haarder, Jyllands-Posten»Hun kan kunsten at dreje en fuldstændig realistisk historie ind i en surrealistisk verden, hvor alt – også det helt usandsynlige - kan ske, og dermed sætter hun det moderne menneskes angst, drømme og forestillinger, ja, af dets indre liv på dagsordenen.«**** – K.E. Watz, Lolland-Falsters Folketidende »Charlotte Weitzes nye fortællinger kredser veloplagt om overgangsfaser og identitetsskift.«**** – Mai Misfeldt, Berlingske Tidende