Bøger udgivet af TSDK Forlag

Komplet gendigtning af Orhan Velis digtsamlinger -parallelle tekster på dansk og tyrkiskSælsomt (Garip), 1941Hvad jeg ikke kan give afkald på (Vazgeçemediğim), 1945Som et epos (Destan Gibi), 1946Det nye (Yenisi), 1947Mod (Karşı), 1949Orhan Veli Kanık med kaldenavnet Orhan Veli (1914-1950) gav tyrkisk lyrik en helt ny drejning ved at omsætte det jævne menneskes udtryk til et digterisk sprog, der udgjorde et fundamentalt brud med tidlige tiders osmanniske divan-poesi. Orhan Veli efterlod sig trods sit korte liv hele fem digtsamlinger. Hans digte er i reglen kortfattede, men meget udtryksfulde, og citeres den dag i dag ofte i forskellige kontekster.Oversætteren, Orhan Dogru, født 1968 i Tyrkiet, har skrevet flere kulturhistoriske bøger og er forfatter til den for nylig udkomne roman En Nydanskers Kontrabog. Orhan Dogru har endvidere oversat en række store forfattere og digtere, som han for første gang har introduceret i det danske litterære miljø.Orhan Dogru, der er medlem af Dansk Oversætterforbund, Dansk Forfatterforening og Dansk PEN, tænker og drømmer på tegnsprog, kurdisk, tyrkisk og dansk, ligesom han også selv skriver digte. Her leverer han en komplet gendigtning af hele Orhan Velis digteriske værk.Oversættelsen er støttet af STATENS KUNSTFOND.

I romanen "En nydanskers kontrabog" møder vi indvandreren Yusuf, der på sit dødsleje på Bispebjerg Hospital gør status over de sidste 50 år af sit liv. Fra oprindelig blot at have set sig selv som en gæstearbejder fra Anatolien er han trods fordomme og udfordringer på godt og ondt både fra “gammeldanskernes” og “de fremmedes” side kommet til at føle sig som nydansker.Efter at Yusuf har ladet sin såkaldte kontrabog gå i arv til sit barnebarn Selma, tager historien en ny drejning. Kontrabogen beretter om familiens rødder i Anatolien tilbage i en tid, hvor der i ruinerne af det multikulturelle Osmannerrige, dengang “Europas syge mand”, udspiller sig en spændende skæbnefortælling omkring mødet mellem personer fra tyrkiske, pontinsk-græske og kurdiske miljøer. Da trådene endelig flettes sammen i en isoleret kurdisk landsby dybt inde i Anatolien, opstår der et kultursammenstød med uventede følger ...

Sabahattin Ali, en verdenskendt og anmelderrost forfatter, der den dag i dag hører til Tyrkiets mest læste forfattere, baserer sin roman ”Djævlen indeni” fra 1940 på sit eget bohemeliv i det intellektuelle miljø i 1930’ernes Istanbul. Det var en tid præget af et klima af usikkerhed efter Osmannerrigets sammenbrud efter 1. verdenskrig havde skabt et klima af usikkerhed, som gav hårde opvækstvilkår for tidens ungdom, der skulle orientere sig i en ny virkelighed.Hovedpersonen er evighedsstudenten Ömer, der ernærer sig som kontorist på et postkontor. Hverken arbejdet eller studiet siger ham noget, og han finder ikke, at livet har nogen mening. Hans nærmeste ven Nihat giver sig af med diverse højreradikale aktiviteter, som den kronisk skeptiske Ömer dog ikke lader sig inddrage i. Han får først noget at leve for, da han møder den konservatoriestuderende Macide, som er anderledes jordbunden og humanistisk. En djævel inden i Ömer trækker dog i ham for at få ham til at fortsætte sit lastefulde liv i stedet for at hengive sig til Macide.”Djævlen indeni” er oversat fra tyrkisk af Orhan Dogru.Oversættelsen er støttet af STATENS KUNSTFOND.

“Madonna i pelskåbe” er en roman, der er blevet rost af anmeldere verden over bl.a. i New York Times, Guardian, Sunday Times, Financial Times, Washington Post og flere andre store aviser. Sabahattin Ali, som i vore dage er en af de mest læste forfattere i Tyrkiet, har selv i sin tid ganske rammende beskrevet romanens hovedtema som nedenstående med sine egne ord fra bogen.”Selv verdens simpleste, mest åndsforladte, ja sågar dummeste menneske er udstyret med en sjæl så uudgrundelig og forvirret, at man må slås med forundring! … Hvorfor nægter vi så at indse det og tror, at det væsen, som vi kalder mennesket, er noget af det letteste at forstå og bedømme?”“Madonna i pelskåbe” er en socialrealistisk roman af Sabahattin Ali, der forbinder 1920’ernes krigstrætte, men kunstnerisk dynamiske Berlin med 1930’ernes fattige og korrupte Tyrkiet på baggrund af det intense kærlighedsforhold mellem den indadvendte unge mand Raif, som af sin fader sendes til Tyskland for at lære om sæbeproduktion, men i stedet udvikler en interesse for litteratur og kunst, og den tysk-jødiske malerinde Maria Puder. Raifs beundring af og forelskelse i et selvportræt udstillet på et galleri i Berlin, som minder ham om Andrea del Sartos maleri af ”Madonna delle Arpie”, giver hans liv en ny vending efter et møde med den, der lavede selvportrættet, nemlig Maria Puder.

Bogen indeholder den hidtil mest detaljerede genfortælling af Newroz-myten fra oldtidens Mesopotamien, der går længere tilbage end til fortællingen om den tyranniske Kong Dahhak ved også at berette om kongerne Djemshid og Mardas. Dengang var Mesopotamien hjemsted for en mosaik af folkeslag som kurdere, arabere og persere i en verden behersket af overnaturlige kræfter.Da det mørke, der hænger over landet som en tusindsårsnat, er allerdybest, træder sagnhelten Smeden Kawa ind på scenen og gør oprør mod Kong Dahhaks undertrykkelse af sit folk. Smeden Kawas rolle som lysbringer i den mørke tid danner grundlag for Newroz-myten, der ikke kun betegner det kurdiske nytår, men også står som symbol på modstand mod undertrykkelse og stræben efter frihed.Sidst i bogen bringes der en analyse af tre ældre klassiske fortælleres omtale af Newroz-myten i deres værker. I den forbindelse foretages der en kritisk analyse af Firdausis ensidige behandling af Newroz-myten. Derefter gengives der for første gang på dansk et udvalgt kapitel af ”Serefname”, den første kurdiske historiebog af Şerefxane Bedlisi, hvori Newroz-myten er omtalt, samt et eksempel på, hvorledes Ehmede Xani har inddraget myten om Newroz i sin kurdiske klassiker ”Mem û Zîn”.

For første gang er skatte fra kurdisk, tyrkisk og dansk folkelig fortællekunst blevet samlet i en letlæselig, rigt illustreret bog, der indeholder sagn om, hvordan de kurdiske, tyrkiske og danske folk blev til. Kurdernes tilblivelseshistorie har rod i den kurdiske nytårsfest ”Newroz”, hvor man mindes Smeden Kawas oprør mod den onde tyran Kong Dahhak, i hvis skuldre der er fremvokset slanger, som kun kan holdes nede ved at ofre unge mænds liv. Tyrkernes oprindelse siges at gå tilbage til en guddommelig ulvinde, som redder en tyrkisk dreng fra fjendens lemlæstelser. Senere parrer ulven og drengen sig for at videreføre tyrkernes slægt. Tilsvarende reddes tyrkerne ud af ødemarken Ergenekon ved ulvindens guddommelige kraft. I Danmark har man ikke et så dramatisk sagn om folkets oprindelse, idet heltesagnet om Kong Dan, som gav navn til landet Danmark, fortæller om, hvordan Danmark skabes på fredelig vis, ved at Kong Dan samler sjællændere, jyder og fynboer til et samlet rige.