Bag om TERNINGKAST OG BLOMSTERFRØ
Forfatteren skriver:
Denne digtsamling handler om tildragelser gennem et liv – et rimeligt langt liv med mange tanker, drømme og begivenheder.
Digtene handler om naturen, livet, døden, kærligheden, og om hvad også andres tanker kan sætte i gang, når de blandes med ens egen livserfaring. Det kan ske gennem kunsten, hvor dødens evige nærhed godt kan snige sig ind og påvirke en tolkning eller et digt.
Digtene er dog positive og optimistiske, men også præget af en vis kulturpessimisme, som kan opstå efter at have været tilskuer til liv og samfundsudvikling gennem mange år. Derfor er der lidt velmente små spark hist og her, men de fleste med et strejf af en underfundig jysk humor samt en altid tilstedeværende glæde over at være i live.
Det hele er selvsagt mærket af, at jeg har opnået en vis alder – har for længst passeret støvets år, men – det har ikke lagt sig over mit sind endnu, så jeg nynner dagligt af glæde over tilværelsen og det, den byder på.
Livet er læring, indsigt og undren – denne digtsamling handler om livet – et levet liv beskrevet af en ”umoderne digter”. Det synes jeg absolut er en fordel, da det fremmer forståelsen for den eftertænksomhed, jeg gerne vil have læserne til at opnå.
Uddrag af bogen
Hver dag er jo et terningkast,
hvor livet er indsatsen,
så kast
med håb i hjertet
om denne dyrebare gevinst –
og at du vinder –
vinder endnu en dag i lyset,
hvor du kan favne alting
og sende dine tanker af sted.
Af disse terningkast opstår
det evige liv,
udødeligheden spredes
som blomsterfrø –
dine frø.
Livet er som et evigt forår,
og hver dag venter det på dig,
hvis du tør leve.
Om forfatteren
Henning Ahle Fjord (f. 1939) er lidt af en multikunstner – er tidligere revisor og rådgiver, senere seminarieuddannet voksenunderviser og projektleder, men også billedkunstner, forfatter og foredragsholder med en hel del på hjerte. Han motto er: Lær at se – find dig selv.
Vis mere