Bedrøvelsens tid

I 1767 formulerede generalprokurøren Henrik Stampe et lovforslag, der blev døbt “Kjedsommelighedsforordningen”. De var nu ikke fordi, at folk kedede sig for meget – men dengang var kedsommelighed synonymt med tungsind og melankoli. Stampes forordning udsprang af, at han mente, at dødsstraffen, som var en normal del af retssystemet, var for let, hvilket resulterede i, at mange mennesker begik mord og kriminalitet, for at slippe for 1700-tallets strenge kår.
En dødsstraf var overstået på et kvarter, og det var for let sluppet, mente Stampe. Forordningen søgte at stramme rammerne for de fattige, melankolske mordere, der var et voksende problem i ikke bare Danmark men også i resten af Europa. Nu slap de kriminelle ikke bare med at miste hovedet, i stedet skulle de dømmes til “livsvarig indespærring under skærpede betingelser”.
Bedrøvelsens tid undersøger nogle af de skæbner, der udløste melankolske forbrydelser og mord, der var værdige til at dømmes under denne forordning. Med udgangspunkt i retsdokumenter fra både Danmark og Norge fremskriver Lyhne en glemt social- og kulturhistorie om en marginaliseret underklasse, der i lovgivningens øjne lå befandt sig et sted mellem sindssundhed og afsindighed.