Bøger i Maupassants romaner serien i rækkefølge

I 1819 forlader Jeanne Le Perthuis des Vauds det kloster i Rouen, hvor hendes forældre har ladet hende opdrage, og vender tilbage til familiens ejendom i Normandiet. Der møder hun Julien de Lamare, som hun gifter sig med. Efter en bryllupsnat, som hun, uvidende som hun er, nærmest opfatter som en voldtægt, drager de nygifte på bryllupsrejse til Korsika, hvor Jeanne oplever en flygtig lykke med sin mand, før de vender tilbage til Normandiet og et kedsommeligt og kærlighedsløst liv, hvor Julien har kasseret Jeanne til fordel for hendes kammerpige Rosalie. Det lykkes hende dog at få en søn, Paul, som hun vier hele sin kærlighed, uden at kunne eller ville se, hvilken skidt knægt han vokser op til, og lader sig groft udnytte af ham.Alting er dog ikke sort i sort, for som kammerpigen Rosalie senere i livet bemærker til Jeanne, så er "livet aldrig hverken så godt eller så dårligt, som man tror."Et liv var Maupassants første roman, og har man læst hans noveller, vil man også kunne nikke genkendende til nogle af handlingsgangene i "Et liv", som forfatteren tidligere havde udgivet som noveller eller senere genbrugte i omarbejdet form.

Georges Duroy er en tidligere underofficer af landlig herkomst, der har været udstationeret i de franske kolonier i Nordafrika. Da han en dag møder en af sine gamle venner, en journalist på et større parisisk dagblad, ser han en vej ud af sin elendige tilværelse som underbetalt kontorist, og lader sig ansætte som journalist på bladet - uden i øvrigt at have særlige forudsætninger for at skrive. Med dette som udgangspunkt lykkedes det ham at bane sig vej stadig højere op i det parisiske societyliv ved hjælp af en række forhold med indflydelsesrige og formuende kvinder, hvis svaghed han udnytter til sin egen fordel, uden at tage småligt hensyn til at svigte den ene, når en bedre mulighed viser sig. – Hans kynisme går så vidt, at det eneste han tænker på ved en vens dødsleje er, hvordan han får slået kløerne i enken …Øgenavnet "Smukke-Ven" får han af et barn, datteren af en af hans elskerinder, og det breder sig snart til de kredse, han færdes i.Romanen "Smukke-Ven" er Maupassants hovedværk, og den længste af hans romaner. Den er en skildring af, hvordan uhæmmede ambitioner kombineret med sex, magt og intriger gjorde det muligt at komme op ad samfundsstigen i Paris i 1880'erne. Men Paris i 1800-tallet og andre steder i dag - er der nok ikke så stor forskel på.

Da ægteskabet mellem Christiane og William Andermatt er barnløst, lader de sig overtale til tage til et kurbad i Auvergne, hvor Christiane bliver kastebold mellem stedets forskellige lægelige "autoriteter" og deres forskellige metoder. Hendes mand, hvis eneste interesser er penge og forretninger, får fingre i en ny kilde med helbredende vand i nærheden, som han vil opbygge og udkonkurrere de gamle kuranstalter med.Opholdet ved kurbadet udvikler sig til en større familieudflugt, hvor Christianes forældre, hendes udsvævende broder og en ven af huset indfinder sig og tager ophold på stedet. Og mens William fordyber sig i sine forretningsaffærer med familien Oriol - de tidligere ejere af den mark, hvor den nye kilde springer - og diverse mere eller mindre charlatanagtige læger, tager Christiane en elsker."Mont-Oriol" er en satirisk beskrivelse af spekulation i godtroende menneskers sygdomme og korrupte og uvidende læger, og ind imellem komikken og satiren en blid skildring af en ung kvindes stjålne forelskelse.

Lægen Pierre og advokaten Jean bor hos deres forældre, en tidligere parisisk juveler, der lever af sine renter i Havre, og hans hustru. En dag modtager Jean en stor arv efter en af forældrenes gamle venner – mens Pierre ikke får en øre. Bortset fra en vis misundelse er det ikke noget, der sætter spor i Pierres gode forhold til broderen - indtil et par af hans bekendte begynder at mumle om, at "det ikke ser godt ud, hvis Jean modtager arven" og "så er det jo ikke så mærkeligt, at I ligner hinanden så lidt". Pierre får en gusten mistanke til sin moder …Historien - der næsten hele vejen ses fra den selvanalyserende læge Pierres vinkel – er i sin enkelhed en regulær psykologisk studie i, hvordan en families indbyrdes forhold smuldrer under den borgerlige overflade. Bogen indeholder desuden et langt forord af Maupassant, hvori han skitserer sine teorier om den naturalistiske roman, som efter hans opfattelse mindre går ud på at gengive virkeligheden fotografisk nøjagtigt end om at skabe illusionen om en mulig virkelighed.

Maleren Olivier Bertin har i tolv år været Anne, grevinde de Guilleroys, elsker. De er begge blevet halvgamle, men er trods de mange års udenomsægteskabelige elskov stadig hinandens "eneste ene" - omend på en mere sat og stilfærdig måde end for tolv år siden. Indtil den dag, da maleren ser Annes næsten voksne datter Annette, som er blevet opdraget fjernt fra Paris, og nu vender hjem til forældrene, og i hende genfinder billedet af den unge Anne de Guilleroy, som han forelskede sig i dengang de begge var unge.Grevinden aner efterhånden en tilbøjelighed for den unge pige hos Olivier, endog før han selv opdager og erkender den, og der opstår hos hende en jalousi overfor datteren, der forstærkes af en nagende angst for at blive gammel og ensom.

Den smukke, unge enke Michèle de Burne er en opstigende stjerne i Paris' society, og har i sin salon adskillige faste gæster: kendte kunstnere, der på skift har været hendes elskere, og efter at være kasseret har affundet sig med at være hendes beundrende skødehunde og pynt i salonen.Da André Mariolle - 37 år, ugift, rig og vant til at færdes i de bedre saloner, skønt han altid har levet i skyggen af andre og større genier – træffer Michéle, betages han stærkt af hende - og for hende er han endnu en, tilmed let, erobring til samlingen. Efterhånden involveres hun dog mere, end hun havde tænkt sig: "Jeg elsker Dem så højt, som det er mig muligt at elske. Er det min skyld, hvis jeg ikke kan elske anderledes eller bedre?" siger hun. Men det er ikke nok for André.Vort hjerte er ligesom Stærk som døden nok så meget en psykologisk studie som en roman. Det er Maupassants sidste større værk, og er skrevet på et tidspunkt, hvor den syfilis, han led af - en almindelig udbredt sygdom i 1800-tallet, og muligvis "arvet" fra moderen; Maupassants ældre broder var død i 1889 efter et forløb, der meget lignede hans – er ved at nå sit sidste stadium, og han kæmper med hovedpine, hallucinationer, periodevis blindhed og humørsvingninger, mens han bliver ved med at skrive.

Forfatteren er træt af Paris, og især af Eiffeltårnet (Maupassant hadede Eiffeltårnet og var medunderskriver på en protest mod, at det blev opført), og drager ud på en tur langs ned langs den italienske middelhavskyst til Sicilien, og derfra over til de franske kolonier i Algier og Tunis. Undervejs beskriver han sine mange indtryk og filosoferer over kunst og kultur i nutid og fortid.Det kan diskuteres, om "Vandrerliv" overhovedet er en roman - den er mere beslægtet med "novellesamlingerne" "På vandet" og "I solen". Men det var således, den blev præsenteret af det danske forlag ved førsteudgaven i 1907, frem for at oprette en særlig serie af rejsebøger. Og hos Maupassant kan grænsen mellem fiktion og fakta jo være noget flydende - en fagmæssig og uinteresseret rejsebeskrivelse er det i hvert fald ikke.