Bøger i Sandalserien serien

Man kan drømme på to måder; man ønske sig noget, håbefuldt, naivt, og man kan hallucinere, mens man sover. Rud Langes roman Drømme (1910) drømmer på begge måder, og det bruges til at give talerør til de ødelagte eksistenser, der fandtes på Brøndstræde tilbage i slutningen af det 19. århundrede. Det er en umådelig københavnsk og historisk bog, men dens beskrivelse af usselhed er genkendelig for den moderne danskerDrømme er en grim bog, der udstiller lusetheden i sin samtid, men det er også en smuk bog. Det er en fortælling om en krop i forfald. Kroppen har tuberkulose, og dens afhængighed af alkohol etableres nærmest plat. Kroppen er et brug-og-smid-væk-gode, en midaldrende kvindekrop, der levede af prostitution indtil selv de mindst kræsne mænd ikke gad den længere. Denne krop af skidt og møg erklærer dog allerede på anden side, at den nægter at dø så usselt som på fattiggården, og kroppens ejer – Marie – vælger at tage turen tilbage til den Bogen er skøn i sin syrefuldhed, men også i sin tvetydighed, da Marie før sine syner er sultende, dehydreret, gammel, svag og syg. Drømmene kan både forstås som en gave/test fra Himmelen og som en hallucination, og skismen imellem de to giver læseren en rigtig bitter smag i munden: enten er universet uretfærdigt, eller også er universet uretfærdigt. Marie håber på at få al sin jordiske lidelse til at give mening på et højere plan, men selv hvis hun går til himmels, har det gamle Danmark stadig skidt på hende. Både fysisk og åndeligt.

Carl Hansen Fahlberg (f. 1870) er opvokset i datidens nørrebroske slum i København. Han tog ansættelse ved Københavns Opdagelsespoliti, og det var mens han bestred dette hverv, han skrev Spild. Han var dedikeret i sit arbejde, og var blandt andet manden, der fik fingeraftrykidentifikationsmetoden indført i Danmark. Spild er en undergangsfortælling, men den er først og fremmest dannelsesroman. Den beskriver den livsbane, der nærmest er uundgåelig for fattige i datidens København. Det er børn, der dag ud og dag ind konfronteres med deres elendige kår og samtidig skal se på, hvad der er at mæske sig i på den anden side. Det er livet i de rædderlige lejligheder med fugt og skarn i hjørnet og drukne forældre, der slås og ikke tør eje møbler, fordi de så ikke kan få den fattighjælp, de har brug for. Et spild af mennesker og alt hvad de indeholder af tanker og drømme og håb, et spild af samfundsressourcer.Spild alene som blot og bar læseoplevelse besidder en helt absurd intensitet. Det ligger i bogens undertitel: Silhouetter fra forbryderverdenen, at de karakterer – de skæbner – og de begivenheder, handlinger og situationer, der illustreres, er kunstfærdige gengivelser af virkelighed.Vi er med hele vejen gennem Spild. Vi ser, vi lugter, vi smager, vi hører, vi føler, vi fornemmer – intet dokumentarværks rekonstruktioner i levende billeder kunne have taget os bedre med gennem 1890’ernes slum!

Ulla Ryums Natsangersken er på den ene side en dybt excentrisk kvindelig romankarakter med et vildt følelsesregister, et tumultarisk indre, et falleret og ophøjet liv; og samtidig en strøm af et menneske, en cyklisk struktur, der gennemflyder romanen Natsangersken fra 1963, og måske gør denne bog til et billede, som Ulla Ryum selv har kaldt den, eller måske snarere til en undersøisk filmmontage med skrattende højtalere og kraftige mikrofoner, hvor lyden indimellem går ud, så alt flyder og er uigenkendeligt, for så at begynde igen som tolvtonemusik, Elvis-numre eller fuglekvidder. Natsangersken er en falleret kunstner, eller det vil sige, hun har en drift efter at skabe, men hun dovner, går tilbage i seng, er apatisk, hun kan ikke drive det til mere. Hendes stolthed og levebrød er skulpturerne: Natsangersken lavede kitschede duer eller pigehovedet til gravsteder, tilfældige bekendte fra værtshuset sidder model, venskaber med andre begynder med, at hun ser et potentiale i deres ydre former. Andre mennesker, før hun kender dem har tillid til dem, er objekter, så det er lettere at distancere sig og opretholde indre kontrol. Hun er alene, Natsangersken, skrøbelig og fuld af barnesår og kærlighedssår, men ikke uden relationer til andre, både kulørte og kiksede og ømme og hadske. Ulla Ryums tidlige forfatterskab, der ud over Natsangersken bl.a. er udgjort af bøgerne Spejl fra 1961, Latterfuglen fra 1965 og Jakkelnatten fra 1967, var opsigtvækkende på sin tid. Ryum blev beskrevet som både en ’sibylle’, en surrealist og en mystiker, man opfattede hendes bog som vildt, kryptisk og fremmedartet.

Det er kærligheden, det er beruselsen, det er lidenskaben, men det er også fattigdommen, der er på spil i Lauritz Petersens Gadens roman fra 1896. I Petersens kollektive roman er det ikke en hovedperson der er i fokus, men mere et miljø; nemlig gaden. Dermed handler Gadens roman ikke om et enkelt individ, men derimod om de forskellige steder: Urtekræmmer Hansens butik, Café chantanten Nordstjernen, hjemme hos familien Jakobsen og der er således flere karakterer, der får deres historie fortalt. Vi møder Dronningen, der altid går i lange kjoler, Schmidt med studenterhuen, Greven med det røde skæg.Bare ved en gengivelse af romanens karakterer, kan man fornemme, hvordan Lauritz Petersen i sine beskrivelser af karaktererne har en forkærlighed for det overdrevne, tenderende til det absurde. Karaktererne bliver præsenteret og beskrevet en efter en, men tilsammen udgør de et hele: De udgør gaden. Det brede fokus er tænkt til at fordre en særlig ekstrem atmosfæreansning. Karaktererne myldrer ind og ud mellem hinanden.Det bliver gennem det hypersociale liv karaktererne lever, at romanen giver en forståelse af mennesket som et socialt væsen og ikke som et i sig selv hvilende individ. Alle karaktererne har hver især, og af hver deres grund, et enormt behov for at fodre deres sociale relationer, og det er til tider som om, det bliver en afhængighed for dem – at være ude, at være sammen, at være sociale.Fattigdommen er ikke til at komme udenom i Gadens roman. Den er allesstednærværende, og den synes at forfølge karaktererne, selvom de gør alt i deres magt for at slippe af med den. Livet på gaden er travlt, hårdt og fattigt, det er et liv i prøvelse og plage, men karaktererne forsøger at drømme hinsides det liv, til et liv, hvor der er ingen prøvelse og plage er. Lauritz Petersen, 1868-1951. Debuterede i tidsskriftet Nordstjernen med fortællingen En Kunstner (1888). Herefter udgav Petersen adskillige romaner: Mennesker (1891), Mellem Klitter (1894) og Gadens Roman. (1896)

Johannes V. Jensen (1873 – 1950) er en dansk nationalskat. Romaner som Kongens Fald og Den Lange Rejse bidrog til at han modtog Nobelprisen i litteratur i 1944, der sikrede ham en plads som en af de mest prominente figurer indenfor europæisk litteraturhistorie, dengang såvel som nu. Madame D’Ora er den første af Jensens to Amerikaromaner, den udkom kort efter Kongens Fald og chokerede datidens læsere i både sin form og indhold. For Madame D’Ora er kitsch af værste skuffe, og et overraskende projekt fra Jensens hånd. Romanens handling udspiller sig i New York, hvor den Londonfødte videnskabsmand Edmund Hall søger efter selve livets grundstof, mens hans kone Madame D’Ora kæmper med jalousien over Halls fascination af unge kvinder og det spirituelle. De to hovedpersoner er i sig selv parodier: Edmund Hall er videnskabsmand og som i myten om Faust i færd med at finde selve livets urstof, det vil sige, som Hall selv udtrykker det: hvad Stof er og hvordan det kan omsættes til Kraft. Og Madame D’ora er falleret varietésangerinde, og allerede for gammel til at indtage rollen som forførende viv. Selve romanens genreopbygning er også en parodi: ikke blot over kærlighedsromanens melodrama, men også thriller-og horrorgenren. På den måde er Madame D’Ora en rigtig ’amerikanerroman’ – fyldt med spænding og gys, men også humor og den ironiske distance, vi sådan praler af at bemestre her i det kolde nord. Og ikke mindst er den en sand fornøjelse for enhver, der ønsker at dykke ned i et overraskende saftigt hjørne af Johannes V. Jensens forfatterskab.

Høstnætter (1994) er ikke blot en roman, men snarere et filosofisk eksperiment – en messende meditation over forholdet mellem bevidsthed og omverden, virkelighed og drøm. Romanen er forankret i det danske agrarsamfund anno 1900, hvor vi følger den unge dreng Jes, mens han lever som arbejdsdreng på en gård, hvor han går til hånde på marken og i staldene. Jes har ingen forældre, vi ved ikke hvor han kommer fra eller hvem han er, kun at han bevæger sig i grænselandet mellem voksen og barn: at han på den ene side er håbløst angst, og til tider overvældes af en uforklarlig lammende frygtsomhed, og på den anden side blot er en ung dreng, med alt hvad det indebærer af usikkerhed, forelskelseskvaler og spirende seksualitet. Romanens strukturerende princip er en faren ind og ud af drøm og virkelighed, Jes’ store tvivl og de implicitte spørgsmål: Hvad findes udenfor menneskets egen bevidsthed? Hvad er virkeligt og hvad er forestilling? Og hvis det forestillede forekommer det enkelte individ ligeså validt eller afgørende som det virkelige, hvilken betydning har det så at skelne? Efteråret er i ham, det er, som hører han en levendes klage, det er det ikke, det er blæsten; ellers er det køerne, han hører; når blæsten holder en pause, eller det er aftener uden blæst, er det køernes brummen og hiven i bindslerne; det er, som den lyd aldrig vil slippe ham; kan andet ikke døve den, er den der. Det er, som skal han altid være i dette kammer; han er til tider ved at tro, det er kun her, han altid er, at det kun er i ham, der er morgener og dage uden for kamret, så er det dette, han skal kæmpe med. Hvert eneste scene, hvert eneste billede i Høstnætter er så energiladet, så fuldkommen overbevisende, at ingen læser kan tvivle på Skovs kompromisløse sprogunivers, der med sikker hånd giver litterær form til den unge, tvivlende bevidsthed.

I 1934 udgav den danske forfatter Albert Dam den skæbnetunge klassiker Saa kom det nye Brødkorn, der hurtigt blev et hovedværk i dansk litteratur. Romanen blev hyldet som et eminent hjemstavnsportræt, og Dam blev især anerkendt for hans raffinerede beskæftigelse med skyld og skæbne som afgørende faktorer i menneskets færden på jorden. Men allerede næsten 30 år inden, med hans debut Mellem de to søer (1906), havde Dam taget disse spørgsmål op i en mindre, men højst bemærkelsesværdig, thrillerroman, hvor et trekantsdrama udspiller sig mellem to unge piger og den nytilkomne Karl Bay i et jysk landsogn. Et trekantsdrama der får fatale konsekvenser, for dem alle tre. Hvad der er særligt glædeligt ved at stifte bekendtskab med Dams debut er hans endnu uforbeholdne begejstring for det makabre, og hans fremmaning af menneskepsykens mørke og komplekse sider. Dam placerer, via sine miljøskildringer af de små jyske bondesamfund, modernismen i den danske landbrugsmuld: Han forener en slags naturromantik med modernismens forkærlighed for det sanseberusende, som vi ser det hos tidligere franske storbydigtere såsom Charles Baudelaire og Arthur Rimbaud. Og det er særligt her hans billeddybde brillerer, som her, hvor den myrdede Mathilde forenes med natten. Mathilde sidder mod egen; i mørket synes hun at strække sig ud til hvile i natten. Ovre fra krattet er der en, der forsvinder ovenud og løber op ad skelstien. – Natten lider. Mørket kæmper med enkelte stjerner højst oppe; men nu kommer månen til undsætning; den har lykkelig slæbt sig op af skyerne et sted ovre; da den kommer ud ovre på en åben plads, breder den sig og ser sig omkring. Med blidt sørgmodige stråler betragter den et øjeblik den døde eg og Mathilde, der sidder så roligt op imod den. Det er også dette træk, der gør Albert Dams forfatterskab særlig pikant. Mellem de to søer er et overraskende værk, som bør vække begejstring i enhver læser, der har tørstet efter en anderledes og uhyggeligt velskrevet thriller.

At beskrive en Grete Roulund-roman er som at fortælle andre om en feberdrøm. Alt synes at foregå langsomt, om end der sker en masse, og nok kan man se tingene gå galt, men det er umuligt at forhindre problemerne i at eskalere. Handlinger mister deres mening, mens man indfanges i en nedadgående spiral, hvis slutpunkt man kun kan gisne om. Grete Roulunds bøger beskæftiger sig med sci-fi og horror, genrer der ofte er forbundet med den amerikanske litterære tradition, og det er ganske sigende for de universer hun fremskriver at hun har studeret filmvidenskab, med speciale i Draculafilm. Roulunds øjne var igennem hele hendes forfatterskab stift rettede mod mørke og undergang. Hendes fascination af vold, undergang og lovløshed er ikke ulig den anerkendte amerikanske forfatter Cormac McCarthys sci-fi-og westernromaner, såsom The Road og Blood Meridian. Sådan er det også i romanen Blackhawk. Vi befinder os i en snedækket skov et sted i Canada. Flere eftersøgningsenheder er sendt ud for at finde resterne efter et flystyrt. Vi følger én af enhederne med to rangers; Keagan og Blackhawk. De bor sammen i en lille hytte, hvor de fordriver tiden med ugeblade, kryds og tværs, én bog med noveller og rigeligt med whisky. Kort inde i historien bides Blackhawk af en kanin med rabies og her startes et kapløb med tiden. For sygdommen kræver medicinsk behandling, men vejrforholdene besværliggør kontakten med hovedbasen. Hvorvidt den nødvendige medicin når frem, udgør det første spændingsmoment i bogen, som senere akkompagneres af en fejde med en gruppe indianere i området. Bogen afsluttes makabert og de sidste sider bliver siddende i knoglerne på læseren langt tid efter man har lukket bogen. Roulunds Blackhawk vil vække glæde og gru hos de læsere, der tørster efter en fortælling om vold og overlevelse, i et canadisk vinterwestern landskab.

Krigens Ofre er en samling reportager fra første verdenskrig, der for de syv ud af elleves vedkommende er omskrevne aviskroniker, flest fra Politiken, nogle fra Die Zeit. Karin Michaëlis er ikke objektiv eller neutral, men stilen og sprogtonen er den klangbund, der bærer reportagerne frem så det er umuligt at se, hvad der er digtning og hvad der er sandhed. Netop fordi hun skriver som forfatter og bryder radikalt med krigstelegrammernes tørre og tilsyneladende neutrale opremsninger, får hun en helt enestående plads i den danske behandling af første verdenskrig. Karin Michaëlis demonstrerer her at humanismen findes - også der hvor man mindst venter det. I krigens elendighed blandt almindelige mennesker. Og vi skal blive berørt og klogere, måske, på menneskets evne til at fastholde medmenneskeligheden - på trods. Vi skal se dette skildret i et pågående og nyskabende sprog som lader spontaniteten og empatien komme til orde, og måske kan vi via Karin Michaëlis´ oplevelser i krigens bagland komme videre til hendes forfatterskabs kortlægning af menneskets - og især kvindens - forsøg på at skabe en tilværelse båret af kærlighed, solidaritet og frihed. Krigens Ofre giver stof til eftertanke om krigens rædsler, men også brugbare indsigter til vores aktuelle situation i Danmark anno 2017 - hundrede år efter.

Tove Meyers digte Skygger paa Jorden udkom 1943. Samlingen er organiseret i to dele, som bærer de megen sigende titler Riget indeni og Skygger paa Jorden. På den ene side det indre liv, på den anden side den ydre verden.Asger Schnack skriver i sit efterskrift: Vi befinder os under Anden Verdenskrig, så skyggerne kan forstås som krigens ufredsskygger. Men hele tiden, når der tales om aktuelle forhold som landflygtighed og krig, er det også indre sjælsfænomener, det handler om. Der er hele tiden en gliden fra verden til verden, sansningerne og de ydre erfaringer står i gæld til den indre smerte, ekstasen eller drømmens mystik – og omvendt.Skyggerne er således ikke først og fremmest krigens skygger, men snarere (jf. titeldigtet) et udtryk for en platonisk opfattelse af tilværelsen, hvor vi lever i en skyggeverden, som slører for den egentlige – åndelige – verden, som vi kan lære at se. En skematisk opdeling af virkeligheden, som er mere teori end erfaring, men som ikke desto mindre gennemtrænger flere af digtene som en splittelse mellem det ideelle og det sansede. Endelig, og det er måske det vigtigste, optræder skyggen som digterjegets personlige skygge, som et billede på en indre, udspaltet ’mørk’ side af sindet, der forfølger det lyse jeg.Tove Meyer udgav i alt seks digtsamlinger, fra debuten Guds Palet 1935 til Brudlinjer 1967. Hele hendes forfatterskab er, som Asger Schnack skriver, kendetegnet ved en bevægende fragt af følelse, der indeholder smerte, iblandet en skær lykkefølelse. Den grundlæggende oplevelse er mystisk, og hvor digtene samler sig til klarsyn, er de udtryk for en surrealistisk betonet indsigt i livets helhed, dets bagvedliggende rum, hvor et højere identitetstab kan opnås, en gåen op i universet, men ikke ligetil eller gratis.Mærkeligt, det altid er Schade og Gustaf Munch Petersen, vi skal læse. Tove Meyer fortjener bedre. Hun skriver – i Skygger paa Jorden: Højt over vort Hoved gaar Solen men under os Skyggernes Hær tegner onde Karrikaturer af denne vor jordiske Færdog videre Som sorte Flammer de slikker langs Klodens buede Hvælv fortærer alt hvad de støder paa – fortærer til sidst os selv.

Schade var surrealist, mild og sværmerisk, fra sin debut 1926 med digtsamlingen Den levende violin og alle årerne frem. Hvad enten han skrev lyrik, prosa eller dramatik, for selv om han er mest kendt for sine digte, gjorde han sig i alle genrer. Herværende Helvede opløser sig fra 1953 er den modne Schades værk, bohemens værk, fra det Københavnske natteliv anno efterkrigstid. - Et godt sted at begynde. Hvis man ikke allerede er faldet over manden med den umiddelbare adgang til – hvad man bedst karakteriserer som – universel kærligheden. Med efterskrift af Peter Laugesen, som én gang for alle – på tværs af alle ismer – placerer Schade i en dansk-jysk tradition med Johs. V. Jensen og Thøger Larsen som pejlemærker.

Johannes Holbek Af Dekadent Barbari + Holbek som tegner HOLBEK ER STOR Jeg skrev i Den bronzefarve kalkun 1993 en hyldest til Johannes Holbek. Indledningen lyder sådan her: Jeg talte med Holbek. Han som skyr det hele på en gang. – Han sagde: ”Fri mig fra æstetikkens kummer. Fri mig fra den villede villen. Fri mig fra ikonet og ikonets kitch, glimmerværk. – For rene billeder, renset for smag, den pæne, for kultur, liderlighed, det er nu engang hvad vi i vor simple bestræbelse må søge.” – Det har jeg tænkt meget over siden. – Men altså, han er stor. Det er altid svært at sige noget fornuftigt til den slags mennesker ... Holbeks Af Dekandent Barbari kommer meget belejligt til jul, til denne i alt misforståede højtid. Han er en kalkun, og det i sig selv er naragtigt. Forsåvidt vi i DK, fordi vi er danske, spiser and. Det er ikke til at holde ud, vi skulle have været englændere og spist kalkun. – Jeg er sikker på, Holbek meget bedre ville have kunnet klare sig som engelskmand. Han ville, som han sagde, være urban, han stræbte efter den om jeg så må sige ultimative dannelse. Holbek, et barn af William Blake, Lautréamonts fætter, urban. Tegner og digter. I denne Sandaludgivelse er det primært digteren, vi har fokus på. Hasselbalchs kultur-bibliotek lavede en glimrende introduktion til hans tegninger, som man kan tjekke ud, indtil Sandalserien får taget sig sammen til også at udgive hans billeder. Johannes Holbek er præstesøn, Indre Mission, tilhørte, som han selv siger, et Bjerg af Ahner. Født 1872, allerede som helt ung dedikeret for kunst og litteratur. Ophold i flere omgange op gennem halvfemserne i ensomhed i Paris, fattig og sulten, nervesvækket, satiretegner hos Edvard Brandes på Politiken, hvorfra han blev fyret med et egentlig sammenbrud til følge. Holbek er en udannet bølle i forhold til alt andet end kristendommen, hvor han også optræder som bølle. Holbek har ingenting andet end sin skrift. Rasende og uregerlig. Hans opgør var med lutherdommen og den uhæmmede materialisme. Hans svar: at bryde sammen. Død for egen hånd 1903. Johannes Jørgensens signalement af Holbek i anledning af en mindeudstilling i Den Fri i 1904: Johannes Holbek giver sig straks til kende som en idealistisk anlagt mand. Det, han hader, det, han kæmper mod i sin kunst, er tidens kulturfjendske magter: mammonismen, merkantilismen, det filistrøse demokratiske barbari. Hans ejendommelige begavelse, noget af en tænkers, noget af en poets, noget af en spotters, mere af en drømmers, mest af en kunstners, gjorde ham til en sær og i det daglige liv ubrugelig personlighed. Jo, i denne søde juletid er Holbek et must. Så ikke alting bliver så fadt og forløjet og ho-ho-Magasin-og-julemandsagtigt. Holbeks foragt for det etablerede kender ingen grænser. Det dobbeltmoralske, det slebne, det sleske og den skjulte nederdrægtighed i embeds medfør hos lægmand og lærd, dumhed, hjerteløshed. Det er, hvad han ser. Han er på det nærmeste paralyseret. Han foragter middelmådighed, og han foragter frem for alt institutionernes adoption af en kristendom, som for ham betyder alt, men gennem institutionerne forvanskes til intet.

En moderne troubadourMogens Klitgaards litterære karriere er kort, den starter omkring hans tredive års fødselsdag i 1936 og slutter ni år senere med hans alt for tidlige død i 1945. Klitgaard døde som følge af tuberkulose.Han debuterede i 1937 med Der sidder en mand i en sporvogn, som øjeblikkeligt slog igennem og kom i flere oplag. Det er hans mest læste roman, men vi har valgt i Sandalserien at pege på hans næste bog, Gud mildner luften for de klippede får fra 1938.Ikke fordi det er en bedre bog, men den er mere moderne i snittet og benytter Klitgaards eget liv som ramme for fiktionen: en ung mands omflakkende tilværelse fra knægt på et børnehjem til vagabond rundt i Europa og på et tidspunkt storsmugler af cigaretter fra Narvik i Norge til først minearbejderne i Kiruna og senere til det meste af Sverige.Klitgaard er virituos, han skriver realisme, men sin helt egen form for realisme. Hans politiske ståsted og poetik er uadskillelig. Han skriver et sted: Et sundt demokrati vil altid ligne en byggeplads, en levende groende virksomhed, der aldrig opnår orden. Nej, det er godt at bo på en byggeplads. – Og på samme måde med hans skrift: Den er om ikke en byggeplads, så en slags montage, idet Klitgaard slipper fortællingen og zoomer ind på alle de små ting omkring stederne, menneskene og årstiderne, der samler sig og danner en helhed, et billede, modsætningsfyldt etc. Således bliver København, Klitgaards egen by, som han kender som sin egen bukselomme, både storstad og europæisk provins, rig og fattig, kaotisk og simpel – og han selv: et ganske almindeligt menneske, som han benævner sig selv i det poetiklignende essay En søndag for to år siden fra 1938, men også denne særlige. Der er ikke noget at prale af, og Klitgaard praler ikke, men giver den som moderne troubadour med en underspillet tone, som er helt hans egen. Man kunne sige: den er hans signatur.Gud mildner luften for de klippede får = Et hovedværk i mellemkrigstidens danske litteratur.

Amalie Skram er kendt for sine romaner: Constance Ring (1885) om mandens overgreb på sin meget unge kone og tvilingerne Professor Hieronimus og På Sct. Jørgen (begge 1895) om Amalie Skrams indlæggelse på psykiatrisk hospital , så hun tilhører ikke absolut en marginaliseret gruppe, men hendes noveller i Sommer (1899) er ikke meget kendt i Danmark.Her tager hun springet: fra en forholdsvis nøgtern social-psykologisk realisme, drevet af indignation på henholdsvis kvinden og den syges vegne, overgår hun til noget, der mest af alt ligner den gotiske fortælling, som vi kender fra Edgar Allan Poe.Amalie Skram kalkulerer med gyset, at bringe læseren til at gyse. Chokeffekter er hidtil blevet betragtet som ikke-stuerene, men i Sommer klistres der på med slet skjulte henvis til sex og død. Som f.eks. i Det røde gardin, som den kvindelige hovedperson falder for og køber, selv om hun synes, det har en giftig farve, som minder hende om lugten af lig, og uden hun i øvrigt ved, hvad hun vil bruge det til.Kvinden dør allerede på side 2, pludselig og stille. Og så får gardinet anvendelse. Manden svøber hende i det, men en stor grønlig flue kryber rundt på hendes bryst under det. Vi er på side 4eg citerer slutningen: Men skjære en Flænge i Foret – han tog op sin Lommekniv, og bøjede sig over den døde. Der steg Liglugt op mellem Folderne paa det røde Gardin.Novellerne handler fremdeles om forholdet mellem mand og kvinde. Men qua den korte form er fronterne trukket skarpere op end i romanerne. Amalie Skrams liv er en skandale, hun er i 1899 på vej mod sin anden skilsmisse, og, kunne være, så må litteraturen følge med og blive skandaløs.

Charlotte Strandgaards udgivelse fra 1969 byder på 81 tekster, der definerer parforholdets op- og nedture og middelmådigheder. Teksterne består af små hverdagsagtige observationer og storslåede mytiske fortællinger.

Leif Panduros roman Øgledage fra 1961 er spækket med en utøjlelig vildskab ud i øglernes forbudte og tabubelagte tilværelse. At steder og personer navngives ud fra karakteristika – som jegets mekanikfader og karamelmoder – at skriften på den måde åbenlyst styres af fortællerens underbevidsthed, at han dermed åbenlyst, overfor sig selv i hvert fald, i sit bevidste er et med underbevidstheden. Det et skriftgreb, der stimulerer og underholdende udfordrer – og lader hver sætning, fed af betydning.