Høstnætter

Høstnætter (1994) er ikke blot en roman, men snarere et filosofisk eksperiment – en messende meditation over forholdet mellem bevidsthed og omverden, virkelighed og drøm. Romanen er forankret i det danske agrarsamfund anno 1900, hvor vi følger den unge dreng Jes, mens han lever som arbejdsdreng på en gård, hvor han går til hånde på marken og i staldene. Jes har ingen forældre, vi ved ikke hvor han kommer fra eller hvem han er, kun at han bevæger sig i grænselandet mellem voksen og barn: at han på den ene side er håbløst angst, og til tider overvældes af en uforklarlig lammende frygtsomhed, og på den anden side blot er en ung dreng, med alt hvad det indebærer af usikkerhed, forelskelseskvaler og spirende seksualitet.

Romanens strukturerende princip er en faren ind og ud af drøm og virkelighed, Jes’ store tvivl og de implicitte spørgsmål: Hvad findes udenfor menneskets egen bevidsthed? Hvad er virkeligt og hvad er forestilling? Og hvis det forestillede forekommer det enkelte individ ligeså validt eller afgørende som det virkelige, hvilken betydning har det så at skelne?

Efteråret er i ham, det er, som hører han en levendes klage, det er det ikke, det er blæsten; ellers er det køerne, han hører; når blæsten holder en pause, eller det er aftener uden blæst, er det køernes brummen og hiven i bindslerne; det er, som den lyd aldrig vil slippe ham; kan andet ikke døve den, er den der. Det er, som skal han altid være i dette kammer; han er til tider ved at tro, det er kun her, han altid er, at det kun er i ham, der er morgener og dage uden for kamret, så er det dette, han skal kæmpe med.

Hvert eneste scene, hvert eneste billede i Høstnætter er så energiladet, så fuldkommen overbevisende, at ingen læser kan tvivle på Skovs kompromisløse sprogunivers, der med sikker hånd giver litterær form til den unge, tvivlende bevidsthed.