Bøger om Anne Sofie Hornemann

Næste morgen vågnede vi alle fire ved solopgang, og vi begav os i samlet flok tilbage mod Bistadet.Det var et frygteligt syn, der mødte os fire venner, da vi kom hjem til boet.Alle vores frænder var døde, til at starte med kunne vi ikke finde ud af, hvad der var sket, men da vi havde fløjet rundt og undersøgt hele boet et stykke tid, kom nogen af vores frænder pludseligt tilbage og fortalte os, hvad der var sket.De var ligesom os blevet forhindret i at komme hjem den foregående aften på grund af uvejret, men de var kommet lige inden, det var blevet helt lyst og havde set selve angrebet, da dræberhvepsene var gået til angreb på de første arbejderbier, til de var færdige og havde dræbt alt, hvad der bevægede sig i boet.Vi havde godt hørt om andre bistader, der var blevet udraderet, men vi havde hele tiden ment os sikre her i vores bo og tænkt, at det kun var noget, der skete for de andre.

Det er vanskeligt at se noget i tusmørket, men jeg aner en høj mur, der omkranser parken, og rhododendronbuske med blomster i orange og røde farver. Da han endelig taler, er det blevet helt mørkt, og den lille abe er kommet frem og har tændt et par fakler på hver side op til trappen med de store terrassedøre og også et par langs muren.”Vi må fortsætte rundvisningen i morgen, når der er mere lys,” siger manden. ”Du må hellere blive her i nat.” Han smiler stille. ”Det er sjældent, at jeg har gæster, og jeg har ventet så længe på dig, at jeg vil ikke lade dig gå endnu.”Ordene synker gradvist ind. Lægger han op til noget? Hans varme stemme skaber hverken angst eller dårlige forudanelser i mig, men prikker inde i hjertet. Jeg føler mig lidt træt og svimmel. Trænger til at ligge ned. Med et nik accepterer jeg hans invitation.