Drømmeværelset

Det er vanskeligt at se noget i tusmørket, men jeg aner en høj mur, der omkranser parken, og rhododendronbuske med blomster i orange og røde farver. Da han endelig taler, er det blevet helt mørkt, og den lille abe er kommet frem og har tændt et par fakler på hver side op til trappen med de store terrassedøre og også et par langs muren.
”Vi må fortsætte rundvisningen i morgen, når der er mere lys,” siger manden. ”Du må hellere blive her i nat.” Han smiler stille. ”Det er sjældent, at jeg har gæster, og jeg har ventet så længe på dig, at jeg vil ikke lade dig gå endnu.”
Ordene synker gradvist ind. Lægger han op til noget? Hans varme stemme skaber hverken angst eller dårlige forudanelser i mig, men prikker inde i hjertet. Jeg føler mig lidt træt og svimmel. Trænger til at ligge ned. Med et nik accepterer jeg hans invitation.