Bøger om Barndomserindringer

"Jeg vil fortælle om et land, der slet, slet ikke findes længere, og en tid, som de fleste er tilbøjelige til at tro, aldrig har eksisteret. Det særeste ved netop den tid var, at det var en af de lykkeligste i Grønlands historie. Der var i Grønland i 1950?erne en kort stund mellem fortidens isolerede stilstand og fremtidens forbitrede modvilje mod det danske styre. Denne mærkelige tid faldt tilfældigvis sammen med min barndom." Da Anne Knudsen var seks år, fik hendes far arbejde ved Grønlands Tekniske Organisation (GTO). Familien forlod derfor Frederikssund og bosatte sig først i Qaqortoq og et par år senere i et rødmalet træhus på en bjergskrænt i Tasiilaq i Østgrønland. Oplevelserne i Grønland i 1950?erne skulle komme til at præge resten af hendes liv. I bogen fortæller Anne Knudsen om et land, der ikke findes længere, og en tid, som de fleste er tilbøjelige til at tro, aldrig har eksisteret. Efter hendes opfattelse var det en af de lykkeligste perioder i Grønlands historie. Med stor kærlighed til landet og dets befolkning - og med en imponerende hukommelse og sans for de sigende detaljer - fortæller Anne Knudsen om hverdagslivet med familie, naboer og kammerater, om skolegang og leg i naturen eller derhjemme, og om at opfostre isbjørneunger i et bur ude i gården. Smuk illustreret udgave med private farvefotos taget af Anne Knudsens far. Anne Knudsen (f.1948) antropolog, dr.phil., skribent og tidligere chefredaktør på Weekendavisen. Forfatter til bl.a. bestselleren Her går det godt, send flere penge.

Erindringsbilleder af den tyske litterat og kulturfilosof (1892-1940) om sin barndom i et beskyttet borgerligt, jødisk rigmandshjem i Berlin

Drømme i krigens tid skildrer Ngũgĩ wa Thiong’os opvækst i en landsby i Kenya i de blodige efterkrigsår, hvor den afrikanske frihedsbevægelse kæmper mod den britiske kolonimagt. Hans mor er kone nummer to ud af i alt fire, og Ngũgĩ selv har treogtyve halvsøskende. Moderen sender ham i skole, selv om hun dårligt har råd til skoleuniformen. En magisk verden åbner sig for ham, da han lærer at læse, og Det Gamle Testamente bliver hans yndlingslæsning. Men ud af begæret efter viden og sprog opstår en indre splittelse: Jo længere forfatteren kommer i det kolonialistiske, kristne og engelsksprogede skolesystem, jo mere fjerner han sig fra sin oprindelige verden. Drømme i krigens tid er en bevægende og usentimental skildring af en afrikansk barndom, hvor drømme, myter og magi blander sig med kolonistyrets brutale virkelighed.

"Mig ejer ingen" er Åsa Linderborgs selvbiografiske skildring af sin barndom og opvækst hos sin far, som hun blev alene med, da hun kun var fire år gammel, og moren forlod dem til fordel for en ny mand og en ny familie. Far Leif er metalarbejder, efter eget udsagn Sveriges bedste, på Metallverken i Västerås. Han drikker øl til hverdag og stærkere sager i weekenden; der er meget smerte, som skal dulmes, udslidt og dødtræt, som han er, selvom han ikke engang er fyldt fyrre. Forladt og vraget af kvinder, ensom og uden selvtillid. Der er god grund til, at Far Leif forvandles til en tragisk og uglamourøs fyldebøtte. Men humoren bevarer han, ligesom viljen til at skabe et ordentligt liv for Åsa og ønsket om at øse af sin store, store kærlighed til hende."Mig ejer ingen" er en skandinavisk nyklassiker om en usædvanlig barndom. En dybt gribende beretning om en far og hans datter, om en opvækst i et arbejderhjem og om en drøm om forandring.Om forfatteren:Åsa Linderborg (f. 1968) er journalist, historiker, forfatter og tidligere kulturchef for Aftonbladet i Sverige. Hun slog igennem med den selvbiografiske roman "Mig ejer ingen", som udkom første gang på dansk i 2008. Hendes dagbog "Året med 13 måneder" (2020), som skabte debat for dens skildring af #metoo-bevægelsen og mediernes magt, er desuden et selvkritisk, kontroversielt og personligt portræt af en kvinde og vores samtid. Åsa Linderborg er gæsteskribent i Information og medvært i P1’s Norsken, svensken og dansken.

I Natten er Jordens skygge vender Jens-Martin Eriksen hjem til Aalborg med en universel roman om social fortabelse og ensomhed, lokal- og parallelsamfund, uskrevne regelsæt, overlevelse og flugt.En dreng vokser op alene med sin far, først i husvildebarakkerne udenfor byen og senere i havnekvarteret ved fjorden. Herinde følger vi hans undersøgelser af, hvordan han kan overleve i en kultur præget af fjendtlighed overfor alle, der trænger ind i kvarteret, og mod dem indenfor, der bryder de uskrevne regler. Derfor må han kende disse regler for at kunne balancere mellem sin ubændige nysgerrighed og frygten for den straf, der falder, hvis man træder udenfor. Men på et tidspunkt går det galt.Natten er Jordens skygge er en roman om drenge, der lever og vogter på hinanden efter egne improviserede regler, og hvor det kan være skæbnesvangert at træde uden for loven. Og den anden verden, hvor de voksne lever, synes altid fjern og dukker kun frem af og til med trusler og straf.De er afsondrede i deres egen kultur, hvor de hele tiden forsøger at overleve uden forståelige råd udefra, mens de med mistro prøver at fortolke både livet, døden og den store ulykke.Jens-Martin Eriksen (f. 1955) debuterede i 1985 og har siden skrevet en række romaner, bl.a. Vinter ved daggry, Et hvidt reb til Philippe Deprez og Helter Skelter. Derudover har han sammen med Frederik Stjernfelt skrevet flere reportage- og essaybøger, bl.a. Hadets anatomi og Adskillelsens politik. Han har modtaget adskillige priser og hædersbevisninger, bl.a. Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse og Det Danske Akademis Beatrice-pris.

"En enestående beretning." – Jens Andersen, Berlingske ★★★★★"Emmer af atmosfære." – Claus Grymer, Kristeligt DagbladDorthe Emilie Røssell var seks år, da 2. verdenskrigbrød ud. Hendes far blev hurtigt en af nøglepersonerne i en københavnskmodstandsgruppe. I familienslejlighed på Østerbro holdt gruppen møder. Her gemte de våben og planlagde sabotageaktioner, eller skjulte jøder der skulle over til Sverige. I flere år var lille Dorthe og hendes dukkevogn kurer for farens modstandsgruppe, indtil faren og moren blev arresteret en lun sankthansaften i 1944. Familie og venner var samlet i familienssommerhus i Hjortekær, da Gestapo – med Ib Birkedal Hansen i spidsen – vælter ind i haven. Grædende spørger den lille pige, hvornår hun vil få sin far at se igen. Hvortil Birkedal svarer: Hvis han ikke er kommet tilbage inden for en time har jeg stillet ham op ad en mur og skudt ham. 60 år senere læser hun om denne episode i Peter Øvig Knudsens bog om Birkedal. Da hun senere mødes med Øvig og han opfordrer hende til at fortælle sin historie, bryder hun det løfte hun gav sin far om aldrig at tale om det der skete under krigen. Et par dage efter farens arrestation blev Dorthe afhentet af et par Gestapofolk som fortæller at hendes far gerne vil tale med hende. Men i Shellhuset, i værelse nr. 408, er det ikke hendes far, men Gestapobødlen Ib Birkedal Hansen der tager imod hende. Han siger at hun bare skal fortælle alt hvad hun ved, ellers vil han skyde hende mens hendes far ser på, eller og så vil han skyde faren mens hun ser på. Jeg brød et løfte er en personlig beretning om en svunden tid og begivenheder som mange kun vagt har hørt om, fortalt i et enkelt sprog, så den kan læses af både børn og voksne.“... dette forårs mest bevægende erindringsbog for børn og voksne. Utrolig velegnet til oplæsning, eftertanke og samtale i familiens rum og danske klasseværelser ... En enestående beretning om en pige, der alt for tidligt blev voksen. Læs den! Både for dig selv og for dine børn.” – Jens Andersen, Berlingske ★★★★★“Dorthe Emilie Røssell skriver enkelt og lavmælt ... (og) udpensler ikke dramatikken. Det er heller ikke nødvendigt. For det er den der giver stilen nerve. Det dramatiske er en integreret del af den skildring af besættelsestidens hverdag, der under læsningen kommer så tæt på. Bogen emmer af atmosfære.” – Claus Grymer, Kristeligt Dagblad

Denne bog er langt mere end forfatterens personlige erindringer fra 1950’ernes og 60’ernes Bornholm. Der er i høj grad også tale om en tids- og personlig udviklingsrejse i en epoke med meget radikale ændringer af det daværende bornholmske samfund. Ændringer der fik store økonomiske og sociale følger for flere befolkningsgrupper på øen.Ikke mindst for husmænd og visse arbejdergrupper. Deres livsform blev afgørende ændret i løbet af få år af det sejrende industrisamfund. Det medførte for mange af dem et stort identitetstab i det nye samfundssystem, som også i landbruget nu satsede mere på industriel stordrift i stald og mark. Forfatteren forsøger at beskrive den store smerte, han oplevede som barn hos sine bedsteforældre og andre husmænd på Blemmelyng. De blev ofret under indførelsen af industrielle produktionsmetoder i landbruget. Han giver et tidsbillede i ord af denne nu allerede glemte generation, som det senere Danmark i høj grad hviler på. Fremkomsten af en industrikultur med arbejderklassen som en slags modpol til småbondekulturen får sin beskrivelse i afsnittet om Strandmarkskvarteret ved Almegårds Kaserne nord for Rønne.

Barndommens oplevelser i korte blikke.Ude ved postkasserne skete der alt muligtBåde om natten og om dagenHele året rundtPludselig var der en lydEller en duftEller også var der noget, man ikke kunne høreLyde fra den anden side af postkasserneInde bag hoveddøren hos folk

Bogen er en selvbiografisk oplevelse af at være barn i slutningen af 1950'erne og begyndelsen af 1960'erne i nogle af Københavns ydre boligkvarterer.Verden bliver betragtet ud fra, at et barn meget hurtigt mister sin far, får tuberkulose og bliver opdraget sammen med sine brødre af en til tider meget syg mor, der ryger ind og ud af hospitals- og rekreationsophold. Gennem barndommen opleves rigtig mange institutionsophold på både svagbørnskolonier og børnehjem.Men der er også lykkelige stunder i barnets opvækst, der dog er præget af meget opbrud, og udtalte problemer i skolen.Det er en sandfærdig københavnerhistorie fra de underste sociale lag.

Hvordan har børnelivet ændret sig gennem de seneste 60-70 år? Det spørgsmål har fået økonomiprofessor emeritus Jesper Jespersen og forfatter og journalist Peter Olesen til at samle deres gamle 'bande' af barndomsvenner fra villavejen i Holbæk for at fortælle om, hvordan de husker årene på Bakkekammen.Børnene fra Bakkekammen er et tidsbillede. Den ser ind i børnelivet i den begyndende velfærdsstat, hvor børn ikke længere skulle tjene i marken eller på fabrikken efter skole. Nu kunne de endelig være børn med masser af venner og fritid. Tiden havde en langt lavere materiel levestandard end i dag, men for børnene handlede det om forudsigelighed, tryghed, venskaber og leg. Så det betød faktisk ikke så meget, om man havde det nyeste penalhus, eller hvilken radiomodel man havde derhjemme.Børnene fra Bakkekammen sætter nutidens børneliv i perspektiv. Den henvender sig til alle, der er interesserede i børneopdragelse og opvækstvilkår, både før og nu. Man vil uden tvivl kunne nikke genkendende til meget i bogen, hvis man er vokset op i samme generation som skribenterne, om man så er vokset op i et villakarter i Næstved, Aalborg eller Kerteminde – eller Bakkekammen i Holbæk.

Solsorten i mit våben er en roman om en tid og et sted: Rødovre i 70'erne og 80'erne. En kærlig-kritisk skuen tilbage på forstadsmiljøet og en finkæmning af området for sansede detaljer og fundne følelser. Rødovre fortroliggjort.En del af romanen foregår i en nutid, hvor en voksen fortæller tager afsked med sin døende mor i barndomshjemmet. Og således afsked med barndommen som vi møder i forskellige nedslag: den første forelskelse, sommerhusferierne, bøllerne, kammeraterne, den Arne Jacobsenske skole, fluorskylning, Rødovre Centrum, Legolege, Vestvolden.Udkom første gang i 1999 på forlaget Rosinante.Anmelderne skrev bl.a.:“Det er hverdagsrealisme, når den er bedst.” Nordjyske Stiftstidende“(…) En usædvanlig tiltalende og indsigtsfuld bog om barnealderen. (...) Solsorten i mit våben er en beskeden og uanseelig bog. Den gør intet postyr af sig selv og står uden for alle litterære moderetninger.” Fyens Stiftstidende“Det handler om alt det, alle vores barn- og ungdomme handler om, og som vi tærer på resten af livet, men det gør det på en ny og original, levende og sanddru måde, og det er det, der er en kunst.” Weekendavisen"Det lykkes faktisk Boris Boll-Johansen at skrive det dagligsprog, andre taler, op til knitrende litterær kvalitet.” Jyllands-Posten“Solsorten i mit våben (…) fremskriver det sære i det ordinære, det fascinerende i det kedsommelige, det hemmelighedsfulde i det trivielle (…)” Information“Veloplagt og charmerende generationsroman.”Politiken“En fin og indfølt roman fuld af underfundig humor og varme.” Det fri Aktuelt“Siden Dan Turell skrev sit skelsættende generationsportræt Vangede billeder i 1975, har jeg længtes efter et tilsvarende projekt omkring den generation, der kom til verden midt i 1960’erne. Det ønske har Boris Boll-Johansen hermed indfriet.” Vejle Amts Folkeblad“Man får lyst til bare at fylde op med brudstykker af disse eminent citérbare sider og lade enhver, der kan læse, selv få syn for sagn.” Litteraturmagasinet Graf

»... Der er en skildring af faderens familie, der samtidig bliver et tidsbillede af jødisk liv og skæbne i Danmark. Det er forfatterens historie fra dreng til mand i 30 år fra 1948 til 1978 med de ting som satte sig i sjælen, de ting som betyder og betød noget. Her er selvfølgelig de første oplevelser med pigerne. På en gang en drengs største skræk og største fryd, om slægten og moderens historie, om gymnasieliv og en beskrivelse af 3 tidstypiske forskellige hjem hos 3 gymnasiekammerater på Frederiksberg. Om studiet til advokat, job i et ministerium, et vikariat hos DR og mødet med selvmordets grusomme virkelighed, da en studiekammerat springer ud fra en altan og "tog sit liv i ensom stille fortvivlelse". Levende, ærlig og velskrevet biografi.«Carsten Nørby Sørensen i lektørudtalelse (05/42) 2 590 287 4 (A).

En ung dansk pige og en irakisk desertør mødes tilfældigt på en togrejse. Trods forskellige kulturelle baggrunde nærmer deres drømme og deres virkelighed sig hinanden