Bøger om Dannelse

Hvad kan inspirere lærere og elever, undervisere og studerende, når de sammen vil fordybe sig i H.C. Andersens eventyr?Med Læs Andersen! åbnes der for en genfortryllelse af den verdenskendte digters univers. Bogens analyser og fortolkninger udfordrer til skarp litteraturlæsning og gør samtidig digteren til en nærværende samtalepartner i læserens eget dannelsesprojekt.På sin pædagogiske opdagelsesrejse kommer Steen Beck på sporet af en ny og engagerende litteraturundervisning, når han nærlæser Nattergalen, Hyrdinden og Skorsteensfeieren, De røde Skoe, Skarnbassen, 'Alt paa sin rette Plads!', Sneedronningen og Skyggen.

Professionelle læringsfællesskaber præsenteres her for første gang i et dansk skoleperspektiv, og netop formidling af lokale erfaringer kan medvirke til at inspirere til ny skolepraksis i Danmark. Bogen er blevet til i tæt samspil med praktikere i skolen, og udgangspunktet er deres udfordringer på forskellige niveauer med at udvikle sig som professionelle læringsfællesskaber.Forfatterne til bogen har udviklet en række redskaber og metoder til teamet i deres fælles lærings- og professionaliseringsproces frem mod at kunne arbejde som et professionelt læringsfællesskab. Nærværende bog er derfor også nærmere en praksisbog end en teoribog.Bogens struktur er inspireret af Thomas Albrechtsens fem søjler i et professionelt læringsfællesskab: fælles værdier og visioner, deprivatisering af praksis, samarbejde, reflekterende dialoger og fokus på elevernes læring. Alle kapitlerne bygger videre på et introduktionskapitel, der beskriver fundamentet for at arbejde som et professionelt læringsfællesskab, og et ledelseskapitel redegør for ledelsens vigtige rolle i at understøtte udviklingen af skolens kultur.Bogens hovedsigte er at vise praktiske veje ind i arbejdet med professionelle læringsfællesskaber, hvor lærere og pædagoger får tid og rum til fælles professionel refleksion, nysgerrighed, afprøvninger og didaktisk metodeudvikling. Den understøtter, at lærere, pædagoger og ledere opnår ejerskab til udvikling af praksis til gavn for alle børns læring og trivsel. Den skaber en ramme om praksisforståelse og -udvikling, der med tiden gerne skulle række ud over fastlagte mødetidspunkter og blive bærende for hele skolens kultur og miljø og for det mindset og den tilgang til praksis, som lærere, pædagoger og ledere har, når de går ind ad døren til skolen, og klokken ringer til første time.Bogen indeholder bidrag af Lisbeth Alnor, Mads Brandsen (red.), Steffen Kaspersen, Elena Noma Kirkegaard, Kirsten Osbæck Mogensen, Hanne Møller, Line Dahl Olesen og Niels Tange. Alle er tilknyttet VIA University College og har arbejdet med udvikling af professionelle læringsfællesskaber på danske skoler.

Gensidighedens pædagogik giver lærere og andre professionelle byggesten til en relationel og dialogisk tilgang til undervisning, læring, udvikling og dannelse. Med afsæt i Bruners forståelse af sociale relationer kommer bogen rundt om fire vigtige perspektiver: 1. Lærer-elev-relationen - interaktion, positionering, deltagelsesmåder, kommunikation og forskellige undervisnings- og læringssituationer2. Skoleklassens rum - gensidig afhængighed og forbundethed og intersubjektiv orientering3. Narrativer og meningsskabelse - narrative grundbegreber, skolelivets narrativer, intentionalitet og mening4. Dialog og deltagende interaktion - dialogorientering, dialogiske klasserum, kontrast, spørgsmål og metakognition  Bogen er en inspirerende opfordring til at skabe fællesskaber, som er relevante og meningsfulde, og som indbyder til deling af synspunkter. Den inviterer studerende, lærere, skolepædagoger og andre professionelle til at reflektere over den indflydelse, de har på børns og elevers læring, udvikling, dannelse og trivsel.

Nogle opfatter universiteterne som en central drivkraft til at skabe konkurrencedygtige samfund i en globaliseret tidsalder. Andre forstår dem som en væsentlig bastion for fri og kritisk tænkning uden for markedets og statens kontrol. Mange har en mening om universiteternes rolle i det moderne samfund, men der er langt fra enighed om, hvad vi skal med dem. I Hvad vil vi med universiteterne? gentænker Maja Horst og Alan Irwin den fastlåste debat om universiteternes rolle og fremtid. De argumenterer for, at universiteterne skal være en vidensbaseret forandringskraft i det moderne samfund, der sætter det i stand til at håndtere morgendagens udfordringer. OM FORFATTERNE Maja Horst (f. 1969) er professor i Forskningskommunikation og institutleder ved Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet. Hun er medlem af Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd og har udgivet bøger og artikler om forholdet mellem videnskab og samfund. Alan Irwin (f. 1955) er professor ved Department of Organization på Copenhagen Business School og Vice-President for Entrepreneurship & Innovation samme sted. Han har tidligere været professor of Science and Technology Policy ved University of Liverpool og har udgivet bøger og artikler om videnskabs- og teknologipolitik.

"Tirsdag" er en udviklings- og dannelsesroman fra 1930'ernes Danmark, hvor fokus er på underklassens kår og livsomstændigheder.idden /title /head body center h1 403 Forbidden /h1 /center /body /htmlHarald Herdal, født 1900-1978, var dansk forfatter, men havde som ung autodidakt proletardigter svært ved at gøre sig gældende i det borgerlige kulturliv og blev først rigtig kendt som prosaforfatter. Med hovedmotiver som fattigdom, det glædesløse slid og arbejdsløsheden med de psykisk nedbrydende virkninger beskriver han i sine romaner de fattigstes kår og dagligdagens trøstesløshed – gennemsyret af en oprigtig vrede og frustration over det bestående samfund.

En fortælling om drengen Thomas, der vokser op på en hedegård i angst for sin hårde far og i evig frygt for at miste sin dødssyge mor. Romanen rummer en spænding mellem de barske vilkår på de sandede midtjyske jorder og drengens løbske fantasi og får desuden næsten kriminalromanens karakter, da Thomas en nat pludselig hører sin far stå op for at give moren medicin og føler sig helt sikker på, at faren i virkeligheden vil give moren gift. En roman om forholdet mellem personlighed og vilkår, og hvordan dette påvirker en ung mands udvikling.\"Et hus splidagtigt med sig selv\" er en fortsættelse af \"Dybet\", og handler om den jyske dreng Thomas og hans familie. De to bøger blev i 1956 udgivet under titlen Dybet 1-2. Jørgen Nielsen, 1902-1945, dansk forfatter. Han blev født i meget små kår på et midtjysk husmandssted, i et hjem stærkt præget af et indremissionsk sortsyn. Flyttede senere til København for at realisere drømmen om at blive forfatter. Trods hurtig succes med dette levede han ofte i fattigdom. Desuden led han af fobier og forfølgelsesvanvid, og i de sidste 8-9 år af sit liv isolerede han sig mere og mere, indtil han tog sit eget liv.

THOMAS AASTRUP RØMERS nye bog er en intellektuel ballade, en filosofisk og karnevalistisk tekst, der sigter mod at skabe offentlig og uddannelsespolitisk røre og rørelse. Det er en bog om samfundet fra Danmarks pædagogiske forsamlingshus, hvor der både er debat, mylder, fest, glæde, vildskab, kamp og ustyrlig fælles aktivitet. BALLADE I DET PÆDAGOGISKE FORSAMLINGSHUS er opbyggelig i den forstand, at den sigter mod at skabe forståelse, klarhed og ægthed i sproget i en pædagogisk verden, der ifølge Rømer domineres af fortegninger, reduktioner og grimme ord fra den radikale konstruktivisme, poststrukturalismen og konkurrencestatstænkningen. Det er en kunstig pædagogisk verden, hvor virkeligheden reduceres gennem metodiske greb, strategi og teknik. Hvor praksis i et skjult opgør med åndsfriheden og metodefriheden reduceres til ren funktionel anvendelsesorientering og instrumentalisme under nye og teknokratiske formåls herredømme. Alt opfattes som konstrueret og alting tømmes for mening. Men pædagogik er noget andet, skriver Rømer. I pædagogikken genskabes det, der er værdifuldt. Pædagogik er pædagogiske formål og pædagogisk praksis i magnetisk stridbarhed – en fri, kritisk, sammenslynget og u-ligegyldig relation i en tingslig syntese. På den måde er BALLADE I DET PÆDAGOGISKE FORSAMLINGSHUS også en modstandsbog. En bog, der maner til kamp mod den herskende pædagogik og uddannelsespolitik. -Jeg skriver bare, hvad jeg ser, siger Thomas Aastrup Rømer, der med sin stærke pen har markeret sig som landets måske skarpeste og mest energiske iagttager af og deltager i den offentlige debat om pædagogik, skole og uddannelsespolitik. I BALLADE I DET PÆDAGOGISKE FORSAMLINGSHUS fortsætter han med baggrund i både pædagogik, filosofi og politologi sit arbejde med at registrere, kritisere og analysere, hvad han har set i det pædagogiske landskab siden 2014. ”Pædagogik og strategi er modsætninger. Kommer der en leder rendende med en strategi, så sæt ham på plads. Jo mere ”strategi”, desto mere fjerner handling sig fra samfundets realitet, og jo vanskeligere vilkår får fornuften. Strategi fjerner et folk fra det selv. Folket skjules. Strategi skjuler folket. Folket kan ikke regere sig selv. Noget forsvinder. Hvad hedder dette ”noget” på græsk? Det er pædagogik, polis og bios. Hvad er pædagogik så? Pædagogik er eksistens. Vær her! Tænk på tingene, som de er i sig selv. Brug din forestillingsevne? Hør! Tal! Skete der noget? Læring er et resultat af handling og ikke af strategi. Hop fra ting til ting, lyt opmærksomt til tingenes tale og til hvilke ord, de bygger på din tunge. Find dig selv i tingenes tumultariske tale. Slå på strategierne. Slå dem. Det er bedre at tage fejl end at følge en strategi. Hvad kan du se? Sig det! Så har vi en skole!”

"En dannelsesrejse i Italien" er en spændende odyssé i et charmerende europæisk land med tusinde ansigter. Forfatteren tager dig på en rejse gennem et autentisk Italien, langt fra masseturismen, med det endemål at øge sin almenmenneskelige forståelse, indsigt og rummelighed.Forfatteren er drevet af en higen efter kundskab og med sit fokus på begrebet dannelse, har han et dybfølt ønske om at komme tæt på den lokale samfundsborger. Følg med på allernærmeste hold og fornem øjeblikkets fordybelse og refleksion, glæde og ærgrelse, det lokale fællesskab, de dramatiske beretninger og ind imellem situationens uhåndgribelighed.I begyndelsen er det op ad bakke, indtil sproget flyder, og det gradvist bliver nemmere at etablere kontakten og gennemføre de gode samtaler. Bogen er en personlig skildring af vidunderlige oplevelser med det italienske folk, hvor det ene eventyr udfolder sig efter det andet, og hvor fordomme langsomt nedbrydes.

“En god lærer påvirker sine elever og får måske afgørende betydning for deres valg i livet. Han kan skærpe deres sans for helt uproduktive fænomener som skønhed og poesi. Undertiden i engrad, så det etablerede system må anse det for en trussel mod samfundets orden.” Det skriver Mikael Busch i sin indledning til denne bog med henvisning til Peter Weirs tankevækkende film “Døde poeters klub” (1989), hvori den karismatiske gymnasielærer John Keating (Robin Williams) forsøger at lære sine elever at “gribe dagen”. CARPE DIEM handler om fænomener på alle niveauer i uddannelsessystemet– folkeskole, gymnasiet og universitetet. Mikael Busch har været gymnasielærer i 25 år. Teksterne, der dels er helt aktuelle, dels er skrevet i den nære fortid, sætter uddannelsespolitikken og den pædagogiske udvikling i et tiårigt perspektiv og er som nedenstående uddrag af forfatterens indledning skrevet med både forstand og følelse som drivkraft: Selvom der lå en god del 68-tænkning til grund for 2005-reformen, beskylder jeg ikke min gamle dansklærers generation for at have ansvaret for al uddannelsespolitisk dårskab de sidste 40-50 år. I virkeligheden har jeg et ambivalent had/kærlighedsforholdtil 68’erne. I store dele af min ungdom hørte jeg 68-generationens musik, selvom det ikke var min musik. Jeg misunder den selvfølgelighed, hvormed 68-generationen lod sig opsluge af en tidsånd og blev en del af en slags vækkelsesbevægelse, der føltes rigtig. Opgøret med den sorte skole forekom naturligvis indlysenderigtigt og nødvendigt, da det foregik. De fatale konsekvenser blevførst tydelige mange år senere. (…) I dag kunne jeg godt ønske mig et nyt anti-autoritært oprør. Denne gang rettet mod det nye professorvælde, der prædiker “læringsmålstyret undervisning”, hvor eleverne skal “lære at lære” og blive “så dygtige, som de kan” (hvad ellers?). Mod endnu mere ulyksalig kompetencetænkning. Kort sagt: mod det New Public Management-regime, der er ved at forvandle vores skoler, gymnasier og højere læreanstalter til målstyringsdrevne produktionsvirksomheder. Efter en række gennemgribende organisatoriske og uddannelsespolitiske reformer fremstår vores samlede uddannelsessystemefterhånden som noget, der er værre end den sorte skole. John Keating ville formentlig flygte skrigende bort, hvis han var underviser i dagens Danmark. I konkurrencestatens mistrøstige tidsalder handler det meste kun om fremdrift, om det målbare og det nyttige. Men dybest set bør undervisning selvfølgelig handle om det gode, det sande og det skønne. Og lærerjobbet er mere end nogensinde det vigtigste i verden. Carpe diem!

Transhumanisme: "»Fremtidens grænseløse menneske« Vi uploader vores hjerner til computere. Vi tager piller for at bevare forelskelsen i vores ægteskab. Vi bliver klogere, hurtigere og mere tolerante – og så lever vi meget længere. Sådan tegner fremtiden sig, hvis det står til de udviklingsoptimistiske transhumanister. De accepterer ikke uden videre menneskets biologiske grænser. Kritikere mener derimod, at transhumanismen er på et sidespor, og at vi som samfund må sætte klare grænser." … Saadan lyder over-log-in paa Artiklen »Det optimerede menneske«. (note) Derhen Tiden haste, og inden De kan taste – tikke det fagre ny Aartusindmenneske ind:biotechnificeret, genmanipuleret og psykotropt accelereret. Det indlejrer den gryende posthumane Æra; den, hvori det traditionelle gammelkendte humane Subjekt er transcenderet og skraveret til fordel for en stærkere, sundere, klogere og lykkeligere Menneskeudgave. – "O", hil denne! begejstres de Begejstrede i en Geist, der har afspunden sin helt egen optimistiske world-wide-vækkelse: Transhumanismen, forenet i Humanity. En Bevægelse, der kun afventer det ny Tusindaarsmenneskes Nedstigen – i Utopia. For efter lang og ulidelig Tid, underkuet og kastet for Guds Skaberværk eller Darwinismens Mekanik – tager Mennesket endelig Haand om egen Skæbne, udformende sig selv, i sit eget Billede. Det er Mennesket, der enfin frigør sig og bliver sin egen Herre, i en Aura af Promethiske Længsler. – "O" hiin Mytterist. Men! samtidigt frygter de Frygtsomme: grueligt galt det gaa, naar Bio- og Genteknik frit Gænge faa – i Dystopia. For, hvad sker der egentlig naar Mennesket leger Gud? Bliver det af ´det Gode´ … af ´det Slette´ … endsige udslettende – Humaniteten, som vi hidtil kender den, befærdes i, tiltror! – "O" dette hulde Menneske, hvem vi kende. Hvem Gud den almægtige i sin Alvidenhed og Godhed skabte … eller, ´det bedst tilpassede´ Væsen som aldres Darwinisme har tilskikket os – saare egnet. Spørgsmaalene ere mange, og de taarne sig op. Derfor, plugin i den vankende Disput – belæs »Poetisk Parloir – Aarbog 2014« og faa belyst Transhumanismen i ulige Vinkler af Litteratur, Kunst, Film, Filosofi og Videnskab. Attentio: Aarbog 2014 er første Del i en tricyklisk Struktur af Aarbog 2014, 15 og 16, trefold belysende – hver centrerende sit centrale post- og transhumanistiske Tema. 2014: Tema – den fri Flux Hjerne-Up-and-Download af Viden, Færdighed og Bevidsthed. Note: au.dk files 34400626

I PÆDAGOGISKE LANDSKABER – 232 INDRE DRYS er der alt fra pædagogiske spidsformuleringer, mindre politiske og kulturelle analyser, små digte og polemiske indlæg om aktuelle pædagogiske, politiske og kulturelle begivenheder. Der er 232 indre drys fra Thomas Aastrup Rømers og den pædagogiske filosofis værksted. Et par eksempler: ”Dårlige mål er fortidens fremtid. De binder fremtiden i fortidens fejltagelser, som så kan bestyre og tæmme fremtidens muligheder. Gode mål er rumlige. De søger og finder mål i kulturens vekselvirkninger, så både fortid og fremtid altid holdes i maksimal spændstighed og liv.” ”Det største problem med finanskrisen er, at den også gør alt muligt andet end finanserne til et finanskritisk problem. Hele samfundet bliver en finanskrise. Alle vores institutioner skal ”sikre”, at finansernes ”udfordringer” bliver ”adresseret”. Skolen er en metode til finanskritisk problemløsning, og det er børnehaverne også. Det samme er universitetet og mange andre institutioner.” ”Problemet med velfærdsstaten er ikke, at den er for stor. Problemet er, at den har mistet sin kontakt med den dyd, som har skabt den, nemlig syntesen mellem solidaritet og åndsfrihed. Problemet er med andre ord, at velfærdsstaten ikke er velfærdsstatsmæssig.” ”Kundskaber er det, man finder, når man nærmer sig tingene i sig selv og opdager deres indre liv og konstitution, der samler dig i deres kreds. Kundskaber er at blive væk i kulturel essens. Der, hvor tingene ikke er tæmmet af kompetencer, men hvor tingene kan tale frit og overraskende tilbage til en kundskabssøgende opmærksomhed.” ”Skolen er et sted, hvor vi arbejder med åndsfrihed, solidaritet og fantasi samt med elevernes følelsesmæssige og sanselige samspil med deres omverden.” ”Hvis man ikke – også som ansat – kan kritisere sin arbejdsplads, bliver hele skoletænkningen jo bygget op på ren klap-hat, og ingen borger eller kollega vil kunne stole på nogen som helst.”

Det har altid været folkehøjskolens fornemste opgave at beskæftige sig med de store menneskelige og kulturelle spørgsmål – den menneskelige eksistens. Hvad vil det sige at være menneske? I denne bog føres læseren på en spændende opdagelsesrejse til vise mænds og kvinders tankeverden. Videre går det gennem hovedtræk af nyere tids idéhistorie frem til nutidens aktuelle, brændende kulturspørgsmål, som vurderes og beskrives med idéhistorien i bakspejlet. Hvad er kultur? Hvis man skal begå sig i den moderne debat, er det tvingende nødvendigt at have sin baggrund i orden.

Vor tids samfund omtales ofte som et VIDENSSAMFUND. Men få ved hvad viden er og hvordan det skal beskrives. Er viden en essens dvs. noget man kan fylde i hovedet på elever som "paratviden" og transportere rundt i samfundet via digitale netværk? Eller er viden en kompetence dvs. en evne til at tilegne sig viden? Hvordan defineres viden, hvordan udvikler viden sig til mere viden, og hvilke former for viden kan man identificere? nUdgangspunktet er en undersøgelse af tre mysterier: vidensmysteriet, læringsmysteriet og dannelsesmysteriet. Herudfra præsenterer bogen en fundamental teori om viden og om de grundlæggende videns- og læringsformer.

Bidragene er samlet i nærværende bog, som indeholder 14 bidrag fra norske og danske forskere.Der sættes kritisk spot på Luhmanns teorier om dannelse ud fra 4 perspektiver:Del 1.: Luhmann som generel dannelsesteoretiker - Kritisk fokus på tesen om at al psykisk og social realitet dannes i operationelt lukkede selvdannende systemer.Del 2: Luhmann om medieret dannelse - Kritisk fokus på betydningen af psykiske og sociale systemers brug af digitale medier til at danne sig selv.Del 3: Luhmann som uddannelsesteoretiker - Kritisk fokus på, hvorledes uddannelse som lukket system har betydning for, hvordan uddannelse kan være mulig.Del 4: Luhmann om dannelse som semantik - Kritisk fokus på dannelsesbegrebet som en historisk semantik uddannelsessystemet har brugt som en selvbeskrivelseDisse 4 perspektiver danner forskellige veje ind og ud af Luhmanns forsøg på at tænke dannelse i det moderne samfund.Bidrag: Simon Calmar Andersen, Stein Bråten, Yvonne Fritze, Lars Geer Hammershøj, Jens Jørgen Hansen, Gorm Harste, Tina Bering Keiding, leg Koefoed, Helle Mathiasen, Yngve Nordkvelle, Michael Paulsen, Lars Qvortrup, Ole Thyssen og Jesper Tække.

Juli 2007. Cykelrytteren Michael Rasmussen kører i den gule førertrøje i Tour de France, men bliver beskyldt for at lyve fra alle sider. Men der er sjældent kun én side af en sag: Alt handler om øjnene, der ser, og det er temaet i Carsten Folke Møllers nye roman ÅBNE KORT.ÅBNE KORT er en dannelsesroman om fire venner i slutningen af 20erne, der bliver viklet ind i deres eget net af løgne, selvbedrag, drømme og fortielser – og med virkelighedens Michael Rasmussen som gæstestjerne, mens han kører frem mod sin helt egen afgrund.Romanens fire hovedpersoner Max, Daniel, Johanna og Mia bliver kastet ud i mange svære valg og fravalg på vej mod 30erne og det næste stadie i voksenlivet. Og som romanen skrider frem, bliver det klart for både dem og Michael Rasmussen, at alle valg har konsekvenser – uanset om man har trænet i Mexico, har en fortid fyldt med tabuer, en fremtid fyldt med forpligtelser, en nutid fyldt med millioner af kroner eller forventninger om, at alting bliver ved med at være, som det altid har været.Som bipersoner i ÅBNE KORT optræder udover Michael Rasmussen virkelige personer som Bjarne Riis, Alberto Contador, Flemming Toft, Rolf Sørensen, Dennis Ritter og den navnkundige Fodboldtosse.

Ifølge den tyske professor i almen pædagogik Dietrich Benner må en moderne dannelsestænkning udvikles inden for et alment perspektiv, der både implicerer etiske, politiske, økonomiske, æstetiske, religiøse og pædagogiske aspekter. Bogenpræsenteres for første gang hans pædagogiske forskning for et dansk og nordisk publikum

Bernt Gustavsson kommer langt omkring i sin grundige forholden sig til både traditionens og vor tids filosoffer, til nutidens sociologer og til aktuelle problemstillinger i et multikulturelt samfund, hvor de globale udfordringer gælder os alle.»I sin videste, klassiske form er dannelse at betragte som en bevægelse, i hvilken mennesket bryder op fra hverdagen, begiver sig ud i det ukendte og siden hen vender hjem til sig selv igen med nye erfaringer. Bernt Gustavsson mener, at demokratiet trues som følge af en aftagende interesse for dannelsens betydning. Derfor er der brug for en dannelse, der er nutidig, og som hverken er underlagt markedets eller borgerskabets dominans. Bogen Dannelse i vor tid er et prisværdigt forsøg på at genindføre intellektuel tyngde i den pædagogiske debat og er et godt bidrag hertil.«- Egon Clausen, Dagbladet InformationKarakteristisk for Bernt Gustavsson er hans utrolige grundighed, store viden og gode formidlingsevner. Han formår at formidle sammenhæng, overblik og integrering. Med udgangspunkt i hans tese om radikal humanisme trækker han tråde tilbage til de store filosoffer og frem til de nutidige.Kate Groth, Psykologisk Pædagogisk Rådgivning

Skolen som vitaliseringsmiljø indeholder en række af Jan Tønnesvangs mest læste artikler. Teksterne stter fokus på emner, som ligger helt centralt i lærerens arbejde i dag, heriblandt læringsstil, mødet med eleven og skole/hjem-samtaler.Jan Tønnesvang lader Howard Gardners begreb om multiple intelligenser og Robert J. Sternbergs begreb om tænkningens stil mødes med et grundigt underbygget begreb om selvets dannelse. I dette krydsfelt indkredses værktjer, som giver læreren nye muligheder og perspektiver i arbejdet med den enkelte elev.

Selvet i pædagogikken - selvpsykologiens bidrag til en moderne dannelsespædagogik handler om selvpsykologi og dannelse. Dens primære mål er at fremstille et teorigrundlag til forståelse af forholdet mellem dannelses- og selvdannelsesprocesser i de pædagogiske samspil, der hører det at undervise til.

OM KRISEN I DANSK PÆDAGOGIK Thomas Aastrup Rømer skriver på en gang udtryksfuldt, nænsomt, stringent, klart, kritisk, idealistisk, rebelsk og med stor sandhedskraft om emner, der spænder fra pædagogik og kærlighed til kontraktstyrede systemer med totalitære tendenser. Bange for sit eget skind er han ikke. Han kritiserer frejdigt ”størknede monarkistiske strukturer” i uddannelsesverdenen og ”den magtfulde intelligentsia” for at have blikket rettet mod fjerne lister og abstrakte begreber. Med fare for at miste anseelse, meritering og position går han end ikke af vejen for at kritisere navngivne personer og overordnede i en saglig strid. Der er blandt andet hug til Aarhus Universitet, professionshøjskolerne, læreruddannelsen, Fremtidens Skole i Odenses, OECD’s skolesyn, LP-metoden, VIA, frygten og tavshedskulturen, Silkeborg Kommune, Ny Nordisk Skole, Canada-begejstringen og til fremtrædende personer i skole- og uddannelsesdebatten: Lars Qvortrup, Jens Rasmussen, Stefan Hermann, Andreas Rasch-Christensen, Per Fibæk Laursen og Niels Egelund. Men der er også engagerede forsvar for mennesker og kolleger, der har været udsat for uretfærdigheder i de seneste år, f.eks. de afskedigede pædagogiske filosoffer, de tvangsforflyttede børnelitteraturforskere, Linda Maria Koldau og lærerne i Odense. Pædagogik er ifølge Thomas Aastrup Rømer diskussioner og praksisser, der vedrører et menneskes indvielse og tilblivelse i en levende kulturs dialoger. Men i stedet har vi fået en karikatur af en pædagogik, der ødelægger store dele af, hvad man kunne kalde en dansk eller en europæisk pædagogisk tradition. Evidenstænkningen har på ganske få år placeret sig i dansk pædagogik og uddannelse med hegemonisk status. Den pædagogiske teoridannelse domineres af den såkaldte systemteori, der opfatter alt som lukkede kognitive funktionssystemer, og som derfor afskyr virkeligheden som negativt ladede magneter. Dannelse reduceres som så meget andet virkeligt til et kommunikationstrick. Der findes i dette lys ikke noget fælles, ingen egentlig samtale, men kun lukkede selvrefererende systemer, der irriterer hinanden, skriver Rømer. Ingen fag, ingen kultur, intet fællesskab, ingen fornuft, ingen historie, ingen kærlighed, ingen frihed, ingen børn, ingen jord, ingen skønhed, ingen skabelse. Ingenting. Kun systemer og metoder. Fra pædagogik til didaktik, evidens og metode. Fra fællesskab til funktion. Fra pædagogik til metode uden tænkning og etik. Det er en farlig rejse. De i alt 80 Indlæg i denne bog, der er blevet til hen over de seneste to-tre år, har løbende været publiceret for et relativt smalt publikum på fagbladet Folkeskolens hjemmeside. Der er indlæg af meget varierende længde og karakter lige fra lange analyser af hele forfatterskaber til små pædagogiske digte. Der er både analyserende, polemiske, dagsaktuelle, kontemplative og undersøgende essays.

En underholdende, men stadig brugbar håndbog i hvordan man som mand skal gebærde sig, når man mener at det er ved at være tid til at træde ind i ægteskabet. I disse tider springer så mange UD af skabet, men her er det helt traditionelt. Julius Strandberg skrev denne bog som 36 årig i 1869, og man lades ikke i tvivl om hvordan kønsrollemønstret var dengang. Blandt andet mener han at man skal pleje sit ægteskab ved "en gang om ugen at spadsere lidt med hende, naar hun har lyst og Vejret er godt!"