Krisen i dansk pædagogik

OM KRISEN I DANSK PÆDAGOGIK

Thomas Aastrup Rømer skriver på en gang udtryksfuldt, nænsomt, stringent, klart, kritisk, idealistisk, rebelsk og med stor sandhedskraft om emner, der spænder fra pædagogik og kærlighed til kontraktstyrede systemer med totalitære tendenser.

Bange for sit eget skind er han ikke. Han kritiserer frejdigt ”størknede monarkistiske strukturer” i uddannelsesverdenen og ”den magtfulde intelligentsia” for at have blikket rettet mod fjerne lister og abstrakte begreber. Med fare for at miste anseelse, meritering og position går han end ikke af vejen for at kritisere navngivne personer og overordnede i en saglig strid.

Der er blandt andet hug til Aarhus Universitet, professionshøjskolerne, læreruddannelsen, Fremtidens Skole i Odenses, OECD’s skolesyn, LP-metoden, VIA, frygten og tavshedskulturen, Silkeborg Kommune, Ny Nordisk Skole, Canada-begejstringen og til fremtrædende personer i skole- og uddannelsesdebatten: Lars Qvortrup, Jens Rasmussen, Stefan Hermann, Andreas Rasch-Christensen, Per Fibæk Laursen og Niels Egelund. Men der er også engagerede forsvar for mennesker og kolleger, der har været udsat for uretfærdigheder i de seneste år, f.eks. de afskedigede pædagogiske filosoffer, de tvangsforflyttede børnelitteraturforskere, Linda Maria Koldau og lærerne i Odense.

Pædagogik er ifølge Thomas Aastrup Rømer diskussioner og praksisser, der vedrører et menneskes indvielse og tilblivelse i en levende kulturs dialoger. Men i stedet har vi fået en karikatur af en pædagogik, der ødelægger store dele af, hvad man kunne kalde en dansk eller en europæisk pædagogisk tradition. Evidenstænkningen har på ganske få år placeret sig i dansk pædagogik og uddannelse med hegemonisk status. Den pædagogiske teoridannelse domineres af den såkaldte systemteori, der opfatter alt som lukkede kognitive funktionssystemer, og som derfor afskyr virkeligheden som negativt ladede magneter. Dannelse reduceres som så meget andet virkeligt til et kommunikationstrick.

Der findes i dette lys ikke noget fælles, ingen egentlig samtale, men kun lukkede selvrefererende systemer, der irriterer hinanden, skriver Rømer. Ingen fag, ingen kultur, intet fællesskab, ingen fornuft, ingen historie, ingen kærlighed, ingen frihed, ingen børn, ingen jord, ingen skønhed, ingen skabelse. Ingenting. Kun systemer og metoder. Fra pædagogik til didaktik, evidens og metode. Fra fællesskab til funktion. Fra pædagogik til metode uden tænkning og etik. Det er en farlig rejse.

De i alt 80 Indlæg i denne bog, der er blevet til hen over de seneste to-tre år, har løbende været publiceret for et relativt smalt publikum på fagbladet Folkeskolens hjemmeside.
Der er indlæg af meget varierende længde og karakter lige fra lange analyser af hele forfatterskaber til små pædagogiske digte. Der er både analyserende, polemiske, dagsaktuelle, kontemplative og undersøgende essays.