Bøger om Erindringer

Povl og Estrid Stevns var nygifte og midt i 20'erne, da de i 1958 købte en mindre gård i Vendsyssel. Gården blev rammen for deres liv i 42 år. Ved siden af landbruget og familielivet var de engagerede i samfundslivet omkring dem med deltagelse i politik, organisationer og foreninger.Materialet til bogen er nedskrevne erindringer, fyldige breve fra 1958 til 1981, digte skrevet af Povl, interviews fra 2024 og billeder fra familiealbummet.Bogen giver et personligt og nært portræt af Povl og Estrid og medtager både alle de små ting i hverdagslivet i landbruget og i familien og viser desuden forandringerne gennem årtierne både på hjemmefronten og i landbruget.

Meningen med de korte tekster her (om sommetider lange emner) er, at læseren efter mit lille "skud" skal tænke videre.Idealet ville være, at benævnte læser (dig!) så delagtig gjorde mig i hvad han/hun var nået frem til, for enten at underbygge min tese eller slå den til plukfisk.Mere realistisk forestiller jeg mig en stemme, der genlyder i min grav: Vrøvl! eller Noget er der om det!(så lidt skal der til for at fortsætte og afstive et uhyrligt, absurd og vaklende foretagende).citat fra bogen, s. 246

”Ingen var i tvivl om, at drivkraften for Anker var at udjævne forskellene i samfundet og kæmpe de svagestes sag. Hvordan er det gået med de senere generationer af ledende socialdemokrater? Og hvordan har de forvaltet arven efter Anker, og kan vi stadig finde spor og aftryk i nutidens Socialdemokrati af de holdninger og værdier, som Anker stod for?”Anker Jørgensen var en af de mest markante danske politikere i det 20. århundrede, og på mange måder præger han stadig Socialdemokratiet. Der er skrevet flere biografier om den folkekære Anker Jørgensen, men denne adskiller sig ved at være baseret på portrætter fortalt af Ankers nærmeste; heriblandt Anker Jørgensens fire børn. Derudover fortæller Poul Nyrup Rasmussen, Lissa Galle, Jan Hoby, Lizette Risgaard og en række andre fremtrædende personer om deres forhold til Anker Jørgensen og de fodaftryk, de ser efter ham i dagens Danmark. Bogen udkom første gang i 2017.Bjarne Henrik Lundis er dansk journalist, forfatter og foredragsholder. Han står blandt andet bag biografier om store danskere og har også udgivet bøger om LGBTQ+-personer og deres plads i den danske kultur- og samfundshistorie.

Min far var alkoholiker, og jeg var bare et barn.Et barn, der fornemmede alt: lydene, duftene, mimikken, kropssproget, råbene, ølflaskerne og skænderierne. Jeg mærkede alle de usagte ord, alt det, vi aldrig talte om.Det hele lagde sig som et tungt tæppe over mig, sammen med de følelser, jeg ikke havde ord for.I "En skønne dag forstår vi" blander ord og farver sig sammen i en hudløst ærlig fortælling om Daisy Dahl, der voksede op med en far, der drak.Gennem bogen deler hun sine tanker om de udfordringer, det førte med sig – og hvordan hun fandt et frirum i kunsten.Det er en autentisk fortælling om at finde modet til at træde ud af skyggerne og frem i lyset.Om forfatterenDaisy Dahl (f. 1981) er billedkunstner og driver Galleri KunstART by Daisy Dahl. Hun er formand for Kunstrunden Sydvestjylland og formand i Kunstnerhuset Skærbæk. Hun debuterer som forfatter med erindringerne "En skønne dag forstår vi" om barndommen med en alkoholisk far.

"Rodløs" er beretningen om et liv der skulle bruges, om at tage chancer og opleve verden. Det blev på godt og ondt en kreativ tilværelse: Fra at vinde verdensmesterskabet i bodypaint og få prisen for Årets Horrorudgivelse, til at arbejde på events og spillefilm og leve af at tegne. Men altid var det udlængslen der trak mest og rejserne som var både vejen og målet. Og jo værre oplevelser, des bedre historier.Citat fra bogen: "Elefanten stormede gennem buskadset og trampede undervejs små buske og grene til kvas under sin enorme vægt. Dyret havde kurs direkte mod bilen, og hele vores gruppe satte i et højt og kollektivt hyl. Mike slap koblingen, og bilen för frem, men elefanten forfulgte os stadig. Der var fanden til forskel på de venlige pattedyr, vi havde fotograferet for et øjeblik siden, og dette rasende uhyre, og det stod mig pludselig krystalklart, hvad en beslutsom fem tons bersærker ville være i stand til at gøre ved en jeep!"Patrick Leis blev udruget en kold decembernat 1964 i Hvidovre, og efter en kort og mangelfuld skolegang ville skæbnen, at han kom til at leve af sin fantasi. Han blev professionel bodypainter, illustrator, tatovør og forfatter og skriver fortrinsvis i genrerne horror og science fiction, men han har også fået udgivet tegneserier og bøger for børn og unge samt rejsebøgerne „Kaninen i månen”, „Den sorte bog om rå rejsetips – Indien” og „Røverhistorier fra et rejseliv”.Langt størstedelen af sine honorarer bruger han på flybilletter og brændstof til motorcyklerne, og i 2011 blev han optaget som medlem af De Berejstes Klub."Rodløs" er fyldt med røverhistorier fra Tunesien, Italien, Egypten, Indien, Sri Lanka, Nepal, Thailand, Malaysia, Pakistan, Taiwan, Indonesien, Serbien, USA, Mexico, Sydafrika, Swaziland, Lesotho, Østeuropa, Oman og Kuwait.

Denne bog fortæller et menneskes livsforløb fra fødsel til 80-årsalderen. Det foregår i en tid, hvor Danmark forandres fra bonde- og landbrugssamfund til at blive et industri- og informationssamfund.For et menneske født 1941 har dyder som flid og nøjsomhed været helt naturlige og ikke til hinder for en lykkelig barndom på landet. Syv års skolegang, hver anden dag, var ikke ualmindeligt frem til slutningen af 1950’erne.Igennem 2. halvdel af 1900-tallet mistede landbruget sin status som landets hovederhverv, og landbruget og landdistrikterne afgav en halv million arbejdsføre mennesker til det øvrige samfunds velfærdsudvikling.Det går som en rød tråd igennem bogen, at dens hovedperson i hele sit virke har søgt at holde fast i landbokulturen, hvor den demokratiske ledelsesform både i arbejdsliv og fritid har været et gennemgående træk.Han betegner sine erindringer som et tilbageblik på et godt liv det bedste sted på jorden og i den bedste periode i historisk tid.

Krigens barn og vogterhustøsen fortæller om en barndom i et fattigt, men meget kærligt landarbejdermiljø. Conny var den ældste i en søskendeflok på syv og måtte derfor hjælpe til med at se efter og passe de yngre søskende. Selv om Conny ikke var ret gammel ved krigsudbruddet, satte krigen dybe spor i den lille pige. Under Anden Verdenskrig måtte den lille familie ofte flytte efter, hvor faderen kunne finde arbejde. Det blev til mange forskellige steder, familien måtte slå sig ned for en kortere eller længere periode.Efter krigen fik Connys mor arbejde som ledvogter ved statsbanerne, og familien flyttede ind i ledvogterhuset i Egeris. Faderen arbejdede på de omkringliggende gårde med forefaldende arbejde. Conny var begyndt at gå i skole som seksårig, en tid, der var præget af drillerier fra elever og en uretfærdig lærerinde.Heldigvis havde tiden også lyspunkter, blandt andet når Conny var ude i naturen.Uddrag af bogenAftentimerne om vinteren står for mig som noget særligt. Ofte vandrede mine tanker og følelser tilbage til Vogterhuset, og jeg bliver igen den lille pige, som sidder klistret op ad min fars ene ben og min søster Alis ved det andet. Kurt og Jens havde overtaget ærespladsen på fars knæ. Ruth sad for det meste hos mor. For hun var et svageligt barn, som havde ligget på sygehuset et halvt år. Når vi besøgte hende, måtte vi stå uden for nogle store vinduer. Vi måtte ikke komme ind, for lægerne kunne ikke finde ud af, hvad hun fejlede. Måske havde hun en sygdom, som kunne smitte. Preben, som var født i 1949, skulle også altid sidde hos min mor, og Brita, som var født et år før Preben, var klemt ind mellem Kurt og Jens i fars favn. Zenta lå på sin plads ved kakkelovnen. Alt var fredfyldt.Om forfatterenConny Braüners malerier og forfatterskab handler om spiritualitet, livet, døden og ikke mindst kærligheden. Connys store passion er at læse bøger, og hun følger med stor interesse, hvad der rører sig i det nære samfund såvel som ude i den store verden. Trods det Conny er 86 år, underviser hun stadig i meditation.

Hvad skal vi egentlig med teatret? Og hvilken historie om os selv gemmer der sig i samtidens teater? I otte stærkt personlige essays inviterer forfatteren os via punktnedslag i sin 35-årige karriere ind i teatrets magiske nedsmeltnings- og omsmeltningsmaskine. En kærlighedserklæring til skuespilleriets besværligheder, skrevet af en af landets mest markante teaterstemmer.

En stærk og usædvanlig biografi med afsæt i Grænselandet kort tid efter Anden Verdenskrig.En livsfortælling om at være født som det uægte barn med en spirituel genetisk arv fra moderens slægt, som var kendt for at have haft ”seere”, der havde evnen til at se ind i den åndelige verden. Den spirituelle bevidsthed, kombineret med en sund intuition og stærk viljestyrke, blev de afgørende faktorer for det udsatte barn til at kunne navigere i en til tider farlig barndom og senere, som ung kvinde, til at bryde den sociale arv.Et hjertestop i forbindelse med en fødsel udløste en intens nærdødsoplevelse og blev efterfølgende starten på et helt nyt liv, hvor en usædvanlig dedikeret spirituel dannelsesrejse blev hverdag. En flytning udløste på magisk vis et job som familierådgiver, og dermed blev barneløftet – at arbejde for kvinders rettigheder og ligestilling – til virkelighed.

Et hårdt og barsk barndomsliv har præget hele mit liv, og der skulle gå næsten 60 år, før jeg åbnede op for livets tunge rygsæk. En fantastisk lærerinde i barndommens vanskelige tid viste mig, at der findes mennesker, der er guld værd for små børn, der lever under svære vilkår. Hun lærte mig, hvor meget skriftens sprog betyder i livet, og her i livets sensommer sender jeg tit en tanke til et af de få mennesker, der betød så meget i mit liv. Barndommens svære opvækst har desværre også medført en del kroniske lidelser, jeg har måttet kæmpe med igennem hele livet, men her i livets efterår lever jeg sammen med en fantastisk kvinde, som har beriget mit sensommerliv utroligt meget.Som jeg altid har sagt, nostalgi skal gemmes og aldrig glemmes, derfor denne bog, som omhandler mit livs erindringer i skriftens nostalgi fra året 1960 og frem til 1980. Uddrag af bogen Amoriner på gale veje Så at starte på Wiibroes bryggeri var ligesom at vågne op til virkeligheden, jeg tør godt skrive, jeg blev venner med alle på bryggeriet, men det siger sig selv, at med så mange søde piger kan det næsten ikke undgås, at hjertet slår et par ekstra slag for nogle piger, og hvor man kan mærke, der opstår en usynlig kemi, og fornuften løber lidt løbsk. Det, der starter med en lille gnist, kan ofte blive til et stort bål, som lige skal have tid til at brænde ud igen. Jeg erkender, jeg var på meget forbudt område en del gange, de gav nogle erotiske eventyr, som jeg tænker på den dag i dag, og lad mig erkende, jeg har aldrig fortrudt. Om forfatteren Tonny Martinsson (f. 1941) har altid været skriveglad og altid med et stort hjerte for at lade nostalgiens fortid komme frem i lyset til glæde for andre. Hans slogan er: ”Nostalgi skal gemmes, men aldrig glemmes."

”Min mor fortæller mig, at en gårdmand i nabolaget mener, at han har bedre råd end mine forældre til at opfostre en søn. Gårdmanden spørger derfor, om han og hans kone kan adoptere mig. Det kan ikke komme på tale, forsikrer min mor, og så er den sag uddebatteret.”Eli Sander Kristensens livsmosaik spænder fra en ydmyg opvækst på forældrenes husmandssted i Himmerland til en erhvervskarriere som management konsulent.Himmerland er base for grundskole, realeksamen samt en elevtid i den lokale bank. Som nyslået bankassistent bliver Aarhus og København forfatterens udgangspunkt, men snart lokker den fagre nye EDB-alder mere end bankvæsenet.I en ung alder møder forfatteren sit livs kærlighed i Lissi, og ægteskabet bliver lykkeligt med børn og børnebørn, før familieidyllen får en brat ende, da Lissi får diagnosen demens.Bogen udforsker temaer om identitet, kærlighed, eksistens og skæbne, der former os fra vugge til grav. En spændende og rørende fortælling om livets lyse og mørke sider.Himmerlandsdrengen: Et essay fra vugge til grav er en forunderlig rejse gennem livet. Fra de stille marker i Himmerland, med jord under neglene, til storbyens pulserende gader og opgaver på de bonede gulve.

Margrethe Sørensen voksede op på børnehjemmet Sølyst. Uden en mors kontakt. Stjal en krone, kom på Andersvinge og blev lagt i bælte og fik en sprøjte at sove på. Dansede om juletræet med rigtige tændte lys. Sne i driver. Fastelavnsfester, cykelture og træklatring, og når man faldt ned, var der – stadigvæk – ingen kære mor. Hun blev syg med epilepsi og fik piller, som fik hende til at sove hele tiden. Hun var en lille møgunge, men havde da gode stunder på børnehjemmet med de andre anbragte børn. Om at blive voksen og komme videre på en anstalt for unge piger. Når kærligheden sviger, tager en anden over, og det giver sammenhold. Ja, den her søstjerne har sgu klaret sig meget godt! Uddrag af bogenDa jeg var en lille pige på 5 år i 1961, kom jeg på Jyderup-børnehjemmet Sølyst, hvor jeg var ankommet fra København, da min mor ikke kunne passe mig, fordi jeg havde epilepsi, og derfor blev jeg sendt på børnehjemmet. Jeg var også et blåt barn. Mit blod skulle udskiftes, for ellers ville jeg dø. Jeg var 2 år gammel, da jeg fik skiftet blod. Det var en sommerdag, solen skinnede, og himlen var blå, da jeg ankom i en sort bil med trin på. Da jeg ankom, kom jeg ind på kontoret, hvor forstanderen og plejemor bød mig velkommen til Sølyst. Jeg var ankommet til børnehjemmet, fordi jeg var syg, og min mor ikke kunne passe mig godt nok. De mente, at børnehjemmet kunne. Om forfatteren Margrethe Sørensen (f. 1957) debuterer med denne erindringsbog. Margrethe kan godt lide Kandis og at lægge puslespil. Hvis brikkerne da ikke lige mangler. Hvilket de oftest gør …

Da Hanns Cibulka første gang sætter fod på Sicilien i 1943, føler han, at han vender hjem. Men det er ikke en dannelsesrejse, der fører ham hertil, det er krigen, og han er ikke digter, men telegrafist i den tyske værnemagt. I en forfalden gård bag en olivenlund tager hans regiment ophold, lægger kabler, reparerer ledninger og dækker landet med et netværk af tråde. Om natten lytter soldaterne til officerernes samtaler og opfanger radiobeskeder.Cibulka, forfatter til den meget roste Havtorntid, beskriver den umiddelbart begivenhedsfattige, men truende krigsdagligdag, hvor angreb fra jagerbombefly og Siciliens støvede, skyggefattige landskab med forvitrede bjerge og blytung varme bliver levende for læseren, mens Cibulka selv går på opdagelse i naturen, i litteraturen og i selve menneskelivet.Om Havtorntid skrev anmelderne: “Vidunderligt poetiske dagbogsblade...” – Weekendavisen “Cibulka skriver med en præcision og en vilje til at se verden som for første gang.” – Dagbladet InformationEfterord af Christian Lundager og Andreas Harbsmeier.

Når Benny Berdinos megastore Cirkus Arena i dag ruller ind i en by, slår pælene i jorden og rejser det kæmpe store telt, så kan det være svært at forestille sig, at den samme cirkus engang kunne ligge på græsplænen i en købmands baghave. Hele cirkus - med telt, ponyer og resten af menageriet - kunne flyttes på ladet af en enkelt mellemstor lejet lastbil, der for øvrigt også trak forretningens eneste vogn.Men nogle dage kan der ske begivenheder eller tages beslutninger, som fører til et uigendriveligt kvantespring - begivenheder eller beslutninger, der fuldstændig afgør og ændrer fremtiden - den 7. juli 1959 blev en sådan skæbnens dag for Cirkus Arena.Det var også den dag, en lille ni-årig landliggerknægt mødte cirkus - et møde som i adskillige sommerferier fremover gav ham en ‘ekstra familie’, der på afgørende områder kom til at præge hans udvikling - det blev til erindringer om DEN HYGGELIGE FAMILIECIRKUS.

„En dyrlægesøns erindringer” handler om at vokse op i det bedre borgerskab i en søskendeflok på fire. Forældrene er flyttet fra København for at etablere dyrlægepraksis i Sæby, en lille fiskerby og købstad i Nordjylland, hvor forfatteren kommer til verden i 1940. Selvbiografien består af en række tilbageblik og betragtninger om tidstypiske forhold. Med et farverigt persongalleri skildres livet i den lille by. Her fortælles om familie, naboer, venner og tjenestepiger – og mange andre skikkelser fra Sæby og omegn. Og om datidens traditioner, moralkodeks, klasseforskelle og en række historiske hændelser. I en tid hvor den offentlige skatteliste bekendtgør, at hans far tilhører byens rigeste, forsøger sønnen at finde et ståsted og en vej mod voksenlivet. Forældrene er religiøse og har bosat sig i villakvarteret „De Helliges Land”, og sønnen går både i flinkeskolen og i søndagsskole. Faderen beundrer han, men dyrlæge vil han nu ikke være, selv om han holder meget af dyr. Et kostskoleophold i Haslev, frivilligt arbejde i en sommerlejr i USA og tiden som soldat i Viborg former hans ungdomsliv, og i bogen følger vi hans liv fra at være en nysgerrig og opmærksom dreng, til han uddannes som lærer i Hjørring. „Jeg har i det meste af mit liv (...) været fluen på væggen, der har set, hørt og sanset alt omkring mig og taget det ind (...) Mit liv har haft flere skift og mange spor. Det lyse sind, som jeg har arvet efter min mor, har været min ballast og givet mig både inspiration og overskud, blandt andet til at skrive disse erindringer, som med vilje slutter i 1965, hvor voksenlivet for alvor begyndte,” forklarer Gunnar Terje Lysemose. Fra nyere tid skildres desuden en række rejser, som alle har sat sig dybe spor i forfatteren. For Gunnar Terje Lysemose har vandret i naturen, siden han var helt ung. Som 61-årig nåede han sit hidtil højeste punkt: Mera Peak i Nepal, 6.461 meter over havet. Norge er dog det land, han til dato har rejst mest i: Mere end 100 ture med vandring og på ski i de norske fjelde er det blevet til. „Jeg har aldrig været bange for at være alene eller at fare vild, hverken i en storby som New York, London eller den gamle bydel i Katmandu uden gadelys – eller alene i fjeldet. Det lyder sikkert mærkeligt, at man kan nyde den særlige intensitet, der opstår, når man er blevet klar over, at man er faret vild. I dag vil man sige, at det er et udtryk for ungdommeligt overmod. Ungdommen tror, den er uovervindelig og udødelig. Det har været denne følelse, der har karakteriseret mig i mine unge dage og langt op i årene og givet mig oplevelser, som jeg ikke ville være foruden. ‘Ene gør stærk’ er en talemåde ikke alle vil eller kan bifalde! Man kan også tilføje, at uden selvværd og selvtillid kan man ikke give eller bidrage med noget til andre,” konkluderer Gunnar Terje Lysemose. Bogen er inddelt i tre dele: Barndom, ungdom og rejseliv, og den er redigeret af hans søn, der er journalist.

I november 1974 modtager Werner Herzog et opkald fra Paris. Lotte Eisner, den berømte filmhistoriker, er alvorligt syg. Herzog beslutter sig for at gå fra München til Paris alene, udstyret kun med en rygsæk, et kompas og en notesbog. Han lover sig selv, at hvis han kan gå hele vejen - en 800 kilometer lang tur - vil 'Eisnerinden' overleve. Trods kulden, sneen og de udfordringer, Herzog møder undervejs, fortsætter han mod Paris. Han kæmper mod tørst, smertefulde ben, betændte akillessener, storm og regn, men hans krop fortsætter. Om at gå i is med undertitlen München – Paris, 23.11. til 14.12.1974 er en bemærkelsesværdig bog om livet og døden og ikke mindst den indsigt, man får fra kroppen. Det er en historie om landskabet og dets beboere samt forfatterens egne indre kampe. En film skabt med ord, en litterær klassiker. Werner Herzog (f. 1942) er fra Sachrang i Bayern. Han er kendt som filminstruktør og har lavet både dokumentarfilm og spillefilm. Til hans mest kendte film hører Auch Zwerge haben klein angefangen, Aguirre, der Zorn Gottes, Stroszek, Fitzcarraldo, Grizzly Man og Encounters at the End of the World. Til hans værk hører også en række bøger, blandt andre Die Eroberung des Nutzlosen, Tusmørkets verden, selvbiografien Hver for sig og Gud mod alle og ikke mindst Om at gå i is.

”Eichmann satte mig ind i metoden med motorgasning i lastvogne, som man hidtil havde benyttet den østpå. Men det kunne der slet ikke være tale om med de massetransporter, man kunne vente i Auschwitz. Henrettelse ved hjælp af kuloxyd fra bruser i et baderum, som man havde benyttet det ved udryddelse af de sindssyge nogle steder i Tyskland, ville kræve for store bygningskomplekser, og det var højst problematisk, om man var i stand til at fremskaffe gas til så store masser.”Rudolf Höss var den første kommandant i nazisternes frygtede koncentrationslejr Auschwitz under Anden Verdenskrig. Selvom han i selvbiografien fremstiller sig selv som en soldat, der blot fulgte sine overordnede i beslutningen om masseudryddelsen af jøderne, var han personligt ansvarlig for at føre ordren ud i livet og stod direkte bag massedrab på millioner af mennesker. I bogen beskriver Rudolf Höss med uhyggelig nøgternhed og kulde de lavpraktiske problemer ved at skulle udrydde så mange mennesker ad gangen og skille sig af med ligene.Rudolf Höss beretter om livet som frivillig soldat under Første Verdenskrig, årene i Brandenburg Tugthus, hvor han sad fængslet for drab, og hvordan det lykkedes ham at stige i graderne, da nazisterne tog magten. Höss selv tegner et billede af en almindelig mand og familiefar, der gennem lydighed og pligt, uden anger, udfører massemord på effektiviseret industrielt plan, og det gør læsningen desto mere rystende og gruopvækkende. Höss skrev bogen i fangenskab i 1946, inden han blev henrettet i 1947, og den er et vigtigt historisk vidneudsagn om forbrydelserne under holocaust.Bogen er forsynet med den oprindelige danske udgaves forord af den norske forfatter og lyriker Arnulf Øverland, der sad i KZ-lejren Sachsenhausen fra 1942-1945, og bringes som den udkom første gang i 1959.Rudolf Höss (1900-1947) var en tysk topnazist, der var kommandant i den frygtede polske koncentrationslejr Auschwitz under Anden Verdenskrig og ansvarlig på mordet på millioner af mennesker. Han trådte ind i SS i 1934 og arbejdede sig hurtigt op til toppen af nazistpartiet. Efter krigen vidnede han mod andre nazister under Nürnbergprocessen, hvorefter han blev udleveret til Polen. I 1947 blev han dømt til døden og hængt foran indgangen til krematoriet i Auschwitz.

”Han er ikke klar over, han er homoseksuel, men han kan godt huske, hans adoptivmor siger noget om, at han er anderledes end sine kammerater. Men det tillægger Axel ikke større betydning, selv om han godt selv ved, at han opfører sig anderledes end de andre drenge.Hverken i barndomshjemmet eller i hans families omgangskreds taler man om seksuelle spørgsmål. Det er altid noget med, at nogen er ’kommet med storken’.”Axel Axgil skrev verdenshistorie i 1989, da han og Eigil Axgil som det første par i verden indgik registreret partnerskab. Som 96-årig fortæller han om sit usædvanlige liv som forbillede for flere generationer af homoseksuelle, udskældt og fængslet af et uforstående samfund og hyldet som frygtløs aktivist. Bogen beskriver privatpersonen Axel såvel som den offentlige person, der har gjort så meget for homoseksuelles rettigheder gennem det tyvende århundrede og op i det nye årtusind.Bogen udkom første gang i 2012.Bjarne Henrik Lundis er en dansk journalist, forfatter og foredragsholder. Han står blandt andet bag biografier om store danskere og har også udgivet bøger om LGBTQ+-personer og deres plads i den danske kultur- og samfundshistorie.

Fra 1964 til 1979 blev mere end 160 børn i Grønland adopteret af danske par. Moderniseringen af landet var i fuld gang. Tanken var, at man kunne give dem et bedre liv. Man mente, at børnene fik en gylden mulighed med at ny start langt hjemmefra. Lille er et gribende vidnesbyrd- fortalt fra det 3-årige Kâlànguaks synsvinkel- om den pris, som mange af de børn betalte for idéen om, at man gjorde noget godt. En beretning om som barn at miste det allernærmeste, mor, far, søskende. Om bundløs ensomhed og længsel. Bør læses af alle, der vil vide mere om forholdet mellem Grønland og Danmark!- Iben Mondrup, forfatterBevægende og vigtig førstehåndsberetning om at blive taget væk fra sin familie og sin kultur- når man blot er en lille pige på 3 år.- Lene Therkildsen, Milik Publishing

Den 18. august 2000 fejrede Slædepatruljen Sirius sit 50 års jubilæum. I ”Sirius gennem 50 år” beretter tidligere Siriusmænd om deres år med patruljen i den smukke og barske grønlandske natur. Gennem beretningerne får man et sjældent indblik i de vilkår, patruljen må arbejde under. Vi hører om hverdagene med de ensformige rutiner og om de dramatiske hændelser, som koster liv og lemmer for mænd og hunde.Udover de personlige beretninger består bogen af en indledende beskrivelse af forløbet op til Sirius’ oprettelse og af de opgaver, patruljen varetager. Ordforklaringer, faktalister og adskillige henvisninger til patruljens ruter er også at finde i bogen.Bogen er redigeret af Peter Schmidt Mikkelsen, som selv gjorde tjeneste i patruljen i 1977-79.Forfatteren Peter Schmidt Mikkelsen (f. 1954) er født i Vestjylland, men har gennem livet opbygget et stærkt bånd til Grønland. Det har han både som medlem af Slædepatruljen Sirius fra 1977-1979, som medarbejder på Thule Air Base og på ekspeditioner i Grønlands Nationalpark. Han er desuden medstifter af Nordøstgrønlandsk Kompagni ’Nanok’ og har udgivet en lang række bøger om sine oplevelser i Grønland og Siriuspatruljen.

Cytomegalovirus er den franske fotograf og forfatter Hervé Guiberts bidende og forpinte dagbog fra en indlæggelse på et parisisk hospital i 1991. På et tidspunkt, hvor han er ved at miste synet og bliver bevidst om sin forestående død, bliver dagbogen et stærkt vidnesbyrd om, hvordan hverdagen med en terminal sygdom opleves med al dens smerte, frygt og øjeblikke af fryd og klarsyn. Hvordan opretholder man sin værdighed, når kroppen sætter ud? Guibert insisterer på at være mere end patient i mødet med de forskellige plejere og nægter at gå til operationsstuen i hospitalets kittel. Cytomegalovirus er et vigtigt dokument fra aids-epidemiens historie og en rørende og original læseoplevelse.Hervé Guibert (1955-1991) var fotograf, journalist og forfatter. Han var hiv-smittet og døde som 36-årig efter et selvmordsforsøg. Han efterlod sig mere end tredive værker. På dansk er tidligere udkommet Til den ven der ikke reddede mit liv (1993) og Vild med Vincent (2023).Bogen har efterord af C.Y. Frostholm.

I "En hverdag i klummer" har Søren Skov samlet, hvad han gennem årene har skrevet af klummer til lokalavisen, åndrigheder, erindringer og forsøg på skønlitteratur.

Flemming Ørnbøll har fremstillet en lille perle. Med den sigende titel Et godt liv beskriver Flemming ærligt og med lune sin tilværelse, fra han kom til verden og op til nutiden. Man er helt inde under huden på den lille 9-årige Flemming, der helt alene rejser med Aalborg-båden til København, ligesom man føler sig helt udmattet ved tanken om, at han og en anden konfirmand på deres ”blå mandag” må gå den lange vej fra Aalborg til Birkelse, fordi de havde set forkert i rutebilens køreplan. Bogen er et fint og præcist billede af en svunden tid, hvor man ikke havde køleskab, men isskab, og hvor ugelønnen for en førsteårslærling var 36 kr. I et fængslende sprog males billederne op for læserens indre øje, og med de mange fine fotos får man en helstøbt biografi, hvor man samtidig må glædes over konklusionen: et godt liv.– Lone Nyeng, sognepræstUddrag af bogenDet var ikke helt så enkelt at købe en billet til Københavnerbåden, når man var en lille dreng i korte bukser med en lille kuffert og en sovepose, og klokken var over 22. Hun mumlede nu et eller andet og forlod skranken. Hun henvendte sig til en anden kvinde, som hun satte ind i sagen. De kom nu begge frem til skranken, og den anden kvinde begyndte at stille de samme spørgsmål. Nu begyndte jeg for alvor at blive urolig. Kunne jeg nu ikke engang få lov til at rejse hjem? Og hvad skulle jeg så gøre? Den sidste rutebil eller tog var jo kørt. Hvilket jeg også forsøgte at forklare. Hvis der før var uro i køen, blev det nu ikke bedre.Om forfatteren Flemming Ørnbøll er født i 1946. Siden 1955 opvokset som skilsmissebarn vekslende mellem Vendsyssel og København. Har tidligere udgivet lokalhistoriske bøger og film.

Da Mads Ellesøe er på toppen af sin karriere som prisvindende dokumentarjournalist og i øvrigt lever det liv, han har drømt om, vågner han en morgen på badeværelsesgulvet, og med et er alt ændret.RYSTET er en personlig fortælling om at miste det hele og finde hjem til sig selv. Om prisen man betaler for succes. Om hjernerystelse. Om afmagt. Om mænd og deres følelsesliv, ambitioner og drømme, og om et team af læger i Pennsylvania, der vender alt, hvad vi (ikke) ved om hjernerystelse på hovedet.Mads Ellesøe skriver rørende om den store, dybe livskrise, der kan blive et afgørende vendepunkt. En vedkommende og vigtig bog for enhver, der har prøvet at være for travl til at være til stede i sit eget liv.RYSTET er samtidig en udstrakt hånd til de mange, som har oplevet at have en hjernerystelse, og som oplever, at der ingen hjælp findes. Det gør der.Mads Ellesøe (f. 1977) er journalist og prisvindende dokumentarfilmsinstruktør. Hans arbejde har været sendt på globale nyhedskanaler, på filmfestivaler over hele verden, på nationalt TV i mere end tredive lande og på flere af verdens største streamingtjenester. Han bor i København med sin familie.

Uddrag af en gammel dames erindringer. Filosofiske betragtninger, barndomserindringer og ikke mindst hendes fascination af teknik og maskiner og hendes forsøg på at genskabe en særlig effektiv energimaskine, krydret med punktnedslag i hendes øvrige tilværelse og de vanskeligheder, hun har måttet kæmpe med.

Susanes liv har været lidt af en rutsjebanetur. Allerede som barn oplevede hun kærlighedssvigt fra alle de mennesker der skulle have passet på hende. På grund af moderens alkoholmisbrug blev Susane og hendes lillebror sendt på børnehjem. Senere flyttede de hjem til faren og hans nye kone. Men heller ikke her fik de den kærlighed og ro børn skal have. Den nye stedmors luner dominerede faren og hele det nye hjem. Stedmoren mindede mest af alt som de onde stedmødre, man hører om i eventyr –forskellen var dog, at dette ikke var et eventyr, men den barske virkelighed. I begge barndomshjem var det altså sparsomt med kærlighed, og Susane måtte helt tidligt undertrykke sin længsel efter bare at være barn. Født til kærlighed, men... er en bog om svigt og kampen for et bedre liv. Bogen behandler den voldsomme opvækst, men også hendes voksne liv, hvor det viste sig at svigtende på kærlighedsfronten skulle forfølge hende. Dog er Susane ikke så let at kue – og hendes historie er en opbyggelig fortælling om ikke at ”lade sig nøje”, og at det aldrig er for sent at få et godt liv. Hvor der er vilje, er der nemlig altid en vej.

Ghita Nørby og Ulla Terkelsen er institutioner i dansk kulturliv. De har på hver deres felt i mere end en menneskealder været blandt de ypperste i deres fag.I denne bog er de for første gang sat i stævne for at tale sammen om deres liv, deres erfaringer, deres afsavn og deres drivkraft.Det er Ghita Nørby, som undervejs konstaterer, at hun som kunstner har lært, at der ikke er en gyldig grund til ikke at møde op - udover døden. Kompromisløsheden og temperamentet har de to kvinder tilfælles.Verden er en scene, og de har aldrig været i tvivl om, hvilke roller de skulle prioritere højest, heller ikke selvom det har haft store omkostninger for dem begge.Det taler de også om, og de taler om kærlighed, kunst, døden, kald, mænd, børn og det at blive ældre.

Her foreligger bind III om Knud Andersens studieår ved Københavns Universitet 1957–1965 og 14 måneder i marinen.Der fortælles om det teologiske studium, om professorerne, om undervisningen i latin, græsk og hebraisk, om forprøve ogembedseksamen, hvor Knud Andersen bliver cand.theol. i januar 1965. Beretningen slutter med 14 måneder i Den Kgl. danske Marine med tjeneste ved Holmens kirke og på Stevnsfortet. Undervejs fortæller Knud Andersen om sin ungdoms forbindelse til den liturgiske fornyelse med medlemskab af Teologisk Oratorium og FCC og det svenske Laurentius Petri Sällskapet. Han bor i en periode på Collegium Trinitatis i Købmagergade og får dér forbindelse til Svenskakyrkan. Han er med til at stifte Selskabet Dansk Tidegærd og bliver medarbejder ved udgivelsen af Dansk Tidebog med tilhørende antifonaler. En spændende historie om et længere ophold på det engelske Kelham College kommer også med.Bindet vil være interessant læsning for alle, der har interesse for kirkelivet i midten af forrige århundrede.Bind IV, Kapellan ved Sankt Olai, er planlagt til 2024.

Livet på godset i Pommern går sin gang, og efterhånden er Elizabeth ved at have fået taget på det – selvom tyskerne stadig er et mystisk og til tider uforståeligt folkefærd for den engelske dame. Hun beslutter sig for at tilbringe en sommer uden gæster, så hun kan få fred til at nyde sine bøger og sine blomster. Og bortset fra en enkelt præst, en uge med heldagsregn og en invasion af den Kongelige Preussiske Armé går det faktisk meget godt…"En sommer alene" udkom i 1899, året efter Elizabeth von Arnims sensationelt succesrige debutroman "Elizabeth og den tyske have", som med fordel kan læses først. Elizabeth von Arnim (1866-1941) var en af sin samtids litterære superstjerner. Hun skrev om kvinder og kvinders syn på verden, bramfrit og uden at vende blikket bort. Med lige dele skarp satire og varm medmenneskelighed viser hun os tingene, som de er.

Det virkelige liv - som jeg husker det