Søstjernen

Margrethe Sørensen voksede op på børnehjemmet Sølyst. Uden en mors kontakt. Stjal en krone, kom på Andersvinge og blev lagt i bælte og fik en sprøjte at sove på. Dansede om juletræet med rigtige tændte lys. Sne i driver. Fastelavnsfester, cykelture og træklatring, og når man faldt ned, var der – stadigvæk – ingen kære mor. Hun blev syg med epilepsi og fik piller, som fik hende til at sove hele tiden.
Hun var en lille møgunge, men havde da gode stunder på børnehjemmet med de andre anbragte børn.
Om at blive voksen og komme videre på en anstalt for unge piger.
Når kærligheden sviger, tager en anden over, og det giver sammenhold.
Ja, den her søstjerne har sgu klaret sig meget godt!

Uddrag af bogen
Da jeg var en lille pige på 5 år i 1961, kom jeg på Jyderup-børnehjemmet Sølyst, hvor jeg var ankommet fra København, da min mor ikke kunne passe mig, fordi jeg havde epilepsi, og derfor blev jeg sendt på børnehjemmet.
Jeg var også et blåt barn. Mit blod skulle udskiftes, for ellers ville jeg dø.
Jeg var 2 år gammel, da jeg fik skiftet blod.
Det var en sommerdag, solen skinnede, og himlen var blå, da jeg ankom i en sort bil med trin på.
Da jeg ankom, kom jeg ind på kontoret, hvor forstanderen og plejemor bød mig velkommen til Sølyst.
Jeg var ankommet til børnehjemmet, fordi jeg var syg, og min mor ikke kunne passe mig godt nok.
De mente, at børnehjemmet kunne.

Om forfatteren
Margrethe Sørensen (f. 1957) debuterer med denne erindringsbog. Margrethe kan godt lide Kandis og at lægge puslespil. Hvis brikkerne da ikke lige mangler. Hvilket de oftest gør …