Bøger om Eskatologi

I bibelen er der et gennemgående tema om Guds Kongerige, gennem hvilket Gud ønsker at regere jorden i historisk tid, der slutter med Tusindårsriget. I denne Bog 1 gennemgås Riget, som det er beskrevet i Gamle Testamente, fra Adam over dets etablering ved Moses og videreudviklingen under Josva, dommerne og kongerne, til dets fald under den sidste konge af Juda, Sidkija, i 586 f. Kr., hvor "hedningernes tider" begynder med Det babyloniske Fangenskab. Endelig beskrives den efterfølgende profetiske tilkendegivelse af en fremtidig genoprettelse af Riget, der er betinget af Israels nationale omvendelse. Kendskab til Det teokratiske Rige i Gamle Testamente er af afgørende betydning for forståelsen af Jesu præsentation i Ny Testamente, hvilket er emnet i Bog 2.

Da Jesus som Guds Messias med ordene: "Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!" - sker det i en jødisk kontekst, hvor Loven stadigt er den gældende standard. Himmeriget og Riget for Israel er titler på det Rige, som Jesus tilbyder Israel, men som bliver forkastet, hvorefter der udtales dom over nationen, og Riget udsættes til Jesu genkomst til jorden. Guds rige i sit jordiske aspekt bliver aldrig ændret til "et åndeligt rige indeni mennesker," som mange hævder, men det er stadigt et bogstaveligt, jordisk Rige, som mennesker, der tror, skal gå ind i til sin tid. Dette søges dokumenteret ved en gennemgang af Rigets præsentation i Ny Testamente. Rigets udsættelse er dog kun midlertidig, og det vil blive oprettet i forbindelse med Jesu andet komme til jord. En forståelse af dette forhold er vigtig for forståelsen af Tusindårsriget, som er emnet for Bog 3.

Det Rige, som Jesus tilbød den jødiske nation, Israel, ved sit første komme til jord, blev forkastet og derfor udsat, men kun "indtil [Israel] siger: Velsignet være han, der kommer i Herrens navn." Dette sker ved Israels nationale omvendelse i Trængselen, hvorefter Jesus kommer igen til frelse og udfrielse for jøderne, og det lovede Rige, Tusindårsriget eller Riget for Israel, oprettes som et bogstaveligt, geopolitisk, tusindårigt Fredsrige med Jesus på sin fader Davids trone i det jordiske Jerusalem i Israel. En beskrivelse af Riget - tillige med Israels og Kirkens rolle i dette - søges belyst ved en gennemgang af de relevante skriftsteder i Gamle og Ny Testamente, hvor Rigets karakter som et absolut monarki er beskrevet. Tusindårsriget er den sidste husholdning i historisk tid. Derefter følger evighedstilstanden, som kort beskrives.

Drejergaard savner evighedsdimensionen i den danske gudstjeneste, sådan som den har udviklet sig i de senere mange år, hvor eskatologien – læren om de sidste tider – ikke levnes megen plads hverken i prædikener eller i nyere salmer. Og han har en vigtig pointe her, som han udfolder i en grundig gennemgang af de salmer af de store gamle salmedigtere, Kingo, Brorson, Grundtvig og Ingemann, der gang på gang slutter deres salmer med et blik ud mod evigheden. Synsvinklen er spændende og åbner læserens øjne for salmedigternes forskellige syn på både livet her og hisset, men viser også, hvor vigtigt og uomgængeligt det har været at hvælve himmelrummet med alt, hvad det rummer af betydninger, over gudstjenesten og gøre det klart, at kirken er et lille Himmerige her på jord, hvor vi får lov at skue ind i Guds rige.Fra Lisbeth Smedegaard Andersens forord

Udover Daniels bog og Mat. kap. 24-25 er Johannes Åbenbaring af Jesus Kristus en særdeles vigtig kilde til forståelsen af de profetiske endetidsbegivenheder, som ligger foran os. Da bogen er mere eller mindre negligeret i mange kristne kredse pga. diverse ikke-bogstavelige, allegoriske fortolkninger, gives der en grundig introduktion til hele Åbenbaringsbogen, mens kap. 1-3, der indeholder syv vigtige breve til Kirken i dag, forklares i en gennemgang, baseret på den bogstavelige, grammatisk-historiske fortolkningsmetode. Det er bemærkelsesværdigt, at alle de øvrige apostolske breve til Kirken forkyndes, mens de sidste syv, der er givet direkte til apostlen, Johannes, af hans Herre, den opstandne og herliggjorte Guds Søn, Jesus Kristus, ikke nyder den samme bevågenhed i forkyndelsen, for mht. både alvorlige opfordringer til omvendelse og vidunderlige, opmuntrende løfter om frelse, udfrielse og kongemagt til den sejrende er dette et kanonisk skrift, der bør indgå i forkyndelsen af evangeliet i dag, hvor lunkenhed og frafald truer Guds Kirke.Salig er den, som læser op, og de, som hører profetiens ord og holder fast ved det, der står skrevet i den; for tiden er nær, 1,3.

Studiet af Daniels bog er fascinerende og efterlader læseren med en overbevisning om, at Gud er på tronen og styrer historiens gang. Alt og alle må tjene hans frelsesformål, og historiens forløb er ikke blot kendt af Gud, men villet af ham, der som det evige universelle riges suveræne Konge styrer begivenhederne ned i detaljen. Men det er ikke en hemmelighedsfuld Gud, der skjuler sin frelsesplan, men en Gud, der har kommunikeret til os, hvad der skal ske fremover, og det helt til historiens afslutning. Det blev givet profeten Daniel at få indsigt i hedningernes tider, der strækker sig fra Israels fangenskab i Babylon til Jesu genkomst, hvor Riget for Israel skal blive genoprettet.Ingen anden profetisk bog giver en så omfattende kronologisk beskrivelse af Israels skæbne under hedningenationernes overherredømme, der dog kun er midlertidig, for Gud har ikke opgivet sine evige, ubetingede, og derfor uopsigelige, pagter med sin udvalgte nation, Israel. Dette bliver tydeligt ved studiet af Daniels bog.

Denne lille forhåbentligt letlæste bog er blevet til på baggrund af 22 undervisningslektioner afholdt for en mindre gruppe troende i Aalborg i perioden oktober 2015 til april 2016. Bogen indledes med en kort behandling af nogle for gennemgangen vigtige relaterede emner, der er en forudsætning for at forstå dens konklusioner, og disse må læses og forstås, for at undervisningen giver mening.Et af disse emner er en skelnen mellem Israel og Kirken, hvor disse ses som to forskellige enheder i Guds frelsesplan, hvilket er en nødvendighed for en korrekt behandling og forståelse af bibelens lære om endetiden (eskatologien). Abrahamspagten, Landepagten, Davidspagten og Den nye Pagt, der alle er indgået med Israel, behandles på samme måde for at give en forudsætning for at forstå bogens måde at behandle emnet på. Disse fire er ubetingede, evige og uopsigelige og ses i deres relation til den betingede, midlertidige Loven (Guds pagt med israelitterne ved Moses). Endelig behandles bibelens lære om Babylon, der forstås som en bogstavelig by, der samtidigt repræsenterer eller symboliserer den falske kirke til alle tider, der kulminerer i Trængselen kort tid før Jesu genkomst (2. komme til jord). Fortolkningsmetoden er den grammatisk-historiske, også kaldt den bogstavelige metode, der kun fortolker i overført betydning, når teksten kræver det. Ellers anvendes den konsekvent. Eksempler på dette er, at Israel betyder Israel, Babylon betyder Babylon, og Kirken betyder Kirken på samme måde, som Jesus betyder Jesus, og Smyrna betyder Smyrna i bibelen. Denne fortolkningsmetode skal ses i modsætning til den allegoriske metode, der forstår ord og begreber på en anden måde end bogstaveligt, hvorved Israel bliver det nye åndelige Israel, Babylon bliver et kodeord for Rom eller Jerusalem, og Guds pagter med det bogstavelige Israel er ophævet og overtaget af Kirken. En sådan fortolkningsmetode, der er den mest udbredte, skaber forvirring og åbner dørene vidt op for mere eller mindre fantasifulde udlægninger af bibelen.Mattæus kap. 24-25, der gengiver Jesu profetiske tale på Oliebjerget om tirsdagen før hans død om fredagen, forstås i bogen således som en beskrivelse af Israel i Trængselen, hvorfor Kirkens bortrykkelse ikke direkte omtales i disse kapitler, og Jesu undervisning her forstås som hans afsked med nationen Israel, mens hans afsked med Kirken er beskrevet i Johannes kap. 14-17, hvor læren om Kirkens bortrykkelse introduceres om torsdagen, aftenen før hans