Gør som tusindvis af andre bogelskere
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.Du kan altid afmelde dig igen.
Digteren og fotografen C. Y. Frostholm præsenterer med Træmuseet en usædvanlig og omfattende essayfortælling: en spontant fremvokset hybridtekst om at opleve natur og litteratur – og skrive om det. Bogen bringer læseren på en rejse på sporet af forfattere som Fernando Pessoa og Francis Ponge og inviterer samtidig til en række møder i ord og billeder med konkrete træer i Danmark og rundt i verden.Præmieret af Statens Kunstfond og hædret med Kritikerprisen.De fragmentariske og forgrenede optegnelser om forfatterskaber, kærlighed, køn, diversitet, planter og planetens overlevelse, og om at være en person på jorden, gør bogen til et originalt bidrag til samtidslitteraturen såvel som til et engageret kampskrift for en ny slags opmærksomhed. Ikke mindst pådet ikke-menneskelige, i vores antropocæne tidsalder.C. Y. Frostholm (f. 1963) er forfatter og billedkunstner og har udgivet poesi og prosa siden 1985. Senest bl.a. Det værste der kunne ske (2018), Kalenderfor natten (2016) og Selvportræt med dyr (2011). Træmuseet er hans hidtil største bogudgivelse, virkelig et magnum opus.
Karl Ove Knausgård er en eftertragtet essayist, også internationalt, og det essayistiske er en drivende kraft i hele hans forfatterskab. I denne samling følger vi ham på en rejse gennem Amerika og ind på en operationsstue i Albanien, hvor der udføres hjernekirurgi. Samlingen består tillige af tekster om litteratur, maleri, fotografi, om kunstens tilblivelse og vilkårene for at skabe, altid med det underliggende ønske om at se bag de kategorier, der former vores blik på os selv og verden. Han skriver blandt andre om Anselm Kiefer, Anna Bjerger, Jon Fosse, om Michel Houellebecq og Laurie Anderson. "Knausgård er et enormt essayistisk talent." The New York Times
Du må ikke misse din træning. Kør! Sådan hedder det i denne usædvanlige cykelbog, der mikser fysiske prøvelser med politisk analyse af vor tid og spændende historiske perspektiver. Bogen er en kærlighedserklæring til livet på landevejen i ensom majestæt såvel som i Arbejdernes Bicycle Club – og en advarsel mod truende tendenser i politik, kultur og underholdning. Forfatteren ser både indad og udad og formår det sjældne at kombinere en stærk indre stemme med et klart udsyn, mens han cykler i Sverige, Italien, Frankrig, Spanien, Hareskoven eller fra Ganløse til Vanløse, skriver om Tour de France, er til hæsblæsende cyklecross i Belgien eller sidder på bagsædet af en følgebil med to mekanikere under Flandern Rundt. Læseren kommer også tæt på navne som Fausto Coppi, Jørgen Leth, Iggy Pop, Descartes, Grundtvig, Roger Scruton og Farmor i Skt. Klemens. Bibelens Ti Bud spiller ligeledes en rolle for forfatterens eget ellevte.For Mikael Jalving er cykling en fred, et værn og en oase - selv under de hårdeste væddeløb. Hvad der tiltaler ham, er ikke så meget bevægelsen som eksilet, en fjernen sig fra samtid, offentlighed og overflade. Ud over cykelsportsentusiaster kan bogen læses af alle, der interesser sig for vores moderne og terapeutiske tidsalder, hvor de godhjertede endnu ikke har forstået, at vi vesterlændinge har fjender, som vil os det ondt.
I sin nye essaysamling kombinerer Siri Hustvedt stærke personlige erindringer om sin familie med sit altid skarpe feministiske mindset. Hun beskrives som det 21. århundredes Virginia Woolf af the Literary Review, og den Man Booker-longlistede forfatter udstiller sit intellekt og sin store spændvidde på tværs af videnskabelige discipliner i denne samling, der bevæger sig ubesværet mellem essays om hendes mor, hendes bedstemor og hendes datter, til kunstner-mødre som Jane Austen, Emily Brontë og Louise Bourgeois. Hun beskriver og analyserer det kvindelige, skabt i en kultur, hvor kvindehad og fantasier om den mandlige autoritet er absolut fremherskende.Mødre, fædre og andre er en bevægende, kraftfuld og ofte ganske morsom bog, og den stiller relevante spørgsmål om den kærlighed og det had, der bor i familien, menneskers fordomme og ondskab og den helende kraft, man kan finde i kunsten.
Den vestlige verden har udviklet væsentlige goder som industri, teknologi, velstand, demokrati. Men vi har trods fordelene mistet kontakten til det essentielle i livet. Materialismen har gjort os orienteringsløse. Samtidig har vi de seneste årtier oplevet en flodbølge af spirituelle strømninger fra østlig visdom, som netop tilbyder at retablere kontakten til menneskets kerne, til bevidsthedens væsen og hjertets kerne. Jes Bertelsen undersøger i denne bog essensen af visdomsstrømmen fra Østen – frem for alt den meditative fordybelse - og dens assimilering i en vestlig sammenhæng. Denne fordybelse ses som en væsentlig mulig forudsætning for udviklingen af den empati og det nærvær, der mere end noget andet er brug for på kloden. Bogen indeholder lette meditationsøvelser.
Grin, gråd og gaffatape er 818 kilometer i øjenhøjde. Det er spænding, alvor og sjov. Fortællinger med glimt i øjet om herberger og vabler, stive stænger og borrelia-knæ. Om familiefejder og menneskemøder. Og det er hverken en rejseguide eller en åndelig sjælefærd. Gråd, grin og gaffatape handler om Lene Theills vandring på den franske Camino fra Saint-Jean-Pied-de-Port til Santiago de Compostella. Vi følger hende i sne, regn, mudder og ubarmhjertig sol. Op og ned ad bjerge, ad grusveje og på toppede brosten. Hun går og går. Mærker, hvordan hun bliver svækket - så stærkere og mærker stoltheden over at have overvundet fire års uopdaget Borrelia. Undervejs møder hun mennesker fra hele verden, og hun deler egne og andres livshistorier med os ledsaget af humor, holdninger og moden indsigt. Vi møder knudemanden og snakkehovedet, udstyrsfreaken, den brasilianske prins og mange andre. Men vi møder især Lene. Og hun møder sig selv. Glemte tanker, oplevelser og følelser dukker op i vandringens monotoni. Alle følelserne vil ud, og det kommer de, og Lene Theill deler det hele med os, ærligt og usentimentalt. ”Tænk, at det er mindre end et år siden, at jeg var mest syg. Lige før påske blev det så slemt med min krop, at jeg fik gigtfeber. Dengang ville det have været nemmere at blive liggende i sengen. Jeg græder igen. Jeg får tanken, at jeg måske først nu lukker op for den oplevelse, det var, at være så skide bange.” At Lene Theills personlige livsrejse skulle ende med en bog, var oprindeligt ikke en del af planen. Men det blev det undervejs, da interessen for hendes facebookupdates greb om sig.”Mens jeg gik der, slog det mig, at med 900 daglige følgere måtte der være mange flere, der kunne have lyst til at følge Caminoen fra sidelinjen og sofahjørnet. Og måske har jeg i virkeligheden skrevet den bog, jeg gerne selv ville ha’ læst, inden jeg gik Caminoen.” Lene Theill er 54 år, forfatter, journalist og grafiker. Hun har skrevet flere bøger. Senest udgav hun ”Ugeskema-revolutionen” til folkeskolelærere. Den er optaget som grundbog på seminarier landet over og er gået hen og blevet en bestseller med mere end otte tusinde solgte eksemplarer.
Essayet har været genstand for fornyet interesse gennem de senere år, hvor blandt andre Søren Ulrik Thomsen, Lilian Munk Rösing og Ida Jessen har benyttet genren som redskab til at reflektere over personlige oplevelser af noget, som i bund og grund er universelt. Såsom opvækst og de steder, vi gennem livet knytter os til.Aase Schmidts essay om at ældes undersøger det flimrende erfaringsunivers, der bygges af levet liv, af klartseende refleksioner, af spontane nedslag i erindringen, af døden og dem, der var engang, af drømme og pludselige møder med fortiden. Her spejler hun ikke alene sit eget liv, men holder også et spejl op for selve mennesket – her kan vi alle betragte os selv på lige fod med forfatteren eller se ind i den fremtid, der venter enhver.Tillidsfuldt og åbenhjertigt folder hun livet ud i eksistentielle og universelle temaer, som vi alle sammen kan relatere til. Ung, midaldrende og gammel. Enten fordi vi genkender en oplevelse fra eget liv, eller fordi vi kender nogen, der er samme sted i deres liv.
"Citadellet" er en vidunderlig samling af den franske forfatter Antoine de Saint-Exupérys tanker om civilisation, kultur, religion og et væld af andre ting, der gør os til mennesker. Forfatterens store indsigt og filosofiske overvejelser, som så smukt kommer til udtryk i hans mest berømte værk, "Den lille prins", folder sig her ud i essayform og bringer os endnu tættere på Antoine de Saint-Exupéry."Levelære, statslære og religiøst bekendelsesskrift i ét." – Jens Kistrup"Et væld af livsvisdom." –Jørgen Andersenidden /title /head body center h1 403 Forbidden /h1 /center /body /htmlAntoine de Saint-Exupéry blev født i 1900. Han var blandt flyvningens pionerer i Frankrig og gjorde fra 1926 tjeneste som pilot på de franske luftpostlinjer og var senere chef for en nordafrikansk flyveplads.I 1929 udkom hans første bog, "Postflyveren", der fulgtes af "Flyveren i natten", "Blæsten, sandet og stjernerne" samt "Krigsflyveren", "Breve til et gidsel" og det beåndede poetiske eventyr "Den lille prins". Han deltog aktivt som krigsflyver i Anden Verdenskrig, hvorunder han styrtede ned og blev dræbt i 1944. Efter hans død udkom "Brev til en general" og den store, tankevækkende roman "Citadellet".Han er blevet kaldt "Luftens Joseph Conrad" og sammenlignet med Hemingway, T. E. Lawrence og Lin Yutang, men indtager sin helt selvstændige plads i samtidens moderne litteratur.
"Paradigmet - En undersøgelse af understømmen af tilsyneladende indiskutable forudsætninger for vores fælles virkelighed" er en antologi af artikler med historiske, filosofiske, politiske og ind imellem satiriske vinkler. Undersøgelsen er prismatisk og ser i alle retninger på samme tid i en tid med tunnelsyn, smalle vinkler og mangel på analoge sammenhænge og mønstergenkendelse på tværs af vidensfelter. Emnekredsen er af samme grund bredest tænkelig og ved første blik lige så usammenhængende, som postulatet om det indiskutable i understrømmen for vores fælles virkelighed er forløjet. Ved nærmere eftersyn vil det forhåbentlig vise sig, at ALT hænger sammen med alt andet i bogens undersøgelse.
I fire essays på cykel gennem Italien, Tyskland, Frankrig og Schweiz, skriver Victor Boy Lindholm sig gennem Europa, mens han funderer over historien, samtiden og selve cyklingen. I Tyskland ruller han langs det gamle jerntæppe med feber i kroppen og mindes en afdød ven med verdenshistorien som cykelsti. I Italien leder han forgæves efter krisen, men finder et fællesskab med sin far. Han cykler fra fattigt landbrugsland ved Middelhavet til Schweiz, hvor solen skinner på pengene. Undervejs går det op for ham, hvad det vil sige at blive voksen. Stræk tiden er fire stærke essays, der på bedste vis demonstrerer den tænkende litterære reportage. Den litteratur Victor Boy Lindholm har med i cykeltasker læses aktivt ind i skildringen af landskab og lokale forhold og leder mod erkendelser og indsigter, der ikke ville være opstået uden kombinationen af bøgerne og cyklen. Victor Boy Lindholm skriver sensitivt om at være undervejs i verden og om, hvordan vi bruger tiden mens vi er det. Det gælder om at strække den. Forfatter og professor i germanistik og cykelentusiast Søren Fauth har skrevet efterord.
Ønsker man at sætte sig ind i de nye vilkår for debatter om køn og seksualitet, er dette hovedværk bestående af dagbogsnotater og filosofiske essays uomgængeligt. Forfatteren begynder at tage testosteron, ikke som led i en kønsbekræftende behandling, men som ethvert andet reguleret stof, hvilket igangsætter en ustoppelig kaskade af tænkning og begivenheder: om den juridiske og lægevidenskabelige regulering af narkotika, en ny historieskrivning for de “farmakopornografiske” samfund, et intimt forhold til Virginie Despentes, den sexede forbrugskapitalismes rødder i Playboy, opdagelsen af kønshormonerne, de første forsøg med p-piller i Puerto Ricos slumkvarterer, feminismens historie, AIDS-krisen og dildoer.Fra forordet: “Du vil ikke finde nogen endelig konklusion på sandheden om mit køn, og heller intet orakelsvar om den kommende verden. Når læseren her finder filosofiske refleksioner, beretninger om hormonbehandlinger og detaljerede registre over seksuelle praksisser samlet uden nogen form for kontinuitet, er det ganske enkelt, fordi det er den måde, hvorpå subjektivitet konstrueres og dekonstrueres.”Paul B. Preciado (f. 1970) er forfatter, filosof, aktivist, kurator og “kønssystems-dissident”. Testo Junkie er hans hovedværk.
Hvorfor er maskuliniteten så skrøbelig? Det er det polemiske spørgsmål, der driver Geir Gulliksens essaysamling om mænd, køn og seksualitet. Teksterne handler om faderskab, kvindelige forbilleder og feminismens betydning i en mands liv. Gulliksen tager udgangspunkt i genkendelige hverdagssituationer, hvor maskulinitetens absurde begrænsninger træder tydeligt frem: Hvorfor er det umandigt at sidde ned og tisse? Hvorfor føles det umuligt at gå ud på gaden i regnen med en lille rød paraply?Ligesom i sine romaner er Gulliksen nuanceret, nysgerrig og kritisk. Hans blik på sig selv og sine omgivelser er både åbent og hårdt. Mellem disse poler finder Gulliksen et håb, der kan besvare et af tidens store spørgsmål: Hvor findes frirummet for den moderne mand?Om forfatterenGEIR GULLIKSEN (f. 1963) er forfatter og forlægger på det norske forlag Oktober. Han debuterede i 1986 og har siden udgivet både romaner, digte, essays og børnebøger. Hans romaner har skabt debat om køn, ægteskab og autofiktion i flere skandinaviske lande. Gulliksen fik sit store gennembrud med romanen ”Historie om et ægteskab” (da. 2017). Seneste udgivelse på dansk er den anmelderroste ”Den jeg skulle blive” (2021).
I sit essay, som er den første samlede fremstilling af #MeToo i Norden, giver lektor og medlem af Det Danske Akademi Marianne Stidsen indblik i bevægelsens aftryk på nordisk kulturliv. Hendes fokus er på tre konkrete sager – om Københavns Universitet, Det Svenske Akademi og Forfatterskolen i Danmark – som hun selv har været med til at debattere.
Min film fødes først i mit hoved, dør på papiret, genoplives afde levende personer og de virkelige objekter, som jeg bruger,og som dør på filmstrimlen, men som, arrangeret i en særligorden og projiceret på lærredet, vækkes til live igen somblomster i vand. * Model. Hans permanens: altid den samme måde at væreanderledes på. * Grav dybt i din sansning. Se hvad der er på indersiden.Analyser den ikke med ord. Oversæt den til søsterbilleder,til ækvivalente lyde. Desto klarere den er, desto tydeligereviser din stil sig. (Stil: alt hvad der ikke er teknik.)
Uden forudsætninger for at skrive om cykelløb, faktisk uden nogensinde at have overværet et cykelløb, sendes den italienske forfatter og journalist Dino Buzzati (1906-1972) af sin avis afsted for at dække Giro d’Italia 1949: krigsstøvet har knapt har lagt sig, man famler efter normalitet og mening, og publikum hungrer efter en helt anden type dramatik – hvad de får i det endelige opgør mellem giganterne Fausto Coppi og Gino Bartali.Buzzatis ikoniske reportager sætter nye standarder for sportsjournalistik: Buzzati placerer cykelløbet i en levende litterær og poetisk ramme; han bygger bro mellem rytterne og publikum; og han giver stemme til landskabet, kammeratskabet, pinslerne og lidenskaben. Dino Buzzati formår at skrive om cykelløb, så selv cykel-fornægtere må overgive sig til den funklende og betagende prosa.I Italien er Buzzatis cykelbog blevet en klassiker; et tilbagevendende referencepunkt, såvel litterært som indenfor sportsjournalistikken (der trækkes f.eks. i dag ivrige paralleller mellem henholdsvis Bartali og Coppis opgør og Pogačar og Vingegaards). Buzzatis reportager betragtes den dag i dag som et nybrud indenfor genren.
Carsten Kaag er forfatteren bag ‘Magnus’, ‘Helmuth’ og ‘Sandheden divideret med syv milliarder’.Kaag indleder bogen således:”I denne bog er alle tekster 61 ord.På slaget.For det korte af det lange er, at udvidet taletider noget, man skal inviteres til. Resten må gøres kort.Jeg er efter venner, bøger, journalister.Og i sin tid, efter min egen mor.Og mig selv. Begræns talen.Så flyder samtalen.Et retorisk eksperiment.61 ord om dagen.Livet.Vejen.”Bogen er således en samling af mindre tekster, der bliver hos dig efter endt læsning og maner til eftertanke, drøftelse, debat og måske endda handling…
‘61 ord om dagen #2’ er en samling helt nye velskrevne, aktuelle, livskloge og underholdende tekster, der maner til eftertanke. Det er livet, der er kommet under luppen i denne bog. Både det vi lever, har levet og de rammer vi forsøger at skabe som samfund.Læs mig med et gran salt.Og bogen i udstrakt arm.For jeg kloger mig på det hele.På livet, længslen, defekterne og forfaldet,som var mine egne forudsætninger bedre end dine.På den ene side kommer vi vidt omkring.På næste side starter vi forfra.Det kortfattede hyldes, for med få ord siger vi mest.Alle tekster er på 61 ord.Prik.- Carsten Kaag
Vi er i mundbindenes tid. Kunstneren Christian Vind har spontant kastet sig ud på en hasarderet cykeltur fra København mod Lolland. Rejseessayet Lolland I-III er skrevet over en treårig periode, hvor forfatteren hvert år, i vintermørket, tager turen til Lolland for at søge billeder. Billederne er personlige erindringsglimt, indtryk, lys og skygge, som han finder efterhånden, som han kommer frem og farer vild i ruiner, kilometersten og transformatorstationer, på et hjemsøgt hotel, i marinemalerier og i skalakunst.I Nakskov følger han sporet efter arkitekten Ejnar Ørnsholt, der over fire årtier satte sit præg på byen. Vi kommer omkring Det Teosofiske Samfunds Nakskovloge og ender med en fremvisning hos en ejendomsmægler af Ørnsholts eget hus, som er til salg som ”håndværkertilbud”. En rastløs aften på et motel køber Christian Vind et maleri af en ”ukendt kunstner” på en online-auktion. Maleriet viser sig at findes i fire næsten identiske variationer, men tilskrevet to forskellige kunstnere. Så går der kunsthistorisk krimi i den, som først ender i bogens tredje del, hvor forfatteren finder det sidste spor på netop Lolland.Christian Vinds Lolland er et medrivende rejseessay, med kunsthistorisk overskud og en masse indskud, hvor kunstnerens blik og sensibilitet over for synlige såvel som usynlige spor i omgivelserne og kunsten generøst deles med læseren.
”Jeg blev uventet opmuntret af Rådströms refleksioner. Han har en sans for ideer og ironi, der holder det hele på sporet” – Dagens NyheterN.B:Denne lille bog kan læses både af de, der ikke helt kan se pointen med fodbold, og de der ikke forstår førstnævnte gruppe.En lille bog om fodbold er på én gang en lidenskabelig kærlighedserklæring til fodbold og et glødende forsvar for demokratiet. Fodboldspillet betragtes som et eksperimenterende rum, der gang på gang tester, hvordan et velfungerende samfund kan skabes.Demokrati og åbne samfund er drevet af den samme dynamik som fodbold; paratheden til at revurdere holdninger og strategier i lyset af en verden i konstant forandring. Mange af bogens tanker er opstået på Söderstadions ståpladser – hvorfra de relaterer sig til foldboldens natur på globalt plan.Niklas Rådström (f. 1953 i Stockholm) er forfatter til en lang række udgivelser indenfor lyrik, prosa, skuespil, essay m.m.; I 2019 modtog han den prestigefulde Övralidspriset for ”sin evne til at rejse i alle litteraturens retninger” og i 2021 modtog Selma Lagerlöfs litteraturpris "for et fantastisk forfatterskab, en hyldest til fantasiens evne til at genoplade vores gejst og få os til at leve videre".
En ukendt frihed er bogen til den frankofile og til de mange læsere, der holder af Jens Christian Grøndahls atmosfæreskabende sprog, af Jan Sivertsens kraftfulde farver og af smukt boghåndværk – alt sammen underspillet og bjergtagende på samme tid. En ukendt frihed er nok det tætteste, vi kommer en poetik fra Grøndahls hånd.I tre tekster udforsker Jens Christian Grøndahl den inspiration, han gennem årene har fundet i fransk litteratur, kunst, film og musik. Genrerne er forskellige og spænder fra essay over novelle til en blanding af fortælling og prosadigt. Undervejs reflekterer forfatteren over forholdet mellem blikket og verden, manden og kvinden, kunsten og håbet. Fra Claude Monets åkander over Marcel Proust og avantgardeinstruktøren Alain Resnais til Henri Matisses portræt af en pige ved havet og Olivier Messiaens hjerteskærende kvartet skrevet i en tysk krigsfangelejr.Bogen er illustreret med 21 akvareller af Jan Sivertsen, der i en menneskealder har boet og arbejdet i Paris, dybt præget af det franske maleris ånd og farve.
Suveræn virus? Den kapitalistiske åndenød er Donatella Di Cesare seneste bog, og er en kort og koncis intellektuel vejviser til Corona-pandemien. Den udgør et af de første væsentlige bidrag til den filosofiske litteratur om pandemien, og er en bearbejdning af en række centrale temaer inden for politisk filosofi, herunder undtagelsestilstand, livets sårbarhed, grænseregimet, teknokrati, ekspertvælde, konspirationsteorier, demokrati, isolation og vejrtrækning.Donatella di Cesare (f. 1956) er en af Italiens mest fremtrædende og nulevende filosoffer. Hun er forfatter til en række bøger om forholdet mellem filosofi og politik, herunder Heidegger og jøderne: de »sorte hæfter« (2014) samt Tortur (2016). Senest har hun i den italienske presse kritiseret Giorgio Agambens kommentarer om Corona-virussens farlighed og hans sammenligning af vaccinepas med de nazistiske jødestjerner; en parallel som også har været genstand for omfattende kritik i Danmark.
“Ægte genialitet … al hans vrede og frustration fandt deres første rigtige udtryksmiddel i Vejen til Wigan Pier.” – Peter Ackroyd, The TimesVejen til Wigan Pier er en berømt reportageroman af George Orwell. Bogen har ikke tidligere været oversat til dansk og udkommer her for første gang på dansk.Bogens første del er en af Orwells mest berømte reportager fra hans ophold blandt kulminearbejdere i Nordengland i vinteren 1936. I sin usædvanligt klare og enkle stil beskriver han minearbejdernes hårde arbejde, den usle løn og de elendige boligforhold, som han også prøvede på egen krop.Bogens anden del er et essay, hvor Orwell beskriver og analyserer det engelske klassesamfund med afsæt i skildringer af sit eget liv og opvækst. Med et eminent blik for detaljerne viser han, hvordan de skarpe klasseskel står i vejen for socialismens fodfæste i England, hvilket han anser for et tvingende nødvendigt værn mod fascismens fremmarch.Opholdet i Wigan gjorde Orwell til overbevist socialist, idet han så den økonomiske ulighed, kapitalismen kunne medføre. Han var dog kritisk overfor flere af de socialistiske bevægelser og spidder i bogen den overfladiske socialisme, hvor man sympatiserer med arbejderne, men ikke omgås dem. Resultatet var, at Orwell provokerede både det politiske venstre og højre, der begge tog afstand fra ham eller brugte ham ved at tage ham til indtægt for egne synspunkter.Vejen til Wigan Pier er nr. 39 på The Guardians liste '100 best nonfiction books of all time'."... fremragende reportage fra Nordenglands barske kulminer (...) Kulminekapitlerne vokser til en blændende karakteristik af det britiske klassesamfund (...) hvis man vil ind under huden på manden, som skrev nogle af det tyvende århundredes væsentligste romaner – 'Animal Farm' (senest udsendt på dansk under titlen 'Dyregården') samt '1984', hans klassiker om Storebror-samfundet – er det denne bogs anden halvdel, man skal læse." – Jes Stein Pedersen, Politiken ❤❤❤❤❤ Langt om længe udkommer George Orwells The Road to Wigan Pier på dansk. En kras reportage fra klassesamfundets mørkeland og et sylespidst opgør med salonsocialismen … reportagejournalistik i mesterklassen … en kongenial oversættelse af Lærke Pade og med et indsigtsfuldt efterord af Per Stig Møller … Hvis man holder af 1984 og Dyregården, som begge blev genudgivet i fjor, vil man ved læsningen af Vejen til Wigan Pier se tegningen til den kritik af masseforførelse og underkastelse, som begge disse klassikere på forskellig vis kredser om.” – Adam Holm, Weekendavisen“I dette år, 1936, blev George Orwell med sine rejser til Wigan og Barcelona til den George Orwell, der skrev sig ind historien.” – Per Stig Møller, Efterord, Vejen til Wigan Pier“Orwells originalitet som forfatter består i uvilligheden til at acceptere udsagn og teorier, som ikke har bund i det selvoplevede. (…) Som en vigtig påmindelse om, at vores samfundsmæssige virkelighed nok er mere speget og indfældet, og vi mennesker repræsenterer langt mere kultur og vaner og religion, end vi normalt er klar over, er Orwells bog pligtlæsning.” – Henrik Gade Jensen, indblik.dk“Lyden af en stor forfatter, der finder sin autentiske stemme.” – Robert McCrum, The Guardian“Reportageromanen er intensiv læsning fra start til slut, og der er uden tvivl meget visdom at hente i Orwells ord (...) Det intense i livet, der bliver beskrevet, er eviggyldigt, og hans tanker om vores verden og samfund er lige så gyldige nu, som de var det dengang.” – Louise Trankjær, Skriv for livet“Orwell er en forfatter med en exceptionel umiddelbarhed, friskhed og energi – han er påståelig og dristig, skiftevis vred og meget blid … kvaliteterne i Orwells prosa er først og fremmest, at den normalt er forbilledlig klar og enkel.” – Richard Hoggart, Introduction, The Road to Wigan Pier, Penguin, 1989“Afskyeligheden i indledningen … er uovertruffen. Han synes at påvirke den moderne verden, som Engels påvirkede 1840-50’ernes verden. Men med den forskel, at Orwell er en født forfatter, hvor Engels, trods sin fyrige og strålende karakter, ganske enkelt ikke var forfatter.” – Edith Sitwell
op. 101 er en ny samling af de aforismer og kortere essay, som den svenske litterat Horace Engdahl har gjort til sin foretrukne genre.Denne gang ser forfatteren fra balkonen i sin nye hjemby (Göteborg) ud på en tilværelse, der har skiftet form, efterhånden som en ny æra og tidsånd tog over. Han reflekterer over tiden, der er gået, hvad der er sket med ham, dét, der forvandlede omverdenens opfattelse af ham, såvel som hans egen. Hans mildhed er blevet ham berøvet.Men ud over tabet finder han en ny, tidligere utænkelig lykke, der lader tanken bevæge sig friere, være mere provokerende, føles mere sand. Det hele munder ud i to sublime essays om Bachs Mattæuspassion og Beethovens klaversonate op. 101.
Da Aldous Huxley kom til Sønderborg er en samling af erindringer,mundtlige fortællinger, fortalt af dem, der var aktive i Sønderborgshippiemiljø i halvfjerdserne, og hvis erfaringer fra den periode harformet og mærket dem for livet. Det er en fortælling om makrohistoriens nedslag i et mikromiljø, hvoren række af tidens store politiske og kulturelle bevægelser gennemsyrerdet lokale, men hvor det lokale også virker tilbage på eller bliver vævetsammen med en større global historie. Det er historier om møder medRote Armee Fraktion, det indoktrinerende Tvinddynasti, venskaberpå tværs af alder og klasse, der afprøver stoffernes såvel som detåndeliges indgang til bevidsthedsudvidelse. En antipolitisk væren iverden, hvor flugten fra ondskaben også manifesterer sig i en løbeturhele vejen fra Danmark til Israel. Bogens grundstruktur er bygget op over en fraværende figur: Allebogens bidrag relaterer direkte eller indirekte til historien om HansTroj. Hans Troj er en søgende, sensibel og intelligent gymnasieelev,da han i starten af halvfjerdserne finder ud af, at hans far, som hanhar et meget konfliktfyldt forhold til, har mødt Aldous Huxley iforbindelse med et besøg i Sønderborg. Faderen interesserer sig for detokkulte og har formodentlig prøvet LSD. Hans Troj, der i forvejenhar et skrøbeligt sind, vil ikke stå tilbage for faderen og begynderat eksperimentere med LSD og andre bevidsthedsudvidende stoffertrods advarsler fra vennerne. Eksperimenterne udløser en psykose,der i årene efter sender ham ind og ud af det psykiatriske hospital iAugustenborg. En anden af bogens fortællere er den sidste, der ser ham,da Hans Troj i 1982 truer med at slå ham ihjel med en kniv. I midtenaf firserne forsvinder Hans Troj ud af historien og er formodentligdød i dag. Hans bidrag til bogen er en psykedelisk tegneserie på 16sider fra 1972 samt syv breve.
”Den personlige historie kan anklages for at være falsk, den kan brugestil at hævne sig, til at få genoprejsning eller sætte hændelser i nytperspektiv. Jeg er spændt ud mellem et ønske om at være loyal modvirkeligheden, og et ønske om at skabe noget, der er mit, somvirkeligheden ikke har krav på.” Sådan skriver Anne-Louise Bosmans i sin poetik Jeg kan godt genkende mit ansigt, når jeg ser det, men jeg tror ikke på, at det er sådan, jeg ser ud (Antipyrine, 2021). Bosmans nye digtsamling Mens jeg sover, glemmer jeg dig ligger i klar forlængelse af hendes forrige Bruxelles (Antipyrine, 2018). Men hvor Bruxelles var relativ kølig, tilbageholdende og vrængede af at have mangefølelser men ikke vide noget, skrives følelserne og temperamenterne ud i et mere intimt og henvendende rum . Mens jeg sover, glemmer jeg dig handler om forskellige rum, sandhed(er) og temperamenter, om at findesig til rette, om at skrive, få et barn, om at være dansker i Bruxelles, om at være gift med en muslimsk mand, om at være i flere kulturer.
Dette essay blev skrevet i efteråret 1915 i Wien et år efter Den Store Krigs udbrud. Anledningen var et nationalistisk prydbind med korte bidrag fra mere end ethundrede forfattere, kunstnere, videnskabsfolk, politikere og soldater, for at samle penge ind til de tyske biblioteker. Spadsereturen, der udgør essayets ramme, foregik i Dolomitterne, og de to samtalepartnere er formentlig Rainer Maria Rilke og Lou Andreas-Salomé. Freud udgav tre år senere hovedværket Trauer und Melancholie, hvori hans psykoanalytiske teori om sorg udfoldes. Træsnittet på smudsomslaget forestiller en »Melancholicus«, og er et ofte brugt kalendermotiv fra omtrent 1480.
Novellemesteren fra Buenos Aires Julio Cortázars fascination for metroen begyndte, da han som 8-9-årig jævnligt tog med sin bedstemor fra forstaden Banfield ind til Buenos Aires for at aflægge visit hos nogle venner. For dernede, i underverdenen, er alting anderledes. Lugtene, lydene og det matte, døde lys – et fastfrosset, moderne helvede. En sort handske på en metalstang, der umærkeligt sniger sig ind på en brun handske. Et møde i en rude mellem to spejlbilleder. En passagerkontrol, der afslører, at der ved dagens slutning er gået flere mennesker ned i metroen, end der er kommet op igen; og en mand, der sætter sig for at opklare mysteriet.
Noveller, digte og essays af 10 unge, grønlandske forfatterspirer – om identitet, ulykkelig kærlighed, vold, hundeslædekørsel og meget mere. Skrivekonkurrencen Allatta! har for tredje gang lokket nye talenter frem på det grønlandske, litterære landkort. Denne gang med temaet rummelighed, som fortolkes bredt af konkurrencens 10 vindere.Antologien er illustreret af billedkunstelever fra Nordiska Folkhögskolan i Kungälv, Sverige.
Jeg er taget på refugie i et kloster i de syditalienske bjerge, ogher er det planen at blive i en måned. Skal hverken til Pompeieller templerne ved Paestum, på Capodimontemuseet ellerdet arkæologiske museum i Napoli. Dette er andet bind i Christian Vinds rejsebogstrilogi UDTOG.
Denne lille bog med titlen 'Bekendte nisser i Østjylland, nærmere betegnet omkring Giber Å', er skrevet som et essay og er en slags topografi over skovområderne syd for Aarhus, omkring Giber åens løb.Hver nissefigur har sit område, for eksempel Tonny Nisse Tveskæg af Hørhaven ved kæmpetræet.Bogen er for større børn og især for voksne, som stadigt tror på nisser og oplever dem omkring sig - ikke kun til jul men året igennem. Og så er bogen for dem, der holder af at færdes i vores skove ikke bare syd for Aarhus men i hele landet.Forfatteren har valgt selv at illustrere bogen.
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud og inspiration til din næste læsning.
Ved tilmelding accepterer du vores persondatapolitik.